Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

Denne smukke roman er den bedste, jeg har læst i år, og den bliver så svær at overgå, at det er med en let tristhed, jeg lægger anbefalingen her på bloggen. For hvad skal jeg så læse i det literære tomrum, jeg nu befinder mig i?

Det går nok. Jeg kan jo altid læse den igen og en gang til, for det fortjener den. Anthony Doerrs mesterværk Alt det lys vi ikke ser er lysende på så mange planer, at jeg faktisk mangler ord for det. Både sprog og historie er så smukt komponeret, at jeg holder vejret flere gange under læsningen. Med en detaljerigdom og et væld af enkle, unikke metaforer der får mig til at dvæle ved de fine sætninger, samtidig med at fortællingen bare flyder i korte overskuelige kapitler, der skifter i både tid og synsvinkel.

Historien foregår i Tyskland og Frankrig under besættelsen, men den handler om så meget mere end selve krigen. I høj grad om krigens grusomheder, og hvordan mennesker i krise virkelig forstår at sætte pris på tilværelsens små glæder og på livet som sådan og det at bruge sit liv til noget meningsfyldt og overvinde sin frygt, også selv om det er livsfarligt. Eksempelvis ved at slutte sig til modstandsbevægelsen. “Vil de ikke leve før de dør?,” spørger Madame Manec som spiller en central rolle deri, og om hvordan hun selv har det siger: “Seksoghalvfjerds år og jeg kan stadig få den her følelse. Som en lille pige med stjerner i øjnene.”

Romanen handler også om alle de daglige mirakler, alt det lys vi er omringet af uden at se det. I naturen, i relationerne mellem mennesker, i teknologien. Om videnskabens magi, og hvordan opfindelser i sig selv, for eksempel radioen skaber mirakler af kærlighed, ukuelighed og overlevelsesevne. Om den livsreddende effekt det kan have bare at kunne forbinde et par kobbertråde og lidt løsdele på den rigtige måde og opnå forbindelse med omverden. Alt det vi bare tager for givet i dag, mens vi vandrer rundt med vores smartphones konstant i forbindelse men måske uden egentligt at være forbundet?

Og så handler den om at kunne se lyset, når det gælder om at gøre det rigtige, også når alle i ens omgivelser vælger det forkerte, hvilket er den nemmeste men også den mest menneskelige ting at gøre. En stemme der holder illegale foredrag over radioen siger om lys og vores opfattelse af det: “ Hjernen, børn, er selvfølgelig lukket inde i fuldkommen mørke. Den svæver i en klar væske i vores kranium og ser aldrig lyset. Og alligevel er den verden som den skaber i vores forestilling, fuld af lys. Den flyder over af farver og bevægelse. Men hvordan tror I, børn, at hjernen der lever uden den mindste smule lys, kan vise os en verden, der er så fuld af lys?”

Vi følger to unge skæbner på hver sin side af krigen. Franske Marie-Laure LeBlanc er blind og flygter fra Paris til fæstningebyen Saint-Malo med sin far, da tyskerne invaderer Paris. Han er nøglemester på det naturhistoriske museum og med sig har de en myteombundet og muligvis forbandet juvel, der skal skjules fra nazisternes rovdrift af kunst og særlige genstande. Marie-Laures far bygger  komplette miniaturemodeller af byerne, så hans datter kan føle sig frem og derefter selv finde rundt i gaderne. På trods af sin blindhed ser den unge pige lyset, når det gælder om at handle.

Tyske Werner Pfennig vokser op på et børnehjem i en kulmineby sammen med sin søster Jutta. Han har et særligt talent for at bygge radioer, og det bliver hans vej væk fra at ende som minearbejder med kort levetid. I stedet kommer han på eliteskole for Hitlerjugend og finder snart ud af, at det er en skæbne, der er værre end at blive kvalt i en mineulykke. Mindst ligeså indelukket og begrænsende og uden anden udgang end at lade livet.

De to må på hver sin måde kæmpe for at overleve krigens rædsler, indtil den mod sin slutning bringer dem sammen i Saint-Malo, da de allierede bomber byen sønder og sammen, og tyskerne er tæt på kapitulation. Det bliver et møde, som hverken de eller deres efterkommere vil glemme.

Alt det lys vi ikke ser udkommer meget passende på dansk tæt på 75-dagen for besættelsen af Danmark 9. April 1940. Selv om du ikke skulle orke at læse, høre eller se mere om hverken 2. Verdenskrig eller krig i det hele taget, så må du ikke snyde dig selv for denne storslåede læseoplevelse. Den giver så meget mere end et indblik i krigen. Det er meget oppe i tiden, at vi travle mennesker i det moderne samfund skal lære at være tilstede i nuet. Det vil denne bog hjælpe dig med.

Alt det lys vi ikke ser er romankunst af højeste kaliber. 555 exceptionelt smukt skrevne sider. Læs den for himlens, historiens, litteraturens, for din egen og for verdensfredens skyld.

Sammen med andre gode bogbloggere fik jeg lejlighed til at møde forfatteren Anthony Doerr tidligere i dag. Det kan du læse mere om her.