SOA – Eller “ Vil du med hjem og se mit klubhus?”

Den kan ikke slå Breaking Bad, som efter min og mange andres mening er den bedste tv-serie hidtil, men Sons of Anarchy (SOA) hører absolut med i superligaen af enestående, højspændt tv-drama med skarp dialog, overraskende handling og komplekse, interessante karakterer.

Vi følger en gruppe kriminelle bikere i den lille Californiske by Charming, der lever det vilde liv helt udover kanten som outlaws efter egne regler og moralkodeks, mens de tjener penge på våbensalg, pornoproduktion og narkodistribution.

Medlemmerne i “The Sons” er lige så tæt sammentømret som mafiosoerne i Sopranos. De er hengivne og loyale og hævner hinanden, om det så skal koste dem tid i spjældet. I hvert fald indtil de bliver presset til et punkt, hvor de må vælge mellem døden, eller værre endnu udstødelse af gruppen og det at dolke deres nære i ryggen. Og det gør de så. Intrigerne krydser klinger på kryds og tværs mellem bandemedlemmer, det lokale politi, FBI-folk, kærestepar, mødre, fædre, ægtefæller og sønner.

Når hovedpersonerne ikke er optaget af at uddele kærlige kram og kys og konstante “I love you”s, udtænker de snedige hævnaktioner mod deres egne eller rivaliserende bander og gangstere af værste skuffe. Det er brutalt, sindssygt og blodigt.

Vi får et indblik i en verden, der ellers er lukket land for udenforstående, og selv om mange sikkert mener, at det er dybt forkasteligt at sidde og se på den slags “glorificering” af vold og bandekriminelle, så er det jo ikke mere umoralsk end at mæske sig i film om mafiaen, bare fordi de går med jakkesæt og slips og beder om syndsforladelse i skriftestolen. Og det samme kan jo siges om de pænt polerede politikere i serier som House of Cards, som alle os serie-entusiaster venter spændt på sæson 2 af. Metoderne til at opnå magt, ære, penge, frihed, og hvad der ellers driver værket, er stort set lige brutale, lige korrumperede og måske endda endnu mere følelseskolde og kyniske blandt politikerne end hos banderne.

Sons of Anarchy er testosteron spækket til bristepunktet med hurtige, lækre motorcykler, villige damer og vanvittigt overgearede volds- og action scener.  Man skulle tro, serien primært var lavet med henblik på drengerøve, der aldrig fik opfyldt drømmen om det frie liv på kværnen.

Men tro mig, det er et faktum, at der sidder en masse normaltbegavede kvinder med familie og små børn og fryder sig i smug i nattemørket over den her serie, mens resten af huset sover i de ligestillede, veluddannede hjem. Imens vender en del af deres mænd faktisk ryggen mod fjernsynet med et fnys om, at de i hvert fald ikke gider se sådan noget voldsforherligende bras  – på trods af, at de både elsker Breaking Bad, House of Cards, og alle de andre sublime serier, der strømmer ud af skærmene i disse år. Hvordan kan det nu lige være?

Er det ene og alene misundelsen over, at hovedpersonen Jax Teller i form af mildt sagt smækre Charlie Hunnam har usædvanligt stort dametække og vitterligt ligner en lys engel i lædervest? Om nogen er han personificeringen af ungpige-fantasien om den vilde men elskelige fyr på motorcyklen.

Jax er den sympatiske antihelt, historiens fortæller der kæmper sin indre kamp og konstant må bryde med sin i bund og grund ordentlige moral, høje loyalitetssans og (relativt) sunde værdier ved at træffe det ene grænseoverskridende valg efter det andet for at nå sit endelige mål: bryde ud af det kriminelle liv, skabe en legitim motorcykel klub og leve i fred med sin familie.

Eller er det de stålsatte og stærke kvindelige karakterer, der med Jax’ udspekulerede mor Gemma Teller i spidsen som hele bandens nedrige men også følsomme alma mater har en så skræmmende, dragende effekt på et kvindeligt publikum, der et eller andet sted dybt inde godt gad at sparke bare en lille smule røv på samme overlegne facon. Den rolle er i øvrigt formidabelt fremført af Katey Sagal, som vi ellers husker som den lidt kiksede, komiske mor i den skæve familie i senfirser-serien Vore værste år. Ligeså med Jax’ ultra seje kæreste Tara der i løbet af serien udvikler sig fra pæn pige i lægekittel til hårdkogt morder, løvemor og konspirator. Er det dem, mændene er bange for?

Eller er det fordi, at manden bag serien Kurt Sutter er en helt eminent storyteller, som udover at skabe “røven udover sædet højspænding” tør at tage grebet om det amerikanske hykleri og højaktuelle tabuer for eksempel omkring den urørlige våbenlov og dens fatale konsekvenser som skoleskyderier? Der ligger mange lag i de eksplicitte og dybt ubehagelige voldsscener, som jeg mere ser som en kritik af det amerikanske samfund end en forherligelse ved at vise præcis, hvor brutalt det reelt er, og hvordan det ødelægger de mennesker, der er med. Om de så er det frivilligt eller ej.

Samtidig formår Sutter at skabe empati for sine mildt sagt utilregnelige ofte afstumpede men også multi-dimensionelle og totalt uforudsigelige karakterer. Man ved aldrig, hvor man har dem, og de overrasker i hver sæson med at tage nye spændende drejninger i deres liv såvel som, når de cruiser derudaf på Harleyen.

Jeg tror fascinationen ved Sons of Anarchy og dens dragende effekt på et kvindeligt publikum er kombinationen af ovennævnte. Modstanderne har simpelthen ikke givet serien den chance, den fortjener, så snart de så, at det var noget med nogle klamme rockere og en masse vold. Jeg bryder mig slet ikke om vold – heller ikke den fiktive, men når den afspejler virkeligheden, er den ikke til at komme udenom, og personligt har jeg svært ved at vente til de kommende sæsoner af Sons of Anarchy er tilgængelige på Netflix.