Pigerne af Emma Cline

Jeg var lidt skeptisk, da jeg fik den i hænderne, for der er gået for meget modebølge i Manson-kulten – også i TV-verdenen, hvor jeg hurtigt blev træt af serien Aquarius. Men romanen Pigerne af debuterende Emma Cline er  helt og aldeles fremragende.

Det er den først og fremmest på grund af sin fornemme prosa, de velafpudsede sætninger og skarpe betragtninger om livets uretfærdigheder, og fordi den handler mere om fremmedgjorte pigeliv end om at blive en del af en morderisk kult.

Evie er ung i sluttressernes Californien, hendes forældre bliver skilt og hurtigt optaget af nye kærester og helt fraværende overfor, hvad Evie har gang i. Hun skal alligevel snart på kostskole. Om moderens nye forhold siger hun:

Jeg hadede den ufrivillige viden; at jeg var begyndt at bemærke hvert et lille skift i magt og kontrol, finter og stød. Hvorfor kunne forhold mellem mennesker ikke være ligeværdige; hvorfor kunne begge parter ikke føle den samme interesse som tiden gik?

Evie har selv få og intetsigende venner, men da hun møder Suzanne og hendes slæng har de en dragende effekt på hende. Pigerne er en del af en sekt under ledelse af den magnetisk tiltrækkende Russel, der forstår at plædere for betydningen af den ultimative frihed – så længe han bestemmer.

Romanen er heldigvis ikke en glorificerende fascination af den modbydelige del af hippiebevægelsen i USA, som bogen er inspireret af. Det ér umuligt at se nuancer i den udåd, der blev begået her. Den er snarere et forsøg på at forstå hvorfor en flok helt unge kvinder bliver så tryllebundet af en sektleders karisma, at de ender med at begå mord på bestialsk vis og på dennes foranledning. Evie lader sig forføre til frisindet sex og syretrips men er mest fascineret af en af disciplene; farlige, frie og frygtløse Suzanne. Det er mødet med hende, der trækker Evie til ranchen, hvor sekten bor og lever i pjalter og snavs som en slags skraldere på en losseplads. Men i modsætning til de velbjergede men tomme LA-villaer giver stedet mening og samhørighed for Evie, i hvert fald til at begynde med.

De fleste kvinder med sin indre teenager i erindringen vil genkende de modstridende følelser mellem ret og vrang og længslen efter oprøret og den altopslugende kærlighed, der rumsterer i Evie. Romanen er nu ikke i genren YA (Young Adult), den har en ligeså universel appel til voksne. Vi følger Evie både som fjortenårig og som midaldrende kvinde, der ser tilbage på en omflakkende og ensom tilværelse, der til dels skyldes de valg, hun traf som teenager. Hun bor midlertidigt i en vens hus, og da dennes bad boy af en søn og hans kæreste Sasha kommer uventet forbi, opstår der en forbindelse mellem kvinderne. Evie genser i Sasha sit eget usikre teenagejeg, en pige der lader sig udnytte, fordi det er mere interessant end bare at være usynlig.

Plot er der ikke meget af. Det er mere en stille strøm af sproglig og følelsesfuld skønhed. Vi kender på forhånd det rædselsscenarie, historien bevæger sig henimod, og vi ved tidligt, at Evie ikke deltager i blodbadet, men om hun havde været i stand til det er en anden sag…

Det er virkelig en imponerende debut af kun 27-årige Emma Cline, som både forstår at sætte sig overbevisende ind i en anden tidsepoke, hun aldrig har været en del af, og som skriver som en drøm. Bogen er spækket med mindeværdige linjer som denne:

Vi havde været sammen med mændene, vi havde ladet dem gøre hvad de ville. Men de ville aldrig komme til at kende de dele af os, som vi holdt skjult for dem, de ville aldrig fornemme, at der manglede noget, ja, de ville ikke engang få den tanke, at der var mere at lede efter.

 Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.