Året med 13 måneder af Åsa Linderborg

Den svenske journalist, forfatter og debattør Åsa Linderborg udgav i oktober Året med 13 måneder, en dagbog om sit liv i orkanens øje i et år med det svenske MeToo forløb, der kulminerede i 2017. 

Du kender hende måske fra det ganske interessante P1 program Norsken, svensken og dansken, hvor hun diskuterer aktuelle emner i et nordisk panel. 

I Danmark kunne udgivelsen ikke være landet på et bedre tidspunkt, da MeToo debatten her spidsede til i samme moment med en række opsigtsvækkende afsløringer om seksuel chikane og deraf følgende afskedigelser, der startede indenfor politik og medier og snart strakte sig udover flere brancher. Imens løb debatten amok på de sociale medier og udviklede sig lynhurtigt til en skyttegravskrig, hvor det blev svært for de aktive debattører at mødes på midten. 

Åsa Linderborg bidrager med sin bog og erfaringer til et nuanceret syn på debatten, da hun vedholdende og upopulært påminder om presseetik og retssikkerhed. Begreber hun selv får et fornyet syn på, da en af de magtfulde mænd i kulturbranchen, der bliver afsløret af hendes avis, ender med at begå selvmord, og hun både får og føler skyld for det. 

Som Kulturredaktør på Aftonbladet med base i Stockholm er Åsa Linderborg selv en magtfuld kvinde og med klummer og artikler, medvirker hun til nedfældelsen af magtmisbrugende mænd på den svenske kulturscene. En medvirken hun i dag fortryder – eller måske snarere måden det foregik på.

Åsa Linderborg reflekterer løbende over debatten i sin dagbog men også over sit personlige liv fra ung usikker kvinde til midaldrende magtfuld mediedame. Hun funderer over egne relationer og sit syn på mænd og på mænds blik på hende fra ung til ældre og påpeger et minefelt af gråzoner i mødet mellem kønnene. For eksempel at hun selv som chef ynder at røre ved sine medarbejdere, rode dem i håret og læne sig op ad deres skuldre, når de har gjort et godt stykke arbejde. At det ofte er, når mænd er gamle og grimme, at de anses for at være nogle klamme svin, hvis de udviser lysten til det modsatte køn, mens der kan være et mildere syn på unge, pæne mænd, der gør det samme. Forfatteren diskuterer med sig selv og med kollegaer, hvor grænserne går og præsenterer en række relevante eksempler på, at vi alle bidrager til hykleri i disse spørgsmål. 

Midt i mediecirkusset mister Åsa Linderborg sin kæreste til en yngre kvinde, og fortæller hudløst om den dybt personlige krise, hun nu står i midt i livet, hvor hun føler sig femti, fed og færdig som sensuelt væsen. Selvbilledet af powerkvinden, der har det hele, krakelerer, og hun beskriver smerten ærligt, sårbart og vedkommende.

Linderborg har desuden en interessant baggrund som skilsmisse- og arbejderbarn med socialisme og alkoholisme i bagagen, som hun tidligere har skrevet om i romanen Mig ejer ingen. Dagbogen berører derfor også forholdet til forældrene, og stoltheden over sine egne børn, og hvor langt hun egentlig er nået i tilværelsen.

Det er alt sammen vældig interessant og velskrevet læsning. Ligesom Linderborgs bidrag til MeToo debatten er et vigtigt indspark.

Undervejs måtte jeg dog flere gange slæbe mig selv igennem for at komme videre til det gode stof. Bogen kunne sagtens være redigeret ned fra et år med 13 til et år med 12 måneder, for mellem al det vigtige og personlige er der også en del ligegyldigt og småkedeligt fyld om livet i Stockholms kulturinderkreds med beskrivelser af restaurantbesøg, gourmetmenuer, shopping af dyrt tøj og konstant namedropping ved møder med kulturpersonligheder, som udenforstående ikke kender til og som ikke hver gang har betydning for bogens drive.  I efterskriftet gør Åsa Linderborg opmærksom på hvilke emner, hun faktisk har redigeret ud af sin dagbog, herunder forholdet til de freelancere, hun har været chef for. Det havde jeg så gerne læst om i stedet for den overflod af restaurantbesøg, der tog pladsen. Det havde været interessant, da det kunne have trukket nye spændende refleksioner ind i teksten, så det ikke alene handler om sexchikane og mænd kontra kvinder men også om magtforhold generelt og dynamikken mellem chefer og medarbejdere uanset køn. 

Det ændrer dog ikke ved, at enhver med interesse i MeToo og en analyse af både bevægelsens bidrag til et forhåbentligt snarligt bedre og mere ligestillet samfund men også faldgruberne undervejs bør læse denne bog. 

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Gutkind.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.