Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Kan man pakke et budskab om, at religion er opium for folket ind i en fantasy roman?

Det kan forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen, og hvis man som læser er skeptisk overfor genren, kan man passende begynde her.

Lucie er en 1000 år gammel kannibal, der ikke kan dø. En smuk og evigt ung amazone, et væsen der får tankerne hen på en X-men mutant, en kvinde som ingen mand kan modstå med sin mystiske tiltrækningskraft, sit kølige overblik, utrolige kræfter og en strålende begavelse.

Den har hun tilegnet sig som vidne til historiens gang og ved at fortære et utal af mennesker. Hun ser, hvad de har set, hun æder ikke kun deres kød men også deres sjæle og henter dermed indsigt fra sine ofre. Hungeren efter menneskekød er hendes ukontrollerbare forbandelse. Et begær hun har svært ved at styre. Således også til heavy metal koncert på Copenhell Festival, hvor en stakkels headbanger bliver fortæret som en lækker rib-eye steak. Den åbningsscene glemmer man ikke lige foreløbig.

Til festivalen møder Lucie også en nydelig fraskilt far, Casper, som hun gemmer til dessert. Først vil hun lære ham at kende. Hun indvier ham i opiumsrusens udvidelse af sanserne, og snart får han syner og er nødsaget til at drage på pilgrimsrejse til Norge. Til en festival der fejrer kristningen af Norge og gengiver det clash of civilizations der fandt sted 1000 år tilbage, hvor asatroende og kristne slagtede hinanden i en religionskrig. Med sig lokker han både Lucie og vennen Martin, en nørdet religionshistoriker, der har levet sit liv med snuden i bøgerne og glemt at leve og kysse imens.

Mennesker bliver spist undervejs, og Martin får snart mistanke om, at Lucie ikke kan nøjes med restaurantføde, men han får samtidig øjnene op for det, han er gået glip af i tilværelsen, og det faglige element tiltrækker også. For Casper er der ingen vej tilbage, uanset hvad Lucie måtte finde på at proppe i sig. Alle tre søger de svar på hver sit spørgsmål og en mening med tilværelsen.

Det er tre vældig gode karakterskildringer og deres rejse mod samme mål men med hver sit formål er lidt af et syretrip i en vekselvirkning mellem det overnaturlige og det virkelige på deres rejse gennem norske byer og smukt beskrevne natur. De tre spiser svampe for at forstærke den åndelige vejledning. Særligt Lucie har et par plageånder med på rejsen, der ikke vil give hende svar på hvorfor hun er så forbandet og ikke kan få lov at dø. Og hvorfor hun skal leve i en tid, hvor mennesker, som hun ser det, har tabt al den visdom og dannelse, de har opnået gennem århundreder på gulvet :

Menneskeheden var ved at drukne i tanker og følelser, der blev mere og mere selvoptagede. Narcissismen kvalte i dag alt det, jeg gennem tiderne havde set været frugtbart hos menneskene – opfindelser til almenvellet, kontrollerede udadrettede følelser. Nu var alt en sump af fordummelse og gnidret navlepilleri. Navnet på Fenrisulven var Det unyttige menneske, og menneskene af i dag følte sig hævet over nytten og stillede krav om ultimativ, selvoptaget frihed. Ragnarok var nær. Hvorfor led jeg så af en hunger efter disse klaustrofobiske sjæleliv, der ikke kunne andet end cirkle om egne ligegyldigheder? Jeg kunne spytte af foragt, både over nutidens mennesker og over min egen svaghed.

Det er tvivlsomt om menneskene i gamle dage var et hak bedre, end de er i dag. Men passagen er flot skrevet. Hele romanen og særligt slutningen byder på mange smukke og stærke sætninger.

I Lucie er der ikke kun hentet inspiration fra religionshistorie og nordisk mytologi, referencer til litteratur og tv-serier i forskellige genrer som Ringenes Herre og Sons of Anarchy skinner igennem og mikses på herlig vis til en roman, der ikke ligner noget, jeg tidligere har læst. At gøre det overbevisende uden at det bliver plat og påtaget er også en fornem præstation, som forfatteren lykkedes med.

Lucie er en spændende og særdeles velskrevet roman med et hav af ambitioner. Forfatteren har et tydeligvis et par budskaber til omverdenen. Jeg er ikke sikker på, at de alle trænger lige godt igennem, men alene romanens sprog og originalitet fortjener de helt store klapsalver.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

Reklamer

Ondskabens Hotel af Stephen King

I andre har sikkert læst Kings klassiske horror-historie Ondskabens Hotel, da I var tolv år, men dengang var jeg mere optaget af Tine Bryldsk socialrealisme, John Irving og den slags. Jeg så heller ikke filmen andet end i korte klip, når den blev vist på TV. Jeg turde simpelthen ikke og blev nødt til at zappe væk. Billedet af hotelgange, der blev oversvømmet af en flodbølge af blod har været indprentet i hukommelsen, siden forfilmene kørte i biografen. Jeg var en lille splejs dengang og havde allernådigst fået lov at se den nyeste voksenfilm med John Travolta. Men jeg havde svært ved at koncentrere mig om John T. i en eller anden B-thriller, for det blødende hotel ville ikke forlade min hjerne.

2017 blev året hvor jeg tog mig sammen og så filmen The Shining i den lange version under repremieren i Imperial, og det blev også året, hvor jeg efterfølgende læste bogen, da jeg fik en flot genudgivelse i hænderne fra Forlaget Hr. Ferdinand.

Film og roman deler vandene. Nogle foretrækker den ene fremfor den anden. De er begge skabt af store mesterfortællere med hver deres geniale og unikke udtryk. Stephen King med litterær overbevisning og Stanley Kubrick med et visuelt mesterværk.

Begge værker skræmte mig, så det kunne mærkes fysisk. På mange måder ligner de hinanden og på andre slet ikke. Efter begge sad jeg tilbage med en nærmest stolt fornemmelse af at være stået igennem og have tilegnet mig en oplevelse, der sad fast i bevidstheden længere, end det var ønskeligt. Effekten var størst under filmen, hvor alene den skærende musik helt fra starten fik mig til at sidde som en spændt flitsbue i over to timer. Det er en fantastisk og sindsoprivende film. Den er langt mere subtil end bogen og spækket med en symbolik, der kan tolkes i et utal af psykologiske retninger. Især i forhold til relationen mellem far, mor og barn.

Men det her skal jo handle om romanen, som er mere direkte og tydelig i sit handlingsforløb. Den har ikke de samme lag som filmen, og så er den mere væmmelig og grafisk i sin beskrivelse af spøgelser og splat.

Ondskabens Hotel handler kort fortalt om lille Danny, der er synsk. Hans far Jack Torrence er en frustreret og alkoholiseret forfatter med skrivekrise. Han får tilbudt job som opsynsmand på et afsondret luksus hotel, The Overlook Hotel, der er lukket under vintersæsonen. Jack øjner en chance for at få tid og ro til at skrive. Danny og hans mor Wendy flytter med, og så snart sneen falder, kan de ikke komme væk fra hotellet på grund af lukkede bjergveje. Danny fornemmer fra starten, at hotellet vil dem noget ondt, og det varer da heller ikke længe, før spøgelserne dukker op.

Danny ser skrækkelige syn, og bliver tiltagende bange for sin far, da det går op for ham, at Jack er ved at blive drevet til vanvid af hotellets dårlige energier og har planer om at udslette sin familie, ligesom en tidligere opsynsmand på hotellet har gjort før ham. Det hele er meget nervepirrende fra start til slut.

Uanset om du er til horror-genren eller ej, så er en præsentation af Stephen King nok overflødig. Men skulle du være i tvivl, så er King en formidabel forfatter, der skriver skarpt, præcist og rammende med en sikker sans for at opbygge sin historie og skabe karakterer og plot, der sidder lige i skabet. Overnaturlige elementer eller ej, så hænger en King historie altid overbevisende sammen og får læseren til at glemme alt andet. Desuden har King skrevet meget andet end horror, så der er en roman for enhver smag.

Der er også en grund til, at det er King, som mange forfattere henviser til, når de skal anbefale andre en god bog om at skrive, og hvis du kun vil læse en bog af King, så er det den, du vælger: Om at skrive af Stephen King. For den handler også om forfatterens eget liv og er spækket med gode og brugbare råd til os, der skriver.

Hvis du er frisk på en god gyser og stadig har den til gode, så er det bare med at komme i gang med Ondskabens Hotel. Romanen kan med fordel læses ved højlys dag og i selskab med andre. Så uhyggelig er den.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Hr. Ferdinand

Hørt på Bogforum 2017

Bloggen lever et hensygnende liv i disse travle tider, men jeg skal nok få pustet liv i den igen på den anden side af nytår. Heldigvis nåede jeg en del af Bogforum i år, så her er en lille lynvisit med nogle af de mange kloge og inspirerende forfatterstemmer, jeg nåede at høre.

img_4721.jpg

“Vedkender du dig, at du er en ikonisk figur?” “Der skal ikke så meget til i Danmark, så ja!” Martin Hall i herligt selskab med Master Fatman.

Det absolutte litterære højdepunkt for mig i år var forfatter og musiker Martin Hall i veloplagt samtale med Master Fatman. Danmarks førende elegantier delte ud med en overflod af humor og selvironi og fortalte om at vokse op i 70’erne, være ung i 80’erne, om punken, om musikkens betydning, om at være lysende begavet, bedøve sig i stoffer og opnå succes, selvom kun få kender værkerne, om et par charmerende utilregnelige forældre, der aldrig stod i vejen og om at være evigt ung og overleve en tid, et sind og en livsstil, som har kostet mange livet.

Alle der interesserer sig for den tid skulle skynde sig at læse Martin Halls levende og meget rørende biografi.

”Man skal først beskrive det, der har betydet meget for en, når det er på afstand. Når det er lang nok tid siden, kan det private blive alment – hvis man lægger hjertet på bordet.”

Og senere: Jeg har levet mange år i smerten, og jeg kommer til at leve i den i mange år mere – så det skal I også.” Gerne Martin Hall – bred din smerte udover publikum for du gør det så godt.

Bogtitel afspejler på ingen måde de mange gode forfattersamtaler på årets Bogforum

80’erne slog mange ihjel også en del medlemmer af den subkultur, vi kalder for rockerne. Forfatterparret Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen har talt med tidligere medlemmer og ikke mindst deres kvinder fra rockerbanden Bullshit, der udsprang i et hjørne af det yderste Amager.

”De voksede op i vold og levede med vold. Mange af dem, der ikke blev dræbt under bandekrigene, er nu ved at dø af usund livsstil.”

En uhyggelig aktuel og sært fascinerende fortælling, som jeg snarest må læse. Hvem husker ikke Ekstra Bladets fotos af Makrellens enke, der bærer kisten ud med en flok rygmærker fra Tårnby Kirke.

Kasper Colling Nielsen har fat i den lange ende, når det drejer sig om at skrive dystopiske romaner, der er uhyggeligt tæt på realiteterne i vores samfund, også selvom de indeholder talende dyr. Man kan kun håbe, at han tager fejl i sine forestillinger om fremtiden. Han fortalte om sin nye roman Det Europæiske forår.

” I 90’erne diskuterede vi, om vi skulle afskaffe den kvarte liter mælk i folkeskolen. Nu er den politiske diskussion blevet lidt mere alvorlig. Vores tro på at demokratiet kan løse vores problemer er i opbrud. Vi er på vej mod katastrofen.”

Bemærk den vilde collage i Kamilla Hega Holsts mesterværk Rud. (På trods af billedkvaliteten).

Kamilla Hega Holst har skrevet det nok stærkeste værk, jeg har læst i år og fortalte om RUD:

”Det handler om at løsrive sig. Om dilemmaet mellem at give slip på sine børn og samtidig passe på dem. Men også om at bryde ubehagelige mønstre og tankemønstre. Kan det lade sig gøre at bryde de mønstre, og kan vi undgå at ligne vores forældre?”

Undersøg selv ved at læse RUD, som er en på en gang forfærdende og blændende roman.

 

Katrine Marie Guldager er en anden klog dame, der skriver bøger og nu også klummer om livet og verden. Hendes seneste roman En uskyldig familie har også været en af de helt store læseoplevelser for mig i år.

”Jeg kan lide alle de personer, jeg skriver om, selvom de ikke altid er lige sympatiske. Det bliver ikke spændende, hvis man bare skriver ud fra sine fordomme. Man skal ind under de fordomme.”

 

Der var også et interessant gensyn med Michael Larsen, som var en af de første danske forfattere, der brød internationalt igennem med en thriller i midten af halvfemserne. Jeg husker, jeg med iver læste med på Uden Sikker Viden og Slangen i Sydney. Nu er jeg meget spændt på den nye Dødens Kode, som er en del af en serie men kan læses uafhængigt. Rettighederne er allerede solgt til en film eller serie i en snarlig fremtid.

”Man kan ikke finde på noget, der ikke findes. Man må ramme noget i fiktionen, der ligner virkeligheden, der skal bare et ekstra tryk på pedalen.”

Når Rasmus Brohave taler, er der mange børn der lytter. “Jeg synes forældre skal sætte sig ind i, hvad deres børn ser på You Tube.”

Mit personlige højdepunkt var, da min søn efter en hel lørdag og for første gang på Bogforum sagde : ”Jeg skal så meget på Bogforum næste år.” Det hjalp selvfølgelig, at Børnebogsforum ved, hvad der rører sig blandt de helt unge og bød på masser af gode indslag toppet af You Tube stjernen Rasmus Brohave. Dog ret ærgerligt at RobinSamse parret havde aflyst. Hvis du ikke ved hvem jeg taler om, så don’t worry det skal nok gå alligevel.

 

 

Ligeså herligt for moren, der jævnligt forsøger at nudge til den indre læsehest fremfor Gameren, var, at han selv fandt en sjov bog, jeg aldrig har hørt om, og som han ikke har kunnet slippe siden. Hurra for Tom Gates! #BooksvsYouTube

Der var uundgåeligt en ”smule” jeg gik glip af på Bogforum, hvem gjorde ikke det? Men det hjalp lidt, at Politikens Forlag, vist som det eneste, var så fremsynet at livestreame alle interviews, så jeg hele søndagen har kunnet følge med hjemmefra i god ro og afstand af larm og menneskemængde. Det har været en fornøjelse at følge interviews med Michael Robak, Michael Enggaard, Jesper Stein, Julie Hastrup, Elsebeth Egholm, Mette Sø – som jeg havde glædet mig ekstra meget til, men hvor lyden desværre glippede og sidst men ikke desto mindre ret så underholdende Jussi Adler Olsen og Jonas Langvad Nilsson i muntert parløb. Alle interview og mange flere kan ses via forlagets facebook.

Den mest storslåede forfatterbegivenhed for mig i år, oplevede jeg dog et helt andet sted end Bogforum. Nemlig den 30. Oktober i Den Sorte Diamant, hvor Junot Díaz gav et par gode velplacerede spark, der hvor det gør mest ondt til både verdenssamfundet og andedammen i forbindelse med en særudstilling om dansk kolonialisme og Danmark som slavenation.

Det er svært at vælge blandt den strøm af guldkorn, Junot Díaz kan hælde ud af ærmet i løbet af en samtale. Men her er den, jeg husker bedst:

“If every fuckin’ dude would just shup for a year, they would learn so much about themselves, that society does not want to hear.”

Gå ikke glip af interviewet som du finder i fuld længde her:

http://www.kb.dk/da/dia/ord/forfatterscene/171030_junot_diaz.html

 

1971-1985 af Martin Hall

Uanset om man er opvokset i 70’erne og 80’erne eller senere, vil mange genkende en fremmedgjorthed i tiden og følelsen af at være særlig, når man er ung, sådan som Martin Hall oplevede det i sine unge – og dekadente år. Men til forskel fra de fleste af os, så var og er Martin Hall noget særligt.

Han var en af Danmarks første punkere og var naturligvis allerede videre, da punken blev mainstream. Han levede sin ungdom i overhalingsbanen af sex og stoffer midt i en AIDS tid med et depressivt syn på verden og fremtiden. Men i modsætning til flere af vennerne overlevede han. Måske på grund af sit kunstneriske talent og en nærmest overnaturlig arbejdsdisciplin og produktivitet. Inden han fyldte 21 havde han været frontløber på flere forskellige undergrundsbands og havde skrevet et hav af tekster.

Jeg kan huske første gang, jeg hørte Martin Halls musik i midt-firserne, at jeg tænkte: Det kan umuligt være en dansker, der står bag. Det internationale format var slående, og et sådant var stort set ikke eksisterende i den danske musikbranche på den tid.

Allerede dengang havde han opnået en nærmest mytisk og utilnærmelig karakter som hyper-intellektuelt ikon og multitalent indenfor musik, kunst og litteratur.

1971-1985 er Martin Halls erindringer om den tid, og selvom Hall oftest henvender sig til et publikum med sans for avantgarden, så er hans nye bog vedkommende for alle. Smukt skrevet, dybt personlig, vildt underholdende og ikke mindst troværdigt reflekterende om de efterhånden sagnomspundne år.

Som 70’erne skred frem, sivede farverne ud af billederne. Når jeg tænker på min barndom, erindrer jeg den altid i farver, mens billederne fra mine senere teenageår kategorisk toner frem i sort-hvid. Det var, som om det politiske fotografi var begyndt at smitte af på historiefortællingens tekstur.

Det lyder måske lidt højtravende, men det meste af bogen er skrevet med begge ben på jorden og fortalt i en let tilgængelig stil og et ikke desto mindre flot sprog fra en mand, der gerne flyver til fjernere og mere prætentiøse planeter.

I centrum af fortællingen står Martin Halls forældre Eigil og Beth. Langtfra idealet om de perfekte forældre i den solide kernefamilie men måske en slags ideal for at danne ballast for udviklingen af den ekstraordinære kreativitet hos sønnen.

Martins Halls portræt af sine forældre er kærligt, forstående og fyldt med anerkendelse af sit ophav. Både Eigil der altid var fuld af gode og mindre heldige ideer og indfald, og Beth som havde et stort hjerte, var god for en skarp bemærkning, og et humør der svingede fra det sprudlende til det dybt depressive. Beth ender med at tage livet af sig selv mod bogens slutning i 1985.

1971-1985 er på flere måder for 80’er generationen, hvad Dan Turélls Vangede Billeder er for 68’erne. Den er mørkere og hårdere i sit portræt af tidsånden men mindst ligeså humoristisk og meget rørende.

Det er længe siden, at jeg er fløjet så hurtigt gennem en bog med et ængsteligt blik på de alt for få resterende sider. Sådan havde jeg det også, da jeg med stor fornøjelse læste hans romanværk om 80’er generationen Den sidste romantiker, som jeg også uden tøven kan anbefale, selvom det er en del år siden, jeg læste den. Jeg håber, der kommer mere litteratur til det brede publikum fra Martin Hall, for han skriver både vidunderligt skarpt og præcist om sin generation og sit kulturelle og familiære ophav.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Tiderne Skifter.

 

The Night of the Gun

A reporter investigates the darkest story of his life. His own. David Carrs erindringer giver fuld valuta for den tagline. Den får lov at stå på engelsk i al sin styrke, for The Night of the Gun er af uforståelige årsager endnu ikke blevet oversat til dansk. Journalistens personlige historie er så vild, at den strider mod al logik. En yderst velskrevet biografi, der får selv det mest dramatiske stykke fiktion til at blegne.

David Carr igangsatte i en ung alder en lovende karriere som reporter i Minneapolis. Med et usædvanligt skrivetalent, hurtighed på tasterne, evnen til at stille syleskarpe spørgsmål og frygtløs konfrontation og diskussionslyst med alle slags kilder, havde han alle odds med sig.

Men han havde også en grænseløs svaghed for stoffer og alkohol og en afhængighed af beruselsen, der var ved at ødelægge det hele. Som ung reporter levede han et dobbeltliv i samme overhalingsbane som en Christiane F. og blev hooked på det hele; kokain, sprut, crack, heroin. Om dagen afslørede han korruption hos magthaverne, om natten hang han ud med kriminelle. Han røg ind og ud af afvænning, blev anholdt adskillige gange for kørsel under påvirkning, var en stodder overfor sine kærester, blev fyret og hyret igen og igen, og så var der den nat, han trak en pistol mod sin bedste ven. Eller gjorde han?

I sit erindringsværk undersøger Carr, hvad der er op og ned i hans engang konstant påvirkede hukommelse ved at opsøge og dybdeinterviewe alle dem, der kendte ham.

Vendepunktet kom, da hans kokain-pushende, narkoman kæreste blev gravid med tvillinger. Hun kunne ikke opgive the Life, men det formåede Carr, da parret stod til at få fjernet deres børn af myndighederne. Døtrene voksede op i hans varetægt med hjælp fra familie og venner. Stofferne blev lagt endegyldigt på hylden, og Carr koncentrerede sig fuldt ud om sin familie og sit job. Fik ny kone, et tredje barn og spændende jobtilbud. I mellemtiden måtte han som nyafvænnet også igennem et kræftforløb i en alder af 32, og senere da livet blev for idyllisk en ny periode som alkoholiker, der var tæt på at ende fatalt. Alle nedturene overvandt han. Carr ser dog langtfra sig selv som “et godt menneske”, der er kommet sikkert ud på den anden side. Afhængigheden lever videre i ham, men han lærer at kontrollere den. Vidnerne til hans historie beretter om en langtfra perfekt omend hæderlig far og utvivlsomt en hamrende dygtig journalist.

Hvis du har set den fremragende dokumentar Page One om arbejdslivet på New York Times, så husker du uden tvivl den markante reporter med den hæse stemme og lettere ironiske tilgang til livet. Journalistikken tog han derimod yderst seriøst.

Carr endte sine dage som yderst velanset stjernereporter på den hæderkronede avis og døde midt i karrierens højdepunkt i en alder af 58 af lungekræft.

The Night of the Gun er en af den slags historier, der er så forrykt, at den kun kan være sket i virkeligheden. Men den er også en fantastisk overlevelseshistorie og et modigt selvudleverende portræt af en mand, der ikke holder noget tilbage. Carr vil til bunds i sandheden om sine udåder, og han forsøger på intet tidspunkt at forsvare sig selv eller pynte på noget til sin egen fordel. Snarere tværtimod.

Også som forfatter skriver han rammende, rørende og usentimentalt og trods det dystre tema, er hans historie gennemsyret af ironi og humor, der letter og løfter, så det hele er til at holde ud.

Med sproglig overlegenhed reflekterer Carr klogt om emner som faderskab, parforhold, journalistik, afhængighedens væsen og erindringers vrangforestillinger:

Even so, my past is a phantom limb, something I feel the presence of but cannot touch. John Updike called it part of our ”dead unrecoverable selves.” When the past is shifted to the present moment, it is infected by a consistency bias that requires that all things fit together, whether they do or not. Examine your own family history and folklore if you don’t buy it. How many of those stories are literally, exactly true?

Mit eneste problem med bogen er, at Carr ikke rigtigt afsøger årsagen til, at han kunne komme så langt ud. Der er ikke nogen forklaring på, at en velbegavet mand med en universitetsgrad og gennemsnitlig middelklassebaggrund i en kernefamilie kan fucke sit liv op i så høj en grad. Men det er formentlig pointen. Afhængighed handler ikke om klasse eller social baggrund. Det handler om at være uheldigt disponibel for den sygdom afhængighed er.

Han nævner ungdommens rastløshed og en trang til at begive sig ud i farezonerne, og at der måske er noget med genetikken og anlæg for afhængighed i familien. Og så er der hele miljøet omkring Minneapolis og amerikanske storbyer i 1980’erne, hvor kokain åbenbart kunne fås på linje med sjusserne bag baren. Det lagde jeg nu ikke synderligt mærke til, da jeg selv boede i byen i 1990/91 og nøjedes med gin og tonic.

I sin helhed er Carrs historie en fremragende afsondring af mørket og lyset i en vildfaren sjæl, om at dykke dybt ned i sølet og rejse sig igen. Gennem journalistikken afsøger Carr sandheden om sit liv, og han gør det med en faglighed og professionalisme, som mange andre biografier kunne lære noget af.

Da jeg afsluttede bogen var det først og fremmest med en dyb undren over, at Carrs historie endnu ikke er blevet filmatiseret. Men det projekt er faktisk i gang. Som tv-serie med selveste Bob Odenkirk fra Better Call Saul i hovedrollen. Det kan næsten ikke gå galt.

 

Papa af Jesper Stein

Axel Steen er gået undercover i femte bind af krimiserien om politimanden med den hårde, slagkraftige skal og det følsomme indre. På et hotelværelse i Berlin iført brune garbardinebukser med svaj, knælang læderjakke i beige og bling-bling i guld skal Axel overbevise håndlangere for den russiske mafia om, at han er narkokongen Hans Hauser med tilnavnet Danskeren og direkte linje til colombianske karteller. Nu skal han lukke en gigantisk våbenhandel for at få skovlen under den russiske topboss Grisja, der også er kendt i kriminelle kredse som Papa.

Missionen foregår i tæt samarbejde mellem PET, DEA, CIA ja stort set hele efterretningsbaduljen. Amerikanerne er totalt afhængige af Axels indsats, hvis det hele skal klappe. Det er svært at forestille sig plausibiliteten af det scenarie men who cares, når det hele er så gennemført, velskrevet og velfungerende som det er.

Hvad der i starten virker som en tiltrængt flugt fra hverdagen i Danmark og pinslerne efter kærestens død, hvor Axel kan udleve alle sine mucho-macho tendenser med et nervepirrende undercoverliv i Berlin og Amsterdam, udvikler sig til nye konfrontationer med det indre mørke, hvor han i øvrigt forelsker sig som besat i en hollandsk femme fatale ved navn Christine.

Mens Axel balancerer i rollen som våbenhandler, kæmper hans tidligere kollega Vicki Thomsen i Danmark med opklaringen af en røverisag hvor 143 bankbokse i Danske Bank ved Nørreport på forunderlig vis er blevet plyndret. Men endnu mere med en bunke mandlige såkaldte kollegaer i afdelingen for Røveri. Hun er omgivet af idioter, slapsvanse og deciderede røvhuller, der ikke holder sig tilbage for voldsom chikane. Vicki er for denne læser den mest interessante karakter i Papa, der på lige fod med Axel har dybde og nuancer men også en forfriskende troværdighed til forskel fra så mange andre (anti)-heltinder i tidens krimier. En normal, sympatisk kvinde med naturlige menneskelige reaktioner på det livet byder hende, som passer sit arbejde og aldrig giver op, selvom hun overvejer det. Hende vil jeg gerne følge mere fremover.

Røverisagen hænger naturligvis sammen med det, Axel har kørende i udlandet, og selvom der er ret så mange plotelementer og karakterer at holde styr på, så er det lykkedes at få det til at hænge flot sammen. En imponerende bedrift, når man tænker på hvor løs en struktur Jesper Stein selv siger, han arbejder med i skriveprocessen.

Gangsteren Grisja er nu ikke den eneste Papa, som titlen refererer til. Axel Steen må igen tage sin egen faderrolle op til revision, da datteren Emma udtrykker ensomhed og frustration over hjemmelivet med mor og lillebror og en utryghedsskabende eks-stedfar Jens Jessen, øverste chef for PET og i gentagen karambolage med Axel men nu også med hans eks Cecilie, hvor han udviser stalkeragtig adfærd og har magten til at slippe af sted med det. Også Jens Jessen bliver i den grad udfordret på sit faderskab til sønnen Anton.Handlingen kulminerer i Botanisk Have i et åndedrætsstækkende opgør mellem Axel, russiske gangstere, agenter fra nær og fjern og korrupte pansere.

Jesper Stein leverer igen varen med solid og intelligent underholdning, sproglig finesse i beskrivelsen af de indre og ydre kampe og en utrolig detaljerigdom.

I sin helhed er Papa efter min mening ikke helt så spændende fra start til slut som den forrige Aisha, som også er svær at overgå. Forfatteren har tydeligvis haft en fest med undercover-delen, og det er ret sjovt at forestille sig Axel Steen tonse rundt på den internationale scene i boots og læderjakker. Det er på kanten af klichéen, men det holder med det komplekse og veludførte plot. De indre refleksioner er vedkommende, men der er mange af dem, Berliner-romantikken med lydspor af Bowie, Lou Reed og Leonard Cohen kammer lidt over, men jeg forstår godt, at den er svær at holde sig fra.

Slutspillet er det bedste hidtil, helt eminent, højspændt og veludført med et chokerende tvist, der leverer tårer og klump i halsen. Det sker sjældent for mig, når jeg læser en krimi.

Med Papa overbeviser Jesper Stein endnu engang om, at han er en af Danmarks bedste krimiforfattere – måske den bedste. Vi fans er klar til en seks’er og gerne med mere Vicki.

Læs mere om Papa fra bloggerevent med Jesper Stein her samt anmeldelse af Aisha.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

På tur med Axel Steen

På tur med Axel Steen

Fornylig var jeg sammen med en gruppe bogbloggere på en guidet tur rundt i Botanisk Have. Guiden var ingen ringere end forfatter Jesper Stein, der fortalte om tilblivelsen af hans seneste krimi Papa, den femte i rækken om alteregoet Axel Steen.

Det var her i Botanisk Have, han fik ideen til Papa, og det er her, det højspændte plot kulminerer i romanen. Hvor besøgende normalt ser grønt og smukt i den idylliske have, så Jesper Stein PET og DEA agenter på lur i et sneklædt buskads med natlys og AK47 rifler, mens internationale narkobaroner holdt forretningsmøder i hemmelige gange under Palmehuset.

Glad forfatter Jesper Stein med sin nye krimi Papa

Det var udgangspunktet for bog fem, men hvad skulle der ellers ske på de 400 sider?

“Denne bog var den sværeste hidtil. Jeg har brugt meget lang tid på den og på at få de to spor til at mødes,” fortalte forfatteren, mens vi i flok beundrede haven og det smukke Palmehus med helt andre briller end normalt.

Jesper Stein arbejder med en meget løs struktur. Som mange forfatterspirer måske vil genkende, sætter han sig gerne ned og skriver fede scener uden at ane, hvad der skal ske videre hen. I det lys er det noget af en bedrift, at det rent faktisk lykkedes at bygge et plot op i processen, der ovenikøbet hænger godt sammen. Overblikket sidder i baghovedet og med hjælp fra faste læsere og redaktør lukkes hullerne i.

I Papa skulle ske noget nyt med Axel Steen efter alle de pinsler, han gennemgik i Danmark i den forrige roman Aisha, så i denne er han udlånt til den amerikanske efterretningstjeneste for narkokriminalitet DEA med udstationering i Berlin og Amsterdam og et halvt år i dække som undercoveragent.

I Papa er der blæst fuld gas på Tarantino-tendenserne. Når Axel er på arbejde er det i cowboystøvler med dragesyninger, knælange læderfrakker og guldkæder om halsen. I det outfit skal han overbevise de hårdeste hunde i international organiseret kriminalitet om, at han er manden, der kan skaffe våben til den russiske mafia, og han skal balancere troværdigt mellem at være en af gutterne i den forsamling og en de aldrig vil fucke med. Det betyder også, at han er nødt til at gå ombord i farlige fristelser som coke-baner og ordentlige sjusser, hvilket ikke er så hensigtsmæssigt for Axel, der tidligere har kæmpet med misbrug.

Forfatteren på slap line

“Jeg indrømmer blankt, at jeg udlever min indre drengerøv i den her. Jeg er en drengerøv,” sagde Jesper Stein, mens hans hoppede og dansede foran Palmehuset og underholdt hele forsamlingen.

Han har endda fået hjælp til at skabe et troværdigt billede af en undercoveragent fra en tidligere af slagsen. Han hjalp ham med at skabe den type personlighed, der både har en særlig stil og dyre vaner og samtidig kan sætte sig i respekt i interaktionen med kriminelle gangstertyper. Kedeligt er det ikke.

Der blev talt meget om handlingen i Papa, og Jesper Stein tog åbent imod både spørgsmål, ris og ros fra de mestendels glade læsere. Det skal der naturligvis ikke spoiles med her.

Selfie med sej forfatter

Læs mere her på Bogbobler om Jesper Steins kreative proces  samt anmeldelse af Papa og Aisha

 

Tak til Jesper Stein og Camilla Wahlgreen fra Politikens forlag for et spændende og hyggeligt forfattermøde.