Der Der af Tommy Orange

Hvis man tror, man ved noget om, hvad det vil sige at være oprindelig, indfødt amerikaner, Native American eller kort sagt indianer i nutidens USA, så har man måske en fornemmelse af, at det ikke er helt nemt. At det er noget med enten at leve i et reservat ude i naturen, hvor man holder fast på sine kulturelle værdier, eller at assimilere sig blandt alle de andre hårdtarbejdende, moderne mennesker i storbyens melting pot. I Tommy Oranges gennembrudsroman Der Der bliver de barske realiteter – det må man formode, idet forfatteren selv er indianer – kastet lige i synet på læseren, og de er værre end de værste anelser. En trøstesløs negativ spiral af social arv, ulighed og uretfærdighed.

Der Der er et nedslående indblik i den amerikanske hverdag for ikke mindre end tolv forskellige personer af oprindelig herkomst. Mennesker der på hver sin vis lever med konsekvenserne af knap et par århundreder af dårligt selvværd trukket nedover hovedet på dem af de hvide erobrere, der tog deres land og frarøvede dem alt. Ikke kun liv og lemmer og den stolthed der ellers havde præget naturfolket men hele kernen af deres identitet.

Den forsøger de at genskabe til de årlige Powwow festivaller, hvor de ifører sig kostumer med læder og fjer og opfører de oprindelige trommedanse, sange og ceremonier. De få, der kan betegne sig som mønsterbrydere arbejder ofte i NGO-støttede programmer, der har til formål at bevare den kulturelle arv. Størstedelen af befolkningsgruppen har for længst tabt kontakten til det oprindelige og lever rodløse tilværelser ofte på bunden af samfundet. Flere i en døs af misbrug, vold og  håbløshed.

Nogle af os har sådan en følelse indeni hele tiden, som om vi har gjort noget forkert. Som om vi selv er forkerte. Som om dem vi er inderst inde, det vi gerne vil navngive, men ikke kan, det er som om, vi er bange for at blive straffet for det. Så vi gemmer os. Vi drikker alkohol, fordi det hjælper os til at føle, at vi kan være os selv uden at være bange. Men vi straffer os selv med det. Det vi allernødigst vil, lander lige oven på os.

Den spøjse titel Der Der henviser til den nordcaliforniske by Oakland, hvor det ekstra Der betegner et sted, der har forandret sig så meget, at det ikke længere findes. “Der er ikke noget der der.” Det sted der var og er, men hvor selv minderne om der, hvor man voksede op er fortabt i uigenkendelighedens tåger. Udtrykket er hentet fra et digt af forfatteren Gertrude Stein, som på et tidspunkt boede i Oakland og skrev om det.

Der Der er forfatterens romandebut, og den er så gribende. Trods de korte bekendtskaber med personerne fanger hvert kapitel som små uafhængige og vanvittigt velskrevne noveller, men samtidig er det en fornemt sammensat fortælling, hvor de alle til slut mødes ved Oaklands Powwow, der udvikler sig fra fest til tragedie.

Det er noget af det stærkeste, jeg har læst længe. Brilliant, relevant og oplysende. Det er hjerteskærende og dybt rørende social realisme med stor sproglig og litterær skønhed.

En roman der er svær at slippe, også efter den er læst. Må den få al den kærlighed, den fortjener.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

 

 

Reklamer

Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Alle elsker vrede Vibse, hovedpersonen i Bjørnen, seneste roman af Katrine Marie Guldager. Bare se på de sociale medier, hvor udgivelsen bliver flittigt delt af bogfolket, og jeg er helt med på Bjørne-bølgen.

Bjørnen er en lille guldklump af en roman på kun 173 sider med simple, velslebne sætninger af højeste karat, der rammer læserne lige i mellemgulvet men nok af forskellige årsager.

For mig er det især smerten over barnet, der er ved at løsrive sig og på vej til at flytte hjemmefra, og selvom jeg ikke er der endnu, mærker jeg tydeligt, at det kommer til at gøre nas. Allerede dengang vi kom hjem fra hospitalet med hende, græd jeg. Fordi vi engang skulle skilles. 

Men der er også det anspændte forhold til Vibses afdøde mor, der nager. Jeg tænker på min mor. Til sidst var forholdet bare et stort sår. Det tog vel ti år. Det blev ved med at springe op, det lort. Forbandede lortesår.

Vibse har andet at være ked af, og den smerte vender sig til vrede. For hvem fanden gider at være et offer. Det er nemmere at skælde ud på verden. Og det gør Vibse, så man griner og græder. Men mest af alt skælder hun ud på sig selv.

Over utilstrækkeligheden  og utaknemligheden som mor, datter og hustru. Manden hedder Lars, men når han er irriterende, kalder hun ham Bent, så det hedder han det meste af tiden, som straf – for at være så god. Puds glorien altså!

Der står midtvejskrise med store tykke bogstaver over Vibses vrede, men krisen er reel, når en fyring efter mange års tros tjeneste som gymnasielærer og tak for ingenting skubber hende ud i isolationen i den svenske ødemark belagt med sne i knæhøjde. En storm tager strømmen, og Vibse farer vild, da hun vil hente hjælp hos den utålelige nabo. Derude lurer Bjørnen. Og tankerne og uvisheden. Man kan ikke bare skyde skylden på hormonerne, når hele identiteten er på spil, for hvad nu?

Måske er det bare nemmere at blive spist af en bjørn. Men fandeme nej. Vibse er en fighter og en lover. Hun skal bare lære at elske sig selv. Ligesom alle vi læsere elsker hende og spejler os i hende. Også min egen mand, der læser cirka en bog om året på et godt år. Bjørnen læste han på en dag, og så fik vi en god snak. Og jeg skal helt sikkert læse den igen.

 Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

I hans øjne så jeg døden af Conrad Fields

Kan man komme tilbage til sit tidligere selv og leve et normalt liv, hvis man har været soldat i krig og begået forfærdelige handlinger? Det afhænger af, hvem man er, og hvilken hjælp man får, men sandsynligheden er ret lille. Sådan læser jeg svaret i Conrad Fields nye roman I hans øjne så jeg døden.

Daniel er ægtemand, familiefar og krigsveteran fra Afghanistan. Han prøver at finde mening i familielivet tilbage på dansk jord og overholder sine forpligtelser med at hente, bringe, lave mad og passe job, indtil han bliver fyret. Han fortsætter, som intet var hændt og lader som om, han stadig går på arbejde hver morgen, mens han turer rundt i byen på må og få. Daniel lever som en skygge af sig selv og betragter sit liv udefra med natlige udflugter til byens skumle beværtninger og dulmende stoffer til at fortrænge yderligere.

Hverdagens trummerum og fredagsunderholdning foran skærmen med familien gør tomheden og meningsløsheden værre. Alt hvad han foretager sig med datteren og hustruen er skuespil. Han kæmper for at få sit liv tilbage men kan ikke mærke sig selv.

En dag bliver han og tre andre soldaterkammerater opsøgt af Forsvarets Auditørkorps, som undersøger en sag, hvor danske soldater dræbte civile herunder børn. Daniel husker i glimt og har fortrængt de værste hændelser. Han føler påtrængende skyld, mens han prøver at huske, hvad der skete men forsøger samtidig at sno sig udenom efterforskningen og undgå konfrontationen med det, han muligvis har begået i krigens hede. Her skal enhver handling besluttes på et nanosekund, og den har altid konsekvenser. Selv lang tid efter. Der er en pris at betale for at tage andre menneskers liv, også når det er utilsigtet. Daniel må på et tidspunkt spørge sig selv, om det er den højeste pris, der bliver afkrævet, når karmapolitiet indhenter en.

Historien skifter i to spor mellem fortid og nutid, mellem krigshandlinger og konflikter med soldaterkammeraterne i Afghanistan, og hverdags- og familielivet i Danmark, hvor alt er ok på facaden, mens sammenbruddet lurer lige nedenunder.

Romanen er ekstremt velskrevet og fortalt med en utrolig indlevelsesevne i betragtning af, at forfatteren aldrig selv har været i militæret eller udstationeret i krig. Der er power i hver eneste sætning.

I midterdelen af bogen kan jeg godt savne lidt fremdrift, da mange af scenerne både i fortid og nutid cirkulerer rundt i de samme problemstillinger, og der er passager med for meget stilstand, selvom sproget aldrig er kedeligt. Tredje del kører til gengæld i femte gear hele vejen. Det er spændende og højdramatisk og lige på kanten af overdrevet.

I hans øjne så jeg døden er i sin helhed et stærkt psykologisk portræt af en krigsveteran med PTSD. Alle som vil have en dybere forståelse af, hvad det handler om bør læse den. Jeg tror, romanen har en særlig appel til mænd. Den er bestemt anbefalelsesværdig i kategorien #manread af højeste kaliber.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

Blækhat af Sissel-Jo Gazan

I sommerferien lykkedes det overraskende nok at blive færdig med flere af de bøger, der længe har skulet til mig fra bunken: Læs mig og du vil ikke fortryde det. En af dem er Blækhat af Sissel Jo-Gazan, der udkom sidste efterår. En mursten af en 80’er roman og en bedre end god en af slagsen.

Romanen er længere end 500 sider med en imponerende detaljerigdom og en fortællekraft, så man tror på, at det hele faktisk er sket. Under læsningen måtte jeg lige google et par gange undervejs for at sikre, at der rent faktisk er tale om fiktion.

I starten af 1980’erne vokser Rosa op blandt de sidste hippier og de første punkere i de stejle gader i det indre Aarhus. Kollektivet møder BZ-bevægelsen, mens forelskede KU’ere med krokodille på trøjen og politi med panserskjolde lurer henne om hjørnerne.

Rosa bliver en af de første til at tagge sit navn på byens mure, mens hun noterer den Street art, der florerer i gaderne. Hendes mor Helle er lærer og en ivrig men ikke anerkendt svampeforsker, som bliver alvorligt syg i en alt for ung alder. Mormoren er også tæt på og giver penge til at sprayfarve værker i ly for ordensmagt og konkurrenter. De voksne bærer på en dunkel familiehemmelighed, som Rosa er lykkeligt forskånet for i sin barndom.

Sammen med veninden Sevim og andre venner i miljøet udvikler Rosa sig til Street art kunstner, og som voksen bliver hun forsker og formidler indenfor samme emne med en heftig rejseaktivitet. Hun følger i hælene på den mystiske Blækhat, der begår Street art med politiske undertoner verden rundt. Men inden da skal hun grueligt meget igennem.

Rosa ved ikke, hvem hendes far er. Der er tre mulige, som enten er døde eller umulige at finde, og så er der ham, der fungerer som far i det daglige, kunstneren Krudt, der introducerer Rosa for Street artens fantastiske univers. Han rejser til London og New York, og Rosa føler sig svigtet for første men ikke sidste gang. Hun forelsker sig i BZ-eren Tom, der er i politiets søgelys. Skæbnens vildveje er forunderlige, og Rosas passioner koster dyrt.

Romanen er skrevet som en sandfærdig familiekrønike med et hav af personer og referencer til Wikipedia opslag og gamle Ekstra Blads-artikler, og man tror som sagt flere  gange på hvert et ord, som var det virkelig sket, og forfatteren blot genfortæller egne erindringer. Det er nu ikke tilfældet, selvom der skulle være glimt fra forfatterens liv.

Det er historien også for fantastisk til, men med den grundige research tilsat en god portion nørderi og sat ind i en historisk og politisk kontekst er tidsbilledet fuldstændig overbevisende og mange steder beskrevet, som mange 80’er børn selv vil huske det.

Hvis man er til de store fortællinger med et velbygget plot, spækket med detaljer, begivenheder og et hav af personer, der passerer ind og ud af hovedpersonens liv,  så er det her Romanen.

Blækhat sprutter af fortælleglæde, og personer og dialog står lyslevende på hver side. Bogen kunne godt have været 100 sider kortere, men det er ok, at den ikke er det.

Den kunne også have været 100 sider længere. Tredje del starter med et gevaldigt tidshop og en underlig og lidt kedsommelig opremsning af, hvad der er sket på tyve år, som virker underligt påklistret. Historien tager heldigvis fat i en igen, og alle løse tråde bindes sammen på flot og fornemt vis  i en fin og forløsende slutning. Det er en roman, der vil rigtig meget og som lykkedes med det stort set hele vejen.

Sissel Jo-Gazan er en dygtig fortæller, og Blækhat er en underholdende roman om en subkultur, de færreste ved meget om samt de generelle politiske strømninger i tiden, der påvirker den. Efter læsning har man selv lyst til at gå rundt med en notesbog i hånden og nærstudere den efterhånden sjældne Street art, der er at finde i gaderne i 2018.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

Lige nu er jeg her af Isabelle Ståhl

Lige nu er jeg her er skrevet af en ny spændende forfatter, svenske Isabelle Ståhl, og den har været nomineret til fornemme litteraturpriser i Sverige.

Elise er ung og smuk, bor i Stockholm og læser på universitetet uden rigtigt at studere.

Hun drømmer om at blive forfatter men bruger tiden på at date på Tinder og poppe piller til fester. Hun har ikke været ædru i seng med nogen i flere år.

Jeg kan ikke komme i tanke om, hvornår jeg sidst følte mig nærværende sammen med nogen, måske engang inden der kom smartphones, måske med Sofia. Med hende føltes det altid inderligt, med hende behøvede jeg aldrig at lade som om, jeg følte noget.

Elise bliver forelsket i Victor, først på afstand og så tæt på. Hun sætter Victor på en piedestal, han føles ægte, indtil hun lærer ham ordentligt at kende. Så ryger han hurtigt ned igen.

Han aftjente ikke sin værnepligt, han var for svag. Hans skrøbelige krop ville ikke kunne klare sig længe i vildmarken.”Hvad synes du?” spørger han. “Pæn. Den klæder dig. Du er så pæn,” siger jeg og klapper ham på armen.

Victor bliver forelsket i Elise, de flytter sammen. Alt er godt i et par uger. Men Victor kan ikke fylde tomheden i Elise ud.

Kan han ikke se, hvor midlertidigt alting er? Jeget, livet, tilværelsen vi har sammen? Alt, hvad han gør, synes så ægte og naturligt, han lever som om, han ville leve evigt, som om det er meningsfuldt at bygge noget op. Jeg misunder ham.

Elise kan ikke leve op til de perfekte rammer om Victors liv, som hun selv er med til at stille op og forevige på Instagram. Hun vil bryde dem og gøre oprør mod den alt for tidlige småborgerlige konformitet, hvor tiden bliver fyldt ud af TV-serier, fancy dødsyge parmiddage og strategisk stræben efter karriere og designermøbler. Det gør hun så på afdæmpet facon ved at modsige Victors kærlighedserklæringer og evighedsforestillinger og ved at være ham utro med en moden herre. Den selvsikre forfatter Arvid, der kan tage fat om Elise men ikke på en måde, der gør hende lykkeligere.

Lige nu er jeg her handler om en ung selvoptaget kvinde, der på overfladen har meget men ikke kan mærke sig selv eller meningen med det hele. Den handler om tomhed og tristhed, om depression og om at være tilskuer til sit eget liv, mens man venter på det uundgåelige, selvom det formentlig ligger langt ude i fremtiden.

Jeg har et andet blik nu, end da jeg var femogtyve, det er mere mat og mere ligegyldigt, det er, som om øjnene er blevet slukket. Jeg tænker på det i flere timer, inden søvnen endelig tager mig.

Der sker ikke så meget i Elises og Victors liv, men dialogen mellem dem sitrer af angst, skuffelser og uforløste følelser og længsler.

“Undskyld jeg plager dig. Men jeg er voksen. Jeg skal kunne planlægge mit liv. Du kan jo aldrig give besked om noget som helst. Hvis man ikke kan planlægge fremtiden, bliver nuet helt uvirkeligt.”

”Jeg bliver så frygteligt bange af at planlægge,” siger jeg.

”Der må findes en eller anden slags terapi til dig.”

Jeg snøfter. ” Nej, jeg er terapi-resistent.”

Jeg ville aldrig græde, hvis han ikke var her og kunne se det.

 Lige nu er jeg her er en flot debut, helt fantastisk velskrevet med en strøm af åbenbarlige sætninger.

Jeg føler tit, at nuet ikke længere hænger sammen med fremtiden, men mere er som en form for grav, man kravler rundt i.

Det er en sorgfyldt generations- og samtidsroman af meget høj kaliber i al sin smukt komponerede enkelthed. Og den er også relevant for os, der var unge en, to eller tre generationer tilbage.

Elises eksistentielle udfordringer vil være genkendelige for mange, der har været 28 i moderne tider med eller uden sociale medier og Tinder som sublimeringsværktøj ved sin side.

Bogen er venligst tilsendt af C&K Forlag.

Top Dog af Jens Lapidus

Fornylig blev jeg spurgt, hvorfor svenske Jens Lapidus er en af mine favoritter blandt krimiforfattere. Jeg blev også bedt om at sammenligne med andre sikkert fremragende svenske krimiforfattere, som jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at læse. Jeg læser ikke kun krimier, og jeg er heller ikke krimi ekspert.

Men mit svar er, at Jens Lapidus kan noget ekstra, som mange andre ikke formår i forhold til sprog, realisme og karakterer man virkelig kerer sig om. Personerne er stærke, komplekse, troværdige, levende og engagerende, og sproget er skarpt og tilpasset hver karakter, så de fremstår helt overbevisende. Advokaterne taler advokatsprog, og gangsterne taler gangster, uden at det hverken bliver for lidt eller for meget.

Så er jeg også ret vild med portrættet af Stockholm og konflikterne mellem underklassen og overklassen, som Lapidus beskriver, så man tror på, at Stockholm er infiltreret af organiseret kriminalitet, og at de værste afstumpede kriminelle befinder sig på toppen af samfundet.

Jeg elsker en god krimi, men jeg læser som nævnt meget andet end krimier, og jeg er meget nøje med at udvælge, hvilke jeg vil læse, for der er virkelig meget bras, der kører efter de gamle fortærskede klichéer med fordrukne strømere og traumatiserede kvindehelte. Stockholm-trilogien har en originalitet, der holder 100 procent.

Jens Lapidus har ikke skuffet denne læser endnu, og det gør han heller ikke i sidste del af trilogien om advokaten Emelie og den tidligere kriminelle Teddy.

Det umage par skal have et barn, og det går jo virkelig ikke med de to, som er som nat og dag og tilhører hver deres kreds af advokatoverklasse og indvandrerunderverden.

Men når der skal opklares forbrydelser, er de et formidabelt team, der supplerer hinanden som yin og yang, og denne gang får de begge virkelig brug for den anden.

Der er spænding fra side ét, og vi møder endnu engang Teddys nevø Nikola, som er på rette spor og ude af snavset men falder tilbage til underverdenen, da en nær ven bliver likvideret. Han møder den innovative, jævnaldrende kvinde Roksana, som giver nye takter til iværksætteri og på kort tid træffer alle de forkerte valg for at tjene hurtige penge og havner i narkokongernes klør.

Samtidig strammes nettet om bagmændene til den rædselsfulde forbryderring af magthavere, der forlyster sig med at misbruge og myrde unge kvinder i hemmelige loger på rigmandsgodser. Det sker selvfølgelig ikke uden at både Emelie, Teddy og Nikola havner i den ene livsfarlige, højspændte situation efter den anden.

Tempoet er 210 i timen, overraskelserne står i kø og intet er som man tror. Der er intet forudsigeligt her. Heller ikke spørgsmålet om, hvem der er Top Dog – gangsteren over alle gangstere. Svaret skifter undervejs.

Top Dog er topdollar, smækkerlækker spænding og relationsdrama akkurat som VIP-Rummet og Stockholm Delete. Den samler alle løse tråde fra de tidligere bøger med en storslået afslutning, der lukker serien på forbilledlig vis. Den er dog ikke et selvstændigt værk. Man er nødt til at tage hele trilogien med, og hvis man stadig har den til gode, er der noget at glæde sig til.

Det er som at læse en TV-serie af højeste kvalitet, og rygterne siger da også, at en serie baseret på trilogien vil se sit lys i en snarlig fremtid. Jajamänsan.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Modtryk.

 

Kold Angst af Mads Peder Nordbo

Kold Angst er en selvstændig fortsættelse af Pigen uden hud, der sidste år strøg til tops på bestsellerlisterne og blev solgt til udgivelse i hele verden. Jeg vil dog vove den påstand, at den ikke giver meget mening, hvis man ikke har læst den første.

Ligesom flertallet af krimi segmentet var jeg meget begejstret for Pigen uden hud. Det var en exceptionel god krimi med sin helt egen tone og stil og banebrydende for genren Arctic noir. Den var drønspændende og havde både en politisk og en social kritik af Grønland, og den tog hul på tabuet om de mange misbrugte børn. Pigen uden hud var desuden krydret med fine og poetiske beskrivelser af snevidder, is og kulde, så læserne kunne mærke og se skønheden i det arktiske landskab alene gennem ord.

Der var meget godt at leve op til, og selvom Kold Angst på mange måder er en værdig efterfølger, så blev jeg alligevel lidt skuffet.

Alle, der overlevede første roman, dukker op igen, og det er godt, for der er mange karakterer, man gerne vil møde igen, selv superskurken Abelsen der får Darth Vader til at virke som en helt flinker fyr.

En gruppe unge mænd i Grønland bliver fundet døde i en lejlighed i en lille by. De har taget nogle stoffer, der muligvis har gjort dem psykotiske og fået dem til  at myrde løs på hinanden.

En anden gruppe unge tager på hygge weekendtur til det isolerede og forladte Færingehavn, hvor hovedpersonen Matthew og den grønlandske power girl Tupaarnaq var ved at blive dræbt i forrige bog. En af dem er Matthews halvsøster Arnaq. Det ender så galt, som man ikke kan forestille sig.

I tilbageblik møder vi også Matthews amerikanske far Tom, der som militærmand er med i et forskningsprojekt om piller, der kan gøre mennesker immune overfor kulde – en genial ide på de kanter, men pillerne har fatale bivirkninger. Det er virkelig interessant, men det tema forsvinder lidt i psykopat suppedasen, som igen begrundes i noget politisk selvstyre snak, jeg efter bedste evne ikke kan få til at hænge logisk sammen med skurkenes motivation og handlinger, heller ikke indenfor historiens ramme.

Kold Angst er spækket med action, slemme skyderier, slåskampe, umotiverede drab begået af noget monstrøs, psykopatisk indavl, lemlæstelse, tortur, misrøgt, vanrøgt og rædsel, der til forskel fra Pigen uden hud ikke kan tilskrives kultur, ritualer og gamle skikke, og derfor bliver mere ulideligt ja nærmest kedeligt (for de hærdede) end spændende at læse.

Den sproglige skønhed fra forrige bog er stort set forsvundet, og plottet er efter min mening overgearet og usammenhængende. Måske fordi jeg havde svært ved at holde interessen og jappede lidt igennem for at blive færdig. Det bliver også spændende i momenter, men der er noget, der roder.

Kold Angst bærer præg af, at det er gået lidt for hurtigt med at få næste bog på markedet for at holde successen og gryden i kog, men det er lidt synd for en ellers potentielt spændende historie med flere interessante karakterer, som jeg gerne vil følge videre hen.

Der er lagt op til en efterfølger mere, og jeg vil stadig gerne vide, hvad der sker med Tupaarnaq og Mathew. Men jeg håber, forlaget giver forfatteren tid til at arbejde grundigere med stoffet, så niveauet kommer tilbage til udgangspunktet og den flot anlagte Pigen uden hud, som jeg til hver en tid vil anbefale enhver krimielsker.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.