Hvad skal jeg bruge mit liv på? Hvad skal jeg være, når jeg bliver stor? Hvordan bliver jeg lykkelig og med hvem? Disse spørgsmål kan tumle i et sind, lige indtil en tilværelse som beboer med eget gangstativ på plejehjem er eneste svarmulighed.
I den nye roman af Katrine Marie Guldager møder vi i 80’erne den unge jurist Filip, som i stor udstrækning følger den vej, andre har lagt for ham, mens han betvivler sine valg og ikke kan finde retning.
Det er en vej brolagt med guld og hårdt arbejde men meget lidt lykke. Som helt ung mister Filip sin mor til kræft, og hans far må fokusere på Filips bror, Christian, der har et stærkt handicap og er bundet til kørestol. Filip kan klare sig selv, han har begavelsen, uddannelsen og charmen til at opnå alt, man kan forlange af tilværelsen, så det må han gøre, og det gør han. Alligevel har han det elendigt indeni. Det bliver ikke bedre, da han trods succesfuld advokatvirksomhed involverer sig i noget ejendomsscam for at opretholde sin hustrus vante forbrug og ulyst til at arbejde. Det kan kun gå galt.
Katrine Marie Guldager er en forfatter, der arbejder bevidst med fortællingen som form, og hun har en formidabel indlevelse i sine fiktive karakterer, der fremstår fuldstændigt troværdige, uanset hvem de er, hvor de kommer fra, hvad de siger, og det de gør. Med dem formidler hun en stærk og tankevækkende historie, som vækker universel genklang, også selvom de fleste læsere formentlig intet har tilfælles med personerne. I Et rigtigt liv er de primært repræsenteret af overklassen og advokatkredse i Hellerup, i forrige roman Bjørnenvar det akademikerkvinden i midtvejskrise og i En uskyldig familie hippiefamilien i Svendborg – også med en søn, Frederik, der gør yuppieoprør mod sit ophav og flytter til New York for at tjene en masse penge. Man kan godt komme til at forveksle Filip og Frederik, mens man spekulerer over forfatterens fascination af den type karakter. Rastløse, ulykkelige unge mænd på flugt fra sit ophav med dyre vaner og evnen til at tjene mange penge. Måske fordi de er længst væk fra hende selv? Det mærker man på ingen måde under læsningen, da de som nævnt fremstår aldeles overbevisende.
Hvor de to tidligere romaner fra den produktive forfatter fangede mig med det samme, skulle jeg i Et rigtigt liv næsten halvvejs ind i romanen, før jeg blev rigtig grebet. Fra start til slut flyder sætningerne i en skøn strøm af ord og sprog, der aldrig bremser læseren, så man når hurtigt igennem. Men der gik noget tid, inden jeg helt forstod, hvorfor jeg skulle interessere mig for Filip og hans venner, hans kærester og hans familie. I anden del skrues dramaet og følelserne op for fuld styrke, og jeg engagerer mig, bliver rørt og berørt af Filips og familiens skæbne. Det er værd at vente på.
Alle elsker vrede Vibse, hovedpersonen i Bjørnen, seneste roman af Katrine Marie Guldager. Bare se på de sociale medier, hvor udgivelsen bliver flittigt delt af bogfolket, og jeg er helt med på Bjørne-bølgen.
Bjørnen er en lille guldklump af en roman på kun 173 sider med simple, velslebne sætninger af højeste karat, der rammer læserne lige i mellemgulvet men nok af forskellige årsager.
For mig er det især smerten over barnet, der er ved at løsrive sig og på vej til at flytte hjemmefra, og selvom jeg ikke er der endnu, mærker jeg tydeligt, at det kommer til at gøre nas. Allerede dengang vi kom hjem fra hospitalet med hende, græd jeg. Fordi vi engang skulle skilles.
Men der er også det anspændte forhold til Vibses afdøde mor, der nager. Jeg tænker på min mor. Til sidst var forholdet bare et stort sår. Det tog vel ti år. Det blev ved med at springe op, det lort. Forbandede lortesår.
Vibse har andet at være ked af, og den smerte vender sig til vrede. For hvem fanden gider at være et offer. Det er nemmere at skælde ud på verden. Og det gør Vibse, så man griner og græder. Men mest af alt skælder hun ud på sig selv.
Over utilstrækkeligheden og utaknemligheden som mor, datter og hustru. Manden hedder Lars, men når han er irriterende, kalder hun ham Bent, så det hedder han det meste af tiden, som straf – for at være så god. Puds glorien altså!
Der står midtvejskrise med store tykke bogstaver over Vibses vrede, men krisen er reel, når en fyring efter mange års tros tjeneste som gymnasielærer og tak for ingenting skubber hende ud i isolationen i den svenske ødemark belagt med sne i knæhøjde. En storm tager strømmen, og Vibse farer vild, da hun vil hente hjælp hos den utålelige nabo. Derude lurer Bjørnen. Og tankerne og uvisheden. Man kan ikke bare skyde skylden på hormonerne, når hele identiteten er på spil, for hvad nu?
Måske er det bare nemmere at blive spist af en bjørn. Men fandeme nej. Vibse er en fighter og en lover. Hun skal bare lære at elske sig selv. Ligesom alle vi læsere elsker hende og spejler os i hende. Også min egen mand, der læser cirka en bog om året på et godt år. Bjørnen læste han på en dag, og så fik vi en god snak. Og jeg skal helt sikkert læse den igen.
Bloggen lever et hensygnende liv i disse travle tider, men jeg skal nok få pustet liv i den igen på den anden side af nytår. Heldigvis nåede jeg en del af Bogforum i år, så her er en lille lynvisit med nogle af de mange kloge og inspirerende forfatterstemmer, jeg nåede at høre.
“Vedkender du dig, at du er en ikonisk figur?” “Der skal ikke så meget til i Danmark, så ja!” Martin Hall i herligt selskab med Master Fatman.
Det absolutte litterære højdepunkt for mig i år var forfatter og musiker Martin Hall i veloplagt samtale med Master Fatman. Danmarks førende elegantier delte ud med en overflod af humor og selvironi og fortalte om at vokse op i 70’erne, være ung i 80’erne, om punken, om musikkens betydning, om at være lysende begavet, bedøve sig i stoffer og opnå succes, selvom kun få kender værkerne, om et par charmerende utilregnelige forældre, der aldrig stod i vejen og om at være evigt ung og overleve en tid, et sind og en livsstil, som har kostet mange livet.
Alle der interesserer sig for den tid skulle skynde sig at læse Martin Halls levende og meget rørende biografi.
”Man skal først beskrive det, der har betydet meget for en, når det er på afstand. Når det er lang nok tid siden, kan det private blive alment – hvis man lægger hjertet på bordet.”
Og senere: Jeg har levet mange år i smerten, og jeg kommer til at leve i den i mange år mere – så det skal I også.” Gerne Martin Hall – bred din smerte udover publikum for du gør det så godt.
Bogtitel afspejler på ingen måde de mange gode forfattersamtaler på årets Bogforum
80’erne slog mange ihjel også en del medlemmer af den subkultur, vi kalder for rockerne. Forfatterparret Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen har talt med tidligere medlemmer og ikke mindst deres kvinder fra rockerbanden Bullshit, der udsprang i et hjørne af det yderste Amager.
”De voksede op i vold og levede med vold. Mange af dem, der ikke blev dræbt under bandekrigene, er nu ved at dø af usund livsstil.”
En uhyggelig aktuel og sært fascinerende fortælling, som jeg snarest må læse. Hvem husker ikke Ekstra Bladets fotos af Makrellens enke, der bærer kisten ud med en flok rygmærker fra Tårnby Kirke.
Kasper Colling Nielsen har fat i den lange ende, når det drejer sig om at skrive dystopiske romaner, der er uhyggeligt tæt på realiteterne i vores samfund, også selvom de indeholder talende dyr. Man kan kun håbe, at han tager fejl i sine forestillinger om fremtiden. Han fortalte om sin nye roman Det Europæiske forår.
” I 90’erne diskuterede vi, om vi skulle afskaffe den kvarte liter mælk i folkeskolen. Nu er den politiske diskussion blevet lidt mere alvorlig. Vores tro på at demokratiet kan løse vores problemer er i opbrud. Vi er på vej mod katastrofen.”
Bemærk den vilde collage i Kamilla Hega Holsts mesterværk Rud. (På trods af billedkvaliteten).
Kamilla Hega Holst har skrevet det nok stærkeste værk, jeg har læst i år og fortalte om RUD:
”Det handler om at løsrive sig. Om dilemmaet mellem at give slip på sine børn og samtidig passe på dem. Men også om at bryde ubehagelige mønstre og tankemønstre. Kan det lade sig gøre at bryde de mønstre, og kan vi undgå at ligne vores forældre?”
Undersøg selv ved at læse RUD, som er en på en gang forfærdende og blændende roman.
Katrine Marie Guldager er en anden klog dame, der skriver bøger og nu også klummer om livet og verden. Hendes seneste roman En uskyldig familie har også været en af de helt store læseoplevelser for mig i år.
”Jeg kan lide alle de personer, jeg skriver om, selvom de ikke altid er lige sympatiske. Det bliver ikke spændende, hvis man bare skriver ud fra sine fordomme. Man skal ind under de fordomme.”
Der var også et interessant gensyn med Michael Larsen, som var en af de første danske forfattere, der brød internationalt igennem med en thriller i midten af halvfemserne. Jeg husker, jeg med iver læste med på Uden Sikker Viden og Slangen i Sydney. Nu er jeg meget spændt på den nye Dødens Kode, som er en del af en serie men kan læses uafhængigt. Rettighederne er allerede solgt til en film eller serie i en snarlig fremtid.
”Man kan ikke finde på noget, der ikke findes. Man må ramme noget i fiktionen, der ligner virkeligheden, der skal bare et ekstra tryk på pedalen.”
Når Rasmus Brohave taler, er der mange børn der lytter. “Jeg synes forældre skal sætte sig ind i, hvad deres børn ser på You Tube.”
Mit personlige højdepunkt var, da min søn efter en hel lørdag og for første gang på Bogforum sagde : ”Jeg skal så meget på Bogforum næste år.” Det hjalp selvfølgelig, at Børnebogsforum ved, hvad der rører sig blandt de helt unge og bød på masser af gode indslag toppet af You Tube stjernen Rasmus Brohave. Dog ret ærgerligt at RobinSamse parret havde aflyst. Hvis du ikke ved hvem jeg taler om, så don’t worry det skal nok gå alligevel.
Ligeså herligt for moren, der jævnligt forsøger at nudge til den indre læsehest fremfor Gameren, var, at han selv fandt en sjov bog, jeg aldrig har hørt om, og som han ikke har kunnet slippe siden. Hurra for Tom Gates! #BooksvsYouTube
Der var uundgåeligt en ”smule” jeg gik glip af på Bogforum, hvem gjorde ikke det? Men det hjalp lidt, at Politikens Forlag, vist som det eneste, var så fremsynet at livestreame alle interviews, så jeg hele søndagen har kunnet følge med hjemmefra i god ro og afstand af larm og menneskemængde. Det har været en fornøjelse at følge interviews med Michael Robak, Michael Enggaard, Jesper Stein, Julie Hastrup, Elsebeth Egholm, Mette Sø – som jeg havde glædet mig ekstra meget til, men hvor lyden desværre glippede og sidst men ikke desto mindre ret så underholdende Jussi Adler Olsen og Jonas Langvad Nilsson i muntert parløb. Alle interview og mange flere kan ses via forlagets facebook.
Den mest storslåede forfatterbegivenhed for mig i år, oplevede jeg dog et helt andet sted end Bogforum. Nemlig den 30. Oktober i Den Sorte Diamant, hvor Junot Díaz gav et par gode velplacerede spark, der hvor det gør mest ondt til både verdenssamfundet og andedammen i forbindelse med en særudstilling om dansk kolonialisme og Danmark som slavenation.
Det er svært at vælge blandt den strøm af guldkorn, Junot Díaz kan hælde ud af ærmet i løbet af en samtale. Men her er den, jeg husker bedst:
“If every fuckin’ dude would just shup for a year, they would learn so much about themselves, that society does not want to hear.”
Gå ikke glip af interviewet som du finder i fuld længde her:
Mit bogår er startet med et brag af en roman. Jeg læste Katrine Marie Guldagers En uskyldig familie i juleferien over tre dage, og hverken Netflix eller HBO kunne distrahere mig og lokke mig på afveje fra bogens univers (denne gang), for hold da fest for en velskrevet og flot formet fortælling.
Det er første gang, jeg læser Katrine Marie Guldager, men det er absolut ikke den sidste, for her er virkelig tale om en stærk og medrivende pen, der kan skrive sig ind i og ud af et familiedrama – også uden det helt store drama. Konflikterne foregår mest på de indre linjer særligt hos hovedpersonen Frederik, en karakter der kunne have været en af Donald Trumps slikhårede sønner, hvis ikke Frederik var vokset op i Svendborg i 70’erne og blev Yuppie i 80’erne. Frederik begår det omvendte forældreoprør, som mange unge gjorde dengang, mod de frisindede, hippie-go-lucky forældre. Han går all in med møder i Venstres Ungdom, et velpresset jakkesæt, en uddannelse på Handelshøjskolen, de pengebegærlige værdier og en overdådig karriere i Goldman Sachs New York, med alt hvad det medfører af kaviar, champagne, stiv pik og håret tilbage. Hele vejen er han drevet af en dyb og inderlig vrede mod sin baggrund, sine forældre især pinlige mor Jytte, der styrer showet i Svendborg ud fra et godt hjerte og hygger sig med diverse “husvenner” i parcelhuset, mens underkuede far Holger er gået i natureksil i sit biodynamiske landbrug i stedet for at gå i ét med tapetet.
Evigt ensomme Frederik undslipper den provinsielle middelmådighed og bliver jetset konge på Manhattan, men alligevel følger vreden med og transformerer sig med tiden til dyb depression, sammenbrud og tilbagevenden til rødderne.
Søster er en søgende sjæl og finder omend tvivlende, sandheden hos Gud. Lene bliver præst og deler ud af sin varme og omsorg til sognebørnene. Problemet er, at hun hellere vil give den til det barn, hun ikke kan få med sin sexafhængige, mindst-en-gang-om-dagen masturberende og utro ægtemand, som dog forguder den jord, hun træder på. Lillebror Jakob sidder fast i Svendborg som tabermanden, der lider med mindreværdskomplekser under sin storebrors succes. Hvem er mest svigtet, hvem svigter værst, hvem skal have skylden? Som titlen antyder, er svaret mere komplekst end ligetil.
Det lyder måske som en parodi. Det kan vel være. Underholdningsværdien er høj med de mange spydige tanker, der hvirvler i karaktererne. Men det er også en intens, dybsindig og psykologisk meget spændende fortælling om den evige kamp for at finde sig selv, friheden og meningen med det hele, om at forstå og tilgive sit ophav og sit afkom og forlige sig med sin fortid.
Romanen er fremkommet på bestilling af filmproducer Peter Aalbæk, som Guldager forsøgte at sælge rettighederne af Køge-krøniken til. Aalbæk mente ikke, at den kunne filmatiseres, der er seks bind i alt, så i stedet bestilte han en ny roman med en række betingelser eller benspænd, der skulle opfyldes. Historien skulle foregå i Svendborg – der er særdeles gunstige filmstøtte-muligheder på Fyn, og hovedpersonen skulle være en sexgal præst.
At opstille benspænd for udvikling af værker er helt almindeligt i filmbranchen, hvilket jeg lærer en del om for tiden via mine studier i filmmanuskriptudvikling på Syddansk Universitet. Det handler ikke kun om at kunne overholde visse rammer og budgetter for filmproduktion men også om at skabe fokus i udviklingen af historier og fremme kreativiteten.
Katrine Marie Guldager og Ålen indgik en aftale, men forfatteren brød alligevel betingelserne og gjorde det på sin egen måde. Karaktererne tog hende i hånden og bragte historien hen, hvor de ville og i stedet for præsten, blev det hendes mand, der var sexfikseret og hendes lillebror, der blev centrum for historien. Ålen er efter sigende og meget forståeligt rigtig godt tilfreds og udtaler på bogen forside: “ Det er en guddommelig roman”.
Det vides endnu ikke, om den så også bliver filmatiseret, og jeg skal ikke kunne sige, om romanen her er mere velegnet til film end Køge-krøniken. Som nævnt er der mest action på de indre linjer end i handlingen som sådan. Med en dygtig manuskriptforfatter ved roret kan det nok blive godt.
Som roman er jeg ikke i tvivl: En uskyldig familie er helt og aldeles vellykket.
Hvad skal jeg bruge mit liv på? Hvad skal jeg være, når jeg bliver stor? Hvordan bliver jeg lykkelig og med hvem? Disse spørgsmål kan tumle i et sind, lige indtil en tilværelse som beboer med eget gangstativ på plejehjem er eneste svarmulighed.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.