Paradis først af Kristina Stoltz

Mens jeg skriver denne anmeldelse raser kolossale skovbrande langs den amerikanske vestkyst i staterne Californien og Oregon. Fænomenet er velkendt men eskalerer år for år og er nu værre end nogensinde. Skovbrande og klimakrise spiller også en rolle i Kristina Stoltz nye roman Paradis først, der udkommer i dag.

Paradise er en lille by i Californien, der går i brand i 2018, mens hovedpersonen Kristina efter mange års adskillelse er på besøg hos sin amerikanske langdistance kærlighed Marlon. De har boet tæt på Paradise, da de var unge, og forelskelsen var på sit højeste og i den grad brændende. Under genforeningen brænder Paradise helt ud, og det samme kan man sige om deres kærlighed, der har været så stærk og paradisisk, at det blev farligt. Trods store forskelle mellem de to har Kristina følt, at de var ens.

Vi ligner ikke hinanden længere, det har jeg lyst til at sige, vores ansigt er ikke det samme ansigt. Gad vide, om han også ved det, ser det, om du ser mig her på bænken overfor dig. Vores forhold endte ikke på den måde, som et forhold normalt ender, med et brud. Et brud var ikke muligt. Nogen ville dø, i virkeligheden, ikke som en forestilling, en metafor, nej det ville være en fysisk realitet, at nogen, at jeg ville dø, det tror jeg stadig.

Forholdet har ikke kun været intenst og passioneret men også turbulent, kaotisk og påvirket af kultur- og raceskel, af depression og vold og af forskellene mellem USA og Europa, og hvordan vi ser på hinanden. Meget er sket og forandret gennem de knap tredive år, de har kendt hinanden. Alt dette reflekterer Kristina over i en hyper aktuel kontekst af racisme, klimakrise, masseskyderier og præsidenten med det gule hår, mens hun undersøger kærlighedsrelationen og udviklingen af den i et dynamisk samspil mellem fortid og nutid mellem sandhed og følelse.

Det er imponerende, hvor godt det er lykkedes at komprimere så fornem en fortælling med så relevante temaer på så få sider.

Man kan undre sig over, at Kristina rejser til USA for at besøge sin eks på trods af deres lange historie, og hun undrer sig også selv, for Marlon skal giftes med en anden, og forholdet er for længst forbi. Kristina har børn og bor i Danmark. En genoptagelse, af det der var, har lange udsigter, og det findes ikke længere. Eller gør det? Kan deres samhørighed transformeres til et venskab og vil det? Og hvad er meningen med det?

Jeg spekulerer over, hvorfor for jeg igen befinder mig her, som om det ikke er en beslutning, jeg selv har truffet; at pakke sin kuffert, gå ned af trapperne og ud ad døren. Det ender med, at man sidder oppe under skyerne i en flyvende metalbeholder og lader sig fragte over seks tusinde kilometer. Skovbrandene skyldes klimaforandringer. Hundredevis af dyrearter er forsvundet fra jordens overflade. Hver dag uddør flere. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at kærligheden har mere med omgivelserne end med personerne at gøre. Når korallerne dør, hvad sker der så i mødet mellem to mennesker? Bliver det den samme fortælling? Bliver det overhovedet en fortælling? Så vidt jeg ved, er kærligheden altid en fortælling. På en måde fortælles den bagfra, mens den udspiller sig. Dengang vi forelskede os, var havene stadig fulde af levende koraller. Det er ikke så længe siden.

Paradis først er en atypisk og stærk kærlighedsroman skrevet i ét langt kapitel over 170 sider, der fletter fortid og nutid sammen i et yderst elegant og flydende forløb, der bevirker, at bogen er umulig at slippe. Historien er selvbiografisk men skrevet som et stilistisk eksperiment, der lykkedes helt utroligt godt. Forfatteren skifter mellem jeg fortæller og tredje person, som skaber distance til de passager, hvor forfatteren er i tvivl om, hvordan det egentlig skete. Romanen er dermed også en udforskning af selve erindringen om kærligheden, og det der var, og hvad der er tilbage. Kristina er aldrig i tvivl om, hvordan det føltes og beskriver med nerve og nærvær, så det virkelig kan mærkes hos læseren.

Skiftet mellem fortællerstemmerne fungerer formidabelt, og man er aldrig i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om, selvom den ene sætning er i København for år tilbage og den næste er i USA i nutiden.

Romanen er et slående eksempel på, at autofiktion og autenticitet kan skabe den allerbedste og mest vellykkede litteratur, der vækker genklang hos læseren. Det gjorde den i hvert fald for mig. Muligvis fordi jeg selv har en lignende historie i bagagen men ikke kun derfor.

Først for nylig er jeg kommet i gang med Kristina Stoltz forfatterskab med romanen Som om der også er selvbiografisk og helt forrygende. Også den fletter fortid med nutid, barndom med forældresmerter og voksenliv med parforhold og skilsmissesmerter, samt et øje der reagerer fysisk på det hele.

Alle litteraturelskere, der mener, at de er trætte af autofiktion, burde tage fat i disse to værker af Kristina Stoltz. Jeg er overbevist om, at de vil ændre mening og falde for genren på ny. Paradis først er en af efterårets helt store læseoplevelser.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Min søster er seriemorder af Oyinkan Braithwaite

Søskende kan være så forskellige og alligevel så ens. For søstrene Ayola og Korede er det en usandhed med modifikationer. Den ene er skræmmende smuk og forblænder alt, der skygger for solen, den anden bliver dårligt bemærket. Ayola designer tøj og blogger på You Tube. Hun kan ikke gå forbi en mand, uden at han vil giftes,  om han har en kone eller ej. Rige mænd sponserer hendes forretninger. Skiftende kærester forguder hende.

Korede går i et med tapetet, arbejder hårdt som sygeplejerske på et hospital, passer patienter i koma – som hun også betror sig til, og så rydder hun op efter sin søster. Smukke Ayola har den brist, at hun går med kniv og ikke kan styre sit temperament. Gang på gang kommer hun til at slå sine kærester ihjel, angiveligt fordi kæresterne skulle til at slå.

Historien finder sted i Lagos, Nigeria i en veluddannet, moderne middelklasse, men kvinder kan trods styrke, selvtillid og selvstændighed kun til en vis grad gøre sig uafhængige af mænd. Siden søstrene var små har Korede haft til opgave at passe på Ayola, og derfor rydder hun op efter hendes blodsorgier uden de store protester bortset fra: – Hvad fanden er der galt med dig! Men hun tager slæbet og har styr på de helt rette rengøringsmidler, når et blodigt lig skal skaffes af vejen.

Da Korede selv får et crush på sin lægekollega Tade, indfinder dilemmaet sig, for da han får øje på Ayola, er han ligeså fortabt som de andre hankøn, og Korede har på forhånd tabt slaget om mandens hjerte. Det er nu op til hende at vælge. Skal hun advare Tade mod den skæbne, der kan vente forude, hvis han indlader sig med søsteren, eller lade den gå sin gang, så Ayola kan fortsætte sine ugerninger uden at stå til ansvar og tage konsekvenserne.

Det lyder måske som et grotesk set-up, men romanen Min søster er seriemorder er en lille genistreg. Skrevet af en ung nigeriansk forfatter Oyinkan Braithwaite, der har en yderst velslebet pen. Sætningerne er simple og korte, men historien er fuld af dybde. Den handler om komplekse søskende relationer. Det hele sat på spidsen men på en måde, der trods blod og mord nok kan vække genklang. Forhåbentlig ikke det med mord men splittelsen mellem misundelse, forskelsbehandling, uretfærdighed, dårlig samvittighed og en endegyldig loyalitet, når nære i familien begår dumheder, og når forældre gør forskel på deres børn.

Ayolas voldshandlinger er ikke opstået ud af det blå. Der ligger årsager bag begge søstres handlinger og indbyrdes relation, og selvom læserens sympatien det meste af vejen er med Korede, så opstår også en vis forståelse for Ayola.

Romanen er enkel, velskrevet, flyder ubesværet og er hurtigt læst. Den har dybde og humor og er både spændende som en thriller og underholdende med sin kombi af subtilt drama og komedie. Oveni er det ret forfriskende at få et andet blik på et afrikansk land fra en lokal forfatter, så de gængse forestillinger om folk og fattigdom får en vridetur i fordomsmaskinen. Et spøjst men gedigent mesterværk.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Peoples Press

 

Penge på lommen af Asta Olivia Nordenhof

“Der er en tavshed, en frygt for at være dum, der sætter ind der, hvor økonomien begynder.”

“Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen.”

“Det er en handel, det ved hun, at få kærlighed af de voksne fra kommunen og forsage sig selv, men heller ikke blive alt for meget en anden, så de ikke har noget at have ondt af og lave om på.”

Tre stærke citater fra denne fuldstændigt formidable roman. Penge på lommen af Asta Olivia Nordenhof er første del af en føljeton om før- og efterdønninger af mordbranden på Scandinavian Star. Den tredje roman jeg læser indenfor et par uger af en ung dansk forfatter, der blæser mig helt omkuld med både sprog, karakterer, stærke historier og her også en markant samfunds- og kapitalismekritik. Med ganske få men skarptskårne ord argumenterer forfatteren for sin sag, så den bliver indlysende og svær at svare imod.

Romanen handler indirekte om mysteriet, tragedien og skandalen, der fandt sted i 1990 men også om en hel del mere. Om det tidlige svigt, det mærkede sind, den umulige kærlighed og om betydningen af at have penge og ikke at have dem, og hvad de driver mennesker til at gøre og miste for at få dem. Her personificeret af karakterer hvis skæbne kredser perifert men ikke desto mindre altafgørende omkring katastrofen. Igen en roman hvor alt det overflødige er skåret væk, og hvor de rene skarpe linjer fortæller det hele. En genial roman. Jeg glæder mig absurd meget til de næste.

★★★★★★

Bogen er udkommet på forlaget Basilisk. 

 

 

Tour de Chambre af Tine Høeg

MERE AMOUR MINDRE MERDE står der på døren til en af hovedpersonen Astas kollegievenners værelse i Tine Høegs nye roman Tour de Chambre. Beskrivelsen er også ret præcis for denne smukke perle af en lystlæser. Jeg kom til at læse den i ét stræk, og det føltes bagefter lidt som at have frådset i alt for dyr kaviar. Som om jeg nogensinde har gjort det! Men de stramme og yderst velkomponerede linjer har ikke levnet ét eneste overflødigt ord, mens alt det mellem linjerne står rent – dog ikke bare som luft og fyld men sprængfyldt af følelser og drama, spændinger og fortielser om venskab og kærlighed om tillid, tab og sorg, om kroppe og hjerner, der brænder og om at følge kunstens kald og skrive trods al den indre energi og ydre modstand det koster. Fortid og nutid er her flettet sammen så fornemt, at det næsten giver åndenød.
Asta er veninde med Mai, der er alene med sin lille søn. De er tætte og har et langvarigt men lettere kompliceret venskab bag sig. Forskellige som nat og dag men uadskillelige, når det gælder. I hop mellem de unge år på kollegiet for ikke så længe siden og i nuet med voksenlivets besværligheder følger vi Asta og dem omkring hende, og det er både smukt, spøjst og speget.

Den her bog bliver et rigtigt sommerhit. Smuk indeni såvel som udenpå, men før jeg drukner i mine egne klicheer, så lad mig nøjes med at sige: læs den.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Meter i sekundet af Stine Pilgaard

Den første bog, der har holdt mig helt tæt koncentreret til siderne under Coronakrisen, uden at tankerne flagrer, og blikket flakker mellem nyheder, angstneuroser og bestræbelser på at opretholde normalitet er Meter i sekundet af Stine Pilgaard. Den første udgivelse fra det nye forlag Gutkind. Det er en fuldstændig forrygende, smukt skrevet og meget morsom og rørende roman om et ungt par, der flytter til Velling i Vestjylland med deres lille søn.

Han skal undervise i litteratur på højskole og bliver hurtigt populær blandt de unge elever. Hun bestyrer en topunderholdende og ikke mindre end genial brevkasse, der nikker til Tove Ditlevsen og er mindst ligeså skarp, sjov, vis og rammende. En vi alle sammen kan lære lidt af, også selvom vi ikke umiddelbart kan genkende os selv i skribenternes situationer. Alene den er alle pengene og stjernerne værd.

Men ligeså fremragende vor hovedperson er til at belære og hjælpe andre, ligeså svært går det med at styre sig selv og egne udfordringer. Hun vil så gerne passe ind i lokalmiljøet og åbner gerne op og deler ud af de inderste tanker, men det skal man helst afholde sig fra på de kanter. Ofte går det over genvind, og hun bliver venligt men bestemt sat på plads af forstanderinden på højskolen, af kioskmanden, af sønnens dagplejemor og af selveste Anders Agger. Man kender det jo godt fra sig selv. Når nogen spørger, hvordan det går, og man bare skulle have sagt fint i stedet for at hælde det hele ud. Måske skulle man flytte til Vestjylland og så lære det? Det er i hvert fald ikke en uattraktiv tanke, når man læser denne skønne roman. På bedste højskolemaner indeholder den ovenikøbet en række nye sange, og det er så fint, som det kan være og passer ualmindelig godt ind i tiden lige nu, hvor fællessang har fået en renæssance.

Det er længe siden, jeg har smilet så meget under læsningen af en roman. Den er helt og aldeles vidunderlig, og hvis denne roman sætter standarden, tegner det virkelig godt for det nye forlag.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Frank vender hjem af Kristian Bang Foss

Kristian Bang Foss er en af finalisterne til DR’s romanpris 2020, som kåres i juni, og det er så velfortjent, som det kan være. Jeg læste romanen sidste år og havde senere fornøjelsen af at interviewe forfatteren på Bogforum, men det skal nu ikke afholde mig fra at videregive min varmeste anbefaling her.

Efter en længere blogpause (de kommer jo, når anmelderiet er en hobby og ikke et levebrød) kan jeg konstatere, at Frank vender hjem var en af mine bedste læseoplevelser i 2019. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ikke fik læst tilnærmelsesvis så mange bøger, som jeg havde håbet på, og jeg har da heller ikke læst de andre to finalister til DR-prisen, men jeg har læst et par af de i alt seks nominerede, og denne er uden tvivl min favorit.

Frank vender hjem er en både storslået, sjov og rørende samtidsroman om de klasseskel, der lever på bedste vis, selv i lille velfærdsdanmark, hvor vi på en lys dag måske bilder os ind, at uligheden er udvisket. Naturligvis ikke. Og det er ikke kun de åbenlyse forskelle mellem boss og bums, der trækker skellene. I hvert sociale lag gemmer der sig tusindvis af skjulte koder, der angår alt fra mad, bestik, filmkundskab og andre samtaleemner samt utallige faldgruber af do’s and dont’s, selvfølger og indforstået jargon, der nøje skal indøves, når et menneske med bopæl i Danmark bevæger sig opad den sociale rangstige og forsøger at passe ind. Det er høje besværlige trin, der skal bestiges mellem hvert niveau, det ved enhver mønsterbryder, og den unge Frank snubler konstant og bliver både vred og depressiv men senere en fighter, der nægter at give op.

Frank kommer fra en familie helt nede i underklassen i Hvidovre med en far, Rock Tage, der har optrådt for møntkast på Strøget, og en mor der kigger for dybt i flasken. Frank skammer sig over sin baggrund og i stedet for at stå ved sit ophav, forsøger han at fortrænge det med påtaget intellektuelle referencer, da han som kvik universitetsstuderende bevæger sig op i den øvre del af socialstratosfæren hos kæresten Thea, hvis familie dog er mindst ligeså dysfunktionel som hans egen blot på en anden og til dels subtil måde. Frank kæmper for at tilpasse sig, men det går slet ikke godt med det, selvom Theas familie forsøger at byde ham ind i varmen ud fra bedste minimale evne. Sympatien hælder klart mere til Franks familie end til Theas, der selv mener, de er så rummelige, men snart udviser det stik modsatte. Det kommer der mange underholdende og nervepirrende scener ud af bundet sammen til en mesterlig og sørgmunter fortælling og en vidunderlig kombi af komik, magi, gakkede og rørende momenter, der på bedste uforudsigelige vis holder fast i læseren fra første til sidste side og leverer både fnis og tårer undervejs.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Gyldendals Forlag

Florida af Lauren Groff

Jeg er nok en af de få med hang til amerikanske fortællinger, der endnu har Lauren Groffs højtanpriste roman Skæbne og Hævn til gode. Nogle anmeldere mente, at den var halvt blændende og halvt kedelig i beskrivelsen af et ægteskab fra to forskellige synsvinkler, og det er nok grunden til, at jeg har udsat at få krydset den af på læselisten.

Nu har forfatteren udgivet en novellesamling med titlen Florida, og den er helt igennem blændende og på intet tidspunkt kedelig.

Florida er elleve formfuldendte historier, der suger sig ind i cellerne som igler, bombarderer sanserne med naturfænomener, orkanvinde og indre og ydre liv, der kryber ind under huden på læseren. Der er faktisk lige vel rigeligt med kryb fra et Florida, der beskrives på vrangsiden af solskin, pastelfarver og palmer og synker ned i sumpen af alligatorer, slanger, fugt og frygt. The Upside down af Florida, kunne man sige. Novellerne foregår mestendels i Florida, bortset fra to der finder sted i Frankrig og en enkelt i Brasilien. De deler hver og en samme skønhed som filmen The Florida Project, men hvor den beskriver den sociale slagside af den solfyldte stat med en stærk blå himmel, der våger over fattige men overlevelsesbevidste børn, er vi her primært på besøg hos middelklassen i stormvejr og mørke hos personer fyldt op af uro og bekymringer, ikke mindst for klimaet og de vejrforandringer, der slår hårdt til her. Der er kvinden og forfatteren med mand og to sønner, som råber ad sin familie og forsøger at løbe sig fra uroen hver aften på de øde parcelhusveje i et månelys af magi og mareridt, hun er muligvis Groffs alterego og går igen i flere historier. Der er Jude, som blev født i et klassisk Florida-hus, som lå på kanten af en sump, der sydede af unavngivne reptilarter. Der er de to søstre, der svigtes brutalt og strander på en øde ø. Der er kvinden, som møder fortidens spøgelser i stormens ensomhed, og Helena der rejser til Brasilien for at føle en frihed, som ikke findes. En collegestuderende melder sig ud af samfundet, og de to fortællinger der finder sted i Frankrig er med personer, der hører hjemme i Florida. Der er elleve formidable fortællinger, der vækker den uro i læseren, der rører sig i karaktererne ligesom fornemmelsen for en foruroligende fremtid, der ikke kun er at finde i Florida, men som er særlig fremtrædende der. Novellerne har tusindevis af temaer, som kan tolkes i hver sin retning afhængig af øjnene, der ser. Et af de gennemgående er svigt i familien og særligt af børn. Enhver må læse sit, men læs og skulle læseglæden være tabt, vil den forhåbentlig blive genfundet her.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Lindhardt og Ringhof

Oversat af Lotte Kirkeby

Den italienske mester af Tom Rachman

I foråret udkom Den italienske mester, tredje roman af Tom Rachman, som jeg har set meget frem til, da jeg er ellevild med de tidligere: De Ufuldkomne og Storhed og Fald.

Lige efter udgivelsen, gik jeg i gang og gik i stå 60 sider inde, måske fordi den mindede for meget om en film, jeg lige havde set. Havde så en lang periode uden læsetid men har nu over to feriedage været helt og aldeles opslugt af denne mesterlige, nærmest geniale fortælling, som den har vist sig at vær

Vi følger Charles Bavinsky kaldet Pinch gennem et helt liv i skyggen af en kunstnerfar, der trods sit fravær fylder alt. Bear Bavinksy er en excentrisk og egocentrisk maler, forgudet af kunstverden, af sine mange kvinder som han skifter ud efter et par år og af sit afkom, som han efterlader i mødrenes varetægt rundt omkring i Europa og USA. Kun Pinch får en særlig plads i farens hjerte, for Pinch har selv et kunstnerisk talent, men han har også sin far solidt placeret på en piedestal og er derfor nem at kontrollere og manipulere med. 

Den store Bear besidder udover sit kunstneriske talent, sin fulde dedikation til kunsten og sin seriøsitet – han brænder alle de malerier af, der i hans øjne ikke er gode nok – det der særlige, man efter nogens mening skal have for at blive en rigtig kunstner: personlighed og karisma. Lige det mangler Pinch, ligesom hans selvtillid på det nærmeste er visket ud af faren. 

Først langt op i livet går det op for Pinch, at hans far er den indirekte årsag til en traurig tilværelse, hvor nederlagene står i kø, så han beslutter sig for at gøre noget ved det, og fuldfører det man kunne kalde en sød hævn blot med uselviske og renhjertede motiver. 

Den italienske mester er centreret om malerkunsten og er penslet til med referencer fra kunstverdenen, en del af dem opdigtede til bogen. Fortællingen har mange strøg af humor omkring den forløjede og forstillede kunstverden, hvor dem der skal tjene pengene på andres kunst bestemmer, hvad god og ægte kunst er. 

De tematiske vinkler berører ikke kun Pinch’ forhold til sin far men også til sin selvudslettende mor, der som han er kunstner i det stille uden at opnå megen anerkendelse. Der er forholdet til få vigtige venner, som får afgørende betydning, til hans livs kærlighed, og til det hverv han affinder sig med at leve af. Alt imens han føler sig overflødig som et intet med kun det formål at tjene sin far, mens han hungrer efter hans anerkendelse. Indtil den dag han ikke gør.

Romanen er en fantastisk menneskelig og rørende fortælling der også bliver tiltagende spændende at læse, da den besidder et klogt og veldrejet plot. 

”Er det nemmere at bryde igennem som kunstner, hvis man er et flamboyant røvhul?” Sådan lød et af spørgsmålene til forfatteren, da han blev interviewet i Boghallen tidligere i år. Tom Rachman svarede, at det mente han nok, og det var netop et af de spørgsmål, der optog ham under arbejdet med bogen. Et andet var om, man kunne tillade sig at få børn, hvis man ville lave kunst. Det havde han selv kløet sig i håret over, da han skulle være far for første gang. Problematikken er gældende, uanset om det er kunstmaler, forfatter eller et andet kunstnerisk udtryk man vil hengive sig til. For det kræver god tid og ro at lave kvalitet. Jeg tænker, at Tom Rachman selv og utallige andre har bevist, at man godt kan skabe kunst, selvom man oveni forsøger at være et ordentligt menneske og stifter familie. Men der er også en del slående eksempler på det modsatte: man behøver måske ikke at være et røvhul for at blive kunstner, men det hjælper.

Uanset om man er interesseret i billedkunst eller ej, er Den italienske mester en roman for alle, der er er optaget af mennesker og relationer. Tom Rachman har for tredje gang bedrevet en vidunderlig roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

Nordisk Vildt af Daniel Dencik

Nordisk Vildt er en voldsomt ambitiøs roman, der vil meget mere end at fortælle en god historie, og den indledes således med sætningen: “Nu fortæller jeg det hele.”

Og med det hele menes nærmest hele meningen med livet.

Det er ikke en bog, man suser igennem. I nogle passager er der fuld fart fremdrift, i andre må man dvæle, læse om og læse igen. Særligt et langt kapitel hvor Elias skriver et mindblowing brev til sin genfundne tvillingebror og romanens hovedperson Silas, om hvordan livet og universet hænger sammen ifølge den jødiske mystik kabbala. En filosofi, der ifølge dens tilhængere, ikke må udforskes, før man er fyldt fyrre og gift.

Silas er ikke gift, for Elias snuppede hans udkårne Sara, da de var helt unge ved simpelthen at udgive sig for sin bror. Silas var da rejst fra Sara, da han skulle udstationeres som soldat.

Af samme årsag er der skabt en dyb splid mellem de to brødre, der er som nat og dag, selvom de ligner hinanden på en prik. Og Silas er mildt sagt skeptisk overfor sin brors religiøse belæringer. Derimod kan han godt mærke det guddommelige ved naturen, fornemmer man.

Silas har i årevis strejfet om i verden som en rastløs, søgende og resigneret sjæl, der udforsker både ydre og indre grænser. Han er soldat og slår ihjel, når han har fri tager han stoffer og går igennem en strøm af korte affærer og overfladiske bekendtskaber. Han er en enspænder uden mål og med. Da han tager tilbage til Danmark sat i bås som PTSD-ramt er det blot for at isolere sig på familiens forladte gods i Jylland med den ene fornøjelse at jage råvildt i den danske natur.

Skov og vildnis, hav og natur er sjældent beskrevet så dragende, mystificerende og sanseligt som her. Titlen yder dermed romanen fuld retfærdighed med sin hovedperson Silas, en nordisk mand med et vildt sind, der kun føler sig tilpas i den vilde natur på jagt. Iøvrigt går han meget op i at finde det autentisk nordiske råvildt. Imens har Elias skabt sig et liv som kvantefysiker og vis mand i den jødiske inderkreds i København.

Brødrene har sporadisk kontakt, de var meget tætte som børn, men afstanden mellem dem er nu en afgrund. Da Elias kommer på weekendbesøg med Sara og deres søn Sebastian, er der lagt op til anstrengt familiehygge. Sara har for længst tilgivet Elias’ udåd uden helt at glemme det, hun følte for Silas.

Weekendhyggen stopper brat med en tragisk hændelse, der tvinger de to brødre til at finde sammen igen. Mens de forsøger at vikle sig igennem de valg, de begge mener, er til alles bedste, går de på hver sin måde igennem en transformation, der fuldfører den filosofi, som den ene bror belærer den anden om.

Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv om, jeg synes slutningen i forhold til det projekt er banal eller genial, den er i hvert fald gennemført.

Som værk er Nordisk Vildt en af de mest interessante, originale og ikke mindst ekstremt velskrevne danske romaner, der er udkommet i år. Den kombinerer et egentligt simpelt plot med et komplekst bombardement af filosofiske overvejelser om både natur og den menneskelige eksistens. Det er en roman, der sætter godt gang i hjernecellerne hos den krævende læser, der vil udfordres.

Det mest interessante er samtalerne mellem de to brødre. Dialogen er i det hele taget gennemført og overbevisende uanset, hvem der deltager i den. Eksempelvis har Elias følgende opsang til Silas om den kærlighed, de deler til den samme kvinde: Jeg har levet dit liv Silas. Og det har ikke været a walk in the park, let me tell you. Jeg har ikke været dig, men jeg har levet det liv for dig, som du ikke ville leve. Og jeg har følt på min egen krop, hvordan kærligheden føles, når den er grumset. Og når den er halv. 

Ligeledes er der en række alment menneskelige erkendelser, der rammer rent som her hos Silas: Jeg har gennem hele mit liv været dårlig til at få sagt fra i tide. Det menneske, der ikke siger de ord, det skal sige, i det nu, de skal falde, står tilbage i skyggen af sig selv, efterladt i et hulrum, som aldrig kan udfyldes. Den tavse tier sig selv ihjel. Aldrig er det, der sker, når du ikke har ord.

Ligesom i Denciks første roman Anden Person Ental, er der selvbiografiske elementer, men de to romaner er milevidt fra hinanden. Den første var ren autofiktion. Nordisk Vildt er benævnt som et studie i method writing, idet forfatteren har gennemgået dele af sin hovedpersons prøvelser i sin research, for eksempel en politiafhøring og at sidde i fængsel. Romanen er en udforskning af sin egen genre, som er svær at kategorisere, den bryder med form og tone undervejs og nærmer sig et litterært eksperiment. Det er ret fornemt, og jeg er meget spændt på, hvad den næste byder på.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Kort over Paradis af Knud Romer

Det har taget mindst et halvt år at blive færdig med Knud Romers mesterværk Kort over Paradis. Jeg har holdt mange pauser og læst alle mulige andre bøger undervejs. Forventningerne var jo ellers skyhøje og glæden stor, da den længe ventede svære toer efter Romers vidunderlige debutroman Den der blinker er bange for døden udkom. Romer er en af de stærkeste forfattere i Danmark lige nu, en der gør sig umage med hver en sætning og betaler en høj pris for det. Denne bog kostede både grøn stær og en tur på den lukkede afdeling. Det tog Romer tolv år at knække nøden, og han skuffer ikke – absolut ikke. I hvert fald ikke i det ene af romanens to spor.

Det er, som i debuten, det autofiktive, der rammer med en spidset pen rent i hjertet. Historien om Knud Romers eget liv som højtbegavet og belæst enebarn, som evighedsstudent på litteraturvidenskab, som forkælet voksen under forældrenes forsørgelse og med huslejen betalt, som social taber da han ikke er i stand til at få et job med dertil hørende julefrokost og kollegaer og som ensom omstrejfende byløve i natten på barer, klubber og i pornobiografer, indtil han vender ruten og begiver sig op af rangstigen og lukt ind af djævlens port som gal og genial reklamemand, da han får sit første job som 35-årig. Som kongen af kreative kører han millioner ind på bureauets konto med produktslogans, der sidder lige i skabet, mens han hader sig selv, stiger endnu længere ned i et søle af stoffer og depression og skubber sig fjernere fra drømmen om at blive poet og udkomme på det uopnåelige tyske Insel Verlag. En drøm der nu er lykkedes. Inden da når han også at medvirke i filmen “Idioterne” af den berygtede Lars Von Trier og vandre op af den røde løber i Cannes. Det er både dybt forstemmende og særdeles underholdende at læse om.

Romer en søgende sjæl, der hele sit liv har udforsket filosofien, historien og litteraturen for at finde sit paradis. Der hvor det hele giver mening. Endelig når han derhen ved at finde hjem. Vejen derhen er en prosa skrevet i en perlerække af sproglig skønhed, vildskab og viden. Vi får sågar hele universitetsspecialet gengivet, selvom det aldrig bliver færdigt.

Forholdet til forældrene er særligt. Hvor den første roman havde fokus på Romers tyske mor, hendes liv og afskeden med hende, tager Kort over Paradis afsked med hans far, der bliver dement og ender på plejehjem til Romers store fortvivlelse. Det er læsning, der river i hjertet, som det er, når forfatteren revser det danske velfærdssystem i debatten, og da han beskriver den uværdige afslutning, som også bliver fremført i den rørende dokumentar Et blad falder til himlen, en film alle bør se.

Så kommer vi til den fiktive del. I det andet spor følger vi Romers eneste og imaginære ven M. Han er søn af en amerikansk agent, bor i Iran med sin familie og lever privilegeret under shahens diktatur i 1970’erne, indtil ayatollahernes diktatur overtager landet. Kapitlerne er en levende og sprudlende samling fabulerende røverhistorier, der stikker af i tusind retninger, spækket med fantasi og skøre indfald om alt fra persiske frisører der bruger falske øjenvipper fra lig til russiske spioner, skak, farlige damer og oprør i gaderne. Det er blændende og fantasifuldt skrevet, men desværre interesserer det mig ikke det mindste her, jeg vil bare videre til den autofiktive del. Kapitlerne om M. bliver mere en kamp end en fornøjelse at komme igennem, og læsningen går i stå. Jeg ved, andre har valgt at skimme eller ligefrem springe dem over. Det kunne jeg ikke drømme om. Tænk hvis man gik glip af noget.

Desværre kommer jeg aldrig til at forstå formålet med det spor. Jeg kan ikke rigtig se sammenhængen med Romers egen historie. Han kunne lige så vel have skrevet den som en selvstændig roman i så fald en roman, jeg nok ikke gad at læse.

Det er som om, Romer vil overbevise sine mange fans ( jeg er en af dem) og muligvis sig selv om, at han ikke blot brillerer som skarp og samfundsrevsende debattør og er en litterær forfatter der kun skriver historier om sig selv. Men at han da selvfølgelig også kan bruge sin fantasi og skrive ægte fiktion. Indtil videre foretrækker jeg at høre om Romer selv.  Han har måske fået nok af “mig, mig, mig”, som han siger i bogen men hvorfor, når han nu har så meget alment vedkommende at fortælle fra det levede liv. Den selvbiografiske del af Kort over Paradis er ligeså rørende og vidunderlig som debuten, og den bør ingen litteraturelsker gå glip af. Den anden del kan du faktisk godt springe over, hvis din tid er knap.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.