Nordisk Vildt af Daniel Dencik

Nordisk Vildt er en voldsomt ambitiøs roman, der vil meget mere end at fortælle en god historie, og den indledes således med sætningen: “Nu fortæller jeg det hele.”

Og med det hele menes nærmest hele meningen med livet.

Det er ikke en bog, man suser igennem. I nogle passager er der fuld fart fremdrift, i andre må man dvæle, læse om og læse igen. Særligt et langt kapitel hvor Elias skriver et mindblowing brev til sin genfundne tvillingebror og romanens hovedperson Silas, om hvordan livet og universet hænger sammen ifølge den jødiske mystik kabbala. En filosofi, der ifølge dens tilhængere, ikke må udforskes, før man er fyldt fyrre og gift.

Silas er ikke gift, for Elias snuppede hans udkårne Sara, da de var helt unge ved simpelthen at udgive sig for sin bror. Silas var da rejst fra Sara, da han skulle udstationeres som soldat.

Af samme årsag er der skabt en dyb splid mellem de to brødre, der er som nat og dag, selvom de ligner hinanden på en prik. Og Silas er mildt sagt skeptisk overfor sin brors religiøse belæringer. Derimod kan han godt mærke det guddommelige ved naturen, fornemmer man.

Silas har i årevis strejfet om i verden som en rastløs, søgende og resigneret sjæl, der udforsker både ydre og indre grænser. Han er soldat og slår ihjel, når han har fri tager han stoffer og går igennem en strøm af korte affærer og overfladiske bekendtskaber. Han er en enspænder uden mål og med. Da han tager tilbage til Danmark sat i bås som PTSD-ramt er det blot for at isolere sig på familiens forladte gods i Jylland med den ene fornøjelse at jage råvildt i den danske natur.

Skov og vildnis, hav og natur er sjældent beskrevet så dragende, mystificerende og sanseligt som her. Titlen yder dermed romanen fuld retfærdighed med sin hovedperson Silas, en nordisk mand med et vildt sind, der kun føler sig tilpas i den vilde natur på jagt. Iøvrigt går han meget op i at finde det autentisk nordiske råvildt. Imens har Elias skabt sig et liv som kvantefysiker og vis mand i den jødiske inderkreds i København.

Brødrene har sporadisk kontakt, de var meget tætte som børn, men afstanden mellem dem er nu en afgrund. Da Elias kommer på weekendbesøg med Sara og deres søn Sebastian, er der lagt op til anstrengt familiehygge. Sara har for længst tilgivet Elias’ udåd uden helt at glemme det, hun følte for Silas.

Weekendhyggen stopper brat med en tragisk hændelse, der tvinger de to brødre til at finde sammen igen. Mens de forsøger at vikle sig igennem de valg, de begge mener, er til alles bedste, går de på hver sin måde igennem en transformation, der fuldfører den filosofi, som den ene bror belærer den anden om.

Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv om, jeg synes slutningen i forhold til det projekt er banal eller genial, den er i hvert fald gennemført.

Som værk er Nordisk Vildt en af de mest interessante, originale og ikke mindst ekstremt velskrevne danske romaner, der er udkommet i år. Den kombinerer et egentligt simpelt plot med et komplekst bombardement af filosofiske overvejelser om både natur og den menneskelige eksistens. Det er en roman, der sætter godt gang i hjernecellerne hos den krævende læser, der vil udfordres.

Det mest interessante er samtalerne mellem de to brødre. Dialogen er i det hele taget gennemført og overbevisende uanset, hvem der deltager i den. Eksempelvis har Elias følgende opsang til Silas om den kærlighed, de deler til den samme kvinde: Jeg har levet dit liv Silas. Og det har ikke været a walk in the park, let me tell you. Jeg har ikke været dig, men jeg har levet det liv for dig, som du ikke ville leve. Og jeg har følt på min egen krop, hvordan kærligheden føles, når den er grumset. Og når den er halv. 

Ligeledes er der en række alment menneskelige erkendelser, der rammer rent som her hos Silas: Jeg har gennem hele mit liv været dårlig til at få sagt fra i tide. Det menneske, der ikke siger de ord, det skal sige, i det nu, de skal falde, står tilbage i skyggen af sig selv, efterladt i et hulrum, som aldrig kan udfyldes. Den tavse tier sig selv ihjel. Aldrig er det, der sker, når du ikke har ord.

Ligesom i Denciks første roman Anden Person Ental, er der selvbiografiske elementer, men de to romaner er milevidt fra hinanden. Den første var ren autofiktion. Nordisk Vildt er benævnt som et studie i method writing, idet forfatteren har gennemgået dele af sin hovedpersons prøvelser i sin research, for eksempel en politiafhøring og at sidde i fængsel. Romanen er en udforskning af sin egen genre, som er svær at kategorisere, den bryder med form og tone undervejs og nærmer sig et litterært eksperiment. Det er ret fornemt, og jeg er meget spændt på, hvad den næste byder på.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Reklamer

Kort over Paradis af Knud Romer

Det har taget mindst et halvt år at blive færdig med Knud Romers mesterværk Kort over Paradis. Jeg har holdt mange pauser og læst alle mulige andre bøger undervejs. Forventningerne var jo ellers skyhøje og glæden stor, da den længe ventede svære toer efter Romers vidunderlige debutroman Den der blinker er bange for døden udkom. Romer er en af de stærkeste forfattere i Danmark lige nu, en der gør sig umage med hver en sætning og betaler en høj pris for det. Denne bog kostede både grøn stær og en tur på den lukkede afdeling. Det tog Romer tolv år at knække nøden, og han skuffer ikke – absolut ikke. I hvert fald ikke i det ene af romanens to spor.

Det er, som i debuten, det autofiktive, der rammer med en spidset pen rent i hjertet. Historien om Knud Romers eget liv som højtbegavet og belæst enebarn, som evighedsstudent på litteraturvidenskab, som forkælet voksen under forældrenes forsørgelse og med huslejen betalt, som social taber da han ikke er i stand til at få et job med dertil hørende julefrokost og kollegaer og som ensom omstrejfende byløve i natten på barer, klubber og i pornobiografer, indtil han vender ruten og begiver sig op af rangstigen og lukt ind af djævlens port som gal og genial reklamemand, da han får sit første job som 35-årig. Som kongen af kreative kører han millioner ind på bureauets konto med produktslogans, der sidder lige i skabet, mens han hader sig selv, stiger endnu længere ned i et søle af stoffer og depression og skubber sig fjernere fra drømmen om at blive poet og udkomme på det uopnåelige tyske Insel Verlag. En drøm der nu er lykkedes. Inden da når han også at medvirke i filmen “Idioterne” af den berygtede Lars Von Trier og vandre op af den røde løber i Cannes. Det er både dybt forstemmende og særdeles underholdende at læse om.

Romer en søgende sjæl, der hele sit liv har udforsket filosofien, historien og litteraturen for at finde sit paradis. Der hvor det hele giver mening. Endelig når han derhen ved at finde hjem. Vejen derhen er en prosa skrevet i en perlerække af sproglig skønhed, vildskab og viden. Vi får sågar hele universitetsspecialet gengivet, selvom det aldrig bliver færdigt.

Forholdet til forældrene er særligt. Hvor den første roman havde fokus på Romers tyske mor, hendes liv og afskeden med hende, tager Kort over Paradis afsked med hans far, der bliver dement og ender på plejehjem til Romers store fortvivlelse. Det er læsning, der river i hjertet, som det er, når forfatteren revser det danske velfærdssystem i debatten, og da han beskriver den uværdige afslutning, som også bliver fremført i den rørende dokumentar Et blad falder til himlen, en film alle bør se.

Så kommer vi til den fiktive del. I det andet spor følger vi Romers eneste og imaginære ven M. Han er søn af en amerikansk agent, bor i Iran med sin familie og lever privilegeret under shahens diktatur i 1970’erne, indtil ayatollahernes diktatur overtager landet. Kapitlerne er en levende og sprudlende samling fabulerende røverhistorier, der stikker af i tusind retninger, spækket med fantasi og skøre indfald om alt fra persiske frisører der bruger falske øjenvipper fra lig til russiske spioner, skak, farlige damer og oprør i gaderne. Det er blændende og fantasifuldt skrevet, men desværre interesserer det mig ikke det mindste her, jeg vil bare videre til den autofiktive del. Kapitlerne om M. bliver mere en kamp end en fornøjelse at komme igennem, og læsningen går i stå. Jeg ved, andre har valgt at skimme eller ligefrem springe dem over. Det kunne jeg ikke drømme om. Tænk hvis man gik glip af noget.

Desværre kommer jeg aldrig til at forstå formålet med det spor. Jeg kan ikke rigtig se sammenhængen med Romers egen historie. Han kunne lige så vel have skrevet den som en selvstændig roman i så fald en roman, jeg nok ikke gad at læse.

Det er som om, Romer vil overbevise sine mange fans ( jeg er en af dem) og muligvis sig selv om, at han ikke blot brillerer som skarp og samfundsrevsende debattør og er en litterær forfatter der kun skriver historier om sig selv. Men at han da selvfølgelig også kan bruge sin fantasi og skrive ægte fiktion. Indtil videre foretrækker jeg at høre om Romer selv.  Han har måske fået nok af “mig, mig, mig”, som han siger i bogen men hvorfor, når han nu har så meget alment vedkommende at fortælle fra det levede liv. Den selvbiografiske del af Kort over Paradis er ligeså rørende og vidunderlig som debuten, og den bør ingen litteraturelsker gå glip af. Den anden del kan du faktisk godt springe over, hvis din tid er knap.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

Min kæreste elskling af Gabriel Tallent

Mendocino er et sted i det nordlige Californien, hvor man utroligt gerne vil hen efter at have læst Gabriel Tallents på en gang fremragende og forfærdende debut My Absolute Darling – på dansk Min kæreste elskling.

 Jeg har sjældent læst så levende naturbeskrivelser, hvor hver eneste gren, busk, blomst og vandløb indgår som aktører i handlingen og skaber en poesi, man har lyst til at dvæle ved og en stemning af både gru og skønhed, så det er som at være der selv. Forfatteren er selv fra Mendocino og har været naturguide i området.

Koglerne drypper, og dråberne lægger sig dirrende på nældebladene og bregnerne. Hun stavrer henover køkkenterrassens plankeskelet og kravler ned af skråningen fyldt med rådnende træstammer og giftige salamandere og firben, hendes hæle træder gennem den bløde skorpe af myrteblade ned i den sorte jord. Hun siksakker forsigtigt ned til brønden ved Slaughterhouse Creek, hvor venushår-bregnerne er sortstilkede med blade som grønne tårer, og blomsterkarsen hænger sammenfiltret med dens sprøde, våde karselugt, stenene er glatte af leverurt. Kilden her udspringer fra en lille mosbevokset krog længere oppe, og den har dannet et lille bassin af sten, hvor den falder, en brønd med koldt klar vand med jernsmag, et rum med træ af træstammer, der i årenes løb er blevet svampede i overfladen. Turtle sætter sig på stammerne, tager alt sit tøj af, lægger haglgeværet oven på det og glider med fødderne først ned i stenbassinet – her finder hun sin egen særegne trøst, en trøst fra et koldt sted, kan hun mærke, noget klart og koldt og levende.

Udover et skønsomt og lidt creepy naturområde er Mendocino et sted, hvor de økobevidste og progressive overskudsmennesker lever i smukke huse med udsigt over Stillehavet, men det er også et sted hvor fortabte og misbrugte børn kan leve under radaren, selvom omgivelserne fatter mistanke. Ligesom det kan ske i Tønder og ethvert andet sted, hvor myndighederne ikke passer deres arbejde.

 Min kæreste elskling handler først og fremmest om børnemisbrug, men den er skrevet som en slags allegori over, hvordan mennesker misbruger naturen.

Turtle lever alene med sin far i et faldefærdigt hus midt i den skønne natur og tilpas afsides fra, at mistankerne kan blive bekræftet. Bortset fra af bedstefar som bor i trailer på samme grund men alt for sent vågner til dåd for sit barnebarn. Turtle er en gennemsej pige, en ægte overlever der kan klare sig alene i vildmarken i dagevis og og samle et jagtgevær på få sekunder. Hun er kvik men indesluttet og hader alt og alle men mest af alt sig selv. Hun isolerer sig fra klassekammerater og andre og vil for alt i verden beskytte det lidet misundelsesværdige liv, hun har – bortset fra den dybe kontakt til naturen.

Hun er hårdt trænet af sin far, Martin, der udover at lære hende at passe på naturen har opgivet al tiltro til andre mennesker og fremtiden for planeten. Han anser hende for sin ejendom, og at det er hans ret at udøve psykisk terror, vold og seksuelt misbrug af værste karakter som et led i hendes opdragelse, mens han bedyrer, hvor højt han elsker hende og hvor dyrebar, hun er for ham. Og kun for ham.

Turtle er fanget i et gensidigt afhængighedsforhold, som hun ved, hun skal væk fra, men hun ved ikke hvordan, og loyaliteten over faren er uanfægtelig. Hun sladrer ikke, mest af alt af frygt for konsekvenserne, og fordi hun elsker sin far på den forskruede måde, hun har lært af ham om kærligheden  i den kvalmende symbiose de deler. Moren forsvandt, da Turtle var spæd. Bedstefar har sine egne skeletter i skabet. Først da hun møder de jævnaldrende, ordkvikke og sympatiske drenge Jacob og Brett, der kommer fra intellektuelle overskudsfamilier, tør hun træde ud af sin skal og søge mod en normal tilværelse med fare for sit eget og andres liv.

Forfatter Gabriel Tallent fortæller om Min kæreste elskling til bloggermøde.

Det er en ganske brutal og hård bog i samme grad som Et lille liv, med mange passager man helst vil springe over, da de gør fysisk ondt at læse. Volds- og voldtægtsscener trækkes i langdrag, men trods alt doseret, så det går an (i modsætning til Et lille liv der blev for meget for mig) og man tilgiver forfatteren på grund af det formidable sprog, og især fordi han har en vigtig pointe.

“Martin ser Turtle som en forlængelse af sig selv og ikke som et individ. Han behandler hende som sin ejendom og misbruger hende på samme måde, som vi misbruger naturen,” sagde Gabriel Tallent fornylig, da jeg sammen med andre bloggere mødte ham på Politikens Forlag.

Men historien om Turtle skal ikke ses som et symbol på menneskets ondskab mod naturen. Problemet er reelt.

“Smerten ved børnemisbrug er brutal, og fænomenet er ikke så eksotisk, som vi gerne vil gøre det til. Hvert niende barn bliver misbrugt. Verden tillader det og lader børn ligge og dø. Når det gør ondt at læse om, er det bevis på, at det berører os. At vi skal tage os af hinanden. De smertefulde scener er med til at øge empatien, mener forfatteren.

Tallent fortalte også, hvordan hans roman ændrede sig undervejs i skriveprocessen fra klimabevidst økoroman med flere hovedkarakterer, udviklede den sig til en roman om Turtle og hendes vej ud af misbrugets klør men også konsekvenserne af det.

”Børnemisbrug ødelægger mennesker for livet,” understregede han.

Min kæreste elskling er en formidabel roman i bedste amerikanske fortællestil. Udnævnt til ”mesterværk” af selveste Stephen King og ”årets roman” af New York Times og med god grund faret til tops på bestsellerlisterne. Jo den skulle I absolut tage og læse.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Hr. Ferdinand/Politikens Forlag

★★★★★★

 

Der Der af Tommy Orange

Hvis man tror, man ved noget om, hvad det vil sige at være oprindelig, indfødt amerikaner, Native American eller kort sagt indianer i nutidens USA, så har man måske en fornemmelse af, at det ikke er helt nemt. At det er noget med enten at leve i et reservat ude i naturen, hvor man holder fast på sine kulturelle værdier, eller at assimilere sig blandt alle de andre hårdtarbejdende, moderne mennesker i storbyens melting pot. I Tommy Oranges gennembrudsroman Der Der bliver de barske realiteter – det må man formode, idet forfatteren selv er indianer – kastet lige i synet på læseren, og de er værre end de værste anelser. En trøstesløs negativ spiral af social arv, ulighed og uretfærdighed.

Der Der er et nedslående indblik i den amerikanske hverdag for ikke mindre end tolv forskellige personer af oprindelig herkomst. Mennesker der på hver sin vis lever med konsekvenserne af knap et par århundreder af dårligt selvværd trukket nedover hovedet på dem af de hvide erobrere, der tog deres land og frarøvede dem alt. Ikke kun liv og lemmer og den stolthed der ellers havde præget naturfolket men hele kernen af deres identitet.

Den forsøger de at genskabe til de årlige Powwow festivaller, hvor de ifører sig kostumer med læder og fjer og opfører de oprindelige trommedanse, sange og ceremonier. De få, der kan betegne sig som mønsterbrydere arbejder ofte i NGO-støttede programmer, der har til formål at bevare den kulturelle arv. Størstedelen af befolkningsgruppen har for længst tabt kontakten til det oprindelige og lever rodløse tilværelser ofte på bunden af samfundet. Flere i en døs af misbrug, vold og  håbløshed.

Nogle af os har sådan en følelse indeni hele tiden, som om vi har gjort noget forkert. Som om vi selv er forkerte. Som om dem vi er inderst inde, det vi gerne vil navngive, men ikke kan, det er som om, vi er bange for at blive straffet for det. Så vi gemmer os. Vi drikker alkohol, fordi det hjælper os til at føle, at vi kan være os selv uden at være bange. Men vi straffer os selv med det. Det vi allernødigst vil, lander lige oven på os.

Den spøjse titel Der Der henviser til den nordcaliforniske by Oakland, hvor det ekstra Der betegner et sted, der har forandret sig så meget, at det ikke længere findes. “Der er ikke noget der der.” Det sted der var og er, men hvor selv minderne om der, hvor man voksede op er fortabt i uigenkendelighedens tåger. Udtrykket er hentet fra et digt af forfatteren Gertrude Stein, som på et tidspunkt boede i Oakland og skrev om det.

Der Der er forfatterens romandebut, og den er så gribende. Trods de korte bekendtskaber med personerne fanger hvert kapitel som små uafhængige og vanvittigt velskrevne noveller, men samtidig er det en fornemt sammensat fortælling, hvor de alle til slut mødes ved Oaklands Powwow, der udvikler sig fra fest til tragedie.

Det er noget af det stærkeste, jeg har læst længe. Brilliant, relevant og oplysende. Det er hjerteskærende og dybt rørende social realisme med stor sproglig og litterær skønhed.

En roman der er svær at slippe, også efter den er læst. Må den få al den kærlighed, den fortjener.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

 

 

Lige nu er jeg her af Isabelle Ståhl

Lige nu er jeg her er skrevet af en ny spændende forfatter, svenske Isabelle Ståhl, og den har været nomineret til fornemme litteraturpriser i Sverige.

Elise er ung og smuk, bor i Stockholm og læser på universitetet uden rigtigt at studere.

Hun drømmer om at blive forfatter men bruger tiden på at date på Tinder og poppe piller til fester. Hun har ikke været ædru i seng med nogen i flere år.

Jeg kan ikke komme i tanke om, hvornår jeg sidst følte mig nærværende sammen med nogen, måske engang inden der kom smartphones, måske med Sofia. Med hende føltes det altid inderligt, med hende behøvede jeg aldrig at lade som om, jeg følte noget.

Elise bliver forelsket i Victor, først på afstand og så tæt på. Hun sætter Victor på en piedestal, han føles ægte, indtil hun lærer ham ordentligt at kende. Så ryger han hurtigt ned igen.

Han aftjente ikke sin værnepligt, han var for svag. Hans skrøbelige krop ville ikke kunne klare sig længe i vildmarken.”Hvad synes du?” spørger han. “Pæn. Den klæder dig. Du er så pæn,” siger jeg og klapper ham på armen.

Victor bliver forelsket i Elise, de flytter sammen. Alt er godt i et par uger. Men Victor kan ikke fylde tomheden i Elise ud.

Kan han ikke se, hvor midlertidigt alting er? Jeget, livet, tilværelsen vi har sammen? Alt, hvad han gør, synes så ægte og naturligt, han lever som om, han ville leve evigt, som om det er meningsfuldt at bygge noget op. Jeg misunder ham.

Elise kan ikke leve op til de perfekte rammer om Victors liv, som hun selv er med til at stille op og forevige på Instagram. Hun vil bryde dem og gøre oprør mod den alt for tidlige småborgerlige konformitet, hvor tiden bliver fyldt ud af TV-serier, fancy dødsyge parmiddage og strategisk stræben efter karriere og designermøbler. Det gør hun så på afdæmpet facon ved at modsige Victors kærlighedserklæringer og evighedsforestillinger og ved at være ham utro med en moden herre. Den selvsikre forfatter Arvid, der kan tage fat om Elise men ikke på en måde, der gør hende lykkeligere.

Lige nu er jeg her handler om en ung selvoptaget kvinde, der på overfladen har meget men ikke kan mærke sig selv eller meningen med det hele. Den handler om tomhed og tristhed, om depression og om at være tilskuer til sit eget liv, mens man venter på det uundgåelige, selvom det formentlig ligger langt ude i fremtiden.

Jeg har et andet blik nu, end da jeg var femogtyve, det er mere mat og mere ligegyldigt, det er, som om øjnene er blevet slukket. Jeg tænker på det i flere timer, inden søvnen endelig tager mig.

Der sker ikke så meget i Elises og Victors liv, men dialogen mellem dem sitrer af angst, skuffelser og uforløste følelser og længsler.

“Undskyld jeg plager dig. Men jeg er voksen. Jeg skal kunne planlægge mit liv. Du kan jo aldrig give besked om noget som helst. Hvis man ikke kan planlægge fremtiden, bliver nuet helt uvirkeligt.”

”Jeg bliver så frygteligt bange af at planlægge,” siger jeg.

”Der må findes en eller anden slags terapi til dig.”

Jeg snøfter. ” Nej, jeg er terapi-resistent.”

Jeg ville aldrig græde, hvis han ikke var her og kunne se det.

 Lige nu er jeg her er en flot debut, helt fantastisk velskrevet med en strøm af åbenbarlige sætninger.

Jeg føler tit, at nuet ikke længere hænger sammen med fremtiden, men mere er som en form for grav, man kravler rundt i.

Det er en sorgfyldt generations- og samtidsroman af meget høj kaliber i al sin smukt komponerede enkelthed. Og den er også relevant for os, der var unge en, to eller tre generationer tilbage.

Elises eksistentielle udfordringer vil være genkendelige for mange, der har været 28 i moderne tider med eller uden sociale medier og Tinder som sublimeringsværktøj ved sin side.

Bogen er venligst tilsendt af C&K Forlag.

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Børn kan sige de sjoveste ting til deres forældre, og forældre kan sige de værste ting til deres børn. Forfatteren Leonora Christina Skovs mor mente, at det var al den stress, datteren forårsagede, da hun sprang ud som lesbisk, der var grunden til, at moren fik kræft.

Historien om det dysfunktionelle forhold mellem Leonora Christina Skov og hendes forældre, udgiver hun nu i en selvbiografisk roman, der vil vække genklang hos alle, der har siddet ”skævt på potten” omme bag parcelhusets prydelige facade. Og den vil ryste dem, der er opvokset i en kernefamilie, der ligner noget fra et IKEA-katalog. Svære og komplicerede relationer mellem børn og forældre er ikke så usædvanlige, men Leonora Christina Skovs historie er helt speciel.

Forældrene er ikke dårlige mennesker. De holder af datteren på deres egen besynderlige måde, men det er en kærlighed på betingelser. Hun skal helst ligne dem og være som dem under parolen: Den, der lever stille lever godt, men Christina, som hun hedder på det tidspunkt, lever ikke stille, når først hun bliver voksen. Og moren har det slet ikke godt, selvom hun lever stille og isoleret fra omverden uden at kende andre end sin faste støttepæl hendes mand, den nærmeste familie og en kollega eller to.

Da Christina i en alder af 21 bryder ud af sin skal og fortæller forældrene, hvem hun er og altid har været inderst inde, kan de slet ikke håndtere det. Hun flytter fra Helsinge til København og folder sit selv ud som litteraturstuderende og forfatter med nyt fornavn, Leonora, og hun møder sin første kvindelige kæreste i det lesbiske miljø, en glamourøs præst, der hjælper hende med både storbydannelsen, selvagtelsen og modet til at blomstre ud i make-up og fine kjoler, som vi kender hende i dag.

Forældrene nægter helt frem til morens død i 2015, tolv år efter kræftdiagnosen, at have noget med kæresterne at gøre, ikke engang Leonoras store kærlighed, Anette, som hun gifter sig med. Det resulterer i mange års adskillelse med kun sporadisk og overfladisk kontakt.

Moren var psykisk skrøbelig og eminent til at manipulere med omgivelserne og få sin vilje ved at lægge sig ned og græde og true med selvmord og død. Faren valgte udelukkende at støtte moren, for som han senere begrunder det, var Leonora den stærkeste af de to, og kun hun ville overleve hans svigt. Leonora bliver vred, ensom og forbitret i de første år på egne ben, mens hun kæmper for at etablere den vision, hun altid har haft for sit liv og slår igen i mediedebatten på en måde, hun aldrig har formået overfor sine forældre. For tænk nu hvis moren døde af det.

I familien bebrejder man ved de få sammenkomster hinanden i iskolde vendinger for dernæst at lade som ingenting og gå videre med det praktiske. Som den dag forældrene sviner Leonora til på det groveste i hendes nykøbte lejlighed på Amager, forlader hende og vender tilbage med en videomaskine, som de lige faldt over og hellere måtte købe, for den mangler hun jo. Den slags bizarre scener er der en del af. Kram er der ingen af. Heller ikke de store forsøg på at forstå og tale igennem med hinanden.

Leonora skriver sin historie med enorm fortællerglæde og velkendt bid og humor, men dog en del nedtonet, forståeligt da stoffet er så sårbart.

Romanen springer i tid og lægger stærkt ud med Leonoras mors dødsleje på hospice. I et par år forinden har de nærmet sig hinanden igen. Christina har strakt hånden ud mod sin terminalt syge mor og søgt forsoningen og forklaringerne. Hun har begivet sig helhjertet ind i rollen som pårørende i sundhedsvæsenet og støvsuget nettet for viden om kemo og kure, der kan hjælpe hendes mor.

Men et klart svar på hvordan forældrene kan ignorere hendes eksistens i så mange år, får hun ikke. Der er antydninger her og der, som læsere kan fortolke på egen vis, men Leonora lærer aldrig sin mor at kende eller at forstå hende helt, og det er en sorg, der aldrig kan forsvinde.

Leonora Christina Skov har siden hun var helt ung skrevet dagbog og dermed også noteret sig ord for ord, hvad der er blevet sagt mellem hende og forældrene. Hun har tidligt haft en vision for sit liv og altid vidst, at hun ville skrive sin historie. Det kan mærkes i romanens præcise dialoger og eksakte beskrivelser, der fremstår helt ægte. Lidt af et særsyn i en selvbiografisk roman.

Som læser er man næsten ligeså anspændt, som de involverede må have været, når de en sjælden gang mødes under en anstrengt og trykkende stemning. Man kan dårligt få luft, da Leonora efter års adskillelse pludselig bliver inviteret på tur i tre dage med Norgesbåden af sin mor, der pludselig har noget, hun vil sige. Hvordan skal det dog gå?

For denne læser er det relationen til forældrene, der er det helt centrale og interessante i bogen. Også kærlighedshistorierne om forholdene til Ingrid og Anette er fine og sætter Leonoras Christina Skovs liv i perspektiv. Det er som om, at de har haft afgørende betydning for hendes egen evne til at elske.

Der er flere spor, som givetvis også er spændende, men som der enten bliver kørt for let henover, for eksempel forholdene til mænd, deltagelsen i debatten – eller dvælet for meget i, såsom processen både med denne og alle de tidligere romaner. Der er så meget stof i Leonora Christina Skov, at hun med fordel kunne have gemt noget af det til en anden roman.

Jeg savner lidt refleksion og selvfortolkning af, hvad forældrene egentlig mener, når de siger vanvittige ting, hvad ligger der bag? Skal alle de hårde ord tages så bogstaveligt? Hvorfor er de så homofobiske, som de er, når flere andre i familien og den indre missionske mormor accepterer det? Og hvordan kan det være, at forfatteren selv er så modsætningsfyldt et menneske med både en ekstrem power og slagkraftig evne til at argumentere enhver ned af stolen i et tv-studie, samtidig med at hun ikke kan konfrontere forældrene med deres svigt. Hvor kom styrken fra til at krydse klinger i den offentlige debat?

Uanset at flere spørgsmål dukkede op undervejs, så strøg jeg gennem bogen på få timer. Det er en både gribende, nedslående og slagkraftig erindringsbog om, hvad der sker med selvværdet, når et menneske ikke kan blive elsket uden betingelser og aldrig kan få svar på hvorfor.

Som psykoanalytikeren Alice Miller citeres for i romanen:

– Hvis en mor ikke elsker og støtter sit barn betingelsesløst, fortrænger barnet sine følelser og skaber et omverdenstilpasset selv.

Den, der lever stille er også en vedkommende og inspirerende bog for alle med og uden forældre-issues om at blive udslettet fra familiealbummet og rejse sig selv igen. Den er smuk udenpå og indeni, rammende og fængende fortalt, en læseoplevelse jeg klart kan anbefale.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

Niksen af Nathan Hill

skaermbillede-2017-02-28-kl-14-42-13Hvis du som jeg har en forkærlighed for romaner, der giver sig i kast med den store amerikanske fortælling, så fejer du læsebunken af natbordet og går i gang med Niksen af Nathan Hill. Jeg elsker hver eneste sætning i den her bog i en grad, at jeg får hvide lyspletter for øjnene, hver gang jeg læser let henover linjerne i stedet for at dvæle og suge ordenes handling og mening ind som hjerneføde og fornyet læseenergi. For det giver den i rige mængder, udover at den er eventyrligt underholdende, morsom, rørende og nærmest uhyggeligt forudseende aktuel i sit syn på politik og medier.

Ud af romanens 750 sider har jeg markeret cirka 500, fordi de er spækket med stærke sætninger skrevet i et klart og formfuldendt sprog med tankevækkende citater og skarp samfundskritik. En helt igennem imponerende debut af Nathan Hill, som har taget sig ti år om at skrive sin fantastiske historie, ligesom Donna Tartt gjorde med Stillidsen. Det giver litterære point, når en forfatter gør sig så meget umage, og tendensen med at skrive lange romaner giver fuldstændig mening i dette tilfælde. Der er ikke en linje for meget.

Historien udspiller sig i Chicago, New York, Iowa og Nordnorge og springer i tid mellem 1968, 1988 og 2011. Samuel er en først lovende, nu falleret og ensom forfatter. Han skylder sit forlag en bog på grund af et forskud, han for længst har opbrugt, underviser i litteratur på college for at overleve og spiller computerspil resten af døgnet i kamp mellem elve og orker.

Hans mor Faye forlod ham pludseligt, da han var 11 uden en forklaring, og hans store kærlighed fra barndommen går tabt på samme tidspunkt. Efter tyve år uden kontakt dukker Faye op i medierne, anholdt for terrorisme, fordi hun har kastet med sten mod en yderst højresnoet guvernør, der stiller op til præsidentvalget. Et billede fra en protestdemonstration i 68’ skaber overskrifter om en radikal hippie, der sågar har været anholdt for prostitution. Samuel kender kun sin mor som indadvendt, kærlig husmor i Iowa, der forsvandt ud af hans liv og tog trygheden med sig fra den ene dag til den anden. Morens historie kan være Samuels redning mod et sagsanlæg fra sit forlag, og han går i gang med at researche til sin bog om Hippie Terroristen.

Undervejs får han hjælp fra en medspiller på nettet ved navn Pwanage, hvis livsstil vil få alarmklokkerne til at runge hos enhver forældre til en gamerboy. Samtidig bliver han udsat for en hævnaktion fra en elev, Lede Laura der giver begrebet narcisisme nye vidder, og hvis projekt han har dumpet, fordi hun har skrevet det af fra nettet. Samuel er i krise, men efter Fayes mening er en krise slet ikke en krise, men blot en ny begyndelse. ..Alle virkelige forandringer bør i første omgang skræmme dig.

I sin efterforskning møder Samuel markante personer fra sin mors fortid, og får åbnet sprækkerne ind til en forståelse af hendes uforståelige valg og en erkendelse af, at æblet nok ikke falder så langt fra stammen, og at niksen! flytter med, uanset hvad man selv måtte mene. Flere af bogens temaer rammer lige i hjertekulen, og nedslående nok er de, der handler om kvindens emancipation, kampen mod misogyni og for menneskerettigheder som ved et trylleslag blevet tæt på ligeså højspændt nu i 2017, som de var i 1968.

Niksen er både storslået familiesaga, psykologisk drama, politisk satire og skarptslebet samtidskritik. Helt på højde med Donna Tartt, Jonathan Franzen, og jeg vil mene højere end John Irving, som han også er blevet sammenlignet med.

Nathan Hill er godt i gang med at indtage det litterære verdensherredømme med sin roman, og en tv-serie baseret på The Nix er allerede under produktion med selveste Meryl Streep i hovedrollen. Man kan så vælge at se den som et bud på, hvordan det var gået, hvis hun aldrig var vendt tilbage til det barn, hun forlod i Kramer mod Kramer eller som en forlængelse af sin nyligt vundne status som Hollywoods talerør og oprør mod det nye politiske regime i USA, der knap har varet to måneder men føles som to år. Det kan kun blive godt, og jeg glæder mig.

Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.