Tag: Mesterværk

Vittu af Iben Mondrup

~ isabelrosado

Bogåret 2022 lægger stærkt ud med Iben Mondrups nye roman Vittu som er en selvstændig fortsættelse af Tabita. Den havde jeg til gode og skyndte mig derfor at lytte i juleferien, inden jeg gik i gang med Vittu, hvilket kun kan anbefales. Lydbogen er for det første smukt indlæst af forfatteren, men den er også vigtig at have med for at få det fulde udbytte af fortsættelsen.

Begge romaner handler om den adoptionstragedie, som ramte en stor gruppe grønlandske børn i 70’erne og 80’erne. Vi følger de to søskende Tabita og Vitus, som på groveste vis bliver fjernet fra deres grønlandske mor og bragt med til Danmark af adoptivforældre, hvorefter de tidligt bliver skilt ad. Hvorfor? Fordi de på overfladen velmenende, men i virkeligheden dybt egoistiske, på grænsen til det psykopatiske adoptivforældre sætter deres egne forskruede behov over børnenes.

Jeg ved det ikke, men kan kun håbe på, at de to konkrete historier, som de udspiller sig her, ikke er sandhedsskildringer, om end de følelser af ensomhed, fortabthed og svigt, som begge børn oplever, selvfølgelig er. For i begge romaner bliver børnene udsat for overgreb, som om det er reglen snarere end undtagelsen.

Vittu bliver til Vitus, da han kommer til Danmark som spæd og efter et skæbnesvangert ophold hos sin første adoptivfamilie og et forfærdeligt ophold på børnehjem bliver flyttet til Aarhus for at bo hos den franske fotograf Alice som er gift med den danske embedsmand Stig.

For Alice er Vitus det perfekte fotoobjekt, som kan realisere hendes kunstnerdrømme. For Vitus bliver Alices iscenesættelser en måde at forbinde sig med sit ophav på. Men fra første fotoknips bliver handlingerne trods de gode intentioner og den gensidige kærlighed et udtryk for grænseoverskridende adfærd, der rykker udover kanten og ender i åndelig destruktion.

Måske er det ikke tilfældigt valgt, at Alice er flygtet fra Frankrig, hvor incest er en udpræget del af opdragelseskulturen, hvilket ses afspejlet i bevægelserne #metooinceste og #wetoostopchildabuse.

Der er så mange ulykkelige adoptionshistorier i verden, men det er som om, at der er et særligt sort kapitel, når det handler om dønningerne af den danske kolonisering af Grønland og den selvforståelse af magt og overherredømme, som danskere med tæt kontakt til Grønland har eller har haft. Børn blev taget fra deres mødre, som ikke gav dem fra sig frivilligt, og ingen greb ind for at forhindre det. Men historien er også, at de børn langt fra i alle tilfælde blev betragtet som ligeværdige familiemedlemmer.

Iben Mondrup er selv vokset op i Grønland og har et tæt netværk af grønlændere – også adopterede, så hun ved, hvad hun skriver om, og det gør hun helt exceptionelt godt.

Begge romaner er afsindigt smukt fortalt i et konkret og tilgængeligt sprog med skarpe dialoger og sanselige menneske- og naturskildringer. Men det er også sindsoprivende historier, der danner vrede hos læseren. Samtidig formår Iben Mondrup at sætte sig ind i alle karakterers motiver og måder at se verden på med så høj grad af indlevelse, empati og nuancer, at ingen fremstår som det rene gode eller det rene onde, men som hele mennesker på godt og ondt.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

Advertisement

BOB af Helle Helle

~ isabelrosado

Helle Helle udgiver sin niende roman i den minimalistiske stil, hun er så fremragende til og førende i. BOB er titlen, og romanen er en selvstændig opfølger til Helle Helles forrige roman de.

I BOB følger vi en ung mand, Bob, som flytter til København fra Lolland. Han skal bo sammen med sin kæreste i en etværelses lejlighed i Vanløse. Den navnløse kæreste er hovedpersonen fra de, som måtte se sin mor blive syg med kræft.

I BOB må vi formode, at den unge kvinde står alene uden forældre. Heldigvis har hun Bob, som hun møder i de. Bob har en sød familie og en lillebror, som vi møder i tilbageblik, og når de kommer på besøg hos Bob og kæresten i København. Bob har haft et godt ungdomsliv på Lolland. Det sejler lidt i København.

Året er 1985 og beskrivelsen af Bobs hverdagshandlinger, fra indkøb til aftenens menu til de mennesker han møder, sætter en præcis stemning, og det er som at blive sendt tilbage til fortiden. Alene beskrivelsen af det tætte snedække i indre København er nok til at elske denne bog og opleve et sug af savn over det, der engang har været på trods af den tristesse, der også var 80’erne.

Det er kæresten, der fortæller Bobs historie. Hun medvirker kun selv i få scener og på en indirekte facon, men hun har en afgørende indflydelse på Bobs liv. Hun er startet på litteraturuddannelsen og bliver hurtigt optaget af studier og nye venner på Universitetet. Mens han venter dagen lang på, han ved ikke hvad. Bob søger job, køber ind hver dag, passer huslige gøremål, lægger planer for aftensmaden og funderer over, hvad han skal. Han ved ikke, hvad han vil med sin fremtid, flakker rundt på må og få uden retning. I vindueskarmen venter Lykke-Per, som han har fået anbefalet at læse, men det bliver kun til tre sider.

Bob sov med højre arm over hovedet, eller han sov ikke, han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være. Han havde sparet nitten tusind sammen på færgerne, havde ikke taget hul på dem endnu, og der var også den blå Daihatsu der stod til salg hjemme på marken.

Bob får job. Først hos flyvebådene i Havnegade og senere på Sømandshotellet i Nyhavn. Men det er kun på deltid, og der bliver mange timer tilovers at fylde ud. Bob er damernes ven. Han taler med Rudy, der er farmor og giver en rejemad i Magasin – dog uden at lægge sukkerknald på bordet. Han møder Kola, der arbejder i Ravhuset og er meget interesseret i ham. Hun er farlig men ikke på den måde, vi forventer.

Bob er loyal, en god og stabil kæreste, selvom han ikke formår at fortælle, at han har en, for han føler sig alene. Trods sin unge alder er han indstillet på, at de jo nok snart skal have børn. Mens kæresten bruger timerne i læsegruppen, tilbringer Bob lange dage i tiltagende ensomhed, der udvikler sig til sløvsind og depression. Tiden flyder ud som sand mellem fingrene. Fremtiden er sløret. Parret glider stille og roligt fra hinanden. Hun fortæller hans historie, men næsten al kommunikation og dialog mellem de to er holdt ude af fortællingen. Det kan jeg godt savne.

Helle Helle er en mester i subtilitet. Dramaet lurer altid mellem linjerne. Konflikten i Bob er tydelig fra starten, men mange sider går med hverdagsleverpostej og indkøb. Midtvejs åbenbarer magien sig.

Jeg kan virkelig godt lide Helle Helles romaner, og jeg kan også godt lide BOB. Enkelheden, det stilfærdige og hvordan forfatteren med ganske få nøje velvalgte ord stiller skarpt på følelserne og den voksende afstand mellem parret. Som sagt kunne jeg godt have ønsket lidt dialog mellem Bob og kæresten. Selvom afsnit som dette siger det klart:

Etableret ved spisebordet, med altan, gryde, wienerpølser, i en alder af tyve og toogtyve, sådan sad vi.

Og senere:

Vi havde talt om, at meget af det vi talte om, handlede om mad. Men hvad kunne vi gøre, der skulle jo spises. Og vi lavede aftaler om ikke at nævne praktiske gøremål. For alt blev trukket nedad, blev til afrimning, bustider, syltede asier. Gentagelser skulle undgås, tom begejstring. Scheisse og smadder. Bob ville tage sig til hovedet. Sådan kunne man ikke leve. Men undlod. Han ville gøre hvad som helst.

Det er et bevidst greb, at kæresten skal ud i periferien af fortællingen. Bogen handler om Bob, men den handler også om parrets individuelle udvikling, og afviklingen af deres forhold. Vi forstår, hvad der skete mellem dem, og at de vokser fra hinanden. Alligevel måtte der godt have været bare en smule mere på linjerne om kærligheden og dynamikken mellem parret. Hvad ser de i hinanden til at starte med? Måske er svarene der, hvis jeg læser den igen og en gang til. Man får altid meget mer, end øjet lige ser, når man læser Helle Helle. Så det gør jeg gerne. Og sikkert er, at hengivne fans af Helle Helle vil elske BOB.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Suget af Ida Marie Hede

~ isabelrosado

Har du ydet dit bidrag til velfærdssamfundet og leveret mindst 1,2 barn til verdens videre beståen? Hvis ikke så kommer kommunen efter dig. Og har du gjort din pligt, så gør de det alligevel.

De tager daglige prøver af dit udflåd, måler din ægløsning, overvåger din seksuelle aktivitet og din formåen på datingscenen. De trænger sig på med rådgivning på ethvert plan, fra moderskab til venskab, og hvis du på trods af, at du faktisk har leveret mindst 180 poder alligevel ikke lever op til forventningerne, kan du opnå den ære at blive udskammet til livestreaming på samfundets skafot, mens beboerne i din landsby ser på og spiser popcorn til. Har du ovenikøbet været din partner utro, får du tilsendt et mørkerødt H fra kontoret for HOR OG FLAMMENDE BOGSTAVER, som du skal bære i mindst tre år, mens beskuernes øjne gnider skam ind i dig.

Så tager jeg det fine H frem. Viser det til mine søstre.

Røvskam rører ved filten med pegefingeren, siger opløftet, at det er mit H. Just own it, siger Røvskam med sin lyse, hæse stemme. Det kan godt være, du har knaldet lidt rundt, so what? Hvem har ikke det? Og hvem har ikke efterhånden prøvet det med skafottet? Hvis du går med længe nok, bliver H’et dit eget. Så står det for Hellig, Hidsig eller Hæsblæsende. For Hadsk, Henført, Hallo, For Honda, Hey du, Hallo-Hallo, for Horfryd, Horribel, Halleluja.

Ovenstående er blot en lille del af scenariet i romanen Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer, som uden tvivl er den vildeste roman, jeg har læst i år – måske nogensinde. Den kræver noget af sin læser, kan være hård kost for de bornerte med kropsvæsker der siver ned ad siderne, og seksuelle organer der drøner rundt i alle huller, men uomtvisteligt er det, at Ida Marie Hede skriver ind i helvedes skarpt, sprudlende og fantasifuldt. Jeg har aldrig læst noget lignende og alene af den grund, bør alle litteraturelskere læse den. Har du oveni en datter eller en veninde i den fødedygtige alder, bør du straks forære dem et eksemplar af romanen. Den giver noget at tænke over, noget at grine af og noget at græmmes ved.

Hovedpersonen er en kvinde, der får betegnelsen den lille Glimmerhætte. Hun flytter fra en lejlighed på broerne til et hus i Den Usikre og Megalomane Landsby med et uvist antal børn, der har smukke navne og en fraværende far. Det er her overvågningen strammer til, og livet er en lollet drøm, så længe man spiller efter reglerne, som forfatteren selv skriver. Snart befinder kvinden sig i et samfund, der både er uendeligt fjernt og uhyggeligt tæt på.

Romanen er syret og surrealistisk, et science-fiction værk, en samfundssatire og en skør og sjov dystopi, men også et sammensurium af sproglig leg og metaforer for den værdimæssige virkelighed, der befinder sig lige udenfor døren, uanset om man bor på Vesterbro eller i et lille økosamfund på landet. Udover moderskab, venskab, begær, underkastelse og ensomhed er den spækket med aktuelle temaer og kritiske pointer, der må ramme en nerve et sted hos enhver læser.

Suget springer i tid og sted, det kommer allevegne fra og gennemsyrer alt. Romanen suger læseren rundt i en centrifuge af indfald og møder med eksempelvis de tre alfeagtige veninder ved navn kødskam, røvskam og hjerteskam, som introducerer landsbyens uskrevne og paradoksale regler, og så er der de neddumpende hologrammer med navne som Stacy og Savannah, som minder om tegneserieagtige mangafigurer, der kommenterer, kritiserer og analyserer hovedpersonen, og der er girlbandet Au Pair Pops, der synger om livet som husslaver, der ikke må få børn, og der er elskeren BOB, som muligvis er et symbol på alle elskere. Der er sågar en modstandsbevægelse i omløb med følgende uddrag af en velkomstintro:

Til min modige ven. Til dig som har tilmeldt dig Modstand Ass.

Du tænker: Hvorfor skulle du have noget at klage over? Er der nogen, der generer dig? Er livet i Landsbyen ikke okay? Så hvorfor skulle du have noget at udsætte på dit nye hjem? På overfladen består Landsbyen af de mest velplejede kvarterer, fineste subkulturer, multietniske småsamfund og regnbuefamilier; i sprækkerne belønnes kun de hvide velnærede indbyggere, deres børn og katte og et lille udvalg af brogede gadekryds. Du er hvid og velnæret, fødedygtig og leveringsdygtig udi et moderat antal børn. Du er underkastelsesparat og konfliktsky, sød og rasende, kun milliarder af lysår fra at betale topskat, kun milliarder af lysår fra et virkelig udsat liv – så hvorfor i alverden skulle du klage? Jeg skal fortælle dig hvorfor. Landsbyen er et vaklende reolsystem med små hotdog-porcelænsstatuetter i evig bromance og stakke af Knausgaards Min Kamp og Houllebecqs Underkastelse i paperbackudgave på nederste hylde, jeg skal fortælle dig, hvorfor jeg lige har beskrevet bare ét ud af tusinde eksempler på maskulin, territorial, kolonial ynk, jeg skal fortælle dig, at så snart du vender ryggen til, selv om du gør dit allerbedste, går Landsbyen amok i fascistoide kælenavne til både dig og til alle de andre assistenter, de kalder jer fx lækkermås, sødling, pandabjørn, ferrero-rocher, numsefejemaskine, slaveskat, undermenneskebaby, nullergøj, de kalder dig mor. Vil du have at det skal fortsætte sådan?

Ja romanen står bedre i sin egen tekst end beskrevet i en anmeldelse, så jeg håber, at dette lange citat har suget dig ind og givet lysten til at læse og lade dig rive med. At læse Suget er som at blive hevet ind i et surrealistisk maleri med realistiske undertoner. Tag med på eventyr med den lille Glimmerhætte, som kastes rundt mellem fantasier og mareridt, dogmer og hykleri, alvor og satire, korrekthed og tyranni og måske mod slutningen opnår en slags fred i erkendelsen af, at hun aldrig bliver fri.

Suget kan læses som et feministisk og samfundsspiddende manifest men er også en slags parodi på samme. Det er en vild, vittig, viril og vanvittigt god roman. Jeg udfordrer dig til at læse den og mærke suget.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forfatteren og Forlaget Basilisk.

 

Rampen af Jesper Stein

~ isabelrosado

En af Danmarks bedste krimiforfattere Jesper Stein har med sin nye roman Rampen taget en afstikker fra sit alter ego, den alkoholiserede og dæmoniserede Axel Steen og stukket kniven direkte ind i sig selv. 

Med Rampen udforsker han sin egen og sine forældres smerte og svigt efter deres skilsmisse tilbage i 80’erne, og det gør han med en formidabel og stærkt vedkommende roman. 

Bortset fra chokket da unge Jesper opdager, at hans far er moren utro efter mange år sammen, begynder romanen lyst med en god og tryg barndom i en dannet kernefamilie. Forældrene er et velfungerende stabilt ægtepar par med en virkelig smuk og særpræget kærlighedshistorie bag sig. Far Finn er litterat, underviser på gymnasiet og anmelder for Weekendavisen, mor Jytte er sygeplejerske med ambitioner. De får to sønner, som de opfostrer i idylliske omgivelser i en herskabsvilla på Rampen ved Risskov i Aarhus, hvor det bedre borgerskab holder til. Men efter 29 års ægteskab er forholdet slidt, og faren finder nye græsgange med en yngre model, såmænd en af sine elever, mens moren ikke kan få sine ambitioner indfriet. Idyllen er brudt, og skilsmissen og begge forældres efterfølgende svigt får uendelige konsekvenser for hele familien og langt op i Jesper Steins voksenliv.

17-årige Jesper bliver hos sin mor i det store hvide hus og bliver brugt som følelsesmæssig erstatning for morens tab. Hun ryger ned i et sort hul, alkoholiseret, deprimeret og grænseoverskridende i forholdet til sin søn. Teenageren forsøger at finde sin egen udvej med piger og druk men havner i en destruktiv flugt fra situationen, der gør hjertehamrende ondt at læse om. 

Både forældrene og Jesper bruger i årevis alkoholen som en trøst og fast følgesvend, de nægter at slippe, selvom den ødelægger alt for meget.  

Jesper Stein skåner ingen og slet ikke sig selv. Han skriver præcist, nøgternt og troværdigt og lige på og hårdt med stærke, smukke sætninger, der aldrig forfalder til sentimentalitet. 

Stein formår oveni at beskrive passager ud fra morens synsvinkel, mens hun står midt i krisen og midt i livet. Et modigt valg, der virker absolut overbevisende.

Her et uddrag fra en skiferie kort inden, det hele ramler:

Og nu er hun her i en hytte, og alt er som det plejer. Tilsyneladende, Finn er, som han plejer. Han underholder om aftenen, diskuterer litteratur med Peter og Jesper. I går læste Peter triumferende op af hans seneste anmeldelse i Weekendavisen af Pia Tafdrup, og Jesper sluttede af med at råbe: “I sin fritid kan han godt lide at gå i bjerge og dyrke asparges.” En sætning, der er blevet et mantra for drengene, fordi den stod i avisens præsentation af Finn, som det aldrig er lykkedes at få en asparges til at vokse i jord noget sted. Lene ler hele tiden af ham, børnene driver gæk med ham, Anders er betaget, ja alt er som det plejer, men intet er godt. Det er ikke skiene og knæene, det er ikke klimakteriet, det er ikke afslaget, det er, som om han er væk. Hun kan ikke nå ham. Han smiler og er glad, men når han pludselig ser på hende , er der ikke noget i blikket, hans øjne viger, som om de ikke hører til hos hende, han ser væk.

Evnen til at sætte sig ind i sin mors tanker og berette fra hendes synsvinkel med empati og forståelse er imponerende. Der har muligvis været en kvinde inde over, men det sproglige overskud er Steins, og det lader sig ikke begrænse af køn. Det har det heller aldrig gjort tidligere i de vitterligt velskrevne krimier.  

Jeg sætter også pris på, at Jesper Stein ikke bruger en masse sider på at beskrive arbejdet med bogen eller fabulere over de etiske dilemmaer der er ved at skrive om sine forældre og lægge det personlige ud så åbent og ærligt. Nu har han taget beslutningen, og han tager skridtet fuldt ud. Det er en god beslutning, for Rampen er uden tvivl en roman, der både kan vække genklang, sympati og forståelse for, hvad det vil sige, at blive såret på sjælen, og at forældre kan svigte noget så grusomt, også når de ikke kun er fulde af sprut men også af kærlighed til deres børn.  

Rampen er en af de bedste selvbiografiske romaner, jeg har læst. En modig og rørende skildring af et familietraume, der rammer langt udover rampen. En rå og barsk roman af den slags man godt kan finde på at læse mere end en gang.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

 

Paradis først af Kristina Stoltz

~ isabelrosado

Mens jeg skriver denne anmeldelse raser kolossale skovbrande langs den amerikanske vestkyst i staterne Californien og Oregon. Fænomenet er velkendt men eskalerer år for år og er nu værre end nogensinde. Skovbrande og klimakrise spiller også en rolle i Kristina Stoltz nye roman Paradis først, der udkommer i dag.

Paradise er en lille by i Californien, der går i brand i 2018, mens hovedpersonen Kristina efter mange års adskillelse er på besøg hos sin amerikanske langdistance kærlighed Marlon. De har boet tæt på Paradise, da de var unge, og forelskelsen var på sit højeste og i den grad brændende. Under genforeningen brænder Paradise helt ud, og det samme kan man sige om deres kærlighed, der har været så stærk og paradisisk, at det blev farligt. Trods store forskelle mellem de to har Kristina følt, at de var ens.

Vi ligner ikke hinanden længere, det har jeg lyst til at sige, vores ansigt er ikke det samme ansigt. Gad vide, om han også ved det, ser det, om du ser mig her på bænken overfor dig. Vores forhold endte ikke på den måde, som et forhold normalt ender, med et brud. Et brud var ikke muligt. Nogen ville dø, i virkeligheden, ikke som en forestilling, en metafor, nej det ville være en fysisk realitet, at nogen, at jeg ville dø, det tror jeg stadig.

Forholdet har ikke kun været intenst og passioneret men også turbulent, kaotisk og påvirket af kultur- og raceskel, af depression og vold og af forskellene mellem USA og Europa, og hvordan vi ser på hinanden. Meget er sket og forandret gennem de knap tredive år, de har kendt hinanden. Alt dette reflekterer Kristina over i en hyper aktuel kontekst af racisme, klimakrise, masseskyderier og præsidenten med det gule hår, mens hun undersøger kærlighedsrelationen og udviklingen af den i et dynamisk samspil mellem fortid og nutid mellem sandhed og følelse.

Det er imponerende, hvor godt det er lykkedes at komprimere så fornem en fortælling med så relevante temaer på så få sider.

Man kan undre sig over, at Kristina rejser til USA for at besøge sin eks på trods af deres lange historie, og hun undrer sig også selv, for Marlon skal giftes med en anden, og forholdet er for længst forbi. Kristina har børn og bor i Danmark. En genoptagelse, af det der var, har lange udsigter, og det findes ikke længere. Eller gør det? Kan deres samhørighed transformeres til et venskab og vil det? Og hvad er meningen med det?

Jeg spekulerer over, hvorfor for jeg igen befinder mig her, som om det ikke er en beslutning, jeg selv har truffet; at pakke sin kuffert, gå ned af trapperne og ud ad døren. Det ender med, at man sidder oppe under skyerne i en flyvende metalbeholder og lader sig fragte over seks tusinde kilometer. Skovbrandene skyldes klimaforandringer. Hundredevis af dyrearter er forsvundet fra jordens overflade. Hver dag uddør flere. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at kærligheden har mere med omgivelserne end med personerne at gøre. Når korallerne dør, hvad sker der så i mødet mellem to mennesker? Bliver det den samme fortælling? Bliver det overhovedet en fortælling? Så vidt jeg ved, er kærligheden altid en fortælling. På en måde fortælles den bagfra, mens den udspiller sig. Dengang vi forelskede os, var havene stadig fulde af levende koraller. Det er ikke så længe siden.

Paradis først er en atypisk og stærk kærlighedsroman skrevet i ét langt kapitel over 170 sider, der fletter fortid og nutid sammen i et yderst elegant og flydende forløb, der bevirker, at bogen er umulig at slippe. Historien er selvbiografisk men skrevet som et stilistisk eksperiment, der lykkedes helt utroligt godt. Forfatteren skifter mellem jeg fortæller og tredje person, som skaber distance til de passager, hvor forfatteren er i tvivl om, hvordan det egentlig skete. Romanen er dermed også en udforskning af selve erindringen om kærligheden, og det der var, og hvad der er tilbage. Kristina er aldrig i tvivl om, hvordan det føltes og beskriver med nerve og nærvær, så det virkelig kan mærkes hos læseren.

Skiftet mellem fortællerstemmerne fungerer formidabelt, og man er aldrig i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om, selvom den ene sætning er i København for år tilbage og den næste er i USA i nutiden.

Romanen er et slående eksempel på, at autofiktion og autenticitet kan skabe den allerbedste og mest vellykkede litteratur, der vækker genklang hos læseren. Det gjorde den i hvert fald for mig. Muligvis fordi jeg selv har en lignende historie i bagagen men ikke kun derfor.

Først for nylig er jeg kommet i gang med Kristina Stoltz forfatterskab med romanen Som om der også er selvbiografisk og helt forrygende. Også den fletter fortid med nutid, barndom med forældresmerter og voksenliv med parforhold og skilsmissesmerter, samt et øje der reagerer fysisk på det hele.

Alle litteraturelskere, der mener, at de er trætte af autofiktion, burde tage fat i disse to værker af Kristina Stoltz. Jeg er overbevist om, at de vil ændre mening og falde for genren på ny. Paradis først er en af efterårets helt store læseoplevelser.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Min søster er seriemorder af Oyinkan Braithwaite

~ isabelrosado

Søskende kan være så forskellige og alligevel så ens. For søstrene Ayola og Korede er det en usandhed med modifikationer. Den ene er skræmmende smuk og forblænder alt, der skygger for solen, den anden bliver dårligt bemærket. Ayola designer tøj og blogger på You Tube. Hun kan ikke gå forbi en mand, uden at han vil giftes,  om han har en kone eller ej. Rige mænd sponserer hendes forretninger. Skiftende kærester forguder hende.

Korede går i et med tapetet, arbejder hårdt som sygeplejerske på et hospital, passer patienter i koma – som hun også betror sig til, og så rydder hun op efter sin søster. Smukke Ayola har den brist, at hun går med kniv og ikke kan styre sit temperament. Gang på gang kommer hun til at slå sine kærester ihjel, angiveligt fordi kæresterne skulle til at slå.

Historien finder sted i Lagos, Nigeria i en veluddannet, moderne middelklasse, men kvinder kan trods styrke, selvtillid og selvstændighed kun til en vis grad gøre sig uafhængige af mænd. Siden søstrene var små har Korede haft til opgave at passe på Ayola, og derfor rydder hun op efter hendes blodsorgier uden de store protester bortset fra: – Hvad fanden er der galt med dig! Men hun tager slæbet og har styr på de helt rette rengøringsmidler, når et blodigt lig skal skaffes af vejen.

Da Korede selv får et crush på sin lægekollega Tade, indfinder dilemmaet sig, for da han får øje på Ayola, er han ligeså fortabt som de andre hankøn, og Korede har på forhånd tabt slaget om mandens hjerte. Det er nu op til hende at vælge. Skal hun advare Tade mod den skæbne, der kan vente forude, hvis han indlader sig med søsteren, eller lade den gå sin gang, så Ayola kan fortsætte sine ugerninger uden at stå til ansvar og tage konsekvenserne.

Det lyder måske som et grotesk set-up, men romanen Min søster er seriemorder er en lille genistreg. Skrevet af en ung nigeriansk forfatter Oyinkan Braithwaite, der har en yderst velslebet pen. Sætningerne er simple og korte, men historien er fuld af dybde. Den handler om komplekse søskende relationer. Det hele sat på spidsen men på en måde, der trods blod og mord nok kan vække genklang. Forhåbentlig ikke det med mord men splittelsen mellem misundelse, forskelsbehandling, uretfærdighed, dårlig samvittighed og en endegyldig loyalitet, når nære i familien begår dumheder, og når forældre gør forskel på deres børn.

Ayolas voldshandlinger er ikke opstået ud af det blå. Der ligger årsager bag begge søstres handlinger og indbyrdes relation, og selvom læserens sympatien det meste af vejen er med Korede, så opstår også en vis forståelse for Ayola.

Romanen er enkel, velskrevet, flyder ubesværet og er hurtigt læst. Den har dybde og humor og er både spændende som en thriller og underholdende med sin kombi af subtilt drama og komedie. Oveni er det ret forfriskende at få et andet blik på et afrikansk land fra en lokal forfatter, så de gængse forestillinger om folk og fattigdom får en vridetur i fordomsmaskinen. Et spøjst men gedigent mesterværk.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Peoples Press

 

Penge på lommen af Asta Olivia Nordenhof

~ isabelrosado

“Der er en tavshed, en frygt for at være dum, der sætter ind der, hvor økonomien begynder.”

“Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen.”

“Det er en handel, det ved hun, at få kærlighed af de voksne fra kommunen og forsage sig selv, men heller ikke blive alt for meget en anden, så de ikke har noget at have ondt af og lave om på.”

Tre stærke citater fra denne fuldstændigt formidable roman. Penge på lommen af Asta Olivia Nordenhof er første del af en føljeton om før- og efterdønninger af mordbranden på Scandinavian Star. Den tredje roman jeg læser indenfor et par uger af en ung dansk forfatter, der blæser mig helt omkuld med både sprog, karakterer, stærke historier og her også en markant samfunds- og kapitalismekritik. Med ganske få men skarptskårne ord argumenterer forfatteren for sin sag, så den bliver indlysende og svær at svare imod.

Romanen handler indirekte om mysteriet, tragedien og skandalen, der fandt sted i 1990 men også om en hel del mere. Om det tidlige svigt, det mærkede sind, den umulige kærlighed og om betydningen af at have penge og ikke at have dem, og hvad de driver mennesker til at gøre og miste for at få dem. Her personificeret af karakterer hvis skæbne kredser perifert men ikke desto mindre altafgørende omkring katastrofen. Igen en roman hvor alt det overflødige er skåret væk, og hvor de rene skarpe linjer fortæller det hele. En genial roman. Jeg glæder mig absurd meget til de næste.

★★★★★★

Bogen er udkommet på forlaget Basilisk. 

 

 

Tour de Chambre af Tine Høeg

~ isabelrosado

MERE AMOUR MINDRE MERDE står der på døren til en af hovedpersonen Astas kollegievenners værelse i Tine Høegs nye roman Tour de Chambre. Beskrivelsen er også ret præcis for denne smukke perle af en lystlæser. Jeg kom til at læse den i ét stræk, og det føltes bagefter lidt som at have frådset i alt for dyr kaviar. Som om jeg nogensinde har gjort det! Men de stramme og yderst velkomponerede linjer har ikke levnet ét eneste overflødigt ord, mens alt det mellem linjerne står rent – dog ikke bare som luft og fyld men sprængfyldt af følelser og drama, spændinger og fortielser om venskab og kærlighed om tillid, tab og sorg, om kroppe og hjerner, der brænder og om at følge kunstens kald og skrive trods al den indre energi og ydre modstand det koster. Fortid og nutid er her flettet sammen så fornemt, at det næsten giver åndenød.
Asta er veninde med Mai, der er alene med sin lille søn. De er tætte og har et langvarigt men lettere kompliceret venskab bag sig. Forskellige som nat og dag men uadskillelige, når det gælder. I hop mellem de unge år på kollegiet for ikke så længe siden og i nuet med voksenlivets besværligheder følger vi Asta og dem omkring hende, og det er både smukt, spøjst og speget.

Den her bog bliver et rigtigt sommerhit. Smuk indeni såvel som udenpå, men før jeg drukner i mine egne klicheer, så lad mig nøjes med at sige: læs den.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Meter i sekundet af Stine Pilgaard

~ isabelrosado

Den første bog, der har holdt mig helt tæt koncentreret til siderne under Coronakrisen, uden at tankerne flagrer, og blikket flakker mellem nyheder, angstneuroser og bestræbelser på at opretholde normalitet er Meter i sekundet af Stine Pilgaard. Den første udgivelse fra det nye forlag Gutkind. Det er en fuldstændig forrygende, smukt skrevet og meget morsom og rørende roman om et ungt par, der flytter til Velling i Vestjylland med deres lille søn.

Han skal undervise i litteratur på højskole og bliver hurtigt populær blandt de unge elever. Hun bestyrer en topunderholdende og ikke mindre end genial brevkasse, der nikker til Tove Ditlevsen og er mindst ligeså skarp, sjov, vis og rammende. En vi alle sammen kan lære lidt af, også selvom vi ikke umiddelbart kan genkende os selv i skribenternes situationer. Alene den er alle pengene og stjernerne værd.

Men ligeså fremragende vor hovedperson er til at belære og hjælpe andre, ligeså svært går det med at styre sig selv og egne udfordringer. Hun vil så gerne passe ind i lokalmiljøet og åbner gerne op og deler ud af de inderste tanker, men det skal man helst afholde sig fra på de kanter. Ofte går det over genvind, og hun bliver venligt men bestemt sat på plads af forstanderinden på højskolen, af kioskmanden, af sønnens dagplejemor og af selveste Anders Agger. Man kender det jo godt fra sig selv. Når nogen spørger, hvordan det går, og man bare skulle have sagt fint i stedet for at hælde det hele ud. Måske skulle man flytte til Vestjylland og så lære det? Det er i hvert fald ikke en uattraktiv tanke, når man læser denne skønne roman. På bedste højskolemaner indeholder den ovenikøbet en række nye sange, og det er så fint, som det kan være og passer ualmindelig godt ind i tiden lige nu, hvor fællessang har fået en renæssance.

Det er længe siden, jeg har smilet så meget under læsningen af en roman. Den er helt og aldeles vidunderlig, og hvis denne roman sætter standarden, tegner det virkelig godt for det nye forlag.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Frank vender hjem af Kristian Bang Foss

~ isabelrosado

Kristian Bang Foss er en af finalisterne til DR’s romanpris 2020, som kåres i juni, og det er så velfortjent, som det kan være. Jeg læste romanen sidste år og havde senere fornøjelsen af at interviewe forfatteren på Bogforum, men det skal nu ikke afholde mig fra at videregive min varmeste anbefaling her.

Efter en længere blogpause (de kommer jo, når anmelderiet er en hobby og ikke et levebrød) kan jeg konstatere, at Frank vender hjem var en af mine bedste læseoplevelser i 2019. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ikke fik læst tilnærmelsesvis så mange bøger, som jeg havde håbet på, og jeg har da heller ikke læst de andre to finalister til DR-prisen, men jeg har læst et par af de i alt seks nominerede, og denne er uden tvivl min favorit.

Frank vender hjem er en både storslået, sjov og rørende samtidsroman om de klasseskel, der lever på bedste vis, selv i lille velfærdsdanmark, hvor vi på en lys dag måske bilder os ind, at uligheden er udvisket. Naturligvis ikke. Og det er ikke kun de åbenlyse forskelle mellem boss og bums, der trækker skellene. I hvert sociale lag gemmer der sig tusindvis af skjulte koder, der angår alt fra mad, bestik, filmkundskab og andre samtaleemner samt utallige faldgruber af do’s and dont’s, selvfølger og indforstået jargon, der nøje skal indøves, når et menneske med bopæl i Danmark bevæger sig opad den sociale rangstige og forsøger at passe ind. Det er høje besværlige trin, der skal bestiges mellem hvert niveau, det ved enhver mønsterbryder, og den unge Frank snubler konstant og bliver både vred og depressiv men senere en fighter, der nægter at give op.

Frank kommer fra en familie helt nede i underklassen i Hvidovre med en far, Rock Tage, der har optrådt for møntkast på Strøget, og en mor der kigger for dybt i flasken. Frank skammer sig over sin baggrund og i stedet for at stå ved sit ophav, forsøger han at fortrænge det med påtaget intellektuelle referencer, da han som kvik universitetsstuderende bevæger sig op i den øvre del af socialstratosfæren hos kæresten Thea, hvis familie dog er mindst ligeså dysfunktionel som hans egen blot på en anden og til dels subtil måde. Frank kæmper for at tilpasse sig, men det går slet ikke godt med det, selvom Theas familie forsøger at byde ham ind i varmen ud fra bedste minimale evne. Sympatien hælder klart mere til Franks familie end til Theas, der selv mener, de er så rummelige, men snart udviser det stik modsatte. Det kommer der mange underholdende og nervepirrende scener ud af bundet sammen til en mesterlig og sørgmunter fortælling og en vidunderlig kombi af komik, magi, gakkede og rørende momenter, der på bedste uforudsigelige vis holder fast i læseren fra første til sidste side og leverer både fnis og tårer undervejs.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Gyldendals Forlag