Der Der af Tommy Orange

Hvis man tror, man ved noget om, hvad det vil sige at være oprindelig, indfødt amerikaner, Native American eller kort sagt indianer i nutidens USA, så har man måske en fornemmelse af, at det ikke er helt nemt. At det er noget med enten at leve i et reservat ude i naturen, hvor man holder fast på sine kulturelle værdier, eller at assimilere sig blandt alle de andre hårdtarbejdende, moderne mennesker i storbyens melting pot. I Tommy Oranges gennembrudsroman Der Der bliver de barske realiteter – det må man formode, idet forfatteren selv er indianer – kastet lige i synet på læseren, og de er værre end de værste anelser. En trøstesløs negativ spiral af social arv, ulighed og uretfærdighed.

Der Der er et nedslående indblik i den amerikanske hverdag for ikke mindre end tolv forskellige personer af oprindelig herkomst. Mennesker der på hver sin vis lever med konsekvenserne af knap et par århundreder af dårligt selvværd trukket nedover hovedet på dem af de hvide erobrere, der tog deres land og frarøvede dem alt. Ikke kun liv og lemmer og den stolthed der ellers havde præget naturfolket men hele kernen af deres identitet.

Den forsøger de at genskabe til de årlige Powwow festivaller, hvor de ifører sig kostumer med læder og fjer og opfører de oprindelige trommedanse, sange og ceremonier. De få, der kan betegne sig som mønsterbrydere arbejder ofte i NGO-støttede programmer, der har til formål at bevare den kulturelle arv. Størstedelen af befolkningsgruppen har for længst tabt kontakten til det oprindelige og lever rodløse tilværelser ofte på bunden af samfundet. Flere i en døs af misbrug, vold og  håbløshed.

Nogle af os har sådan en følelse indeni hele tiden, som om vi har gjort noget forkert. Som om vi selv er forkerte. Som om dem vi er inderst inde, det vi gerne vil navngive, men ikke kan, det er som om, vi er bange for at blive straffet for det. Så vi gemmer os. Vi drikker alkohol, fordi det hjælper os til at føle, at vi kan være os selv uden at være bange. Men vi straffer os selv med det. Det vi allernødigst vil, lander lige oven på os.

Den spøjse titel Der Der henviser til den nordcaliforniske by Oakland, hvor det ekstra Der betegner et sted, der har forandret sig så meget, at det ikke længere findes. “Der er ikke noget der der.” Det sted der var og er, men hvor selv minderne om der, hvor man voksede op er fortabt i uigenkendelighedens tåger. Udtrykket er hentet fra et digt af forfatteren Gertrude Stein, som på et tidspunkt boede i Oakland og skrev om det.

Der Der er forfatterens romandebut, og den er så gribende. Trods de korte bekendtskaber med personerne fanger hvert kapitel som små uafhængige og vanvittigt velskrevne noveller, men samtidig er det en fornemt sammensat fortælling, hvor de alle til slut mødes ved Oaklands Powwow, der udvikler sig fra fest til tragedie.

Det er noget af det stærkeste, jeg har læst længe. Brilliant, relevant og oplysende. Det er hjerteskærende og dybt rørende social realisme med stor sproglig og litterær skønhed.

En roman der er svær at slippe, også efter den er læst. Må den få al den kærlighed, den fortjener.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

 

 

Reklamer

Lige nu er jeg her af Isabelle Ståhl

Lige nu er jeg her er skrevet af en ny spændende forfatter, svenske Isabelle Ståhl, og den har været nomineret til fornemme litteraturpriser i Sverige.

Elise er ung og smuk, bor i Stockholm og læser på universitetet uden rigtigt at studere.

Hun drømmer om at blive forfatter men bruger tiden på at date på Tinder og poppe piller til fester. Hun har ikke været ædru i seng med nogen i flere år.

Jeg kan ikke komme i tanke om, hvornår jeg sidst følte mig nærværende sammen med nogen, måske engang inden der kom smartphones, måske med Sofia. Med hende føltes det altid inderligt, med hende behøvede jeg aldrig at lade som om, jeg følte noget.

Elise bliver forelsket i Victor, først på afstand og så tæt på. Hun sætter Victor på en piedestal, han føles ægte, indtil hun lærer ham ordentligt at kende. Så ryger han hurtigt ned igen.

Han aftjente ikke sin værnepligt, han var for svag. Hans skrøbelige krop ville ikke kunne klare sig længe i vildmarken.”Hvad synes du?” spørger han. “Pæn. Den klæder dig. Du er så pæn,” siger jeg og klapper ham på armen.

Victor bliver forelsket i Elise, de flytter sammen. Alt er godt i et par uger. Men Victor kan ikke fylde tomheden i Elise ud.

Kan han ikke se, hvor midlertidigt alting er? Jeget, livet, tilværelsen vi har sammen? Alt, hvad han gør, synes så ægte og naturligt, han lever som om, han ville leve evigt, som om det er meningsfuldt at bygge noget op. Jeg misunder ham.

Elise kan ikke leve op til de perfekte rammer om Victors liv, som hun selv er med til at stille op og forevige på Instagram. Hun vil bryde dem og gøre oprør mod den alt for tidlige småborgerlige konformitet, hvor tiden bliver fyldt ud af TV-serier, fancy dødsyge parmiddage og strategisk stræben efter karriere og designermøbler. Det gør hun så på afdæmpet facon ved at modsige Victors kærlighedserklæringer og evighedsforestillinger og ved at være ham utro med en moden herre. Den selvsikre forfatter Arvid, der kan tage fat om Elise men ikke på en måde, der gør hende lykkeligere.

Lige nu er jeg her handler om en ung selvoptaget kvinde, der på overfladen har meget men ikke kan mærke sig selv eller meningen med det hele. Den handler om tomhed og tristhed, om depression og om at være tilskuer til sit eget liv, mens man venter på det uundgåelige, selvom det formentlig ligger langt ude i fremtiden.

Jeg har et andet blik nu, end da jeg var femogtyve, det er mere mat og mere ligegyldigt, det er, som om øjnene er blevet slukket. Jeg tænker på det i flere timer, inden søvnen endelig tager mig.

Der sker ikke så meget i Elises og Victors liv, men dialogen mellem dem sitrer af angst, skuffelser og uforløste følelser og længsler.

“Undskyld jeg plager dig. Men jeg er voksen. Jeg skal kunne planlægge mit liv. Du kan jo aldrig give besked om noget som helst. Hvis man ikke kan planlægge fremtiden, bliver nuet helt uvirkeligt.”

”Jeg bliver så frygteligt bange af at planlægge,” siger jeg.

”Der må findes en eller anden slags terapi til dig.”

Jeg snøfter. ” Nej, jeg er terapi-resistent.”

Jeg ville aldrig græde, hvis han ikke var her og kunne se det.

 Lige nu er jeg her er en flot debut, helt fantastisk velskrevet med en strøm af åbenbarlige sætninger.

Jeg føler tit, at nuet ikke længere hænger sammen med fremtiden, men mere er som en form for grav, man kravler rundt i.

Det er en sorgfyldt generations- og samtidsroman af meget høj kaliber i al sin smukt komponerede enkelthed. Og den er også relevant for os, der var unge en, to eller tre generationer tilbage.

Elises eksistentielle udfordringer vil være genkendelige for mange, der har været 28 i moderne tider med eller uden sociale medier og Tinder som sublimeringsværktøj ved sin side.

Bogen er venligst tilsendt af C&K Forlag.

Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Børn kan sige de sjoveste ting til deres forældre, og forældre kan sige de værste ting til deres børn. Forfatteren Leonora Christina Skovs mor mente, at det var al den stress, datteren forårsagede, da hun sprang ud som lesbisk, der var grunden til, at moren fik kræft.

Historien om det dysfunktionelle forhold mellem Leonora Christina Skov og hendes forældre, udgiver hun nu i en selvbiografisk roman, der vil vække genklang hos alle, der har siddet ”skævt på potten” omme bag parcelhusets prydelige facade. Og den vil ryste dem, der er opvokset i en kernefamilie, der ligner noget fra et IKEA-katalog. Svære og komplicerede relationer mellem børn og forældre er ikke så usædvanlige, men Leonora Christina Skovs historie er helt speciel.

Forældrene er ikke dårlige mennesker. De holder af datteren på deres egen besynderlige måde, men det er en kærlighed på betingelser. Hun skal helst ligne dem og være som dem under parolen: Den, der lever stille lever godt, men Christina, som hun hedder på det tidspunkt, lever ikke stille, når først hun bliver voksen. Og moren har det slet ikke godt, selvom hun lever stille og isoleret fra omverden uden at kende andre end sin faste støttepæl hendes mand, den nærmeste familie og en kollega eller to.

Da Christina i en alder af 21 bryder ud af sin skal og fortæller forældrene, hvem hun er og altid har været inderst inde, kan de slet ikke håndtere det. Hun flytter fra Helsinge til København og folder sit selv ud som litteraturstuderende og forfatter med nyt fornavn, Leonora, og hun møder sin første kvindelige kæreste i det lesbiske miljø, en glamourøs præst, der hjælper hende med både storbydannelsen, selvagtelsen og modet til at blomstre ud i make-up og fine kjoler, som vi kender hende i dag.

Forældrene nægter helt frem til morens død i 2015, tolv år efter kræftdiagnosen, at have noget med kæresterne at gøre, ikke engang Leonoras store kærlighed, Anette, som hun gifter sig med. Det resulterer i mange års adskillelse med kun sporadisk og overfladisk kontakt.

Moren var psykisk skrøbelig og eminent til at manipulere med omgivelserne og få sin vilje ved at lægge sig ned og græde og true med selvmord og død. Faren valgte udelukkende at støtte moren, for som han senere begrunder det, var Leonora den stærkeste af de to, og kun hun ville overleve hans svigt. Leonora bliver vred, ensom og forbitret i de første år på egne ben, mens hun kæmper for at etablere den vision, hun altid har haft for sit liv og slår igen i mediedebatten på en måde, hun aldrig har formået overfor sine forældre. For tænk nu hvis moren døde af det.

I familien bebrejder man ved de få sammenkomster hinanden i iskolde vendinger for dernæst at lade som ingenting og gå videre med det praktiske. Som den dag forældrene sviner Leonora til på det groveste i hendes nykøbte lejlighed på Amager, forlader hende og vender tilbage med en videomaskine, som de lige faldt over og hellere måtte købe, for den mangler hun jo. Den slags bizarre scener er der en del af. Kram er der ingen af. Heller ikke de store forsøg på at forstå og tale igennem med hinanden.

Leonora skriver sin historie med enorm fortællerglæde og velkendt bid og humor, men dog en del nedtonet, forståeligt da stoffet er så sårbart.

Romanen springer i tid og lægger stærkt ud med Leonoras mors dødsleje på hospice. I et par år forinden har de nærmet sig hinanden igen. Christina har strakt hånden ud mod sin terminalt syge mor og søgt forsoningen og forklaringerne. Hun har begivet sig helhjertet ind i rollen som pårørende i sundhedsvæsenet og støvsuget nettet for viden om kemo og kure, der kan hjælpe hendes mor.

Men et klart svar på hvordan forældrene kan ignorere hendes eksistens i så mange år, får hun ikke. Der er antydninger her og der, som læsere kan fortolke på egen vis, men Leonora lærer aldrig sin mor at kende eller at forstå hende helt, og det er en sorg, der aldrig kan forsvinde.

Leonora Christina Skov har siden hun var helt ung skrevet dagbog og dermed også noteret sig ord for ord, hvad der er blevet sagt mellem hende og forældrene. Hun har tidligt haft en vision for sit liv og altid vidst, at hun ville skrive sin historie. Det kan mærkes i romanens præcise dialoger og eksakte beskrivelser, der fremstår helt ægte. Lidt af et særsyn i en selvbiografisk roman.

Som læser er man næsten ligeså anspændt, som de involverede må have været, når de en sjælden gang mødes under en anstrengt og trykkende stemning. Man kan dårligt få luft, da Leonora efter års adskillelse pludselig bliver inviteret på tur i tre dage med Norgesbåden af sin mor, der pludselig har noget, hun vil sige. Hvordan skal det dog gå?

For denne læser er det relationen til forældrene, der er det helt centrale og interessante i bogen. Også kærlighedshistorierne om forholdene til Ingrid og Anette er fine og sætter Leonoras Christina Skovs liv i perspektiv. Det er som om, at de har haft afgørende betydning for hendes egen evne til at elske.

Der er flere spor, som givetvis også er spændende, men som der enten bliver kørt for let henover, for eksempel forholdene til mænd, deltagelsen i debatten – eller dvælet for meget i, såsom processen både med denne og alle de tidligere romaner. Der er så meget stof i Leonora Christina Skov, at hun med fordel kunne have gemt noget af det til en anden roman.

Jeg savner lidt refleksion og selvfortolkning af, hvad forældrene egentlig mener, når de siger vanvittige ting, hvad ligger der bag? Skal alle de hårde ord tages så bogstaveligt? Hvorfor er de så homofobiske, som de er, når flere andre i familien og den indre missionske mormor accepterer det? Og hvordan kan det være, at forfatteren selv er så modsætningsfyldt et menneske med både en ekstrem power og slagkraftig evne til at argumentere enhver ned af stolen i et tv-studie, samtidig med at hun ikke kan konfrontere forældrene med deres svigt. Hvor kom styrken fra til at krydse klinger i den offentlige debat?

Uanset at flere spørgsmål dukkede op undervejs, så strøg jeg gennem bogen på få timer. Det er en både gribende, nedslående og slagkraftig erindringsbog om, hvad der sker med selvværdet, når et menneske ikke kan blive elsket uden betingelser og aldrig kan få svar på hvorfor.

Som psykoanalytikeren Alice Miller citeres for i romanen:

– Hvis en mor ikke elsker og støtter sit barn betingelsesløst, fortrænger barnet sine følelser og skaber et omverdenstilpasset selv.

Den, der lever stille er også en vedkommende og inspirerende bog for alle med og uden forældre-issues om at blive udslettet fra familiealbummet og rejse sig selv igen. Den er smuk udenpå og indeni, rammende og fængende fortalt, en læseoplevelse jeg klart kan anbefale.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

Niksen af Nathan Hill

skaermbillede-2017-02-28-kl-14-42-13Hvis du som jeg har en forkærlighed for romaner, der giver sig i kast med den store amerikanske fortælling, så fejer du læsebunken af natbordet og går i gang med Niksen af Nathan Hill. Jeg elsker hver eneste sætning i den her bog i en grad, at jeg får hvide lyspletter for øjnene, hver gang jeg læser let henover linjerne i stedet for at dvæle og suge ordenes handling og mening ind som hjerneføde og fornyet læseenergi. For det giver den i rige mængder, udover at den er eventyrligt underholdende, morsom, rørende og nærmest uhyggeligt forudseende aktuel i sit syn på politik og medier.

Ud af romanens 750 sider har jeg markeret cirka 500, fordi de er spækket med stærke sætninger skrevet i et klart og formfuldendt sprog med tankevækkende citater og skarp samfundskritik. En helt igennem imponerende debut af Nathan Hill, som har taget sig ti år om at skrive sin fantastiske historie, ligesom Donna Tartt gjorde med Stillidsen. Det giver litterære point, når en forfatter gør sig så meget umage, og tendensen med at skrive lange romaner giver fuldstændig mening i dette tilfælde. Der er ikke en linje for meget.

Historien udspiller sig i Chicago, New York, Iowa og Nordnorge og springer i tid mellem 1968, 1988 og 2011. Samuel er en først lovende, nu falleret og ensom forfatter. Han skylder sit forlag en bog på grund af et forskud, han for længst har opbrugt, underviser i litteratur på college for at overleve og spiller computerspil resten af døgnet i kamp mellem elve og orker.

Hans mor Faye forlod ham pludseligt, da han var 11 uden en forklaring, og hans store kærlighed fra barndommen går tabt på samme tidspunkt. Efter tyve år uden kontakt dukker Faye op i medierne, anholdt for terrorisme, fordi hun har kastet med sten mod en yderst højresnoet guvernør, der stiller op til præsidentvalget. Et billede fra en protestdemonstration i 68’ skaber overskrifter om en radikal hippie, der sågar har været anholdt for prostitution. Samuel kender kun sin mor som indadvendt, kærlig husmor i Iowa, der forsvandt ud af hans liv og tog trygheden med sig fra den ene dag til den anden. Morens historie kan være Samuels redning mod et sagsanlæg fra sit forlag, og han går i gang med at researche til sin bog om Hippie Terroristen.

Undervejs får han hjælp fra en medspiller på nettet ved navn Pwanage, hvis livsstil vil få alarmklokkerne til at runge hos enhver forældre til en gamerboy. Samtidig bliver han udsat for en hævnaktion fra en elev, Lede Laura der giver begrebet narcisisme nye vidder, og hvis projekt han har dumpet, fordi hun har skrevet det af fra nettet. Samuel er i krise, men efter Fayes mening er en krise slet ikke en krise, men blot en ny begyndelse. ..Alle virkelige forandringer bør i første omgang skræmme dig.

I sin efterforskning møder Samuel markante personer fra sin mors fortid, og får åbnet sprækkerne ind til en forståelse af hendes uforståelige valg og en erkendelse af, at æblet nok ikke falder så langt fra stammen, og at niksen! flytter med, uanset hvad man selv måtte mene. Flere af bogens temaer rammer lige i hjertekulen, og nedslående nok er de, der handler om kvindens emancipation, kampen mod misogyni og for menneskerettigheder som ved et trylleslag blevet tæt på ligeså højspændt nu i 2017, som de var i 1968.

Niksen er både storslået familiesaga, psykologisk drama, politisk satire og skarptslebet samtidskritik. Helt på højde med Donna Tartt, Jonathan Franzen, og jeg vil mene højere end John Irving, som han også er blevet sammenlignet med.

Nathan Hill er godt i gang med at indtage det litterære verdensherredømme med sin roman, og en tv-serie baseret på The Nix er allerede under produktion med selveste Meryl Streep i hovedrollen. Man kan så vælge at se den som et bud på, hvordan det var gået, hvis hun aldrig var vendt tilbage til det barn, hun forlod i Kramer mod Kramer eller som en forlængelse af sin nyligt vundne status som Hollywoods talerør og oprør mod det nye politiske regime i USA, der knap har varet to måneder men føles som to år. Det kan kun blive godt, og jeg glæder mig.

Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

Min ukendte bror af Niels Lyngsø

Skærmbillede 2016-01-20 kl. 14.05.58Man behøver ikke at have gået på Nørre Gymnasium i firserne for at synes godt om Niels Lyngsøs roman Min ukendte bror, men det gør den lidt sjovere at læse. Jeg var putte (1.) G’er, da forfatteren var 3.G’er og dermed var afstanden lagt fra starten. Men alle vidste, hvem Niels Lyngsø og hans slæng var. Alle os, der var til Cure, Clash og U2 og gik i sort tøj fra Roger, ville gerne være venner med dem. En stor del af de andre i gymnasiet på den tid var medlem af KU og gik med Lacoste poloer og morfartrøjer, så de var nok ligeglade. Men det var vi ikke. Slet ikke når den musikalske del af gruppen optrådte til festerne. Jeg husker, at det var dem, der fik mig til at søge til dette gymnasium efter en introaften, hvor de gav fuld gas i fællessalen og spredte så meget energi og gode vibes omkring hele skolen. Det, og så det at jeg både kunne få spansk og filmkundskab, fik mig til at pendle fra Amager til Brønshøj hver dag i tre år.

Det sjove er, at når man læser om hovedpersonen Hans-Peters ungdomsår på Nørre G. i Brønshøj, så er det ret nemt at sætte ansigter på flere af de karakterer, der omgiver ham. Desværre ikke den person man er mest nysgerrig på, selv om jeg har bladret ivrigt i de gamle årbøger. Nok om det.

Uanset hvor du kommer fra, og om og hvor du har gået på gymnasiet, så må du læse Min ukendte bror. Den er så fremragende, som en roman kan være.

Hans-Peter bliver i nutiden fundet på helikopterplatformen på Rigshospitalet. Den nu fyrreårige mand er brudt sammen i en slags psykose. Han taler i tåger og kan ikke redegøre for de seneste par dage af sit liv. I tågestrømmen af ord opdager en portør versene fra U2 sangen I still haven’t found what I’m looking for, som har en særlig betydning for Hans-Peter. Og jo den går dybere end for de fleste, selv om sangen betyder noget for mange i den generation.

Hans-Peter kommer i terapi hos hospitalets psykiater og vender så småt tilbage til sig selv. Men det er en mystisk fortæller, der beretter om hans liv. Fra barndommen i “trygge” rammer i et parcelhus i Skovlunde som bag hæk og mur “…skulle beskytte kernefamilien mod udefrakommende farer….uanset at det som reelt kunne true kernefamilien, såsom utroskab eller arbejdsløshed, ikke lod sig standse af en hæk eller en mur….” til hans nyligt afsluttede ægteskab i en liebhaverlejlighed på Østerbro. Det bliver en fuldstændig fantastisk fortælling om søgen efter kærlighed, fællesskab og den højere mening med at være et lille fnug i det store univers. Fra helt ung er Hans-Peters krop styret af umættelige seksuelle drifter, samtidig med at hans hjerne fungerer skarpere end de flestes med en nærmest overnaturlig sans for sprog, filosofi og astronomi. I den ualmindeligt velskrevne historie bliver læseren overøset med fint formidlet viden indenfor disse og andre emner, samtidig med at man berøres dybt af Hans-Peters liv, der langtfra er nemt.

Fra lille føler han sig udenfor og malplaceret i eget liv og familie som en alien fra det ydre rum. En extra terrestrial  – eller som David Bowies Starman på midlertidigt besøg på den forunderlige planet jorden.

“Jeg har altid været som en fremmed. Derhjemme, i skolen, og også senere, da jeg blev voksen. Jeg ser tingene udefra, nogle gange ser jeg også mig selv udefra. Jeg er aldrig med, jeg er aldrig en del af noget,” siger Hans-Peter til sin terapeut.

Det er fiktion, men der er utvivlsomt en hel del elementer fra forfatterens eget liv at finde i denne overraskende beretning, der blander danmarkshistorie, dannelsesroman, familiefortælling, psykologisk spænding og en smule sci-fi i et værk. Det gør den ikke mindre rørende og ovenikøbet spændende at læse.

Niels Lyngsø er digter, debattør og en af Danmarks bedste oversættere af skønlitteratur. Min ukendte bror er hans anden roman, men det er ikke hans sidste. Historien lægger i den grad op til en fortsættelse. På de sidste sider bliver den mystiske og alvidende fortæller afsløret, og som læser bliver man nødt til at vide mere. Efter sigende er forfatteren i fuld gang. Det bliver en to’er, jeg glæder mig usigeligt meget til.

Min ukendte bror er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

Patrick Melrose-romanerne II af Edward St. Aubyn

Untitled-1Hvis du går rundt og er lidt småbitter over din egen barndom, så skal du læse Patrick Melrose romanerne. Snart vil dine forældre fremstå som de mest pragtfulde i verden, og du vil sende dem et par kærlige tanker i taknemmelighed over, at du trods alt ikke har haft samme opvækst som ham.

Jeg har netop afsluttet 4. og 5. del af romankvintetten af den uforlignelige forfatter Edward St. Aubyn, som fornylig gæstede København. Jeg har læst dem langsomt, for den engelske forfatter er så brilliant og velskrivende, at jeg håbede på at lagre hvert eneste ord og indsigtsfulde sætning i langtidshukommelsen, hvilket selvfølgelig er umuligt. Og så skal man heller ikke glemme den høje underholdningsværdi med de i britisk særklasse sarkastiske og ironiske spydigheder, der siver ned langs siderne.

Du er nødt til at læse de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb i den sammenhængende selvbiografiske historie, før du går videre til næste bind med de to sidste Moders Mælk og Til Sidst. Læs min anbefaling af de tre første her

Både hver for sig og samlet set er det fornem romankunst af allerhøjeste kaliber. Ordet mesterværk synes ikke helt at retfærdigøre skrivearbejdet, for det er trods alt levet liv og et virkeligt menneske, der har oplevet frygtelige overgreb og afsavn, før han formår at omsætte sine erfaringer og refleksioner og forvandler dem til et litterært konstrueret storværk med relevans for alle.

I sin helhed handler det om Patricks kvaler med sin opvækst, der forfølger ham hele voksenlivet i form af selvdestruktion, selvhad, depressioner, ensomhed og misbrug.

Det foregår på første klasse i England og Frankrig, men det bliver det ikke mindre gribende eller mere distancerende af. Der er masser at hente på identifikationskontoen også for os fra den gennemsnitlige danske middelklasse. Der er desuden andre vigtige temaer end forældres gigantiske påvirkning af barne- og voksensindet. Afhængighed, fortabelse, moderskab, kærlighedssurrogater og til sidst det altoverskyggende: Frihed. Friheden til selv at vælge sine tanker, fokusere på det man er interesseret i, og leve det liv, man ønsker uden at blive vildledt af projektioner, vrede, bitterhed, afhængighed, tvangstanker og ufrivilligt tvunget til at svælge i sine traumer.

I de to sidste romaner følger vi ikke kun Patricks synsvinkel men også flere af de mennesker, der omgiver ham. Undervejs præsenteres læserne for det fulde omfang af grusomheder, der er blevet begået mod Patrick men også mod andre i hans barndom.

Moders Mælk

Patrick er blevet gift med Mary og far til Robert og Thomas. Hans mor Eleanor har i en årrække dedikeret sit liv til en spirituel bevidsthedsbevægelse og organisationen Red Barnet. Som gammel og tiltagende dement beslutter hun sig for at gøre Patrick arveløs og overlader residensen i Frankrig til sin guru Seamus i stedet for sin fortabte søn. Patrick er rasende, for det er det eneste sted, der forbinder ham til barndommen og hans rødder på godt og ikke mindst på ondt. Han er hunderæd for at overføre sin fars sadistiske tilbøjeligheder og sin mors afmagt og inkompetence som forælder til sine egne børn og kæmper nu med en voksende vrede overfor hende. Udover Patrick følger vi den ældste søn Robert, som forguder sin far og hurtigt følger ham i distanceringen til sin bedstemor. Senere følger vi Mary, der selv har et anstrengt forhold til sin selviske, ufølsomme mor Kettle, og som nu har overgivet sig til moderskabet i en sådan grad, at Patrick bliver skubbet ud på et sidespor, mens han hungrer både efter en kvinde og en moderlig favn. Selvhadet vokser i takt med den midaldrendes trængsler. Ægteskabet er på gyngende grund.

Til sidst

Eleanor er død. Patrick og Mary er separeret. Romanen foregår til Eleanors bisættelse. Af spøgelserne fra fortiden er nu kun faderenes ven og ligeså verbalt sadistiske Nicholas Pratt tilbage på jordkloden. I et kort sekund ønsker Patrick, at hvis blot han også faldt død om, ville vejen mod friheden i en post-forældre verden langt om længe stå åben. En skør kvinde fra både Patricks og Eleanors fortid dukker uventet op til bisættelsen og laver ravage i det hele. Hun viser sig at få funktion af en slags hjælpende engel, der til sidst kan få Patrick til at slippe sine lidelser og den afhængighed han har haft hele livet af såvel lidelserne som stofferne, kvinderne, alkoholen og den distancerende ironi “- the hardest addiction to give up.” Han ser det hele og sin mor i et andet lys. Ikke et tilgivende lys “ – to forgive you have to feel morally superior.” men et frigørende lys. Måske det lys der senere får Edward St. Aubyn til at skrive sine romaner.

Verden er latterlig og hjerteskærende på samme tid

I november var Edward St. Aubyn på besøg i Den Sorte Diamant og fortalte om sin roman til Mikkel Bruun Zangenberg foran et henført publikum. Med hans stoiske ro og myndige, afdæmpede forfatterstemme var det svært at forestille sig, at Patrick Melrose er hans alterego. Men hvor er det fantastisk, at man kan komme så godt ud på den anden side af hårdt levet liv, og hvor er han dog umådelig interessant at lytte til.

Forfatterens definition af den ultimative frihed er en af de smukkeste, jeg nogensinde har hørt:

Freedom is to react to nothing and respond to everything.”

Se selv med og oplev interviewet fra Den Sorte Diamant her: 

Patrick Melrose-romanerne er venligst tilsendt af Gads Forlag.

Planen af Morten Pape

Planen forsideHvor det dog glæder mit lille Amager hjerte, at det lige netop blev Morten Pape, der vandt årets debutantpris på Bogforum. Stort, stort tillykke! Aldrig før har jeg heppet på en bestemt vinder flere dage i forvejen, og det er ikke sådan, at jeg kender manden. Men Papes roman Planen har blæst mig bagover af benovelse. Den er vanvittigt velskrevet, helt vild i sit indhold, og jeg er helt vild med den på alle tænkelige planer. Sjov, sørgelig, rystende, skræmmende, oprørende og tankevækkende.

Planen handler om Morten Papes opvækst i ghettoen Urbanplanen på Amager. Det sociale boligbyggeri med lejligheder, rækkehuse, skole, kirke, daginstitutioner, grønne områder og eget butikscenter, der opstod i slut-tresserne og skulle have været en lille velfærdsoase for det arbejdende folk i overborgmester Urban Hansens socialdemokratiske København. Det blev også en ø i øen, men et sted som alle os, der boede udenfor hurtigt lærte at holde sig langt væk fra.

I teorien kunne man leve et helt liv uden nogensinde at have brug for at bevæge sig udenfor Urbanplanen.

Det ligger fire gader fra hvor jeg bor og er vokset op, og selv om man har haft sine forestillinger om livet i Urbanplanen, så overgår Papes beretning ens værste fordomme. Det er selvfølgelig trist, men hvor er det godt, det bliver fortalt, og hvor er det stort, at det bliver fortalt så godt!

Jeg gik i samme ungdomsklub som Pape og havde venner, der boede i Urbanplanen, men det var i 1980’erne cirka 15 år før bogens handling finder sted. Det var råt men ikke tilnærmelsesvis så råt, som det blev i løbet af 1990’erne og fra 2000 frem. Hold nu op, der er sket ting og sager og kun til det værre. Dog er det mit klare indtryk, at både Urbanplanen og Dyvekeskolen, der længe har haft et elendigt ry, i de sidste fem år har gennemgået en række forbedringer, men om det har gjort livet nemmere, hvis man bor i Planen, tør jeg ikke sige.

Pape vokser op i et splittet samfund mellem muslimer og taberdanskere, et sted hvor alle hader hinanden på kryds og tværs af nationaliteter men er tvunget til at omgås i skolen og i klubben men som også danner et fællesskab mod dem udenfor, der hader alle fra (T)Urbanplanen. De unge fra parcelhusmiljøer på Amager, som ikke er mindre taberagtige, og hvoraf en stor del er racister. Vold, afstumpet opførsel, kriminalitet, stoffer og ligegyldig sex er hverdag for de unge helt ned i 12-årsalderen.

Pape er for intelligent til det sted. Det samme er hans mor, men de er fanget i et trøstesløst liv ligesom alle de andre. For moren betyder det kronisk depression. For Pape bliver det en kamp for at komme væk. Men inden det lykkedes, forsumper han i afmagt, hashmisbrug og en vaklen mellem fløjene i Planen. Hvor hører han til? Er han perker-Pape eller kartoffel-pape?

“Hvad laver du”? siger Behrouz. “Hvad? Hvad har jeg gjort?” “Du lægger din hoved helt ned mod bordet, når du spiser.” “Det er så jeg ikke spilder ned af mig selv.” Behrouz smiler og ryster på hovedet af mig. “Endnu en forskel på danskere og perkere. Har du set en perker spise en dürum som om han var bange for at svine?” Jeg tænker mig længe om, men kan slet ikke følge Behrouz’ betragtninger. Han er klogere end de andre, en dreng der lægger mærke til resten af verden, ligesom mig(…..) Han tager sin shawarma op foran sig med to hænder som var det skæftet på et sværd, han skal til at stikke i sin fjende. “Lad maden komme til dig. Ikke noget med at bøje eller bukke sig ned og være forsigtig. En rigtig mand har altid sin hage oppe. Tag den op til din fjæs, og tag en bid. Sådan er det også med livet. Bare lade det komme, wallah. Ikke noget med at gemme sig.” Jeg stener længe på ham. “Er du blevet filosof nu, eller hvad?” “Hvad er en filosof?” “Sådan en som tænker over livet og sådan noget shit.” “Selvfølgelig gør jeg det. Tror du bare man kan klare sig uden? Jeg sværger, Pape. Den her nye årtusind vi lige er startet på, der gælder kune én regel:man må klare sig selv. Man kan ikke stole på nogen. Bare vent og se.” Han tager en bid af toppen og smider en klump stanniol ned i fletkurven. Han tygger af munden og nikker mod mig imens. “Den her verden eksploderer snart. Alle hader hinanden. Bare se på vores skole. Man skal være klar på det når det sker.”

Det hele kulminerer efter terrorangrebet i New York 11. September 2001, hvor hadet og modsætningerne eksploderer, og det kan man mærke, hvis man bor i Planen. Helt ind i klasseværelset.

Morten Pape vokser op med en tiltagende vrede over sit ophav og miljø og føler sig konstant fremmedgjort overfor sin familie og sine omgivelser. Alligevel er det en beretning fuld af kærlighed, forståelse og forsoning med rødderne, han har skrevet her ti år efter, han er sluppet ud og kommet videre.

Historien om Papes far og mor skærer helt ind i sjælen. En underskudsfamilie der egentlig ikke er mere dysfunktionelle end gennemsnittet og har kærlighed til de tre børn, men især farens svigt efter skilsmissen og mangel på selvindsigt er helt abnorm, samtidig med at man får lidt ondt af ham på grund af Papes nådesløse udlevering af hans pinlige adfærd.

Morens indre pinsler men også kamp for og styrke til at gøre det bedste, hun formår for sine børn er rørende læsning. Hendes historie bliver udleveret ligeså råt for usødet af sønnen, men selv om det er barskt og pinligt, mister man aldrig sympatien men får bare lyst til at sende hende på et meget langt kurophold. Pape er ligeså nådesløs ved sig selv og fortæller om barndommen og teenageårene og egne indre kampe med en hudløs, dybt troværdig og ucensureret ærlighed, der bare afføder endnu mere respekt. Det samme gør det eminente sprog, der synker let og ubesværet ind sammen med lidt klogskab fra både Morten og et par af hans få kvikke venner, og den underliggende samfundskritik som skinbarlige sandheder.

Kære litterater, I behøver ikke længere efterlyse den store danske dannelses- eller generationsroman. Den er lige her.

Planen er en vigtig bog, et stykke historisk socialrealisme, der bør indgå som pligtlæsning i skolerne fremover, indtage en plads i den danske litteraturkanon og modtage så mange hædersbevisninger som muligt.

Den har skubbet alt andet ned fra min personlige præmiehylde i bogreolen og står nu lysende klart på en førsteplads som min største læseoplevelse i 2015.

Planen er venligst tilsendt af Poltikens Forlag.