I Ruiner af Morten Pape

Med I Ruiner afslutter Morten Pape tredje del af sin Amager-trilogi, som denne gang handler om middelklassens ulyksaligheder.

Det er nok de færreste, der ikke har hørt om Planen og Guds Bedste Børn, to stærkt anbefalelsesværdige mesterværker i den socialrealistiske genre, som bør være pligtlæsning for alle fra de senere skoleår. Den første et autofiktivt værk om Papes opvækst og ungdom i Urban Planen, og den anden ligeledes baseret på virkelige personer og en grusom begivenhed, der fandt sted i Holmbladsgadekvarteret, da et ungt avisbud blev slået ihjel i 2008. Tematikkerne i begge var håndgribelige og vigtige; fattigdom, racisme, social arv, mønsterbrydning, kriminalitet, vold, fraværende fædre og nedbrudte mødre, drømme, vilje og håb.

Denne tredje roman baserer sig på Amagerbankens krak i 2011, og de konsekvenser det fik for bankens investorer, som i mange tilfælde var helt almindelige mennesker, der havde sat alle sparepengene til. Udover inspirationen og grundig research herfra men også andre virkelige begivenheder som folkedrabet i Rwanda, de gule vestes oprør samt nedbrændingen af Notre Dames i Paris, er Pape i højere grad gået all-in på fiktionen og brug af fantasien, og det gør han også med bravur, fordi han er en formidabel fortæller og skribent. Desværre er jeg ikke helt så udelt begejstret for romanen som helhed, som for de tidligere. Det er nok også for meget at forlange efter to mesterværker.

Morten Pape kan skrive fanden et øre af og dramatisere en historie, så selv en leverpostejmad bliver spændende, og det gør han I Ruiner, som både er ekstremt velskrevet i et skarpt skydende sprog men også overdramatiseret til en kombi af hyper- og magisk realisme, der svækker på troværdigheden og dermed også lidt på læseengagementet.

Vi følger den unge Amalie, forfatterens kvindelige alter ego, der i en ung alder er både kulturelt og politisk bevidst. Hun ved alt om film og ikke mindst filmmusik og vil gøre en forskel og redde verden fra sig selv. Amalie vokser op i en helt ’almindelig’ dysfunktionel familie på udkants-Amager ved Ugandavej for enden af Kongelundsvejen. Vestamager – igen en berygtet del af øen, hvor række- og parcelhuse er linet op i lige linje, men hvor flere har sprækker bag facaden, og hvor vold, ballade, Nøragersmindebanden, Bullshit og rockermord i årtier har været en del af mytologien.

Amalies far Stig er lidt af en fantast og en drømmer af en forretningsmand, hendes mor er ansat i en stabil stilling i Amagerbanken og hendes lillebror en indesluttet, ulykkelig dreng, der først gemmer sig bag computeren og i teenageårene roder sig ud i noget forfærdeligt snavs. Begge børn bliver udsat for mobning og vold i et miljø og af nogle karakterer, der på visse punkter fremstår for karikeret og på andre er helt i tråd med det Amager også er, selvom det er så meget andet.

Amalie har en morfar, der med lædervest, banden og svovlen minder om onkel Stewart fra Anders Matthesens univers. Morfar er ekskluderet af familiens øvrige medlemmer, men kan banke de bølle-piger, der generer hans barnebarn, og så er han ovenikøbet en ligeså glødende filmentusiast med en forkærlighed for franske nybølgefilm og en dygtig frisør. Okay så siger vi det.

Familien er fra starten besynderligt uforbundet og hvert medlem mere eller mindre fremmede for hinanden, selvom der også er kærlighed mellem dem, men livet og lykken er helt op til den enkelte, uden at de andre blander sig eller forsøger at hjælpe hinanden. Det er ikke helt mit billede af en typisk middelklassefamilie, Amager eller ej.

Da Stig sætter hele familiens økonomi over styr ved at spekulere i banken, og det ender så galt som det kan, går det hele i opløsning. Flere hændelser op til tyder imidlertid på, at familien var brudt sammen med eller uden et bankkrak og en økonomi i ruiner.

Fra sidelinjen springer karakterer og sidehistorier frem i den næsten 600 sider lange roman og den bevæger sig ud af et spor, der begynder at virke påklistret, overlæsset og med moralsk løftede pegefingre. ”Den der tier samtykker” er romanens præmis, og det er alt sammen rigtig nok og fint at pointere, men det er også lidt af en mundfuld at ikke kun det globale samfund og dets stater men nærmest også hver eneste læser af romanen skal tage del i ansvaret og indse skyld og skamme sig over eksempelvis folkemordet i Rwanda. Det er helt i sin orden at belære læseren om forfærdelige forbrydelser, der finder sted mod mennesker, men det er jo ikke den eneste grusomhed, man kan gå på barrikaderne over. Rwanda fortjener at få udfoldet sin historie, men den kunne være gemt til en anden roman. I denne sammenhæng bliver den en lang irriterende afbrydelse af det centrale.

Det er historien om familiens sammenbrud, der er kernen i romanen, og den er fremragende, frustrerende og rørende fortalt, så det kan mærkes i hjertet. Både historiens start, midte og slutning er gribende og flere gange tårepersende.

Jeg er til stadighed kæmpe fan og beundrer af Morten Papes forfatterskab, og jeg ser frem til flere Amager-historier, eller hvad han end måtte finde på næste gang. Gerne i lidt mere komprimeret form.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.