Tag: autofiktion

Rampen af Jesper Stein

~ isabelrosado

En af Danmarks bedste krimiforfattere Jesper Stein har med sin nye roman Rampen taget en afstikker fra sit alter ego, den alkoholiserede og dæmoniserede Axel Steen og stukket kniven direkte ind i sig selv. 

Med Rampen udforsker han sin egen og sine forældres smerte og svigt efter deres skilsmisse tilbage i 80’erne, og det gør han med en formidabel og stærkt vedkommende roman. 

Bortset fra chokket da unge Jesper opdager, at hans far er moren utro efter mange år sammen, begynder romanen lyst med en god og tryg barndom i en dannet kernefamilie. Forældrene er et velfungerende stabilt ægtepar par med en virkelig smuk og særpræget kærlighedshistorie bag sig. Far Finn er litterat, underviser på gymnasiet og anmelder for Weekendavisen, mor Jytte er sygeplejerske med ambitioner. De får to sønner, som de opfostrer i idylliske omgivelser i en herskabsvilla på Rampen ved Risskov i Aarhus, hvor det bedre borgerskab holder til. Men efter 29 års ægteskab er forholdet slidt, og faren finder nye græsgange med en yngre model, såmænd en af sine elever, mens moren ikke kan få sine ambitioner indfriet. Idyllen er brudt, og skilsmissen og begge forældres efterfølgende svigt får uendelige konsekvenser for hele familien og langt op i Jesper Steins voksenliv.

17-årige Jesper bliver hos sin mor i det store hvide hus og bliver brugt som følelsesmæssig erstatning for morens tab. Hun ryger ned i et sort hul, alkoholiseret, deprimeret og grænseoverskridende i forholdet til sin søn. Teenageren forsøger at finde sin egen udvej med piger og druk men havner i en destruktiv flugt fra situationen, der gør hjertehamrende ondt at læse om. 

Både forældrene og Jesper bruger i årevis alkoholen som en trøst og fast følgesvend, de nægter at slippe, selvom den ødelægger alt for meget.  

Jesper Stein skåner ingen og slet ikke sig selv. Han skriver præcist, nøgternt og troværdigt og lige på og hårdt med stærke, smukke sætninger, der aldrig forfalder til sentimentalitet. 

Stein formår oveni at beskrive passager ud fra morens synsvinkel, mens hun står midt i krisen og midt i livet. Et modigt valg, der virker absolut overbevisende.

Her et uddrag fra en skiferie kort inden, det hele ramler:

Og nu er hun her i en hytte, og alt er som det plejer. Tilsyneladende, Finn er, som han plejer. Han underholder om aftenen, diskuterer litteratur med Peter og Jesper. I går læste Peter triumferende op af hans seneste anmeldelse i Weekendavisen af Pia Tafdrup, og Jesper sluttede af med at råbe: “I sin fritid kan han godt lide at gå i bjerge og dyrke asparges.” En sætning, der er blevet et mantra for drengene, fordi den stod i avisens præsentation af Finn, som det aldrig er lykkedes at få en asparges til at vokse i jord noget sted. Lene ler hele tiden af ham, børnene driver gæk med ham, Anders er betaget, ja alt er som det plejer, men intet er godt. Det er ikke skiene og knæene, det er ikke klimakteriet, det er ikke afslaget, det er, som om han er væk. Hun kan ikke nå ham. Han smiler og er glad, men når han pludselig ser på hende , er der ikke noget i blikket, hans øjne viger, som om de ikke hører til hos hende, han ser væk.

Evnen til at sætte sig ind i sin mors tanker og berette fra hendes synsvinkel med empati og forståelse er imponerende. Der har muligvis været en kvinde inde over, men det sproglige overskud er Steins, og det lader sig ikke begrænse af køn. Det har det heller aldrig gjort tidligere i de vitterligt velskrevne krimier.  

Jeg sætter også pris på, at Jesper Stein ikke bruger en masse sider på at beskrive arbejdet med bogen eller fabulere over de etiske dilemmaer der er ved at skrive om sine forældre og lægge det personlige ud så åbent og ærligt. Nu har han taget beslutningen, og han tager skridtet fuldt ud. Det er en god beslutning, for Rampen er uden tvivl en roman, der både kan vække genklang, sympati og forståelse for, hvad det vil sige, at blive såret på sjælen, og at forældre kan svigte noget så grusomt, også når de ikke kun er fulde af sprut men også af kærlighed til deres børn.  

Rampen er en af de bedste selvbiografiske romaner, jeg har læst. En modig og rørende skildring af et familietraume, der rammer langt udover rampen. En rå og barsk roman af den slags man godt kan finde på at læse mere end en gang.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

 

Paradis først af Kristina Stoltz

~ isabelrosado

Mens jeg skriver denne anmeldelse raser kolossale skovbrande langs den amerikanske vestkyst i staterne Californien og Oregon. Fænomenet er velkendt men eskalerer år for år og er nu værre end nogensinde. Skovbrande og klimakrise spiller også en rolle i Kristina Stoltz nye roman Paradis først, der udkommer i dag.

Paradise er en lille by i Californien, der går i brand i 2018, mens hovedpersonen Kristina efter mange års adskillelse er på besøg hos sin amerikanske langdistance kærlighed Marlon. De har boet tæt på Paradise, da de var unge, og forelskelsen var på sit højeste og i den grad brændende. Under genforeningen brænder Paradise helt ud, og det samme kan man sige om deres kærlighed, der har været så stærk og paradisisk, at det blev farligt. Trods store forskelle mellem de to har Kristina følt, at de var ens.

Vi ligner ikke hinanden længere, det har jeg lyst til at sige, vores ansigt er ikke det samme ansigt. Gad vide, om han også ved det, ser det, om du ser mig her på bænken overfor dig. Vores forhold endte ikke på den måde, som et forhold normalt ender, med et brud. Et brud var ikke muligt. Nogen ville dø, i virkeligheden, ikke som en forestilling, en metafor, nej det ville være en fysisk realitet, at nogen, at jeg ville dø, det tror jeg stadig.

Forholdet har ikke kun været intenst og passioneret men også turbulent, kaotisk og påvirket af kultur- og raceskel, af depression og vold og af forskellene mellem USA og Europa, og hvordan vi ser på hinanden. Meget er sket og forandret gennem de knap tredive år, de har kendt hinanden. Alt dette reflekterer Kristina over i en hyper aktuel kontekst af racisme, klimakrise, masseskyderier og præsidenten med det gule hår, mens hun undersøger kærlighedsrelationen og udviklingen af den i et dynamisk samspil mellem fortid og nutid mellem sandhed og følelse.

Det er imponerende, hvor godt det er lykkedes at komprimere så fornem en fortælling med så relevante temaer på så få sider.

Man kan undre sig over, at Kristina rejser til USA for at besøge sin eks på trods af deres lange historie, og hun undrer sig også selv, for Marlon skal giftes med en anden, og forholdet er for længst forbi. Kristina har børn og bor i Danmark. En genoptagelse, af det der var, har lange udsigter, og det findes ikke længere. Eller gør det? Kan deres samhørighed transformeres til et venskab og vil det? Og hvad er meningen med det?

Jeg spekulerer over, hvorfor for jeg igen befinder mig her, som om det ikke er en beslutning, jeg selv har truffet; at pakke sin kuffert, gå ned af trapperne og ud ad døren. Det ender med, at man sidder oppe under skyerne i en flyvende metalbeholder og lader sig fragte over seks tusinde kilometer. Skovbrandene skyldes klimaforandringer. Hundredevis af dyrearter er forsvundet fra jordens overflade. Hver dag uddør flere. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at kærligheden har mere med omgivelserne end med personerne at gøre. Når korallerne dør, hvad sker der så i mødet mellem to mennesker? Bliver det den samme fortælling? Bliver det overhovedet en fortælling? Så vidt jeg ved, er kærligheden altid en fortælling. På en måde fortælles den bagfra, mens den udspiller sig. Dengang vi forelskede os, var havene stadig fulde af levende koraller. Det er ikke så længe siden.

Paradis først er en atypisk og stærk kærlighedsroman skrevet i ét langt kapitel over 170 sider, der fletter fortid og nutid sammen i et yderst elegant og flydende forløb, der bevirker, at bogen er umulig at slippe. Historien er selvbiografisk men skrevet som et stilistisk eksperiment, der lykkedes helt utroligt godt. Forfatteren skifter mellem jeg fortæller og tredje person, som skaber distance til de passager, hvor forfatteren er i tvivl om, hvordan det egentlig skete. Romanen er dermed også en udforskning af selve erindringen om kærligheden, og det der var, og hvad der er tilbage. Kristina er aldrig i tvivl om, hvordan det føltes og beskriver med nerve og nærvær, så det virkelig kan mærkes hos læseren.

Skiftet mellem fortællerstemmerne fungerer formidabelt, og man er aldrig i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om, selvom den ene sætning er i København for år tilbage og den næste er i USA i nutiden.

Romanen er et slående eksempel på, at autofiktion og autenticitet kan skabe den allerbedste og mest vellykkede litteratur, der vækker genklang hos læseren. Det gjorde den i hvert fald for mig. Muligvis fordi jeg selv har en lignende historie i bagagen men ikke kun derfor.

Først for nylig er jeg kommet i gang med Kristina Stoltz forfatterskab med romanen Som om der også er selvbiografisk og helt forrygende. Også den fletter fortid med nutid, barndom med forældresmerter og voksenliv med parforhold og skilsmissesmerter, samt et øje der reagerer fysisk på det hele.

Alle litteraturelskere, der mener, at de er trætte af autofiktion, burde tage fat i disse to værker af Kristina Stoltz. Jeg er overbevist om, at de vil ændre mening og falde for genren på ny. Paradis først er en af efterårets helt store læseoplevelser.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Vi er kortvarigt smukke her på jorden af Ocean Vuong

~ isabelrosado

Som titlen antyder, er romanen Vi er kortvarigt smukke her på jorden, et værk der kalder på filosofisk eftertanke, men det er også en dybt personlig og rørende historie, der på trods af stor poesi og elegante sætninger ikke forsøger at underbetone livets hårde sandheder.

Det er en ekstremt smuk og delvist selvbiografisk fortælling udformet som et langt brev fra hovedpersonen ’Lille Hund’, som skriver til sin ordblinde mor, da han er blevet voksen, og hun er blevet gammel. Her fortæller han hele sin sandhed om deres liv sammen uden omsvøb og uden bebrejdelser, selvom der nok kunne være en anledning eller to til det, og om det liv han i vid udstrækning har levet alene med. Alt det hun ikke ved om ham og sandsynligvis slet ikke vil vide. Og muligvis aldrig kommer til at vide, da han skriver på engelsk, som hun aldrig har lært at tale.

Da Lille Hund er ganske lille i starten af 1990’erne kommer han til USA fra Vietnam sammen med sin mor, moster og mormor. De er flygtet fra efterdønningerne af Vietnamkrigen. Det er ikke nogen let tilværelse, der venter dem i USA, men livet var også svært i Vietnam. Moren er selv af blandet herkomst, hendes far en amerikansk soldat, der er ude af billedet.

Fattigdom og hårdt arbejde følger med til USA og splittet mellem to kulturer opdager den unge mand snart, at han er homoseksuel, men moren vil i mange år ikke vide af det. Det er ikke derfor, at hun slår sit barn, når afmagten presser på, det sker blot jævnligt og uden varsel som en måske for hende naturlig del af børneopdragelsen. Men han søger naturligvis efter en forklaring:

Jeg læste at forældre der lider af PTSD er mere tilbøjelige til at slå deres børn. Måske har volden når alt kommer til alt alligevel en monstrøs oprindelse. Måske er det at lægge hånd på sit barn at forberede ham på krig. At tale om at det at have et bankende hjerte er aldrig lige så enkelt som hjertets arbejde med at sige ja ja ja til kroppen.

Der er nok at slås med, og kommunikationen mellem mor og søn er i mange år svær, selvom kærligheden mellem dem er tydelig.

Man siger at hvis du ønsker dig noget brændende nok, ender det med at styre dit liv som en form for gud. Men hvad hvis det eneste jeg nogensinde har ønsket mig, var retten til mit liv, mor? Jeg tænker på skønheden igen hvordan vi jager visse ting fordi vi har vedtaget at de er smukke. Hvis et enkelt liv sammenlignet med vores planets, virkelig er så kort som de siger, som at blinke med øjnene, så er dét at være smuk, selv fra den du bliver født til den dag du dør, stadig kun at være kortvarigt smuk. Som lige nu, den måde solen tager sig ud, lavthængende mellem elmene, og jeg kan ikke se forskel på solopgang og solnedgang. Verdens forskellige måder at blive rødere på ser ens ud for mig – og så mister jeg fornemmelsen af øst og vest …..Fordi solnedgangen, ligesom det det at overleve, kun findes på kanten af sin egen forsvinden. For at være smuk må du først blive set, men at blive set gør det også muligt at jage dig.

Der er en overflod af smukke bøger her på jorden, og livet er for kort til dem alle, men der burde være tid nok til at tage denne fine roman med i din læsetid. En poetisk og barsk fortælling om identitet og eksistens og retten til at være her.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

Samtaler jeg har haft med min kone af Anders Klarlund

~ isabelrosado

Romanen her røg ulæst ind på min bogreol i en strøm af nyudgivelser, da den udkom sidste år. Forleden greb jeg fat i den igen, og det er jeg glad for. Jeg havde en forudindtaget holdning om, at den nok handlede om et af kreaklassens selvskabte kærlighedsdramaer, og det gad jeg ikke lige. Det med handlingen havde jeg sådan set ret i, bortset fra at jeg gad den godt. Det er nemlig en virkelig god, vedkommende og personlig fortælling, der griber fat i læseren fra første til sidste side.

Anders møder Carmen, og de forelsker sig. De er voksne fraskilte mennesker med store børn og frihed til at gøre som de vil, men de er på ingen måde fri af de bånd og følelser, deres egne forældre har lagt på dem siden barndommen, og det komplicerer forholdet i ødelæggende grad. Anders må ikke møde Carmens mor, og hans egen døende far vil heller ikke møde Carmen.

Men det er ikke kun forældrene, parret kan klandre for en række af besværligheder i forholdet men også sig selv. Begge er dem, der er gået i de tidligere forhold, og det har efterladt en byge af selvbebrejdelser og nok en følelse af ikke at fortjene kærligheden. Den slags skaber selvdestruktive svigt og afvisninger fra begge sider, samtidigt med at begge nægter at være den, der giver op, og selvom det er uklædeligt, at midaldrende mennesker opfører sig som vaklende, ubeslutsomme teenagere, så forstår man godt, at det sker.

Det er åbenbart med træer som med mennesker, skader forårsaget for længe siden vokser med årene, bliver tydeligere. Vi kommer nogenlunde yndigt gennem tyverne, før barndommens traumer kan ses. Det ville ellers være logisk, at jo længere på afstand af barndommen, vi kom, jo mindre kunne smerten mærkes – og næsten vigtigere – jo mindre kunne smerten ses. Men sådan er det ikke. Jeg ser på træet C+A. Det er vokset, helt vildt, faktisk, barken er svulmet op rundt om mine årgamle ridser, det har næsten fået et sært erotisk præg.

 Det handler ikke kun om kærlighed men også om den angst og usikkerhed, der følger med et liv fuld af bagage og erfaringer på godt og ondt og om den skyld og skam, der naturligt følger som en del af en skilsmisse, der berører andre end en selv: Skilsmissen er livets eneste absolutte, definitive beslutning. Alle andre beslutninger kan gøres om. Man kan skifte job, uddannelse, bo i et andet land. Kun skilsmissen er en ægte beslutning. Og kun skilsmissen, hvor der er børn. For det handler om dem. Man ændrer blikket i deres øjne for altid, kursen i deres liv, intet bliver nogensinde det samme… Det kan aldrig omgøres. Alt andet i livet kan omgøres.

Romanen er en autofiktiv fortælling skrevet af Anders Rønnow Klarlund, som også er kendt for sit stærke krimisamarbejde med Jacob Weinreich under pseudonymet A.J. Kazinski.

Det er en ægte og ærlig historie, modigt beskrevet, fyldt af livskloge betragtninger og med et meget tyndt filter mellem forfatter og hovedperson. Der bliver ikke sparet på selvudleveringen, og det rammer rent.

Anders Klarlund ønskede egentlig ikke at udgive denne bog men blev opfordret til det af sit forlag. Han har sagt noget om, at den godt må flyve under radaren, og at det er den af hans bøger, der gerne må få færrest læsere. Fordi den er så personlig. Det er lidt synd, for det er den bedste bog af forfatteren, jeg hidtil har læst, og nok er den personlig men bestemt også relevant for os andre. Den var lige ved at flyve under min radar, men jeg er glad for, jeg fangede den.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

Kort over Paradis af Knud Romer

~ isabelrosado

Det har taget mindst et halvt år at blive færdig med Knud Romers mesterværk Kort over Paradis. Jeg har holdt mange pauser og læst alle mulige andre bøger undervejs. Forventningerne var jo ellers skyhøje og glæden stor, da den længe ventede svære toer efter Romers vidunderlige debutroman Den der blinker er bange for døden udkom. Romer er en af de stærkeste forfattere i Danmark lige nu, en der gør sig umage med hver en sætning og betaler en høj pris for det. Denne bog kostede både grøn stær og en tur på den lukkede afdeling. Det tog Romer tolv år at knække nøden, og han skuffer ikke – absolut ikke. I hvert fald ikke i det ene af romanens to spor.

Det er, som i debuten, det autofiktive, der rammer med en spidset pen rent i hjertet. Historien om Knud Romers eget liv som højtbegavet og belæst enebarn, som evighedsstudent på litteraturvidenskab, som forkælet voksen under forældrenes forsørgelse og med huslejen betalt, som social taber da han ikke er i stand til at få et job med dertil hørende julefrokost og kollegaer og som ensom omstrejfende byløve i natten på barer, klubber og i pornobiografer, indtil han vender ruten og begiver sig op af rangstigen og lukt ind af djævlens port som gal og genial reklamemand, da han får sit første job som 35-årig. Som kongen af kreative kører han millioner ind på bureauets konto med produktslogans, der sidder lige i skabet, mens han hader sig selv, stiger endnu længere ned i et søle af stoffer og depression og skubber sig fjernere fra drømmen om at blive poet og udkomme på det uopnåelige tyske Insel Verlag. En drøm der nu er lykkedes. Inden da når han også at medvirke i filmen “Idioterne” af den berygtede Lars Von Trier og vandre op af den røde løber i Cannes. Det er både dybt forstemmende og særdeles underholdende at læse om.

Romer en søgende sjæl, der hele sit liv har udforsket filosofien, historien og litteraturen for at finde sit paradis. Der hvor det hele giver mening. Endelig når han derhen ved at finde hjem. Vejen derhen er en prosa skrevet i en perlerække af sproglig skønhed, vildskab og viden. Vi får sågar hele universitetsspecialet gengivet, selvom det aldrig bliver færdigt.

Forholdet til forældrene er særligt. Hvor den første roman havde fokus på Romers tyske mor, hendes liv og afskeden med hende, tager Kort over Paradis afsked med hans far, der bliver dement og ender på plejehjem til Romers store fortvivlelse. Det er læsning, der river i hjertet, som det er, når forfatteren revser det danske velfærdssystem i debatten, og da han beskriver den uværdige afslutning, som også bliver fremført i den rørende dokumentar Et blad falder til himlen, en film alle bør se.

Så kommer vi til den fiktive del. I det andet spor følger vi Romers eneste og imaginære ven M. Han er søn af en amerikansk agent, bor i Iran med sin familie og lever privilegeret under shahens diktatur i 1970’erne, indtil ayatollahernes diktatur overtager landet. Kapitlerne er en levende og sprudlende samling fabulerende røverhistorier, der stikker af i tusind retninger, spækket med fantasi og skøre indfald om alt fra persiske frisører der bruger falske øjenvipper fra lig til russiske spioner, skak, farlige damer og oprør i gaderne. Det er blændende og fantasifuldt skrevet, men desværre interesserer det mig ikke det mindste her, jeg vil bare videre til den autofiktive del. Kapitlerne om M. bliver mere en kamp end en fornøjelse at komme igennem, og læsningen går i stå. Jeg ved, andre har valgt at skimme eller ligefrem springe dem over. Det kunne jeg ikke drømme om. Tænk hvis man gik glip af noget.

Desværre kommer jeg aldrig til at forstå formålet med det spor. Jeg kan ikke rigtig se sammenhængen med Romers egen historie. Han kunne lige så vel have skrevet den som en selvstændig roman i så fald en roman, jeg nok ikke gad at læse.

Det er som om, Romer vil overbevise sine mange fans ( jeg er en af dem) og muligvis sig selv om, at han ikke blot brillerer som skarp og samfundsrevsende debattør og er en litterær forfatter der kun skriver historier om sig selv. Men at han da selvfølgelig også kan bruge sin fantasi og skrive ægte fiktion. Indtil videre foretrækker jeg at høre om Romer selv.  Han har måske fået nok af “mig, mig, mig”, som han siger i bogen men hvorfor, når han nu har så meget alment vedkommende at fortælle fra det levede liv. Den selvbiografiske del af Kort over Paradis er ligeså rørende og vidunderlig som debuten, og den bør ingen litteraturelsker gå glip af. Den anden del kan du faktisk godt springe over, hvis din tid er knap.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

Mit halve hjerte, mit hele liv af Morten Sabroe

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Jeg har læst to bøger af Morten Sabroe Du som er i himlen, der handler om forfatterens komplicerede forhold til sin dominerende mor og nu hans nyeste udgivelse Mit halve hjerte, mit hele liv, der handler om hans komplicerede forhold til sig selv. Det er forrygende læsning.

Morten Sabroes hjerte kører på halvkraft, og fysikken driller. Den allestedsnærværende dødsangst stiller sig nu lige op i synet på ham, og det er tid til selvrefleksion over et langt liv som journalist, forfatter, søn, mand og far. Der er valg, han fortryder, og ting der nok ikke kunne have været anderledes, for nissen fra familiearven flytter med. Og måske er han ikke et hak bedre end de forældre, han har brugt et halvt liv på at skælde ud i sit indre. Der hvor drengen i mørket sidder.

Bogen er delt i to. Først et uddrag fra en orange dagbog skrevet i små essays. Den skildrer blandt andet hjertekvababbelsen over det han skrev om sin mor, for der var jo lys, som hun sagde, de hårde beskeder fra lægen og hyppige besøg på Netdoktor.dk for at tjekke om det er nu, bivirkninger af medicinen indtræder, og han skal afsted til de evige jagtmarker.

Jeg tror jeg sender Døden en besked på Facebook, for selvfølgelig er den der, og mere der end noget andet sted.

Så går turen til Thailand på skriveophold, hvor forfatteren møder nogle besynderlige typer, som måske er rene fantasier, mens hans skriver sig ind i sin angst ikke kun for døden og tanker der kredser om selvmord, men også for at miste sin kone. Mon hun vil forlade ham nu, hvor han nærmer sig sit exit.

Det lyder tungt, men det er skrevet med spiddende selvironi, så man må græde af grin og grine af sin gråd. Det er rørende, tankevækkende og morsom læsning, der rammer – ja lige i hjertet.

Udover det sorgfyldte er der mængder af herlige anekdoter fra det levede liv og et skarpt blik med en spidset pen på danskere, tendenser som MeToo og mennesker som sådan. Essensen af Sabroe og hans evne til både at se indad og udad afspejler sig fint i denne sætning: Man skulle tro, at jeg havde været et godt menneske, men det har jeg ikke, jeg har heller aldrig mødt et.

Anden del er den sorte bog, skrevet af drengen i mørket, som handler om det, der er sværest at skrive om. Svigtet som far og forsvaret over samme. Her beskriver han forholdet til sit yngste barns mor, en vild og uforudsigelig kvinde og til vennen Jørgen Leth. Det er ikke uinteressant om end noget udleverende, og Morten Sabroe slipper lidt nemt udenom udforskningen af sit eget svigt, som vist er intentionen. Måske og forståeligt nok for at beskytte datteren, der har problemer.

Morten Sabroe er sikkert alletiders far, så god en far, man nu kan blive, når man er en ambitiøs og hårdtarbejdende journalist med hele verden som arbejdsplads. I det lys kunne jeg godt savne lidt mere selvrefleksion, udover at han mener, at have forkælet datteren for meget, som forældrene forkælede ham – vel for at kompensere for den manglende tid til børn. Han erkender at have gentaget de familiemønstre, som er så svære at bryde. Men hvad ellers, har man lyst til at spørge?

Det rager måske ikke den nysgerrige læser her. For der er ikke tale om erindringer eller virkelighed. Det er en roman. Autofiktion er bedrag, siger forfatteren. Og derfor kan han skrive, hvad pokker han vil, for det gør alle andre, der skriver om sig selv.

For nylig fik jeg lejlighed til at møde forfatteren til et bloggerevent på Politikens forlag. Her delte han generøst ud af sit liv og hældte anekdoter ud af ærmerne til stor moro for os tilhørere, der lyttede med spidsede ører, tilbageholdt åndedrag og forløsende grin. Som mange mænd (og. nogle kvinder) elsker Morten Sabroe at tale om sig selv, og det bør man ikke gå glip af, hvis man får chancen, for han er en formidabel og underholdende fortæller, der har oplevet mere end gennemsnittet.

Først som barn af en cirkusrevydirektør og en tidligere OL-deltager og senere som journalistisk koryfæ på alle de største aviser. De fleste kender hans renomme som Danmarks gonzojournalist eller repræsentant for begrebet New Journalism, der blev excelleret af amerikanske Hunter S. Thompson. Ham har Sabroe selvfølgelig mødt og interviewet, hvilket han også beskriver i bogen. Her sætter journalisten sig selv i spil og blander fakta med fiktion og satire. Sabroe bedyrer, at han aldrig har løjet i en avisartikel og er derfor imod at få påført sig prædikatet Gonzojournalist. Alligevel bærer han et symbolsk emblem for samme om halsen, og sådan er der så mange modsætninger i forfatteren, der skriver om sit liv og alligevel ikke. Der fortryder og alligevel ikke. Der har svigtet og alligevel ikke. Der er bange for alt og alligevel ikke.

Med et glimt i øjet forlangte forfatteren, at hans bog fik seks stjerner af de fremmødte bloggere. Af samme årsag kan jeg kun tildele ham fem. Godt vi ikke tager den slags så højtideligt på her på bogbobler.

Jeg var meget begejstret for Du som er i himlen, som jeg læste for så længe siden, at den ikke er anmeldt her. Mit halve hjerte, mit hele liv er så absolut også en bog, jeg synes, der skal læses. Først og fremmest for sin sproglige styrke, sin spruttende selvironi og sit skarpe blik på sit jeg og på verden. Skriv solen sort, men gør det med humor, siger Sabroe i bogen.Og det er lige præcis, det han gør.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

 

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-07-08 kl. 17.29.02Hvis du endnu ikke har læst den, vil jeg i høj grad anbefale den franske forfatter Delphine de Vigans rørende og indsigtsfulde fortælling Alt må vige for natten. En beretning om forfatterens mor, en smuk kvinde med et skrøbeligt sind og et liv fyldt op af depressioner, angst og psykisk lidelse. Kort efter at have overvundet en kræftsygdom med alt hvad dertil hører af opslidende behandlinger og samtidig befinde sig et nogenlunde psykisk stabilt sted, vælger Lucile, som hun kaldes i romanen at tage sit eget liv som kun 63-årig. Delphine finder hende, efter hun har ligget død i fem dage og i en tåge af vrede og sorg, spørger hun sig selv. Hvorfor nu?

Ved at fortælle morens livs- og ikke mindst familiehistorie søger hun forklaringen og får både mange og ingen svar. For risikoen har altid været tilstede. Det samme har frygten for, at det skulle ske.

Første halvdel af bogen handler om Luciles barndom i et livligt og frisindet bohemeagtigt hjem i 50’ernes Paris som en ud af ni søskende. Luciles mor elsker babyer men er mindre interesseret i de større børn. Luciles intellektuelle far forguder sin smukke kvikke og kulturelle datter, men overskrider alle forbudte grænser.

Tre brødre mister alt for tidligt livet, og tragedien hænger som en evig sort sky over de på overfladen festlige familiemiddage, hvor Lucile fra en tidlig alder trækker sig mere og mere ind i sig selv.

Kedsomheden går aldrig over. Det er der råd for, men det er radikalt og ubehageligt for andre (nogle bliver gamle, andre dør). Bare jeg havde en uhelbredelig sygdom og kunne dø ung. Sidste år var jeg ikke engang forkølet. Sådan lyder det i et dagbogsnotat, Delphine finder i sin mors gemmer.

At tage livet af sig som det ultimative opgør mod meningsløsheden er nærmest en trend i de kredse, den unge Lucile omgås, og allerede fra helt ung er hun livstræt og leger med tanken.

Men Lucile får børn tidligt, allerede som 18-årig, og det er muligvis grunden til, at hun venter, til de i det mindste er voksne. Imens lever hun af piller, hash og alkohol og rammes af voldsomme psykoser og dernæst indlæggelser. En af dem bevirker, at hun må sige farvel til sine børn. Lucile har en særlig tiltrækningskraft. Der er mange mænd og mange venner, der er hippieliv og politisk bevidsthed. Lucile skriver og har forskellige jobs på forlag, og senere uddanner hun sig til socialrådgiver. Ja faktisk formår Lucile at vende sin livsbane i en positiv retning efter de 50.

Delphine de Vigan har under sin research talt med alle resterende familiemedlemmer om Lucile og de familieskeletter, der kan have haft en betydning for hendes valg. Hun læser morens breve og skriverier og reflekterer over sine egne og søsterens minder. Undervejs reflekterer hun også over sin skriveproces og projektet med at oprulle sin mors historie.

…jeg blander det, jeg så med mine egne barneøjne sammen med mit voksne jegs syn på sagerne. Jeg klamrer mig til mit skriveprojekt, eller også er det det, der klamrer sig til mig. Jeg ved ikke, hvem af os, der er mest besværlig.

Der er overvejelser om valg og fravalg, og hvad det egentlig er, hun forsøger at opnå. Det bliver bogen kun endnu mere interessant af, om end jeg står lidt uforstående overfor nogle af hendes valg. For eksempel at hun ikke vil tale med Luciles mange kærester gennem tiden, ikke engang forfatterens egen far, som moren er sammen med i syv år. Mændene i Luciles liv tillægges åbenbart ikke særlig betydning i den store sammenhæng, selv om de har fyldt meget i Luciles yderst sociale men på samme tid ensomme liv.

Det er en ualmindelig velskrevet bog i en, synes jeg, særlig fransk fortællestil, hvor man næsten hører stemmen som den alvidende fortæller, man tit oplever i franske film. Første halvdel er en slags familiekrønike, og jeg må indrømme, at den del kedede mig noget, og jeg undrede mig over, at romanen har slået så kraftigt igennem, som den har. Da jeg nåede igennem anden halvdel, forstod jeg det hele, og der røg også et par tårer undervejs. Den viser, hvor kompleks psykisk sygdom er, og at der aldrig er entydige svar, når vi prøver at forstå det uforståelige, alligevel forstår vi lidt bedre ved at læse Delphine de Vigans stærke og gribende portræt, som også er en stor kærlighedserklæring til en mor, der elsker sine børn men ikke formår at elske sig selv.

 

Min far er en tiger af Sara Roepstorff

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-02-27 kl. 17.43.49Forleden på biblioteket stod den her roman og bød sig til på hylderne. Jeg havde ikke rigtig lyst til at læse den, for jeg vidste, at den handlede om kræft. Men alene det smukke omslag, som burde have prisen for det pæneste i 2015, havde jo gjort sig bemærket i min bevidsthed, og nu stod den her og brølede blidt og knurrede kælent: læs mig, læs mig. Jeg tog den med hjem og tænkte at det nok blev en af dem, der røg ulæst retur en måned efter, når sms’en med tilbagekaldelsen tikkede ind.

Så en eftermiddag læste jeg de første sider, og jeg slap den ikke igen, før jeg var færdig, og det var blevet nat. Indholdet er mindst ligeså smukt som omslaget. En meget rørende og vedkommende og så fint skrevet fortælling for alle der har kræft inde på livet, hvad enten det er som sygdomsramt, pårørende eller berørt af angsten for at få det på tæt hold. Men også for alle andre som gerne vil aflive lidt af berøringsangsten omkring kræft, sygdom og døden. Jeg var pårørende til min højtelskede mormor under et ret intenst forløb i 1997-98. Hun vil altid bo i mit hjerte. Jeg var med hende hver dag og til det sidste, men det gjorde mig ikke mindre berøringsangst overfor sygdommen senere hen, tværtimod. Det gjorde mig skrækslagen.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft denne bog i hænderne dengang, hvor jeg havde nogenlunde samme alder som forfatteren har i 2012, da hun skal indstille sig på at miste sin far.

Debutanten Sara Roepstorff fortæller om sin fars sygdomsforløb, der strækker sig over to ulidelige år i et virvar af chok, frygt, håb, afmagt og stor smerte men også af skønhed og genfundet nærvær, glæde over de små ting i tilværelsen og sammenhold i en familie med kærlige forældre og tre unge søstre. Udover farens sygdom og snarligt afsluttede liv står de midt i udfordringer med uddannelse og eksamener, ny kærlighed og nybagt moderskab. Sara skal flytte sammen med sin kæreste og to år efter, hvor hun gradvist bliver forandret for stedse, er han der til hendes overraskelse stadig. Bogen er fortalt fra hendes jeg til kærestens du.

Saras forældre er biologer, og ligesom de finder stor glæde i at følge med i fugleliv og udklækning af havørneæg på en iPad over flere dage, har Sara en særlig evne til at bemærke naturens liv og mirakler omkring hende og beskrive den på smukkeste vis. Måske som en afledning for sin egen frygt og sorg men også som bevis på, at når man står ude ved kanten af følelsesmæssig afgrund, så folder antennerne sig helt ud, og man suger livets mening til sig og den helt nødvendige følelse af at være en del af naturen, fra forårets spirer til efterårets forfald. Hun ser poesi i det hele fra knopper der springer ud, solstråler der varmer, bølgelyd der beroliger, farvestrålende malerier på hospitalet, en buket tulipaner, hun har med til sin far:

Jeg rækker de auberginefarvede tulipaner, som jeg har plukket foran stakittet til kollektivet til min far, han stikker næsen ned til støvdragerne og snuser pollen ind i lungerne fra foråret udenfor, nede under os et sted, fra jorden.

Sara ser sin far som en sej og stærk tiger, og hendes drømme og allegorier hjælper også ham i forløbet.

 Ved du godt, at dit kraftdyr er en tiger? Min far smiler, nej, det vidste jeg ikke, siger han, men ifølge den kinesiske kalender er jeg faktisk født i tigerens år. Det er en tiger, far, jeg tror det er rigtigt, jeg tænker på det hele tiden. Jeg kan se på min far, at han indvendig er stolt over det dyr jeg har valgt til ham, han tror det er mig, der har valgt tigeren. Men det er ham, der får mig til at se den.

Men som han mod slutningen må konstatere, er selv en tiger ikke uforgængelig. Slet ikke når den er indespærret i et bur, den aldrig kan komme ud af.

Romanen er på ingen måde en påtvunget tåreperser af den slags, der vil have læseren til at hulke med billige tricks. Det er en stærk, nøgtern, poetisk selvbiografisk roman, der sætter livet og døden i et meningsfuldt perspektiv, og som jeg ser det, kan den fungere bedre som hjælp til selvhjælp, end nogen selvhjælpsbog formår.

Min far er en tiger er udkommet på Forlaget Gladiator.

 

Patrick Melrose-romanerne II af Edward St. Aubyn

~ isabelrosado

Untitled-1Hvis du går rundt og er lidt småbitter over din egen barndom, så skal du læse Patrick Melrose romanerne. Snart vil dine forældre fremstå som de mest pragtfulde i verden, og du vil sende dem et par kærlige tanker i taknemmelighed over, at du trods alt ikke har haft samme opvækst som ham.

Jeg har netop afsluttet 4. og 5. del af romankvintetten af den uforlignelige forfatter Edward St. Aubyn, som fornylig gæstede København. Jeg har læst dem langsomt, for den engelske forfatter er så brilliant og velskrivende, at jeg håbede på at lagre hvert eneste ord og indsigtsfulde sætning i langtidshukommelsen, hvilket selvfølgelig er umuligt. Og så skal man heller ikke glemme den høje underholdningsværdi med de i britisk særklasse sarkastiske og ironiske spydigheder, der siver ned langs siderne.

Du er nødt til at læse de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb i den sammenhængende selvbiografiske historie, før du går videre til næste bind med de to sidste Moders Mælk og Til Sidst. Læs min anbefaling af de tre første her

Både hver for sig og samlet set er det fornem romankunst af allerhøjeste kaliber. Ordet mesterværk synes ikke helt at retfærdigøre skrivearbejdet, for det er trods alt levet liv og et virkeligt menneske, der har oplevet frygtelige overgreb og afsavn, før han formår at omsætte sine erfaringer og refleksioner og forvandler dem til et litterært konstrueret storværk med relevans for alle.

I sin helhed handler det om Patricks kvaler med sin opvækst, der forfølger ham hele voksenlivet i form af selvdestruktion, selvhad, depressioner, ensomhed og misbrug.

Det foregår på første klasse i England og Frankrig, men det bliver det ikke mindre gribende eller mere distancerende af. Der er masser at hente på identifikationskontoen også for os fra den gennemsnitlige danske middelklasse. Der er desuden andre vigtige temaer end forældres gigantiske påvirkning af barne- og voksensindet. Afhængighed, fortabelse, moderskab, kærlighedssurrogater og til sidst det altoverskyggende: Frihed. Friheden til selv at vælge sine tanker, fokusere på det man er interesseret i, og leve det liv, man ønsker uden at blive vildledt af projektioner, vrede, bitterhed, afhængighed, tvangstanker og ufrivilligt tvunget til at svælge i sine traumer.

I de to sidste romaner følger vi ikke kun Patricks synsvinkel men også flere af de mennesker, der omgiver ham. Undervejs præsenteres læserne for det fulde omfang af grusomheder, der er blevet begået mod Patrick men også mod andre i hans barndom.

Moders Mælk

Patrick er blevet gift med Mary og far til Robert og Thomas. Hans mor Eleanor har i en årrække dedikeret sit liv til en spirituel bevidsthedsbevægelse og organisationen Red Barnet. Som gammel og tiltagende dement beslutter hun sig for at gøre Patrick arveløs og overlader residensen i Frankrig til sin guru Seamus i stedet for sin fortabte søn. Patrick er rasende, for det er det eneste sted, der forbinder ham til barndommen og hans rødder på godt og ikke mindst på ondt. Han er hunderæd for at overføre sin fars sadistiske tilbøjeligheder og sin mors afmagt og inkompetence som forælder til sine egne børn og kæmper nu med en voksende vrede overfor hende. Udover Patrick følger vi den ældste søn Robert, som forguder sin far og hurtigt følger ham i distanceringen til sin bedstemor. Senere følger vi Mary, der selv har et anstrengt forhold til sin selviske, ufølsomme mor Kettle, og som nu har overgivet sig til moderskabet i en sådan grad, at Patrick bliver skubbet ud på et sidespor, mens han hungrer både efter en kvinde og en moderlig favn. Selvhadet vokser i takt med den midaldrendes trængsler. Ægteskabet er på gyngende grund.

Til sidst

Eleanor er død. Patrick og Mary er separeret. Romanen foregår til Eleanors bisættelse. Af spøgelserne fra fortiden er nu kun faderenes ven og ligeså verbalt sadistiske Nicholas Pratt tilbage på jordkloden. I et kort sekund ønsker Patrick, at hvis blot han også faldt død om, ville vejen mod friheden i en post-forældre verden langt om længe stå åben. En skør kvinde fra både Patricks og Eleanors fortid dukker uventet op til bisættelsen og laver ravage i det hele. Hun viser sig at få funktion af en slags hjælpende engel, der til sidst kan få Patrick til at slippe sine lidelser og den afhængighed han har haft hele livet af såvel lidelserne som stofferne, kvinderne, alkoholen og den distancerende ironi “- the hardest addiction to give up.” Han ser det hele og sin mor i et andet lys. Ikke et tilgivende lys “ – to forgive you have to feel morally superior.” men et frigørende lys. Måske det lys der senere får Edward St. Aubyn til at skrive sine romaner.

Verden er latterlig og hjerteskærende på samme tid

I november var Edward St. Aubyn på besøg i Den Sorte Diamant og fortalte om sin roman til Mikkel Bruun Zangenberg foran et henført publikum. Med hans stoiske ro og myndige, afdæmpede forfatterstemme var det svært at forestille sig, at Patrick Melrose er hans alterego. Men hvor er det fantastisk, at man kan komme så godt ud på den anden side af hårdt levet liv, og hvor er han dog umådelig interessant at lytte til.

Forfatterens definition af den ultimative frihed er en af de smukkeste, jeg nogensinde har hørt:

“Freedom is to react to nothing and respond to everything.”

Se selv med og oplev interviewet fra Den Sorte Diamant her: 

Patrick Melrose-romanerne er venligst tilsendt af Gads Forlag.

Planen af Morten Pape

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Planen forsideHvor det dog glæder mit lille Amager hjerte, at det lige netop blev Morten Pape, der vandt årets debutantpris på Bogforum. Stort, stort tillykke! Aldrig før har jeg heppet på en bestemt vinder flere dage i forvejen, og det er ikke sådan, at jeg kender manden. Men Papes roman Planen har blæst mig bagover af benovelse. Den er vanvittigt velskrevet, helt vild i sit indhold, og jeg er helt vild med den på alle tænkelige planer. Sjov, sørgelig, rystende, skræmmende, oprørende og tankevækkende.

Planen handler om Morten Papes opvækst i ghettoen Urbanplanen på Amager. Det sociale boligbyggeri med lejligheder, rækkehuse, skole, kirke, daginstitutioner, grønne områder og eget butikscenter, der opstod i slut-tresserne og skulle have været en lille velfærdsoase for det arbejdende folk i overborgmester Urban Hansens socialdemokratiske København. Det blev også en ø i øen, men et sted som alle os, der boede udenfor hurtigt lærte at holde sig langt væk fra.

I teorien kunne man leve et helt liv uden nogensinde at have brug for at bevæge sig udenfor Urbanplanen.

Det ligger fire gader fra hvor jeg bor og er vokset op, og selv om man har haft sine forestillinger om livet i Urbanplanen, så overgår Papes beretning ens værste fordomme. Det er selvfølgelig trist, men hvor er det godt, det bliver fortalt, og hvor er det stort, at det bliver fortalt så godt!

Jeg gik i samme ungdomsklub som Pape og havde venner, der boede i Urbanplanen, men det var i 1980’erne cirka 15 år før bogens handling finder sted. Det var råt men ikke tilnærmelsesvis så råt, som det blev i løbet af 1990’erne og fra 2000 frem. Hold nu op, der er sket ting og sager og kun til det værre. Dog er det mit klare indtryk, at både Urbanplanen og Dyvekeskolen, der længe har haft et elendigt ry, i de sidste fem år har gennemgået en række forbedringer, men om det har gjort livet nemmere, hvis man bor i Planen, tør jeg ikke sige.

Pape vokser op i et splittet samfund mellem muslimer og taberdanskere, et sted hvor alle hader hinanden på kryds og tværs af nationaliteter men er tvunget til at omgås i skolen og i klubben men som også danner et fællesskab mod dem udenfor, der hader alle fra (T)Urbanplanen. De unge fra parcelhusmiljøer på Amager, som ikke er mindre taberagtige, og hvoraf en stor del er racister. Vold, afstumpet opførsel, kriminalitet, stoffer og ligegyldig sex er hverdag for de unge helt ned i 12-årsalderen.

Pape er for intelligent til det sted. Det samme er hans mor, men de er fanget i et trøstesløst liv ligesom alle de andre. For moren betyder det kronisk depression. For Pape bliver det en kamp for at komme væk. Men inden det lykkedes, forsumper han i afmagt, hashmisbrug og en vaklen mellem fløjene i Planen. Hvor hører han til? Er han perker-Pape eller kartoffel-pape?

“Hvad laver du”? siger Behrouz. “Hvad? Hvad har jeg gjort?” “Du lægger din hoved helt ned mod bordet, når du spiser.” “Det er så jeg ikke spilder ned af mig selv.” Behrouz smiler og ryster på hovedet af mig. “Endnu en forskel på danskere og perkere. Har du set en perker spise en dürum som om han var bange for at svine?” Jeg tænker mig længe om, men kan slet ikke følge Behrouz’ betragtninger. Han er klogere end de andre, en dreng der lægger mærke til resten af verden, ligesom mig(…..) Han tager sin shawarma op foran sig med to hænder som var det skæftet på et sværd, han skal til at stikke i sin fjende. “Lad maden komme til dig. Ikke noget med at bøje eller bukke sig ned og være forsigtig. En rigtig mand har altid sin hage oppe. Tag den op til din fjæs, og tag en bid. Sådan er det også med livet. Bare lade det komme, wallah. Ikke noget med at gemme sig.” Jeg stener længe på ham. “Er du blevet filosof nu, eller hvad?” “Hvad er en filosof?” “Sådan en som tænker over livet og sådan noget shit.” “Selvfølgelig gør jeg det. Tror du bare man kan klare sig uden? Jeg sværger, Pape. Den her nye årtusind vi lige er startet på, der gælder kune én regel:man må klare sig selv. Man kan ikke stole på nogen. Bare vent og se.” Han tager en bid af toppen og smider en klump stanniol ned i fletkurven. Han tygger af munden og nikker mod mig imens. “Den her verden eksploderer snart. Alle hader hinanden. Bare se på vores skole. Man skal være klar på det når det sker.”

Det hele kulminerer efter terrorangrebet i New York 11. September 2001, hvor hadet og modsætningerne eksploderer, og det kan man mærke, hvis man bor i Planen. Helt ind i klasseværelset.

Morten Pape vokser op med en tiltagende vrede over sit ophav og miljø og føler sig konstant fremmedgjort overfor sin familie og sine omgivelser. Alligevel er det en beretning fuld af kærlighed, forståelse og forsoning med rødderne, han har skrevet her ti år efter, han er sluppet ud og kommet videre.

Historien om Papes far og mor skærer helt ind i sjælen. En underskudsfamilie der egentlig ikke er mere dysfunktionelle end gennemsnittet og har kærlighed til de tre børn, men især farens svigt efter skilsmissen og mangel på selvindsigt er helt abnorm, samtidig med at man får lidt ondt af ham på grund af Papes nådesløse udlevering af hans pinlige adfærd.

Morens indre pinsler men også kamp for og styrke til at gøre det bedste, hun formår for sine børn er rørende læsning. Hendes historie bliver udleveret ligeså råt for usødet af sønnen, men selv om det er barskt og pinligt, mister man aldrig sympatien men får bare lyst til at sende hende på et meget langt kurophold. Pape er ligeså nådesløs ved sig selv og fortæller om barndommen og teenageårene og egne indre kampe med en hudløs, dybt troværdig og ucensureret ærlighed, der bare afføder endnu mere respekt. Det samme gør det eminente sprog, der synker let og ubesværet ind sammen med lidt klogskab fra både Morten og et par af hans få kvikke venner, og den underliggende samfundskritik som skinbarlige sandheder.

Kære litterater, I behøver ikke længere efterlyse den store danske dannelses- eller generationsroman. Den er lige her.

Planen er en vigtig bog, et stykke historisk socialrealisme, der bør indgå som pligtlæsning i skolerne fremover, indtage en plads i den danske litteraturkanon og modtage så mange hædersbevisninger som muligt.

Den har skubbet alt andet ned fra min personlige præmiehylde i bogreolen og står nu lysende klart på en førsteplads som min største læseoplevelse i 2015.

Planen er venligst tilsendt af Poltikens Forlag.