1971-1985 af Martin Hall

Uanset om man er opvokset i 70’erne og 80’erne eller senere, vil mange genkende en fremmedgjorthed i tiden og følelsen af at være særlig, når man er ung, sådan som Martin Hall oplevede det i sine unge – og dekadente år. Men til forskel fra de fleste af os, så var og er Martin Hall noget særligt.

Han var en af Danmarks første punkere og var naturligvis allerede videre, da punken blev mainstream. Han levede sin ungdom i overhalingsbanen af sex og stoffer midt i en AIDS tid med et depressivt syn på verden og fremtiden. Men i modsætning til flere af vennerne overlevede han. Måske på grund af sit kunstneriske talent og en nærmest overnaturlig arbejdsdisciplin og produktivitet. Inden han fyldte 21 havde han været frontløber på flere forskellige undergrundsbands og havde skrevet et hav af tekster.

Jeg kan huske første gang, jeg hørte Martin Halls musik i midt-firserne, at jeg tænkte: Det kan umuligt være en dansker, der står bag. Det internationale format var slående, og et sådant var stort set ikke eksisterende i den danske musikbranche på den tid.

Allerede dengang havde han opnået en nærmest mytisk og utilnærmelig karakter som hyper-intellektuelt ikon og multitalent indenfor musik, kunst og litteratur.

1971-1985 er Martin Halls erindringer om den tid, og selvom Hall oftest henvender sig til et publikum med sans for avantgarden, så er hans nye bog vedkommende for alle. Smukt skrevet, dybt personlig, vildt underholdende og ikke mindst troværdigt reflekterende om de efterhånden sagnomspundne år.

Som 70’erne skred frem, sivede farverne ud af billederne. Når jeg tænker på min barndom, erindrer jeg den altid i farver, mens billederne fra mine senere teenageår kategorisk toner frem i sort-hvid. Det var, som om det politiske fotografi var begyndt at smitte af på historiefortællingens tekstur.

Det lyder måske lidt højtravende, men det meste af bogen er skrevet med begge ben på jorden og fortalt i en let tilgængelig stil og et ikke desto mindre flot sprog fra en mand, der gerne flyver til fjernere og mere prætentiøse planeter.

I centrum af fortællingen står Martin Halls forældre Eigil og Beth. Langtfra idealet om de perfekte forældre i den solide kernefamilie men måske en slags ideal for at danne ballast for udviklingen af den ekstraordinære kreativitet hos sønnen.

Martins Halls portræt af sine forældre er kærligt, forstående og fyldt med anerkendelse af sit ophav. Både Eigil der altid var fuld af gode og mindre heldige ideer og indfald, og Beth som havde et stort hjerte, var god for en skarp bemærkning, og et humør der svingede fra det sprudlende til det dybt depressive. Beth ender med at tage livet af sig selv mod bogens slutning i 1985.

1971-1985 er på flere måder for 80’er generationen, hvad Dan Turélls Vangede Billeder er for 68’erne. Den er mørkere og hårdere i sit portræt af tidsånden men mindst ligeså humoristisk og meget rørende.

Det er længe siden, at jeg er fløjet så hurtigt gennem en bog med et ængsteligt blik på de alt for få resterende sider. Sådan havde jeg det også, da jeg med stor fornøjelse læste hans romanværk om 80’er generationen Den sidste romantiker, som jeg også uden tøven kan anbefale, selvom det er en del år siden, jeg læste den. Jeg håber, der kommer mere litteratur til det brede publikum fra Martin Hall, for han skriver både vidunderligt skarpt og præcist om sin generation og sit kulturelle og familiære ophav.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Tiderne Skifter.

 

Reklamer

Rud af Kamilla Hega Holst

Kill them with mystery. Delight them with daring. Her er en roman, der til fulde lever op til det skriveråd. Mystisk, modig og uhyggeligt velskreven.

Jeg læste Rud af Kamilla Hega Holst i ét stræk, og jeg kunne ikke lægge den fra mig på trods af andre gøremål. Med stramme, korte sætninger og stærk foruroligende handling lagde den et besnærende greb om mig og holdt mig fast til sidste side var vendt.

Romanen handler om Kaisa, der for første gang i to år holder ferie med sine børn Malte, 14 og Mira, 11 i sommerhuset ved Asserbo. På vej hjem fra stranden leger de en leg, som Malte finder på: Hvem kommer først hjem af hver sin vej gennem vildnisset i plantageområdet omkring huset. Drengen kan noget med kort og linjer, burde ikke kunne fare vild, men Malte kommer ikke hjem.

Dagen efter skal børnene hentes af eksmanden Simon, som nødtvunget har bedt Kaisa om at tage sig af dem i den måned, han skal arbejde i USA. Hvis det står til Simon, skal Kaisa have så lidt med børnene at gøre som muligt. Hun har svigtet dem tidligere. Hun har været forsvundet i flere omgange. Hun har været indlagt med psykiske problemer. Hun har måske været sammen med fremmede mænd i løbet af deres ægteskab.

De første timer hvor Malte er væk, er Kaisa ikke nervøs. Mor og søn ligner hinanden, og det er ikke første gang, han finder på at stikke af. Men som timerne skrider frem, og mørket falder på, bliver hun urolig. Mira er opslugt af bøger, måske på flugt i fiktionen. Kaisa drikker en flaske vin, hvorpå hun i beruset tilstand tager ud for at lede efter Malte i mørket, og der sker mærkelige ting. Kaisa tager tilbage og bryder ind i annekset, hvor Malte har det hele for sig selv. Her finder hun et kaos af dåser med afklippede negle, rester af afhøvlede fødder og hår og hele væggen plastret til med billeder, der danner en collage af skjulte meddelelser i et besynderligt mønster; udpluk af bekymrende netchatteri, billeder af døde fostre, pumpende organer, blodårer og væv i indfiltrede forgreninger, røde kryds med smileyer. Et kunstværk som er fornemt illustreret i bogen som folde-ud del. Kaisa forsøger at afkode Maltes gåder. Malte stammer, han staver forkert. Ordet Rud står skrevet på hans værk. Rod bliver han betegnet som af lærere og pædagoger. Kaisas liv er rod, har hun ofte hørt fra Simon, som selv er noget af en pedantisk kontrolfreak. Malte har rod i sine forældre og sin mormor, som han har en slags åndsfællesskab med. Simon dukker op før tid, og forældrene begiver sig sammen ud på en mareridtsagtig færd for at finde deres søn. Romanen skifter mellem nutid og datidsklip, hvor Kaisa tænker tilbage på samlivet med Simon og på sin mor som isolerede sig fra omverden, læste filosofi, blev syg og døde. Hun mødte aldrig sine børnebørn.

Side for side afsløres en dyb dysfunktionalitet og en gensidig afhængighed i et forhold, hvor begge parter er fanget af ar på sjælen, som de piner, plager og provokerer hinanden med. Men hvem er mest syg, og hvem er mest skadelig for børnene, hvis nogen? Romanen fungerer som en psykologisk thriller, og hver eneste side henstiller læseren med tilbageholdt åndedræt, indtil slutningen frembringer et chok.

Flere temaer trænger sig på i læserens refleksion. Først og fremmest om konsekvenserne af svigt, den genetiske arv, psykisk og fysisk vold, selvdestruktiv adfærd, mønstre der ikke kan brydes. Om fædre og mødre og hvordan de påvirker deres børn for evigt og efterlader dem som sårede sjæle, der bevidst og ubevidst kan ødelægge alt for sig selv og for andre.

Jeg ved ikke, om det er en litterær fornærmelse at kalde denne nervepirrende sag for domestic noir af højeste karat, men hvis det er en genre, der tiltaler dig, vil du uden tvivl lade dig rive med af Rud. Forfatter Kamilla Hega Holst skriver ikke enestående poetiske sætninger med storladne metaforer, sproget er enkelt og ligetil, men alt det, der står mellem linjerne, og den måde romanen er konstrueret på i samspil med illustrationerne, skaber en nærmest panisk poesi i sig selv.

Bogen er lånt på biblioteket. Udkommet hos Rosinante.

 

Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo

Allerede før udgivelsen er Pigen uden hud solgt til mindst 16 lande, og Hollywood har sikret sig filmrettighederne. Grønland er hot i litteraturen, og Mads Peder Nordbo har med sin nye krimi skabt en ny genre i et på én gang magisk og dystert univers, Nuuk Noir.

Historien er en blanding af klassisk krimi og rå socialrealisme tilsat magien fra den grønlandske åndeløst betagende natur. Romanen er spækket med poetiske og meget velskrevne beskrivelser af det arktiske landskab, og hvordan personernes ånde krystalliserer sig i små is-formationer. Klar blå himmel og storslåede isfjelde bliver sat overfor trøstesløse sociale boligblokke i Nuuk. Det er kontrasternes sted, og det ene er ligeså dragende som det andet. Også beskrivelserne af den grønlandske kultur og fortryllelsen i eksempelvis trommedans er både fængende, fascinerende og til tider skræmmende.

Et enkelt sted havde frosten overrasket vandet så brat, at det så ud, som om flere vandfald på vej ned langs fjeldets langstrakte ryg var frosset til med så stor kraft, at de var stivnet i ét nu midt i deres fald. Selv skummet i vandet var frosset, og hele vægge af fastlåste bølger og nubrede bobler kastede solens stråler tilbage som tusindvis af krystalprismer i en gammel lysekrone.

Temaerne er mange, og Mads Peder Nordbo formår at flette dem sammen i historien, så de overbeviser; sorg, hævn, vold, seksuelle overgreb, børnemishandling, mord, landsbysamfund, sociale problemer, kolonitid, den dansk-grønlandske konflikt, inkompetente myndigheder, politisk magtbegær og beskyttelse af interesser for enhver pris.

Der er så også en overflod af karakterer og i modsætning til de klare temaer, kan deres indbyrdes relationer godt være forvirrende –  især på skurkesiden.

Konkret handler det om den danske journalist Matthew Cave, hvis totalsvigtende amerikanske far engang var udstationeret på Thulebasen i Grønland. Matthew har søgt isolationen i Nuuk efter at have mistet sin kæreste og ufødte datter i en ulykke. For lokalavisen skal han afdække en sag om et mumificeret lig, en nordboviking, der dukker op på indlandsisen og forsvinder igen og et brutalt mord på den politimand, der vogter over det.

Manden er sprættet op og flået efter traditionelle sælfangermetoder. Matthew bliver snart sat på sporet af en fyrre år gammel sag om en række tilsvarende bestialske mord og opdager, at sagerne hænger sammen. Et af dem beskrives således angående ligfundet:

Manden, de fandt derude, var flænset fra skridtet og op til brystbenet, og al hud var flået af hans krop. Hans indvolde flød ud over gulvet omkring ham. Ikke i en pæn bunke, men spredt ud som en halo af indvolde, der omkransede hans lig. Huden var væk, og de havde ikke haft held med at finde den.

Så er der gang i voldens æstetik. Spændende hvordan filmholdet vil fremstille den scene (og mange flere), uden at mainstream publikum løber skrigende væk. Det kræver nogle opfindsomme kameravinkler men skal nok kunne lade sig gøre. Og man har jo ligesom vænnet sig til splat efter Game of Thrones.

Undervejs allierer Matthew sig med en grønlandsk kvinde, Tuparnaq, som netop er løsladt efter 12 års fængsel for at have sprættet sin far op som en sæl. Hun har en påfaldende lighed med Lisbeth Salander fra Mænd der hader kvinder med et farligt humør, kroppen dækket af tatoveringer og overnaturlige hackerevner. Med sin grønlandske baggrund er hun alligevel helt sin egen sære og spændende person. Hun er pigen uden hud, men det er der også andre piger fra fortidssporet, der er.

Tilbage i 1973 møder vi bogens mest dynamiske og interessante karakter, politimanden Jakob, der undersøger de skrækkelige mord og en række unge pigers mystiske forsvinden. Hele flashback delen er vanvittig spændende, nervepirrende og meget original. Den fylder godt til i bogen, så det er ikke et problem, at handlingen i nutiden virker lidt flad i sammenligning. Hovedkarakteren, journalisten Matthew, er set mange gange før, og han bliver ikke rigtig interessant. Han er i sorg og derfor forholdsvist passiv. Det er omstændighederne og personerne omkring ham, der tvinger ham til at handle, mens informationerne nærmest dumper ned i skødet på ham. Jakobs og Tuparnaqs historier river ham ud af sin ret til at læne sig tilbage i depressionen og først mod slutningen, kan han vriste sig fri og gøre noget.

Plottet er velturneret og spændende hele vejen igennem, selvom logikken for nogle af personernes motivation og troværdigheden i visse tilfælde mangler. Men hey det er jo krimi, og hvor seriemorderes bestialiteter i fiktionen ofte bare er frastødende og ækle for skræmmeeffektens skyld, så giver de mening her på trods af de udpenslede og blodige detaljer.

Alt i alt en særdeles spændende og nuanceret fortælling om det moderne Grønland, og de mennesker der bor der. Som læser får jeg virkelig lyst til at besøge Grønland for selv at opleve det på godt og ondt, og man kan mærke, at forfatteren er godt bekendt med stedet. Han bor der faktisk, og deler glædeligt ud af sine Grønlandsbilleder, tanker omkring processen som forfatter, og begejstringen for romanens helt fortjente succes. Det er en fornøjelse at følge, og jeg er klar til næste Nuuk Noir drama, hvor Matthew Cave formodentlig har lært noget af Jakob, kan leve med sin sorg og har udviklet sig til en mere handlekraftig herre.

Pigen uden hud er en exceptionelt god og vedkommende krimi. Den bedste jeg har læst længe.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Sommergræs vinterorm af Mette Sø

Jeg kunne godt tænke mig at kaste Mette Søs bøger på bordet foran de kritikere, der beskylder (især kvindelige) danske forfattere for at være navlebeskuende og selvoptagede uden omtanke for andre og med mangel på udsyn på verden omkring dem.

I Mette Søs nye roman Sommergræs vinterorm følger vi Billi Kruse i krise, et ’jeg’ som beskriver smerte og lidelse ovenpå tre store tab, der sker lige efter hinanden. Men det er også et jeg, der nægter at dvæle i sorg og smerte, selvom det kan mærkes fysisk, og som i et forsøg på at hele rejser ud i verden for at finde meningen. Undervejs møder Billi en række mennesker, der sætter hendes egne problemer i perspektiv, og hun reflekterer i høj grad over verden omkring sig; fra digitaliseringens betydning for fremtidens arbejdsmarked til natur, krop, religion, historie, klimaforandringer, ulighed og den politiske krise i Europa.

Billis far er død, kæresten har forladt hende, og kuvertfabrikken, hvor hun arbejdede for sin stedbror, er lukket. Efterspørgslen på kuverter er stærkt faldende, men der er stadig fabrikker i Finland, i Grækenland og i Rumænien, og dem vil Billi besøge, inden de også går fortabt sammen med alt, hvad der ellers var, før nettet overtog verden. Tankerne om far, eks og bror forgrener sig på fineste vis i omgivelserne på rejsen.

I Helsinki møder hun My, som kan være spids og strid og har et hus i en skov, måske er hun lille My fra Mumi-troldene som ældre vis dame.

“Jeg tænkte, at jeg ville besøge papiret og høre, hvordan det gik,” siger Billi om formålet med sin rejse og forventer at blive latterliggjort.

My bor tæt på papirfabrikken og på sin egen no-nonsense facon, strækker hun hånden ud og inviterer Billi til at overnatte blandt minder og klenodier fra sin egen barske familiehistorie. Hos My bliver Billi puffet i kold, sort skovsø og sauna, og her bliver hun i stand til at græde og tager første skridt på vej mod en forløsning og accept af tingenes tilstand.

I Athen bruges der stadig kuverter, for eksempel under valg og til bestikkelse af myndigheder og noget-for-noget tjenester i et land, der er væltet af krisen. Men man hjælper også hinanden af et godt hjerte som hos Alexis, der inviterer Billi på den restaurant, han har banket op efter en fyring og økonomisk ruin. Et sted hvor vandet er gratis, og hvor de, der kan, betaler for maden, og de, der ikke kan, spiser med.

Her er der tiggere på gaden, her kan man ikke undskylde et “desværre” med, at de får jo kontanthjælp. Her kunne de penge eks’en skyldte og betalte tilbage ved bruddet have haft et formål.

Ligesom den unge mand, der står foran H&M og sælger papirlommetørklæder. Han er så beskidt og lugtende, at alle går i en stor bue uden om ham. Ingen vil nogensinde købe noget, han har rørt ved. Desværre. Jeg ryster på hovedet. Det er ikke mange dage siden, at jeg rev dine penge i stykker. Fordi de var tarvelige.

Skammen banker på. Men en krise er en krise uanset privilegier, og som Alexis siger:

Vores problemer er penge, det ordner sig. Godt jeg ikke er i din situation.”

I Bukarest er digitaliseringen stadig fremtid, og kuvertfabrikken lever, selvom ingen ifølge direktøren gider leve der. Her fylder henrettelsen af diktatoren Ceausescu og hans hustru i 1989 lige vel meget i Billis refleksioner, og mit læseengagement falder. Men her er også farens tidligere flamme Petro, og mødet med hende bliver det afgørende skridt for Billi mod at genfinde balancen, tilgivelsen, accepten og at opdage sit nye selv på den anden side af krisen, for verden bliver aldrig helt den samme igen.

Mette Sø skriver så englene synger, græsset gror og ormene folder sig ud. Hun kan noget helt særligt med at kombinere et eminent, følelsesfuldt sprog med fri fantasi, frejdighed og fakta fra et tydeligvist omfattende researcharbejde.

Sommergræs vinterorm er noget for sig selv og kan kun anbefales. I sin helhed en virkelig god læsefornøjelse. Akkurat som Mette Søs tidligere romaner, for eksempel I en snæver vending

Romanen udkommer 28. april og er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

 

Folkets skønhed af Merete Pryds Helle

Den store danske roman i 2016 bærer titlen Folkets skønhed, en sand læser darling der vandt både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris. Nu har jeg også læst den, og jeg forstår helt og holdent begejstringen. Historien er en slægtsroman baseret på forfatterens egen familiehistorie, og den er grum og meget lidt skøn.

Vi befinder os på Langeland først i 1930’erne, op gennem besættelsen og senere 1960’erne. Marie bor med sine søskende, mor og far i et hus på landet. Alle må hjælpe til, køer skal malkes, der er kartofler og kød på bordet hver dag, men også ydmygelser, lussinger og nedsættende bemærkninger. Seksuelt misbrug fra både far og bror indgår som en nærmest naturlig del af hverdagen.

Det eneste skønne i familiens tilværelse er et maleri, der bærer titlen Folkets skønhed. Det forestiller to kvinder, der arbejder i marken med ryggen til og rumpen i vejret. Maries far er en dedikeret socialdemokrat og erhverver sig maleriet, der bærer signaturen Vincent, med enorm stolthed.

Da faren kommer ud for en alvorlig ulykke som arbejdsmand og bliver indlagt i København først med brækket ryg, senere på lukket psykiatrisk afdeling, ændrer det dynamikken i familien, men det bliver ikke nemmere med mor, der er trist, træt og streng.

Marie kommer ud at tjene på Frøken Videbæks hjem for piger, der er kommet i uføre herunder Frøken Mortensen: Elna satte Marie ind i, hvordan proceduren var. De skulle ikke lindre fødslen, for pigerne skulle ligge, som de havde redt, ellers ville de hore igen, og frøken Mortensen havde ikke engang lært det første gang.

Den ene ubærlige situation efter den anden præsenteres som hverdagskost, og personerne er ulykkeligt uvidende om al den dobbeltmoral og hykleriet, de gebærder sig i. Hver og en påtager sig sin skæbne uden at kny, for sådan var det nok dengang.

Marie vil noget andet og mere, og hendes udkårne elektrikerlærlingen Otto vil gerne give hende det, men Marie er brændt af barndommen og svær at gøre glad. Otto har temperament og kan blive ond i sulet. Han har en dårlig vane med at kalde Marie for ‘luder’, så snart noget går ham imod. Som da Marie bliver gravid første gang, og det ikke lige passer ind i planerne, selvom de på det tidspunkt er blevet gift og flyttet til København.

I takt med at Marie og Otto opnår større velstand, køber hus og materielle goder bliver de i stand til at konfrontere familiens dæmoner, men det bliver ægteskabet ikke lykkeligere af.

Folkets skønhed er dansk historie og socialrealisme af højeste kaliber, og hvis man vil kende vrangsiden af fattig-Danmark dengang og følge en families historie fra den spæde udvikling af velfærdsstaten og udflytningen fra land til by, så er det bare med at gå i gang med denne fantastisk velskrevne skønhed af en roman.

Romanen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

 

Niksen af Nathan Hill

skaermbillede-2017-02-28-kl-14-42-13Hvis du som jeg har en forkærlighed for romaner, der giver sig i kast med den store amerikanske fortælling, så fejer du læsebunken af natbordet og går i gang med Niksen af Nathan Hill. Jeg elsker hver eneste sætning i den her bog i en grad, at jeg får hvide lyspletter for øjnene, hver gang jeg læser let henover linjerne i stedet for at dvæle og suge ordenes handling og mening ind som hjerneføde og fornyet læseenergi. For det giver den i rige mængder, udover at den er eventyrligt underholdende, morsom, rørende og nærmest uhyggeligt forudseende aktuel i sit syn på politik og medier.

Ud af romanens 750 sider har jeg markeret cirka 500, fordi de er spækket med stærke sætninger skrevet i et klart og formfuldendt sprog med tankevækkende citater og skarp samfundskritik. En helt igennem imponerende debut af Nathan Hill, som har taget sig ti år om at skrive sin fantastiske historie, ligesom Donna Tartt gjorde med Stillidsen. Det giver litterære point, når en forfatter gør sig så meget umage, og tendensen med at skrive lange romaner giver fuldstændig mening i dette tilfælde. Der er ikke en linje for meget.

Historien udspiller sig i Chicago, New York, Iowa og Nordnorge og springer i tid mellem 1968, 1988 og 2011. Samuel er en først lovende, nu falleret og ensom forfatter. Han skylder sit forlag en bog på grund af et forskud, han for længst har opbrugt, underviser i litteratur på college for at overleve og spiller computerspil resten af døgnet i kamp mellem elve og orker.

Hans mor Faye forlod ham pludseligt, da han var 11 uden en forklaring, og hans store kærlighed fra barndommen går tabt på samme tidspunkt. Efter tyve år uden kontakt dukker Faye op i medierne, anholdt for terrorisme, fordi hun har kastet med sten mod en yderst højresnoet guvernør, der stiller op til præsidentvalget. Et billede fra en protestdemonstration i 68’ skaber overskrifter om en radikal hippie, der sågar har været anholdt for prostitution. Samuel kender kun sin mor som indadvendt, kærlig husmor i Iowa, der forsvandt ud af hans liv og tog trygheden med sig fra den ene dag til den anden. Morens historie kan være Samuels redning mod et sagsanlæg fra sit forlag, og han går i gang med at researche til sin bog om Hippie Terroristen.

Undervejs får han hjælp fra en medspiller på nettet ved navn Pwanage, hvis livsstil vil få alarmklokkerne til at runge hos enhver forældre til en gamerboy. Samtidig bliver han udsat for en hævnaktion fra en elev, Lede Laura der giver begrebet narcisisme nye vidder, og hvis projekt han har dumpet, fordi hun har skrevet det af fra nettet. Samuel er i krise, men efter Fayes mening er en krise slet ikke en krise, men blot en ny begyndelse. ..Alle virkelige forandringer bør i første omgang skræmme dig.

I sin efterforskning møder Samuel markante personer fra sin mors fortid, og får åbnet sprækkerne ind til en forståelse af hendes uforståelige valg og en erkendelse af, at æblet nok ikke falder så langt fra stammen, og at niksen! flytter med, uanset hvad man selv måtte mene. Flere af bogens temaer rammer lige i hjertekulen, og nedslående nok er de, der handler om kvindens emancipation, kampen mod misogyni og for menneskerettigheder som ved et trylleslag blevet tæt på ligeså højspændt nu i 2017, som de var i 1968.

Niksen er både storslået familiesaga, psykologisk drama, politisk satire og skarptslebet samtidskritik. Helt på højde med Donna Tartt, Jonathan Franzen, og jeg vil mene højere end John Irving, som han også er blevet sammenlignet med.

Nathan Hill er godt i gang med at indtage det litterære verdensherredømme med sin roman, og en tv-serie baseret på The Nix er allerede under produktion med selveste Meryl Streep i hovedrollen. Man kan så vælge at se den som et bud på, hvordan det var gået, hvis hun aldrig var vendt tilbage til det barn, hun forlod i Kramer mod Kramer eller som en forlængelse af sin nyligt vundne status som Hollywoods talerør og oprør mod det nye politiske regime i USA, der knap har varet to måneder men føles som to år. Det kan kun blive godt, og jeg glæder mig.

Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

Forfatterinterview: Jesper Stein om den kreative proces

Jeg har talt med forfatterne Jesper Stein og Olav Hergel om forskellen på at skrive journalistik og fiktion og om den kreative proces til en studieopgave i manuskriptudvikling. Det synes jeg også, I skal have glæde af.

Læs anden del med Jesper Stein:

Jesper Stein, journalist, forfatter
Foto: Les Kaner, Politikens Forlag

“Det sjoveste i verden er at skrive fiktion”

Om den kreative proces, motivation, flow og faglige kicks.

Du er fuldtidsforfatter. Er du også stadig journalist?

“Nej. Jeg vender ikke tilbage til journalistikken. Der har været lidt relaterede opgaver, men jeg bliver nødt til at sige fra og nej til journalistiske opgaver, så jeg kan fokusere og skrive. Siden jeg udgav første bog har jeg vidst, at jeg kunne leve af at være forfatter. Den solgte over 20.000 og blev udgivet i udlandet.”

Havde du en plan om at skrive mange bøger?

“Nej, jeg er meget mere impulsiv. Da jeg skrev den første, ville jeg bare gerne have den færdig. Det er jo en kæmpe overvindelse at komme derhen, for alt er nyt. Så kan man have taget 48 kurser og læst 25 bøger om creative writing og narrative journalism, men alligevel gælder det om at blive færdig.”

Hvorfor har du valgt at skrive fiktion?

“Jeg har villet skrive, siden jeg var i 20’erne og har altid skrevet til skuffen, men jeg blev aldrig færdig med noget. Jeg skrev aldrig over 15 sider, og det kan der sikkert være mange psykoanalytiske årsager til, som jeg ikke selv kan gennemskue. Det hænger sammen med et dybt og brændende ønske om at blive forfatter men ikke rigtigt at have noget at bringe videre før nu….andet end min store weltschmertz. Det kunne andre skrive mere fremragende om. Jeg startede med at skrive lyrik. Jeg var ung, da den gyldne generation af 80’er lyrikere brød igennem, og jeg flyttede selv til København og gik rundt i deres fodspor. Da jeg var i 30’erne og fik mit første barn, forsøgte jeg at skrive sådan lidt depressive romaner om parforholdets opløsning. Det var godt, det ikke blev til noget. Så jeg skulle op i 40’erne, før jeg både havde noget at skrive om men også troede på, at jeg selv kunne magte det format, som en roman jo er.”

Hvorfor blev du journalist, hvis du gerne ville være forfatter?

“Jeg havde ti fjumreår, hvor jeg tossede rundt og lave alt muligt og tog en halv uddannelse, læste lidt litteratur og lidt halløj… Så i slutningen af 20’erne tænkte jeg, at jeg måtte se at få lidt retning i livet, og så blev jeg journalist. Det var kanonsjovt og super spændende. Jeg kunne godt lide at skrive nyheder og var god til det i mange år. Det er en superdisciplin at kunne skære en nyhed på fem minutter. Det var et fag og et håndværk, jeg gik op i. At skrive godt. I mange år skrev jeg krimi- og retsstof, og senere fik jeg lov til at skrive de store brede reportager. De sidste ti år arbejdede jeg som litteraturjournalist og interviewede en masse forfattere og folk fra bogbranchen. Det lærte jeg helt afsindigt meget af. Det har været tyve virkelig givende og arbejdsmæssige lykkelige år. Det kan ikke overvurderes, hvad det har givet af færdigheder og oplevelser. Jeg har rejst verden rundt og prøvet alle de forskellige genrer. I den tid troede jeg ikke på, at jeg selv kunne skrive en bog.”

Hvordan ændrede det sig?

“På et tidspunkt var der et forlag, der skulle lave en bog med Bent Isager Nielsen (tidligere chef for politiets rejsehold red.) Så spurgte de, om jeg ville skrive den. Det blev ikke noget stort kunstværk, men jeg var i gang. Det var et stort arbejde at skabe en rød tråd i hans personlige fortælling efter mere end tyve samtaler, men det gjorde jeg. Senere havde jeg noget orlov, og så begyndte jeg at skrive og “smed en død mand ned på Assistens kirkegård”, og så fik jeg skrevet 80 sider på en måned. Dem sendte jeg til nogle venner med forstand på litteratur. De læste det og sagde, jeg skulle sende dem med det samme til et forlag. Det var jeg så for jysk til. Jeg kunne ikke finde på at sende noget, der ikke var færdigt, men det motiverede mig til at skrive videre.”

Arbejdede du med plot og struktur på det tidspunkt?

“Nej, jeg skrev bare. Det gjorde så også, at jeg undervejs fik nogle ideer…jeg har altid været fascineret af forfattere som Jo Nesbø og Michael Conolly. De leverer altid nye overraskelser. Så får man én på den ene kind og så én på den anden. Jeg fik nogle ideer, som jeg gik og vendte, og det sinkede mig i 3-4 måneder. Der gik to år før, jeg var helt færdig og, jeg sendte ikke noget til forlag før. Det er sgu svært første gang.”

Skrev du meget om?

“Nej, det gjorde jeg egentlig ikke. Men jeg tænkte i lang tid over, hvordan det skulle være. Jeg stod op kl. 4 om morgenen og skrev noter om, hvordan det hele skulle hænge sammen, og jeg kunne ikke altid få det til at passe. Jeg brugte uger på det.”

Hvordan strukturerede du dit skriveliv? 

“Jeg skrev i alle de lommer, der var, mens jeg havde fuldtidsarbejde. Nogle gange ringede jeg hjem og sagde, det trak ud, selvom det var løgn og sad og skrev på arbejde.”

Kunne du godt gå ind og ud af stoffet på kort tid?

“Nej. Det var så en af de dyre erfaringer, jeg gjorde mig, men jeg kunne åbenbart lidt alligevel, for jeg gjorde det jo. Men det er nemmere, hvis man skriver 23/7. Er man væk fra bogen i 14 dage, så bruger man simpelthen 3-4 dage på at komme ind i den igen. Der er mange ting, hvor jeg læser og tænker, hvorfor har du skrevet det? Man mister nemt den røde tråd.”

Bruger du post-its og kartotekskort for at holde styr på det?

“Nej, slet ikke. Jeg har prøvet det, men det fungerer ikke for mig. Jeg har i bunden af manus 15-20 mudrede sider, som skal flyttes ind et andet sted.”

Blev du træt af det og var tæt på at give op, eller fik lyst til at gå i gang med noget andet?

“Nej. Jeg holdt fast i det. Det viste sig, at jeg faktisk havde noget i mig, som jeg ikke selv vidste, jeg havde. Og det prøver jeg altid at give videre. Der var en sejhed og vilje til at fuldføre projektet. Jeg var simpelthen ikke klar over, at jeg kunne det, men jeg blev færdig. Så sad jeg og kiggede på bogen og vidste ikke rigtigt, hvad den skulle hedde, og hvad jeg skulle gøre. Jeg sendte den til en bekendt på et forlag, som gav mig en masse gode råd, men jeg kunne ikke bruge dem til noget, for så ville projektet tage en hel anden drejning. Så begyndte jeg at tvivle på mig selv. Men så viste jeg det til nogle flere og min familie, og de synes alle sammen, at det var fremragende. Den 20. december 2011 sendte jeg den til fire forlag. Jeg sendte til dem på én gang.”

Det må man jo ellers ikke?

“Jo det må man. Og det skal man gøre i dag. Jeg sendte det specifikt til folk, jeg kendte på forlagene, og så hørte jeg meget hurtigt fra dem. De var alle interesserede. Jeg skrev selvfølgelig “PS. for en god ordens skyld, har jeg sendt til fire forlag.” Det er det bedste råd, jeg kan give. Så får du læst din bog i løbet af 14 dage i stedet for at skulle vente i et halvt år. ”

Synes du selv, det var godt, da du sendte det ind?

“Nja. Jeg havde det vel blandet. Den ene dag synes man jo, det er kanon godt, og den næste hader man det som…Sådan har Niels Lyngsø og Peter Øvig det også. Og det har vi alle sammen…det må man bare se udover.”

Hvordan vil du beskrive din kreative proces, når du skriver fiktion, nu hvor du er erfaren?

“Når jeg skal lave en bog, er der tre faser. En indledningsfase som varer en 2-3 måneder, hvor jeg går og tænker og tager noter på min telefon og finder stemmerne og tester sporene. Hvad skal der ske i min hovedpersons liv? Hvad skal han udsættes for af pres? Hvad er motoren? Der er to motorer i en krimi: den ydre handling/plottet, som alle tror er det vigtigste –  det er jeg sådan set ligeglad med, og så den indre handling og selve karakteren. Det er det helt afgørende for mig. Det bruger jeg meget tid på. Så tager jeg en uge i sommerhus og skriver de første 20-40 sider og finder de forskellige stemmer, og hvilket sprog de skal tale med. Derefter tænker jeg over, hvad bogen skal ende med, før jeg går i gang med midterstykket. Så tænker jeg på de forskellige turns.”

Laver du out-line, beskriver vendepunkter osv., inden du skriver?

“Nej, det gør jeg slet ikke. Jeg kender det godt, og jeg tænkte over det med min første bog, men jeg tror, da det ligger et eller andet sted i baghovedet. Når jeg er ude og fortælle om overgangen fra journalistik til fiktion, så er det jo til mennesker, der har set utallige tv-serier og film og fået fortalt historier, siden de var små. Der er utroligt mange fortællestrukturer, som ligger inde i os. Vi kan godt kalde det point-of-no return og pis og papir…men vi ved jo godt, de ting kommer undervejs. Det bremser en enormt meget, hvis man skal bruge de modeller hele tiden. Noget af det jeg fik mest ud af ved Robert Mckees kursus var, at han sagde, når du først har skrevet en scene, som du selv synes er skidegod, så skal du lægge den til side og skrive en ny version og en ny og en ny. Jeg tror, han ville have ti versioner. Det er jo alt for meget, men det har lært mig, at når jeg får en ide, så er det tit den mest logiske og klichefyldte. Det er dem, der først falder en ind. Så tænker jeg, hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det ikke var ham, der var vild med hende, men hende der var vild med ham osv. Hvis læseren forventer, der sker noget, og det så er lige det, der er ved at ske, men så sker der noget helt andet, så er læseren åndeløs, ikke? Så bliver læseren spulet gennem min bog. Det bliver uforudsigeligt.

Men altså 3-4 måneder hvor jeg tænker over ideer, og hvad der skal ske. Så skriver jeg en intens periode på 2-3 måneder. Så skriver jeg et råmanus og tager i den periode på nogle skriveophold en uge ad gangen, På en uge kan jeg få lavet en kvart bog. Så laver jeg ikke andet i den uge og skriver vel en 16 timer i døgnet i alt. Jeg er ikke så sjov i ugen efter.”

img_2678Laver du overspringshandlinger?

“Ja, men jeg sidder foran computeren. Så har jeg et ulæseligt råmanus, som jeg arbejder videre med. Til slut er der et redigeringsforløb med min redaktør i en 3-4 måneder, hvor jeg arbejder meget sammen med hende. Så skriver vi det igennem en fire gange.”

Går din redaktør meget ind i stoffet?

“Ja hun går rigtigt meget ind i det. Det er der forfattere, som ikke bryder sig om, men med min baggrund som journalist, så er jeg jo vant til det.”

Har du nemt ved at sætte dig selv i skriveflow? (tilstand hvor pennen flyder, forfatteren er fuldt fokuseret, glemmer tid og sted og ikke lader sig afbryde eller tyr til overspringshandlinger)

“Det er i hvert fald den tilstand, jeg eftertragter. Det er der, jeg er mest lykkelig i mit liv overhovedet. Det er ikke så svært for mig, men det kræver, at jeg har tid og koncentration, så kan jeg hurtigt komme ind i mit stof.”

Hvordan gør du helt praktisk? Har du ritualer?

“Nej. Men jeg sørger for at have flere åbninger i mit manus. Flow er den tilstand for mig, hvor jeg er i stand til at finde på. Det er det sværeste af alt. Det siger andre forfattere, og sådan er det også i filmbranchen. Guldet for dem er folk, der kan finde på. Det er også det sjoveste – og det hårdeste, fordi det er svært. Men når jeg sidder på de der ophold, og jeg kan mærke, at mine personer begynder at bevæge sig fremad i handlingen, og min hovedperson er et sted om morgenen, som jeg ikke anede, han var om aftenen, så følger jeg bare med, så har jeg ikke tid til at skrive noget rent. Jeg har ikke tid til at bebrejde mig selv, at jeg har….så er det typisk en fase, hvor jeg er i stand til at lægge alle “de der” væk. Du ved, dem der sidder på skulderen af en og siger – du er ikke god nok. Det lægger jeg fra mig, og så kører jeg bare af sted og giver slip. Det handler også om at turde, som Brian Eno siger:  – Nu synes I, at jeg er genial, men hvis I så nogle af de første ting, jeg har lavet..; det er så pinligt og latterligt og håbløst. Jeg vil ikke bebrejde mig selv. Det er jo kun kreativitetshæmmere og dræbere. Det er bare at turde og sige ok, det her lyder pisse plat, men jeg skal nok få noget ud af det til sidst.”

Hvordan er selve skriveprocessen? Hvor mange gange skriver du igennem.

“Ved den første bog måske 400 gange. Nu er det ikke mere end en eller to gange. Det giver altså noget at tage på skriveophold. Jeg skrev næsten hele Akrash på to en halv uge. Det at skrive i én bevægelse gør et eller andet. I hvert fald når du arbejder med et narrativ. Du vågner og falder i søvn med dit plot i hovedet. Men det er ikke altid det lykkedes og er skidesjovt. Med min seneste bog sad jeg en hel uge på skriveophold og gik i stå og kunne ikke komme videre.”

Hvordan reagerer du i den situation?

“Når jeg går død i den kreative proces, så har jeg de der åbninger i mit råmanus. Så kan jeg sætte mig til at skrive på noget andet og arbejde med sprog. Hvis jeg føler stor lede ved det, jeg skriver der, så printer jeg hele manus ud og læser det igennem. Så finder jeg måske ud af, at en person ikke kun skal være god men også irriterende, og det er hun ikke blevet endnu.”

Du bruger dine skriveophold til at komme i flow. Sætter du dig mål for, hvad du skal skrive hver dag?

“Ja det gør jeg. Jeg sætter et mål for antal anslag, jeg skal nå hver dag. Hvis jeg er i flow kan jeg skrive 5 sider på en time. Så skal jeg holde en pause og lave kaffe eller på nettet.

Jeg har deadlines med alle mine bøger. Med den her seneste har jeg haft fire, som jeg har måtte udskyde, men det er vigtigt at planlægge og have noget at arbejde hen imod. Vi har også struktureret tiden i familien. Min kone har for eksempel givet mig hele oktober, hvor jeg ikke skal hente børnene, så ved jeg, at jeg skal nå 5000 anslag hver dag i den periode osv. Så sidder jeg helt konkret og regner ud: 31. oktober skal du være oppe på 400.000 anslag, og hvis jeg så kun er på 300.000, så er jeg meget utilfreds med mig selv. Det har jeg så måtte konstatere denne her gang. Det er gået langsommere end nogensinde før. ”

Kan du godt holde interessen for dit manus, når du har læst det flere gange?

“Ja det kan jeg godt. Indtil vi når i slutredigeringsfasen, så bliver jeg træt af det og kan godt tænke; nu gider jeg ikke at læse om ham her fyren nogensinde igen.”

Havde du samme proces og motivation, da du arbejdede som journalist? Er det ene ligeså sjovt som det andet?

“Nej. Der er ikke noget, der er ligeså sjovt som at lave fiktion. Der er ikke noget, der kommer op på siden af det. Derfor er der så mange, der gør det uden at tjene en skid, ellers ville de jo aldrig gøre det vel? Det er jo også kanonfedt at komme ud og holde foredrag og få respons fra læsere, der har alle mulige meninger om Axel Steen (hovedperson i bøgerne red.), og nu skal jeg være flink ved ham, og så skal han ikke tage så mange stoffer osv. Det er jo fordi, der er nogen, der har gidet bruge 30 timer i selskab med de ord, man har siddet og lavet. Det er da fedeste i verden, altså. Der er dog en del lighedspunkter. Når jeg har siddet med store interviews med Lone Hørslev eller John Le Carré, så har jeg da også siddet og stirret på indledningen, og det er først, når jeg har fået sat en scene, at det flyder. Man skal ind i in media res – altså man skal lige ind i lortet. Jeg har da tit siddet og ikke rigtigt kunne komme i gang, og så kommer man i gang, og så skriver man. Det flow har jeg jo kendt som journalist i mange år. Forskellen er bare, at det er sværere at finde på. Man skal jo ikke finde på noget som helst som journalist, men det skal alligevel skrives med dynamik og bevægelse.”

Har journalistikken været nemmere end fiktionen?

“Meget nemmere. Du skriver en artikel, og du ved, hvad du skal skrive om, og det kommer i avisen næste dag.”

Ville det hjælpe dig kreativt, hvis din redaktør sagde, hvad der skulle ske med Axel Steen?

“Nej. Det ville hun ikke gøre. Det ville jeg tænde helt af på. På et tidspunkt var jeg gået i stå efter 80 sider, som jeg sendte til min redaktør og to andre faste læsere og spurgte, om de havde nogle forslag til, hvad der nu skulle ske. Vi tog møder, og de kom med en masse. Men jeg kunne ikke bruge det til noget. Han er jo min figur. Jeg kan ikke få folk til at hjælpe mig med at skrive bogen. Men når jeg får meget kritik på et færdigt manus f.eks. som min seneste Aisha med en masse kommentarer og bemærkninger, så kan jeg godt bruge det. Som – jeg kan ikke mærke Axel Steen eller – det er utroværdigt, at en kvinde bliver så vildt forelsket to gange. Det er de jo gode til. Jeg bruger faktisk kun kvinder til kritik. De kan jo se ting, jeg ikke selv kan se, men de kan altså ikke få øje på, hvad der skal ske.”

Føler du dig bundet af en kontrakt med dine faste læsere, som jo har opnået et forhold til din hovedperson?

“Jeg kan gøre, hvad jeg vil med ham, jeg kan bare ikke forandre hans karakter. Hvis jeg skal blive ved med at skrive om ham, så er jeg nødt til at….de tre første var fra nedtur til genoprejsning, så jeg er nødt til at flytte ham et nyt sted hen. Der kommer måske to bøger mere, og så tror jeg, at jeg vil holde en pause, og prøve at skrive noget andet. Jeg vil gerne skrive en jeg-fortæling.”

Hvordan vil du karakterisere din motivation og drivkraft som hhv. journalist og forfatter? Hvad er det der giver passion og mening for dig? Er det selve processen og det at skrive?

“Ja. Det er det. Det er det mest afgørende for mig. Man kan sige, at efter jeg er blevet forfatter er jeg blevet meget optaget af de elementer der udgør en fortælling. Person og sted som også er vigtige i mine bøger og mange af de bøger, jeg er optaget af. Hvad skal der til for at lave fortællinger. Derfor er det, du arbejder med og den uddannelse, du tager, spændende.”

Det kan være, det er næste skridt for dig?

“Ja det kunne det godt være.”

Kunne du godt tænke dig at skrive film?

“Ja det kunne jeg. Eller tv-serier. Det er jeg dybt fascineret af.”

Lader du dig bremse eller inspirere af de gode serier?

“Jeg lader mig inspirere af dem. Jeg stjæler replikker og alt muligt. Jeg så Homeland samtidig med, at jeg skrev tredje bog. Carrie er skizofren, og gennem tre afsnit er hun indlagt dybt psykotisk, og så tænker man, hvad fanden skal vi med det her. Men så viser det sig, at hun har ladet sig medicinere med vilje. Hun har lavet det vildeste undercover…og så tænker jeg, at hvis de kan det der, så kan jeg fandeme også køre 150 sider hvor min hovedperson arbejder for de kriminelle. Sådan nogle greb bliver jeg meget inspireret af.”

Hvor meget fylder dit arbejde? Hvis du ikke kunne få lov til at være forfatter og journalist, kunne du så ligeså godt lave noget andet?

“Det ville jeg være meget ked af og blive meget frustreret over. Det er jeg også, når jeg ikke kan få lov til at skrive. Det er svært for mig, hvis jeg ikke kan det.”

Har du brug for den ydre anerkendelse du får i form af priser osv.? Eller er det de indre faglige kicks, der betyder mest?

“Ja, den har jeg da vildt meget brug for. Det betyder meget. Jeg kan da godt selv se, hvad der er blevet godt, når jeg skriver, men det betyder meget at blive set, hørt og læst. At folk læser mine bøger og synes, de har værdi, og at få tilbagemeldinger fra udlandet.”

Din personlighed er ikke introvert som mange forfattere er?

“Nej slet ikke. Men jeg har introverte glæder ved at skrive. Det er jo den mest ensomme beskæftigelse, der findes. Forfatterlivet består af to ting, som er så modsatrettede de overhovedet kan være, i hvert fald hvis du har succes. 90 procent af tiden sidder du og skriver og så resten af tiden, hvor folk klasker dig på ryggen hele tiden og siger, du er fantastisk. Og de to ting er jo sådan helt modsatte. Det kan ikke være der samtidig. ”

Hvordan får du dine ideer og samler viden til de gode plots?

“Jeg henter meget inspiration fra virkeligheden og fra aviserne. Jeg taler normalt ikke så meget med politiet, men det har jeg gjort til den næste. Der er også nogle kriminalsager, der altid har fascineret mig, og så har jeg tænkt, at den her skal du bruge en dag. Så har jeg brugt helt konkrete sager.

Jeg får en eller anden ide om, hvad min næste roman skal handle om. Eller hvilket greb den skal have. I min seneste roman er min hovedperson kommet på ret køl igen, men jeg er nødt til at udsætte ham for noget nyt, ellers bliver det for kedeligt. I den næste arbejder jeg meget med, at man ikke ved som læser, hvad han nu har gang i. Er han gået over til fjenden? Eller helt ned på coke. Et godt stykke ved man ikke rigtig, hvad der foregår. Det er sådan noget, der bærer min lyst til at arbejde med fortællingen. Så kommer det andet senere hen. Nogle gange er det en lykkelig proces, og andre gange er det en dybt ulykkelig proces, hvor jeg får lavet grebet, og det kører godt, men så kan jeg ikke komme videre. Det er meget svært.

Jeg mangler slutningen af min næste bog nu. En 50 sider, og det er det svære. Jeg ved godt, hvad der skal ske, men det skal stadig leve op til forventningerne for en krimi af høj standard. Du har en kontrakt med læserne, og den kan du ikke snyde dig ud af. Hvis det du leverer allerede bliver gættet af læserne på side et, så får du aldrig læst dine bøger igen. Hvis ikke læserne bliver overrasket, så er det en fiasko. Så på den måde er det svært. Med Aisha vidste jeg det meste af det ret tidligt, og jeg vidste, det ville virke, men det allersidste twist i den bog kom jeg først på, da jeg skrev på slutningen. De der ting i processen, hvor man selv bliver overrasket, de er så stærke og har så stor effekt, at der kan du være sikker på, at læseren får en på skrinet. Med det du meget møjsommeligt har siddet og udtænkt og konstrueret dig frem til, er der en ret stor risiko for, at nogen regner den ud, men der hvor du selv bliver overrasket, fordi du får lavet den der, men hvad så hvis, hvordan kan vi vende det på hovedet. Dér opstår muligheden for at overraske.”

Har det lettet din skriveproces, at du har aftaler, forpligtelser og forlagskontrakt?

“Den første tog længere tid jo, men de senere her er begyndt at tage længere tid end nummer to og tre, som jeg skrev på under et år. Det er jo fordi, at der er meget mere på spil, og jeg nu gør det fuldtid. Det er jo absurd, at det skulle tage længere tid, men det gør det altså nu.”

Interviewet foregik i november, siden da har Jesper Stein afsluttet del 5 af Axel Steen serien, og den udkommer i juni på Politikens Forlag.

Læs min anbefaling af krimien Aisha

Læs også interview med forfatter Olav Hergel om hans kreative proces her

Går du med en manuskriptforfatter i maven? Læs mere om studiet på SDU