Jubilæum af Lotte Kirkeby

Skærmbillede 2016-08-26 kl. 10.11.18Bloggen har ligget lidt stille henover sommeren. Det er ikke fordi, jeg ikke har læst noget. Eller at jeg ikke har læst noget godt, jeg kan anbefale. Jeg har endda også læst lidt skrammel, jeg ikke kan anbefale, men det vil jeg jo helst ikke belemre jer med her på bogbobler. Det er mere det, at jeg ikke har fundet tid (overskud) til at skrive om de bøger, der har begejstret mig, da jeg har snuden nede i egne skriveprojekter. Men nu skal det være.

Måske hører du med i forsamlingen af ellers så bogglade mennesker, der læser for få noveller? Sådan en er jeg, og det skal der laves om på..

For det første er noveller perfekt sommerlæsning, der tåler ferieafbrydelserne i familiens favn og giver tid til fordøjelse og eftertanke med kortfattede og skarptskårne små historier, der kan ramme, bevæge og oprøre mindst ligeså meget som en dybsindig roman. For det andet er jeg endnu ikke blevet skuffet, når jeg har taget fat i en novelleforfatter som Alice Munro, Naja Marie Aidt, Adda Djørup, Dorthe Nors eller Jan Sonnergaard. Og der er jo mange flere.

De der virkelig mestrer at levere den gode novelle, hvor essensen skal fanges mellem linjerne, dramaet ligger i det usagte og i foruroligende vibrationer og spændinger mellem personerne på trods af deres korte, stramme form, kan noget ekstraordinært.

Til dem hører også Lotte Kirkeby som med samlingen Jubilæum tager fat i et gennemgående tema om at miste i forskellige faser af livet. Novellerne er ikke vilde og surrealistiske som nogle af de forfattere, jeg nævner ovenfor. De afspejler hverdagen og virkeligheden. Men de har kant midt i deres afdæmpede hverdagsrealisme, om livet når det gør ondt. Det bliver jeg ikke en trist læser af, for de her noveller er særdeles velskrevne.

Lotte Kirkeby har udpræget sans for perfekt doserede beskrivelser og detaljer, så man på ganske få sider virkelig kan mærke det rum, man træder ind i og de mennesker hvis liv man får indblik i omend for en kort stund. Varianterne af tab er samlingens røde tråd bundet omkring vidt forskellige mennesker.

Tab af tryghed, af det der var, og som nu kun lever i barndomsminder, tab af uskyld – især den moralske, tab af kærlighed og evnen til at elske i det hele taget, tab af drømme og håb, skilsmisse, utroskab, de ubærlige tab, alvorlig sygdom og død. Velkendte, vigtige temaer men her som nyskabte, opfindsomme små fortællinger med uforudsigelige drejninger og overraskende paradokser, der kan gemme sig i blot en enkelt sætning:

Hun plejede at forelske sig i grimme mænd, og det var han ikke.

Eller her forklaringen på hvorfor en kvinde bevidst glemmer at tage noget tilbehør med til grillaften hos vennerne, som hun lige bliver nødt til at nævne, de mangler og dermed sætter manden i forlegenhed.

For hun kan godt lide at mangle noget. Og det ville Kim aldrig kunne forstå. Når man mangler noget, så kan man blive ved med at længes. Og så kan man blive ved med at tænke på det, som man ikke har, men som man måske engang får. Man kan flytte ind i forventningen, og det er der, hvor hun bedst kan lide at være.

Det er fint, fængende, finurligt og lidt farligt. Som gode noveller skal være.

Jubilæum er venligst tilsendt af forlaget Rosinante.

 

Reklamer

Poesi og andre former for trods af Adda Djørup

Skærmbillede 2016-02-26 kl. 13.59.36Jeg var nummer 31 til bibliotekets venteliste til denne lille skønne sag, og alligevel gik der kun tre dage, så stod den på hylden på mit lokale bibliotek klar til afhentning. Med min egen kode og et sygesikringsbevis kan jeg hente bøger, når det passer mig udenfor normal åbningstid. Det er lidt syret at gå alene rundt på biblo om aftenen og snuse til boghylderne, men det er også ret vidunderligt med komplet fred og ro til at lade sig friste af spændende titler, der byder sig til på boghylderne, når der hverken er personale eller andre lånere tilstede.

Hurra for bibliotekerne må de aldrig lukke og må der trods alt altid være behov for bogkyndigt personale.

 Poesi og andre former for trods har stået på min læseliste i lang tid. 150 skarptskårne sider med noveller og en skønsom blanding af prosa og poesi. Jeg er vild med den!

Adda Djørup skriver vanvittigt, vittigt og vedkommende. De første noveller i bogen fortæller små skøre og ret så fantasifulde surrealistiske historier med helt uforudsigelige drejninger. Ligesom karaktererne trodser alle konventioner og forventninger om korrekt opførsel drevet af lyster og indskydelser, trodser forfatteren læsernes forestillinger om, hvad der vil ske. Der tegner sig et mønster for hver historie. Hver gang man nærmer sig de sidste sider, gyser det lidt i kroppen at vende dem, for hvad pokker finder de nu på. Så snart man tror, at man har regnet personerne ud, vender de 180 grader på en tallerken, og gør noget helt forrykt. Det er sjovt, syret og exceptionelt godt skrevet. Fællestemaet er trods i flere afskygninger.

Prøv selv om du ikke kan regne ham her ud fra novellen med titlen Vesterhavet og så læs bogen og se hvad der så sker.

Jeg har det hele. Topmave, hængenosser, ekskone, måne, en bjørnerøv der snart er grå. Lægen siger at det er de lange ture, bøfferne og sovsen der giver mig forstoppelse og højt blodtryk. Jeg har en hæmoride. Sidst kom jeg hjem med gonorre. Jeg hader gummi, jeg plejer at holde mig til håndarbejdet, også for pigernes skyld. Men der var en svipser udenfor Milano.

 Så tror jeg godt, vi alle sammen kan se stereotypen på en langturschauffør for os. Men da han forsøger sig som kokainsmugler på en tur med fragt af  levende grise, får han pludselig en åbenbaring!

Længere hen bliver novellerne mindre skæve og langt mere personlige og alvorlige, fortællingerne dybere og alment rammende med temaer om kærlighedens magtmisbrug, om død, fødsel og angst for at miste. Men hver gang med et sprog der sprudler og et strejf af humor.

Novellen Nej gik lige i hjertet, og der kom tårer fra side 136 og frem. Du må selv få fat i bogen og finde ud af hvorfor. I Poesi, en historie om forfatterens yngre jeg, fortæller hun om, hvorfor hun valgte at skifte fra digter til prosaist. En sjov historie om at få tildelt en plads blandt Europas kulturelite og føle sig benovet og malplaceret på samme tid og derfra finde sit eget ståsted.

Det er dog tydeligt, at der er en erfaren lyriker tilstede i hver eneste veloplagte sætning i denne meget fine bog, som alle med interesse for det ypperste i dansk litteratur og sprogligt overskud bør skynde sig at læse.

Poesi og andre former for trods er udkommet på Samlerens Forlag.

 

 

Kantslag af Dorthe Nors

Nors__Dorthe_Kantslag_300Det er tid til at slå et slag for novellerne, der ligesom digtsamlinger alt for ofte bliver overset til fordel for romanerne. Det er synd, for novellers skarptskårne form indeholder, når de er allerbedst, nogle sindsoprivende historier, der er mindst lige så stærke som i de bedste romaner. Hvis de var skrevet som romaner, ville flere af dem faktisk ikke være til at holde ud, for noveller kan være ret hård kost, der skal indtages i små bidder sætning for sætning og tygges godt igennem, inden man kaster sig over den næste.

Af nogle af de bedste og mest anbefalelsesværdige novellesamlinger jeg har læst – og det er desværre alt for få, vil jeg lige nævne Bavian af Naja Marie Aidt og Jan Sonnergaards trilogi Radiator, Sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen (det er jeg også). Det er virkelig psykologisk horror forklædt som hverdagsfortællinger, der graver dybt og ondt i de mindst flatterende sider af menneskesindet. Historier der både er vildt originale, foruroligende, og helt fantastiske.

Det samme gør sig gældende med denne lille, fine sart rosa sag med den hårdtslående titel, Kantslag, som Dorthe Nors har skrevet. Dobbeltheden mellem det sarte, skrøbelige og det knaldhårde går igen i novellerne. Historierne er skrevet i et enkelt, jordnært sprog, de er korte og afdæmpede og komplet uforudsigelige. Hver gang man tror, man har regnet pointen ud, bliver det hele vendt på hovedet. Nors noveller overrasker for hver sætning. De er simpelthen geniale.

Som selveste Oprah har beskrevet det:

I denne bog fremstår dansk skønlitteratur som dansk møbeldesign: enkel og sublim.

Danske Nors har nemlig fået strålende anmeldelser worldwide og er blevet et stort navn i USA. Hun har som den første danske forfatter nogensinde haft en af sine noveller i The New Yorker, og det er faktisk en bedrift som i sig selv burde få flere til at læse med herhjemme.

Hvad handler historierne så om? Det vurderer du bedst selv som læser. Men for mig handler de i sin helhed om følelser og om handlinger som følge deraf. Kærlighed der begynder. Kærlighed der dør. Overgreb, forstillelse, selvbedrag, opløsning, magtesløshed, resignation, ensomhed, håb og ikke mindst grusomhed. De er subtile og livskloge men ikke for sarte sjæle. Det skal du på ingen måde lade dig skræmme af.

Så tag denne lille lyserøde sag med det dystre og tankevækkende indhold med i sommertasken og læs Nors noveller i parken, på stranden eller på caféen. Hold en lang pause mellem hver og kig på menneskene omkring dig. Hvad mon der foregår bag facaden?