Og med alle mener jeg ALLE. For det er både festligt, folkeligt og fornøjeligt at være på Bogmesse, og det var det så absolut også i år. Der er bestemt meget at komme efter, uanset om man er højlitterær debattør, sci-fi- og fantasynørd, krimisluger, topstjerne forfatter eller bare generelt glad for bøger.

Jussi, I ved godt hvem, ejede Bogforum i år, og det er ham så vel undt. Der var sat fuld skrue på promoveringen af sjette del af Afdeling Q, Den Grænseløse med Carl Dark, som hovedpersonen muligvis kommer til at hedde, når serien med Mørck, Assad og Rose bliver omsat til tv-serie i USA. Det er ret fantastisk, så godt det er gået for Jussi Adler-Olsen og hans krimier, som topper alverdens bestsellerlister. De er også hver gang originale, fornyende, spændende og af høj kvalitet, og ligesom resten af lemmingerne glæder jeg mig til at læse den nye. Jussi har en utrolig god kontakt til sit publikum, et utrætteligt engagement og en vedholdende evne til at bevare jordforbindelsen. Det må man bare tage hatten af for. Men der er jo også andre gode, som Jussi selv så fint pointerede i sin åbningstale, da han åbnede Bogforum 2014.

Derfor var det også en ekstra cadeau, at debutantprisen gik til en indtil nu ubemærket krimi, Eremitten af Thomas Rydahl, som er udkommet på det lille enmandsforlag Bindslev. Endnu et tegn på at bogbranchen er i opbrud og i forandring, og at det ikke nødvendigvis er skidt. Hvordan bogmarkedet ser ud om ti år, er der vist ingen, der har det endegyldige svar på.

Det var på mange måder en bogmesse i krimiens tegn, selv om der jo også var rigeligt med skønlitterære indslag. Jeg sprang på forhånd kokkene, livsstilsguruerne og de fleste af biografierne over. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at høre om Renee, Qvortrup, Puk og Linse og find dig selv og kend dig selv og sig fra og sig til. Jeg er journalist og interesserer mig vældigt for fagbøger men altså ikke helt på samme måde, som jeg brænder for litteraturen og fiktionen, som tager mig med til steder, jeg aldrig har været før.

Det var umuligt at være med til det hele i så tætpakket et program med så mange kvalitetsindslag. Flere gange skøjtede jeg rundt fra det ene til det andet for til sidst at træffe nogle valg og slå rumpetten i sædet og lytte til de kloge mennesker i stedet for at tænke på alt det, jeg gik glip af.

For der er meget at lære af de bedste forfattere. De har noget på hjerte, og de er beundringsværdigt villige til at dele ud af det, også foran et summende publikum med støj i baggrunden fra de bogspækkede rullekufferter. Og også selv om teknikken i flere tilfælde drillede med mikrofoner, der skulle justeres eller skiftes ud, så tiden gik fra det væsentlige. Der var i det hele taget ret elendige lydforhold, og publikum var ved at træde hinanden over tæerne for at høre med.

Højdepunktet for mig i år var at lytte til Peter Høeg. Jeg er godt i gang med hans seneste roman Effekten af Susan, der ligesom Frøken Smillas Fornemmelse for sne kombinerer det finlitterære med spænding i højeste gear. Peter Høeg er, hvis nogen skulle have glemt det Danmarks største litterære verdensstjerne. Han har ry for at være lukket og mystisk, men det var en åbenhjertig, dybt poetisk og ikke mindst stærkt underholdende forfatter, der mødte op på Bogforum. Han fortalte en fantastisk historie om sin farmor, der lærte ham at fortælle. Hun var en klog, stærk og underfundig dame, som sagde: “Man skal aldrig give en dreng en springkniv, før han har lært at danse.” Hendes godnathistorier var ikke for sarte sjæle, men den, vi fik, vil jeg ikke beskrive her. Blot opfordre enhver til at skynde sig ud at høre Peter Høeg næste gang, han optræder. Jeg hørte ham to gange på Bogforum med lige stor fornøjelse.

Peter Høeg taler lige så smukt, som han skriver: “Jeg vil gerne gøre sløret mellem mennesker tyndere,” sagde han for eksempel om, hvorfor han skriver. Det er ikke alle, der kan slippe afsted med at sige sådan. Men det kan han.

Helle Helle var også super interessant. Hun belyste i sine samtaler mange ting om sine bøger, som måske har været uklart for os læsere, som i øvrigt er begejstrede for hende. Blandt andet: “Jeg skriver ikke om kvinder eller mænd men om mennesker.” Og til spørgsmålet om hvor samfundet er i hendes romaner, der mest beskriver de nære relationer, svarede hun: “Sprog er samfund.”

Det kan man i den grad også sige om den svenske (og temmeligt pæne) forfatter Jens Lapidus’ bøger. De hårdtslående krimier i Stockholm Noir–trilogien Cash, Aldrig Fucke op og Livet Deluxe er alt andet end pæne, men indeholder et sprog, der afspejler samfundet.

Fra den nederste bund i et ghetto- og gangstermiljø til den øverste eksklusive top i et Sverige, der er blevet mere klasseopdelt med årene, og ifølge forfatteren er ved at gå i opløsning. Lapidus, som selv er forsvarsadvokat, mestrer street-slang, advokat-formaliteter og det poetiske om livet og kærligheden i sine krimier på samme høje niveau, alt efter hvilken synsvinkel vi følger. Nu er han aktuel med en helt ny krimi: VIP-Rummet, den første af en ny serie, som skulle være mere moden i sit udtryk. Den lyder mycket spännande, og jeg glæder mig til at læse den.

Udover Lapidus fik jeg også lejlighed til at møde en svensk forfatterduo Mons Kallentoft og Markus Lutteman, som med deres nye serie om kriminalinspektør Zack fortsætter stilen fra Stockholm Noir. Den har jeg også på natbordet for tiden, og den tegner særdeles godt. Zack er ung, kvik og dygtig men lidt af en antihelt med sin dystre fortid og trang til at give los i kokainrus og ravefester. Han kommer til at opklare nogle gruopvækkende sager fra den stockholmske underverden, og han må nødvendigvis konfrontere sine indre dæmoner undervejs. Serien er bygget på Herkules-myten, så det bliver interessant at se, hvordan den udspiller sig i det moderne Sverige. Jeg mødte de to meget sympatiske forfattere til et morgenmøde om lørdagen arrangeret af Politikens forlag sammen med andre gode bogbloggere, og det var jätte trevligt og inspirerende.

Og så var der Bodil. Skuespilleren Bodil Jørgensen er udkommet med den ene biografi, jeg bare måtte høre om. En rejse gennem bly og græs, som jeg glæder mig til at læse.

De fleste, der har mødt Bodil Jørgensen, falder pladask for hende, og det gjorde jeg også, da jeg mødte hende i sommers et par uger før den frygtelige traktorulykke, der næsten kostede hende livet og førligheden. Nu er hun gudskelov stærkt tilbage og om muligt endnu sejere og mere inspirerende og i hvert fald lige så sjov som før. Bodil Jørgensen er sødme, skævhed og skarphed i smuk forening, og så er hun oprigtigt interesseret i sine medmennesker, imødekommende, åben og ærlig på en måde, jeg tror, ligger langt fra de fleste andre skuespillere, men som hun siger: “Hvis man er selvoptaget, så møder man jo kun…sig selv”.

Bodil Jørgensen er ikke bleg for at levere et par af de vanvittigt skægge og sjofle replikker, vi kender fra Rytteriet og Frokost med mor, hvis nogen beder hende om det i bussen. Og det på trods af at hun har haft et ekstremt hårdt år, hvor hun har mistet begge sine forældre og så været igennem en hel fantastisk helingsproces efter ulykken. Når man ser, hvor hurtigt hun er kommet på benene igen, kan man egentlig godt forstå, at hun trods al den modgang stadig er stærk i troen, som altid har været en stor del af hendes liv. Da hun blev spurgt, om ulykken havde ændret hendes forhold til Gud, svarede hun: “Jeg har altid troet, at Gud var i lyset, men han er lige der, hvor der er allermørkest.”

Jeg hører altid efter, når Bodil Jørgensen taler, og det samme gælder forfatteren Knud Romer, som fortalte om sin nye Børne ABC.

Han har sin egen form for hudløst ærlig skarphed og ved at udstille alle sine egne svagheder, indre kampe og alt det der er galt i samfundet, så man både griner og græder, er det selvfølgelig helt i orden, når han tordner: “Man må aldrig svigte sine børn ved at lyve.” Og senere til alle os med forfatteraspirationer:

“Hvis du ikke har noget på hjerte, så hold kæft.”

Men inden jeg gør det, vil jeg lige nævne et lavpunkt fra årets bogmesse. Nemlig at digtere som for eksempel Theis Ørntoft ikke fik helt samme grad af opmærksomhed under sin oplæsning, som Yahya Hassan fik sidste år. Han er mindst ligeså god, hvis ikke bedre. Og på sin helt egen globalt udfarende måde. Jeg skriver ikke så meget om digte her på bloggen, fordi jeg ikke er kvalificeret til at anmelde dem, men jeg er begyndt at læse flere digtsamlinger som så mange andre og netop på grund af Yahya-effekten, hvilket selvfølgelig er en god ting.

Tak for et godt Bogforum. Vi ses næste år.