Guds Bedste Børn af Morten Pape

Hvorfor ender nogle af de børn, der vokser op i underskudsfamilier som voldskriminelle og tabere, mens andre bryder den sociale arv og bliver velfungerende iværksættere eller forfattere? Det er blot et af mange spørgsmål, der trænger sig på under læsningen af Morten Papes nye roman Guds Bedste Børn. Der er ikke noget klart svar at hente, men med forfatterens nærmest overnaturlige indlevelsesevne i sin romans karakterer, får man som læser en dybere forståelse for, hvorfor meningsløse ting kan ske.

Historien udspringer af en virkelig hændelse tilbage i 2008, hvor et avisbud og hans kammerat blev sagesløst overfaldet, mens de spiste en pizza på en trappesten. Tre unge danske mænd stod pludseligt ud af en bil, og den yngste på 15 slog med en fastelavnskølle og ét slag til hovedet livet ud af avisbudet, en 16-årig dreng med tyrkiske aner. Den ubegribelige voldshandling var tydeligvis racistisk motiveret og skete i det berygtede Holmbladsgadekvarter på Amager, hvor bander, bøller og ballademagere bekæmper hinanden og den dag i dag jævnligt bliver jagtet af hylende sirener, når mørket er faldet på. Det er ikke mange år siden, at kvarteret var no-go. I dag er det renoveret og omdannet til middelklasseboliger, men der sker stadig ting og sager.

Som han nævner det i sin første roman Planen, var en af Morten Papes nære bekendte fra opvæksten i Urban Planen involveret i overfaldet, men forfatteren har her valgt at fiktionalisere hændelsen og skriver frit om to overfaldsmænd personificeret af karaktererne Simon og Mickey, samt ofret Zeki og hans ven og vidne Jamil. Vi følger dem gennem romanen før og efter overfaldet, og hvordan det påvirker deres liv.

Simon og Mickey er fætre men vokser op sammen hos Mickeys drukfældige og fortabte mor samt den kriminelle onkel Keller, der larmer i kulissen og opfører sig som en lokal mafiaboss. Fætrene bliver lokalkendte som brødrene Vold. En god dag for dem er kendetegnet af en hashtur på Staden efterfulgt af slåskamp – helst mod indvandrerdrenge, som de indlærte racister de er. Amagertrash af værste skuffe (Det må man godt sige, når man selv er Amagerkaner).

Simon har dog en samvittighed og vil gerne have et andet liv. Han forsøger at tage ansvar, da han skal være far som 17-årig og er færdig med at afsone sin voldsdom. Han angrer det, der er sket, men et reelt håb om et normalt familieliv er tæt på umuligt. Mickey, som svinger køllen er til gengæld udenfor pædagogisk rækkevidde. En afstumpet lille voldspsykopat, som verden og kommunekassen er bedre foruden, og som man har svært ved at føle noget for. Det gør man så alligevel, når han er under behandling af Papes pen. Hans liv er en lang konfrontation med det, omstændighederne har budt ham. I et af hans stræk midt i bogen skifter romanen synsvinkel fra tredje til første person, og vi får et indblik i Mickeys tankegang, mens han er indespærret i et sikret ungdomsfængsel:

…Og nu vi snakker om ham der gud så har jeg sagt til Eskild at jeg gerne vil begynde at tro, at jeg gerne vil tilgives for de dårlige ting jeg har gjort, at jeg gerne vil blive et bedre menneske, og jeg spørger ham om han kan hjælpe mig med at finde gud, hjælpe mig med at komme tættere på skaberen og tættere på mig selv, men det Eskild ikke ved er at jeg bare gerne vil tættere på hans nøglebundt og stikke af herfra, nu er det på tide at  komme videre og få fingrene i fucking Keller og Simon de forrædere men det tager tid, rigtig meget tid, næsten hele året går med snak om gud og Jesus og syndsforladelse og hvad fuck ved jeg, Eskild og mig snakker så længe og så meget om alt muligt at jeg næsten glemmer at narre ham, han hælder mere og mere Kristus i mig og læser højt fra det ene og andet testamente, og jeg tænker at ham her han mener det fandme, fuck hvor bliver han rundtosset når jeg en dag narrestreger ham i bund… 

Det man føler for Mickey er mest afmagt, og man må nok også betvivle, om virkelighedens Mickey ville være i stand til at føre tankebaner på et så relativt reflekterende niveau, men alligevel. Det stilistiske brud fungerer godt.

Som læser søger man forgæves efter formildende omstændigheder og undervejs må man stille nogle meget ubehagelige spørgsmål om, hvor meget af Mickeys psykopati er bestemt af arv og miljø, og hvor meget er genetisk. Kunne hans og hans ofres skæbne være ændret, hvis systemet havde grebet ind i tide eller i det mindste bare fungeret, eller var det håbløst fra starten? I en af mange tragikomiske replikker sætter Simon spørgsmålet på spidsen, da han pointerer, at Mickeys mor er blevet steriliseret. “Tænk, hvis hun havde sørget for det, før hun fik dig. Kæft, en masse bøvl, vi kunne have sparet os for.” “ Det havde sgu da været røvsygt uden mig,” replicerer Mickey.

Og hvad skal man mene om det? Er han født sådan? Havde Mickeys opførsel været anderledes, hvis ikke hans omgivelser, inklusive hans mor, havde hyldet ham som et lille fandenivoldsk individ og etnisk udrenser men i stedet havde opdraget ham? Havde det gjort en forskel, hvis systemet havde støttet på en mere fornuftig måde, end tilfældet var? Det vælger jeg at tro på.

Jamil er afdøde Zekis bedste ven. Han når ikke at reagere under overfaldet og bliver klandret af Zekis andre venner for ikke at forhindre det. Jamil døjer med voldsom PTSD og bliver indlagt på et psykiatrisk hospital. Hans kamp for at komme over på den anden side og se frem mod livet igen er hjerteskærende beskrevet. Han bliver en person, man aldrig glemmer.

Mit eneste problem med romanen er, at hændelsen stadig står skarpt i erindringen hos alle os, der kan huske den. Som læser får man en ubændig trang til at vide, hvad der skete i virkeligheden med de drenge, der var impliceret. Hvad vil de mon mene om denne fremstilling af deres liv, hvis det overhovedet interesserer dem. Og er det i det hele taget okay, at skrive fiktion om en sag, der formentlig har taget nogle helt andre drejninger end i romanen her? Den kunstneriske frihed er uanfægtelig, men jeg kunne godt ønske, at forfatteren udover at understrege, at dette er fiktion havde reflekteret mere åbent over processen og de implicerede i efterordet, når det nu er så velkendt en sag.

Bortset fra det overgår Morten Pape sig selv i sin roman nummer to efter den højt anpriste debut Planender af mange er betegnet som pligtlæsning til nye og kommende generationer. Det samme må gøre sig gældende for Guds Bedste Børn. Den gør ondt at læse fra første til sidste side, benhård og mere rystende end den selvbiografiske Planen. Der er også lidt at grine ad men langt mere at græde over.

Begge fortjener en plads som fast pensum i skolerne. Begge er vigtige bøger, man ikke slipper, efter de er læst. Pape er en af de vigtigste stemmer i dansk socialrealisme lige nu. Hans sans for den stærke fortælling, det gode sprog, skarpe replikker og ikke mindst hans indlevelsesevne er uovertruffen. Han skriver bare uforskammet godt.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

 

 

Reklamer

Lone Star af Mathilde Walter Clark

Længslen efter en fraværende far er omdrejningspunktet i Mathilde Walter Clarks umådeligt velskrevne roman Lone Star.

Den selvbiografiske roman er opdelt i to. Første del er en erindringsroman, anden del er en rejsereportage og et studie i slægtsforskning. Jeg er mest begejstret for den første, om end de begge er skrevet så smukt som en eng med vilde blomster i Danmark og en prærie med bugtende sandbakker i Texas.

The Lone Star State. Det er her Mathildes amerikanske far stammer fra, og derfor er han kun til låns i sommerferier og på sine konferenceture til København. Mathilde er lonely. Hun mærker forbindelsen til sin far. De ser ting på samme måde, men savnet overskygger møderne.

Mathilde er spæd, da hendes danske mor tager hende under armen og rejser hjem efter et kort ægteskab med Mathildes far. Alle er enige om, at han er en god og ordentlig mand, men han er også en nørdet forsker og professor i fysik, der er så optaget af sit fag, at han tilsyneladende glemmer alt og alle omkring sig i perioder. Fra Mathilde er elleve rejser hun selv til USA hver sommerferie og bor hos faren og hans nye familie, der består af en hollandsk hustru og fire halvsøskende.

Den hollandske hustru er et kapitel for sig. Hun er ikke den stereotype onde stedmor men alligevel en højst mærkværdig kvinde, hvis forældreevne man unægteligt må betvivle. Alligevel vælger hun at få i alt seks børn med den filosofiske tilgang, at hvis de ikke drukner på dybt vand, så svømmer de af sig selv. Hun er mere optaget af ejendomsprojekter og af at shoppe end af moderlig omsorg. Børnene bliver bespist med nuggets varmet op i ovnen, mens hun selv fortærer rå bøf som et overnaturligt væsen. Mathilde må ikke bade i varmt vand, og der er steder i det enorme hus i forstæderne til St. Louis, hvor hun slet ikke må være. Boligen er mere mansion end hus, og der er en utryg stemning over stedet og ikke mindst historierne i nabolaget.

Mathilde går i sommerskole med sine søskende, mens hun drømmer om farens nærvær. Det får hun kun i glimt og i breve, indtil hun er voksen, og de tager på en rejse sammen i farens hjemstavn Texas. Her besøger de slægten, dens bygninger, arkiverne og gravene. Her finder de fællesskabet mellem far og datter på trods af, at hans kone har besluttet, at han ikke længere skal se sin danske datter. Hvad den galskab bunder i er svær at blive klog på, måske er det blot galskab eller sagt lidt pænere psykisk sygdom og dermed også forklaringen på, at faren tilsyneladende ikke beder konen om at rende og hoppe, som man som læser tænker, at han burde.

Mathilde Walter Clark beskriver sit langdistance forhold til sin far i den første del så medrivende, at man flyver gennem siderne. Det er et rørende men også oprørende indblik i den akademiske families dysfunktionelle relationer, hvor hverken penge eller (ud)dannelse kan råde bod på det enorme svigt, børnene lider under. Mathilde er tydeligvis den heldige af sine søskende med en snusfornuftig mor, der har styr på sagerne i Danmark. Man fornemmer, at hun opvejer, det der tynger, så balancen er i orden. Jeg ville gerne have hørt mere om forholdet til moren, men måske er det en anden bog eller måske er det bare så fint og godt, at det bliver for uinteressant.

Sådan har jeg det desværre lidt med anden del, der bliver noget langtrukken for mig. Forfatteren har en fantastisk observationsevne og reflekterer både over stort og småt, det hun ser, og det hun hører. Fra motelværelsers indretning, spisesteders menukort, venskabet med en hund og den prægtige natur til politiske og kulturelle skel i familien over sydstaternes og byen Lockharts historie. Der er samtaler om familiens fortid som slaveejere, den nuværende våbenlovgivning, kontrasterne mellem det urbane og det rurale.

Rejsens formål er dette:

På sin stille facon mindede min far mig om hvorfor jeg er her. Han vil gerne vise mig sit Texas, så vidt muligt lade mig se stedet gennem hans øjne. Jeg forsøger til gengæld at finde ham i det jeg ser, at lære ham bedre at kende.

Mathildes far ville gerne have skrevet om familiens historie, men nu behøver han ikke. Og det er som om, at anden del er skrevet mere til ære for ham end for læserne. I glimt er det spændende, i lange stræk er det ikke. Galleriet af nulevende og afdøde slægtninge er prægtigt og overvældende, og der kunne med fordel være sorteret lidt i historierne. Det er vigtigt at kende sine rødder, men de er måske ikke lige vigtige for alle andre.

Uanset er der mange fine refleksioner undervejs, som er alment vedkommende, og alt det særlige forfatteren kan med ord og sprog findes ikke i den gængse biografi – ej heller roman.

Lone Star ér et smukt, stærkt og personligt værk, som bør læses af alle med interesse for familie, kultur og ophav.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

 

 

 

Der Der af Tommy Orange

Hvis man tror, man ved noget om, hvad det vil sige at være oprindelig, indfødt amerikaner, Native American eller kort sagt indianer i nutidens USA, så har man måske en fornemmelse af, at det ikke er helt nemt. At det er noget med enten at leve i et reservat ude i naturen, hvor man holder fast på sine kulturelle værdier, eller at assimilere sig blandt alle de andre hårdtarbejdende, moderne mennesker i storbyens melting pot. I Tommy Oranges gennembrudsroman Der Der bliver de barske realiteter – det må man formode, idet forfatteren selv er indianer – kastet lige i synet på læseren, og de er værre end de værste anelser. En trøstesløs negativ spiral af social arv, ulighed og uretfærdighed.

Der Der er et nedslående indblik i den amerikanske hverdag for ikke mindre end tolv forskellige personer af oprindelig herkomst. Mennesker der på hver sin vis lever med konsekvenserne af knap et par århundreder af dårligt selvværd trukket nedover hovedet på dem af de hvide erobrere, der tog deres land og frarøvede dem alt. Ikke kun liv og lemmer og den stolthed der ellers havde præget naturfolket men hele kernen af deres identitet.

Den forsøger de at genskabe til de årlige Powwow festivaller, hvor de ifører sig kostumer med læder og fjer og opfører de oprindelige trommedanse, sange og ceremonier. De få, der kan betegne sig som mønsterbrydere arbejder ofte i NGO-støttede programmer, der har til formål at bevare den kulturelle arv. Størstedelen af befolkningsgruppen har for længst tabt kontakten til det oprindelige og lever rodløse tilværelser ofte på bunden af samfundet. Flere i en døs af misbrug, vold og  håbløshed.

Nogle af os har sådan en følelse indeni hele tiden, som om vi har gjort noget forkert. Som om vi selv er forkerte. Som om dem vi er inderst inde, det vi gerne vil navngive, men ikke kan, det er som om, vi er bange for at blive straffet for det. Så vi gemmer os. Vi drikker alkohol, fordi det hjælper os til at føle, at vi kan være os selv uden at være bange. Men vi straffer os selv med det. Det vi allernødigst vil, lander lige oven på os.

Den spøjse titel Der Der henviser til den nordcaliforniske by Oakland, hvor det ekstra Der betegner et sted, der har forandret sig så meget, at det ikke længere findes. “Der er ikke noget der der.” Det sted der var og er, men hvor selv minderne om der, hvor man voksede op er fortabt i uigenkendelighedens tåger. Udtrykket er hentet fra et digt af forfatteren Gertrude Stein, som på et tidspunkt boede i Oakland og skrev om det.

Der Der er forfatterens romandebut, og den er så gribende. Trods de korte bekendtskaber med personerne fanger hvert kapitel som små uafhængige og vanvittigt velskrevne noveller, men samtidig er det en fornemt sammensat fortælling, hvor de alle til slut mødes ved Oaklands Powwow, der udvikler sig fra fest til tragedie.

Det er noget af det stærkeste, jeg har læst længe. Brilliant, relevant og oplysende. Det er hjerteskærende og dybt rørende social realisme med stor sproglig og litterær skønhed.

En roman der er svær at slippe, også efter den er læst. Må den få al den kærlighed, den fortjener.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

 

 

Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Alle elsker vrede Vibse, hovedpersonen i Bjørnen, seneste roman af Katrine Marie Guldager. Bare se på de sociale medier, hvor udgivelsen bliver flittigt delt af bogfolket, og jeg er helt med på Bjørne-bølgen.

Bjørnen er en lille guldklump af en roman på kun 173 sider med simple, velslebne sætninger af højeste karat, der rammer læserne lige i mellemgulvet men nok af forskellige årsager.

For mig er det især smerten over barnet, der er ved at løsrive sig og på vej til at flytte hjemmefra, og selvom jeg ikke er der endnu, mærker jeg tydeligt, at det kommer til at gøre nas. Allerede dengang vi kom hjem fra hospitalet med hende, græd jeg. Fordi vi engang skulle skilles. 

Men der er også det anspændte forhold til Vibses afdøde mor, der nager. Jeg tænker på min mor. Til sidst var forholdet bare et stort sår. Det tog vel ti år. Det blev ved med at springe op, det lort. Forbandede lortesår.

Vibse har andet at være ked af, og den smerte vender sig til vrede. For hvem fanden gider at være et offer. Det er nemmere at skælde ud på verden. Og det gør Vibse, så man griner og græder. Men mest af alt skælder hun ud på sig selv.

Over utilstrækkeligheden  og utaknemligheden som mor, datter og hustru. Manden hedder Lars, men når han er irriterende, kalder hun ham Bent, så det hedder han det meste af tiden, som straf – for at være så god. Puds glorien altså!

Der står midtvejskrise med store tykke bogstaver over Vibses vrede, men krisen er reel, når en fyring efter mange års tros tjeneste som gymnasielærer og tak for ingenting skubber hende ud i isolationen i den svenske ødemark belagt med sne i knæhøjde. En storm tager strømmen, og Vibse farer vild, da hun vil hente hjælp hos den utålelige nabo. Derude lurer Bjørnen. Og tankerne og uvisheden. Man kan ikke bare skyde skylden på hormonerne, når hele identiteten er på spil, for hvad nu?

Måske er det bare nemmere at blive spist af en bjørn. Men fandeme nej. Vibse er en fighter og en lover. Hun skal bare lære at elske sig selv. Ligesom alle vi læsere elsker hende og spejler os i hende. Også min egen mand, der læser cirka en bog om året på et godt år. Bjørnen læste han på en dag, og så fik vi en god snak. Og jeg skal helt sikkert læse den igen.

★★★★★★

 Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

I hans øjne så jeg døden af Conrad Fields

Kan man komme tilbage til sit tidligere selv og leve et normalt liv, hvis man har været soldat i krig og begået forfærdelige handlinger? Det afhænger af, hvem man er, og hvilken hjælp man får, men sandsynligheden er ret lille. Sådan læser jeg svaret i Conrad Fields nye roman I hans øjne så jeg døden.

Daniel er ægtemand, familiefar og krigsveteran fra Afghanistan. Han prøver at finde mening i familielivet tilbage på dansk jord og overholder sine forpligtelser med at hente, bringe, lave mad og passe job, indtil han bliver fyret. Han fortsætter, som intet var hændt og lader som om, han stadig går på arbejde hver morgen, mens han turer rundt i byen på må og få. Daniel lever som en skygge af sig selv og betragter sit liv udefra med natlige udflugter til byens skumle beværtninger og dulmende stoffer til at fortrænge yderligere.

Hverdagens trummerum og fredagsunderholdning foran skærmen med familien gør tomheden og meningsløsheden værre. Alt hvad han foretager sig med datteren og hustruen er skuespil. Han kæmper for at få sit liv tilbage men kan ikke mærke sig selv.

En dag bliver han og tre andre soldaterkammerater opsøgt af Forsvarets Auditørkorps, som undersøger en sag, hvor danske soldater dræbte civile herunder børn. Daniel husker i glimt og har fortrængt de værste hændelser. Han føler påtrængende skyld, mens han prøver at huske, hvad der skete men forsøger samtidig at sno sig udenom efterforskningen og undgå konfrontationen med det, han muligvis har begået i krigens hede. Her skal enhver handling besluttes på et nanosekund, og den har altid konsekvenser. Selv lang tid efter. Der er en pris at betale for at tage andre menneskers liv, også når det er utilsigtet. Daniel må på et tidspunkt spørge sig selv, om det er den højeste pris, der bliver afkrævet, når karmapolitiet indhenter en.

Historien skifter i to spor mellem fortid og nutid, mellem krigshandlinger og konflikter med soldaterkammeraterne i Afghanistan, og hverdags- og familielivet i Danmark, hvor alt er ok på facaden, mens sammenbruddet lurer lige nedenunder.

Romanen er ekstremt velskrevet og fortalt med en utrolig indlevelsesevne i betragtning af, at forfatteren aldrig selv har været i militæret eller udstationeret i krig. Der er power i hver eneste sætning.

I midterdelen af bogen kan jeg godt savne lidt fremdrift, da mange af scenerne både i fortid og nutid cirkulerer rundt i de samme problemstillinger, og der er passager med for meget stilstand, selvom sproget aldrig er kedeligt. Tredje del kører til gengæld i femte gear hele vejen. Det er spændende og højdramatisk og lige på kanten af overdrevet.

I hans øjne så jeg døden er i sin helhed et stærkt psykologisk portræt af en krigsveteran med PTSD. Alle som vil have en dybere forståelse af, hvad det handler om bør læse den. Jeg tror, romanen har en særlig appel til mænd. Den er bestemt anbefalelsesværdig i kategorien #manread af højeste kaliber.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

Blækhat af Sissel-Jo Gazan

I sommerferien lykkedes det overraskende nok at blive færdig med flere af de bøger, der længe har skulet til mig fra bunken: Læs mig og du vil ikke fortryde det. En af dem er Blækhat af Sissel Jo-Gazan, der udkom sidste efterår. En mursten af en 80’er roman og en bedre end god en af slagsen.

Romanen er længere end 500 sider med en imponerende detaljerigdom og en fortællekraft, så man tror på, at det hele faktisk er sket. Under læsningen måtte jeg lige google et par gange undervejs for at sikre, at der rent faktisk er tale om fiktion.

I starten af 1980’erne vokser Rosa op blandt de sidste hippier og de første punkere i de stejle gader i det indre Aarhus. Kollektivet møder BZ-bevægelsen, mens forelskede KU’ere med krokodille på trøjen og politi med panserskjolde lurer henne om hjørnerne.

Rosa bliver en af de første til at tagge sit navn på byens mure, mens hun noterer den Street art, der florerer i gaderne. Hendes mor Helle er lærer og en ivrig men ikke anerkendt svampeforsker, som bliver alvorligt syg i en alt for ung alder. Mormoren er også tæt på og giver penge til at sprayfarve værker i ly for ordensmagt og konkurrenter. De voksne bærer på en dunkel familiehemmelighed, som Rosa er lykkeligt forskånet for i sin barndom.

Sammen med veninden Sevim og andre venner i miljøet udvikler Rosa sig til Street art kunstner, og som voksen bliver hun forsker og formidler indenfor samme emne med en heftig rejseaktivitet. Hun følger i hælene på den mystiske Blækhat, der begår Street art med politiske undertoner verden rundt. Men inden da skal hun grueligt meget igennem.

Rosa ved ikke, hvem hendes far er. Der er tre mulige, som enten er døde eller umulige at finde, og så er der ham, der fungerer som far i det daglige, kunstneren Krudt, der introducerer Rosa for Street artens fantastiske univers. Han rejser til London og New York, og Rosa føler sig svigtet for første men ikke sidste gang. Hun forelsker sig i BZ-eren Tom, der er i politiets søgelys. Skæbnens vildveje er forunderlige, og Rosas passioner koster dyrt.

Romanen er skrevet som en sandfærdig familiekrønike med et hav af personer og referencer til Wikipedia opslag og gamle Ekstra Blads-artikler, og man tror som sagt flere  gange på hvert et ord, som var det virkelig sket, og forfatteren blot genfortæller egne erindringer. Det er nu ikke tilfældet, selvom der skulle være glimt fra forfatterens liv.

Det er historien også for fantastisk til, men med den grundige research tilsat en god portion nørderi og sat ind i en historisk og politisk kontekst er tidsbilledet fuldstændig overbevisende og mange steder beskrevet, som mange 80’er børn selv vil huske det.

Hvis man er til de store fortællinger med et velbygget plot, spækket med detaljer, begivenheder og et hav af personer, der passerer ind og ud af hovedpersonens liv,  så er det her Romanen.

Blækhat sprutter af fortælleglæde, og personer og dialog står lyslevende på hver side. Bogen kunne godt have været 100 sider kortere, men det er ok, at den ikke er det.

Den kunne også have været 100 sider længere. Tredje del starter med et gevaldigt tidshop og en underlig og lidt kedsommelig opremsning af, hvad der er sket på tyve år, som virker underligt påklistret. Historien tager heldigvis fat i en igen, og alle løse tråde bindes sammen på flot og fornemt vis  i en fin og forløsende slutning. Det er en roman, der vil rigtig meget og som lykkedes med det stort set hele vejen.

Sissel Jo-Gazan er en dygtig fortæller, og Blækhat er en underholdende roman om en subkultur, de færreste ved meget om samt de generelle politiske strømninger i tiden, der påvirker den. Efter læsning har man selv lyst til at gå rundt med en notesbog i hånden og nærstudere den efterhånden sjældne Street art, der er at finde i gaderne i 2018.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

Lige nu er jeg her af Isabelle Ståhl

Lige nu er jeg her er skrevet af en ny spændende forfatter, svenske Isabelle Ståhl, og den har været nomineret til fornemme litteraturpriser i Sverige.

Elise er ung og smuk, bor i Stockholm og læser på universitetet uden rigtigt at studere.

Hun drømmer om at blive forfatter men bruger tiden på at date på Tinder og poppe piller til fester. Hun har ikke været ædru i seng med nogen i flere år.

Jeg kan ikke komme i tanke om, hvornår jeg sidst følte mig nærværende sammen med nogen, måske engang inden der kom smartphones, måske med Sofia. Med hende føltes det altid inderligt, med hende behøvede jeg aldrig at lade som om, jeg følte noget.

Elise bliver forelsket i Victor, først på afstand og så tæt på. Hun sætter Victor på en piedestal, han føles ægte, indtil hun lærer ham ordentligt at kende. Så ryger han hurtigt ned igen.

Han aftjente ikke sin værnepligt, han var for svag. Hans skrøbelige krop ville ikke kunne klare sig længe i vildmarken.”Hvad synes du?” spørger han. “Pæn. Den klæder dig. Du er så pæn,” siger jeg og klapper ham på armen.

Victor bliver forelsket i Elise, de flytter sammen. Alt er godt i et par uger. Men Victor kan ikke fylde tomheden i Elise ud.

Kan han ikke se, hvor midlertidigt alting er? Jeget, livet, tilværelsen vi har sammen? Alt, hvad han gør, synes så ægte og naturligt, han lever som om, han ville leve evigt, som om det er meningsfuldt at bygge noget op. Jeg misunder ham.

Elise kan ikke leve op til de perfekte rammer om Victors liv, som hun selv er med til at stille op og forevige på Instagram. Hun vil bryde dem og gøre oprør mod den alt for tidlige småborgerlige konformitet, hvor tiden bliver fyldt ud af TV-serier, fancy dødsyge parmiddage og strategisk stræben efter karriere og designermøbler. Det gør hun så på afdæmpet facon ved at modsige Victors kærlighedserklæringer og evighedsforestillinger og ved at være ham utro med en moden herre. Den selvsikre forfatter Arvid, der kan tage fat om Elise men ikke på en måde, der gør hende lykkeligere.

Lige nu er jeg her handler om en ung selvoptaget kvinde, der på overfladen har meget men ikke kan mærke sig selv eller meningen med det hele. Den handler om tomhed og tristhed, om depression og om at være tilskuer til sit eget liv, mens man venter på det uundgåelige, selvom det formentlig ligger langt ude i fremtiden.

Jeg har et andet blik nu, end da jeg var femogtyve, det er mere mat og mere ligegyldigt, det er, som om øjnene er blevet slukket. Jeg tænker på det i flere timer, inden søvnen endelig tager mig.

Der sker ikke så meget i Elises og Victors liv, men dialogen mellem dem sitrer af angst, skuffelser og uforløste følelser og længsler.

“Undskyld jeg plager dig. Men jeg er voksen. Jeg skal kunne planlægge mit liv. Du kan jo aldrig give besked om noget som helst. Hvis man ikke kan planlægge fremtiden, bliver nuet helt uvirkeligt.”

”Jeg bliver så frygteligt bange af at planlægge,” siger jeg.

”Der må findes en eller anden slags terapi til dig.”

Jeg snøfter. ” Nej, jeg er terapi-resistent.”

Jeg ville aldrig græde, hvis han ikke var her og kunne se det.

 Lige nu er jeg her er en flot debut, helt fantastisk velskrevet med en strøm af åbenbarlige sætninger.

Jeg føler tit, at nuet ikke længere hænger sammen med fremtiden, men mere er som en form for grav, man kravler rundt i.

Det er en sorgfyldt generations- og samtidsroman af meget høj kaliber i al sin smukt komponerede enkelthed. Og den er også relevant for os, der var unge en, to eller tre generationer tilbage.

Elises eksistentielle udfordringer vil være genkendelige for mange, der har været 28 i moderne tider med eller uden sociale medier og Tinder som sublimeringsværktøj ved sin side.

Bogen er venligst tilsendt af C&K Forlag.