Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan

Når Sissel-Jo Gazan udgiver en roman, er der ofte garanti for en velfortalt og indlevende historie med en hovedkarakter, som beskæftiger sig med et videnskabeligt emne, der formidles på bedste nørdede vis og på en måde, der fænger den uvidende læser. Researchen er grundig, flot flettet ind i historien. Der er en imponerende detaljerigdom i fortællingen, og man lærer noget nyt hver gang.

Sådan er det også i den syvende roman Hvide blomster, der netop er udkommet, og her handler det om tatoveringer og botanik. I den forrige Blækhat var det Streetart, svampe, BZ-bevægelse og Aarhus i 1980’erne. Tidligere i de videnskabelige krimier med Dinosaurens fjer som verdensomspændende gennembrud har forfatteren beskrevet dinosaurer og fugle, og i Svalens graf vaccinationsbivirkninger og medicinalindustri. Sissel-Jo Gazan er selv biolog og har udover en dybdegående interesse i naturvidenskabelige emner også et bankende hjerte for de menneskelige relationer. For som gennemgående tema i flere af romanerne finder man også store familiedramaer om svigt, hemmeligheder og løgne. Dertil kommer et altid veltilrettelagt spændingsplot med adskillige overraskelser undervejs. 

Hvide blomster tillægger sig temaer som hævn og tilgivelse og har derudover en stærk socialrealistisk skildring af nogle af de mest sindsoprivende børneskæbner på dansk jord. Det er den fjerde roman, jeg læser af Sissel-Jo Gazan og efter min mening den bedste, siden Dinosaurens fjer

Hvide blomster starter på Samsø i 1993. En pige ved navn Bettina forsvinder, og lokalsamfundet er på den anden ende. Vi følger de to 14-årige kusiner Jenny og Tessa, der bor på Samsø og betragter forløbet og eftersøgningen af pigen. De er som nat og dag, og det samme er deres familier, men sammenholdet er stærkt. Jenny er kvik og dygtig til at tegne og nørder med botanik. Hun arver sin oldefars plantesamling, og det har en vægtig betydning for historien. Tessa er den rastløse, skoletrætte med det hårde ydre og det skrøbelige indre. Jennys mor Kisser er tatovør med et stort hjerte for svigtede børn, som hun hjælper udenfor lovens rammer. Hun er tvillingesøster til Jimmy, Tessas far, der også har et godt hjerte men en række alvorlige svagheder, der spænder ben, som det gennemsvigtede barn han er. Tato-Palle, der har egen legendarisk shop i Aarhus er deres far og pigernes højtelskede bedstefar. Hver især gemmer de på hemmeligheder fra fortiden og nutiden, der gennemsyrer familien i generationer.

Omkring dem et omfattende galleri af bipersoner fra den nysgerrige lokale betjent til de utallige halvsøskende og plejebørn, der er indlogeret hos Tessas mor Mona, der selv er en trøstesløs karakter med ret ringe forældreevne. Samt et væld af mystiske og mistænksomme typer fra øen, der skaber stigende uro omkring spørgsmålet, hvad er der sket med Bettina? 

Der er mange karakterer, og man kan godt blive lidt forvirret over, hvem der gør hvad mod eller for hvem, og nogle af bipersonernes bevæggrunde for deres handlinger flagrer lidt i vinden, men de centrale personer fremstår lyslevende og flerdimensionelle.

Romanen blander virkelige historier med fri og forrygende fantasi. Den er et yderst vellykket genremiks af spænding, socialrealisme, dannelsesroman, slægtsroman og tidsbillede, der på flere måder sætter nutidens debatter om for eksempel svigt og krænkelser i perspektiv. Det er i det mindste gået fremad. Opmærksomheden på børn der går for lud og koldt vand er noget større i dag, selvom alle problemer langt fra er løst. 

Jeg har haft en periode, hvor jeg gik kold i store murstensfortællinger men ikke denne gang. Ord og indhold flyder og fænger i et flow, man ikke har lyst til at afbryde trods 500 sider med 300 kapitler. Fortællingen kører derudaf med et herligt uprætentiøst men ikke desto mindre sprødt og sprudlende sprog, livagtig og humørfyldt dialog, og i modsætning til nogle af de tidligere romaner – uden overflødige sætninger og klichélignende fyld. Det er en fuldfed og fremragende roman, spækket med fantastiske detaljer, der leverer en helstøbt fortælling med vigtig samfundsrelevans samt indlevelse og hjertevarme for de svigtede og sårbare. 

Hvide Blomster er årets store fortællende roman. Den er ikke blot underholdende, den er vigtig. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

Paradis først af Kristina Stoltz

Mens jeg skriver denne anmeldelse raser kolossale skovbrande langs den amerikanske vestkyst i staterne Californien og Oregon. Fænomenet er velkendt men eskalerer år for år og er nu værre end nogensinde. Skovbrande og klimakrise spiller også en rolle i Kristina Stoltz nye roman Paradis først, der udkommer i dag.

Paradise er en lille by i Californien, der går i brand i 2018, mens hovedpersonen Kristina efter mange års adskillelse er på besøg hos sin amerikanske langdistance kærlighed Marlon. De har boet tæt på Paradise, da de var unge, og forelskelsen var på sit højeste og i den grad brændende. Under genforeningen brænder Paradise helt ud, og det samme kan man sige om deres kærlighed, der har været så stærk og paradisisk, at det blev farligt. Trods store forskelle mellem de to har Kristina følt, at de var ens.

Vi ligner ikke hinanden længere, det har jeg lyst til at sige, vores ansigt er ikke det samme ansigt. Gad vide, om han også ved det, ser det, om du ser mig her på bænken overfor dig. Vores forhold endte ikke på den måde, som et forhold normalt ender, med et brud. Et brud var ikke muligt. Nogen ville dø, i virkeligheden, ikke som en forestilling, en metafor, nej det ville være en fysisk realitet, at nogen, at jeg ville dø, det tror jeg stadig.

Forholdet har ikke kun været intenst og passioneret men også turbulent, kaotisk og påvirket af kultur- og raceskel, af depression og vold og af forskellene mellem USA og Europa, og hvordan vi ser på hinanden. Meget er sket og forandret gennem de knap tredive år, de har kendt hinanden. Alt dette reflekterer Kristina over i en hyper aktuel kontekst af racisme, klimakrise, masseskyderier og præsidenten med det gule hår, mens hun undersøger kærlighedsrelationen og udviklingen af den i et dynamisk samspil mellem fortid og nutid mellem sandhed og følelse.

Det er imponerende, hvor godt det er lykkedes at komprimere så fornem en fortælling med så relevante temaer på så få sider.

Man kan undre sig over, at Kristina rejser til USA for at besøge sin eks på trods af deres lange historie, og hun undrer sig også selv, for Marlon skal giftes med en anden, og forholdet er for længst forbi. Kristina har børn og bor i Danmark. En genoptagelse, af det der var, har lange udsigter, og det findes ikke længere. Eller gør det? Kan deres samhørighed transformeres til et venskab og vil det? Og hvad er meningen med det?

Jeg spekulerer over, hvorfor for jeg igen befinder mig her, som om det ikke er en beslutning, jeg selv har truffet; at pakke sin kuffert, gå ned af trapperne og ud ad døren. Det ender med, at man sidder oppe under skyerne i en flyvende metalbeholder og lader sig fragte over seks tusinde kilometer. Skovbrandene skyldes klimaforandringer. Hundredevis af dyrearter er forsvundet fra jordens overflade. Hver dag uddør flere. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at kærligheden har mere med omgivelserne end med personerne at gøre. Når korallerne dør, hvad sker der så i mødet mellem to mennesker? Bliver det den samme fortælling? Bliver det overhovedet en fortælling? Så vidt jeg ved, er kærligheden altid en fortælling. På en måde fortælles den bagfra, mens den udspiller sig. Dengang vi forelskede os, var havene stadig fulde af levende koraller. Det er ikke så længe siden.

Paradis først er en atypisk og stærk kærlighedsroman skrevet i ét langt kapitel over 170 sider, der fletter fortid og nutid sammen i et yderst elegant og flydende forløb, der bevirker, at bogen er umulig at slippe. Historien er selvbiografisk men skrevet som et stilistisk eksperiment, der lykkedes helt utroligt godt. Forfatteren skifter mellem jeg fortæller og tredje person, som skaber distance til de passager, hvor forfatteren er i tvivl om, hvordan det egentlig skete. Romanen er dermed også en udforskning af selve erindringen om kærligheden, og det der var, og hvad der er tilbage. Kristina er aldrig i tvivl om, hvordan det føltes og beskriver med nerve og nærvær, så det virkelig kan mærkes hos læseren.

Skiftet mellem fortællerstemmerne fungerer formidabelt, og man er aldrig i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om, selvom den ene sætning er i København for år tilbage og den næste er i USA i nutiden.

Romanen er et slående eksempel på, at autofiktion og autenticitet kan skabe den allerbedste og mest vellykkede litteratur, der vækker genklang hos læseren. Det gjorde den i hvert fald for mig. Muligvis fordi jeg selv har en lignende historie i bagagen men ikke kun derfor.

Først for nylig er jeg kommet i gang med Kristina Stoltz forfatterskab med romanen Som om der også er selvbiografisk og helt forrygende. Også den fletter fortid med nutid, barndom med forældresmerter og voksenliv med parforhold og skilsmissesmerter, samt et øje der reagerer fysisk på det hele.

Alle litteraturelskere, der mener, at de er trætte af autofiktion, burde tage fat i disse to værker af Kristina Stoltz. Jeg er overbevist om, at de vil ændre mening og falde for genren på ny. Paradis først er en af efterårets helt store læseoplevelser.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Hummerens skjold af Caroline Albertine Minor

En fortælling om en splittet familie, der ikke kan undsige sig deres indbyrdes relation og blodets bånd, hvorend de gerne vil. Selv ikke døden kan fjerne den påvirkning, familiemedlemmer har på hinanden. Herunder indgår en række andre tematikker om forældreskab og svigt, moderhjerter og søskendeforhold der ikke kan brydes på trods af store afstande og års adskillelse.

Romanen fortælles i fem spor. Vi følger tre søskende Ea, Sidsel og Niels, deres afdøde forældre, som mødes i det hinsides og den clairvoyante Bee, der bor i San Francisco. Det samme gør danske Ea. Hun forlod Danmark langt tilbage, og lever nu i den amerikanske storby sammen med den oversete kunstner Hector og hans datter Coco. Ea skal aldrig have børn:

Så længe hun kan huske, har tanken om at en dag at skulle føde et barn føltes som en hånd for munden; et hus uden vinduer.

Men Ea vil gerne i kontakt med sin egen mor, for hun forstyrrer i hendes sind. Forklaringen forsøger hun at få gennem Bee. Kæresten Hector bemærker på et tidspunkt:

Ea virker ramt af den samme melankoli, der greb hans demente mormor i hendes sidste tid. Som om hun efter årevis med selvvalgt amnesi faktisk har glemt noget, hun ville ønske, hun kunne huske.

Bee har selv en voksen datter, der ikke fik lov til at kende sin far. Hun har en ret speciel beskæftigelse, som vækker glæde hos søvnløse Niels helt på den anden side af Atlanten. Niels er en rastløs sjæl og lever så frit som muligt af at sætte plakater op og bo hos venner og bekendte. Han var ganske ung, da forældrene var væk og blev overladt hos en tante, da de to søstre rejste ud i verden. Den mellemste Sidsel er tilbage i København nu enlig mor til Laura, som hun har fået med en uanende gift mand, hun havde en affære med i London. Det umiddelbart eneste fællesskab, de tre søskende har, er, at de er enspændere, har meget få venner, isolerer sig med de nære, de trods alt har, mens de venter – som en sårbar hummer venter på udskiftningen af sit skjold, inden den atter bevæger sig ud i verden. De tre søskende deler en vrede eller snarere end tomhed måske endda en kronisk depression over opvæksten og fortiden.

Selv føler Niels sig tung som et ondt år. Det er, som om det, der ligger bag ham, vejer det tidobbelte af nutiden og fremtiden tilsammen, som om han ville blive ved med at falde, hvis han tillod sig at slappe af, bare et øjeblik.

Når de genoptager kontakten indbyrdes, er den sporadisk og flygtig. Som da Ea besøger Sidsel efter fødslen:,

Hun rejste tilbage til Californien og efterlod sin søster til den lille riflede krop og en udmattelse, der virkede så privat og uigennemtrængelig som en ny forelskelse.

Sidsel må selv rejse fra sin datter, da hun skal på arbejde i London. Hun er nødt til at bede Niels om at passe Laura, og de må begge agere imod deres natur for familiens skyld. Det samme sker for nogle af de andre personer i historien.

Hummerens skjold er en særlig og lidt en særling af en roman, der vrimler med karakterer, metaforer og sidehistorier. Grunden til at jeg citerer flere passager er, at det er dem, der griber mig snarere end historien som helhed. Som læser bliver jeg i tvivl om, hvor forfatteren vil hen. Jeg søger en klarere sammenhæng og et mere logisk narrativ for, at jeg helt kan engagere mig i personernes liv. Der spilles på mange tangenter, og løse ender opstår. Slutningen sættes ind fra sidelinjen og flagrer uforløst i forhold til hovedhistorien. Det kan tænkes, at jeg simpelthen ikke forstår hensigten og dybderne af eksempelvis det åndelige aspekt, som har en central rolle i romanen. Nogle dele virker som tilfældigt indskudte anekdoter og fænomener, forfatteren har oplevet, opfundet eller hørt om og synes kunne være sjove at få med og skrive om.

Skrive det kan hun og på sin helt egen måde. Smukt, skarpt, rørende og sanseligt, som hun også viste det i novellesamlingen Velsignelser. Sproget er romanens styrke, fyldt op af vidunderlige sætninger, man kan glæde sig længe over.

Som i starten af romanen hvor Sidsel har fået børneorm, og man kan mærke det som en fantomsmerte:

Der var det igen. Fornemmelsen af at nogen skriver med en fin pen på indersiden af hendes endetarm, broderer på den mindste pude.

Caroline Albertine Minor er en hamrende dygtig prosaist, og der er en sikkerhed, substans og originalitet i hver eneste sætning. Det hele flyder fint og let, og gør romanen til en fornøjelse at læse trods de nævnte uklarheder. Det er selvfølgelig også et spørgsmål om fortolkning. Hvad vil læseren selv have ud af den? Læs den i det mindste for sprogets skyld og måske også din egen.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Min søster er seriemorder af Oyinkan Braithwaite

Søskende kan være så forskellige og alligevel så ens. For søstrene Ayola og Korede er det en usandhed med modifikationer. Den ene er skræmmende smuk og forblænder alt, der skygger for solen, den anden bliver dårligt bemærket. Ayola designer tøj og blogger på You Tube. Hun kan ikke gå forbi en mand, uden at han vil giftes,  om han har en kone eller ej. Rige mænd sponserer hendes forretninger. Skiftende kærester forguder hende.

Korede går i et med tapetet, arbejder hårdt som sygeplejerske på et hospital, passer patienter i koma – som hun også betror sig til, og så rydder hun op efter sin søster. Smukke Ayola har den brist, at hun går med kniv og ikke kan styre sit temperament. Gang på gang kommer hun til at slå sine kærester ihjel, angiveligt fordi kæresterne skulle til at slå.

Historien finder sted i Lagos, Nigeria i en veluddannet, moderne middelklasse, men kvinder kan trods styrke, selvtillid og selvstændighed kun til en vis grad gøre sig uafhængige af mænd. Siden søstrene var små har Korede haft til opgave at passe på Ayola, og derfor rydder hun op efter hendes blodsorgier uden de store protester bortset fra: – Hvad fanden er der galt med dig! Men hun tager slæbet og har styr på de helt rette rengøringsmidler, når et blodigt lig skal skaffes af vejen.

Da Korede selv får et crush på sin lægekollega Tade, indfinder dilemmaet sig, for da han får øje på Ayola, er han ligeså fortabt som de andre hankøn, og Korede har på forhånd tabt slaget om mandens hjerte. Det er nu op til hende at vælge. Skal hun advare Tade mod den skæbne, der kan vente forude, hvis han indlader sig med søsteren, eller lade den gå sin gang, så Ayola kan fortsætte sine ugerninger uden at stå til ansvar og tage konsekvenserne.

Det lyder måske som et grotesk set-up, men romanen Min søster er seriemorder er en lille genistreg. Skrevet af en ung nigeriansk forfatter Oyinkan Braithwaite, der har en yderst velslebet pen. Sætningerne er simple og korte, men historien er fuld af dybde. Den handler om komplekse søskende relationer. Det hele sat på spidsen men på en måde, der trods blod og mord nok kan vække genklang. Forhåbentlig ikke det med mord men splittelsen mellem misundelse, forskelsbehandling, uretfærdighed, dårlig samvittighed og en endegyldig loyalitet, når nære i familien begår dumheder, og når forældre gør forskel på deres børn.

Ayolas voldshandlinger er ikke opstået ud af det blå. Der ligger årsager bag begge søstres handlinger og indbyrdes relation, og selvom læserens sympatien det meste af vejen er med Korede, så opstår også en vis forståelse for Ayola.

Romanen er enkel, velskrevet, flyder ubesværet og er hurtigt læst. Den har dybde og humor og er både spændende som en thriller og underholdende med sin kombi af subtilt drama og komedie. Oveni er det ret forfriskende at få et andet blik på et afrikansk land fra en lokal forfatter, så de gængse forestillinger om folk og fattigdom får en vridetur i fordomsmaskinen. Et spøjst men gedigent mesterværk.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Peoples Press

 

Vi er kortvarigt smukke her på jorden af Ocean Vuong

Som titlen antyder, er romanen Vi er kortvarigt smukke her på jorden, et værk der kalder på filosofisk eftertanke, men det er også en dybt personlig og rørende historie, der på trods af stor poesi og elegante sætninger ikke forsøger at underbetone livets hårde sandheder.

Det er en ekstremt smuk og delvist selvbiografisk fortælling udformet som et langt brev fra hovedpersonen ’Lille Hund’, som skriver til sin ordblinde mor, da han er blevet voksen, og hun er blevet gammel. Her fortæller han hele sin sandhed om deres liv sammen uden omsvøb og uden bebrejdelser, selvom der nok kunne være en anledning eller to til det, og om det liv han i vid udstrækning har levet alene med. Alt det hun ikke ved om ham og sandsynligvis slet ikke vil vide. Og muligvis aldrig kommer til at vide, da han skriver på engelsk, som hun aldrig har lært at tale.

Da Lille Hund er ganske lille i starten af 1990’erne kommer han til USA fra Vietnam sammen med sin mor, moster og mormor. De er flygtet fra efterdønningerne af Vietnamkrigen. Det er ikke nogen let tilværelse, der venter dem i USA, men livet var også svært i Vietnam. Moren er selv af blandet herkomst, hendes far en amerikansk soldat, der er ude af billedet.

Fattigdom og hårdt arbejde følger med til USA og splittet mellem to kulturer opdager den unge mand snart, at han er homoseksuel, men moren vil i mange år ikke vide af det. Det er ikke derfor, at hun slår sit barn, når afmagten presser på, det sker blot jævnligt og uden varsel som en måske for hende naturlig del af børneopdragelsen. Men han søger naturligvis efter en forklaring:

Jeg læste at forældre der lider af PTSD er mere tilbøjelige til at slå deres børn. Måske har volden når alt kommer til alt alligevel en monstrøs oprindelse. Måske er det at lægge hånd på sit barn at forberede ham på krig. At tale om at det at have et bankende hjerte er aldrig lige så enkelt som hjertets arbejde med at sige ja ja ja til kroppen.

Der er nok at slås med, og kommunikationen mellem mor og søn er i mange år svær, selvom kærligheden mellem dem er tydelig.

Man siger at hvis du ønsker dig noget brændende nok, ender det med at styre dit liv som en form for gud. Men hvad hvis det eneste jeg nogensinde har ønsket mig, var retten til mit liv, mor? Jeg tænker på skønheden igen hvordan vi jager visse ting fordi vi har vedtaget at de er smukke. Hvis et enkelt liv sammenlignet med vores planets, virkelig er så kort som de siger, som at blinke med øjnene, så er dét at være smuk, selv fra den du bliver født til den dag du dør, stadig kun at være kortvarigt smuk. Som lige nu, den måde solen tager sig ud, lavthængende mellem elmene, og jeg kan ikke se forskel på solopgang og solnedgang. Verdens forskellige måder at blive rødere på ser ens ud for mig – og så mister jeg fornemmelsen af øst og vest …..Fordi solnedgangen, ligesom det det at overleve, kun findes på kanten af sin egen forsvinden. For at være smuk må du først blive set, men at blive set gør det også muligt at jage dig.

Der er en overflod af smukke bøger her på jorden, og livet er for kort til dem alle, men der burde være tid nok til at tage denne fine roman med i din læsetid. En poetisk og barsk fortælling om identitet og eksistens og retten til at være her.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

Otte måneder af Magnus Montelius

Under Corona-krisen har der været rigeligt med krimi i virkeligheden til, at jeg ikke har haft det store behov for krimi i fiktionen, meeeen et par stykker er det da blevet til. En af dem er årets modtager af Palle Rosenkrantz prisen Otte måneder skrevet af svenske Magnus Montelius.

En velskrevet, spændende politisk thriller, som holdt mig fanget hele vejen, om end den også skuffede på visse punkter. Montelius har selv en baggrund i det svenske statsapparat og diplomati, og hans indsigt i det politiske liv og ikke mindst spillet bag kulisserne er derfor slående og aldeles overbevisende.

Handlingen foregår i Stockholm, hvor den unge freelance journalist Nina får sit livs scoop af en historie serveret på et sølvfad og derpå får væltet den svenske udenrigsminister. Han bliver udskiftet med en ny ukendt figur, der bliver hentet ind fra regeringens periferi til overraskelse for hele statsapparatet. En karismatisk mand ved navn Jacob Weiss med en storslået international karriere bag sig. Han vil utroligt gerne gøre en forskel for verdenssamfundet, men inden han han kan. blive godkendt til den magtfulde position, skal han igennem et baggrundstjek hos sikkerhedsagenten Max, en tidligere embedsmand, der nu hyres til den slags.

Max finder et hul på otte måneder tidligt i Weiss’ ellers så imponerende karriereforløb, men af forskellige årsager får han lov at passere uden yderligere spørgsmål. Snart kan Nina vinke farvel til ligegyldige freelanceopgaver, for hun bliver ikke-helt-tilfældigvis hentet ind som pressesekretær for den nye minister. Nina imponerer med det vuns i sit nye hverv som garvet spindoktor, et job hun nærmest er født til trods sin ringe erfaring, men snart er hun viklet ind i en international intrige, der trækker spor til et spion netværk i Rusland og dets hensigter om at påvirke den svenske udenrigspolitik. Imens føler Max sig nødsaget til at grave videre i Weiss mystiske fortid, og inden længe begynder folk at dø omkring dem begge.

Jeg var rigtigt godt underholdt hele vejen igennem romanen og var ikke på noget tidspunkt fristet til at opgive den undervejs på trods af, at den er lidt kliché, at den i visse kapitler kører i ring og sagtens kunne være skåret med en god stak sider. Værre endnu at hovedplottet stort set er gættet tidligt i forløbet, at hovedpersonen ofte fremstår irriterende og naiv og træffer elendige valg. På den anden side havde der ikke været meget historie tilbage, hvis hun ikke havde gjort det. På trods af alt det er det stadig en spændende og læsværdig thriller med pageturner-effekt. Alle de bedste point skal gives for en yderst troværdig og interessant skildring af det politiske liv og magtspillet i den svenske regering. Det er vildt nok.

★★★★☆☆

Bogen er venligst fremsendt af forlaget Modtryk

Penge på lommen af Asta Olivia Nordenhof

“Der er en tavshed, en frygt for at være dum, der sætter ind der, hvor økonomien begynder.”

“Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen.”

“Det er en handel, det ved hun, at få kærlighed af de voksne fra kommunen og forsage sig selv, men heller ikke blive alt for meget en anden, så de ikke har noget at have ondt af og lave om på.”

Tre stærke citater fra denne fuldstændigt formidable roman. Penge på lommen af Asta Olivia Nordenhof er første del af en føljeton om før- og efterdønninger af mordbranden på Scandinavian Star. Den tredje roman jeg læser indenfor et par uger af en ung dansk forfatter, der blæser mig helt omkuld med både sprog, karakterer, stærke historier og her også en markant samfunds- og kapitalismekritik. Med ganske få men skarptskårne ord argumenterer forfatteren for sin sag, så den bliver indlysende og svær at svare imod.

Romanen handler indirekte om mysteriet, tragedien og skandalen, der fandt sted i 1990 men også om en hel del mere. Om det tidlige svigt, det mærkede sind, den umulige kærlighed og om betydningen af at have penge og ikke at have dem, og hvad de driver mennesker til at gøre og miste for at få dem. Her personificeret af karakterer hvis skæbne kredser perifert men ikke desto mindre altafgørende omkring katastrofen. Igen en roman hvor alt det overflødige er skåret væk, og hvor de rene skarpe linjer fortæller det hele. En genial roman. Jeg glæder mig absurd meget til de næste.

★★★★★★

Bogen er udkommet på forlaget Basilisk. 

 

 

Tour de Chambre af Tine Høeg

MERE AMOUR MINDRE MERDE står der på døren til en af hovedpersonen Astas kollegievenners værelse i Tine Høegs nye roman Tour de Chambre. Beskrivelsen er også ret præcis for denne smukke perle af en lystlæser. Jeg kom til at læse den i ét stræk, og det føltes bagefter lidt som at have frådset i alt for dyr kaviar. Som om jeg nogensinde har gjort det! Men de stramme og yderst velkomponerede linjer har ikke levnet ét eneste overflødigt ord, mens alt det mellem linjerne står rent – dog ikke bare som luft og fyld men sprængfyldt af følelser og drama, spændinger og fortielser om venskab og kærlighed om tillid, tab og sorg, om kroppe og hjerner, der brænder og om at følge kunstens kald og skrive trods al den indre energi og ydre modstand det koster. Fortid og nutid er her flettet sammen så fornemt, at det næsten giver åndenød.
Asta er veninde med Mai, der er alene med sin lille søn. De er tætte og har et langvarigt men lettere kompliceret venskab bag sig. Forskellige som nat og dag men uadskillelige, når det gælder. I hop mellem de unge år på kollegiet for ikke så længe siden og i nuet med voksenlivets besværligheder følger vi Asta og dem omkring hende, og det er både smukt, spøjst og speget.

Den her bog bliver et rigtigt sommerhit. Smuk indeni såvel som udenpå, men før jeg drukner i mine egne klicheer, så lad mig nøjes med at sige: læs den.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Meter i sekundet af Stine Pilgaard

Den første bog, der har holdt mig helt tæt koncentreret til siderne under Coronakrisen, uden at tankerne flagrer, og blikket flakker mellem nyheder, angstneuroser og bestræbelser på at opretholde normalitet er Meter i sekundet af Stine Pilgaard. Den første udgivelse fra det nye forlag Gutkind. Det er en fuldstændig forrygende, smukt skrevet og meget morsom og rørende roman om et ungt par, der flytter til Velling i Vestjylland med deres lille søn.

Han skal undervise i litteratur på højskole og bliver hurtigt populær blandt de unge elever. Hun bestyrer en topunderholdende og ikke mindre end genial brevkasse, der nikker til Tove Ditlevsen og er mindst ligeså skarp, sjov, vis og rammende. En vi alle sammen kan lære lidt af, også selvom vi ikke umiddelbart kan genkende os selv i skribenternes situationer. Alene den er alle pengene og stjernerne værd.

Men ligeså fremragende vor hovedperson er til at belære og hjælpe andre, ligeså svært går det med at styre sig selv og egne udfordringer. Hun vil så gerne passe ind i lokalmiljøet og åbner gerne op og deler ud af de inderste tanker, men det skal man helst afholde sig fra på de kanter. Ofte går det over genvind, og hun bliver venligt men bestemt sat på plads af forstanderinden på højskolen, af kioskmanden, af sønnens dagplejemor og af selveste Anders Agger. Man kender det jo godt fra sig selv. Når nogen spørger, hvordan det går, og man bare skulle have sagt fint i stedet for at hælde det hele ud. Måske skulle man flytte til Vestjylland og så lære det? Det er i hvert fald ikke en uattraktiv tanke, når man læser denne skønne roman. På bedste højskolemaner indeholder den ovenikøbet en række nye sange, og det er så fint, som det kan være og passer ualmindelig godt ind i tiden lige nu, hvor fællessang har fået en renæssance.

Det er længe siden, jeg har smilet så meget under læsningen af en roman. Den er helt og aldeles vidunderlig, og hvis denne roman sætter standarden, tegner det virkelig godt for det nye forlag.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Kønslig omgang af Susanne Staun

Dr. Fanny Fiske er adfærdspsykolog og hovedpersonen i Susanne Stauns krimiserie, og hun er ikke sådan at løbe om hjørner med. En karikeret anti-heltinde, der rap i replikken gerne intimiderer, dem der støder ind i hende undervejs i profileringsarbejdet med at opstøve serieforbrydere.

Denne gang går det udover kvinder, der har frekventeret en lesbisk bar og dernæst bliver bedøvet, voldtaget på det groveste og efterladt som affald et øde sted.

Det handler naturligvis ikke om sex og ikke engang om magt men snarere om vrede tillagt en del sindssyge, og mens Fanny Fiske kommer tættere på gerningspersonen, bliver hun selv anklaget for at have krænket en række unge mænd, hun har onduleret, mens de var studerende og i hendes optik med fuldt samtykke. De har jo kastet sig selv i grams. Det er en super interessant problemstilling, som her bliver diskuteret. Kan kvinden manipulere en mand til sex, hvis hun besidder en magtposition – naturligvis. Men om Fanny er skyldig i disse sager, må læseren selv vurdere.

Forfatteren skriver skræmmende godt, uanset om hun debatterer eller skriver fiktion. Sproget står lige så knivskarpt som den fandenivoldske og fyrige Fanny, som i nyeste bog ‘Kønslig omgang’ stiller skarpt på debatten om #metoo og identitetspolitik. Det er langt mere interessant end selve krimiplottet, der lige i denne virker lidt søgt. Men det er alligevel en vældig spændende bog med høj underholdningsværdi. Udover den sproglige præcision er den vittig, dristig og relevant. Forfatteren bevæger sig elegant og vidende i minefeltet af meninger og gør læseren klogere på en vigtig debat, hvor der desværre efterhånden er gravet så dybe kløfter, at der ikke er plads til nuancer og faktatjek. Det får man her, og så er det en fornøjelse at læse dejligt provokerende og politisk ukorrekte sætninger som: “Sidder du fast i den rådne grøntsagsskuffe, hvor de andre klæbrige brølere opbevarer deres skimlede neuroser?” Den slags ytringer må man nok snart kun sige i litteraturen, og der skal de som minimum have lov at være.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Gyldendals Forlag.