Tour de Chambre af Tine Høeg

MERE AMOUR MINDRE MERDE står der på døren til en af hovedpersonen Astas kollegievenners værelse i Tine Høegs nye roman Tour de Chambre. Beskrivelsen er også ret præcis for denne smukke perle af en lystlæser. Jeg kom til at læse den i ét stræk, og det føltes bagefter lidt som at have frådset i alt for dyr kaviar. Som om jeg nogensinde har gjort det! Men de stramme og yderst velkomponerede linjer har ikke levnet ét eneste overflødigt ord, mens alt det mellem linjerne står rent – dog ikke bare som luft og fyld men sprængfyldt af følelser og drama, spændinger og fortielser om venskab og kærlighed om tillid, tab og sorg, om kroppe og hjerner, der brænder og om at følge kunstens kald og skrive trods al den indre energi og ydre modstand det koster. Fortid og nutid er her flettet sammen så fornemt, at det næsten giver åndenød.
Asta er veninde med Mai, der er alene med sin lille søn. De er tætte og har et langvarigt men lettere kompliceret venskab bag sig. Forskellige som nat og dag men uadskillelige, når det gælder. I hop mellem de unge år på kollegiet for ikke så længe siden og i nuet med voksenlivets besværligheder følger vi Asta og dem omkring hende, og det er både smukt, spøjst og speget.

Den her bog bliver et rigtigt sommerhit. Smuk indeni såvel som udenpå, men før jeg drukner i mine egne klicheer, så lad mig nøjes med at sige: læs den.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Meter i sekundet af Stine Pilgaard

Den første bog, der har holdt mig helt tæt koncentreret til siderne under Coronakrisen, uden at tankerne flagrer, og blikket flakker mellem nyheder, angstneuroser og bestræbelser på at opretholde normalitet er Meter i sekundet af Stine Pilgaard. Den første udgivelse fra det nye forlag Gutkind. Det er en fuldstændig forrygende, smukt skrevet og meget morsom og rørende roman om et ungt par, der flytter til Velling i Vestjylland med deres lille søn.

Han skal undervise i litteratur på højskole og bliver hurtigt populær blandt de unge elever. Hun bestyrer en topunderholdende og ikke mindre end genial brevkasse, der nikker til Tove Ditlevsen og er mindst ligeså skarp, sjov, vis og rammende. En vi alle sammen kan lære lidt af, også selvom vi ikke umiddelbart kan genkende os selv i skribenternes situationer. Alene den er alle pengene værd.

Men ligeså fremragende vor hovedperson er til at belære og hjælpe andre, ligeså svært går det med at styre sig selv og egne udfordringer. Hun vil så gerne passe ind i lokalmiljøet og åbner gerne op og deler ud af de inderste tanker, men det skal man helst afholde sig fra på de kanter. Ofte går det over genvind, og hun bliver venligt men bestemt sat på plads af forstanderinden på højskolen, af kioskmanden, af sønnens dagplejemor og af selveste Anders Agger. Man kender det jo godt fra sig selv. Når nogen spørger, hvordan det går, og man bare skulle have sagt fint i stedet for at hælde det hele ud. Måske skulle man flytte til Vestjylland og så lære det? Det er i hvert fald ikke en uattraktiv tanke, når man læser denne skønne roman. På bedste højskolemaner indeholder den ovenikøbet en række nye sange, og det er så fint, som det kan være og passer ualmindelig godt ind i tiden lige nu, hvor fællessang har fået en renæssance.

Det er længe siden, jeg har smilet så meget under læsningen af en roman. Den er helt og aldeles vidunderlig, og hvis denne roman sætter standarden, tegner det virkelig godt for det nye forlag.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Kønslig omgang af Susanne Staun

Dr. Fanny Fiske er adfærdspsykolog og hovedpersonen i Susanne Stauns krimiserie, og hun er ikke sådan at løbe om hjørner med. En karikeret anti-heltinde, der rap i replikken gerne intimiderer, dem der støder ind i hende undervejs i profileringsarbejdet med at opstøve serieforbrydere.

Denne gang går det udover kvinder, der har frekventeret en lesbisk bar og dernæst bliver bedøvet, voldtaget på det groveste og efterladt som affald et øde sted.

Det handler naturligvis ikke om sex og ikke engang om magt men snarere om vrede tillagt en del sindssyge, og mens Fanny Fiske kommer tættere på gerningspersonen, bliver hun selv anklaget for at have krænket en række unge mænd, hun har onduleret, mens de var studerende og i hendes optik med fuldt samtykke. De har jo kastet sig selv i grams. Det er en super interessant problemstilling, som her bliver diskuteret. Kan kvinden manipulere en mand til sex, hvis hun besidder en magtposition – naturligvis. Men om Fanny er skyldig i disse sager, må læseren selv vurdere.

Forfatteren skriver skræmmende godt, uanset om hun debatterer eller skriver fiktion. Sproget står lige så knivskarpt som den fandenivoldske og fyrige Fanny, som i nyeste bog ‘Kønslig omgang’ stiller skarpt på debatten om #metoo og identitetspolitik. Det er langt mere interessant end selve krimiplottet, der lige i denne virker lidt søgt. Men det er alligevel en vældig spændende bog med høj underholdningsværdi. Udover den sproglige præcision er den vittig, dristig og relevant. Forfatteren bevæger sig elegant og vidende i minefeltet af meninger og gør læseren klogere på en vigtig debat, hvor der desværre efterhånden er gravet så dybe kløfter, at der ikke er plads til nuancer og faktatjek. Det får man her, og så er det en fornøjelse at læse dejligt provokerende og politisk ukorrekte sætninger som: “Sidder du fast i den rådne grøntsagsskuffe, hvor de andre klæbrige brølere opbevarer deres skimlede neuroser?” Den slags ytringer må man nok snart kun sige i litteraturen, og der skal de som minimum have lov at være.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Gyldendals Forlag.

Frank vender hjem af Kristian Bang Foss

Kristian Bang Foss er en af finalisterne til DR’s romanpris 2020, som kåres i juni, og det er så velfortjent, som det kan være. Jeg læste romanen sidste år og havde senere fornøjelsen af at interviewe forfatteren på Bogforum, men det skal nu ikke afholde mig fra at videregive min varmeste anbefaling her.

Efter en længere blogpause (de kommer jo, når anmelderiet er en hobby og ikke et levebrød) kan jeg konstatere, at Frank vender hjem var en af mine bedste læseoplevelser i 2019. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ikke fik læst tilnærmelsesvis så mange bøger, som jeg havde håbet på, og jeg har da heller ikke læst de andre to finalister til DR-prisen, men jeg har læst et par af de i alt seks nominerede, og denne er uden tvivl min favorit.

Frank vender hjem er en både storslået, sjov og rørende samtidsroman om de klasseskel, der lever på bedste vis, selv i lille velfærdsdanmark, hvor vi på en lys dag måske bilder os ind, at uligheden er udvisket. Naturligvis ikke. Og det er ikke kun de åbenlyse forskelle mellem boss og bums, der trækker skellene. I hvert sociale lag gemmer der sig tusindvis af skjulte koder, der angår alt fra mad, bestik, filmkundskab og andre samtaleemner samt utallige faldgruber af do’s and dont’s, selvfølger og indforstået jargon, der nøje skal indøves, når et menneske med bopæl i Danmark bevæger sig opad den sociale rangstige og forsøger at passe ind. Det er høje besværlige trin, der skal bestiges mellem hvert niveau, det ved enhver mønsterbryder, og den unge Frank snubler konstant og bliver både vred og depressiv men senere en fighter, der nægter at give op.

Frank kommer fra en familie helt nede i underklassen i Hvidovre med en far, Rock Tage, der har optrådt for møntkast på Strøget, og en mor der kigger for dybt i flasken. Frank skammer sig over sin baggrund og i stedet for at stå ved sit ophav, forsøger han at fortrænge det med påtaget intellektuelle referencer, da han som kvik universitetsstuderende bevæger sig op i den øvre del af socialstratosfæren hos kæresten Thea, hvis familie dog er mindst ligeså dysfunktionel som hans egen blot på en anden og til dels subtil måde. Frank kæmper for at tilpasse sig, men det går slet ikke godt med det, selvom Theas familie forsøger at byde ham ind i varmen ud fra bedste minimale evne. Sympatien hælder klart mere til Franks familie end til Theas, der selv mener, de er så rummelige, men snart udviser det stik modsatte. Det kommer der mange underholdende og nervepirrende scener ud af bundet sammen til en mesterlig og sørgmunter fortælling og en vidunderlig kombi af komik, magi, gakkede og rørende momenter, der på bedste uforudsigelige vis holder fast i læseren fra første til sidste side og leverer både fnis og tårer undervejs.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Gyldendals Forlag

Mordet på en havfrue af Rydahl og Kazinski

Danmarks store nationaldigter og eventyrfortæller H.C. Andersen som detektiv i en fiktiv kriminalroman bygget over et af hans mest kendte eventyr. Lyder det skørt? Det tænkte jeg også, da jeg først hørte om projektet.

Nu udkommer resultatet af det forfattereventyr, der startede som en vild ide hos krimimakkerne A.J. Kazinski (Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund) i samarbejde med Thomas Rydahl.

Det kunne have gået så grueligt galt, og almindeligvis er gruppearbejde mellem tre personer med godt etablerede forfatteregoer måske heller ikke den bedste kombi. Ifølge forfatterne har samarbejdet dog været fortrinligt men også en af de hårdeste processer, de har været igennem. Den bog, der er kommet ud af det, er i alle tilfælde ganske fortrinlig og overraskende vellykket. Et forfattereventyr, der ender godt.

Mordet på en havfrue er ikke blot en krimi men også en historisk og psykologisk fortælling med et troværdigt tidsbillede, substans og komplekse karakterer og meget tro mod den H.C. Andersen, som vi tror, vi kender ham: poetisk, forfængelig, naiv, sensitiv, empatisk, observant og med en lettere barnlig tilgang til tilværelsen. Her under et forhør hos politidirektøren Cosmus:

– Fortæl hvad de har bedrevet, Andersen.

– Jeg kan tale med ting. De taler til mig.

– Hvordan dog? Hvordan tale med ting?

– Jeg har det, som om der er liv i lysestager og tinsoldater, at træer og blomster kan tænke og føle som vi, at alle ting er spærret inde i deres form og higer efter at komme ud.

– Forbandet sludder, Andersen. Tilbage til sagen. De følger efter fruentimmeret Anna, og hvad så, hvad sker der så?

Jeg skal ikke afsløre for meget, men jeg tør godt satse på, at bogen her, som er den første i en serie, bliver en af efterårets store bestsellere, og det gør den fordi, den ej blot er en medrivende og unik krimifortælling med konstant spænding og interessante personer.

Forfatterne har ikke kun gjort sig umage med at være tro mod H.C. Andersens karakter men også begået et eminent researcharbejde så både sprog, dialog og beskrivelser af bylivet og menneskene dengang giver et troværdigt billede af det gamle, stinkende København. Det er en overbevisende rejse tilbage til fortiden, og den er ikke kedelig.

Overalt vælter københavnerne ud af husene og de lave kaserner langs kanalen. Ved Knippelsbro er der trængsel for at komme over. Lotterisælgere, kontorister og piger, der sælger kandisklumper i papir. Men også horder af unge mænd og kvinder, familier, bedstemødre og småbørn. Høj og lav, mest lav. Med madkurve og tændte piber. Der er endda en trup af portugisiske musikanter med kulørte jakker, den ene spiller på en lang fløjte. De går langs volden og ser folk stimle sammen ved Amagerport. Der er kun en smal port åben. Bommændene står tæt og skubber folk videre efter et hurtigt kig på deres papirer. Molly griber fat i Hans Christians arm og prøver at stoppe ham. Trafikken omkring dem presser dem videre, en ung soldat klemmer sig udenom og siger noget irriteret på tysk.

– Du kan ikke gå gennem porten, siger Molly.  – Du har ikke dine papirer.

Det har han ikke tænkt på. Han mærker igen frygten for at blive indespærret. Han ser mod Amagerport. Den gule portnerbygning ligner en mægtig mand med rød hat og åben mund, der sluger alle rejsende.

 – Måske kan jeg klemme mig igennem? Men hvad nu, hvis de genkender mig? Jeg blev tegnet på Domhuset, da de arresterede mig. Molly hvisker i hans øre. – Tag lille Marie på skuldrene. Det burde være forklædning nok.

Ja den gode Andersen er under mistanke for mord, og nu har han allernådigst tre døgn til at bevise sin uskyld sammen med sine to hjælpere. Den prostituerede og vakse Molly og mordofrets datter lille Marie.

Sproget er velafbalanceret mellem det klassiske, som det kunne have været talt dengang tilsat det moderne, så de gammeldags fraser ikke sløver tempoet. Forståelsen af begrebet ‘lorteøen’ om det gamle Amager bliver i den grad penslet ud, så det kan lugtes og mærkes. Ligesom de smalle gader omkring Nyhavn og indre by dengang området var befolket af prostituerede og sejlende sømænd. Der er sågar besøg i kongehuset omgivet af dekadence, lir og latterlighed og ikke megen smiger der.

Plottet er klassisk krimi i den groteske ende, ikke så plausibelt men med en tråd til tidens trend af gru og bestialitet, og når det foregår i 1834 mere troværdigt, end når seriemordere lemlæster for sjov i krimier fra nutiden. Det gjorde ordensmagten også dengang.

Skurken er i en klasse for sig. Kompleks og ulykkelig drevet af kræfter, der havde gjort livet lettere, hvis det hele foregik i nutiden. Et interessant perspektiv på nutidens privilegier, der måske vil vække debat.

Handlingen er, som titlen antyder spundet over eventyret om den lille havfrue men samtidig helt sin egen, og også påmindelser om andre Andersen eventyr finder plads i historien spundet ind på elegant og diskret vis.

Uanset hvad man måtte mene om det her greb på H.C. Andersen, så giv den en chance for det, den først og fremmest er: en ægte pageturner og en formidabel læseoplevelse.

Mordet på en havfrue er en genistreg af en krimi, elegant, spændende og grusom.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

 

 

 

 

Florida af Lauren Groff

Jeg er nok en af de få med hang til amerikanske fortællinger, der endnu har Lauren Groffs højtanpriste roman Skæbne og Hævn til gode. Nogle anmeldere mente, at den var halvt blændende og halvt kedelig i beskrivelsen af et ægteskab fra to forskellige synsvinkler, og det er nok grunden til, at jeg har udsat at få krydset den af på læselisten.

Nu har forfatteren udgivet en novellesamling med titlen Florida, og den er helt igennem blændende og på intet tidspunkt kedelig.

Florida er elleve formfuldendte historier, der suger sig ind i cellerne som igler, bombarderer sanserne med naturfænomener, orkanvinde og indre og ydre liv, der kryber ind under huden på læseren. Der er faktisk lige vel rigeligt med kryb fra et Florida, der beskrives på vrangsiden af solskin, pastelfarver og palmer og synker ned i sumpen af alligatorer, slanger, fugt og frygt. The Upside down af Florida, kunne man sige. Novellerne foregår mestendels i Florida, bortset fra to der finder sted i Frankrig og en enkelt i Brasilien. De deler hver og en samme skønhed som filmen The Florida Project, men hvor den beskriver den sociale slagside af den solfyldte stat med en stærk blå himmel, der våger over fattige men overlevelsesbevidste børn, er vi her primært på besøg hos middelklassen i stormvejr og mørke hos personer fyldt op af uro og bekymringer, ikke mindst for klimaet og de vejrforandringer, der slår hårdt til her. Der er kvinden og forfatteren med mand og to sønner, som råber ad sin familie og forsøger at løbe sig fra uroen hver aften på de øde parcelhusveje i et månelys af magi og mareridt, hun er muligvis Groffs alterego og går igen i flere historier. Der er Jude, som blev født i et klassisk Florida-hus, som lå på kanten af en sump, der sydede af unavngivne reptilarter. Der er de to søstre, der svigtes brutalt og strander på en øde ø. Der er kvinden, som møder fortidens spøgelser i stormens ensomhed, og Helena der rejser til Brasilien for at føle en frihed, som ikke findes. En collegestuderende melder sig ud af samfundet, og de to fortællinger der finder sted i Frankrig er med personer, der hører hjemme i Florida. Der er elleve formidable fortællinger, der vækker den uro i læseren, der rører sig i karaktererne ligesom fornemmelsen for en foruroligende fremtid, der ikke kun er at finde i Florida, men som er særlig fremtrædende der. Novellerne har tusindevis af temaer, som kan tolkes i hver sin retning afhængig af øjnene, der ser. Et af de gennemgående er svigt i familien og særligt af børn. Enhver må læse sit, men læs og skulle læseglæden være tabt, vil den forhåbentlig blive genfundet her.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Lindhardt og Ringhof

Oversat af Lotte Kirkeby

Forfatterinterview med Heidi Philipsen: En altopslugende proces

Heidi Philipsen er lektor i medievidenskab og kreativitet ved Syddansk Universitet samt forfatter til adskillige fagbøger. Hun har også undervist bogbobler i blandt andet kreative processer og manuskriptudvikling. Nu har hun på opfordring af studerende skrevet og udgivet sin første roman. Læs interview med Heidi

 Du har skrevet flere fagbøger og videnskabelige artikler om kreative processer med fokus på filmbranchen. Jagtsæson er din første roman. Hvad fik dig i gang med fiktionen?

Jeg har altid elsket at lege med ord og sætninger. Men det var helt konkret nogle af de manuskriptstuderende, jeg har undervist, der en dag, hvor vi havde semesterafslutning med kaffe og kage, sagde: ”Hvad med dig, skal du ikke også prøve at skrive noget fiktion?”. Jeg tror, de mente, det ville være interessant med den erfaring, som en proces med fiktion kan give. Og det perspektiv kunne jeg godt se. Samtidig havde jeg undervist så meget, at jeg havde noget forskningstid i overskud, altså et skrivesemester. Det brugte jeg på at færdiggøre den fagbog, der hedder Det giver mening at elske sit arbejdsliv, som jeg har skrevet sammen med Sophie Bech. Bogen handler blandt andet om kreative processer. Og så begyndte jeg at skrive på romanen parallelt i min fritid. Sådan kom jeg i gang, og så kom jeg hurtigt til at holde meget af fiktionsprocessen.

Hvad har inspireret dig til romanen?

Det har blandt andet mit kendskab til Island, islændere, islændinge og naturen deroppe. Sammen med en drabssag, jeg var involveret i som pårørende i 1994. Og så har jeg haft Saga-karaktereren fra tv-serien, Broen, med som inspiration. I det hele taget elsker jeg nordic noir-stemningen. Og jeg kender den fra mine rejser på Island også.

Hvordan vil du beskrive din proces i arbejdet med romanen?

Altopslugende. Jeg forsøgte at bruge rammer, der gjorde processen overskuelig. Jeg skrev ting ned i min notesbog, så snart de oprandt, og så kunne jeg finde dem frem, når jeg lige havde en time her og der væk fra job og familie, hvor jeg kunne skrive. Jeg holdt meget af den proces. Men blev nok også lidt mere introvert i en periode, end folk kender mig.

Hvordan har du arbejdet med udviklingen af din hovedkarakter Helga?

Helga er li’som en ret organisk størrelse, der groede ud af mennesker og dyr, jeg kender på Island. Hun har også har en rod ind i mig selv. Det lyder frygtelig usystematisk for én som mig, der arbejder med, at kreativitet udspringer af rammer. Men jeg forstår nu bedre end før roman-processen, at der også er elementer i arbejdet med fiktion, hvor ting li’som opstår og forekommer helt logiske ud fra noget uforklarligt. Og dog, det forklarlige ligger jo i, at jeg havde rammer, der hed for eksempel: Start med Helga og så opbyg et univers omkring hende. Helena opstod selvfølgelig først i universet, for hele udgangspunktet for mig, er deres bånd, der bliver brudt. Hjørdis opstod også hurtigt, for hun er det levende alternativ til døden, som Helga skal kæmpe sig hen imod. Og så kom der børn, David, hund, heste, far, mor osv…

Jeg har også arbejdet med rammer som: Hvad er Helgas ’want’ og ’need’, altså mål og behov. Og så gav jeg mig selv nogle rammer for at begrænse mig til få locations omkring hende. Jeg tænkte på mine rejser til Island og min viden om dyr og natur. Det gav nogle naturlige historier at skrive Helga ind i. Der var tidspunkter, hvor hun var sjov og andre tider, hvor hun var hård at skrive om.

Har du arbejdet med struktur, plot og dramaturgi i opbygningen af romanen, eller har du bare skrevet løs fra hjertet?

Min proces startede med Helgas karakterudvikling og univers-opbygning. Men jeg har lavet en slags, dét man i filmbranchen ville kalde en ’stepoutline’. Jeg lavede et skelet, og så hang jeg mere og mere kød på. Jeg vidste fra starten af, hvordan romanen skulle slutte. Og hvordan Helga skulle udvikle sig.

Så var udfordringen at gøre det plausibelt, spændende og læseværdigt på vejen dertil. Jeg må simpelthen indrømme, at de mange dramaturgiske modeller, jeg kender, dem har jeg kun taget et spædt afsæt i og ikke fulgt meget. Mens min viden om såkaldte ’polyfoniske karakterer’ (dem med mange sider og nuancer) har hjulpet mig en del. Jeg endte med at bytte en hel del om på rækkefølgen af tingene, i sidste ende. For at give læseren nogle små set-up og pay-ofs, så de fik lyst til at læse videre.

Jeg har i høj grad haft glæde af den viden, jeg har fra Mogens Rukov om naturlige historier og brud. Jeg har bevidst brudt en del kapitler af med noget uventet, så læseren kunne undre sig.

Din roman er fiktion men tager afsæt i nogle personlige erfaringer. Hvad har du tilfælles med din hovedperson Helga?

Forholdet til Island og heste blandt andet. Og det at have mistet en nær veninde under tragiske og surrealistiske omstændigheder. Hendes vrede og sorg, den kender jeg. Ligesom jeg kender det hos hende, at have svært ved at lade sig hjælpe. At ville klare det hele selv.

Der er flere tematiske vinkler i din roman. Hvilken er den vigtigste for dig?

Retfærdigheds, savn og sorg vinklen, som man godt kan argumentere for, hænger sammen. Men også ensomhed. At være ensom med en sorg, der indtraf for længe siden, og som folk har svært ved at forholde sig til. Jeg synes, det er trist, at vi lever i tid, hvor man forventes at drøne fremad, og hvor få mennesker stopper op og spørger til ting og mennesker, man for eksempel har mistet. De er jo stadig en del af ens historie. Men det er ikke så cool at se tilbage, mest at se frem.

Helga-figuren får gennem teksterne hun skriver på, mulighed for at gå et skridt tilbage og hente hele sig selv med fremad. Hun skriver sig hel, ikke i terapeutisk forstand, men helt konkret. Bogstaverne heler hende og tillader hende at dvæle og derpå at leve i nutiden med fortiden i sin favn. Jeg tror på, at mange halve mennesker løber syttens stærkt for at opnå noget, andre synes de bør opnå. Men hvorfor løber de? Hvad løber de fra? Hvad er meningen med det løberi?

Hvad håber, du at læseren vil tage med sig efter at have læst din roman?

Hvis læseren giver sig til at reflektere over deres eget forhold til fortiden i deres nutid. Og om de må stoppe op og konfrontere sig med noget, for at kunne gå hele videre, så er ét af romanens temaer lykkedes.

Jeg håber, at bogen giver et take på uretfærdighed, sorg og heling. Måske også på dét at kunne.. hm… ikke tilgive en drabsmand, men at kunne tilgive sig selv for noget, man ikke selv kunne have ændret.

Lige i dette moment har jeg brækket ryggen i en rideulykke. Jeg kæmper med at tilgive mig selv for, om jeg kunne have handlet anderledes. For nu er jeg afskåret fra at hjælpe min familie og mit arbejde. Og det udfordrer min tålmodighed og min handletrang meget. Men jeg håber, at jeg selv kan finde ud af at bruge dette ufrivillige fart-stop til at give mig selv muligheden for igen at blive besat af skrivning og give læserne mulighed for at finde ud af, hvad der videre sker med Helga.