Vi skal længere ind i mørket

Solo er Jesper Steins sjette krimi i serien om politimanden Axel Steen. Med den cementerer forfatteren, at hans hovedperson og alter ego er en mand, man ikke kan nå. Bogbobler har spurgt ind til, hvorfor han skal være så besværlig.

Tillykke med endnu en spændende og vellykket krimi, hvor det i den grad er lykkedes at gøre en del af læserne frustrerede over Axel Steens handlinger. Kan du godt lide at provokere dine læsere?

Nej, det tænker jeg slet ikke på. Jeg prøver at føre Axel gennem livet på en troværdig måde. Han er en svigter. Men han er også en ridder. De to poler, tror jeg, at mange mennesker har i sig. I denne bog trækker jeg det meget hårdt op.

På et tidspunkt i Solo spørger Axel sig selv, hvad der egentlig er galt med ham. Hvad er der galt med ham?

Ikke noget, som ikke er galt med mange af os. Han er skilsmissebarn, hans mor forlod ham, da han var syv, han er blevet overladt til sin far, som ikke har været særlig kærlig, og hans nye kone. Der har været lidt omsorgssvigt og alkoholmisbrug, som man nu kender det selv i de bedste danske familier. Det er, hvad vi ved om hans baggrund. Og så har han et misbrugsgen – det kan ødelægge meget i livet. Han er afhængig af sit job på samme måde, som han er perioder har haft en aktiv afhængighed af hash, sprut eller coke. Han er rastløs, han vil flygte fra problemerne og fra sig selv. Og han har svært ved at knytte sig til kvinder. Han er meget tiltrukket af dem, men bange for nærheden. Ellers er han vel en ok fyr.

Axel har åbenlyst ikke styr på work-life balancen, hvorfor er det så svært for ham?

Det er jo svært for mange, ikke? Vi har meget travlt med at spelte os igennem med vores flotte selvbilleder af, hvor opofrende vi er i forhold til vores familie, men det passer sjældent. Jeg kender mange, som er så glade for deres job, har så meget identitet hængt op på det, at det at have en familie og have børn og forpligtelser ind imellem er pisse irriterende, fordi man ikke kan give den gas eller passe sine ting. Og Axel har jo et kald – det er en del af konventionen i en krimi – han brænder for at skaffe retfærdighed til ofrene. Hvis han kun brændte for sin datter og sin kone, så var det aldrig blevet en serie. I denne bog er det gjort til et enten eller på en lidt ekstrem måde, og jeg synes, han vælger helt i overensstemmelse med sin personlighed.

Axel er typen, der gør lige, hvad der passer ham og siger chefer og autoriteter imod. Er du også sådan?

Nej. Men jeg har været det. Og det var dumt, for man skal opføre sig ordentligt. Jeg havde nogle virkelige idiotiske chefer på Jyllands-Posten, og det lod jeg dem vide. Og det kostede mig dyrt. Den dårligste af dem alle sendte mig på at tvungent grammatikkursus, fordi han mente jeg ikke kunne skrive. Der kan man tale om en mand, der var god til at spotte sine medarbejderes talenter!

Ville verden være et bedre sted, hvis vi alle på bedste Axel manér var i stand til at sige op i røven med det hele!?

Nej, jeg tror, den ville blive meget værre. Men hvis du skal have ordnet noget meget presserende, og det drejer sig om liv og død, så er det måske meget godt, at der er nogen, som kan holde hovedet koldt og handle med det samme, uden at det hele skal i plenum, eller du skal til mægling i HR-afdelingen fordi du har sagt ”luk røven” til en, der ville se tingene fra flere sider, inden du fik lov til at gribe ind.

Det virker lidt som om, at Axel er ved at udvikle sig til en dræbermaskine, sådan en frygtløs Robo Cop killer, er det der, vi er på vej hen?

Nej, det er det slet ikke, men han møder jo nogen ret slemme fyre ind imellem.

Når jeg læser om eksempelvis politiarbejdet, efterforskningsmetoder mm. Og i Solo om de forskellige fraktioner i den syriske oprørsbevægelse, så tror jeg på det hele. Skal jeg det?

Ja, det skal du virkelig helst, fordi mine bøger er realistiske, og der står ikke noget i dem, som ikke kunne ske i virkeligheden. Og Syrienskrigerdelen er vigtig for mig, fordi den punkterer det meget ensformige billede, vi har af syrienskrigerne i medierne, så jeg har gjort mig umage.

Hvem har du talt med i research-processen?

Jeg har talt med politifolk, som har taget springet til erhvervslivet som sikkerhedsrådgivere. Og med min ven retsmediciner Hans Petter Hougen. Jeg har talt med en kvinde, som har mistet sit barn. Og med en forsker, der er specialist i Syrienskrigere.

Kvikke Vicki Thomsen er en herlig, troværdig kvindekarakter og på nogle måder er hun meget sejere end Axel, skal hun ikke snart have sin egen serie?

Nej, det tror jeg ikke, hun skal. Jeg hænger på Axel. Jeg kan virkelig godt lide hende, hun er sådan en lidt mere groundet jysk no bullshit type, men hende skal jeg nok få drevet ud til kanten også.

Vicki er et godt modspil til Axel, og i visse henseender er hun ligeså irriterende, egoistisk og forskruet som ham. De forstår virkelig hinanden. Har de en fremtid sammen?

Ja, som kolleger. Der er overhovedet ingen seksuelle eller kærlighedsmæssige mellemtoner i deres relation, selv om mange læsere allerede fantaserer om det – og det fatter jeg ikke. Er vi virkelig så desperate i vores romancetrang? Hvor læser I det henne i bøgerne? Der er masser af love and sex, men intet mellem dem.

Har du fået nogle kommentarer fra virkelige politifolk om Axel og Vicki, og hvad siger de? Ville de ønske, de havde de samme cojones som dem?

Der mange rigtige politifolk, der har samme cojones, som Axel og Vicki, rigtig, rigtig mange, men de holder sig som regel på den rigtige side af lovgivningens grænse. Mange af dem er vilde med Axel. Som en siger tit: Han gør det, vi andre drømmer om at gøre.

Har du nogle (anti-)helte fra fiktion eller virkelighed, som inspirerer dig til at skrive om Axel?

Michael Connelly’s Harry Bosch. Gunvald Larsson i Mikael Persbrandts skikkelse i de tidlige Beck film. Og en håndfuld af virkelighedens pansere, som jeg ikke vil nævne navne på.

Hvad er de vigtigste forskelle på dig og Axel?

Han er en fucked up strømer, der skal ud og jagte drabsmænd og dumme svin for at få tilfredshed i sit liv. Jeg skal bare skrive en ny roman om ham. Jeg misunder ham intet.

Hvor er Axel på vej hen nu? Bliver det mørkere eller lysere? Er der håb for ham?

Der er altid håb, men det bliver svært for Axel. Jeg håber, der kommer noget lys ind i hans liv, men jeg ved det ikke.

Læs tidligere interview om Jesper Steins skriveproces her

Interviewet er en del af Jesper Steins Solobloggertour i samarbejde med Politikens Forlag. Find mere spændende info om Jesper Stein og Axel Steen hos blandt andre Livet i DukkehusetFindals krimiside, Krimihjerte, Krimimessen, Bogliv og En Bognørds skriblerier

I morgen lander turneen hos Krummes krummelurer

Reklamer

Solo af Jesper Stein

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker en stærk og spændende krimi, men jo flere jeg læser (og ser på film og tv), jo mere kritisk bliver jeg. En krimi skal kunne noget særligt for at være kram, og det bliver ikke lettere at være krimiforfatter med de tusindvis af udgivelser, der strømmer ud over et publikum, der drukner i indhold.

Når Krimier forsøger at overgå sig selv med afstumpet, uforklarlig gru og gore (splatteri) er jeg stået af for længe siden. Eller når plottet er helt ude i skoven, og al troværdighed går tabt, eller når iveren efter at skabe særlige karakterer pådutter dem 27 diagnoser oveni en dårlig barndom og et forlist ægteskab – så bliver jeg træt på forhånd.

Forfatter Jesper Stein gør ingen af delene. Han skriver krimier i topkvalitet med troværdige, komplekse karakterer – ikke kun sin hovedperson men også dem omkring ham, han udviser relevant samfundskritik, et blik mod omverdenen og leverer hver gang en afslutning, der får læseren helt ud på kanten af stolen.Og så kan han lige det ekstra, som meget få kan:

For det første har Jesper Stein med Axel Steen skabt en karakter, som læserne kerer sig om – bare se på de sociale medier. For det andet skriver han stålsikker dialog i et spændstigt sprog, og for det tredje er det som om, at han har læst aviserne, inden de udkommer.

Højaktuelle emner som banderelaterede drab, skandaler i erhvervslivet, grådighed, flygtninge i skjul, Syrienskrigere, organiseret kriminalitet og efterretningsvæsen bliver behandlet med høj troværdighed. Det samme kan siges om politiets arbejdsmetoder og jargon.

Med omhu bygger Jesper Stein et troligt setup ud over første del, hvor siderne kan vendes i et roligt tempo for så i anden del at kulminere i et payoff, der giver fuld valuta for tid og penge spenderet, og nu vendes siderne i lynfart.

Sådan er det også denne gang med Solo, sjette selvstændige roman om politimanden Axel Steen, der udkom i oktober.

Solo fortsætter et par år efter, vi forlod Axel efter en hjerteskærende slutning i Papa. Axel har forladt politiet og arbejder nu som sikkerhedschef i en privat virksomhed med en slikket type af en chef, der får Gordon Gekko til at ligne en matrosdreng. Axel er gift med sit livs udkårne og bor sammen med sin datter på fuld tid i en villa på Amager, hvor han klipper roser i haven i weekenden. Familien forlanger ro og tryghed på hjemmebanen, og det får de med Axels nye job og solide indkomst. Men det må naturligvis få en ende.

En IT-medarbejder har svindlet firmaet for millioner, og Axel får til opgave at eskortere manden ud i diskretion. Kort efter forsvinder han, og det hele lugter af organisatorisk konspiration, der snart involverer kidnapning og mordtrusler.

I Urban Planen på Amager bliver en ung indvandrer med en kriminel fortid myrdet i en kælder under øens mest trøstesløse bygning. Han har forbindelser til de syriske oprørsbevægelser og er en bekendt af Axel fra hans tid i PET.

Axels tidligere kollega Vicki Thomsen leder efterforskningen og kontakter ham for at få hjælp.

Han er først modvillig, men snart har de begge brug for hinanden i opklaringen af de respektive sager, der fortælles i hvert sit spor, indtil de forenes. Makkerparret indgår en noget-for-noget-aftale. For at det ikke skal være løgn hænger, sagerne naturligvis sammen, men det er ikke det mest interessante i Solo. Det er derimod Axel og Vicki og menneskerne omkring dem.

Vicki er en gæv pige, man kun kan holde af. Et troværdigt forbillede for enhver ung kvinde, der måtte søge ind i politiet bortset fra, at Vicki ligesom Axel bærer rundt på dæmoner (men ingen diagnoser), der spænder ben i privatlivet.

Axel går som altid sine egne veje og kan flygte ud af politiet, men politiet kan ikke flygte ud af ham, og som udredningen af svindelhistorien skrider frem og med fare for liv og lemmer, træffer Axel en række valg, der fører ham direkte ind i ensomheden.

Han kunne mærke hullet i maven, et sug i mellemgulvet. Det føltes, som om han var forelsket, men han var ikke forelsket. Han var på jagt. Og han havde fået færten af sit bytte.

Som politimand har Axel længe gået solo og gjort, hvad der passede ham i retfærdighedens tjeneste. Nu går han solo ind i et mørke, hvor der ikke er rart at være. Det lover virkelig ikke godt men hold fast, hvor jeg glæder mig til at se, hvad der skal ske i næste roman om Danmarks mest besværlige og komplekse panser. Once a cop, always a cop. Sådan må det jo være.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

 

Mit halve hjerte, mit hele liv af Morten Sabroe

Jeg har læst to bøger af Morten Sabroe Du som er i himlen, der handler om forfatterens komplicerede forhold til sin dominerende mor og nu hans nyeste udgivelse Mit halve hjerte, mit hele liv, der handler om hans komplicerede forhold til sig selv. Det er forrygende læsning.

Morten Sabroes hjerte kører på halvkraft, og fysikken driller. Den allestedsnærværende dødsangst stiller sig nu lige op i synet på ham, og det er tid til selvrefleksion over et langt liv som journalist, forfatter, søn, mand og far. Der er valg, han fortryder, og ting der nok ikke kunne have været anderledes, for nissen fra familiearven flytter med. Og måske er han ikke et hak bedre end de forældre, han har brugt et halvt liv på at skælde ud i sit indre. Der hvor drengen i mørket sidder.

Bogen er delt i to. Først et uddrag fra en orange dagbog skrevet i små essays. Den skildrer blandt andet hjertekvababbelsen over det han skrev om sin mor, for der var jo lys, som hun sagde, de hårde beskeder fra lægen og hyppige besøg på Netdoktor.dk for at tjekke om det er nu, bivirkninger af medicinen indtræder, og han skal afsted til de evige jagtmarker.

Jeg tror jeg sender Døden en besked på Facebook, for selvfølgelig er den der, og mere der end noget andet sted.

Så går turen til Thailand på skriveophold, hvor forfatteren møder nogle besynderlige typer, som måske er rene fantasier, mens hans skriver sig ind i sin angst ikke kun for døden og tanker der kredser om selvmord, men også for at miste sin kone. Mon hun vil forlade ham nu, hvor han nærmer sig sit exit.

Det lyder tungt, men det er skrevet med spiddende selvironi, så man må græde af grin og grine af sin gråd. Det er rørende, tankevækkende og morsom læsning, der rammer – ja lige i hjertet.

Udover det sorgfyldte er der mængder af herlige anekdoter fra det levede liv og et skarpt blik med en spidset pen på danskere, tendenser som MeToo og mennesker som sådan. Essensen af Sabroe og hans evne til både at se indad og udad afspejler sig fint i denne sætning: Man skulle tro, at jeg havde været et godt menneske, men det har jeg ikke, jeg har heller aldrig mødt et.

Anden del er den sorte bog, skrevet af drengen i mørket, som handler om det, der er sværest at skrive om. Svigtet som far og forsvaret over samme. Her beskriver han forholdet til sit yngste barns mor, en vild og uforudsigelig kvinde og til vennen Jørgen Leth. Det er ikke uinteressant om end noget udleverende, og Morten Sabroe slipper lidt nemt udenom udforskningen af sit eget svigt, som vist er intentionen. Måske og forståeligt nok for at beskytte datteren, der har problemer.

Morten Sabroe er sikkert alletiders far, så god en far, man nu kan blive, når man er en ambitiøs og hårdtarbejdende journalist med hele verden som arbejdsplads. I det lys kunne jeg godt savne lidt mere selvrefleksion, udover at han mener, at have forkælet datteren for meget, som forældrene forkælede ham – vel for at kompensere for den manglende tid til børn. Han erkender at have gentaget de familiemønstre, som er så svære at bryde. Men hvad ellers, har man lyst til at spørge?

Det rager måske ikke den nysgerrige læser her. For der er ikke tale om erindringer eller virkelighed. Det er en roman. Autofiktion er bedrag, siger forfatteren. Og derfor kan han skrive, hvad pokker han vil, for det gør alle andre, der skriver om sig selv.

For nylig fik jeg lejlighed til at møde forfatteren til et bloggerevent på Politikens forlag. Her delte han generøst ud af sit liv og hældte anekdoter ud af ærmerne til stor moro for os tilhørere, der lyttede med spidsede ører, tilbageholdt åndedrag og forløsende grin. Som mange mænd (og. nogle kvinder) elsker Morten Sabroe at tale om sig selv, og det bør man ikke gå glip af, hvis man får chancen, for han er en formidabel og underholdende fortæller, der har oplevet mere end gennemsnittet.

Først som barn af en cirkusrevydirektør og en tidligere OL-deltager og senere som journalistisk koryfæ på alle de største aviser. De fleste kender hans renomme som Danmarks gonzojournalist eller repræsentant for begrebet New Journalism, der blev excelleret af amerikanske Hunter S. Thompson. Ham har Sabroe selvfølgelig mødt og interviewet, hvilket han også beskriver i bogen. Her sætter journalisten sig selv i spil og blander fakta med fiktion og satire. Sabroe bedyrer, at han aldrig har løjet i en avisartikel og er derfor imod at få påført sig prædikatet Gonzojournalist. Alligevel bærer han et symbolsk emblem for samme om halsen, og sådan er der så mange modsætninger i forfatteren, der skriver om sit liv og alligevel ikke. Der fortryder og alligevel ikke. Der har svigtet og alligevel ikke. Der er bange for alt og alligevel ikke.

Med et glimt i øjet forlangte forfatteren, at hans bog fik seks stjerner af de fremmødte bloggere. Af samme årsag kan jeg kun tildele ham fem. Godt vi ikke tager den slags så højtideligt på her på bogbobler.

Jeg var meget begejstret for Du som er i himlen, som jeg læste for så længe siden, at den ikke er anmeldt her. Mit halve hjerte, mit hele liv er så absolut også en bog, jeg synes, der skal læses. Først og fremmest for sin sproglige styrke, sin spruttende selvironi og sit skarpe blik på sit jeg og på verden. Skriv solen sort, men gør det med humor, siger Sabroe i bogen.Og det er lige præcis, det han gør.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

 

Alle de liv af Signe Langtved Pallisgaard

Hvad stiller man op, hvis ens nærmeste veninde bliver ramt af en forfærdelig sygdom med kun en udgang og intet håb? Man gør alt, hvad hun beder om, og derfor tager Emilie med sin veninde Solveig på roadtrip til Californien, da Solveig får konstateret ALS.

Det bliver en rejse, der bringer dem tættere sammen, og hvor sandheden om deres venskab kommer op til overfladen. For det er ikke ukompliceret, de er hverken ens eller lige, selvom de to har kendt hinanden, siden de var små, legede på vejen, fulgtes ad til skole og som teenagere var interesserede i de samme fyre. Nu er de voksne, Solveig har mand og to børn, Emilie har en kæreste og drømmer om et barn, men den drøm er efterhånden uopnåelig, og det gør det ikke lettere.

De to veninder er som nat og dag, og det bliver der ikke ændret ved, selvom sygdommen trænger sig på. Solveig er modig og målrettet, Emilie er forsigtig og eftertænksom, deres personligheder bliver forstærket af rejsen, og de lærer for alvor hinanden at kende. Efter chokket åbner Solveig alle sanserne og suger verden til sig, mens Emilie må bevare snusfornuften, så de ikke kommer galt afsted. Samtidig oplever de det ene storslåede moment efter det andet, både i mødet med naturen, og de særprægede mennesker der krydser deres vej.

Ved rejsens begyndelse beder Solveig Emilie om at beskrive det liv og den fremtid, hun sandsynligvis aldrig får. Det værste er, at jeg ikke ved, hvad der ville være sket, siger hun. Emilie er forfatter men vægrer sig alligevel. Snart bliver hun inspireret af rejsen, og Solveig får de smukkeste scenarier med sig, der beskriver livet forude fra alderen 40-90, måske det liv og den alderdom, de fleste af os drømmer om.

Hvis man ikke allerede har været på bilferie i Californien, så vil man helt sikkert afsted efter at have læst Alle de liv, eller foretage rejsen igen. Men det er den indre rejse, der er væsentlig for de to veninder, der både lærer nyt om sig selv og hinanden, og det er ikke en rejse uden strabadser og konflikt. Sygdommen driller på turen, og jo mere Solveig er sig den bevidst, jo mere frygtløs bliver hun. Det gælder om at malke livet til sidste dråbe, Emilie. Især for mig. Når man har fået halvt så lang tid som jer andre, er man nødt til at få dobbelt så meget ud af den.

Det er hårdt at være syg. Men det er heller ikke let at være pårørende, og det viser historien på fineste vis.

På Bogforum havde jeg fornøjelsen af at interviewe forfatteren til Alle de Liv, Signe Langtved Pallisgaard, og det er jeg glad for, da det ikke er en bog, jeg havde læst på eget initiativ. Jeg går gerne i en lang bue uden om romaner, der beskæftiger sig med min inderste frygt, og dødelig sygdom er ikke et af de temaer, jeg opsøger frivilligt.

Men hvor er jeg glad for, at jeg fik lejlighed til at læse denne skønne roman. Det er en klog og livsbekræftende historie. En lærerig og smukt skrevet roman jeg aldrig glemmer, og som jeg på det varmeste vil anbefale til enhver, uanset om man har sygdom tæt inde på livet, er pårørende eller bare er til.

★★★★★☆

Romanen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

 

Hungerhjerte af Karen Fastrup

Jeg kommer aldrig til at tilslutte mig græmmekoret over de enorme mængder autofiktion, der spyttes ud fra forlagene, så længe bøgerne er af samme høje kvalitet som Karen Fastrups nye roman Hungerhjerte.

Når stoffet er autentisk, er indlevelsen dybere, og når en forfatters egen historie bliver omsat til stærk litteratur med struktur, sprog, stemning og poesi i skøn forening, kan læseoplevelsen blive så intens, at den gør varigt indtryk. Sådan har jeg det med Hungerhjerte.

Karen Fastrup er forfatter og oversætter af adskillige romaner. Med Hungerhjerte, som vist er hendes sjette roman, har hun ikke lagt skjul på, at det er en dybt personlig historie, der handler om hende selv. Hun holder ikke noget tilbage men deler ærligt ud af de dybeste tabuer, et menneske kan indeholde uden at sætte sig selv i et mere flatterende lys end virkeligheden kan bære eller beskytte sig bag skriften.

Det handler om en periode i hendes liv i 2015, hvor hun blev indlagt på psykiatrisk hospital med en psykose og kort tid efter fik tildelt en ’pinlig’ diagnose. Hun håbede på bipolar, for det er lidt cool ligesom hovedpersonen i tv-serien Homeland, men fik borderline, taberdiagnosen for de identitetsløse, uhelbredelig og den næstværste diagnose efter psykopat. Men Karen bliver udfordret på sine fordomme, og det gør læserne også.

I forskudte glimt før og efter indlæggelsen samt scener fra barndommen får vi en del af forklaringen på, at hun bliver syg, selvom vi ikke finder hele årsagen. Måske fordi den ikke findes. Nogle mennesker har mere anlæg for psykisk sygdom end andre, og I Karens familie går det igen gennem generationer.

Men ikke kun arv spiller ind, for Karen vokser op i et utrygt miljø med angst som følgesvend. Der er intet, jeg frygter så meget som angst. Angst er den konstant tyggende lyd fra rottetænder. Dyret i min mave.

Hendes far er veluddannet og klog, hun er hans pige, for hun læser bøger og er kvik og kan en masse, men han er også kritisk, urimelig og en smule afstumpet. Da Karen er teenager, kan han ikke tåle synet af hendes former, og hun udvikler en spiseforstyrrelse. Hendes mor er fjern og nærmest apatisk i mange år efter, at de har mistet en bror. Der er ikke den forældrekærlighed, som et barn har ret til.

Karen har to søskende. De får heller ikke den opmærksomhed, de har brug for, men hun er den, der bukker under for følelserne. Hun er et sensitivt og empatisk væsen en sand forfattersjæl med et tyndt filter. Når hun ikke kan skrive, er afgrunden nær. Der er også noget med mobning og ensomhed i barndommen. Den får vi ikke meget at vide om, og det er lidt skuffende. For som hun skriver er næsten alle de medindlagte blevet mobbet engang. Måske ligger årsagen her?

Karens største svaghed er muligvis, at hun har brug for mere opmærksomhed og bekræftelse end hendes søskende har. Hun forelsker sig let og mister sig selv i sine forhold. Jeg tænker, at jeg ikke er forbundet med verden, når jeg ikke har en kæreste. Kroppen hungrer efter sex, hjertet hungrer efter kærlighed, fra mænd der kan se hende i øjnene, når de elsker. Men den fulde hengivenhed i samme person er ikke altid til at finde. En af Karens store udfordringer bliver at gøre sig uafhængig af mænd.

I starten af romanen møder hun Jan, som hun hurtigt flytter ind hos sammen med sine egne store børn. De er forelskede, men Jan kan ikke give Karen tilstrækkelig opmærksomhed og tillid til, at han er der for hende. Og sandt nok, da Karen bryder sammen, vifter med en køkkenkniv og bliver indlagt, kan han ikke rumme det.

Der er et vilddyr i hovedet, der vil ud. Jeg bliver nødt til at lære at holde vilddyret under den udspændte hinde i ave. Jeg ved godt, hvordan ordenlige mennesker opfører sig. De af afdæmpede, rummelige og forstående.

Hungerhjerte er en vigtig bog for alle, der gerne vil have en bedre forståelse af psykisk sygdom og et lille indblik i systemet. Hvordan det er at blive indlagt, hvordan omgangen er med personale og andre indlagte. Også pårørende til psykisk syge vil have glæde af romanen. Jeg blev faktisk positivt overrasket. Mit indtryk af det psykiatriske system er, at det mangler ressourcer, er underbemandet og ikke giver sig ordentligt tid til patienterne, der bare fyldes op med medicin og må sejle i egen sø. Sådan tror jeg også, det er for mange fortabte sjæle. På trods af “taberdiagnosen” har Karen muligvis et særligt privilegium med sit åbne forfatterhjerte og sind. En psykiater siger til hende. Du kunne være blevet meget mere syg, end du er. Det, der har forhindret det i at ske, er din begavelse.

Hungerhjerte er i alle tilfælde en begavet og modig bog, hudløst ærlig og smukt skrevet. Læs den hvis du vil blive klogere på psykisk sygdom. Læs den hvis du selv er syg og har brug for en ven, der kan sætte ord på de frygtsomme og farlige følelser, omend de er forskellige fra menneske til menneske.

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

★★★★★★

Min kæreste elskling af Gabriel Tallent

Mendocino er et sted i det nordlige Californien, hvor man utroligt gerne vil hen efter at have læst Gabriel Tallents på en gang fremragende og forfærdende debut My Absolute Darling – på dansk Min kæreste elskling.

 Jeg har sjældent læst så levende naturbeskrivelser, hvor hver eneste gren, busk, blomst og vandløb indgår som aktører i handlingen og skaber en poesi, man har lyst til at dvæle ved og en stemning af både gru og skønhed, så det er som at være der selv. Forfatteren er selv fra Mendocino og har været naturguide i området.

Koglerne drypper, og dråberne lægger sig dirrende på nældebladene og bregnerne. Hun stavrer henover køkkenterrassens plankeskelet og kravler ned af skråningen fyldt med rådnende træstammer og giftige salamandere og firben, hendes hæle træder gennem den bløde skorpe af myrteblade ned i den sorte jord. Hun siksakker forsigtigt ned til brønden ved Slaughterhouse Creek, hvor venushår-bregnerne er sortstilkede med blade som grønne tårer, og blomsterkarsen hænger sammenfiltret med dens sprøde, våde karselugt, stenene er glatte af leverurt. Kilden her udspringer fra en lille mosbevokset krog længere oppe, og den har dannet et lille bassin af sten, hvor den falder, en brønd med koldt klar vand med jernsmag, et rum med træ af træstammer, der i årenes løb er blevet svampede i overfladen. Turtle sætter sig på stammerne, tager alt sit tøj af, lægger haglgeværet oven på det og glider med fødderne først ned i stenbassinet – her finder hun sin egen særegne trøst, en trøst fra et koldt sted, kan hun mærke, noget klart og koldt og levende.

Udover et skønsomt og lidt creepy naturområde er Mendocino et sted, hvor de økobevidste og progressive overskudsmennesker lever i smukke huse med udsigt over Stillehavet, men det er også et sted hvor fortabte og misbrugte børn kan leve under radaren, selvom omgivelserne fatter mistanke. Ligesom det kan ske i Tønder og ethvert andet sted, hvor myndighederne ikke passer deres arbejde.

 Min kæreste elskling handler først og fremmest om børnemisbrug, men den er skrevet som en slags allegori over, hvordan mennesker misbruger naturen.

Turtle lever alene med sin far i et faldefærdigt hus midt i den skønne natur og tilpas afsides fra, at mistankerne kan blive bekræftet. Bortset fra af bedstefar som bor i trailer på samme grund men alt for sent vågner til dåd for sit barnebarn. Turtle er en gennemsej pige, en ægte overlever der kan klare sig alene i vildmarken i dagevis og og samle et jagtgevær på få sekunder. Hun er kvik men indesluttet og hader alt og alle men mest af alt sig selv. Hun isolerer sig fra klassekammerater og andre og vil for alt i verden beskytte det lidet misundelsesværdige liv, hun har – bortset fra den dybe kontakt til naturen.

Hun er hårdt trænet af sin far, Martin, der udover at lære hende at passe på naturen har opgivet al tiltro til andre mennesker og fremtiden for planeten. Han anser hende for sin ejendom, og at det er hans ret at udøve psykisk terror, vold og seksuelt misbrug af værste karakter som et led i hendes opdragelse, mens han bedyrer, hvor højt han elsker hende og hvor dyrebar, hun er for ham. Og kun for ham.

Turtle er fanget i et gensidigt afhængighedsforhold, som hun ved, hun skal væk fra, men hun ved ikke hvordan, og loyaliteten over faren er uanfægtelig. Hun sladrer ikke, mest af alt af frygt for konsekvenserne, og fordi hun elsker sin far på den forskruede måde, hun har lært af ham om kærligheden  i den kvalmende symbiose de deler. Moren forsvandt, da Turtle var spæd. Bedstefar har sine egne skeletter i skabet. Først da hun møder de jævnaldrende, ordkvikke og sympatiske drenge Jacob og Brett, der kommer fra intellektuelle overskudsfamilier, tør hun træde ud af sin skal og søge mod en normal tilværelse med fare for sit eget og andres liv.

Forfatter Gabriel Tallent fortæller om Min kæreste elskling til bloggermøde.

Det er en ganske brutal og hård bog i samme grad som Et lille liv, med mange passager man helst vil springe over, da de gør fysisk ondt at læse. Volds- og voldtægtsscener trækkes i langdrag, men trods alt doseret, så det går an (i modsætning til Et lille liv der blev for meget for mig) og man tilgiver forfatteren på grund af det formidable sprog, og især fordi han har en vigtig pointe.

“Martin ser Turtle som en forlængelse af sig selv og ikke som et individ. Han behandler hende som sin ejendom og misbruger hende på samme måde, som vi misbruger naturen,” sagde Gabriel Tallent fornylig, da jeg sammen med andre bloggere mødte ham på Politikens Forlag.

Men historien om Turtle skal ikke ses som et symbol på menneskets ondskab mod naturen. Problemet er reelt.

“Smerten ved børnemisbrug er brutal, og fænomenet er ikke så eksotisk, som vi gerne vil gøre det til. Hvert niende barn bliver misbrugt. Verden tillader det og lader børn ligge og dø. Når det gør ondt at læse om, er det bevis på, at det berører os. At vi skal tage os af hinanden. De smertefulde scener er med til at øge empatien, mener forfatteren.

Tallent fortalte også, hvordan hans roman ændrede sig undervejs i skriveprocessen fra klimabevidst økoroman med flere hovedkarakterer, udviklede den sig til en roman om Turtle og hendes vej ud af misbrugets klør men også konsekvenserne af det.

”Børnemisbrug ødelægger mennesker for livet,” understregede han.

Min kæreste elskling er en formidabel roman i bedste amerikanske fortællestil. Udnævnt til ”mesterværk” af selveste Stephen King og ”årets roman” af New York Times og med god grund faret til tops på bestsellerlisterne. Jo den skulle I absolut tage og læse.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Hr. Ferdinand/Politikens Forlag

★★★★★★

 

Vi kunne alt af Merete Pryds Helle

Vi kunne alt er den selvstændige opfølger til forfatterens barske og vidunderlige slægtsroman Folkets Skønhed.

Vi starter nogenlunde, hvor vi slap hos familien Pryds i parcelhuset i Værløse. Men handlingen udspiller sig i denne roman inde hos naboen, en familie vi følger op gennem 1970’erne.

Her bor teenageren Merle og hendes storesøster Klara. Deres grønlandske mor Ane er alvorligt syg med sclerose, og deres danske VVS far, Erling er noget helt for sig selv. Han kan ikke få sine behov dækket derhjemme, så han ordner fremmede damer gerne mod betaling. Sedlerne hober sig op i huset, for han er ovenikøbet nærig. Men Merle ved, hvor hun skal lede i nødens stund.

Mor Ane er forbitret og selvmedlidende, og som sygdommen skrider frem, glider værdigheden bort, og det tærer hårdt på pigerne. Klara gemmer sig bag sin intense gymnastiktræning, og Merle står med det meste af ansvaret. Takken er en uskøn blanding af fornedrelser og kærlighedserklæringer og utilregnelig opførsel fra begge forældre. “Du var så sød, da du var lille. Nu tager du virkelig revanche”, siger Ane til sin datter. “Jeg skulle have skyllet dig ud i toilettet, da du blev født,” siger Erling i et vredesudbrud, inden han kaster hende mod en væg..

Intet under at Merle med et selvværd der knapt er større end et Shake tyggegummi bliver forelsket i Jet, skolens bad boy, der fører sig frem på knallert. Han behandler hende så nederdrægtigt, at det er svært at holde ud, men Merle vil bare have mere med de masochistiske tendenser, hun har udviklet. Samtidig er hun den, der prøver at holde sammen på hjemmet, mens de andre nærmest giver op i afmagt over sygdommen.

Hos farmor og farfar og faster er der lidt mere hjælp og tryghed at hente, men kun når det hele virkelig brænder på. Farmor drikker i smug for at klare tilværelsen, og faster kæmper med ulykkelig kærlighed til kvinder. De kører fulde i bil efter en stranddag og uden sele naturligvis, og sådan er der meget moro over 70’er billederne på godt men mest på ondt.

Merle og Klara er så dybt svigtede af deres forældre, at det er svært at kapere. Vi er i et spirende velfærdsdanmark men tydeligvis før hjemmepleje og børneværn tog begrebet aflastning alvorligt.

Nabofamilien Pryds med døtrene Gitte og Merete fremstår som den perfekte overskudsfamilie ved siden af, selvom de har deres egne problemer. I begge familier er der høje forventninger til børnenes fremtid. Der er muligheder i vente, som ingen har haft før. Den nye generation kan blive til alt og de kan alt – så længe de ikke vokser for langt fra forældrene eller klarer sig så godt, at deres ophav føler sig underlegne.

Mange, der er vokset op i 1970’erne, vil måske mene, at de har følt sig klemt i dysfunktionelle familier. Det lå ligesom i tiden, hvad enten man levede skjult bag ligusterhækken i et småborgerligt parcelhus eller i et udfarende hippiekollektiv, mens man misundte hinanden. Familien her er beskrevet helt derude på kanten, hvor det nærmer sig en karikatur eller satire over perioden, og selvom man flere gange nødtvungent trækker på smilebåndet, særligt når de mange 70’er referencer skaber klare billeder fra ens egen barndom, er det alt for ondt og hårdt til at være sjovt.

Under studierne i manuskriptudvikling har jeg lært, at på film skal en historie være naturlig, den skal have en vis form for logik i sit eget univers, og den skal have en skandale for at skabe drama og interesse. I hvert eneste kapitel af Vi kunne alt, er der en skandale så forrykt, at den vil være svært at udholde at se på et lærred, og som roman er det noget af en tilstræbelse at kalde genren for socialrealisme. Hvad enten det er den grusomme og afstumpede mobning af Merle i skolen eller morens og farens afsindige handlinger mod deres børn. Visse steder minder det mere om magisk realisme, for Merle lever forståeligt i en slags parallel drømmeverden for at klare den.

Måske har det virkelig været sådan at vokse op med en så syg forældre på det tidspunkt. Hvis det her er socialrealisme fra 1970’erne, så er vi godt nok mange, der må trække væres opfattelse af en lettere dysfunktionel opvækst i os. I sammenligning med Merle har vi haft det nemt.

Vi kunne alt er en stærk og uafhængig fortsættelse af Folkets skønhed  – faktisk bedre. Måske fordi den er tættere på. Ved nærmere eftertanke kendte mange af os 70’er børn nok en Merle i klassen eller i nabolaget. Hendes mor var ikke syg, men der var så meget andet. Dårlig lugt i hjemmet. Rod og tomme flasker. Brugte kondomer der flød.

Merete Pryds Helle kan vitterligt alt med ord og fortælling, og mine forventninger til den næste roman om familien Pryds og deres venner og bekendte er nu uoverstigeligt høje. Jeg glæder mig allerede.

Som bogelsker bør du også give dig selv den fornøjelse at lytte til Merete Pryds Helles forfatterforedrag. Hun er ligeså levende, spændende og reflekterende en formidler som forfatter.

Bogen er venligst foræret til event af Lindhardt og Ringhof

 ★★★★★★