1971-1985 af Martin Hall

Uanset om man er opvokset i 70’erne og 80’erne eller senere, vil mange genkende en fremmedgjorthed i tiden og følelsen af at være særlig, når man er ung, sådan som Martin Hall oplevede det i sine unge – og dekadente år. Men til forskel fra de fleste af os, så var og er Martin Hall noget særligt.

Han var en af Danmarks første punkere og var naturligvis allerede videre, da punken blev mainstream. Han levede sin ungdom i overhalingsbanen af sex og stoffer midt i en AIDS tid med et depressivt syn på verden og fremtiden. Men i modsætning til flere af vennerne overlevede han. Måske på grund af sit kunstneriske talent og en nærmest overnaturlig arbejdsdisciplin og produktivitet. Inden han fyldte 21 havde han været frontløber på flere forskellige undergrundsbands og havde skrevet et hav af tekster.

Jeg kan huske første gang, jeg hørte Martin Halls musik i midt-firserne, at jeg tænkte: Det kan umuligt være en dansker, der står bag. Det internationale format var slående, og et sådant var stort set ikke eksisterende i den danske musikbranche på den tid.

Allerede dengang havde han opnået en nærmest mytisk og utilnærmelig karakter som hyper-intellektuelt ikon og multitalent indenfor musik, kunst og litteratur.

1971-1985 er Martin Halls erindringer om den tid, og selvom Hall oftest henvender sig til et publikum med sans for avantgarden, så er hans nye bog vedkommende for alle. Smukt skrevet, dybt personlig, vildt underholdende og ikke mindst troværdigt reflekterende om de efterhånden sagnomspundne år.

Som 70’erne skred frem, sivede farverne ud af billederne. Når jeg tænker på min barndom, erindrer jeg den altid i farver, mens billederne fra mine senere teenageår kategorisk toner frem i sort-hvid. Det var, som om det politiske fotografi var begyndt at smitte af på historiefortællingens tekstur.

Det lyder måske lidt højtravende, men det meste af bogen er skrevet med begge ben på jorden og fortalt i en let tilgængelig stil og et ikke desto mindre flot sprog fra en mand, der gerne flyver til fjernere og mere prætentiøse planeter.

I centrum af fortællingen står Martin Halls forældre Eigil og Beth. Langtfra idealet om de perfekte forældre i den solide kernefamilie men måske en slags ideal for at danne ballast for udviklingen af den ekstraordinære kreativitet hos sønnen.

Martins Halls portræt af sine forældre er kærligt, forstående og fyldt med anerkendelse af sit ophav. Både Eigil der altid var fuld af gode og mindre heldige ideer og indfald, og Beth som havde et stort hjerte, var god for en skarp bemærkning, og et humør der svingede fra det sprudlende til det dybt depressive. Beth ender med at tage livet af sig selv mod bogens slutning i 1985.

1971-1985 er på flere måder for 80’er generationen, hvad Dan Turélls Vangede Billeder er for 68’erne. Den er mørkere og hårdere i sit portræt af tidsånden men mindst ligeså humoristisk og meget rørende.

Det er længe siden, at jeg er fløjet så hurtigt gennem en bog med et ængsteligt blik på de alt for få resterende sider. Sådan havde jeg det også, da jeg med stor fornøjelse læste hans romanværk om 80’er generationen Den sidste romantiker, som jeg også uden tøven kan anbefale, selvom det er en del år siden, jeg læste den. Jeg håber, der kommer mere litteratur til det brede publikum fra Martin Hall, for han skriver både vidunderligt skarpt og præcist om sin generation og sit kulturelle og familiære ophav.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Tiderne Skifter.

 

Reklamer

The Night of the Gun

A reporter investigates the darkest story of his life. His own. David Carrs erindringer giver fuld valuta for den tagline. Den får lov at stå på engelsk i al sin styrke, for The Night of the Gun er af uforståelige årsager endnu ikke blevet oversat til dansk. Journalistens personlige historie er så vild, at den strider mod al logik. En yderst velskrevet biografi, der får selv det mest dramatiske stykke fiktion til at blegne.

David Carr igangsatte i en ung alder en lovende karriere som reporter i Minneapolis. Med et usædvanligt skrivetalent, hurtighed på tasterne, evnen til at stille syleskarpe spørgsmål og frygtløs konfrontation og diskussionslyst med alle slags kilder, havde han alle odds med sig.

Men han havde også en grænseløs svaghed for stoffer og alkohol og en afhængighed af beruselsen, der var ved at ødelægge det hele. Som ung reporter levede han et dobbeltliv i samme overhalingsbane som en Christiane F. og blev hooked på det hele; kokain, sprut, crack, heroin. Om dagen afslørede han korruption hos magthaverne, om natten hang han ud med kriminelle. Han røg ind og ud af afvænning, blev anholdt adskillige gange for kørsel under påvirkning, var en stodder overfor sine kærester, blev fyret og hyret igen og igen, og så var der den nat, han trak en pistol mod sin bedste ven. Eller gjorde han?

I sit erindringsværk undersøger Carr, hvad der er op og ned i hans engang konstant påvirkede hukommelse ved at opsøge og dybdeinterviewe alle dem, der kendte ham.

Vendepunktet kom, da hans kokain-pushende, narkoman kæreste blev gravid med tvillinger. Hun kunne ikke opgive the Life, men det formåede Carr, da parret stod til at få fjernet deres børn af myndighederne. Døtrene voksede op i hans varetægt med hjælp fra familie og venner. Stofferne blev lagt endegyldigt på hylden, og Carr koncentrerede sig fuldt ud om sin familie og sit job. Fik ny kone, et tredje barn og spændende jobtilbud. I mellemtiden måtte han som nyafvænnet også igennem et kræftforløb i en alder af 32, og senere da livet blev for idyllisk en ny periode som alkoholiker, der var tæt på at ende fatalt. Alle nedturene overvandt han. Carr ser dog langtfra sig selv som “et godt menneske”, der er kommet sikkert ud på den anden side. Afhængigheden lever videre i ham, men han lærer at kontrollere den. Vidnerne til hans historie beretter om en langtfra perfekt omend hæderlig far og utvivlsomt en hamrende dygtig journalist.

Hvis du har set den fremragende dokumentar Page One om arbejdslivet på New York Times, så husker du uden tvivl den markante reporter med den hæse stemme og lettere ironiske tilgang til livet. Journalistikken tog han derimod yderst seriøst.

Carr endte sine dage som yderst velanset stjernereporter på den hæderkronede avis og døde midt i karrierens højdepunkt i en alder af 58 af lungekræft.

The Night of the Gun er en af den slags historier, der er så forrykt, at den kun kan være sket i virkeligheden. Men den er også en fantastisk overlevelseshistorie og et modigt selvudleverende portræt af en mand, der ikke holder noget tilbage. Carr vil til bunds i sandheden om sine udåder, og han forsøger på intet tidspunkt at forsvare sig selv eller pynte på noget til sin egen fordel. Snarere tværtimod.

Også som forfatter skriver han rammende, rørende og usentimentalt og trods det dystre tema, er hans historie gennemsyret af ironi og humor, der letter og løfter, så det hele er til at holde ud.

Med sproglig overlegenhed reflekterer Carr klogt om emner som faderskab, parforhold, journalistik, afhængighedens væsen og erindringers vrangforestillinger:

Even so, my past is a phantom limb, something I feel the presence of but cannot touch. John Updike called it part of our ”dead unrecoverable selves.” When the past is shifted to the present moment, it is infected by a consistency bias that requires that all things fit together, whether they do or not. Examine your own family history and folklore if you don’t buy it. How many of those stories are literally, exactly true?

Mit eneste problem med bogen er, at Carr ikke rigtigt afsøger årsagen til, at han kunne komme så langt ud. Der er ikke nogen forklaring på, at en velbegavet mand med en universitetsgrad og gennemsnitlig middelklassebaggrund i en kernefamilie kan fucke sit liv op i så høj en grad. Men det er formentlig pointen. Afhængighed handler ikke om klasse eller social baggrund. Det handler om at være uheldigt disponibel for den sygdom afhængighed er.

Han nævner ungdommens rastløshed og en trang til at begive sig ud i farezonerne, og at der måske er noget med genetikken og anlæg for afhængighed i familien. Og så er der hele miljøet omkring Minneapolis og amerikanske storbyer i 1980’erne, hvor kokain åbenbart kunne fås på linje med sjusserne bag baren. Det lagde jeg nu ikke synderligt mærke til, da jeg selv boede i byen i 1990/91 og nøjedes med gin og tonic.

I sin helhed er Carrs historie en fremragende afsondring af mørket og lyset i en vildfaren sjæl, om at dykke dybt ned i sølet og rejse sig igen. Gennem journalistikken afsøger Carr sandheden om sit liv, og han gør det med en faglighed og professionalisme, som mange andre biografier kunne lære noget af.

Da jeg afsluttede bogen var det først og fremmest med en dyb undren over, at Carrs historie endnu ikke er blevet filmatiseret. Men det projekt er faktisk i gang. Som tv-serie med selveste Bob Odenkirk fra Better Call Saul i hovedrollen. Det kan næsten ikke gå galt.

 

Papa af Jesper Stein

Axel Steen er gået undercover i femte bind af krimiserien om politimanden med den hårde, slagkraftige skal og det følsomme indre. På et hotelværelse i Berlin iført brune garbardinebukser med svaj, knælang læderjakke i beige og bling-bling i guld skal Axel overbevise håndlangere for den russiske mafia om, at han er narkokongen Hans Hauser med tilnavnet Danskeren og direkte linje til colombianske karteller. Nu skal han lukke en gigantisk våbenhandel for at få skovlen under den russiske topboss Grisja, der også er kendt i kriminelle kredse som Papa.

Missionen foregår i tæt samarbejde mellem PET, DEA, CIA ja stort set hele efterretningsbaduljen. Amerikanerne er totalt afhængige af Axels indsats, hvis det hele skal klappe. Det er svært at forestille sig plausibiliteten af det scenarie men who cares, når det hele er så gennemført, velskrevet og velfungerende som det er.

Hvad der i starten virker som en tiltrængt flugt fra hverdagen i Danmark og pinslerne efter kærestens død, hvor Axel kan udleve alle sine mucho-macho tendenser med et nervepirrende undercoverliv i Berlin og Amsterdam, udvikler sig til nye konfrontationer med det indre mørke, hvor han i øvrigt forelsker sig som besat i en hollandsk femme fatale ved navn Christine.

Mens Axel balancerer i rollen som våbenhandler, kæmper hans tidligere kollega Vicki Thomsen i Danmark med opklaringen af en røverisag hvor 143 bankbokse i Danske Bank ved Nørreport på forunderlig vis er blevet plyndret. Men endnu mere med en bunke mandlige såkaldte kollegaer i afdelingen for Røveri. Hun er omgivet af idioter, slapsvanse og deciderede røvhuller, der ikke holder sig tilbage for voldsom chikane. Vicki er for denne læser den mest interessante karakter i Papa, der på lige fod med Axel har dybde og nuancer men også en forfriskende troværdighed til forskel fra så mange andre (anti)-heltinder i tidens krimier. En normal, sympatisk kvinde med naturlige menneskelige reaktioner på det livet byder hende, som passer sit arbejde og aldrig giver op, selvom hun overvejer det. Hende vil jeg gerne følge mere fremover.

Røverisagen hænger naturligvis sammen med det, Axel har kørende i udlandet, og selvom der er ret så mange plotelementer og karakterer at holde styr på, så er det lykkedes at få det til at hænge flot sammen. En imponerende bedrift, når man tænker på hvor løs en struktur Jesper Stein selv siger, han arbejder med i skriveprocessen.

Gangsteren Grisja er nu ikke den eneste Papa, som titlen refererer til. Axel Steen må igen tage sin egen faderrolle op til revision, da datteren Emma udtrykker ensomhed og frustration over hjemmelivet med mor og lillebror og en utryghedsskabende eks-stedfar Jens Jessen, øverste chef for PET og i gentagen karambolage med Axel men nu også med hans eks Cecilie, hvor han udviser stalkeragtig adfærd og har magten til at slippe af sted med det. Også Jens Jessen bliver i den grad udfordret på sit faderskab til sønnen Anton.Handlingen kulminerer i Botanisk Have i et åndedrætsstækkende opgør mellem Axel, russiske gangstere, agenter fra nær og fjern og korrupte pansere.

Jesper Stein leverer igen varen med solid og intelligent underholdning, sproglig finesse i beskrivelsen af de indre og ydre kampe og en utrolig detaljerigdom.

I sin helhed er Papa efter min mening ikke helt så spændende fra start til slut som den forrige Aisha, som også er svær at overgå. Forfatteren har tydeligvis haft en fest med undercover-delen, og det er ret sjovt at forestille sig Axel Steen tonse rundt på den internationale scene i boots og læderjakker. Det er på kanten af klichéen, men det holder med det komplekse og veludførte plot. De indre refleksioner er vedkommende, men der er mange af dem, Berliner-romantikken med lydspor af Bowie, Lou Reed og Leonard Cohen kammer lidt over, men jeg forstår godt, at den er svær at holde sig fra.

Slutspillet er det bedste hidtil, helt eminent, højspændt og veludført med et chokerende tvist, der leverer tårer og klump i halsen. Det sker sjældent for mig, når jeg læser en krimi.

Med Papa overbeviser Jesper Stein endnu engang om, at han er en af Danmarks bedste krimiforfattere – måske den bedste. Vi fans er klar til en seks’er og gerne med mere Vicki.

Læs mere om Papa fra bloggerevent med Jesper Stein her samt anmeldelse af Aisha.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

På tur med Axel Steen

På tur med Axel Steen

Fornylig var jeg sammen med en gruppe bogbloggere på en guidet tur rundt i Botanisk Have. Guiden var ingen ringere end forfatter Jesper Stein, der fortalte om tilblivelsen af hans seneste krimi Papa, den femte i rækken om alteregoet Axel Steen.

Det var her i Botanisk Have, han fik ideen til Papa, og det er her, det højspændte plot kulminerer i romanen. Hvor besøgende normalt ser grønt og smukt i den idylliske have, så Jesper Stein PET og DEA agenter på lur i et sneklædt buskads med natlys og AK47 rifler, mens internationale narkobaroner holdt forretningsmøder i hemmelige gange under Palmehuset.

Glad forfatter Jesper Stein med sin nye krimi Papa

Det var udgangspunktet for bog fem, men hvad skulle der ellers ske på de 400 sider?

“Denne bog var den sværeste hidtil. Jeg har brugt meget lang tid på den og på at få de to spor til at mødes,” fortalte forfatteren, mens vi i flok beundrede haven og det smukke Palmehus med helt andre briller end normalt.

Jesper Stein arbejder med en meget løs struktur. Som mange forfatterspirer måske vil genkende, sætter han sig gerne ned og skriver fede scener uden at ane, hvad der skal ske videre hen. I det lys er det noget af en bedrift, at det rent faktisk lykkedes at bygge et plot op i processen, der ovenikøbet hænger godt sammen. Overblikket sidder i baghovedet og med hjælp fra faste læsere og redaktør lukkes hullerne i.

I Papa skulle ske noget nyt med Axel Steen efter alle de pinsler, han gennemgik i Danmark i den forrige roman Aisha, så i denne er han udlånt til den amerikanske efterretningstjeneste for narkokriminalitet DEA med udstationering i Berlin og Amsterdam og et halvt år i dække som undercoveragent.

I Papa er der blæst fuld gas på Tarantino-tendenserne. Når Axel er på arbejde er det i cowboystøvler med dragesyninger, knælange læderfrakker og guldkæder om halsen. I det outfit skal han overbevise de hårdeste hunde i international organiseret kriminalitet om, at han er manden, der kan skaffe våben til den russiske mafia, og han skal balancere troværdigt mellem at være en af gutterne i den forsamling og en de aldrig vil fucke med. Det betyder også, at han er nødt til at gå ombord i farlige fristelser som coke-baner og ordentlige sjusser, hvilket ikke er så hensigtsmæssigt for Axel, der tidligere har kæmpet med misbrug.

Forfatteren på slap line

“Jeg indrømmer blankt, at jeg udlever min indre drengerøv i den her. Jeg er en drengerøv,” sagde Jesper Stein, mens hans hoppede og dansede foran Palmehuset og underholdt hele forsamlingen.

Han har endda fået hjælp til at skabe et troværdigt billede af en undercoveragent fra en tidligere af slagsen. Han hjalp ham med at skabe den type personlighed, der både har en særlig stil og dyre vaner og samtidig kan sætte sig i respekt i interaktionen med kriminelle gangstertyper. Kedeligt er det ikke.

Der blev talt meget om handlingen i Papa, og Jesper Stein tog åbent imod både spørgsmål, ris og ros fra de mestendels glade læsere. Det skal der naturligvis ikke spoiles med her.

Selfie med sej forfatter

Læs mere her på Bogbobler om Jesper Steins kreative proces  samt anmeldelse af Papa og Aisha

 

Tak til Jesper Stein og Camilla Wahlgreen fra Politikens forlag for et spændende og hyggeligt forfattermøde.

Rud af Kamilla Hega Holst

Kill them with mystery. Delight them with daring. Her er en roman, der til fulde lever op til det skriveråd. Mystisk, modig og uhyggeligt velskreven.

Jeg læste Rud af Kamilla Hega Holst i ét stræk, og jeg kunne ikke lægge den fra mig på trods af andre gøremål. Med stramme, korte sætninger og stærk foruroligende handling lagde den et besnærende greb om mig og holdt mig fast til sidste side var vendt.

Romanen handler om Kaisa, der for første gang i to år holder ferie med sine børn Malte, 14 og Mira, 11 i sommerhuset ved Asserbo. På vej hjem fra stranden leger de en leg, som Malte finder på: Hvem kommer først hjem af hver sin vej gennem vildnisset i plantageområdet omkring huset. Drengen kan noget med kort og linjer, burde ikke kunne fare vild, men Malte kommer ikke hjem.

Dagen efter skal børnene hentes af eksmanden Simon, som nødtvunget har bedt Kaisa om at tage sig af dem i den måned, han skal arbejde i USA. Hvis det står til Simon, skal Kaisa have så lidt med børnene at gøre som muligt. Hun har svigtet dem tidligere. Hun har været forsvundet i flere omgange. Hun har været indlagt med psykiske problemer. Hun har måske været sammen med fremmede mænd i løbet af deres ægteskab.

De første timer hvor Malte er væk, er Kaisa ikke nervøs. Mor og søn ligner hinanden, og det er ikke første gang, han finder på at stikke af. Men som timerne skrider frem, og mørket falder på, bliver hun urolig. Mira er opslugt af bøger, måske på flugt i fiktionen. Kaisa drikker en flaske vin, hvorpå hun i beruset tilstand tager ud for at lede efter Malte i mørket, og der sker mærkelige ting. Kaisa tager tilbage og bryder ind i annekset, hvor Malte har det hele for sig selv. Her finder hun et kaos af dåser med afklippede negle, rester af afhøvlede fødder og hår og hele væggen plastret til med billeder, der danner en collage af skjulte meddelelser i et besynderligt mønster; udpluk af bekymrende netchatteri, billeder af døde fostre, pumpende organer, blodårer og væv i indfiltrede forgreninger, røde kryds med smileyer. Et kunstværk som er fornemt illustreret i bogen som folde-ud del. Kaisa forsøger at afkode Maltes gåder. Malte stammer, han staver forkert. Ordet Rud står skrevet på hans værk. Rod bliver han betegnet som af lærere og pædagoger. Kaisas liv er rod, har hun ofte hørt fra Simon, som selv er noget af en pedantisk kontrolfreak. Malte har rod i sine forældre og sin mormor, som han har en slags åndsfællesskab med. Simon dukker op før tid, og forældrene begiver sig sammen ud på en mareridtsagtig færd for at finde deres søn. Romanen skifter mellem nutid og datidsklip, hvor Kaisa tænker tilbage på samlivet med Simon og på sin mor som isolerede sig fra omverden, læste filosofi, blev syg og døde. Hun mødte aldrig sine børnebørn.

Side for side afsløres en dyb dysfunktionalitet og en gensidig afhængighed i et forhold, hvor begge parter er fanget af ar på sjælen, som de piner, plager og provokerer hinanden med. Men hvem er mest syg, og hvem er mest skadelig for børnene, hvis nogen? Romanen fungerer som en psykologisk thriller, og hver eneste side henstiller læseren med tilbageholdt åndedræt, indtil slutningen frembringer et chok.

Flere temaer trænger sig på i læserens refleksion. Først og fremmest om konsekvenserne af svigt, den genetiske arv, psykisk og fysisk vold, selvdestruktiv adfærd, mønstre der ikke kan brydes. Om fædre og mødre og hvordan de påvirker deres børn for evigt og efterlader dem som sårede sjæle, der bevidst og ubevidst kan ødelægge alt for sig selv og for andre.

Jeg ved ikke, om det er en litterær fornærmelse at kalde denne nervepirrende sag for domestic noir af højeste karat, men hvis det er en genre, der tiltaler dig, vil du uden tvivl lade dig rive med af Rud. Forfatter Kamilla Hega Holst skriver ikke enestående poetiske sætninger med storladne metaforer, sproget er enkelt og ligetil, men alt det, der står mellem linjerne, og den måde romanen er konstrueret på i samspil med illustrationerne, skaber en nærmest panisk poesi i sig selv.

Bogen er lånt på biblioteket. Udkommet hos Rosinante.

 

Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo

Allerede før udgivelsen er Pigen uden hud solgt til mindst 16 lande, og Hollywood har sikret sig filmrettighederne. Grønland er hot i litteraturen, og Mads Peder Nordbo har med sin nye krimi skabt en ny genre i et på én gang magisk og dystert univers, Nuuk Noir.

Historien er en blanding af klassisk krimi og rå socialrealisme tilsat magien fra den grønlandske åndeløst betagende natur. Romanen er spækket med poetiske og meget velskrevne beskrivelser af det arktiske landskab, og hvordan personernes ånde krystalliserer sig i små is-formationer. Klar blå himmel og storslåede isfjelde bliver sat overfor trøstesløse sociale boligblokke i Nuuk. Det er kontrasternes sted, og det ene er ligeså dragende som det andet. Også beskrivelserne af den grønlandske kultur og fortryllelsen i eksempelvis trommedans er både fængende, fascinerende og til tider skræmmende.

Et enkelt sted havde frosten overrasket vandet så brat, at det så ud, som om flere vandfald på vej ned langs fjeldets langstrakte ryg var frosset til med så stor kraft, at de var stivnet i ét nu midt i deres fald. Selv skummet i vandet var frosset, og hele vægge af fastlåste bølger og nubrede bobler kastede solens stråler tilbage som tusindvis af krystalprismer i en gammel lysekrone.

Temaerne er mange, og Mads Peder Nordbo formår at flette dem sammen i historien, så de overbeviser; sorg, hævn, vold, seksuelle overgreb, børnemishandling, mord, landsbysamfund, sociale problemer, kolonitid, den dansk-grønlandske konflikt, inkompetente myndigheder, politisk magtbegær og beskyttelse af interesser for enhver pris.

Der er så også en overflod af karakterer og i modsætning til de klare temaer, kan deres indbyrdes relationer godt være forvirrende –  især på skurkesiden.

Konkret handler det om den danske journalist Matthew Cave, hvis totalsvigtende amerikanske far engang var udstationeret på Thulebasen i Grønland. Matthew har søgt isolationen i Nuuk efter at have mistet sin kæreste og ufødte datter i en ulykke. For lokalavisen skal han afdække en sag om et mumificeret lig, en nordboviking, der dukker op på indlandsisen og forsvinder igen og et brutalt mord på den politimand, der vogter over det.

Manden er sprættet op og flået efter traditionelle sælfangermetoder. Matthew bliver snart sat på sporet af en fyrre år gammel sag om en række tilsvarende bestialske mord og opdager, at sagerne hænger sammen. Et af dem beskrives således angående ligfundet:

Manden, de fandt derude, var flænset fra skridtet og op til brystbenet, og al hud var flået af hans krop. Hans indvolde flød ud over gulvet omkring ham. Ikke i en pæn bunke, men spredt ud som en halo af indvolde, der omkransede hans lig. Huden var væk, og de havde ikke haft held med at finde den.

Så er der gang i voldens æstetik. Spændende hvordan filmholdet vil fremstille den scene (og mange flere), uden at mainstream publikum løber skrigende væk. Det kræver nogle opfindsomme kameravinkler men skal nok kunne lade sig gøre. Og man har jo ligesom vænnet sig til splat efter Game of Thrones.

Undervejs allierer Matthew sig med en grønlandsk kvinde, Tuparnaq, som netop er løsladt efter 12 års fængsel for at have sprættet sin far op som en sæl. Hun har en påfaldende lighed med Lisbeth Salander fra Mænd der hader kvinder med et farligt humør, kroppen dækket af tatoveringer og overnaturlige hackerevner. Med sin grønlandske baggrund er hun alligevel helt sin egen sære og spændende person. Hun er pigen uden hud, men det er der også andre piger fra fortidssporet, der er.

Tilbage i 1973 møder vi bogens mest dynamiske og interessante karakter, politimanden Jakob, der undersøger de skrækkelige mord og en række unge pigers mystiske forsvinden. Hele flashback delen er vanvittig spændende, nervepirrende og meget original. Den fylder godt til i bogen, så det er ikke et problem, at handlingen i nutiden virker lidt flad i sammenligning. Hovedkarakteren, journalisten Matthew, er set mange gange før, og han bliver ikke rigtig interessant. Han er i sorg og derfor forholdsvist passiv. Det er omstændighederne og personerne omkring ham, der tvinger ham til at handle, mens informationerne nærmest dumper ned i skødet på ham. Jakobs og Tuparnaqs historier river ham ud af sin ret til at læne sig tilbage i depressionen og først mod slutningen, kan han vriste sig fri og gøre noget.

Plottet er velturneret og spændende hele vejen igennem, selvom logikken for nogle af personernes motivation og troværdigheden i visse tilfælde mangler. Men hey det er jo krimi, og hvor seriemorderes bestialiteter i fiktionen ofte bare er frastødende og ækle for skræmmeeffektens skyld, så giver de mening her på trods af de udpenslede og blodige detaljer.

Alt i alt en særdeles spændende og nuanceret fortælling om det moderne Grønland, og de mennesker der bor der. Som læser får jeg virkelig lyst til at besøge Grønland for selv at opleve det på godt og ondt, og man kan mærke, at forfatteren er godt bekendt med stedet. Han bor der faktisk, og deler glædeligt ud af sine Grønlandsbilleder, tanker omkring processen som forfatter, og begejstringen for romanens helt fortjente succes. Det er en fornøjelse at følge, og jeg er klar til næste Nuuk Noir drama, hvor Matthew Cave formodentlig har lært noget af Jakob, kan leve med sin sorg og har udviklet sig til en mere handlekraftig herre.

Pigen uden hud er en exceptionelt god og vedkommende krimi. Den bedste jeg har læst længe.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Sommergræs vinterorm af Mette Sø

Jeg kunne godt tænke mig at kaste Mette Søs bøger på bordet foran de kritikere, der beskylder (især kvindelige) danske forfattere for at være navlebeskuende og selvoptagede uden omtanke for andre og med mangel på udsyn på verden omkring dem.

I Mette Søs nye roman Sommergræs vinterorm følger vi Billi Kruse i krise, et ’jeg’ som beskriver smerte og lidelse ovenpå tre store tab, der sker lige efter hinanden. Men det er også et jeg, der nægter at dvæle i sorg og smerte, selvom det kan mærkes fysisk, og som i et forsøg på at hele rejser ud i verden for at finde meningen. Undervejs møder Billi en række mennesker, der sætter hendes egne problemer i perspektiv, og hun reflekterer i høj grad over verden omkring sig; fra digitaliseringens betydning for fremtidens arbejdsmarked til natur, krop, religion, historie, klimaforandringer, ulighed og den politiske krise i Europa.

Billis far er død, kæresten har forladt hende, og kuvertfabrikken, hvor hun arbejdede for sin stedbror, er lukket. Efterspørgslen på kuverter er stærkt faldende, men der er stadig fabrikker i Finland, i Grækenland og i Rumænien, og dem vil Billi besøge, inden de også går fortabt sammen med alt, hvad der ellers var, før nettet overtog verden. Tankerne om far, eks og bror forgrener sig på fineste vis i omgivelserne på rejsen.

I Helsinki møder hun My, som kan være spids og strid og har et hus i en skov, måske er hun lille My fra Mumi-troldene som ældre vis dame.

“Jeg tænkte, at jeg ville besøge papiret og høre, hvordan det gik,” siger Billi om formålet med sin rejse og forventer at blive latterliggjort.

My bor tæt på papirfabrikken og på sin egen no-nonsense facon, strækker hun hånden ud og inviterer Billi til at overnatte blandt minder og klenodier fra sin egen barske familiehistorie. Hos My bliver Billi puffet i kold, sort skovsø og sauna, og her bliver hun i stand til at græde og tager første skridt på vej mod en forløsning og accept af tingenes tilstand.

I Athen bruges der stadig kuverter, for eksempel under valg og til bestikkelse af myndigheder og noget-for-noget tjenester i et land, der er væltet af krisen. Men man hjælper også hinanden af et godt hjerte som hos Alexis, der inviterer Billi på den restaurant, han har banket op efter en fyring og økonomisk ruin. Et sted hvor vandet er gratis, og hvor de, der kan, betaler for maden, og de, der ikke kan, spiser med.

Her er der tiggere på gaden, her kan man ikke undskylde et “desværre” med, at de får jo kontanthjælp. Her kunne de penge eks’en skyldte og betalte tilbage ved bruddet have haft et formål.

Ligesom den unge mand, der står foran H&M og sælger papirlommetørklæder. Han er så beskidt og lugtende, at alle går i en stor bue uden om ham. Ingen vil nogensinde købe noget, han har rørt ved. Desværre. Jeg ryster på hovedet. Det er ikke mange dage siden, at jeg rev dine penge i stykker. Fordi de var tarvelige.

Skammen banker på. Men en krise er en krise uanset privilegier, og som Alexis siger:

Vores problemer er penge, det ordner sig. Godt jeg ikke er i din situation.”

I Bukarest er digitaliseringen stadig fremtid, og kuvertfabrikken lever, selvom ingen ifølge direktøren gider leve der. Her fylder henrettelsen af diktatoren Ceausescu og hans hustru i 1989 lige vel meget i Billis refleksioner, og mit læseengagement falder. Men her er også farens tidligere flamme Petro, og mødet med hende bliver det afgørende skridt for Billi mod at genfinde balancen, tilgivelsen, accepten og at opdage sit nye selv på den anden side af krisen, for verden bliver aldrig helt den samme igen.

Mette Sø skriver så englene synger, græsset gror og ormene folder sig ud. Hun kan noget helt særligt med at kombinere et eminent, følelsesfuldt sprog med fri fantasi, frejdighed og fakta fra et tydeligvist omfattende researcharbejde.

Sommergræs vinterorm er noget for sig selv og kan kun anbefales. I sin helhed en virkelig god læsefornøjelse. Akkurat som Mette Søs tidligere romaner, for eksempel I en snæver vending

Romanen udkommer 28. april og er venligst tilsendt af Politikens Forlag.