Tag: skønlitteratur

Hvis man ikke vidste bedre af Lotte Kirkeby

~ isabelrosado

Forfatter og anmelder Lotte Kirkeby har fornylig udgivet sin anden roman. Hvis man ikke vidste bedre, som er en lille tætpakket, sansemættet og særdeles smukt skrevet roman om en ældre, ensom kvinde, der søger tilbage til sin fortid og den lille by i provinsen, hvor hun engang havde en familie.

En mand og en datter, som hun boede sammen med i et hus, der nu er revet ned, mens grunden er sat til salg. Hvis man ikke vidste bedre, var alt idyl bag facaden dengang, de boede der, men kvinden var ikke glad og følte sig ikke forbundet til sin mand og heller ikke helt til datteren. Hvorfor, det forholder sig sådan, forbliver lidt af et mysterium. Men man aner, at der er et mønster, at hun er fra en familie, hvor man ikke går for tæt på. Hvor man ikke åbner op, men snarere sejler i sin egen sø.

Hvis man ikke spørger, sagde min mor altid, slipper man for at få svar, som man ikke vil have, og jeg troede længe, at hun havde ret, at det var en måde at være i verden på, og hvis nogen havde taget et billede af mig, på tærsklen til vores nye liv, ved jeg ikke, om jeg ville have haft lyst til at stille op, om jeg ville have smilet foran vores hoveddør og lignet en, der var lykkelig, som vi fortalte alle, at vi var blevet, efter vi flyttede til provinsen, og i begyndelsen fik han mig overbevist.

Der er en vedvarende indre konflikt i kvinden mellem at være fremmedgjort eller forbundet i eget liv, som hun kæmper med. Først i forhold til sin egen mor og senere til sin selvvalgte familie. Hun har trods en karriere som læge tilsyneladende ladet sit liv føre med af omstændighederne snarere end at træffe egne valg, fordi det var det, hun ville. Spørgsmålet er, om hun nogensinde har vidst, hvad hun ville. På et tidspunkt indgår kvinden et forhold til naboen, men det ser heller ikke ud til, at kvinden føler sig forbundet og tilpas i den relation. Selvom der er stærke følelser på spil i refleksionen over og tilbageblikket på sit liv, er hun underligt passiv som en tilskuer til egen tilværelse. Måske er det tragedien i hendes liv.

..jeg vidste godt, at jeg var begyndt at ligne min mor, at vi var begyndt at nærme os hinanden, da hun døde, selvom jeg havde skubbet hende væk, da hun levede, og hun var trådt til side, så jeg kunne blive til. Men hun vendte tilbage, det kunne jeg mærke, og jeg kunne kende hende i mig selv. Jeg kunne se hende i spejlet, når jeg kiggede derind, det var hendes ansigt, det var ikke mit, og jeg kunne ikke længere se Katrines, hverken når jeg smilede, eller når jeg var streng, som havde genkendelsen forskudt sig, og jeg vidste ikke, om det var hende, der forstødte mig sammen med sin barndom, eller om det var mig, der lagde afstand, som jeg troede, at man skulle, og jeg kunne aldrig se den sorg eller den smerte ved at vokse op, som jeg kunne huske, og som var blevet en del af mig, eller den kamp for at blive sig selv, for at vriste sig fri og finde sin plads, som jeg havde kæmpet. Den slags synes ikke at forstyrre Katrine, og jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til at vide nok, uanset hvor meget jeg kiggede på hende.

Romanen står stærkt i sit sprog, i stemning og de smukke, stillestående sætninger og dvælende scener end i egentlig handling, der viser de eksakte hændelser eller følelser, som førte til familiens opløsning. Spørgsmål trænger sig på under læsningen, en del står ubesvarede hen. Vigtige dele af romanen står åbent for fortolkning – lidt for åben efter min smag men utvivlsomt til stor glæde for andres.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Gutkind Forlag.

Advertisement

Vittu af Iben Mondrup

~ isabelrosado

Bogåret 2022 lægger stærkt ud med Iben Mondrups nye roman Vittu som er en selvstændig fortsættelse af Tabita. Den havde jeg til gode og skyndte mig derfor at lytte i juleferien, inden jeg gik i gang med Vittu, hvilket kun kan anbefales. Lydbogen er for det første smukt indlæst af forfatteren, men den er også vigtig at have med for at få det fulde udbytte af fortsættelsen.

Begge romaner handler om den adoptionstragedie, som ramte en stor gruppe grønlandske børn i 70’erne og 80’erne. Vi følger de to søskende Tabita og Vitus, som på groveste vis bliver fjernet fra deres grønlandske mor og bragt med til Danmark af adoptivforældre, hvorefter de tidligt bliver skilt ad. Hvorfor? Fordi de på overfladen velmenende, men i virkeligheden dybt egoistiske, på grænsen til det psykopatiske adoptivforældre sætter deres egne forskruede behov over børnenes.

Jeg ved det ikke, men kan kun håbe på, at de to konkrete historier, som de udspiller sig her, ikke er sandhedsskildringer, om end de følelser af ensomhed, fortabthed og svigt, som begge børn oplever, selvfølgelig er. For i begge romaner bliver børnene udsat for overgreb, som om det er reglen snarere end undtagelsen.

Vittu bliver til Vitus, da han kommer til Danmark som spæd og efter et skæbnesvangert ophold hos sin første adoptivfamilie og et forfærdeligt ophold på børnehjem bliver flyttet til Aarhus for at bo hos den franske fotograf Alice som er gift med den danske embedsmand Stig.

For Alice er Vitus det perfekte fotoobjekt, som kan realisere hendes kunstnerdrømme. For Vitus bliver Alices iscenesættelser en måde at forbinde sig med sit ophav på. Men fra første fotoknips bliver handlingerne trods de gode intentioner og den gensidige kærlighed et udtryk for grænseoverskridende adfærd, der rykker udover kanten og ender i åndelig destruktion.

Måske er det ikke tilfældigt valgt, at Alice er flygtet fra Frankrig, hvor incest er en udpræget del af opdragelseskulturen, hvilket ses afspejlet i bevægelserne #metooinceste og #wetoostopchildabuse.

Der er så mange ulykkelige adoptionshistorier i verden, men det er som om, at der er et særligt sort kapitel, når det handler om dønningerne af den danske kolonisering af Grønland og den selvforståelse af magt og overherredømme, som danskere med tæt kontakt til Grønland har eller har haft. Børn blev taget fra deres mødre, som ikke gav dem fra sig frivilligt, og ingen greb ind for at forhindre det. Men historien er også, at de børn langt fra i alle tilfælde blev betragtet som ligeværdige familiemedlemmer.

Iben Mondrup er selv vokset op i Grønland og har et tæt netværk af grønlændere – også adopterede, så hun ved, hvad hun skriver om, og det gør hun helt exceptionelt godt.

Begge romaner er afsindigt smukt fortalt i et konkret og tilgængeligt sprog med skarpe dialoger og sanselige menneske- og naturskildringer. Men det er også sindsoprivende historier, der danner vrede hos læseren. Samtidig formår Iben Mondrup at sætte sig ind i alle karakterers motiver og måder at se verden på med så høj grad af indlevelse, empati og nuancer, at ingen fremstår som det rene gode eller det rene onde, men som hele mennesker på godt og ondt.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

I Ruiner af Morten Pape

~ isabelrosado

Med I Ruiner afslutter Morten Pape tredje del af sin Amager-trilogi, som denne gang handler om middelklassens ulyksaligheder.

Det er nok de færreste, der ikke har hørt om Planen og Guds Bedste Børn, to stærkt anbefalelsesværdige mesterværker i den socialrealistiske genre, som bør være pligtlæsning for alle fra de senere skoleår. Den første et autofiktivt værk om Papes opvækst og ungdom i Urban Planen, og den anden ligeledes baseret på virkelige personer og en grusom begivenhed, der fandt sted i Holmbladsgadekvarteret, da et ungt avisbud blev slået ihjel i 2008. Tematikkerne i begge var håndgribelige og vigtige; fattigdom, racisme, social arv, mønsterbrydning, kriminalitet, vold, fraværende fædre og nedbrudte mødre, drømme, vilje og håb.

Denne tredje roman baserer sig på Amagerbankens krak i 2011, og de konsekvenser det fik for bankens investorer, som i mange tilfælde var helt almindelige mennesker, der havde sat alle sparepengene til. Udover inspirationen og grundig research herfra men også andre virkelige begivenheder som folkedrabet i Rwanda, de gule vestes oprør samt nedbrændingen af Notre Dames i Paris, er Pape i højere grad gået all-in på fiktionen og brug af fantasien, og det gør han også med bravur, fordi han er en formidabel fortæller og skribent. Desværre er jeg ikke helt så udelt begejstret for romanen som helhed, som for de tidligere. Det er nok også for meget at forlange efter to mesterværker.

Morten Pape kan skrive fanden et øre af og dramatisere en historie, så selv en leverpostejmad bliver spændende, og det gør han I Ruiner, som både er ekstremt velskrevet i et skarpt skydende sprog men også overdramatiseret til en kombi af hyper- og magisk realisme, der svækker på troværdigheden og dermed også lidt på læseengagementet.

Vi følger den unge Amalie, forfatterens kvindelige alter ego, der i en ung alder er både kulturelt og politisk bevidst. Hun ved alt om film og ikke mindst filmmusik og vil gøre en forskel og redde verden fra sig selv. Amalie vokser op i en helt ’almindelig’ dysfunktionel familie på udkants-Amager ved Ugandavej for enden af Kongelundsvejen. Vestamager – igen en berygtet del af øen, hvor række- og parcelhuse er linet op i lige linje, men hvor flere har sprækker bag facaden, og hvor vold, ballade, Nøragersmindebanden, Bullshit og rockermord i årtier har været en del af mytologien.

Amalies far Stig er lidt af en fantast og en drømmer af en forretningsmand, hendes mor er ansat i en stabil stilling i Amagerbanken og hendes lillebror en indesluttet, ulykkelig dreng, der først gemmer sig bag computeren og i teenageårene roder sig ud i noget forfærdeligt snavs. Begge børn bliver udsat for mobning og vold i et miljø og af nogle karakterer, der på visse punkter fremstår for karikeret og på andre er helt i tråd med det Amager også er, selvom det er så meget andet.

Amalie har en morfar, der med lædervest, banden og svovlen minder om onkel Stewart fra Anders Matthesens univers. Morfar er ekskluderet af familiens øvrige medlemmer, men kan banke de bølle-piger, der generer hans barnebarn, og så er han ovenikøbet en ligeså glødende filmentusiast med en forkærlighed for franske nybølgefilm og en dygtig frisør. Okay så siger vi det.

Familien er fra starten besynderligt uforbundet og hvert medlem mere eller mindre fremmede for hinanden, selvom der også er kærlighed mellem dem, men livet og lykken er helt op til den enkelte, uden at de andre blander sig eller forsøger at hjælpe hinanden. Det er ikke helt mit billede af en typisk middelklassefamilie, Amager eller ej.

Da Stig sætter hele familiens økonomi over styr ved at spekulere i banken, og det ender så galt som det kan, går det hele i opløsning. Flere hændelser op til tyder imidlertid på, at familien var brudt sammen med eller uden et bankkrak og en økonomi i ruiner.

Fra sidelinjen springer karakterer og sidehistorier frem i den næsten 600 sider lange roman og den bevæger sig ud af et spor, der begynder at virke påklistret, overlæsset og med moralsk løftede pegefingre. ”Den der tier samtykker” er romanens præmis, og det er alt sammen rigtig nok og fint at pointere, men det er også lidt af en mundfuld at ikke kun det globale samfund og dets stater men nærmest også hver eneste læser af romanen skal tage del i ansvaret og indse skyld og skamme sig over eksempelvis folkemordet i Rwanda. Det er helt i sin orden at belære læseren om forfærdelige forbrydelser, der finder sted mod mennesker, men det er jo ikke den eneste grusomhed, man kan gå på barrikaderne over. Rwanda fortjener at få udfoldet sin historie, men den kunne være gemt til en anden roman. I denne sammenhæng bliver den en lang irriterende afbrydelse af det centrale.

Det er historien om familiens sammenbrud, der er kernen i romanen, og den er fremragende, frustrerende og rørende fortalt, så det kan mærkes i hjertet. Både historiens start, midte og slutning er gribende og flere gange tårepersende.

Jeg er til stadighed kæmpe fan og beundrer af Morten Papes forfatterskab, og jeg ser frem til flere Amager-historier, eller hvad han end måtte finde på næste gang. Gerne i lidt mere komprimeret form.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Måske et spinkelt jordskælv af Morten Brask

~ isabelrosado

Der er noget virkelig skønt over små kompakte, overskuelige og velskrevne romaner, som er hurtigt læst og alligevel fyldt med oplevelse, indlevelse og substans.

Måske et spinkelt jordskælv af Morten Brask beskriver med skarptskårne scener en mystisk, uhyggelig og surrealistisk rejse ned over Europa og ind i sindets vildveje og mørkeste afkroge.

Daniel Fischer vågner en dag i en verden, der er forandret. Lydene er væk, solen skinner fra skæve vinkler, radioen er stille, Rådhuset er braset sammen og brændte biler flyder i de mennesketomme gader, men telefoner og kontantautomater virker stadig, og der er sågar en færge til Tyskland.

Daniel er muligvis ved siden af sig selv og lever i fornægtelse ovenpå en afgrundsdyb sorg – eller er han? For måske er de virkelige; de absurde, til tider komiske men mest mareridtsagtige hændelser og mærkværdige og besynderligt få personer, han møder på sin vej på motorcykel fra København til et oversvømmet Paris. Verden er i undergang. Men hvad er der sket, og hvor er Daniels hustru, som var deprimeret og døde i en brand, og som nu sender livstegn fra Paris?

Hovedpersonen flyder med sine opdagelser og observerer de ubehageligheder han møder, fra spøgelser med en måske lidt for åbenlys filmreference, til vilde undslupne dyr. Det sker på en underlig nøgtern, neutral måde, måske som man gør i en drøm, men mod enden begynder det at gøre rigtig ondt – også på læseren.

Romanen har et smukt sprog og en originalitet, som gør den virkelig anbefalelsesværdig. Desværre er der for mange oversete fejl i redigeringen til, at jeg bare vil lade det passere. Der var mindst syv steder med et overflødigt ‘jeg’ eller ‘om’ eller andre dobbelt op på ord, og det forstyrrer læsningen. Det er synd for forfatteren, der tydeligvis har gjort sig umage, mens redaktionen/korrekturen ikke har? Forhåbentlig opnår bogen et nyt oplag, og så kan der vel rettes op på det.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof

Halvt i himlen af Lone Hørslev

~ isabelrosado

Hvis den netop udkomne roman Halvt i himlen af Lone Hørslev står til troende, så var det et veritabelt helvede at være kvinde i København for 100 år siden. Ikke kun, men særligt hvis man var arbejdende kvinde med lav indkomst og ingen børn – hvilket i det hele taget var en forudsætning for at have et arbejde dengang.

Nedladende tale, grove ydmygelser, grænseoverskridende adfærd fra både mandlige og kvindelige chefer og ikke mindst vanvittige seksuelle krænkelser var ifølge romanens beskrivelse hverdag, og i familien var der heller ingen kære mor at hente. 

To søstre Ellen og Dagmar vokser op i en lille lejlighed i Larsbjørnsstræde, der i 1920 blev kaldt Pisserenden, fordi det stank der af, og fattigdom, vold og prostitution fyldte gadebilledet. Deres ubehagelige far dør, og de er overladt til en mindst ligeså ubehagelig bror og en opslidt og ikke mindre ubehagelig mor. 

Når Knud sad med ved bordet, tålte han dem, og de ham, men kun lige. Han havde udråbt sig selv til stammens leder, og den eneste berettigelse, han havde til det, var, at han var mand. Ikke en demokratisk valgt leder, ikke en vellidt anfører. Bare en mand. En foragtet parasit, som de var tvunget til at føje, alene fordi han var født med en tap mellem benene. Stille og roligt havde denne urimelighed bygget en kold mur op mellem dem. 

De tre søskende bander og svovler af hinanden, men Knud får med mor i ryggen altid det sidste ord. Han slås med egne skjulte problemer, som var unævnelige dengang, men holder sig ikke tilbage for at behandle pigerne som uregerlige børn, der skal disciplineres, undertrykkes og holdes nede, selvom de begge er i starten af tyverne. Mænd kan slippe afsted med alt og er “kun ude på en ting”, kvinder kan ikke slippe afsted med noget, og en ung kvinde skal vogte over sin dyd, for ellers går det galt. En graviditet udenfor ægteskab er, det værste, der kan ske og et farvel til alt – ikke kun familiens omdømme men også den arbejdsplads, man troligt har tjent. 

Et arbejde, skal pigerne have, så de kan bidrage til husholdningskassen. Med snilde, snuhed og især Dagmars gode overtalelsesevner, får pigerne en tjans i Oskar Davidsens smørrebrødsrestaurant, hvor de allernådigst får lov til at starte som rejepillere og dernæst bevæger sig langsomt op i hierarkiet for både at smøre og servere.

Søstrene er ret forskellige men gode til at holde sammen, selvom de også fortier deres inderste for hinanden. Dagmar er målrettet, med selvtillid og ben i næsen. Ellen er tilbageholdende, genert og vægelsindet:

Ellen vidste pludselig ikke, hvad hun ville. Hun følte sig selv så hjælpeløs og uden vinger. Hendes drømme og planer var ukonkrete og uden retning og lå og skvulpede inden i hende, som små skibe, der ikke rigtig har nogen havne at lægge i. 

Hormonerne kan ingen styre, og da søstrene vover sig til en tur i Tivoli, møder de to unge mænd, som får skæbnesvanger betydning for dem begge. Ellen falder hårdt for Hartvig, en spirende forfatter som taler til hendes fortabelser i litteraturen. Dagmar er sværere at dupere, men lader sig alligevel charmere af kunstneren Kai. 

De fires liv bliver forbundet i kærlighedens rænker, og slutspillet ender som en dyster og ganske alvorlig familiehemmelighed. 

Romanen er baseret på forfatterens oldemor Ellens liv, men levner meget lidt tvivl om, at Lone Hørslev har doseret en god mængde krydderi af fiktion, drama og dekadence ovenpå slægtshistoriens fundament. Dialogen er skarp, bidsk og sjov. Det højner underholdningsværdien og skaber en stærkt indlevende og velskrevet fortælling, der ikke kun handler om uretfærdighed og undertrykkelse, men også om spirende frigørelse, seksualitet og erotik.

For trods de to kvinders generelt dårlige erfaringer med mænd, sprudler de af forelskelse og begær og tillader sig store drømme om selvstændighed og frihed. Følelser der var forbudte og skulle undertrykkes i en hverdag, der mest handlede om overlevelse og tidens anstrengte normer. Medmindre man som få fik mulighed for at stikke et ben ind hos overklassen og kunne slå sig løs til private fester med kort hår, klokkehatte, cigaretrør og ikke mindst frivolitet.

Som læser kan man ikke lade være med et smil at tænke på, hvordan forfatterens formødre og forfædre ville reagere, hvis de læste deres historie udlagt som her. Der er bestemt ikke gemt noget væk under knippeldugen.

Uanset er Halvt i himlen en meget flot fortalt og medrivende kærlighedshistorie spækket med overraskelser og tvists. 

Normalt er jeg ikke til historisk romance, men når den er tilført så barsk, rå og realistisk en skildring som her, hvor man føler sig beamet tilbage til København i 20’erne, sproget spiller, og det bare er virkelig god læsning, hvor man flyver gennem siderne, så er det ret skønt at blive forfalden til nye genrer. 

Det er første gang, jeg læser Lone Hørslev. Forfatteren har længe været på min læseliste, og nu skal jeg helt bestemt i gang med at se på bagkataloget af romaner og noveller. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Læg verden bag jer af Rumaan Alan

~ isabelrosado

Mens vi venter på apokalypsen i form af klimanedbrud, atomkrig, mere terror, en ny pandemi, hacking af alverdens institutioner eller det hele på en gang i en verden på randen af politisk sammenbrud, så er det skræmmende interessant at undersøge, hvordan vi vil håndtere det, når eller hvis det sker.

Opretholder den privilegerede del af menneskeheden de vante rutiner? Går i brusebad, laver mad, smalltalker og glor skærm, indtil det ikke længere er en mulighed for dernæst at lade sig flyde med og overgive sig til katastrofen? Eller finder vi overlevelsesevnen frem og danner et fællesskab i tillid og sammenhold med mennesker, der ikke nødvendigvis ligner os men er i vores nærhed og trodser raceskel, fordomme og ulighed, eller fortsætter vi med at leve i små egoistiske enklaver, der kun består af ligesindede, vi kan spejle os i? Måske er vi blot overladt til ensomhed og overlevelse på egen hånd?

Det er nogle af de spørgsmål den dystopiske men også realistiske roman Læg verden bag jer udforsker.

Den er i gang med at blive filmatiseret hos Netflix, efter sigende med Julia Roberts og Denzel Washington i hovedrollerne, og efter læsning af bogen kan man nemt forestille sig, at en filmatisering med de to langt vil overgå romanen i intensitet og intention.

Det lykkedes langt hen ad vejen for forfatteren at skabe en stemning af tilsnigende og uforklarlig uhygge, hvor karaktererne kæmper mod uvisheden, men selvom jeg undervejs i læsningen, beskrev romanen som crazy god, og den tegnede virkelig godt, så endte den alligevel en smule uforløst. 

Romanen er tematisk virkelig god og skaber en stemning af tilsnigende og uforklarlig uhygge med to familier, der kæmper mod uvisheden.

En hvid amerikansk familie lejer et luksushus i en mere afsides del af Long Island for at stresse af fra karriere og hektisk aktivitet i New York.

Så snart de ankommer, begynder resten af verden på mystisk vis at smuldre. Dyrene i de nærliggende skovområder opfører sig mærkeligt, og al kontakt med omverden lukker ned. Det viser sig, at der er strømafbrydelse overalt udenom huset, her virker alting endnu. Selv den boblende jacuzzi med udsigt over skoven. Der går ikke længe, før det banker på døren, og et ældre sort ægtepar informerer dem om, at de er ejere af huset og beder om venligst at blive lukket ind, da der er sket noget uforklarligt i New York – ja måske i resten af verden, og det er ikke muligt at kommunikere med den. Modvilligt åbner gæsterne døren for værterne og går med til, at de må forsøge at leve sammen, indtil det er sikkert at vove sig ud igen.

Det er denne dynamik mellem fordomme og medmenneskelighed, tillid og mistænksomhed parrene imellem, der gør romanen spændende og relevant.

 ★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Himmelanker af Line Maria Lång

~ isabelrosado
Jeg knuselsker denne bog og vil snart læse den igen. Line Maria Lång har skrevet så fin en roman, som både er et rørende og morsomt portræt af sit nære venskab med nu afdøde forfatter Jan Sonnergaard og en skildring af sorg over tid, og om at miste både en far, en kæreste og så en ven alt for tidligt og ikke mindst om sindets evne til og bestræbelser på at fastholde minder og mærke det evige nærvær fra dem, man har mistet. 

I centrum af fortællingen, der består af korte stramme kapitler, er venskabet mellem de to forfattere. De er som nat og dag, et mørkt og et lyst sind, en rå realist møder en flyvende fe, men litteraturen, madglæden, empatien, dybden og humoren binder dem sammen. I begyndelsen er de mentor og mentee. Dietmar som han hedder i romanen er ikke altid helt nem at komme ind på livet af, og han kræver noget af sine venskaber og forventer modkrav. Om det drejer sig om tekster, samtaler, øgenavne eller særlige retter eller vine, så skal de serveres med specielle ingredienser, hjerte og omhyggelighed.  

Er man først lukket ind i varmen, kan man hurtigt ryge ud i kulden igen med et skarpt skud af sarkasme. Der er en grund til, at forfatteren kaldte sig selv for enten søde Jan eller onde Jan. Det er der et par ret gode eksempler på, som er mere sjove end egentligt onde, og man forstår godt, at en tænker, som ham ikke gad at omgive sig med overfladiske og prætentiøse mennesker. Fra Line Maria får han modspil og modkrav og en overflod af åndelig kærlighed og en dejlig filosofi om samhørigheden mellem himmel og jord, ”alt er forbundet med alt”,’lambubo’. Både hun og hendes kæreste forbliver i inderkredsen og er nogle af de få nærmeste pårørende, da forfatteren pludseligt dør alene i en lejlighed i Beograd, få dage inden de skulle besøge ham. Det sætter straks processen i gang hos Line Maria Lång, der beslutter sig for at skrive om ham for at bevare deres forbindelse og holde ham fast som sit himmelanker.

Her et lille uddrag fra en af deres mange samtaler, hvor Dietmar giver råd til de skrivende:

”Man arbejder en tekst igennem mindst ti gange mere, end man gider. Man gør sit arbejde. Man kan skrive hjulpet på vej af god vin – dårlig vin ses i teksten, fordi man bliver så sur, sagde han. Jeg lo. Men redigeringen skal foregå absolut ædru; det er dér, hvor du pludselig skal blive en anden, et surt røvhul, der er skeptisk over for alt. Han løftede sin pegefinger ’dér’. Det var slet ikke skolelæreragtigt, det var en engageret pegefinger; han lavede ligesom et slag ud i luften med den, som når man giver noget et lille skub. ”Og hvis du vågner en dag med stor lyst til at skrive om dine morgensko eller din kvindelige cyklus, så gå i seng igen. Det er nok mit bedste råd.”

Hvis du er fan af Sonnergaard og/eller Lång, må du selvklart få læst denne lille kloge roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen

~ isabelrosado
Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen er en stærkt anbefalelsesværdig roman, som handler om den danske videnskabskvinde Inge Lehmann. Hun var et sammensat menneske, sky og skrøbelig, stærk og sej og et både sprogligt og matematisk geni. Hun var pioner på sit område og specialiserede sig i seismologi. Ved hjælp af udregninger efter jordskælv opdagede hun, at jorden består af en fast indre kerne, der befinder sig inde under en flydende kerne, men det blev ikke rigtig regnet for noget på Geodætisk institut, hvor hun arbejdede i en årrække overset og underkendt i skyggen af den mandlige ledelse.
Først mange år efter fik hun den faglige respekt og anerkendelse fra omverden, først i USA og alt for længe efter i Danmark.

Man behøver på ingen måde at være naturvidenskabeligt anlagt for at have fornøjelse af denne bog. Jeg hørte først om Inge Lehmann for en fem år siden og tænkte, at her var da en god historie. Nu har Lotte Kaa Andersen skrevet den, og det har hun gjort med en imponerende indlevelse og researchmæssig tyngde, der gør portrættet yderst troværdigt og samtidig giver en formidabel læseoplevelse. 

Forfatteren er dykket ned i alle tilgængelige arkiver fra artikler til personlige breve og har talt med nulevende slægtninge, og man kan i den grad mærke hvor grundigt et arbejde, der er bedrevet for at skrive denne livsfortælling som en levende roman med konflikter, nærværende dialoger, svære følelser, indre og ydre drama og det uden at fordreje om ikke sandheden så ægtheden. 

Jeg havde en del afbrydelser undervejs i læsningen, selvom den ikke er spor svær at læse, men det føles også ok ikke at hegle igennem men at søge tilbage til Inge Lehmanns lange mentale rejse til jordens indre der starter med barndom og skolegang i København senere studier og sygdom i Cambridge, restitution og kærlighed i Østrig, et langt isoleret arbejdsliv i København og endelig til anerkendelsens tinder i USA, som kom sent men ikke for sent til, at hun kunne nå at nyde det i sit 104 år lange liv, som hun dedikerede fuldt ud til forskningen, mens hun i sit stille sind forbitredes over modstanden i forskerverdenen. 

”Der er gået 15 år, siden artiklen kom, og flere er kommet til siden. I 15 år hun siddet i sit lille kontor for enden af den lange grå gang og håbet at nogen en dag ville sige netop det, professor Ewing siger lige nu. Hun publicerer stadig en artikel i ny og næ, men det er som om, der er kommet støv mellem hende og verden, hun er skuffet og træt. Nørlunds tavshed og officerernes foragt har taget arbejdsglæden fra hende. Ofte har hun en skræmmende fornemmelse af at være tilskuer til sit eget liv, at tingene bare sker og ikke sker, uden at de rodfæster sig i hende. Og nu står denne solbrændte amerikanske professor pludselig der med sit venlige smil og sin bløde sydstatsaccent og roser hendes arbejde. Hun mærker, at noget tungt og mørkt løsner sig indeni, det arbejder sig op nede fra maven, op gennem brystet, op i halsen, det presser på ved struben og bringer hende ud af fatning.”

Inge lever sit liv alene og nørder med beregninger, som hun arkiverer i OTA solgryn pakker. Samtidig har hun et kompliceret forhold til sin flamboyante søster, der er skuespiller, og et særligt og kærligt forhold til dennes rastløse søn. Hun havde også en far og spændende veninder, der hver for sig satte aftryk i dansk historie. Virkelig god læsning om en ener med et særpræget liv.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Gutkind forlag.

BOB af Helle Helle

~ isabelrosado

Helle Helle udgiver sin niende roman i den minimalistiske stil, hun er så fremragende til og førende i. BOB er titlen, og romanen er en selvstændig opfølger til Helle Helles forrige roman de.

I BOB følger vi en ung mand, Bob, som flytter til København fra Lolland. Han skal bo sammen med sin kæreste i en etværelses lejlighed i Vanløse. Den navnløse kæreste er hovedpersonen fra de, som måtte se sin mor blive syg med kræft.

I BOB må vi formode, at den unge kvinde står alene uden forældre. Heldigvis har hun Bob, som hun møder i de. Bob har en sød familie og en lillebror, som vi møder i tilbageblik, og når de kommer på besøg hos Bob og kæresten i København. Bob har haft et godt ungdomsliv på Lolland. Det sejler lidt i København.

Året er 1985 og beskrivelsen af Bobs hverdagshandlinger, fra indkøb til aftenens menu til de mennesker han møder, sætter en præcis stemning, og det er som at blive sendt tilbage til fortiden. Alene beskrivelsen af det tætte snedække i indre København er nok til at elske denne bog og opleve et sug af savn over det, der engang har været på trods af den tristesse, der også var 80’erne.

Det er kæresten, der fortæller Bobs historie. Hun medvirker kun selv i få scener og på en indirekte facon, men hun har en afgørende indflydelse på Bobs liv. Hun er startet på litteraturuddannelsen og bliver hurtigt optaget af studier og nye venner på Universitetet. Mens han venter dagen lang på, han ved ikke hvad. Bob søger job, køber ind hver dag, passer huslige gøremål, lægger planer for aftensmaden og funderer over, hvad han skal. Han ved ikke, hvad han vil med sin fremtid, flakker rundt på må og få uden retning. I vindueskarmen venter Lykke-Per, som han har fået anbefalet at læse, men det bliver kun til tre sider.

Bob sov med højre arm over hovedet, eller han sov ikke, han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være. Han havde sparet nitten tusind sammen på færgerne, havde ikke taget hul på dem endnu, og der var også den blå Daihatsu der stod til salg hjemme på marken.

Bob får job. Først hos flyvebådene i Havnegade og senere på Sømandshotellet i Nyhavn. Men det er kun på deltid, og der bliver mange timer tilovers at fylde ud. Bob er damernes ven. Han taler med Rudy, der er farmor og giver en rejemad i Magasin – dog uden at lægge sukkerknald på bordet. Han møder Kola, der arbejder i Ravhuset og er meget interesseret i ham. Hun er farlig men ikke på den måde, vi forventer.

Bob er loyal, en god og stabil kæreste, selvom han ikke formår at fortælle, at han har en, for han føler sig alene. Trods sin unge alder er han indstillet på, at de jo nok snart skal have børn. Mens kæresten bruger timerne i læsegruppen, tilbringer Bob lange dage i tiltagende ensomhed, der udvikler sig til sløvsind og depression. Tiden flyder ud som sand mellem fingrene. Fremtiden er sløret. Parret glider stille og roligt fra hinanden. Hun fortæller hans historie, men næsten al kommunikation og dialog mellem de to er holdt ude af fortællingen. Det kan jeg godt savne.

Helle Helle er en mester i subtilitet. Dramaet lurer altid mellem linjerne. Konflikten i Bob er tydelig fra starten, men mange sider går med hverdagsleverpostej og indkøb. Midtvejs åbenbarer magien sig.

Jeg kan virkelig godt lide Helle Helles romaner, og jeg kan også godt lide BOB. Enkelheden, det stilfærdige og hvordan forfatteren med ganske få nøje velvalgte ord stiller skarpt på følelserne og den voksende afstand mellem parret. Som sagt kunne jeg godt have ønsket lidt dialog mellem Bob og kæresten. Selvom afsnit som dette siger det klart:

Etableret ved spisebordet, med altan, gryde, wienerpølser, i en alder af tyve og toogtyve, sådan sad vi.

Og senere:

Vi havde talt om, at meget af det vi talte om, handlede om mad. Men hvad kunne vi gøre, der skulle jo spises. Og vi lavede aftaler om ikke at nævne praktiske gøremål. For alt blev trukket nedad, blev til afrimning, bustider, syltede asier. Gentagelser skulle undgås, tom begejstring. Scheisse og smadder. Bob ville tage sig til hovedet. Sådan kunne man ikke leve. Men undlod. Han ville gøre hvad som helst.

Det er et bevidst greb, at kæresten skal ud i periferien af fortællingen. Bogen handler om Bob, men den handler også om parrets individuelle udvikling, og afviklingen af deres forhold. Vi forstår, hvad der skete mellem dem, og at de vokser fra hinanden. Alligevel måtte der godt have været bare en smule mere på linjerne om kærligheden og dynamikken mellem parret. Hvad ser de i hinanden til at starte med? Måske er svarene der, hvis jeg læser den igen og en gang til. Man får altid meget mer, end øjet lige ser, når man læser Helle Helle. Så det gør jeg gerne. Og sikkert er, at hengivne fans af Helle Helle vil elske BOB.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Suget af Ida Marie Hede

~ isabelrosado

Har du ydet dit bidrag til velfærdssamfundet og leveret mindst 1,2 barn til verdens videre beståen? Hvis ikke så kommer kommunen efter dig. Og har du gjort din pligt, så gør de det alligevel.

De tager daglige prøver af dit udflåd, måler din ægløsning, overvåger din seksuelle aktivitet og din formåen på datingscenen. De trænger sig på med rådgivning på ethvert plan, fra moderskab til venskab, og hvis du på trods af, at du faktisk har leveret mindst 180 poder alligevel ikke lever op til forventningerne, kan du opnå den ære at blive udskammet til livestreaming på samfundets skafot, mens beboerne i din landsby ser på og spiser popcorn til. Har du ovenikøbet været din partner utro, får du tilsendt et mørkerødt H fra kontoret for HOR OG FLAMMENDE BOGSTAVER, som du skal bære i mindst tre år, mens beskuernes øjne gnider skam ind i dig.

Så tager jeg det fine H frem. Viser det til mine søstre.

Røvskam rører ved filten med pegefingeren, siger opløftet, at det er mit H. Just own it, siger Røvskam med sin lyse, hæse stemme. Det kan godt være, du har knaldet lidt rundt, so what? Hvem har ikke det? Og hvem har ikke efterhånden prøvet det med skafottet? Hvis du går med længe nok, bliver H’et dit eget. Så står det for Hellig, Hidsig eller Hæsblæsende. For Hadsk, Henført, Hallo, For Honda, Hey du, Hallo-Hallo, for Horfryd, Horribel, Halleluja.

Ovenstående er blot en lille del af scenariet i romanen Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer, som uden tvivl er den vildeste roman, jeg har læst i år – måske nogensinde. Den kræver noget af sin læser, kan være hård kost for de bornerte med kropsvæsker der siver ned ad siderne, og seksuelle organer der drøner rundt i alle huller, men uomtvisteligt er det, at Ida Marie Hede skriver ind i helvedes skarpt, sprudlende og fantasifuldt. Jeg har aldrig læst noget lignende og alene af den grund, bør alle litteraturelskere læse den. Har du oveni en datter eller en veninde i den fødedygtige alder, bør du straks forære dem et eksemplar af romanen. Den giver noget at tænke over, noget at grine af og noget at græmmes ved.

Hovedpersonen er en kvinde, der får betegnelsen den lille Glimmerhætte. Hun flytter fra en lejlighed på broerne til et hus i Den Usikre og Megalomane Landsby med et uvist antal børn, der har smukke navne og en fraværende far. Det er her overvågningen strammer til, og livet er en lollet drøm, så længe man spiller efter reglerne, som forfatteren selv skriver. Snart befinder kvinden sig i et samfund, der både er uendeligt fjernt og uhyggeligt tæt på.

Romanen er syret og surrealistisk, et science-fiction værk, en samfundssatire og en skør og sjov dystopi, men også et sammensurium af sproglig leg og metaforer for den værdimæssige virkelighed, der befinder sig lige udenfor døren, uanset om man bor på Vesterbro eller i et lille økosamfund på landet. Udover moderskab, venskab, begær, underkastelse og ensomhed er den spækket med aktuelle temaer og kritiske pointer, der må ramme en nerve et sted hos enhver læser.

Suget springer i tid og sted, det kommer allevegne fra og gennemsyrer alt. Romanen suger læseren rundt i en centrifuge af indfald og møder med eksempelvis de tre alfeagtige veninder ved navn kødskam, røvskam og hjerteskam, som introducerer landsbyens uskrevne og paradoksale regler, og så er der de neddumpende hologrammer med navne som Stacy og Savannah, som minder om tegneserieagtige mangafigurer, der kommenterer, kritiserer og analyserer hovedpersonen, og der er girlbandet Au Pair Pops, der synger om livet som husslaver, der ikke må få børn, og der er elskeren BOB, som muligvis er et symbol på alle elskere. Der er sågar en modstandsbevægelse i omløb med følgende uddrag af en velkomstintro:

Til min modige ven. Til dig som har tilmeldt dig Modstand Ass.

Du tænker: Hvorfor skulle du have noget at klage over? Er der nogen, der generer dig? Er livet i Landsbyen ikke okay? Så hvorfor skulle du have noget at udsætte på dit nye hjem? På overfladen består Landsbyen af de mest velplejede kvarterer, fineste subkulturer, multietniske småsamfund og regnbuefamilier; i sprækkerne belønnes kun de hvide velnærede indbyggere, deres børn og katte og et lille udvalg af brogede gadekryds. Du er hvid og velnæret, fødedygtig og leveringsdygtig udi et moderat antal børn. Du er underkastelsesparat og konfliktsky, sød og rasende, kun milliarder af lysår fra at betale topskat, kun milliarder af lysår fra et virkelig udsat liv – så hvorfor i alverden skulle du klage? Jeg skal fortælle dig hvorfor. Landsbyen er et vaklende reolsystem med små hotdog-porcelænsstatuetter i evig bromance og stakke af Knausgaards Min Kamp og Houllebecqs Underkastelse i paperbackudgave på nederste hylde, jeg skal fortælle dig, hvorfor jeg lige har beskrevet bare ét ud af tusinde eksempler på maskulin, territorial, kolonial ynk, jeg skal fortælle dig, at så snart du vender ryggen til, selv om du gør dit allerbedste, går Landsbyen amok i fascistoide kælenavne til både dig og til alle de andre assistenter, de kalder jer fx lækkermås, sødling, pandabjørn, ferrero-rocher, numsefejemaskine, slaveskat, undermenneskebaby, nullergøj, de kalder dig mor. Vil du have at det skal fortsætte sådan?

Ja romanen står bedre i sin egen tekst end beskrevet i en anmeldelse, så jeg håber, at dette lange citat har suget dig ind og givet lysten til at læse og lade dig rive med. At læse Suget er som at blive hevet ind i et surrealistisk maleri med realistiske undertoner. Tag med på eventyr med den lille Glimmerhætte, som kastes rundt mellem fantasier og mareridt, dogmer og hykleri, alvor og satire, korrekthed og tyranni og måske mod slutningen opnår en slags fred i erkendelsen af, at hun aldrig bliver fri.

Suget kan læses som et feministisk og samfundsspiddende manifest men er også en slags parodi på samme. Det er en vild, vittig, viril og vanvittigt god roman. Jeg udfordrer dig til at læse den og mærke suget.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forfatteren og Forlaget Basilisk.