Måske et spinkelt jordskælv af Morten Brask

Der er noget virkelig skønt over små kompakte, overskuelige og velskrevne romaner, som er hurtigt læst og alligevel fyldt med oplevelse, indlevelse og substans.

Måske et spinkelt jordskælv af Morten Brask beskriver med skarptskårne scener en mystisk, uhyggelig og surrealistisk rejse ned over Europa og ind i sindets vildveje og mørkeste afkroge.

Daniel Fischer vågner en dag i en verden, der er forandret. Lydene er væk, solen skinner fra skæve vinkler, radioen er stille, Rådhuset er braset sammen og brændte biler flyder i de mennesketomme gader, men telefoner og kontantautomater virker stadig, og der er sågar en færge til Tyskland.

Daniel er muligvis ved siden af sig selv og lever i fornægtelse ovenpå en afgrundsdyb sorg – eller er han? For måske er de virkelige; de absurde, til tider komiske men mest mareridtsagtige hændelser og mærkværdige og besynderligt få personer, han møder på sin vej på motorcykel fra København til et oversvømmet Paris. Verden er i undergang. Men hvad er der sket, og hvor er Daniels hustru, som var deprimeret og døde i en brand, og som nu sender livstegn fra Paris?

Hovedpersonen flyder med sine opdagelser og observerer de ubehageligheder han møder, fra spøgelser med en måske lidt for åbenlys filmreference, til vilde undslupne dyr. Det sker på en underlig nøgtern, neutral måde, måske som man gør i en drøm, men mod enden begynder det at gøre rigtig ondt – også på læseren.

Romanen har et smukt sprog og en originalitet, som gør den virkelig anbefalelsesværdig. Desværre er der for mange oversete fejl i redigeringen til, at jeg bare vil lade det passere. Der var mindst syv steder med et overflødigt ‘jeg’ eller ‘om’ eller andre dobbelt op på ord, og det forstyrrer læsningen. Det er synd for forfatteren, der tydeligvis har gjort sig umage, mens redaktionen/korrekturen ikke har? Forhåbentlig opnår bogen et nyt oplag, og så kan der vel rettes op på det.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof

Halvt i himlen af Lone Hørslev

Hvis den netop udkomne roman Halvt i himlen af Lone Hørslev står til troende, så var det et veritabelt helvede at være kvinde i København for 100 år siden. Ikke kun, men særligt hvis man var arbejdende kvinde med lav indkomst og ingen børn – hvilket i det hele taget var en forudsætning for at have et arbejde dengang.

Nedladende tale, grove ydmygelser, grænseoverskridende adfærd fra både mandlige og kvindelige chefer og ikke mindst vanvittige seksuelle krænkelser var ifølge romanens beskrivelse hverdag, og i familien var der heller ingen kære mor at hente. 

To søstre Ellen og Dagmar vokser op i en lille lejlighed i Larsbjørnsstræde, der i 1920 blev kaldt Pisserenden, fordi det stank der af, og fattigdom, vold og prostitution fyldte gadebilledet. Deres ubehagelige far dør, og de er overladt til en mindst ligeså ubehagelig bror og en opslidt og ikke mindre ubehagelig mor. 

Når Knud sad med ved bordet, tålte han dem, og de ham, men kun lige. Han havde udråbt sig selv til stammens leder, og den eneste berettigelse, han havde til det, var, at han var mand. Ikke en demokratisk valgt leder, ikke en vellidt anfører. Bare en mand. En foragtet parasit, som de var tvunget til at føje, alene fordi han var født med en tap mellem benene. Stille og roligt havde denne urimelighed bygget en kold mur op mellem dem. 

De tre søskende bander og svovler af hinanden, men Knud får med mor i ryggen altid det sidste ord. Han slås med egne skjulte problemer, som var unævnelige dengang, men holder sig ikke tilbage for at behandle pigerne som uregerlige børn, der skal disciplineres, undertrykkes og holdes nede, selvom de begge er i starten af tyverne. Mænd kan slippe afsted med alt og er “kun ude på en ting”, kvinder kan ikke slippe afsted med noget, og en ung kvinde skal vogte over sin dyd, for ellers går det galt. En graviditet udenfor ægteskab er, det værste, der kan ske og et farvel til alt – ikke kun familiens omdømme men også den arbejdsplads, man troligt har tjent. 

Et arbejde, skal pigerne have, så de kan bidrage til husholdningskassen. Med snilde, snuhed og især Dagmars gode overtalelsesevner, får pigerne en tjans i Oskar Davidsens smørrebrødsrestaurant, hvor de allernådigst får lov til at starte som rejepillere og dernæst bevæger sig langsomt op i hierarkiet for både at smøre og servere.

Søstrene er ret forskellige men gode til at holde sammen, selvom de også fortier deres inderste for hinanden. Dagmar er målrettet, med selvtillid og ben i næsen. Ellen er tilbageholdende, genert og vægelsindet:

Ellen vidste pludselig ikke, hvad hun ville. Hun følte sig selv så hjælpeløs og uden vinger. Hendes drømme og planer var ukonkrete og uden retning og lå og skvulpede inden i hende, som små skibe, der ikke rigtig har nogen havne at lægge i. 

Hormonerne kan ingen styre, og da søstrene vover sig til en tur i Tivoli, møder de to unge mænd, som får skæbnesvanger betydning for dem begge. Ellen falder hårdt for Hartvig, en spirende forfatter som taler til hendes fortabelser i litteraturen. Dagmar er sværere at dupere, men lader sig alligevel charmere af kunstneren Kai. 

De fires liv bliver forbundet i kærlighedens rænker, og slutspillet ender som en dyster og ganske alvorlig familiehemmelighed. 

Romanen er baseret på forfatterens oldemor Ellens liv, men levner meget lidt tvivl om, at Lone Hørslev har doseret en god mængde krydderi af fiktion, drama og dekadence ovenpå slægtshistoriens fundament. Dialogen er skarp, bidsk og sjov. Det højner underholdningsværdien og skaber en stærkt indlevende og velskrevet fortælling, der ikke kun handler om uretfærdighed og undertrykkelse, men også om spirende frigørelse, seksualitet og erotik.

For trods de to kvinders generelt dårlige erfaringer med mænd, sprudler de af forelskelse og begær og tillader sig store drømme om selvstændighed og frihed. Følelser der var forbudte og skulle undertrykkes i en hverdag, der mest handlede om overlevelse og tidens anstrengte normer. Medmindre man som få fik mulighed for at stikke et ben ind hos overklassen og kunne slå sig løs til private fester med kort hår, klokkehatte, cigaretrør og ikke mindst frivolitet.

Som læser kan man ikke lade være med et smil at tænke på, hvordan forfatterens formødre og forfædre ville reagere, hvis de læste deres historie udlagt som her. Der er bestemt ikke gemt noget væk under knippeldugen.

Uanset er Halvt i himlen en meget flot fortalt og medrivende kærlighedshistorie spækket med overraskelser og tvists. 

Normalt er jeg ikke til historisk romance, men når den er tilført så barsk, rå og realistisk en skildring som her, hvor man føler sig beamet tilbage til København i 20’erne, sproget spiller, og det bare er virkelig god læsning, hvor man flyver gennem siderne, så er det ret skønt at blive forfalden til nye genrer. 

Det er første gang, jeg læser Lone Hørslev. Forfatteren har længe været på min læseliste, og nu skal jeg helt bestemt i gang med at se på bagkataloget af romaner og noveller. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Læg verden bag jer af Rumaan Alan

Mens vi venter på apokalypsen i form af klimanedbrud, atomkrig, mere terror, en ny pandemi, hacking af alverdens institutioner eller det hele på en gang i en verden på randen af politisk sammenbrud, så er det skræmmende interessant at undersøge, hvordan vi vil håndtere det, når eller hvis det sker.

Opretholder den privilegerede del af menneskeheden de vante rutiner? Går i brusebad, laver mad, smalltalker og glor skærm, indtil det ikke længere er en mulighed for dernæst at lade sig flyde med og overgive sig til katastrofen? Eller finder vi overlevelsesevnen frem og danner et fællesskab i tillid og sammenhold med mennesker, der ikke nødvendigvis ligner os men er i vores nærhed og trodser raceskel, fordomme og ulighed, eller fortsætter vi med at leve i små egoistiske enklaver, der kun består af ligesindede, vi kan spejle os i? Måske er vi blot overladt til ensomhed og overlevelse på egen hånd?

Det er nogle af de spørgsmål den dystopiske men også realistiske roman Læg verden bag jer udforsker.

Den er i gang med at blive filmatiseret hos Netflix, efter sigende med Julia Roberts og Denzel Washington i hovedrollerne, og efter læsning af bogen kan man nemt forestille sig, at en filmatisering med de to langt vil overgå romanen i intensitet og intention.

Det lykkedes langt hen ad vejen for forfatteren at skabe en stemning af tilsnigende og uforklarlig uhygge, hvor karaktererne kæmper mod uvisheden, men selvom jeg undervejs i læsningen, beskrev romanen som crazy god, og den tegnede virkelig godt, så endte den alligevel en smule uforløst. 

Romanen er tematisk virkelig god og skaber en stemning af tilsnigende og uforklarlig uhygge med to familier, der kæmper mod uvisheden.

En hvid amerikansk familie lejer et luksushus i en mere afsides del af Long Island for at stresse af fra karriere og hektisk aktivitet i New York.

Så snart de ankommer, begynder resten af verden på mystisk vis at smuldre. Dyrene i de nærliggende skovområder opfører sig mærkeligt, og al kontakt med omverden lukker ned. Det viser sig, at der er strømafbrydelse overalt udenom huset, her virker alting endnu. Selv den boblende jacuzzi med udsigt over skoven. Der går ikke længe, før det banker på døren, og et ældre sort ægtepar informerer dem om, at de er ejere af huset og beder om venligst at blive lukket ind, da der er sket noget uforklarligt i New York – ja måske i resten af verden, og det er ikke muligt at kommunikere med den. Modvilligt åbner gæsterne døren for værterne og går med til, at de må forsøge at leve sammen, indtil det er sikkert at vove sig ud igen.

Det er denne dynamik mellem fordomme og medmenneskelighed, tillid og mistænksomhed parrene imellem, der gør romanen spændende og relevant.

 ★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Himmelanker af Line Maria Lång

Jeg knuselsker denne bog og vil snart læse den igen. Line Maria Lång har skrevet så fin en roman, som både er et rørende og morsomt portræt af sit nære venskab med nu afdøde forfatter Jan Sonnergaard og en skildring af sorg over tid, og om at miste både en far, en kæreste og så en ven alt for tidligt og ikke mindst om sindets evne til og bestræbelser på at fastholde minder og mærke det evige nærvær fra dem, man har mistet. 

I centrum af fortællingen, der består af korte stramme kapitler, er venskabet mellem de to forfattere. De er som nat og dag, et mørkt og et lyst sind, en rå realist møder en flyvende fe, men litteraturen, madglæden, empatien, dybden og humoren binder dem sammen. I begyndelsen er de mentor og mentee. Dietmar som han hedder i romanen er ikke altid helt nem at komme ind på livet af, og han kræver noget af sine venskaber og forventer modkrav. Om det drejer sig om tekster, samtaler, øgenavne eller særlige retter eller vine, så skal de serveres med specielle ingredienser, hjerte og omhyggelighed.  

Er man først lukket ind i varmen, kan man hurtigt ryge ud i kulden igen med et skarpt skud af sarkasme. Der er en grund til, at forfatteren kaldte sig selv for enten søde Jan eller onde Jan. Det er der et par ret gode eksempler på, som er mere sjove end egentligt onde, og man forstår godt, at en tænker, som ham ikke gad at omgive sig med overfladiske og prætentiøse mennesker. Fra Line Maria får han modspil og modkrav og en overflod af åndelig kærlighed og en dejlig filosofi om samhørigheden mellem himmel og jord, ”alt er forbundet med alt”,’lambubo’. Både hun og hendes kæreste forbliver i inderkredsen og er nogle af de få nærmeste pårørende, da forfatteren pludseligt dør alene i en lejlighed i Beograd, få dage inden de skulle besøge ham. Det sætter straks processen i gang hos Line Maria Lång, der beslutter sig for at skrive om ham for at bevare deres forbindelse og holde ham fast som sit himmelanker.

Her et lille uddrag fra en af deres mange samtaler, hvor Dietmar giver råd til de skrivende:

”Man arbejder en tekst igennem mindst ti gange mere, end man gider. Man gør sit arbejde. Man kan skrive hjulpet på vej af god vin – dårlig vin ses i teksten, fordi man bliver så sur, sagde han. Jeg lo. Men redigeringen skal foregå absolut ædru; det er dér, hvor du pludselig skal blive en anden, et surt røvhul, der er skeptisk over for alt. Han løftede sin pegefinger ’dér’. Det var slet ikke skolelæreragtigt, det var en engageret pegefinger; han lavede ligesom et slag ud i luften med den, som når man giver noget et lille skub. ”Og hvis du vågner en dag med stor lyst til at skrive om dine morgensko eller din kvindelige cyklus, så gå i seng igen. Det er nok mit bedste råd.”

Hvis du er fan af Sonnergaard og/eller Lång, må du selvklart få læst denne lille kloge roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen

Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen er en stærkt anbefalelsesværdig roman, som handler om den danske videnskabskvinde Inge Lehmann. Hun var et sammensat menneske, sky og skrøbelig, stærk og sej og et både sprogligt og matematisk geni. Hun var pioner på sit område og specialiserede sig i seismologi. Ved hjælp af udregninger efter jordskælv opdagede hun, at jorden består af en fast indre kerne, der befinder sig inde under en flydende kerne, men det blev ikke rigtig regnet for noget på Geodætisk institut, hvor hun arbejdede i en årrække overset og underkendt i skyggen af den mandlige ledelse.
Først mange år efter fik hun den faglige respekt og anerkendelse fra omverden, først i USA og alt for længe efter i Danmark.

Man behøver på ingen måde at være naturvidenskabeligt anlagt for at have fornøjelse af denne bog. Jeg hørte først om Inge Lehmann for en fem år siden og tænkte, at her var da en god historie. Nu har Lotte Kaa Andersen skrevet den, og det har hun gjort med en imponerende indlevelse og researchmæssig tyngde, der gør portrættet yderst troværdigt og samtidig giver en formidabel læseoplevelse. 

Forfatteren er dykket ned i alle tilgængelige arkiver fra artikler til personlige breve og har talt med nulevende slægtninge, og man kan i den grad mærke hvor grundigt et arbejde, der er bedrevet for at skrive denne livsfortælling som en levende roman med konflikter, nærværende dialoger, svære følelser, indre og ydre drama og det uden at fordreje om ikke sandheden så ægtheden. 

Jeg havde en del afbrydelser undervejs i læsningen, selvom den ikke er spor svær at læse, men det føles også ok ikke at hegle igennem men at søge tilbage til Inge Lehmanns lange mentale rejse til jordens indre der starter med barndom og skolegang i København senere studier og sygdom i Cambridge, restitution og kærlighed i Østrig, et langt isoleret arbejdsliv i København og endelig til anerkendelsens tinder i USA, som kom sent men ikke for sent til, at hun kunne nå at nyde det i sit 104 år lange liv, som hun dedikerede fuldt ud til forskningen, mens hun i sit stille sind forbitredes over modstanden i forskerverdenen. 

”Der er gået 15 år, siden artiklen kom, og flere er kommet til siden. I 15 år hun siddet i sit lille kontor for enden af den lange grå gang og håbet at nogen en dag ville sige netop det, professor Ewing siger lige nu. Hun publicerer stadig en artikel i ny og næ, men det er som om, der er kommet støv mellem hende og verden, hun er skuffet og træt. Nørlunds tavshed og officerernes foragt har taget arbejdsglæden fra hende. Ofte har hun en skræmmende fornemmelse af at være tilskuer til sit eget liv, at tingene bare sker og ikke sker, uden at de rodfæster sig i hende. Og nu står denne solbrændte amerikanske professor pludselig der med sit venlige smil og sin bløde sydstatsaccent og roser hendes arbejde. Hun mærker, at noget tungt og mørkt løsner sig indeni, det arbejder sig op nede fra maven, op gennem brystet, op i halsen, det presser på ved struben og bringer hende ud af fatning.”

Inge lever sit liv alene og nørder med beregninger, som hun arkiverer i OTA solgryn pakker. Samtidig har hun et kompliceret forhold til sin flamboyante søster, der er skuespiller, og et særligt og kærligt forhold til dennes rastløse søn. Hun havde også en far og spændende veninder, der hver for sig satte aftryk i dansk historie. Virkelig god læsning om en ener med et særpræget liv.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Gutkind forlag.

BOB af Helle Helle

Helle Helle udgiver sin niende roman i den minimalistiske stil, hun er så fremragende til og førende i. BOB er titlen, og romanen er en selvstændig opfølger til Helle Helles forrige roman de.

I BOB følger vi en ung mand, Bob, som flytter til København fra Lolland. Han skal bo sammen med sin kæreste i en etværelses lejlighed i Vanløse. Den navnløse kæreste er hovedpersonen fra de, som måtte se sin mor blive syg med kræft.

I BOB må vi formode, at den unge kvinde står alene uden forældre. Heldigvis har hun Bob, som hun møder i de. Bob har en sød familie og en lillebror, som vi møder i tilbageblik, og når de kommer på besøg hos Bob og kæresten i København. Bob har haft et godt ungdomsliv på Lolland. Det sejler lidt i København.

Året er 1985 og beskrivelsen af Bobs hverdagshandlinger, fra indkøb til aftenens menu til de mennesker han møder, sætter en præcis stemning, og det er som at blive sendt tilbage til fortiden. Alene beskrivelsen af det tætte snedække i indre København er nok til at elske denne bog og opleve et sug af savn over det, der engang har været på trods af den tristesse, der også var 80’erne.

Det er kæresten, der fortæller Bobs historie. Hun medvirker kun selv i få scener og på en indirekte facon, men hun har en afgørende indflydelse på Bobs liv. Hun er startet på litteraturuddannelsen og bliver hurtigt optaget af studier og nye venner på Universitetet. Mens han venter dagen lang på, han ved ikke hvad. Bob søger job, køber ind hver dag, passer huslige gøremål, lægger planer for aftensmaden og funderer over, hvad han skal. Han ved ikke, hvad han vil med sin fremtid, flakker rundt på må og få uden retning. I vindueskarmen venter Lykke-Per, som han har fået anbefalet at læse, men det bliver kun til tre sider.

Bob sov med højre arm over hovedet, eller han sov ikke, han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være. Han havde sparet nitten tusind sammen på færgerne, havde ikke taget hul på dem endnu, og der var også den blå Daihatsu der stod til salg hjemme på marken.

Bob får job. Først hos flyvebådene i Havnegade og senere på Sømandshotellet i Nyhavn. Men det er kun på deltid, og der bliver mange timer tilovers at fylde ud. Bob er damernes ven. Han taler med Rudy, der er farmor og giver en rejemad i Magasin – dog uden at lægge sukkerknald på bordet. Han møder Kola, der arbejder i Ravhuset og er meget interesseret i ham. Hun er farlig men ikke på den måde, vi forventer.

Bob er loyal, en god og stabil kæreste, selvom han ikke formår at fortælle, at han har en, for han føler sig alene. Trods sin unge alder er han indstillet på, at de jo nok snart skal have børn. Mens kæresten bruger timerne i læsegruppen, tilbringer Bob lange dage i tiltagende ensomhed, der udvikler sig til sløvsind og depression. Tiden flyder ud som sand mellem fingrene. Fremtiden er sløret. Parret glider stille og roligt fra hinanden. Hun fortæller hans historie, men næsten al kommunikation og dialog mellem de to er holdt ude af fortællingen. Det kan jeg godt savne.

Helle Helle er en mester i subtilitet. Dramaet lurer altid mellem linjerne. Konflikten i Bob er tydelig fra starten, men mange sider går med hverdagsleverpostej og indkøb. Midtvejs åbenbarer magien sig.

Jeg kan virkelig godt lide Helle Helles romaner, og jeg kan også godt lide BOB. Enkelheden, det stilfærdige og hvordan forfatteren med ganske få nøje velvalgte ord stiller skarpt på følelserne og den voksende afstand mellem parret. Som sagt kunne jeg godt have ønsket lidt dialog mellem Bob og kæresten. Selvom afsnit som dette siger det klart:

Etableret ved spisebordet, med altan, gryde, wienerpølser, i en alder af tyve og toogtyve, sådan sad vi.

Og senere:

Vi havde talt om, at meget af det vi talte om, handlede om mad. Men hvad kunne vi gøre, der skulle jo spises. Og vi lavede aftaler om ikke at nævne praktiske gøremål. For alt blev trukket nedad, blev til afrimning, bustider, syltede asier. Gentagelser skulle undgås, tom begejstring. Scheisse og smadder. Bob ville tage sig til hovedet. Sådan kunne man ikke leve. Men undlod. Han ville gøre hvad som helst.

Det er et bevidst greb, at kæresten skal ud i periferien af fortællingen. Bogen handler om Bob, men den handler også om parrets individuelle udvikling, og afviklingen af deres forhold. Vi forstår, hvad der skete mellem dem, og at de vokser fra hinanden. Alligevel måtte der godt have været bare en smule mere på linjerne om kærligheden og dynamikken mellem parret. Hvad ser de i hinanden til at starte med? Måske er svarene der, hvis jeg læser den igen og en gang til. Man får altid meget mer, end øjet lige ser, når man læser Helle Helle. Så det gør jeg gerne. Og sikkert er, at hengivne fans af Helle Helle vil elske BOB.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Suget af Ida Marie Hede

Har du ydet dit bidrag til velfærdssamfundet og leveret mindst 1,2 barn til verdens videre beståen? Hvis ikke så kommer kommunen efter dig. Og har du gjort din pligt, så gør de det alligevel.

De tager daglige prøver af dit udflåd, måler din ægløsning, overvåger din seksuelle aktivitet og din formåen på datingscenen. De trænger sig på med rådgivning på ethvert plan, fra moderskab til venskab, og hvis du på trods af, at du faktisk har leveret mindst 180 poder alligevel ikke lever op til forventningerne, kan du opnå den ære at blive udskammet til livestreaming på samfundets skafot, mens beboerne i din landsby ser på og spiser popcorn til. Har du ovenikøbet været din partner utro, får du tilsendt et mørkerødt H fra kontoret for HOR OG FLAMMENDE BOGSTAVER, som du skal bære i mindst tre år, mens beskuernes øjne gnider skam ind i dig.

Så tager jeg det fine H frem. Viser det til mine søstre.

Røvskam rører ved filten med pegefingeren, siger opløftet, at det er mit H. Just own it, siger Røvskam med sin lyse, hæse stemme. Det kan godt være, du har knaldet lidt rundt, so what? Hvem har ikke det? Og hvem har ikke efterhånden prøvet det med skafottet? Hvis du går med længe nok, bliver H’et dit eget. Så står det for Hellig, Hidsig eller Hæsblæsende. For Hadsk, Henført, Hallo, For Honda, Hey du, Hallo-Hallo, for Horfryd, Horribel, Halleluja.

Ovenstående er blot en lille del af scenariet i romanen Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer, som uden tvivl er den vildeste roman, jeg har læst i år – måske nogensinde. Den kræver noget af sin læser, kan være hård kost for de bornerte med kropsvæsker der siver ned ad siderne, og seksuelle organer der drøner rundt i alle huller, men uomtvisteligt er det, at Ida Marie Hede skriver ind i helvedes skarpt, sprudlende og fantasifuldt. Jeg har aldrig læst noget lignende og alene af den grund, bør alle litteraturelskere læse den. Har du oveni en datter eller en veninde i den fødedygtige alder, bør du straks forære dem et eksemplar af romanen. Den giver noget at tænke over, noget at grine af og noget at græmmes ved.

Hovedpersonen er en kvinde, der får betegnelsen den lille Glimmerhætte. Hun flytter fra en lejlighed på broerne til et hus i Den Usikre og Megalomane Landsby med et uvist antal børn, der har smukke navne og en fraværende far. Det er her overvågningen strammer til, og livet er en lollet drøm, så længe man spiller efter reglerne, som forfatteren selv skriver. Snart befinder kvinden sig i et samfund, der både er uendeligt fjernt og uhyggeligt tæt på.

Romanen er syret og surrealistisk, et science-fiction værk, en samfundssatire og en skør og sjov dystopi, men også et sammensurium af sproglig leg og metaforer for den værdimæssige virkelighed, der befinder sig lige udenfor døren, uanset om man bor på Vesterbro eller i et lille økosamfund på landet. Udover moderskab, venskab, begær, underkastelse og ensomhed er den spækket med aktuelle temaer og kritiske pointer, der må ramme en nerve et sted hos enhver læser.

Suget springer i tid og sted, det kommer allevegne fra og gennemsyrer alt. Romanen suger læseren rundt i en centrifuge af indfald og møder med eksempelvis de tre alfeagtige veninder ved navn kødskam, røvskam og hjerteskam, som introducerer landsbyens uskrevne og paradoksale regler, og så er der de neddumpende hologrammer med navne som Stacy og Savannah, som minder om tegneserieagtige mangafigurer, der kommenterer, kritiserer og analyserer hovedpersonen, og der er girlbandet Au Pair Pops, der synger om livet som husslaver, der ikke må få børn, og der er elskeren BOB, som muligvis er et symbol på alle elskere. Der er sågar en modstandsbevægelse i omløb med følgende uddrag af en velkomstintro:

Til min modige ven. Til dig som har tilmeldt dig Modstand Ass.

Du tænker: Hvorfor skulle du have noget at klage over? Er der nogen, der generer dig? Er livet i Landsbyen ikke okay? Så hvorfor skulle du have noget at udsætte på dit nye hjem? På overfladen består Landsbyen af de mest velplejede kvarterer, fineste subkulturer, multietniske småsamfund og regnbuefamilier; i sprækkerne belønnes kun de hvide velnærede indbyggere, deres børn og katte og et lille udvalg af brogede gadekryds. Du er hvid og velnæret, fødedygtig og leveringsdygtig udi et moderat antal børn. Du er underkastelsesparat og konfliktsky, sød og rasende, kun milliarder af lysår fra at betale topskat, kun milliarder af lysår fra et virkelig udsat liv – så hvorfor i alverden skulle du klage? Jeg skal fortælle dig hvorfor. Landsbyen er et vaklende reolsystem med små hotdog-porcelænsstatuetter i evig bromance og stakke af Knausgaards Min Kamp og Houllebecqs Underkastelse i paperbackudgave på nederste hylde, jeg skal fortælle dig, hvorfor jeg lige har beskrevet bare ét ud af tusinde eksempler på maskulin, territorial, kolonial ynk, jeg skal fortælle dig, at så snart du vender ryggen til, selv om du gør dit allerbedste, går Landsbyen amok i fascistoide kælenavne til både dig og til alle de andre assistenter, de kalder jer fx lækkermås, sødling, pandabjørn, ferrero-rocher, numsefejemaskine, slaveskat, undermenneskebaby, nullergøj, de kalder dig mor. Vil du have at det skal fortsætte sådan?

Ja romanen står bedre i sin egen tekst end beskrevet i en anmeldelse, så jeg håber, at dette lange citat har suget dig ind og givet lysten til at læse og lade dig rive med. At læse Suget er som at blive hevet ind i et surrealistisk maleri med realistiske undertoner. Tag med på eventyr med den lille Glimmerhætte, som kastes rundt mellem fantasier og mareridt, dogmer og hykleri, alvor og satire, korrekthed og tyranni og måske mod slutningen opnår en slags fred i erkendelsen af, at hun aldrig bliver fri.

Suget kan læses som et feministisk og samfundsspiddende manifest men er også en slags parodi på samme. Det er en vild, vittig, viril og vanvittigt god roman. Jeg udfordrer dig til at læse den og mærke suget.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forfatteren og Forlaget Basilisk.

 

Rampen af Jesper Stein

En af Danmarks bedste krimiforfattere Jesper Stein har med sin nye roman Rampen taget en afstikker fra sit alter ego, den alkoholiserede og dæmoniserede Axel Steen og stukket kniven direkte ind i sig selv. 

Med Rampen udforsker han sin egen og sine forældres smerte og svigt efter deres skilsmisse tilbage i 80’erne, og det gør han med en formidabel og stærkt vedkommende roman. 

Bortset fra chokket da unge Jesper opdager, at hans far er moren utro efter mange år sammen, begynder romanen lyst med en god og tryg barndom i en dannet kernefamilie. Forældrene er et velfungerende stabilt ægtepar par med en virkelig smuk og særpræget kærlighedshistorie bag sig. Far Finn er litterat, underviser på gymnasiet og anmelder for Weekendavisen, mor Jytte er sygeplejerske med ambitioner. De får to sønner, som de opfostrer i idylliske omgivelser i en herskabsvilla på Rampen ved Risskov i Aarhus, hvor det bedre borgerskab holder til. Men efter 29 års ægteskab er forholdet slidt, og faren finder nye græsgange med en yngre model, såmænd en af sine elever, mens moren ikke kan få sine ambitioner indfriet. Idyllen er brudt, og skilsmissen og begge forældres efterfølgende svigt får uendelige konsekvenser for hele familien og langt op i Jesper Steins voksenliv.

17-årige Jesper bliver hos sin mor i det store hvide hus og bliver brugt som følelsesmæssig erstatning for morens tab. Hun ryger ned i et sort hul, alkoholiseret, deprimeret og grænseoverskridende i forholdet til sin søn. Teenageren forsøger at finde sin egen udvej med piger og druk men havner i en destruktiv flugt fra situationen, der gør hjertehamrende ondt at læse om. 

Både forældrene og Jesper bruger i årevis alkoholen som en trøst og fast følgesvend, de nægter at slippe, selvom den ødelægger alt for meget.  

Jesper Stein skåner ingen og slet ikke sig selv. Han skriver præcist, nøgternt og troværdigt og lige på og hårdt med stærke, smukke sætninger, der aldrig forfalder til sentimentalitet. 

Stein formår oveni at beskrive passager ud fra morens synsvinkel, mens hun står midt i krisen og midt i livet. Et modigt valg, der virker absolut overbevisende.

Her et uddrag fra en skiferie kort inden, det hele ramler:

Og nu er hun her i en hytte, og alt er som det plejer. Tilsyneladende, Finn er, som han plejer. Han underholder om aftenen, diskuterer litteratur med Peter og Jesper. I går læste Peter triumferende op af hans seneste anmeldelse i Weekendavisen af Pia Tafdrup, og Jesper sluttede af med at råbe: “I sin fritid kan han godt lide at gå i bjerge og dyrke asparges.” En sætning, der er blevet et mantra for drengene, fordi den stod i avisens præsentation af Finn, som det aldrig er lykkedes at få en asparges til at vokse i jord noget sted. Lene ler hele tiden af ham, børnene driver gæk med ham, Anders er betaget, ja alt er som det plejer, men intet er godt. Det er ikke skiene og knæene, det er ikke klimakteriet, det er ikke afslaget, det er, som om han er væk. Hun kan ikke nå ham. Han smiler og er glad, men når han pludselig ser på hende , er der ikke noget i blikket, hans øjne viger, som om de ikke hører til hos hende, han ser væk.

Evnen til at sætte sig ind i sin mors tanker og berette fra hendes synsvinkel med empati og forståelse er imponerende. Der har muligvis været en kvinde inde over, men det sproglige overskud er Steins, og det lader sig ikke begrænse af køn. Det har det heller aldrig gjort tidligere i de vitterligt velskrevne krimier.  

Jeg sætter også pris på, at Jesper Stein ikke bruger en masse sider på at beskrive arbejdet med bogen eller fabulere over de etiske dilemmaer der er ved at skrive om sine forældre og lægge det personlige ud så åbent og ærligt. Nu har han taget beslutningen, og han tager skridtet fuldt ud. Det er en god beslutning, for Rampen er uden tvivl en roman, der både kan vække genklang, sympati og forståelse for, hvad det vil sige, at blive såret på sjælen, og at forældre kan svigte noget så grusomt, også når de ikke kun er fulde af sprut men også af kærlighed til deres børn.  

Rampen er en af de bedste selvbiografiske romaner, jeg har læst. En modig og rørende skildring af et familietraume, der rammer langt udover rampen. En rå og barsk roman af den slags man godt kan finde på at læse mere end en gang.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

 

Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan

Når Sissel-Jo Gazan udgiver en roman, er der ofte garanti for en velfortalt og indlevende historie med en hovedkarakter, som beskæftiger sig med et videnskabeligt emne, der formidles på bedste nørdede vis og på en måde, der fænger den uvidende læser. Researchen er grundig, flot flettet ind i historien. Der er en imponerende detaljerigdom i fortællingen, og man lærer noget nyt hver gang.

Sådan er det også i den syvende roman Hvide blomster, der netop er udkommet, og her handler det om tatoveringer og botanik. I den forrige Blækhat var det Streetart, svampe, BZ-bevægelse og Aarhus i 1980’erne. Tidligere i de videnskabelige krimier med Dinosaurens fjer som verdensomspændende gennembrud har forfatteren beskrevet dinosaurer og fugle, og i Svalens graf vaccinationsbivirkninger og medicinalindustri. Sissel-Jo Gazan er selv biolog og har udover en dybdegående interesse i naturvidenskabelige emner også et bankende hjerte for de menneskelige relationer. For som gennemgående tema i flere af romanerne finder man også store familiedramaer om svigt, hemmeligheder og løgne. Dertil kommer et altid veltilrettelagt spændingsplot med adskillige overraskelser undervejs. 

Hvide blomster tillægger sig temaer som hævn og tilgivelse og har derudover en stærk socialrealistisk skildring af nogle af de mest sindsoprivende børneskæbner på dansk jord. Det er den fjerde roman, jeg læser af Sissel-Jo Gazan og efter min mening den bedste, siden Dinosaurens fjer

Hvide blomster starter på Samsø i 1993. En pige ved navn Bettina forsvinder, og lokalsamfundet er på den anden ende. Vi følger de to 14-årige kusiner Jenny og Tessa, der bor på Samsø og betragter forløbet og eftersøgningen af pigen. De er som nat og dag, og det samme er deres familier, men sammenholdet er stærkt. Jenny er kvik og dygtig til at tegne og nørder med botanik. Hun arver sin oldefars plantesamling, og det har en vægtig betydning for historien. Tessa er den rastløse, skoletrætte med det hårde ydre og det skrøbelige indre. Jennys mor Kisser er tatovør med et stort hjerte for svigtede børn, som hun hjælper udenfor lovens rammer. Hun er tvillingesøster til Jimmy, Tessas far, der også har et godt hjerte men en række alvorlige svagheder, der spænder ben, som det gennemsvigtede barn han er. Tato-Palle, der har egen legendarisk shop i Aarhus er deres far og pigernes højtelskede bedstefar. Hver især gemmer de på hemmeligheder fra fortiden og nutiden, der gennemsyrer familien i generationer.

Omkring dem et omfattende galleri af bipersoner fra den nysgerrige lokale betjent til de utallige halvsøskende og plejebørn, der er indlogeret hos Tessas mor Mona, der selv er en trøstesløs karakter med ret ringe forældreevne. Samt et væld af mystiske og mistænksomme typer fra øen, der skaber stigende uro omkring spørgsmålet, hvad er der sket med Bettina? 

Der er mange karakterer, og man kan godt blive lidt forvirret over, hvem der gør hvad mod eller for hvem, og nogle af bipersonernes bevæggrunde for deres handlinger flagrer lidt i vinden, men de centrale personer fremstår lyslevende og flerdimensionelle.

Romanen blander virkelige historier med fri og forrygende fantasi. Den er et yderst vellykket genremiks af spænding, socialrealisme, dannelsesroman, slægtsroman og tidsbillede, der på flere måder sætter nutidens debatter om for eksempel svigt og krænkelser i perspektiv. Det er i det mindste gået fremad. Opmærksomheden på børn der går for lud og koldt vand er noget større i dag, selvom alle problemer langt fra er løst. 

Jeg har haft en periode, hvor jeg gik kold i store murstensfortællinger men ikke denne gang. Ord og indhold flyder og fænger i et flow, man ikke har lyst til at afbryde trods 500 sider med 300 kapitler. Fortællingen kører derudaf med et herligt uprætentiøst men ikke desto mindre sprødt og sprudlende sprog, livagtig og humørfyldt dialog, og i modsætning til nogle af de tidligere romaner – uden overflødige sætninger og klichélignende fyld. Det er en fuldfed og fremragende roman, spækket med fantastiske detaljer, der leverer en helstøbt fortælling med vigtig samfundsrelevans samt indlevelse og hjertevarme for de svigtede og sårbare. 

Hvide Blomster er årets store fortællende roman. Den er ikke blot underholdende, den er vigtig. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

Paradis først af Kristina Stoltz

Mens jeg skriver denne anmeldelse raser kolossale skovbrande langs den amerikanske vestkyst i staterne Californien og Oregon. Fænomenet er velkendt men eskalerer år for år og er nu værre end nogensinde. Skovbrande og klimakrise spiller også en rolle i Kristina Stoltz nye roman Paradis først, der udkommer i dag.

Paradise er en lille by i Californien, der går i brand i 2018, mens hovedpersonen Kristina efter mange års adskillelse er på besøg hos sin amerikanske langdistance kærlighed Marlon. De har boet tæt på Paradise, da de var unge, og forelskelsen var på sit højeste og i den grad brændende. Under genforeningen brænder Paradise helt ud, og det samme kan man sige om deres kærlighed, der har været så stærk og paradisisk, at det blev farligt. Trods store forskelle mellem de to har Kristina følt, at de var ens.

Vi ligner ikke hinanden længere, det har jeg lyst til at sige, vores ansigt er ikke det samme ansigt. Gad vide, om han også ved det, ser det, om du ser mig her på bænken overfor dig. Vores forhold endte ikke på den måde, som et forhold normalt ender, med et brud. Et brud var ikke muligt. Nogen ville dø, i virkeligheden, ikke som en forestilling, en metafor, nej det ville være en fysisk realitet, at nogen, at jeg ville dø, det tror jeg stadig.

Forholdet har ikke kun været intenst og passioneret men også turbulent, kaotisk og påvirket af kultur- og raceskel, af depression og vold og af forskellene mellem USA og Europa, og hvordan vi ser på hinanden. Meget er sket og forandret gennem de knap tredive år, de har kendt hinanden. Alt dette reflekterer Kristina over i en hyper aktuel kontekst af racisme, klimakrise, masseskyderier og præsidenten med det gule hår, mens hun undersøger kærlighedsrelationen og udviklingen af den i et dynamisk samspil mellem fortid og nutid mellem sandhed og følelse.

Det er imponerende, hvor godt det er lykkedes at komprimere så fornem en fortælling med så relevante temaer på så få sider.

Man kan undre sig over, at Kristina rejser til USA for at besøge sin eks på trods af deres lange historie, og hun undrer sig også selv, for Marlon skal giftes med en anden, og forholdet er for længst forbi. Kristina har børn og bor i Danmark. En genoptagelse, af det der var, har lange udsigter, og det findes ikke længere. Eller gør det? Kan deres samhørighed transformeres til et venskab og vil det? Og hvad er meningen med det?

Jeg spekulerer over, hvorfor for jeg igen befinder mig her, som om det ikke er en beslutning, jeg selv har truffet; at pakke sin kuffert, gå ned af trapperne og ud ad døren. Det ender med, at man sidder oppe under skyerne i en flyvende metalbeholder og lader sig fragte over seks tusinde kilometer. Skovbrandene skyldes klimaforandringer. Hundredevis af dyrearter er forsvundet fra jordens overflade. Hver dag uddør flere. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at kærligheden har mere med omgivelserne end med personerne at gøre. Når korallerne dør, hvad sker der så i mødet mellem to mennesker? Bliver det den samme fortælling? Bliver det overhovedet en fortælling? Så vidt jeg ved, er kærligheden altid en fortælling. På en måde fortælles den bagfra, mens den udspiller sig. Dengang vi forelskede os, var havene stadig fulde af levende koraller. Det er ikke så længe siden.

Paradis først er en atypisk og stærk kærlighedsroman skrevet i ét langt kapitel over 170 sider, der fletter fortid og nutid sammen i et yderst elegant og flydende forløb, der bevirker, at bogen er umulig at slippe. Historien er selvbiografisk men skrevet som et stilistisk eksperiment, der lykkedes helt utroligt godt. Forfatteren skifter mellem jeg fortæller og tredje person, som skaber distance til de passager, hvor forfatteren er i tvivl om, hvordan det egentlig skete. Romanen er dermed også en udforskning af selve erindringen om kærligheden, og det der var, og hvad der er tilbage. Kristina er aldrig i tvivl om, hvordan det føltes og beskriver med nerve og nærvær, så det virkelig kan mærkes hos læseren.

Skiftet mellem fortællerstemmerne fungerer formidabelt, og man er aldrig i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om, selvom den ene sætning er i København for år tilbage og den næste er i USA i nutiden.

Romanen er et slående eksempel på, at autofiktion og autenticitet kan skabe den allerbedste og mest vellykkede litteratur, der vækker genklang hos læseren. Det gjorde den i hvert fald for mig. Muligvis fordi jeg selv har en lignende historie i bagagen men ikke kun derfor.

Først for nylig er jeg kommet i gang med Kristina Stoltz forfatterskab med romanen Som om der også er selvbiografisk og helt forrygende. Også den fletter fortid med nutid, barndom med forældresmerter og voksenliv med parforhold og skilsmissesmerter, samt et øje der reagerer fysisk på det hele.

Alle litteraturelskere, der mener, at de er trætte af autofiktion, burde tage fat i disse to værker af Kristina Stoltz. Jeg er overbevist om, at de vil ændre mening og falde for genren på ny. Paradis først er en af efterårets helt store læseoplevelser.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.