Mordet på en havfrue af Rydahl og Kazinski

Danmarks store nationaldigter og eventyrfortæller H.C. Andersen som detektiv i en fiktiv kriminalroman bygget over et af hans mest kendte eventyr. Lyder det skørt? Det tænkte jeg også, da jeg først hørte om projektet.

Nu udkommer resultatet af det forfattereventyr, der startede som en vild ide hos krimimakkerne A.J. Kazinski (Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund) i samarbejde med Thomas Rydahl.

Det kunne have gået så grueligt galt, og almindeligvis er gruppearbejde mellem tre personer med godt etablerede forfatteregoer måske heller ikke den bedste kombi. Ifølge forfatterne har samarbejdet dog været fortrinligt men også en af de hårdeste processer, de har været igennem. Den bog, der er kommet ud af det, er i alle tilfælde ganske fortrinlig og overraskende vellykket. Et forfattereventyr, der ender godt.

Mordet på en havfrue er ikke blot en krimi men også en historisk og psykologisk fortælling med et troværdigt tidsbillede, substans og komplekse karakterer og meget tro mod den H.C. Andersen, som vi tror, vi kender ham: poetisk, forfængelig, naiv, sensitiv, empatisk, observant og med en lettere barnlig tilgang til tilværelsen. Her under et forhør hos politidirektøren Cosmus:

– Fortæl hvad de har bedrevet, Andersen.

– Jeg kan tale med ting. De taler til mig.

– Hvordan dog? Hvordan tale med ting?

– Jeg har det, som om der er liv i lysestager og tinsoldater, at træer og blomster kan tænke og føle som vi, at alle ting er spærret inde i deres form og higer efter at komme ud.

– Forbandet sludder, Andersen. Tilbage til sagen. De følger efter fruentimmeret Anna, og hvad så, hvad sker der så?

Jeg skal ikke afsløre for meget, men jeg tør godt satse på, at bogen her, som er den første i en serie, bliver en af efterårets store bestsellere, og det gør den fordi, den ej blot er en medrivende og unik krimifortælling med konstant spænding og interessante personer.

Forfatterne har ikke kun gjort sig umage med at være tro mod H.C. Andersens karakter men også begået et eminent researcharbejde så både sprog, dialog og beskrivelser af bylivet og menneskene dengang giver et troværdigt billede af det gamle, stinkende København. Det er en overbevisende rejse tilbage til fortiden, og den er ikke kedelig.

Overalt vælter københavnerne ud af husene og de lave kaserner langs kanalen. Ved Knippelsbro er der trængsel for at komme over. Lotterisælgere, kontorister og piger, der sælger kandisklumper i papir. Men også horder af unge mænd og kvinder, familier, bedstemødre og småbørn. Høj og lav, mest lav. Med madkurve og tændte piber. Der er endda en trup af portugisiske musikanter med kulørte jakker, den ene spiller på en lang fløjte. De går langs volden og ser folk stimle sammen ved Amagerport. Der er kun en smal port åben. Bommændene står tæt og skubber folk videre efter et hurtigt kig på deres papirer. Molly griber fat i Hans Christians arm og prøver at stoppe ham. Trafikken omkring dem presser dem videre, en ung soldat klemmer sig udenom og siger noget irriteret på tysk.

– Du kan ikke gå gennem porten, siger Molly.  – Du har ikke dine papirer.

Det har han ikke tænkt på. Han mærker igen frygten for at blive indespærret. Han ser mod Amagerport. Den gule portnerbygning ligner en mægtig mand med rød hat og åben mund, der sluger alle rejsende.

 – Måske kan jeg klemme mig igennem? Men hvad nu, hvis de genkender mig? Jeg blev tegnet på Domhuset, da de arresterede mig. Molly hvisker i hans øre. – Tag lille Marie på skuldrene. Det burde være forklædning nok.

Ja den gode Andersen er under mistanke for mord, og nu har han allernådigst tre døgn til at bevise sin uskyld sammen med sine to hjælpere. Den prostituerede og vakse Molly og mordofrets datter lille Marie.

Sproget er velafbalanceret mellem det klassiske, som det kunne have været talt dengang tilsat det moderne, så de gammeldags fraser ikke sløver tempoet. Forståelsen af begrebet ‘lorteøen’ om det gamle Amager bliver i den grad penslet ud, så det kan lugtes og mærkes. Ligesom de smalle gader omkring Nyhavn og indre by dengang området var befolket af prostituerede og sejlende sømænd. Der er sågar besøg i kongehuset omgivet af dekadence, lir og latterlighed og ikke megen smiger der.

Plottet er klassisk krimi i den groteske ende, ikke så plausibelt men med en tråd til tidens trend af gru og bestialitet, og når det foregår i 1834 mere troværdigt, end når seriemordere lemlæster for sjov i krimier fra nutiden. Det gjorde ordensmagten også dengang.

Skurken er i en klasse for sig. Kompleks og ulykkelig drevet af kræfter, der havde gjort livet lettere, hvis det hele foregik i nutiden. Et interessant perspektiv på nutidens privilegier, der måske vil vække debat.

Handlingen er, som titlen antyder spundet over eventyret om den lille havfrue men samtidig helt sin egen, og også påmindelser om andre Andersen eventyr finder plads i historien spundet ind på elegant og diskret vis.

Uanset hvad man måtte mene om det her greb på H.C. Andersen, så giv den en chance for det, den først og fremmest er: en ægte pageturner og en formidabel læseoplevelse.

Mordet på en havfrue er en genistreg af en krimi, elegant, spændende og grusom.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

 

 

 

 

Skandalens anatomi af Sarah Vaughan

Jeg fik denne spændingsroman med mig på Krimimessen, hvor jeg også hørte interviews med forfatteren Sarah Vaughan med stor interesse. Der var nogle virkelig interessante samtaler om magtstrukturer og politik i det engelske system, hvor man med det rette netværk kan slippe afsted med stort set alle former for skandaløs opførsel, så længe den ikke bliver dokumenteret. 

Skandalens anatomi handler om overgreb og magt, og hvad der kan ske, når magten vender til ofrets fordel.

Kate er en velrenommeret advokat i det engelske retssystem og skal føre en sag mod James, en højtstående politiker, der står anklaget for at have voldtaget sin elskerinde. Sophie er politikerens hustru og overbevist om hans uskyld. Sophie og Kate kender hinanden fra årene på Oxford Universitet og har vidt forskellige opfattelser af James’ karakter – eller har de? Der skete nemlig noget skummelt i ungdomsårene, som sætter et gigantisk spørgsmålstegn ved Kates habilitet som anklager og Sophies dømmekraft. Historien skifter i synsvinkel og i tid, hvor det i tilbageblik til 1992 afsløres, hvilke skeletter og traumer karaktererne hver især bærer rundt på. 

Skandalens anatomi er en særdeles velskrevet thriller centreret omkring et nervepirrende retssalsdrama, der dog trækker et noget forudsigeligt plot i langdrag. Nogle af passagerne og de indre monologer dvæler for meget over de samme emner, så jeg oplevede desværre at kede mig undervejs. Det siger nok mere om, hvor meget fiktion jeg efterhånden har konsumeret end om kvaliteten af romanen som sådan. For det ér mere end blot en spændingsroman. Det er også en kritik af faktiske forhold. Mest slående er beskrivelserne af den afstumpede opførsel, der fandt og stadig finder sted blandt unge studerende med privilegier og penge nok til at betale sig fra rettergang og fra at smadre ting og mennesker omkring sig ikke blot for at være en del af et elitært fællesskab, men fordi de nyder det. Det er ret uhyrligt.

★★★☆☆☆

Bogen er venligst givet af forlaget Hr. Ferdinand

Krimi og kram i Fængslet

Den årlige krimimesse i Horsens fandt sted for lidt over en uge siden, og det var ligeså festligt, folkeligt og fornøjeligt som ventet og i de helt perfekte rammer i og omkring det gamle Horsens Statsfængsel. Udover at danne kulisse for diverse kulturarrangementer fungerer Fængslet i dag som museum. Desværre nåede jeg ikke rundturen i selve celleafdelingen, der tager cirka to timer, så den må jeg have tilgode.

Det var mit første besøg på Krimimessen men absolut ikke det sidste. For selvom messen ligesom Bogforum kan være lidt af et gedemarked, når mange bogglade mennesker stimler sammen for at høre de populæreste blandt 150 deltagende forfattere, så er der også en helt særlig og hyggelig stemning, hvor det faktisk er muligt at hilse på favoritterne og få en signatur, en snak og en ordentlig bunke billigere bøger med hjem. Og hold da lige fest hvor folk slæbte i store stofposer. Nogle var allerede ude af messen med fyldte net, nærmest inden den var begyndt. Måske skulle de bare pakkes ned i bilen for så at vende tilbage og blive fyldt op på ny?

Der var mange, mange, mange flere mennesker på Krimimessen, end det ses her.

7.500 krimifans besøgte messen i år, og det var publikumsrekord. Godt gået Horsens!

Jeg stiller åbenbart spørgsmål mod publikum henvendt til tålmodige Sofie Sarenbrant.

Jeg varetog i alt fem interviews og mødte tre svenske krimistjerner, Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal, en islandsk komet Lilja Sigurdardottir og en dansk debutant Jesper Nilausen. Det var en fornøjelse at møde forfatterne, og vi havde gode samtaler om de yderst relevante temaer i tiden, de hver for sig tager op i deres bøger. Fra ny kriminalitet der følger med teknologiens udvikling, krænkelser og overgreb, kokainsmugling og finanskrise på rygende vulkaner, hjemmerøveri og anklagende facebook grupper til ægteskabskrise og et overset kapitel fra 2. Verdenskrig samt terror i København.

Tiden mellem interviews gik med at hilse på bekendte og kramme venner og kollegaer. Vejret var helt fantastisk, og det var skønt at spankulere rundt i den friske luft mellem indslagene. Det havde muligvis ikke været ligeså fed en oplevelse, hvis det havde været hundekoldt og regnen styrtede ned udenfor, for pladsen kan være trang i teltene, og køerne til mad, kaffe og toiletpauser kan trække ud.

Ulla Hinge Thomsen interviewer C.L. Taylor, Sarah Vaughn og Rachel Abbot with a lovely British accent.

Som publikum nåede jeg slet ikke alle de indslag, jeg gerne ville. Men jeg hyggede mig både med panelsamtaler mellem de engelske forfattere og de svenske, som kaster et særligt format over messen. Som bogblogger har jeg haft privilegiet af at høre de danske flere gange, så dem nåede jeg stort set ikke her. Men herligt at der var prisregn over blandt andre Jussi Adler-Olsen der vandt publikumsprisen, Jesper Stein modtog Harald Mogensen prisen for årets bedste krimi, Solo, og Anne-Marie Vedsø Olesen vandt Horror-prisen for Lucie.

 

Stephanie Caruana interviewer Pernilla Ericson.

Jeg er nødt til at fremhæve, at mødet med Pernilla Ericson, gjorde et stærkt indtryk, for hun har skrevet en dybt foruroligende krimi, der tager afsæt i virkeligheden. Det er den værste og den bedste krimi, jeg har læst længe. Det handler om hate-crime i form af seksuelle overgreb og voldtægt begået efter hacking af telefoner. Forbrydere skriver falske beskeder fra ofrene, så det ser ud som om, de godt ville og selv inviterede voldsmændene via en dating app. På den måde kan gerningsmænd ikke retsforfølges og går fri. Dette var nær ved at ske for en svensk gamer og tech-influencer, der udover at blive voldsomt krænket selv i cyberspace, fordi hun tillader sig at game som kvinde, en dag blev overrasket i sit eget hjem af en mand, der troede, de skulle have sex. Hun nåede dog at få krænkeren til at forstå, at hun ikke selv havde inviteret ham indenfor, før det gik helt galt. Den digitale udvikling skaber altså helt nye former for kriminalitet gennem hacking og overvågning, som man helst ikke vil tænke på men er nødt til at forholde sig til.

Vildfremmed er tredje bind i en serie, som på mange måder ligner traditionelle krimier med en specialgruppe bestående af politifolk og tech-eksperter, der både skal opklare og forhindre forbrydelser. Men temaerne, Pernilla Ericson, som også er journalist og forkæmper for kvinders rettigheder, tager op, er gennemresearchede og så vigtige, at jeg nærmest vil betegne i hvert fald denne i serien som et mustread. Den falder lige ind i #Metoo-debatten og med mildt sagt skræmmende perspektiver. Læs den!

 

Krimimessen er en stor selfie-fest, og jeg havde en rigtig god samtale med Pernilla Ericson, også efter interviewet.

 

 

 

 

 

 

 

Mødet med Lilja Sigurdardottir var alletiders. Hun spreder godt humør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg vil også fremhæve islandske Lilja Sigurdardottir, som har skrevet en Reykjavik-Noir trilogi, hvoraf Fælden og Snaren er udkommet i Danmark, og jeg glæder mig helt vildt til den næste. Forfatteren er vist ikke så kendt i Danmark endnu, men fortjener et stort publikum med denne helt forrygende og spændende serie om efterdønningerne af finanskrisen på Island, og hvordan den tvinger personer ud i narkokriminalitet.

 

Jeg skal helt sikkert også læse mere af de veletablerede forfattere Sofie Sarenbrant, der skriver krimier om frygten i det nære, og Tove Alsterdal, der skriver selvstændige spændingsromaner med afsæt i historien og fortidens synder. De kan deres krimikram!

 

Efter sådan en intens weekend med creme de la crime og spænding, grumhed og gys, kunne man jo godt gå hen og føle sig en smule overdoseret med krimi, når man nu også er til al anden litteratur, men jeg holder ikke krimipause, før jeg har læst de her bøger, jeg har modtaget fra forlagene og glæder mig helt vildt til at læse. Tak for dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

Godt det snart er påskeferie og læsetid!

God påske til alle jer, der kigger med her. Og til alle andre 🙂

 

 

 

Tid til krimi

Knaldkrimi, kvalmekrimi eller kvalikrimi? Det ene udelukker ikke det andet. Men hvilken type krimilæser er du?

Er du til klassisk detektiv eller suspekt strømer. Poirot eller Sam Spade. Engelsk landidyl eller Berlins undergrund. New York mean streets eller LA Noir. Splat eller suspense. Seriemordere eller domestic noir. Videnskab eller dæmoner. Retsmedicinsk akkuratesse eller socialrealistisk samfundskritik. Gangstere eller gys. Spektakulære plots eller antihelte. Den ensomme hævner eller panseren på afveje. Hvad synes du bedst om? Hvad skal din yndlingskrimi indeholde?

De spørgsmål stiller jeg mig selv, mens jeg giver den gas med krimilæsningen og varmer op til Krimimessen i Horsens, som jeg besøger for første gang 6.7. april. Jeg glæder mig helt enormt til at opleve den særlige horror-hyggestemning blandt kriminørder og bogfolk.

Svaret er, at jeg er til lidt af det hele, men at jeg har en række fælleskrav til kvalitet, som bliver sværere at opfylde jo flere krimier, jeg læser. Først og fremmest originalitet og overraskelser, viden der gør mig klogere på verden, interessante flerdimensionelle karakterer man gider følge, et godt og troværdigt sprog, samt fremdrift og spænding der holder fast i læsningen. Jeg bliver skuffet over langt ude i hampen utroværdige plots og twists der ikke hænger sammen, afsløring af mordere man dårligt har mødt, og som vælter ind fra højre mod slutningen, meningsløs gru og udpenslet vold der ikke har en forklaring, og når jeg har regnet det meste ud før midten. Hvis jeg SKAL vælge, så hælder jeg mere til den realistiske samfundskritiske krimi end til det spektakulære og grusomme plot. True Crime genren er bestemt også min kop te, men i perioder er jeg nødt til at undgå den, for er der noget, der skræmmer livet af mig, er det forbrydelser begået i virkeligheden.

Markedet for krimier er spækket og overfyldt, og det er blevet vanskeligere at skille sig ud. Men når det sker, kan en krimi både ryste, skræmme, røre, oplyse, vække stof til eftertanke og åbne øjnene mod nye horisonter, der er svære at glemme – på samme vis som et skønlitterært værk uden mord.

Her lidt om de seneste fire danske krimier jeg har læst, og som efter min mening ligger i den høje ende af kvalitetsspektret, og hvordan de hver for sig repræsenterer forskellige subgenrer og smag. Jeg hører gerne din mening om samme sag. Vi behøver ikke at være enige.

Krimien der gør dig klogere – Søster min af Helle Vincentz:

Søster min er den første krimi, jeg læser af Helle Vincentz, men det er absolut ikke den sidste. Her kan man virkelig mærke, at forfatteren har foretaget en omfattende research, der på imponerede vis er flettet naturligt ind i handlingen. Det handler om medicinalbranchen og dens uanede muligheder for magtspil og korruption. Hvis man ikke var mistænksom overfor medicinalvirksomheder før, så er man det i hvert fald efter læsning af Søster min.

Dette er anden selvstændige bog i serien om antropologen Sofie Munk, der arbejder som efterforsker i et privat og diskret konsulentfirma. En vidunderpille mod depression ser ud til at fjerne kvinders lyst til sex, og det er rigtig skidt for samfundsøkonomien. Mange interesser er på spil, og alle er under mistanke i denne fremragende spændingsroman. Dramakurven er dog en lidt flad fornøjelse. Spændingen ligger ikke i den omkringliggende fare, eller i det endelige opgør mellem hovedperson og skurk men derimod i Sofie Munks efterforskning og relevante spørgsmål til eksperterne, mens hun borer sig dybere ned i sagen og leverer en i høj grad, antager jeg, faktuel viden til læseren, og det er skam spændende nok. Det er også en velfortalt historie med troværdig dialog og gode karakterer. En rigtig journalistkrimi på den fede måde. Det vil sige uden medvirken af den fortærskede kliche af en journalist som hovedperson men med solid info til borgerne om samfundet.

Den højspændte krimi – Fjenden iblandt os af Jakob Melander:

En af de danske krimiforfattere der efter min mening skriver bedst er Jakob Melander. Han lægger ofte et poetisk pennestrøg over sine historier, for eksempel ved beskrivelser af København og den punkromantiske del af 1980’erne.

Det er der ikke så meget af i den seneste krimi, hvor han prøver noget nyt med en stram og tempofyldt historie, der strækker sig over knapt et døgn og følger et galleri af personer, som overskygger hovedpersonen politiassistent Lars Winkler.  Fjenden iblandt os er den sjette selvstændige del af serien med ham i centrum.

I en ghettobebyggelse ved Bellahøj findes en otteårig pige dræbt i baggården, og snart er hele boligkomplekset et inferno af racistiske og sociale spændinger tilsat politisk idioti. Også her lykkedes det at få sat flere af beboerne under mistanke, og vi følger på skift en række vidt forskellige karakterer. Slutningen i denne er lidt tam, men forfatterens indlevelse hos de enkelte er i top, og det er spændende at følge opklaringsarbejdet og den stigende frustration hos Lars Winkler og hans kollegaer.

Den spektakulære krimi – Blodspor af Julie Hastrup:

Julie Hastrup er en garvet krimiforfatter med et trofast publikum, og det kan jeg godt forstå, for hun kan sit kram og kan strikke et velfungerende plot sammen af mange fritflyvende tråde. Blodspor er forfatterens syvende med drabsefterforsker Rebekka Holm i spidsen, en kvinde der efterhånden har gået grueligt meget igennem men fortsat formår at leve og ånde for politiarbejdet.

I denne historie, som kan læses uafhængigt af de tidligere, ligger hendes svenske kæreste i koma i Stockholm, mens hun må passe sit arbejde i København. Her bliver en hel familie fundet makabert henrettet rundt om middagsbordet. Et postbud med hang til splatterfilm stikker af fra gerningsstedet, en overlevende datter kommer på afveje i en uhyggelig scene i den gamle aflukkede Danske Sal på Det Kongelige Bibliotek, og et barn svigtes på det groveste af sine inkompetente forældre. Og der er meget mere. Det hele bunder i en virkelig spansk skandalesag under Francotiden, der har vakt stor harme i Spanien. Børn blev ulovligt fjernet efter fødslen og bortadopteret for penge, og nybagte mødre blev indbildt, at børnene var afgået ved døden. Det gik især udover forældre fra dårligt stillede familier, mennesker med sindslidelser osv. Den konspiration er virkelig gruopvækkende og spændende, men plottet kammer en smule over. Intrigerne er så udspekulerede og indviklede, at troværdigheden ryger. Less is more kunne jeg fristes til at sige. Julie Hastrups socialrealistiske passager er til gengæld skrevet med en fantastisk indlevelse. Det skulle hun skrive meget mere af, for når hun beskriver, hvor grusomme voksne kan være mod børn, gør det tåredannende ondt at læse.

Den videnskabelige krimi – Djævlens værk af Lotte Petri:

Lotte Petri er også en dygtig og velskrivende krimiforfatter samt en ferm researcher med hang til bloddryppende plotmageri og grusomme mord. Der er godt styr på det faktuelle og detaljerigdom om alt fra pest og nazisme til psykisk sygdom og seriemordere og ikke mindst retsmedicinske detaljer. I Djævlens værk bevæger hun sig ud i det overtroiske og konsulterer en katolsk præst og eksorcist. Det sker efter et mord på en arkæolog og kollega til den sympatiske hovedperson, retsantropolog Josefine Jespersen, der leder en gravrydning af 1000 skeletter på Assistens Kirkegård. Der skal være plads til en metrostation, men da arkæologen bliver fundet død med et kors ridset ind i kraniet, er fanden løs. Det er både creepy og spændende.

Oooog så vil jeg da nævne den bedste danske TV-serie, jeg har set længe, Bedrag sæson 3 slog fuldstændig benene væk under mig og var eminent på alle tænkelige planer – også det visuelle. Glem de første to sæsoner, men denne må du ikke gå glip af, hvis du er en ægte krimifan. Kan ses nu på dr.dk.

Skulle du mangle flere bud på din næste krimi, er her links til nogle af de favoritkrimier, jeg har anbefalet på Bogbobler: Vip-rummet, Stockholm Delete og Top Dog af Jens Lapidus, Savner dig af Harlan Cohen, Papa og Solo af Jesper Stein, Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo, De Berusedes vej af Jakob Melander, Selfies af Jussi Adler-Olsen, De smukkeste af Karen Slaughter.

Afslutningsvis klemmer jeg lige en top ti liste ind med de senest sete udenlandske krimifavoritter blandt TV-seriernes overflødighedshorn – hvis nogen skulle have brug for et tip:

Dogs of Berlin – Netflix (Højspændt gangster- og politidrama i Berlins moderne undergrund)

Narcos Mexico – Netflix (Autentisk narkodrama om de mexicanske narkokartellers begyndelse)

Billions – HBO (Finanssvindlere i New York der skyder skarpere med ord end med kugler)

True Detective – HBO (Dvælende og mystisk politidrama med menneskelig indsigt)

Babylon Berlin – DR (Fantastisk tidsbillede af tyvernes Berlin og nazismens indtog)

Peaky Blinders – Netflix (Vanvittigt velspillet gangsterdrama fra Manchester i årene efter 1. Verdenskrig)

The Assasination of Gianni Versace – Netflix (Forstemmende True Crime fiktion der overgår fantasien i gru og meningsløshed)

Mindhunter – Netflix (Isnende historie om den første profilering af seriemordere)

Ozark – Netflix (Breaking Bad lignende vildveje i den amerikanske sump)

The Americans – Netflix (Kulørt koldkrigsdrama med psykologisk indsigt og spænding i højgear)

I Horsens har jeg fornøjelsen af at interviewe fem krimiforfattere; tre svenske stjerner: Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal. En islandsk: Lilja Sigurdadottir. Og en dansk debutant: Jesper Nilausen.

Se programmet for Krimimessen her

Måske ses vi?

 

 

 

 

Solo af Jesper Stein

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker en stærk og spændende krimi, men jo flere jeg læser (og ser på film og tv), jo mere kritisk bliver jeg. En krimi skal kunne noget særligt for at være kram, og det bliver ikke lettere at være krimiforfatter med de tusindvis af udgivelser, der strømmer ud over et publikum, der drukner i indhold.

Når Krimier forsøger at overgå sig selv med afstumpet, uforklarlig gru og gore (splatteri) er jeg stået af for længe siden. Eller når plottet er helt ude i skoven, og al troværdighed går tabt, eller når iveren efter at skabe særlige karakterer pådutter dem 27 diagnoser oveni en dårlig barndom og et forlist ægteskab – så bliver jeg træt på forhånd.

Forfatter Jesper Stein gør ingen af delene. Han skriver krimier i topkvalitet med troværdige, komplekse karakterer – ikke kun sin hovedperson men også dem omkring ham, han udviser relevant samfundskritik, et blik mod omverdenen og leverer hver gang en afslutning, der får læseren helt ud på kanten af stolen.Og så kan han lige det ekstra, som meget få kan:

For det første har Jesper Stein med Axel Steen skabt en karakter, som læserne kerer sig om – bare se på de sociale medier. For det andet skriver han stålsikker dialog i et spændstigt sprog, og for det tredje er det som om, at han har læst aviserne, inden de udkommer.

Højaktuelle emner som banderelaterede drab, skandaler i erhvervslivet, grådighed, flygtninge i skjul, Syrienskrigere, organiseret kriminalitet og efterretningsvæsen bliver behandlet med høj troværdighed. Det samme kan siges om politiets arbejdsmetoder og jargon.

Med omhu bygger Jesper Stein et troligt setup ud over første del, hvor siderne kan vendes i et roligt tempo for så i anden del at kulminere i et payoff, der giver fuld valuta for tid og penge spenderet, og nu vendes siderne i lynfart.

Sådan er det også denne gang med Solo, sjette selvstændige roman om politimanden Axel Steen, der udkom i oktober.

Solo fortsætter et par år efter, vi forlod Axel efter en hjerteskærende slutning i Papa. Axel har forladt politiet og arbejder nu som sikkerhedschef i en privat virksomhed med en slikket type af en chef, der får Gordon Gekko til at ligne en matrosdreng. Axel er gift med sit livs udkårne og bor sammen med sin datter på fuld tid i en villa på Amager, hvor han klipper roser i haven i weekenden. Familien forlanger ro og tryghed på hjemmebanen, og det får de med Axels nye job og solide indkomst. Men det må naturligvis få en ende.

En IT-medarbejder har svindlet firmaet for millioner, og Axel får til opgave at eskortere manden ud i diskretion. Kort efter forsvinder han, og det hele lugter af organisatorisk konspiration, der snart involverer kidnapning og mordtrusler.

I Urban Planen på Amager bliver en ung indvandrer med en kriminel fortid myrdet i en kælder under øens mest trøstesløse bygning. Han har forbindelser til de syriske oprørsbevægelser og er en bekendt af Axel fra hans tid i PET.

Axels tidligere kollega Vicki Thomsen leder efterforskningen og kontakter ham for at få hjælp.

Han er først modvillig, men snart har de begge brug for hinanden i opklaringen af de respektive sager, der fortælles i hvert sit spor, indtil de forenes. Makkerparret indgår en noget-for-noget-aftale. For at det ikke skal være løgn hænger, sagerne naturligvis sammen, men det er ikke det mest interessante i Solo. Det er derimod Axel og Vicki og menneskerne omkring dem.

Vicki er en gæv pige, man kun kan holde af. Et troværdigt forbillede for enhver ung kvinde, der måtte søge ind i politiet bortset fra, at Vicki ligesom Axel bærer rundt på dæmoner (men ingen diagnoser), der spænder ben i privatlivet.

Axel går som altid sine egne veje og kan flygte ud af politiet, men politiet kan ikke flygte ud af ham, og som udredningen af svindelhistorien skrider frem og med fare for liv og lemmer, træffer Axel en række valg, der fører ham direkte ind i ensomheden.

Han kunne mærke hullet i maven, et sug i mellemgulvet. Det føltes, som om han var forelsket, men han var ikke forelsket. Han var på jagt. Og han havde fået færten af sit bytte.

Som politimand har Axel længe gået solo og gjort, hvad der passede ham i retfærdighedens tjeneste. Nu går han solo ind i et mørke, hvor der ikke er rart at være. Det lover virkelig ikke godt men hold fast, hvor jeg glæder mig til at se, hvad der skal ske i næste roman om Danmarks mest besværlige og komplekse panser. Once a cop, always a cop. Sådan må det jo være.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

 

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Kan man pakke et budskab om, at religion er opium for folket ind i en fantasy roman?

Det kan forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen, og hvis man som læser er skeptisk overfor genren, kan man passende begynde her.

Lucie er en 1000 år gammel kannibal, der ikke kan dø. En smuk og evigt ung amazone, et væsen der får tankerne hen på en X-men mutant, en kvinde som ingen mand kan modstå med sin mystiske tiltrækningskraft, sit kølige overblik, utrolige kræfter og en strålende begavelse.

Den har hun tilegnet sig som vidne til historiens gang og ved at fortære et utal af mennesker. Hun ser, hvad de har set, hun æder ikke kun deres kød men også deres sjæle og henter dermed indsigt fra sine ofre. Hungeren efter menneskekød er hendes ukontrollerbare forbandelse. Et begær hun har svært ved at styre. Således også til heavy metal koncert på Copenhell Festival, hvor en stakkels headbanger bliver fortæret som en lækker rib-eye steak. Den åbningsscene glemmer man ikke lige foreløbig.

Til festivalen møder Lucie også en nydelig fraskilt far, Casper, som hun gemmer til dessert. Først vil hun lære ham at kende. Hun indvier ham i opiumsrusens udvidelse af sanserne, og snart får han syner og er nødsaget til at drage på pilgrimsrejse til Norge. Til en festival der fejrer kristningen af Norge og gengiver det clash of civilizations der fandt sted 1000 år tilbage, hvor asatroende og kristne slagtede hinanden i en religionskrig. Med sig lokker han både Lucie og vennen Martin, en nørdet religionshistoriker, der har levet sit liv med snuden i bøgerne og glemt at leve og kysse imens.

Mennesker bliver spist undervejs, og Martin får snart mistanke om, at Lucie ikke kan nøjes med restaurantføde, men han får samtidig øjnene op for det, han er gået glip af i tilværelsen, og det faglige element tiltrækker også. For Casper er der ingen vej tilbage, uanset hvad Lucie måtte finde på at proppe i sig. Alle tre søger de svar på hver sit spørgsmål og en mening med tilværelsen.

Det er tre vældig gode karakterskildringer og deres rejse mod samme mål men med hver sit formål er lidt af et syretrip i en vekselvirkning mellem det overnaturlige og det virkelige på deres rejse gennem norske byer og smukt beskrevne natur. De tre spiser svampe for at forstærke den åndelige vejledning. Særligt Lucie har et par plageånder med på rejsen, der ikke vil give hende svar på hvorfor hun er så forbandet og ikke kan få lov at dø. Og hvorfor hun skal leve i en tid, hvor mennesker, som hun ser det, har tabt al den visdom og dannelse, de har opnået gennem århundreder på gulvet :

Menneskeheden var ved at drukne i tanker og følelser, der blev mere og mere selvoptagede. Narcissismen kvalte i dag alt det, jeg gennem tiderne havde set været frugtbart hos menneskene – opfindelser til almenvellet, kontrollerede udadrettede følelser. Nu var alt en sump af fordummelse og gnidret navlepilleri. Navnet på Fenrisulven var Det unyttige menneske, og menneskene af i dag følte sig hævet over nytten og stillede krav om ultimativ, selvoptaget frihed. Ragnarok var nær. Hvorfor led jeg så af en hunger efter disse klaustrofobiske sjæleliv, der ikke kunne andet end cirkle om egne ligegyldigheder? Jeg kunne spytte af foragt, både over nutidens mennesker og over min egen svaghed.

Det er tvivlsomt om menneskene i gamle dage var et hak bedre, end de er i dag. Men passagen er flot skrevet. Hele romanen og særligt slutningen byder på mange smukke og stærke sætninger.

I Lucie er der ikke kun hentet inspiration fra religionshistorie og nordisk mytologi, referencer til litteratur og tv-serier i forskellige genrer som Ringenes Herre og Sons of Anarchy skinner igennem og mikses på herlig vis til en roman, der ikke ligner noget, jeg tidligere har læst. At gøre det overbevisende uden at det bliver plat og påtaget er også en fornem præstation, som forfatteren lykkedes med.

Lucie er en spændende og særdeles velskrevet roman med et hav af ambitioner. Forfatteren har et tydeligvis et par budskaber til omverdenen. Jeg er ikke sikker på, at de alle trænger lige godt igennem, men alene romanens sprog og originalitet fortjener de helt store klapsalver.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo

Allerede før udgivelsen er Pigen uden hud solgt til mindst 16 lande, og Hollywood har sikret sig filmrettighederne. Grønland er hot i litteraturen, og Mads Peder Nordbo har med sin nye krimi skabt en ny genre i et på én gang magisk og dystert univers, Nuuk Noir.

Historien er en blanding af klassisk krimi og rå socialrealisme tilsat magien fra den grønlandske åndeløst betagende natur. Romanen er spækket med poetiske og meget velskrevne beskrivelser af det arktiske landskab, og hvordan personernes ånde krystalliserer sig i små is-formationer. Klar blå himmel og storslåede isfjelde bliver sat overfor trøstesløse sociale boligblokke i Nuuk. Det er kontrasternes sted, og det ene er ligeså dragende som det andet. Også beskrivelserne af den grønlandske kultur og fortryllelsen i eksempelvis trommedans er både fængende, fascinerende og til tider skræmmende.

Et enkelt sted havde frosten overrasket vandet så brat, at det så ud, som om flere vandfald på vej ned langs fjeldets langstrakte ryg var frosset til med så stor kraft, at de var stivnet i ét nu midt i deres fald. Selv skummet i vandet var frosset, og hele vægge af fastlåste bølger og nubrede bobler kastede solens stråler tilbage som tusindvis af krystalprismer i en gammel lysekrone.

Temaerne er mange, og Mads Peder Nordbo formår at flette dem sammen i historien, så de overbeviser; sorg, hævn, vold, seksuelle overgreb, børnemishandling, mord, landsbysamfund, sociale problemer, kolonitid, den dansk-grønlandske konflikt, inkompetente myndigheder, politisk magtbegær og beskyttelse af interesser for enhver pris.

Der er så også en overflod af karakterer og i modsætning til de klare temaer, kan deres indbyrdes relationer godt være forvirrende –  især på skurkesiden.

Konkret handler det om den danske journalist Matthew Cave, hvis totalsvigtende amerikanske far engang var udstationeret på Thulebasen i Grønland. Matthew har søgt isolationen i Nuuk efter at have mistet sin kæreste og ufødte datter i en ulykke. For lokalavisen skal han afdække en sag om et mumificeret lig, en nordboviking, der dukker op på indlandsisen og forsvinder igen og et brutalt mord på den politimand, der vogter over det.

Manden er sprættet op og flået efter traditionelle sælfangermetoder. Matthew bliver snart sat på sporet af en fyrre år gammel sag om en række tilsvarende bestialske mord og opdager, at sagerne hænger sammen. Et af dem beskrives således angående ligfundet:

Manden, de fandt derude, var flænset fra skridtet og op til brystbenet, og al hud var flået af hans krop. Hans indvolde flød ud over gulvet omkring ham. Ikke i en pæn bunke, men spredt ud som en halo af indvolde, der omkransede hans lig. Huden var væk, og de havde ikke haft held med at finde den.

Så er der gang i voldens æstetik. Spændende hvordan filmholdet vil fremstille den scene (og mange flere), uden at mainstream publikum løber skrigende væk. Det kræver nogle opfindsomme kameravinkler men skal nok kunne lade sig gøre. Og man har jo ligesom vænnet sig til splat efter Game of Thrones.

Undervejs allierer Matthew sig med en grønlandsk kvinde, Tuparnaq, som netop er løsladt efter 12 års fængsel for at have sprættet sin far op som en sæl. Hun har en påfaldende lighed med Lisbeth Salander fra Mænd der hader kvinder med et farligt humør, kroppen dækket af tatoveringer og overnaturlige hackerevner. Med sin grønlandske baggrund er hun alligevel helt sin egen sære og spændende person. Hun er pigen uden hud, men det er der også andre piger fra fortidssporet, der er.

Tilbage i 1973 møder vi bogens mest dynamiske og interessante karakter, politimanden Jakob, der undersøger de skrækkelige mord og en række unge pigers mystiske forsvinden. Hele flashback delen er vanvittig spændende, nervepirrende og meget original. Den fylder godt til i bogen, så det er ikke et problem, at handlingen i nutiden virker lidt flad i sammenligning. Hovedkarakteren, journalisten Matthew, er set mange gange før, og han bliver ikke rigtig interessant. Han er i sorg og derfor forholdsvist passiv. Det er omstændighederne og personerne omkring ham, der tvinger ham til at handle, mens informationerne nærmest dumper ned i skødet på ham. Jakobs og Tuparnaqs historier river ham ud af sin ret til at læne sig tilbage i depressionen og først mod slutningen, kan han vriste sig fri og gøre noget.

Plottet er velturneret og spændende hele vejen igennem, selvom logikken for nogle af personernes motivation og troværdigheden i visse tilfælde mangler. Men hey det er jo krimi, og hvor seriemorderes bestialiteter i fiktionen ofte bare er frastødende og ækle for skræmmeeffektens skyld, så giver de mening her på trods af de udpenslede og blodige detaljer.

Alt i alt en særdeles spændende og nuanceret fortælling om det moderne Grønland, og de mennesker der bor der. Som læser får jeg virkelig lyst til at besøge Grønland for selv at opleve det på godt og ondt, og man kan mærke, at forfatteren er godt bekendt med stedet. Han bor der faktisk, og deler glædeligt ud af sine Grønlandsbilleder, tanker omkring processen som forfatter, og begejstringen for romanens helt fortjente succes. Det er en fornøjelse at følge, og jeg er klar til næste Nuuk Noir drama, hvor Matthew Cave formodentlig har lært noget af Jakob, kan leve med sin sorg og har udviklet sig til en mere handlekraftig herre.

Pigen uden hud er en exceptionelt god og vedkommende krimi. Den bedste jeg har læst længe.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.