Tag: psykologisk thriller

Skandalens anatomi af Sarah Vaughan

~ isabelrosado
Jeg fik denne spændingsroman med mig på Krimimessen, hvor jeg også hørte interviews med forfatteren Sarah Vaughan med stor interesse. Der var nogle virkelig interessante samtaler om magtstrukturer og politik i det engelske system, hvor man med det rette netværk kan slippe afsted med stort set alle former for skandaløs opførsel, så længe den ikke bliver dokumenteret. 

Skandalens anatomi handler om overgreb og magt, og hvad der kan ske, når magten vender til ofrets fordel.

Kate er en velrenommeret advokat i det engelske retssystem og skal føre en sag mod James, en højtstående politiker, der står anklaget for at have voldtaget sin elskerinde. Sophie er politikerens hustru og overbevist om hans uskyld. Sophie og Kate kender hinanden fra årene på Oxford Universitet og har vidt forskellige opfattelser af James’ karakter – eller har de? Der skete nemlig noget skummelt i ungdomsårene, som sætter et gigantisk spørgsmålstegn ved Kates habilitet som anklager og Sophies dømmekraft. Historien skifter i synsvinkel og i tid, hvor det i tilbageblik til 1992 afsløres, hvilke skeletter og traumer karaktererne hver især bærer rundt på. 

Skandalens anatomi er en særdeles velskrevet thriller centreret omkring et nervepirrende retssalsdrama, der dog trækker et noget forudsigeligt plot i langdrag. Nogle af passagerne og de indre monologer dvæler for meget over de samme emner, så jeg oplevede desværre at kede mig undervejs. Det siger nok mere om, hvor meget fiktion jeg efterhånden har konsumeret end om kvaliteten af romanen som sådan. For det ér mere end blot en spændingsroman. Det er også en kritik af faktiske forhold. Mest slående er beskrivelserne af den afstumpede opførsel, der fandt og stadig finder sted blandt unge studerende med privilegier og penge nok til at betale sig fra rettergang og fra at smadre ting og mennesker omkring sig ikke blot for at være en del af et elitært fællesskab, men fordi de nyder det. Det er ret uhyrligt.

★★★☆☆☆

Bogen er venligst givet af forlaget Hr. Ferdinand

Advertisement

De smukkeste af Karin Slaughter

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-04-04 kl. 16.43.25I der jævnligt følger med her på bogbobler ved, at min blog er baseret på anbefalinger, og derfor er anmeldelserne overvejende positive omend ikke ukritiske. Jeg skriver mest om bøger, jeg er begejstret for, og som jeg synes er værd, at I kære læsere bruger jeres sparsomme tid på, og hvorfor jeg synes det. Sure og negative anmeldelser må de betalte anmeldere tage sig af.

Det betyder så også, at der kan gå tid mellem indlæggene på bloggen, for i de sidste par måneder har jeg fået en del bøger i hænderne, som desværre ikke har fænget. Det betyder ikke, at de er decideret dårlige. Mange ligger et sted på midten af skalaen mellem spild af tid og fremragende, og dem er der bestemt også plads til her. For tiden har jeg gang i flere bøger, som er lidt træge i opstarten, men som jeg alligevel har tænkt mig at læse færdige. Det er bøger, der kan noget med sproget eller historien eller begge dele, men som alligevel får øjnene til at glide i eller koncentrationen til at glippe. Man lægger dem fra sig, begynder på en ny men ved, at man vil vende tilbage. Det er tit de bøger, vi betegner som murstensromaner. I ved dem på over 450 sider.

Heldigvis er der også bøger, som fanger fra side 1, og som er umulige at slippe før the end, trods mere end 400 sider, trods træthed og travlhed og andre forpligtelser (og HBO som jeg fornylig har startet abonnement på – OMG der er serieguf dér). Sådan en bog er De Smukkeste af Karin Slaughter. Alligevel har jeg det ambivalent med at anbefale den. Den kræver, at man er til genren psykologisk thriller – og det er jeg uden tvivl. Men den her har så også lige fået tilsat en solid dosis splat oveni (horror, blod og indvolde), og det i en grad, så det bliver modbydeligt, ubehageligt og direkte kvalmende. Jeg hader splattergenren, uanset om det er som bog eller film. Men føj den her er stadig så spændende, overraskende og helt igennem velskrevet, at det går ikke an at lægge den fra sig. Karaktererne har dybde. De er uforudsigelige, og det samme er plottet. Flere gange har man lyst til at kyle bogen langt væk på grund af de grusomheder personerne skal gennemleve, men det går ikke. Man er nødt til at vide, hvad der sker. Fy føj det er fremragende.

Historien handler kort fortalt om to søstre Claire og Lydia, som efter mange år uden kontakt finder sammen igen, da Claires mand bliver myrdet under et røveri. Søstrene har levet to vidt forskellige liv med et voldsomt familietraume hængende over hovedet. Deres søster Julia forsvandt på mystisk vis tyve år tilbage, og det har tæret på hele familien. Lydia har kæmpet sig gennem tilværelsen for at få sit liv på fode efter år med misbrug. Claire har levet i sus og dus med en mand, der forgudede hende. Da han er væk, finder Claire væmmelige videoer på hans computer, der vender op og ned på billedet af, hvem han egentlig var, og søstrene bliver konfronteret med fortiden. Det er ikke småting, de to kvinder bliver udsat for, og de må klare ærterne selv. Hverken politi, FBI eller nogen andre er til at stole på, selvom de instanser ret hurtigt er i hælene på dem.

Jeg vil ikke skrive mere om handlingen. Men hvis du er til genren og har nerverne til det, så er De Smukkeste i en klasse for sig. Det er Uhyggeligt med stort U og fed streg under. Og med risiko for efterfølgende mareridt.

Jeg har læst et par bøger af Karin Slaughter før, blandt andet Hvid død, som også er eminent godt skruet sammen. Hun kan sit kram, men hun lever altså også foruroligende godt op til sit efternavn, og jeg kan love en ting, hvis De Smukkeste bliver filmatiseret, skal jeg ikke se den. Men læs den endelig – hvis du tør.

Bonusinfo: Slaughter har udgivet novellen Lyst hår, blå øjne der kan hentes som e-bog. Den fortæller forhistorien til De smukkeste om hvad der skete med den tredje søster Julia.

De smukkeste er venligst tilsendt af forlaget Harper Collins Nordic

 

 

Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-03-30 kl. 21.58.15Det vælter ud med spændingsromaner om selvbedrageriske, forliste og skræmmende parforhold, der slår sig stort an som den næste Gone Girl/Kvinden der forsvandt, Gillian Flynns storhittende mesterværk, og jeg har tænkt mig at læse en del af dem, selv om jeg tvivler på, at nogen af dem kan nå helt samme højder.

Forventningerne var alligevel store, da jeg fik fat i Det burde du have vidst, for det er Gads Forlag, der udgiver den. Samme forlag som spottede Gone Girl og sikrede sig en af de helt store bestseller-succeser sidste år. Se min anbefaling her.

Lad mig sige det med det samme. Det her er ikke den næste Gone Girl. Den er ikke i nærheden af at være ligeså spændende. Plottet er langtfra ligeså raffineret og skrækindjagende, og hverken sproget eller evnen til at fange tidsånden ligeså syleskarpt og dybsindigt som Gillian Flynns. Hvis du har læst den så tænk på Amys cool-girl monolog. Helt exceptionel, blændende god. Det burde du have vidst når ikke Gone Girl til sokkeholderne. Men der er altså også langt op. Romanen er faktisk værd at læse, hvis du skruer forventningerne lidt ned.

Hovedpersonen Grace lever et ubekymret liv som psykoterapeut i de øvre lag på Manhattan. Hun er gift på 18. år med en børnelæge og sammen har de deres vidunderlige vidunderbarn Henry, som spiller violin og går på en af byens fineste, dyreste skoler. Grace er ved at få udgivet sin første bog Det burde du have vidst som baseret på sine erfaringer med forvildede klienter skal belære knuste hjerter om, at de skal lytte til de indre alarmklokker, når de bliver bedraget af deres ægtefæller, for de bimler lige fra starten af et nyt forhold. Er din mand en egoist, så ved du det. Er din mand homoseksuel, så ved du det. Er din mand notorisk utro, så ved du det. Eller du burde i hvert fald have vidst det, hvis du havde lyttet til din intuition. Grace har selv valgt sin mand, fordi hun bare vidste, at det skulle være ham, og de har levet sådan nogenlunde lykkeligt siden da. På overfladen er hendes eget ægteskabelige liv perfekt. Lige indtil det ikke er det, og alle Graces fasttømrede teorier rammer som en boomerang lige i nakken.

En mor til en af skoleleverne på Henrys eliteskole bliver myrdet, og kort efter er Graces mand Jonathan sporløst forsvundet. Alle spor peger på ham som mistænkt morder. Graces perfekte liv går i opløsning, og hun må tage alle sin forudindtagede holdninger og dogmer om, hvem hun er, og hvem hendes familie er til alvorlig revision.

Som psykologisk portræt er det interessant et godt stykke hen ad vejen. Grace udvikler sig fra at være et selvoptaget, snobbet, bedrevidende overklasseløg til at blive et helt, fornuftigt og sympatisk menneske mod slutningen. Men hold da op hvor skal vi igennem mange af hendes indre betragtninger om dette og hint, før vi når derhen. Og hold da fest hvor er det irriterende med Graces konstante selvfornægtelse og manglende vilje til at se tingene i øjnene. Hun lukker totalt af og nægter et alt for langt stykke ind i historien at tage den viden til sig, som resten af New York og omegn besidder, og det er enerverende at være vidne til som læser. Romanen er velskrevet men langtrukken, og mindst 100 sider kunne med rette have været skåret ud. Selve krimiplottet er kedsommeligt og forudsigeligt i det lange løb. Alligevel er der mange gode afsnit om et new yorker kvindeliv og et forhold, der krakelerer, som gør det værd at holde ud til sidste side. Så læs den gerne hvis du ikke kan få nok af Manhattan personager men lad være med at sammenligne med Gone Girl.

DU af Caroline Kepnes

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-02-07 kl. 15.22.42Enhver der har været udsat for stalking kan skrive under på, at det er en yderst ubehagelig oplevelse. Forfølgelsen sætter sig i krop og sind længe efter, at du har skiftet dit telefonnummer, fået hemmelig adresse, og i årevis efter at du har undgået enhver form for kontakt med din stalker. DU glemmer det aldrig. Det kan jeg desværre selv skrive under på, og det er grunden til, at jeg ikke har offentliggjort mit telefonnummer her på min hjemmeside. Ikke den smarteste salgsstrategi når man gerne vil være tilgængelig for nye kunder. Men sådan må det være.

Stalking antager mange former og motiver og kan bunde i alt fra had,  svig og ulykkelig kærlighed. En psykolog har engang sagt til mig, at en stalker suger næring og energi ud af konfrontation og konflikter med sit offer, og derfor skal du aldrig forsøge at tale vedkommende til rette. Der er kun én vej ud, og det er væk.

Der er mange uhyggelige historier derude. Bare spørg dansk anti-stalking forening. Når du har hørt dem, virker den fiktive roman DU af amerikanske Caroline Kepnes ganske så harmløs i sammenligning. Og så alligevel ikke.

Joe er boghandler, begavet, belæst og besat. Da forfatterspiren Beck træder ind i hans butik og både er smuk, kvik og oven i købet vælger den helt rigtige bog i modsætning til de andre “idiotiske” kunder, er han solgt. Hun er kvinden, han vil have.

Det starter som et bekendtskab, udvikler sig til et venskab og ender med et forhold. Men helt fra starten står det klart, at Joe har en plan, og at under hans pæne facade i samværet med Beck, hvor alting foregår i et naturligt og romantisk tempo, lurer det sygeste sind.

Læserne følger hele historien fra Joes synsvinkel. Han taler direkte til bogens du i en lang tankestrøm. En slags stalkerens stream of consiousness.

“Du har minsandten en evne til at få mig til at gøre ting, jeg normalt ikke gør,” siger Joe til Beck inde i sig selv, da han har klædt sig ud til et Charles Dickens kostumebal i sin forfølgelse af hende. Men det er langtfra toppen af skalaen. Han udspionerer Beck foran hendes bopæl, bryder ind i hendes hjem og hacker hendes e-mail, facebook og Twitter, som han overvåger døgnet rundt. Man kan virkelig godt undre sig over, hvordan Joe har tid til alt det pjat, når han også har et fuldtidsarbejde. Men lad det nu ligge.

Selv om Joe er creepy som ind i helvede, er han faktisk den eneste karakter, man får rigtig sympati for, og det er måske det mest foruroligende ved den her historie. Det er så også det, der gør den rigtig interessant.

Både Beck, hendes ekskæreste Benji og veninden Peach, som også får Joes kærlighed at føle, fremstår som solide repræsentanter for en narcissistisk, privilegeret, New Yorker-overklasse præget af egoisme og overfladiske pseudo-intellektuelle værdier, der i bund og grund kun handler om at blive set, hørt og anerkendt, uanset om man markedsfører sig selv som forfatter, kunstner eller miljørigtig kurvandsproducent.

Joe kan se lige igennem dem alle og spidde dem verbalt med sin humor og intellektuelle overlegenhed. Eller – er det i virkeligheden alene hans negative, subjektive fortolkning af deres personlighed, der får læseren til at heppe på ham, bære over med ham og lade sig forføre af ham i håb om, at han snart må besinde sig og få nogle sunde interesser? Lige indtil den grummeste sandhed dæmrer. I så fald er det djævelsk godt udført af forfatteren.

DU er særdeles velskrevet, spækket med referencer til bøger, film og musik der er eller har været oppe i tiden men også med et par velanbragte pegefingre på, hvordan storbymennesker ofte ukritisk følger med strømmen af, hvad opinionsdannerne har dømt hot og not i stedet for at lytte til sig selv.

DU er både lanceret som romantik på vrangen, psyko-thriller og samtidsportræt, og den har alle dele i sig, selv om jeg hverken blev opstemt eller rigtig bange af at læse den.

Måske snarere halvdeprimeret idet den på fornem vis udstiller de værste perspektiver ved de digitale og sociale mediers rasende vækst, og hvordan de kan påvirke og ødelægge det moderne, over-ambitiøse, forfængelige sind og i virkeligheden skabe dybere ensomhed.

 

Hændelsen af Anne Sofie Allarp

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-07-27 kl. 18.51.26Indimellem bliver jeg lidt overvældet af min alenlange must read liste med alle de bøger, jeg gerne vil læse eller genlæse, og så hjælper det lidt at trodse sig selv med en overspringshandling, for eksempel ved at gribe fat i en bog, der slet ikke er med på listen.

Jeg faldt lige over denne hurtigt læste gyser på biblioteket, og den er ganske god. Den er skrevet af forfatteren Anne Sofie Allarp, som bor i Madrid og har stiftet familie med en spansk mand. Historien tager udgangspunkt i samme situation, så der er nogle erfaringer at trække på.

Danske Cecilie Holmgaard er flyttet ind i en flot gammel lejlighed i det centrale Madrid med sin mand Gabriel, klar til barsel og deres første barn. Men livet i det sydlandske bliver ikke helt som forventet. Vejret er måske varmt, men menneskene er kolde.

Først bliver fødslen en dårlig oplevelse i et ubehageligt hospitalsmiljø med nedladende læger og hårdhændede jordmødre. Svigermor er fra helvede med konstante negative bemærkninger og irettesættelser, typen der bliver møgfornærmet, når hun ikke får sin vilje. Veninder er der heller ikke mange af. De spanske kvinder er ikke så åbne overfor en smuk, blond en af slagsen fra det høje nord.

Værst af alt Gabriel begynder at ændre sig. Fra at være den elskelige, forstående mand bliver han snart til et alkoholiseret monster. Det meste af tiden er Cecilie alene med sin søn i den kæmpestore lejlighed, og her begynder der at ske mystiske ting og sager.

Ud fra balkonen har hun udsigt til den smukke by men også en masse larm fra baren og de rumænske gademusikanter på torvet nedenfor, som hun heller ikke har meget til overs for.

Gennem klip med politi- og nyhedsrapporter bliver læseren snart bekendt med, at der kommer til at ske noget frygteligt på netop dette torv. Noget der har forbindelse til Cecilies bopæl. Brrr.

Fantasien har fået frit spil, mens forfatteren vist nok selv har kedet sig lidt i en stor lejlighed i Madrid i løbet af sin egen barsel. Resultatet er en langt ude men alligevel ret så spændende pageturner med en uventet slutning.

Læs den også for Allarps skarpe portræt af spansk kultur, visse spanieres nostalgi over Franco-fascismen og gammeldags børneopdragelse med sukker bombardementer og hårde “Godnat og Sov Godt” – metoder. Jeg kan godt genkende noget af det, men det er alligevel et ensidigt og fordomsfuldt billede i forhold til det Spanien, jeg selv kender. På den anden side behøver der jo ikke altid være plads til de store kulturelle og menneskelige nuancer i en roman – og slet ikke i en gyser. Og så har Allarp jo noget at have det i. Hun har boet i Spanien meget længere, end jeg har, og hun er blond fuldblodsdansker, mens jeg er mørk halvspanier, så kulturkløften har nok været til at tage og føle på.

 

Den Hemmelige Historie af Donna Tartt

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.50.24Efter at have læst Donna Tartts fantastiske mesterværk The Goldfinch, på dansk Stillidsen, som hun fornylig vandt Pullitzer-prisen for, har jeg sat mig for at læse hele Tartts forfatterskab. Det består indtil videre af tre værker, så det burde være en overkommelig opgave, også selv om hun skriver laaange romaner. Stillidsen er på cirka 800 sider, og det er ikke én side for meget, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund, da jeg læste den, som jeg skriver i min anbefaling her.

The Secret History, Den Hemmelige Historie på dansk, er Donna Tartts debutroman fra 1992, og den fik også strålende anmeldelser verden over, da den udkom.

Som i Stillidsen følger vi en ung mands hårrejsende dannelseshistorie, og her bør enhver sammenligning mellem de to romaner så også stoppe.

Den unge Richard får studieplads på det finere Hampden college i Vermont ved hjælp af et uddannelseslegat. Han kommer fra en underklasse baggrund i Californien hos et par forældre, der får ham til at tænke på at træde ind i cockpittet på et fly, hvor piloterne er besvimet af druk, ingen har kontrol over flyet, og ingen ved, hvor det er på vej hen. Richard er en begavet og belæst fyr, der forstår at klare sig selv men savner en familie. Den finder han blandt en lille gruppe højintellektuelle, yderst velhavende, sære snegle, der studerer oldgræsk og klassisk filologi med en overbevisning om, at det er det eneste saliggørende i verden.

Deres karismatiske lærer og faderfigur Julian Morrow kræver 110 procents dedikation til faget, og det samme gør gruppens magnetiske, magtfulde og mystiske leder Henry, der har de andre i sin hule hånd. Der er kun seks studerende på holdet, og de danner snart et helt særligt sammenhold, der kommer til at besegle deres skæbne på linje med en græsk tragedie.

Gruppen holder sig mest for sig selv og langt væk fra campuslivets udskejelser. Det betyder dog ikke, at de lever et stille asketisk liv med snuden nede i bøgerne. De har derimod ry for at være en gruppe filosofinørder, der dyrker okkulte ritualer i fritiden. Og det viser sig snart, at der er noget om snakken.

Som den nye dreng i klassen bliver Richard lidt efter lidt indviet i studiekredsens hemmeligheder, og da der bliver begået et mord, er der ingen vej tilbage. Engagementet i studierne og i fællesskabet kommer til at koste på alle tænkelige planer.

Den Hemmelige Historie er en fremragende litterær thriller på “kun” lidt over 600 sider. Alligevel bliver den flere steder for langtrukken for mig med de mange indgående beskrivelser af alting samt gentagelser af personernes gøren, laden og laster. Følelsesmæssigt investerer jeg heller ikke i personerne. Karaktererne er interessante og nuancerede men for distancerede for læseren, og jeg kommer ikke rigtigt til at forstå dem. Det ændrer dog ikke ved, at Den Hemmelige Historie i sin helhed er en stærk og ret så uhyggelig historie i al sin langsommelige men sikre, snigende suspense, og at Donna Tartt var en ligeså blændende forfatter og storslået skribent, da hun debuterede, som hun er i dag.

Læs Den Hemmelige Historie for sproget og den subtile, nærmest gotiske uhygge men læs The Goldfinch først – uden i øvrigt at sammenligne.

 

 

Forfølgerne af A.J. Kazinski

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.47.14Sommertid er lig med krimitid og dasedage under solen. Varme dage med behov for læse-let bøger med sider, der næsten vender sig selv – måske med lidt hjælp fra en svag brise. Det gør så heller ikke noget, at pulsen kommer lidt op under al dovneriet, og at læsningen er så spændende, at man sørger for at holde armene og bogen oppe, i stedet for at nappe endnu en lur under palmerne.

Sådan en krimi er Forfølgerne. Selv om vi nok bør kalde den en thriller, men who cares, så længe det virker, for det gør det.

Der er så mange dygtige krimiforfattere derude, der virkelig kæmper for at skabe originale, overraskende og nytænkende plots med interessante karakterer, der i form af deres handlinger leverer isnende spænding. Nogle lykkedes bedre end andre, og så er der dem på toppen. Blandt dem hører så absolut A.J. Kazinski, et forfatter pseudonym der dækker over makkerparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. Deres succesfulde samarbejde begyndte med krimien Den Sidste Gode Mand, som jeg (og resten af verden) var ret begejstret for, da den udkom i 2010. Her stillede de filosofisk anlagte forfattere spørgsmålet: Hvad vil det egentlig sige at være et godt menneske?

Forfølgerne er de erfarne forfatteres fjerde udgivelse sammen, og i den her heftige historie griber de fat i et vigtigt og højaktuelt tema nemlig: overvågning. Og det der er endnu værre: stalking. Altså personlig forfølgelse. En problematik der er så udbredt, at der fornylig blev indført en anti-stalking lov.

Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at den digitale tidsalder giver os mulighed for at snage i hinandens liv som aldrig før. Men en ting er, hvad globale mekanismer som Snowden afsløringen af NSA-overvågningen gør ved os. En anden ting er, hvordan det at kunne følge med i de andres liv kan udvikle sig til ren og skær forfølgelse, der overskrider alle grænser?

For de fire hovedpersoner synes grænsen ingen ende at have, og det får selvfølgelig konsekvenser for dem selv og ikke mindst de personer de hver især er besat af.

De er naboer og mødes til en vejfest, hvor den forsmåede enlige mor Julie i sin brandert viser et lummert billede på sin telefon, som hun har taget af kvinden, hun hader men ikke kender. Kvinden der fik eks’en til at forlade familien. Da Julie tilfældigvis ser hende i Magasin begynder besættelsen og forfølgelsen. Julie har ét mål. Hun vil have magten over denne kvinde. Hun vil ødelægge hende. Hun vil have hende til at føle samme smerte som hun selv. De andre tre er først forargede men bliver snart inspirerede til at optage deres egen forfølgelse af mennesker for at forløse deres indre dæmoner, som bunder i håbet om kærlighed, hævn og hurtige penge.

Intet er selvfølgelig som det ser ud til at være, og i hvert eneste kapitel møder de fire nye overraskelser og mere modstand, der blot bringer stædigheden frem i stedet for at få dem til at opgive forfølgelsen. Det, der i starten får de fires handlinger til at fremstå som idioti for typer, der ikke har andet at lave, udvikler sig til nærmest skæbnebestemte heltegerninger.

Det er altså virkelig godt skruet sammen af Kazinski symbiosen. Det er imponerende, hvordan de fires historier væves ind og ud af hinanden i et sammenhængende stærkt plot uden at tabe en eneste tråd. Det hele kammer så en smule over mod slutningen, hvilket, jeg også syntes, var tilfældet med plottet i Den Sidste Gode Mand. Men det vælger jeg som læser at bære over med og siger i stedet tak for god og solid underholdning, der ovenikøbet giver noget at tænke over.

 

Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-07-30 kl. 10.24.16Jeg har været top begejstret for amerikanske Gillian Flynn lige siden, jeg læste hendes blændende thriller Skarpe Genstande. Den kan klart anbefales. Men med Gone Girl, eller Kvinden der forsvandt, som den hedder på dansk, overgår Flynn sig selv med flere længder. Det er fuldt forståeligt, at den har placeret sig i toppen af bestsellerlisterne. Det her er en fuldblodsthriller, som er svær at slippe, men den er så meget mere. Flynn spidder det moderne parforhold i den kreative klasse så skarpt og dybt, at enhver med respekt for sit eget forhold må tage det op til revision. For hvad gemmer der sig bag motiverne, når vi vælger en partner? Og hvad sker der, når kærligheden skal stå sin prøve, hvis idyllen i de fashionable omgivelser med den hippe lejlighed i New York bliver brudt af  arbejdsløshed, tvangsflytning til rødderne i provinsen og deraf følgende kedsomhed, skænderier og desperation. Hovedpersonerne Nick og Amy gør sig mange foruroligende observationer i deres dagbogspassager, som vi følger, efter Amy på mystisk vis er forsvundet på deres fem års bryllupsdag, og Nick står tilbage som hovedmistænkt. Men tingene er langt mere komplekse end som så, og mens genkendeligheden og sympatien svinger fra den ene til den anden for så at svinde ind i takt med, at deres liv sammen ruller sig ud for læseren, stiger gruen til et niveau, der mod slutningen lagrer sig for evigt. Med tanke på den her historie vil du aldrig gentage sætningen:  – gid der var lidt mere spænding i mit parforhold. Det skal til gengæld blive spændende, om den film, der er på vej, kan indfange romanen med samme åndedrætssnappende virkning.