Jeg har læst to bøger af Morten Sabroe Du som er i himlen, der handler om forfatterens komplicerede forhold til sin dominerende mor og nu hans nyeste udgivelse Mit halve hjerte, mit hele liv, der handler om hans komplicerede forhold til sig selv. Det er forrygende læsning.
Morten Sabroes hjerte kører på halvkraft, og fysikken driller. Den allestedsnærværende dødsangst stiller sig nu lige op i synet på ham, og det er tid til selvrefleksion over et langt liv som journalist, forfatter, søn, mand og far. Der er valg, han fortryder, og ting der nok ikke kunne have været anderledes, for nissen fra familiearven flytter med. Og måske er han ikke et hak bedre end de forældre, han har brugt et halvt liv på at skælde ud i sit indre. Der hvor drengen i mørket sidder.
Bogen er delt i to. Først et uddrag fra en orange dagbog skrevet i små essays. Den skildrer blandt andet hjertekvababbelsen over det han skrev om sin mor, for der var jo lys, som hun sagde, de hårde beskeder fra lægen og hyppige besøg på Netdoktor.dk for at tjekke om det er nu, bivirkninger af medicinen indtræder, og han skal afsted til de evige jagtmarker.
Jeg tror jeg sender Døden en besked på Facebook, for selvfølgelig er den der, og mere der end noget andet sted.
Så går turen til Thailand på skriveophold, hvor forfatteren møder nogle besynderlige typer, som måske er rene fantasier, mens hans skriver sig ind i sin angst ikke kun for døden og tanker der kredser om selvmord, men også for at miste sin kone. Mon hun vil forlade ham nu, hvor han nærmer sig sit exit.
Det lyder tungt, men det er skrevet med spiddende selvironi, så man må græde af grin og grine af sin gråd. Det er rørende, tankevækkende og morsom læsning, der rammer – ja lige i hjertet.
Udover det sorgfyldte er der mængder af herlige anekdoter fra det levede liv og et skarpt blik med en spidset pen på danskere, tendenser som MeToo og mennesker som sådan. Essensen af Sabroe og hans evne til både at se indad og udad afspejler sig fint i denne sætning: Man skulle tro, at jeg havde været et godt menneske, men det har jeg ikke, jeg har heller aldrig mødt et.
Anden del er den sorte bog, skrevet af drengen i mørket, som handler om det, der er sværest at skrive om. Svigtet som far og forsvaret over samme. Her beskriver han forholdet til sit yngste barns mor, en vild og uforudsigelig kvinde og til vennen Jørgen Leth. Det er ikke uinteressant om end noget udleverende, og Morten Sabroe slipper lidt nemt udenom udforskningen af sit eget svigt, som vist er intentionen. Måske og forståeligt nok for at beskytte datteren, der har problemer.
Morten Sabroe er sikkert alletiders far, så god en far, man nu kan blive, når man er en ambitiøs og hårdtarbejdende journalist med hele verden som arbejdsplads. I det lys kunne jeg godt savne lidt mere selvrefleksion, udover at han mener, at have forkælet datteren for meget, som forældrene forkælede ham – vel for at kompensere for den manglende tid til børn. Han erkender at have gentaget de familiemønstre, som er så svære at bryde. Men hvad ellers, har man lyst til at spørge?
Det rager måske ikke den nysgerrige læser her. For der er ikke tale om erindringer eller virkelighed. Det er en roman. Autofiktion er bedrag, siger forfatteren. Og derfor kan han skrive, hvad pokker han vil, for det gør alle andre, der skriver om sig selv.
For nylig fik jeg lejlighed til at møde forfatteren til et bloggerevent på Politikens forlag. Her delte han generøst ud af sit liv og hældte anekdoter ud af ærmerne til stor moro for os tilhørere, der lyttede med spidsede ører, tilbageholdt åndedrag og forløsende grin. Som mange mænd (og. nogle kvinder) elsker Morten Sabroe at tale om sig selv, og det bør man ikke gå glip af, hvis man får chancen, for han er en formidabel og underholdende fortæller, der har oplevet mere end gennemsnittet.
Først som barn af en cirkusrevydirektør og en tidligere OL-deltager og senere som journalistisk koryfæ på alle de største aviser. De fleste kender hans renomme som Danmarks gonzojournalist eller repræsentant for begrebet New Journalism, der blev excelleret af amerikanske Hunter S. Thompson. Ham har Sabroe selvfølgelig mødt og interviewet, hvilket han også beskriver i bogen. Her sætter journalisten sig selv i spil og blander fakta med fiktion og satire. Sabroe bedyrer, at han aldrig har løjet i en avisartikel og er derfor imod at få påført sig prædikatet Gonzojournalist. Alligevel bærer han et symbolsk emblem for samme om halsen, og sådan er der så mange modsætninger i forfatteren, der skriver om sit liv og alligevel ikke. Der fortryder og alligevel ikke. Der har svigtet og alligevel ikke. Der er bange for alt og alligevel ikke.
Med et glimt i øjet forlangte forfatteren, at hans bog fik seks stjerner af de fremmødte bloggere. Af samme årsag kan jeg kun tildele ham fem. Godt vi ikke tager den slags så højtideligt på her på bogbobler.
Jeg var meget begejstret for Du som er i himlen, som jeg læste for så længe siden, at den ikke er anmeldt her. Mit halve hjerte, mit hele liv er så absolut også en bog, jeg synes, der skal læses. Først og fremmest for sin sproglige styrke, sin spruttende selvironi og sit skarpe blik på sit jeg og på verden. Skriv solen sort, men gør det med humor, siger Sabroe i bogen.Og det er lige præcis, det han gør.
A reporter investigates the darkest story of his life. His own. David Carrs erindringer giver fuld valuta for den tagline. Den får lov at stå på engelsk i al sin styrke, for The Night of the Gun er af uforståelige årsager endnu ikke blevet oversat til dansk. Journalistens personlige historie er så vild, at den strider mod al logik. En yderst velskrevet biografi, der får selv det mest dramatiske stykke fiktion til at blegne.
David Carr igangsatte i en ung alder en lovende karriere som reporter i Minneapolis. Med et usædvanligt skrivetalent, hurtighed på tasterne, evnen til at stille syleskarpe spørgsmål og frygtløs konfrontation og diskussionslyst med alle slags kilder, havde han alle odds med sig.
Men han havde også en grænseløs svaghed for stoffer og alkohol og en afhængighed af beruselsen, der var ved at ødelægge det hele. Som ung reporter levede han et dobbeltliv i samme overhalingsbane som en Christiane F. og blev hooked på det hele; kokain, sprut, crack, heroin. Om dagen afslørede han korruption hos magthaverne, om natten hang han ud med kriminelle. Han røg ind og ud af afvænning, blev anholdt adskillige gange for kørsel under påvirkning, var en stodder overfor sine kærester, blev fyret og hyret igen og igen, og så var der den nat, han trak en pistol mod sin bedste ven. Eller gjorde han?
I sit erindringsværk undersøger Carr, hvad der er op og ned i hans engang konstant påvirkede hukommelse ved at opsøge og dybdeinterviewe alle dem, der kendte ham.
Vendepunktet kom, da hans kokain-pushende, narkoman kæreste blev gravid med tvillinger. Hun kunne ikke opgive the Life, men det formåede Carr, da parret stod til at få fjernet deres børn af myndighederne. Døtrene voksede op i hans varetægt med hjælp fra familie og venner. Stofferne blev lagt endegyldigt på hylden, og Carr koncentrerede sig fuldt ud om sin familie og sit job. Fik ny kone, et tredje barn og spændende jobtilbud. I mellemtiden måtte han som nyafvænnet også igennem et kræftforløb i en alder af 32, og senere da livet blev for idyllisk en ny periode som alkoholiker, der var tæt på at ende fatalt. Alle nedturene overvandt han. Carr ser dog langtfra sig selv som “et godt menneske”, der er kommet sikkert ud på den anden side. Afhængigheden lever videre i ham, men han lærer at kontrollere den. Vidnerne til hans historie beretter om en langtfra perfekt omend hæderlig far og utvivlsomt en hamrende dygtig journalist.
Hvis du har set den fremragende dokumentar Page One om arbejdslivet på New York Times, så husker du uden tvivl den markante reporter med den hæse stemme og lettere ironiske tilgang til livet. Journalistikken tog han derimod yderst seriøst.
Carr endte sine dage som yderst velanset stjernereporter på den hæderkronede avis og døde midt i karrierens højdepunkt i en alder af 58 af lungekræft.
The Night of the Gun er en af den slags historier, der er så forrykt, at den kun kan være sket i virkeligheden. Men den er også en fantastisk overlevelseshistorie og et modigt selvudleverende portræt af en mand, der ikke holder noget tilbage. Carr vil til bunds i sandheden om sine udåder, og han forsøger på intet tidspunkt at forsvare sig selv eller pynte på noget til sin egen fordel. Snarere tværtimod.
Også som forfatter skriver han rammende, rørende og usentimentalt og trods det dystre tema, er hans historie gennemsyret af ironi og humor, der letter og løfter, så det hele er til at holde ud.
Med sproglig overlegenhed reflekterer Carr klogt om emner som faderskab, parforhold, journalistik, afhængighedens væsen og erindringers vrangforestillinger:
Even so, my past is a phantom limb, something I feel the presence of but cannot touch. John Updike called it part of our ”dead unrecoverable selves.” When the past is shifted to the present moment, it is infected by a consistency bias that requires that all things fit together, whether they do or not. Examine your own family history and folklore if you don’t buy it. How many of those stories are literally, exactly true?
Mit eneste problem med bogen er, at Carr ikke rigtigt afsøger årsagen til, at han kunne komme så langt ud. Der er ikke nogen forklaring på, at en velbegavet mand med en universitetsgrad og gennemsnitlig middelklassebaggrund i en kernefamilie kan fucke sit liv op i så høj en grad. Men det er formentlig pointen. Afhængighed handler ikke om klasse eller social baggrund. Det handler om at være uheldigt disponibel for den sygdom afhængighed er.
Han nævner ungdommens rastløshed og en trang til at begive sig ud i farezonerne, og at der måske er noget med genetikken og anlæg for afhængighed i familien. Og så er der hele miljøet omkring Minneapolis og amerikanske storbyer i 1980’erne, hvor kokain åbenbart kunne fås på linje med sjusserne bag baren. Det lagde jeg nu ikke synderligt mærke til, da jeg selv boede i byen i 1990/91 og nøjedes med gin og tonic.
I sin helhed er Carrs historie en fremragende afsondring af mørket og lyset i en vildfaren sjæl, om at dykke dybt ned i sølet og rejse sig igen. Gennem journalistikken afsøger Carr sandheden om sit liv, og han gør det med en faglighed og professionalisme, som mange andre biografier kunne lære noget af.
Da jeg afsluttede bogen var det først og fremmest med en dyb undren over, at Carrs historie endnu ikke er blevet filmatiseret. Men det projekt er faktisk i gang. Som tv-serie med selveste Bob Odenkirk fra Better Call Saul i hovedrollen. Det kan næsten ikke gå galt.
Jeg har talt med forfatterne Jesper Stein og Olav Hergel om forskellen på at skrive journalistik og fiktion og om den kreative proces til en studieopgave i manuskriptudvikling. Det synes jeg også, I skal have glæde af.
Læs anden del med Jesper Stein:
Foto: Les Kaner, Politikens Forlag
“Det sjoveste i verden er at skrive fiktion”
Om den kreative proces, motivation, flow og faglige kicks.
Du er fuldtidsforfatter. Er du også stadig journalist?
“Nej. Jeg vender ikke tilbage til journalistikken. Der har været lidt relaterede opgaver, men jeg bliver nødt til at sige fra og nej til journalistiske opgaver, så jeg kan fokusere og skrive. Siden jeg udgav første bog har jeg vidst, at jeg kunne leve af at være forfatter. Den solgte over 20.000 og blev udgivet i udlandet.”
Havde du en plan om at skrive mange bøger?
“Nej, jeg er meget mere impulsiv. Da jeg skrev den første, ville jeg bare gerne have den færdig. Det er jo en kæmpe overvindelse at komme derhen, for alt er nyt. Så kan man have taget 48 kurser og læst 25 bøger om creative writing og narrative journalism, men alligevel gælder det om at blive færdig.”
Hvorfor har du valgt at skrive fiktion?
“Jeg har villet skrive, siden jeg var i 20’erne og har altid skrevet til skuffen, men jeg blev aldrig færdig med noget. Jeg skrev aldrig over 15 sider, og det kan der sikkert være mange psykoanalytiske årsager til, som jeg ikke selv kan gennemskue. Det hænger sammen med et dybt og brændende ønske om at blive forfatter men ikke rigtigt at have noget at bringe videre før nu….andet end min store weltschmertz. Det kunne andre skrive mere fremragende om. Jeg startede med at skrive lyrik. Jeg var ung, da den gyldne generation af 80’er lyrikere brød igennem, og jeg flyttede selv til København og gik rundt i deres fodspor. Da jeg var i 30’erne og fik mit første barn, forsøgte jeg at skrive sådan lidt depressive romaner om parforholdets opløsning. Det var godt, det ikke blev til noget. Så jeg skulle op i 40’erne, før jeg både havde noget at skrive om men også troede på, at jeg selv kunne magte det format, som en roman jo er.”
Hvorfor blev du journalist, hvis du gerne ville være forfatter?
“Jeg havde ti fjumreår, hvor jeg tossede rundt og lave alt muligt og tog en halv uddannelse, læste lidt litteratur og lidt halløj… Så i slutningen af 20’erne tænkte jeg, at jeg måtte se at få lidt retning i livet, og så blev jeg journalist. Det var kanonsjovt og super spændende. Jeg kunne godt lide at skrive nyheder og var god til det i mange år. Det er en superdisciplin at kunne skære en nyhed på fem minutter. Det var et fag og et håndværk, jeg gik op i. At skrive godt. I mange år skrev jeg krimi- og retsstof, og senere fik jeg lov til at skrive de store brede reportager. De sidste ti år arbejdede jeg som litteraturjournalist og interviewede en masse forfattere og folk fra bogbranchen. Det lærte jeg helt afsindigt meget af. Det har været tyve virkelig givende og arbejdsmæssige lykkelige år. Det kan ikke overvurderes, hvad det har givet af færdigheder og oplevelser. Jeg har rejst verden rundt og prøvet alle de forskellige genrer. I den tid troede jeg ikke på, at jeg selv kunne skrive en bog.”
Hvordan ændrede det sig?
“På et tidspunkt var der et forlag, der skulle lave en bog med Bent Isager Nielsen (tidligere chef for politiets rejsehold red.) Så spurgte de, om jeg ville skrive den. Det blev ikke noget stort kunstværk, men jeg var i gang. Det var et stort arbejde at skabe en rød tråd i hans personlige fortælling efter mere end tyve samtaler, men det gjorde jeg. Senere havde jeg noget orlov, og så begyndte jeg at skrive og “smed en død mand ned på Assistens kirkegård”, og så fik jeg skrevet 80 sider på en måned. Dem sendte jeg til nogle venner med forstand på litteratur. De læste det og sagde, jeg skulle sende dem med det samme til et forlag. Det var jeg så for jysk til. Jeg kunne ikke finde på at sende noget, der ikke var færdigt, men det motiverede mig til at skrive videre.”
Arbejdede du med plot og struktur på det tidspunkt?
“Nej, jeg skrev bare. Det gjorde så også, at jeg undervejs fik nogle ideer…jeg har altid været fascineret af forfattere som Jo Nesbø og Michael Conolly. De leverer altid nye overraskelser. Så får man én på den ene kind og så én på den anden. Jeg fik nogle ideer, som jeg gik og vendte, og det sinkede mig i 3-4 måneder. Der gik to år før, jeg var helt færdig og, jeg sendte ikke noget til forlag før. Det er sgu svært første gang.”
Skrev du meget om?
“Nej, det gjorde jeg egentlig ikke. Men jeg tænkte i lang tid over, hvordan det skulle være. Jeg stod op kl. 4 om morgenen og skrev noter om, hvordan det hele skulle hænge sammen, og jeg kunne ikke altid få det til at passe. Jeg brugte uger på det.”
Hvordan strukturerede du dit skriveliv?
“Jeg skrev i alle de lommer, der var, mens jeg havde fuldtidsarbejde. Nogle gange ringede jeg hjem og sagde, det trak ud, selvom det var løgn og sad og skrev på arbejde.”
Kunne du godt gå ind og ud af stoffet på kort tid?
“Nej. Det var så en af de dyre erfaringer, jeg gjorde mig, men jeg kunne åbenbart lidt alligevel, for jeg gjorde det jo. Men det er nemmere, hvis man skriver 23/7. Er man væk fra bogen i 14 dage, så bruger man simpelthen 3-4 dage på at komme ind i den igen. Der er mange ting, hvor jeg læser og tænker, hvorfor har du skrevet det? Man mister nemt den røde tråd.”
Bruger du post-its og kartotekskort for at holde styr på det?
“Nej, slet ikke. Jeg har prøvet det, men det fungerer ikke for mig. Jeg har i bunden af manus 15-20 mudrede sider, som skal flyttes ind et andet sted.”
Blev du træt af det og var tæt på at give op, eller fik lyst til at gå i gang med noget andet?
“Nej. Jeg holdt fast i det. Det viste sig, at jeg faktisk havde noget i mig, som jeg ikke selv vidste, jeg havde. Og det prøver jeg altid at give videre. Der var en sejhed og vilje til at fuldføre projektet. Jeg var simpelthen ikke klar over, at jeg kunne det, men jeg blev færdig. Så sad jeg og kiggede på bogen og vidste ikke rigtigt, hvad den skulle hedde, og hvad jeg skulle gøre. Jeg sendte den til en bekendt på et forlag, som gav mig en masse gode råd, men jeg kunne ikke bruge dem til noget, for så ville projektet tage en hel anden drejning. Så begyndte jeg at tvivle på mig selv. Men så viste jeg det til nogle flere og min familie, og de synes alle sammen, at det var fremragende. Den 20. december 2011 sendte jeg den til fire forlag. Jeg sendte til dem på én gang.”
Det må man jo ellers ikke?
“Jo det må man. Og det skal man gøre i dag. Jeg sendte det specifikt til folk, jeg kendte på forlagene, og så hørte jeg meget hurtigt fra dem. De var alle interesserede. Jeg skrev selvfølgelig “PS. for en god ordens skyld, har jeg sendt til fire forlag.” Det er det bedste råd, jeg kan give. Så får du læst din bog i løbet af 14 dage i stedet for at skulle vente i et halvt år. ”
Synes du selv, det var godt, da du sendte det ind?
“Nja. Jeg havde det vel blandet. Den ene dag synes man jo, det er kanon godt, og den næste hader man det som…Sådan har Niels Lyngsø og Peter Øvig det også. Og det har vi alle sammen…det må man bare se udover.”
Hvordan vil du beskrive din kreative proces, når du skriver fiktion, nu hvor du er erfaren?
“Når jeg skal lave en bog, er der tre faser. En indledningsfase som varer en 2-3 måneder, hvor jeg går og tænker og tager noter på min telefon og finder stemmerne og tester sporene. Hvad skal der ske i min hovedpersons liv? Hvad skal han udsættes for af pres? Hvad er motoren? Der er to motorer i en krimi: den ydre handling/plottet, som alle tror er det vigtigste – det er jeg sådan set ligeglad med, og så den indre handling og selve karakteren. Det er det helt afgørende for mig. Det bruger jeg meget tid på. Så tager jeg en uge i sommerhus og skriver de første 20-40 sider og finder de forskellige stemmer, og hvilket sprog de skal tale med. Derefter tænker jeg over, hvad bogen skal ende med, før jeg går i gang med midterstykket. Så tænker jeg på de forskellige turns.”
Laver du out-line, beskriver vendepunkter osv., inden du skriver?
“Nej, det gør jeg slet ikke. Jeg kender det godt, og jeg tænkte over det med min første bog, men jeg tror, da det ligger et eller andet sted i baghovedet. Når jeg er ude og fortælle om overgangen fra journalistik til fiktion, så er det jo til mennesker, der har set utallige tv-serier og film og fået fortalt historier, siden de var små. Der er utroligt mange fortællestrukturer, som ligger inde i os. Vi kan godt kalde det point-of-no return og pis og papir…men vi ved jo godt, de ting kommer undervejs. Det bremser en enormt meget, hvis man skal bruge de modeller hele tiden. Noget af det jeg fik mest ud af ved Robert Mckees kursus var, at han sagde, når du først har skrevet en scene, som du selv synes er skidegod, så skal du lægge den til side og skrive en ny version og en ny og en ny. Jeg tror, han ville have ti versioner. Det er jo alt for meget, men det har lært mig, at når jeg får en ide, så er det tit den mest logiske og klichefyldte. Det er dem, der først falder en ind. Så tænker jeg, hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det ikke var ham, der var vild med hende, men hende der var vild med ham osv. Hvis læseren forventer, der sker noget, og det så er lige det, der er ved at ske, men så sker der noget helt andet, så er læseren åndeløs, ikke? Så bliver læseren spulet gennem min bog. Det bliver uforudsigeligt.
Men altså 3-4 måneder hvor jeg tænker over ideer, og hvad der skal ske. Så skriver jeg en intens periode på 2-3 måneder. Så skriver jeg et råmanus og tager i den periode på nogle skriveophold en uge ad gangen, På en uge kan jeg få lavet en kvart bog. Så laver jeg ikke andet i den uge og skriver vel en 16 timer i døgnet i alt. Jeg er ikke så sjov i ugen efter.”
Laver du overspringshandlinger?
“Ja, men jeg sidder foran computeren. Så har jeg et ulæseligt råmanus, som jeg arbejder videre med. Til slut er der et redigeringsforløb med min redaktør i en 3-4 måneder, hvor jeg arbejder meget sammen med hende. Så skriver vi det igennem en fire gange.”
Går din redaktør meget ind i stoffet?
“Ja hun går rigtigt meget ind i det. Det er der forfattere, som ikke bryder sig om, men med min baggrund som journalist, så er jeg jo vant til det.”
Har du nemt ved at sætte dig selv i skriveflow? (tilstand hvor pennen flyder, forfatteren er fuldt fokuseret, glemmer tid og sted og ikke lader sig afbryde eller tyr til overspringshandlinger)
“Det er i hvert fald den tilstand, jeg eftertragter. Det er der, jeg er mest lykkelig i mit liv overhovedet. Det er ikke så svært for mig, men det kræver, at jeg har tid og koncentration, så kan jeg hurtigt komme ind i mit stof.”
Hvordan gør du helt praktisk? Har du ritualer?
“Nej. Men jeg sørger for at have flere åbninger i mit manus. Flow er den tilstand for mig, hvor jeg er i stand til at finde på. Det er det sværeste af alt. Det siger andre forfattere, og sådan er det også i filmbranchen. Guldet for dem er folk, der kan finde på. Det er også det sjoveste – og det hårdeste, fordi det er svært. Men når jeg sidder på de der ophold, og jeg kan mærke, at mine personer begynder at bevæge sig fremad i handlingen, og min hovedperson er et sted om morgenen, som jeg ikke anede, han var om aftenen, så følger jeg bare med, så har jeg ikke tid til at skrive noget rent. Jeg har ikke tid til at bebrejde mig selv, at jeg har….så er det typisk en fase, hvor jeg er i stand til at lægge alle “de der” væk. Du ved, dem der sidder på skulderen af en og siger – du er ikke god nok. Det lægger jeg fra mig, og så kører jeg bare af sted og giver slip. Det handler også om at turde, som Brian Eno siger: – Nu synes I, at jeg er genial, men hvis I så nogle af de første ting, jeg har lavet..; det er så pinligt og latterligt og håbløst. Jeg vil ikke bebrejde mig selv. Det er jo kun kreativitetshæmmere og dræbere. Det er bare at turde og sige ok, det her lyder pisse plat, men jeg skal nok få noget ud af det til sidst.”
Hvordan er selve skriveprocessen? Hvor mange gange skriver du igennem.
“Ved den første bog måske 400 gange. Nu er det ikke mere end en eller to gange. Det giver altså noget at tage på skriveophold. Jeg skrev næsten hele Akrash på to en halv uge. Det at skrive i én bevægelse gør et eller andet. I hvert fald når du arbejder med et narrativ. Du vågner og falder i søvn med dit plot i hovedet. Men det er ikke altid det lykkedes og er skidesjovt. Med min seneste bog sad jeg en hel uge på skriveophold og gik i stå og kunne ikke komme videre.”
Hvordan reagerer du i den situation?
“Når jeg går død i den kreative proces, så har jeg de der åbninger i mit råmanus. Så kan jeg sætte mig til at skrive på noget andet og arbejde med sprog. Hvis jeg føler stor lede ved det, jeg skriver der, så printer jeg hele manus ud og læser det igennem. Så finder jeg måske ud af, at en person ikke kun skal være god men også irriterende, og det er hun ikke blevet endnu.”
Du bruger dine skriveophold til at komme i flow. Sætter du dig mål for, hvad du skal skrive hver dag?
“Ja det gør jeg. Jeg sætter et mål for antal anslag, jeg skal nå hver dag. Hvis jeg er i flow kan jeg skrive 5 sider på en time. Så skal jeg holde en pause og lave kaffe eller på nettet.
Jeg har deadlines med alle mine bøger. Med den her seneste har jeg haft fire, som jeg har måtte udskyde, men det er vigtigt at planlægge og have noget at arbejde hen imod. Vi har også struktureret tiden i familien. Min kone har for eksempel givet mig hele oktober, hvor jeg ikke skal hente børnene, så ved jeg, at jeg skal nå 5000 anslag hver dag i den periode osv. Så sidder jeg helt konkret og regner ud: 31. oktober skal du være oppe på 400.000 anslag, og hvis jeg så kun er på 300.000, så er jeg meget utilfreds med mig selv. Det har jeg så måtte konstatere denne her gang. Det er gået langsommere end nogensinde før. ”
Kan du godt holde interessen for dit manus, når du har læst det flere gange?
“Ja det kan jeg godt. Indtil vi når i slutredigeringsfasen, så bliver jeg træt af det og kan godt tænke; nu gider jeg ikke at læse om ham her fyren nogensinde igen.”
Havde du samme proces og motivation, da du arbejdede som journalist? Er det ene ligeså sjovt som det andet?
“Nej. Der er ikke noget, der er ligeså sjovt som at lave fiktion. Der er ikke noget, der kommer op på siden af det. Derfor er der så mange, der gør det uden at tjene en skid, ellers ville de jo aldrig gøre det vel? Det er jo også kanonfedt at komme ud og holde foredrag og få respons fra læsere, der har alle mulige meninger om Axel Steen (hovedperson i bøgerne red.), og nu skal jeg være flink ved ham, og så skal han ikke tage så mange stoffer osv. Det er jo fordi, der er nogen, der har gidet bruge 30 timer i selskab med de ord, man har siddet og lavet. Det er da fedeste i verden, altså. Der er dog en del lighedspunkter. Når jeg har siddet med store interviews med Lone Hørslev eller John Le Carré, så har jeg da også siddet og stirret på indledningen, og det er først, når jeg har fået sat en scene, at det flyder. Man skal ind i in media res – altså man skal lige ind i lortet. Jeg har da tit siddet og ikke rigtigt kunne komme i gang, og så kommer man i gang, og så skriver man. Det flow har jeg jo kendt som journalist i mange år. Forskellen er bare, at det er sværere at finde på. Man skal jo ikke finde på noget som helst som journalist, men det skal alligevel skrives med dynamik og bevægelse.”
Har journalistikken været nemmere end fiktionen?
“Meget nemmere. Du skriver en artikel, og du ved, hvad du skal skrive om, og det kommer i avisen næste dag.”
Ville det hjælpe dig kreativt, hvis din redaktør sagde, hvad der skulle ske med Axel Steen?
“Nej. Det ville hun ikke gøre. Det ville jeg tænde helt af på. På et tidspunkt var jeg gået i stå efter 80 sider, som jeg sendte til min redaktør og to andre faste læsere og spurgte, om de havde nogle forslag til, hvad der nu skulle ske. Vi tog møder, og de kom med en masse. Men jeg kunne ikke bruge det til noget. Han er jo min figur. Jeg kan ikke få folk til at hjælpe mig med at skrive bogen. Men når jeg får meget kritik på et færdigt manus f.eks. som min seneste Aisha med en masse kommentarer og bemærkninger, så kan jeg godt bruge det. Som – jeg kan ikke mærke Axel Steen eller – det er utroværdigt, at en kvinde bliver så vildt forelsket to gange. Det er de jo gode til. Jeg bruger faktisk kun kvinder til kritik. De kan jo se ting, jeg ikke selv kan se, men de kan altså ikke få øje på, hvad der skal ske.”
Føler du dig bundet af en kontrakt med dine faste læsere, som jo har opnået et forhold til din hovedperson?
“Jeg kan gøre, hvad jeg vil med ham, jeg kan bare ikke forandre hans karakter. Hvis jeg skal blive ved med at skrive om ham, så er jeg nødt til at….de tre første var fra nedtur til genoprejsning, så jeg er nødt til at flytte ham et nyt sted hen. Der kommer måske to bøger mere, og så tror jeg, at jeg vil holde en pause, og prøve at skrive noget andet. Jeg vil gerne skrive en jeg-fortæling.”
Hvordan vil du karakterisere din motivation og drivkraft som hhv. journalist og forfatter? Hvad er det der giver passion og mening for dig? Er det selve processen og det at skrive?
“Ja. Det er det. Det er det mest afgørende for mig. Man kan sige, at efter jeg er blevet forfatter er jeg blevet meget optaget af de elementer der udgør en fortælling. Person og sted som også er vigtige i mine bøger og mange af de bøger, jeg er optaget af. Hvad skal der til for at lave fortællinger. Derfor er det, du arbejder med og den uddannelse, du tager, spændende.”
Det kan være, det er næste skridt for dig?
“Ja det kunne det godt være.”
Kunne du godt tænke dig at skrive film?
“Ja det kunne jeg. Eller tv-serier. Det er jeg dybt fascineret af.”
Lader du dig bremse eller inspirere af de gode serier?
“Jeg lader mig inspirere af dem. Jeg stjæler replikker og alt muligt. Jeg så Homeland samtidig med, at jeg skrev tredje bog. Carrie er skizofren, og gennem tre afsnit er hun indlagt dybt psykotisk, og så tænker man, hvad fanden skal vi med det her. Men så viser det sig, at hun har ladet sig medicinere med vilje. Hun har lavet det vildeste undercover…og så tænker jeg, at hvis de kan det der, så kan jeg fandeme også køre 150 sider hvor min hovedperson arbejder for de kriminelle. Sådan nogle greb bliver jeg meget inspireret af.”
Hvor meget fylder dit arbejde? Hvis du ikke kunne få lov til at være forfatter og journalist, kunne du så ligeså godt lave noget andet?
“Det ville jeg være meget ked af og blive meget frustreret over. Det er jeg også, når jeg ikke kan få lov til at skrive. Det er svært for mig, hvis jeg ikke kan det.”
Har du brug for den ydre anerkendelse du får i form af priser osv.? Eller er det de indre faglige kicks, der betyder mest?
“Ja, den har jeg da vildt meget brug for. Det betyder meget. Jeg kan da godt selv se, hvad der er blevet godt, når jeg skriver, men det betyder meget at blive set, hørt og læst. At folk læser mine bøger og synes, de har værdi, og at få tilbagemeldinger fra udlandet.”
Din personlighed er ikke introvert som mange forfattere er?
“Nej slet ikke. Men jeg har introverte glæder ved at skrive. Det er jo den mest ensomme beskæftigelse, der findes. Forfatterlivet består af to ting, som er så modsatrettede de overhovedet kan være, i hvert fald hvis du har succes. 90 procent af tiden sidder du og skriver og så resten af tiden, hvor folk klasker dig på ryggen hele tiden og siger, du er fantastisk. Og de to ting er jo sådan helt modsatte. Det kan ikke være der samtidig. ”
Hvordan får du dine ideer og samler viden til de gode plots?
“Jeg henter meget inspiration fra virkeligheden og fra aviserne. Jeg taler normalt ikke så meget med politiet, men det har jeg gjort til den næste. Der er også nogle kriminalsager, der altid har fascineret mig, og så har jeg tænkt, at den her skal du bruge en dag. Så har jeg brugt helt konkrete sager.
Jeg får en eller anden ide om, hvad min næste roman skal handle om. Eller hvilket greb den skal have. I min seneste roman er min hovedperson kommet på ret køl igen, men jeg er nødt til at udsætte ham for noget nyt, ellers bliver det for kedeligt. I den næste arbejder jeg meget med, at man ikke ved som læser, hvad han nu har gang i. Er han gået over til fjenden? Eller helt ned på coke. Et godt stykke ved man ikke rigtig, hvad der foregår. Det er sådan noget, der bærer min lyst til at arbejde med fortællingen. Så kommer det andet senere hen. Nogle gange er det en lykkelig proces, og andre gange er det en dybt ulykkelig proces, hvor jeg får lavet grebet, og det kører godt, men så kan jeg ikke komme videre. Det er meget svært.
Jeg mangler slutningen af min næste bog nu. En 50 sider, og det er det svære. Jeg ved godt, hvad der skal ske, men det skal stadig leve op til forventningerne for en krimi af høj standard. Du har en kontrakt med læserne, og den kan du ikke snyde dig ud af. Hvis det du leverer allerede bliver gættet af læserne på side et, så får du aldrig læst dine bøger igen. Hvis ikke læserne bliver overrasket, så er det en fiasko. Så på den måde er det svært. Med Aisha vidste jeg det meste af det ret tidligt, og jeg vidste, det ville virke, men det allersidste twist i den bog kom jeg først på, da jeg skrev på slutningen. De der ting i processen, hvor man selv bliver overrasket, de er så stærke og har så stor effekt, at der kan du være sikker på, at læseren får en på skrinet. Med det du meget møjsommeligt har siddet og udtænkt og konstrueret dig frem til, er der en ret stor risiko for, at nogen regner den ud, men der hvor du selv bliver overrasket, fordi du får lavet den der, men hvad så hvis, hvordan kan vi vende det på hovedet. Dér opstår muligheden for at overraske.”
Har det lettet din skriveproces, at du har aftaler, forpligtelser og forlagskontrakt?
“Den første tog længere tid jo, men de senere her er begyndt at tage længere tid end nummer to og tre, som jeg skrev på under et år. Det er jo fordi, at der er meget mere på spil, og jeg nu gør det fuldtid. Det er jo absurd, at det skulle tage længere tid, men det gør det altså nu.”
Interviewet foregik i november, siden da har Jesper Stein afsluttet del 5 af Axel Steen serien, og den udkommer i juni på Politikens Forlag.
Jeg har talt med forfatterne Olav Hergel og Jesper Stein om forskellen på at skrive journalistik og fiktion og om den kreative proces til en studieopgave i manuskriptudvikling. Det synes jeg også, I skal have glæde af.
Læs første del med Olav Hergel:
Foto: Malene Lauritsen, Politikens Forlag.
“Jeg er en professionel journalist og en litterær amatør”
Om den kreative proces, motivation, flow og faglige kicks.
Du er en succesfuld journalist. Endda vinder af Cavling-prisen. Hvorfor har du valgt at skrive fiktion?
“Da jeg var 33 år sendte jeg et roman-manuskript til Gyldendal. Jeg fik et svar tilbage, der lød: “Du skriver meget pænt, men du har ikke noget at skrive om. Så lod jeg være. Først syntes jeg, at det var et arrogant afslag. Men jeg fik også at vide, at jeg var blandt de ti procent, der fik en begrundelse på at få afslag. Det satte sig fast i mig.
Da jeg så blev 49, havde jeg oplevet og skrevet så meget om flygtninge, at jeg havde lyst til at sige noget i debatten, men som journalist må du jo ikke vise dine holdninger. Det kan du, hvis du skriver en roman. Hele den vestlige civilisations grundsten er, at vi bedømmer et menneske på dets handlinger og ikke på dets afstamning eller religion. Det er derfor mennesker flygter til Europa. Fordi vi har menneskerettigheder. Jeg synes, at vi i den danske debat har tabt den respekt. Flygtninge bliver i for høj grad skåret over en kam og sidestillet med kriminelle. Det er ikke i orden. Selv hvis de bare er fattigdomsflygtninge, består deres forbrydelse jo ikke i andet end, at de forsøger at få et bedre liv. Det kan godt være de skal ud, men kriminelle er de fleste af dem ikke. Det er mit grundsyn, og det fik jeg mulighed for at udtrykke i min første roman. Jeg tog orlov og satte mig ned og skrev for fuld skrue i 4-5 måneder. Jeg anede jo ikke om det blev godt. Men Flygtningen blev en succes.” (Og filmatiseret red.)
Hvad vil du gerne opnå med din nye roman Punktum?
“ Det er en forfaldsroman om en avisbranche, der leder efter sig selv mens oplagene falder. Hovedpersonen passer ind i den forfaldshistorie. Ligesom i Flygtningen er der holdninger pakket ind i bogen: Jeg synes ikke, at et menneske skal fyres for at ryge udenfor sin arbejdsplads, jeg synes ikke, at det er menneskesmugling at give et lift til en flygtning på en græsk motorvej – så længe der ikke er penge involveret, og jeg synes, at Ekstra Bladet og Politiken, som har samme ejer, har et problem, når der sandsynligvis er handlede kvinder blandt de mange massageannoncer i Ekstra Bladet. Hvis huset har råd til at købe Børsen, så har de også råd til at undersøge omfanget af det. Jeg holder i den grad af Ekstra Bladet, når de slås for den lille mand og afslører vigtige politiske skandaler. Men når de ikke har noget vigtigt at skrive om, går menneskejagten i gang. Så kommer overskriften om den kendte sports – eller TV-stjerne: “Skilt-Ruineret-Fyret,” om personer, der ikke har gjort andet end at være kendte. Det sker hele tiden, og nogle får så mange slag, at det kan ødelægge et menneske. De kendte har ingen rettigheder, og hvis man har lyst til at gå i kødet på bladet, og det har jeg ofte haft lige på det her område, så er det umuligt. For journalistik er konkret, og skal man løfte en sag ordentligt, bliver det pågældende menneske jo hevet frem igen, og så har man gjort ondt værre. Det ved Ekstra Bladet udmærket, og den holdning er uhyre kynisk.
Bogen indeholder også en kritik, der går ud på, at vi ikke kan lave en historie til print, net og TV på samme dag. Så bliver det hele lige dårligt. Og selvom det er billigst at lave journalistik bag skærm og telefon, så er det ikke det samme som at bevæge sig ud i virkeligheden. Alle lyder og taler ens i en telefon, og det afspejler sig i artiklerne. Sproget dør. Men det er der ikke noget nyt i. For 20 år siden skete det samme. Journalistiske arbejdspladser er rigtigt hyggelige. Man møder sine kolleger hver dag. Det har jo aldrig været meningen. Meningen er efter min opfattelse, at Ritzau stort set skal tage sig af fælles nyhederne, og at redaktørerne på aviserne ikke skal ane hvor deres medarbejdere befinder sig, fordi de er ude i verden.”
Hvordan har reaktionen så været?
“Jeg har ikke oplevet så fin en modtagelse som denne gang, og kritikken i aviserne er også et nøk bedre end den har været de andre gange. Jeg har heller ikke mødt en eneste chef, der er vred på mig over den her bog. Jeg har kun fået positive reaktioner, men det foregår i en smallere kreds end Flygtningen, som nok ramte noget i tiden, da den kom.”
Hvordan får du ideerne til dine bøger?
“Mine romaner er hentet i virkeligheden og baseret på egne oplevelser og de artikler, jeg har skrevet igennem mange år om journalist. Her ligger al min research. I Punktum tager jeg fat i mit eget fag og bruger af hovedstolen. Jeg har altid sagt, at jeg er en professionel journalist og en litterær amatør. Det mener jeg stadig. Når jeg har skrevet en artikel ved jeg godt om den er god eller ej. Det har jeg sværere ved at vurdere, når det er en bog. Men da jeg havde afleveret mit manuskript, og der var skåret 200 sider fra, sagde min redaktør Helle Stavnem, at nu kunne jeg godt kalde mig forfatter. Det var en fin besked at få.”
Vil du fortsætte som forfatter?
“Jeg vil altid være journalist. Jeg elsker mit fag. Det er her, jeg får min inspiration. Alt jeg har skrevet ligger som en dagbog over mit liv inde på Infomedia, og jeg har ikke stof og fantasi nok til bare at finde på, hvad jeg skal skrive. Mit eget selskab kan være fint nok i de seks til otte måneder, det tager mig at skrive en bog. Men hvis jeg uafbrudt skulle være i selskab med mig selv, ville jeg kede mig. Jeg har brug for at komme ud og være sammen med mine kollegaer. Men fiktionen giver en sikkerhed for, at hvis alt går galt, og jeg ikke længere får lov til at være journalist, så kan jeg nok godt fortsætte som forfatter, og få mine holdninger ud, så folk lytter. På en måde er det jo at blæse og have mel i munden, men endnu er der ingen der har beklaget sig over, at min journalistik er for holdningspræget. Det gode ved bøgerne er, at de bliver husket bedre og har længere levetid end en artikel i en avis.
Hvad er sjovest journalistik eller fiktion?
“Jeg ville slet ikke kunne skrive bøger uden journalistikken, og når jeg har haft skriveorlov, så glæder jeg mig til at komme tilbage til avisen (Politiken red.) At skrive en roman er en sej proces og et stort pres. Det er meget mere personligt, og der er mere på spil.”
Hvordan vil du beskrive din kreative proces, når du skriver fiktion?
“Jeg arbejder ud fra et simpelt meget overordnet plot. Jeg ved, hvad det skal handle om, og hvad det skal ende med, men jeg ved ikke, hvad der skal ske undervejs. Personerne og handlingen bliver skabt i processen, og jeg har det sådan, at hvis jeg ikke selv bliver overrasket, så bliver læserne det heller ikke. Ideen til Punktum fik jeg for tre år siden. For et år siden tog jeg så skriveorlov og skrev syv måneder i rap.”
Hvordan er selve skriveprocessen? Sætter du regler for dig selv?
“Den er faktisk den samme ved fiktion som ved journalistik. Jeg har faste regler og skriver på faste tidspunkter hver dag. Under skriveorloven så ritualet sådan her ud:
Jeg starter min morgen med at gå i vandet. Jeg læser aviser og går på facebook. Det er en nydelse for mig. Det er ikke noget, jeg får dårlig samvittighed over, selvom jeg laver masser af overspringshandlinger. Så går jeg i gang og skriver en 3-4 timer. Jeg sætter et mål for, hvad jeg skal nå hver dag. Kl. 11.30 gider jeg ikke mere. Jeg dyrker en times motion og går i vandet igen. Ved 14-tiden redigerer jeg det, jeg har fået skrevet. Jeg får sat nogle ekstra linjer på, omformulerer nogle sætninger og forfiner teksten sprogligt. Det er noget, jeg glæder mig til. Det sjove venter om eftermiddagen.”
Hvilke forskelle er der på din skriveproces, når du skriver fiktion frem for journalistik?
“Jeg har det på samme måde, uanset om det er fiktion eller journalistik. En stor søndagsartikel er ligeså krævende og spændende som et stykke fiktion.”
Hvordan oplever du at være i flow? (tilstand hvor pennen flyder og forfatteren er fuldt fokuseret, glemmer tid og sted og ikke lader sig afbryde eller tyr til overspringshandlinger)
“Jeg kan ikke helt genkende den tilstand, du beskriver. Jeg tror ikke, at jeg kommer rigtigt i flow. Jeg har nemt ved at gå i gang med at skrive og lader mig gerne forstyrre og tyr til overspringshandlinger. Nogle dage skriver jeg bedre end andre, og så skriver jeg om.”
Er der forskel på bundne og frie opgaver?
“Jeg har som oftest indflydelse på de opgaver, jeg laver som journalist, men jeg synes, det er vildt fedt, når en redaktør har en god ide. Det gør det hele meget nemmere. Jeg er mindre tvivlende, end når jeg selv skal finde på det hele. Der er forskel på at få en præcis opgave: tag til Malmø og lav et interview med denne mand eller en mere fri opgave som: tag til Malmø og undersøg den aktuelle folkestemning efter skyderier. Jo mere præcis, jo mindre krævende. Jeg kan godt li’ at have en klar vinkel, og det bliver også et bedre resultat, hvis jeg oplever og skriver samme dag.
Det er sjældent, at jeg får opgaver, som jeg ikke bryder mig om, men det har ændret sig lidt, da vi alle har faste vagter på netavisen. Det er en pligt, men hvis det er nødvendigt, så er det nødvendigt. Der er rigtig mange af min kolleger, der har det på samme måde, men vi ved også godt, at der stadig er en meget stor frihed på en avis som Politiken og hvis avisens overlevelse afhænger af, at vi alle tager en tørn på nettet, så er det sådan det er. Heldigvis har jeg fået det sådan, at mine netvagter kører halvanden måned i et stræk i stedet for over hele året. Så er det overstået, og jeg bliver oven i købet bedre til det tekniske og opdager, hvad nettet egentlig kan. Dine artikler kan blive delt og får længere levetid.”
Hvordan får du dine faglige kicks? Hvad er mest tilfredsstillende ved dit arbejde?
“Når en bog bliver modtaget som de seneste her er blevet (top anmeldelser red.), så er det jo mere tilfredsstillende end den respons, en artikel normalt får. Men forrige år var jeg på Lesbos under flygtningekrisen. Min reportage fik 11 broadsheet sider i søndagstillægget PS, og jeg oplevede, hvordan den gik viralt og blev delt på facebook. Det betød også, at flere danskere meldte sig som frivillige. De artikler flyttede mere end nogen af bøgerne nogensinde kommer til.”
Hvordan vil du karakterisere din motivation og drivkraft som hhv. journalist og forfatter?
“Jeg har både personlige ambitioner, og jeg vil gerne være god til det, jeg laver, og så vælger jeg de emner, der engagerer mig. Der er et sammenfald med ting, der for mig forekommer uretfærdige. I det omfang folk ved hvem jeg er, så er det vel mest som flygtningejournalist. Men det kan ligeså godt være indenfor andre sammenhænge, der er bekymrende. Jeg er ikke drevet af flygtningesagen, selv om jeg må indrømme, at jeg altid vender tilbage. Men det hænger vel også sammen med, at det er den største historie i al den tid jeg har været journalist, og det vil det blive ved med at være til jeg holder op.”
Er det de ydre eller indre faktorer, der motiverer dig?
“Det at være skrivende motiverer mig stærkest, men det ér også en drivkraft, at andre mennesker synes, det, jeg laver, er godt. Som journalist bliver du bedømt hver dag, og andre kan se vores præstationer med det samme. Når noget er godt, så spreder det sig hurtigt. På en måde synes jeg, at nettet er retfærdigt. De artikler som man selv synes er middelmådige dør som regel også på nettet. De gange, hvor man har en opfattelse af, at det her godt kan rykke, så viser det sig som regel at holde stik. Men bøgerne varer længere i folks bevidsthed.”
Hvad betyder det at få anerkendelse som forfatter?
“Der er mange, der siger, at de gerne vil have mit arbejde, og det er jo en anerkendelse, som jeg er glad for. Der er også mange, der siger til en, at det vigtigste er, at man selv synes, at bogen er god. Det er sikkert rigtigt, men det hjælper altså på humøret, hvis andre også synes det er godt. Jeg er et nervevrag op til anmeldelserne, og da der kom en besked om, at der var fem hjerter i Politiken, blev jeg da lykkelig. Det er min egen arbejdsplads og lige den anmeldelse var vigtigere end alle andre. Den her gang var der rigtig mange, der roste sproget, og det er først nu, jeg tror på, at jeg faktisk kan skrive. Det største privilegium ved anerkendelsen er den frihed, der følger med. Frihed til selv at træffe beslutninger i stedet for at andre træffer dem for dig. En lidt bedre mulighed for at være direktør i dit eget liv.
Hvad har du lært af din redaktør?
“ Jeg havde meget med at brede det hele ud i starten, inden handlingen kom i gang. Hun redigerede bogen ned fra 700-500 sider, og hun lærte mig at holde fast i personerne og spore dem ind på handlingen.”
Kommer der flere romaner?
“Ja hvis jeg har noget at skrive om. Min hovedperson Mikkel Haslund kunne godt komme på banen igen. Så længe jeg laver journalistik, så gør han også.”
Forsiden ligner noget fra 70’erne og har umiddelbart en appel som en slidt socialrealistisk roman på en støvet sommerhushylde, men den passer fortrinligt til sit tema om en avisbranche på vej mod afgrunden og stoltheden ved at bedrive et fag som et snarligt fortidslevn, der trækker sine sidste krampagtige åndedrag gennem en stædig smøg.
Olav Hergels nye roman Punktum er et selvreflekterende studie i den klassiske journalistiks ånd, og det er den bedste spændingsroman med en journalist som hovedperson, jeg har læst længe. Hvis ikke nogensinde.
Den er fortalt med et veldrejet fiktivt plot men kunne også sagtens stå på fagbogshylderne som pligtlæsning for både nuværende og kommende journalister. Såmænd også for alle mediekritikere og brugere, der ønsker at få indblik bag kulisserne i en branche, der kæmper med daglige dilemmaer, og hvis tjenende udøvere, trods store idealer der over tid udvikler sig til kynisme og selvhøjtidelighed, langt fra bliver opfattet som ladies and gentlemen of the press, men tværtimod står i bund på troværdighedslisten.
Mikkel Haslund er stjernereporter på Berlingske Tidende og en af de få, der stadig har det privilegium at blive sendt ud i verden og virkeligheden, møder mennesker der hvor de er og skrive om det, han brænder for. Men selvfølgelig er der også andre mere selviske motiver end at redde verden.
Mikkel Haslund blev journalist for at erobre de kvinder, der venter for enden af en smuk sætning, står der på de indledende sider. Jeg tror ikke, jeg kender de kvinder, men derfor kan jeg godt beundre de mange smukke, skarpe og sande sætninger, der flyder fra Olav Hergels blændende pen, et af dansk presses journalistisk fyrtårne, som har pænt meget tilfælles med sin hovedperson.
Han er ved at blive overhalet indenom af de unge digitale, der uden piv oplever verden bag skærm og telefon og kører netnyheder, breaking bjælker og clickbait ud på stribe 60 timer om ugen til den halve løn. Efter en redaktionel konflikt om en artikel om en kommunal ansat der bliver fyret for at ryge udendørs i arbejdstiden, må også Haslund se sig fyret, men han får hurtig en ny chance på Ekstra Bladet.
Nu var han ansat i journalistikkens dødsrige. Han kendte mindst tyve journalister, der havde ladet sig friste af de høje lønninger og var gået ind af døren med den hensigt at ville ændre bladet til, hvad det var engang. Skamløst, frækt, begavet. De stærke var gået igen. Resten lå og gispede et eller andet sted inde i bladets bug, hvor de producerede lavloftet misundelsesjournalistik, mens de forsøgte at bilde sig selv ind, at det er smudspressen, der holder demokratiet rent. Nu var han der selv, og ingen havde tvunget ham.
Her får han lov til at kæmpe for det enkelte menneskes lille men principelle sag og imod uretfærdigheder, men det er også her man går hårdt i struben på magthavere og dobbeltmoralske politikere. Mikkel Haslund bliver anset for at være en dygtig journalist og et godt menneske, men han tør ikke altid gå derud, hvor de andre tier, og det har man pligt til på Ekstra Bladet. Hverdagen bliver hurtigt en daglig konfrontation med ledelsen og konstante dilemmaer for og imod at skrive historier, der har store konsekvenser ikke kun for en minister men også for hendes familie. Alt er udførligt, klart og konkret beskrevet, dialogerne er både sindige og skarpe, men intet er sort og hvidt, og som læser er det ligeså nemt at falde i de dobbeltmoralske og selvretfærdige fælder, som det er for Mikkel Haslund. Hvad ville man selv have gjort i samme situation? Uanset hvilke valg man træffer, er der en negativ konsekvens.
Undervejs bliver der både delt skulderklap og hug ud til alle tænkelige typer indenfor medie- og magtbranchen sammen med stærke, nuancerede scener og skildringer fra flygtningekrisen, indvandrerghettoen, prostitutionsmiljøet, folkedybet og overklassen. I mødet med dem må godhedens vogter nå nogle erkendelser om sig selv, sin journalistiske forfængelighed og sit virke, der ikke er lige klædelige. Til gengæld er det ærligt og modigt, dybt underholdende og hamrende spændende. Og ikke mindst særdeles smukt skrevet.
Den danske fotograf Daniel Rye blev holdt som gidsel af Islamisk Stat i Syrien i 13 måneder. Han blev udsat for grov psykisk og fysisk tortur. Han forsøgte at tage livet af sig men blev reddet i sidste sekund af sine fangevogtere. Han sultede, han blev ydmyget. Han blev syg og levede i sit eget skidt. Han genopbyggede langsomt sig selv og sine medfanger med træning. Han ændrede status i cellen fra ubetydelig underdog til en ligeværdig medfange, der vandt alphahannernes respekt.
Han blev venner med amerikanske James Foley, journalisten der som den første blev henrettet i sin orange fangedragt til hele verdens rædsel på en You Tube video i august 2014. Senere gik det udover flere af Daniels medfanger. Selv var han den sidste fange der slap ud i live, inden de nådesløse handlinger blev begået af The Beatles, som tre af de grummeste fangevogtere med britiske aner blev kaldt. Daniel blev frigivet i juni 2014 efter hans familie havde kæmpet en brav kamp for at skrabe penge sammen til løsesummen.
I bogen Ser du månen, Daniel fortæller han nu sin historie til Danmarks dygtige Mellemøsten-korrespondent Puk Damsgård, der udover at have journalistiske cojones af stål også skriver fejende flot fortællende journalistik. Sagligt, nøgternt, informativt og alligevel indlevende. Jeg læste denne bog på to dage, og jeg er målløs. Virkelighedens rædsler overgår altid fantasiens.
Det er hård og rystende læsning, og jeg græd flere gange undervejs, men det er også en stærk beretning om at overleve og bevare sin værdighed og forstand under de værst tænkelige omstændigheder. Og en opmuntrende og rørende historie om hvordan mennesker træder til og hjælper hinanden, når det virkelig gælder. Både som medfanger i et fængsel og som pårørende og netværk der samler kræfterne og indsamler løsesummen for Daniel, mens myndighederne principfast ser til med korslagte arme og nægter at betale en øre. Dog ikke så passivt som i USA, hvor det er direkte forbudt at lave private indsamlinger for at befri gidsler. Den lov er ændret nu, men havde den været indført for et år siden, havde James Foley og de efterfølgende amerikanere og briter, der måtte lade livet på den mest brutale vis i IS skræmmevideoer måske have været i live og løsladt i dag. Det er (heller) ikke til at holde ud at tænke på.
Til gengæld er det smukt, hvordan familien i Danmark diskret formår at samle opmærksomhed om Daniels sag i udvalgte fora og via netværk og sociale medier, uden at en eneste siger et pip til uvedkommende, og uden at medierne skriver en linje om sagen. Var det sket, var Daniel formentlig ikke kommet hjem.
Bogen fortæller Daniels historie næsten kronologisk bortset fra, at den starter med, at han er til mindehøjtidelighed for James Foley i USA efter at være befriet og beskriver en overstrømmende velkomst fra hans afdøde vens forældre. Dernæst får vi hele historien i dens naturlige forløb. Fra han træder over grænsen til Syrien med en mission om at fotografere menneskers hverdag midt i krigen men bliver fanget et døgns tid senere til pinslerne og uvisheden i de uhyggelige oprøreres varetægt, og frem til at han efter 13 måneders mareridt vender tilbage til friheden igen. Tilbage til en milliongæld og avisartikler der kalder ham naiv og dumdristig.
Den journalistiske fortælling er ikke bygget op med en påklistret spændingskurve for at højne den dramaturgiske effekt. Det har været helt unødvendigt. Som læser tordner man gennem siderne for at nå frem til den for Daniel nogenlunde lykkelige udgang, og spørgsmålet rungende i baghovedet. Hvordan klarer han det her? Hvordan vender han tilbage til en bare nogenlunde normal tilværelse efter det her?
Man skal ikke forvente at få en større indsigt i IS’ motiver eller den ubegribelige syriske konflikt, selv om, der er en del fakta herom passende fordelt i bogens kapitler. Men man får en større forståelse for hvor kompliceret krigen er og som følge deraf også en større følelse af håbløshed og mindre tro på, at den nogensinde bliver løst. Desværre. Ser du månen, Daniel er et slående eksempel på, at virkeligheden aldrig giver mening på samme måde som fiktionen, selv om forløbet nok i den sidste ende måske har givet en eller anden mening for Daniel selv. Det kan man jo kun håbe for ham. Uanset er det en ekstremt vigtig bog, som alle burde læse.
Ser du månen, Daniel er venligst tilsendt af Politikens Forlag.
Man kan sige meget om den stærkt medieomtalte bog Den Hemmelige Socialdemokrat. Men kedelig er den i hvert fald ikke.
Det er en afslørende bog for de, der ikke til dagligt interesserer sig voldsomt for spillet bag kulisserne på Borgen. Selv er jeg ikke en af de journalister, der dækker Christiansborg og hænger ud med partimedlemmer i baren på kongresserne. Faktisk er jeg en af de (sikkert få), der ikke bryder sig om det politiske spil, spin, strategier, magtkampe, intriger og afledningsmanøvrer. Jeg interesserer mig mere for det, som de fleste almindelige vælgere gør: Den konkrete politik der bliver gennemført, og de konsekvenser den har for befolkningen og for Danmark som helhed.
Og måske netop derfor synes jeg, at Den Hemmelige Socialdemokrat er en dybt underholdende men også foruroligende bog. For hvis det, den fortæller mig, er sandt, så får jeg i den grad bekræftet mine værste fordomme om politikere, og hvordan ambitioner spænder ben for idealisme. Folketingsmedlemmer vil åbenbart sælge deres sjæl for at tage del i magten. Under pseudonymet Mefisto beskriver den anonyme forfatter, som angiveligt er et medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, de interne stridigheder i partiet fra 2005 og frem til nu. Og især tiden efter regeringsdannelsen i 2011, hvor Socialdemokratiet med statsminister Helle Thorning-Schmidt i spidsen måtte give køb på ja faktisk alt, hvad de havde lovet vælgerne inden valget for at danne regering med de nu så magtfulde Radikale og et amputeret SF, der stille og roligt er blevet flået for ethvert selvstændigt synspunkt sidenhen.
Bogens forfatter, som anser sig selv som whistleblower, fortæller lystigt om konflikterne mellem de enkelte i ledelsen i partiet, alliancer, kaffeklubber og netværk i gruppen, problemer med baglandet og vælgerne og ikke mindst om magtspil og kynisme af værste skuffe. Bortset lige fra det med at begå mord for at nå i mål er de fleste politikere åbenbart helt på linje med superskurken Frank Underwood fra tv-serien House of Cards. Der er vitterligt ikke den store forskel. De, der har lederskabet dikterer, hvad de menige medlemmer må mene og sige og ve den, der vover at tale fra hjertet, når en fastlagt strategi med regeringspartneren skal køres i stilling overfor pressen. Det bliver påtalt og straffet. De stakkels MF’ere må dårligt nok have en selvstændig mening eller stille kritiske spørgsmål internt i partiet. Det må virkelig være en flad fornemmelse, når man endelig er valgt ind i Folketinget for at gøre en forskel og repræsentere sine vælgeres interesser. Men sådan er det jo.
Politik handler om kompromiser diktatorisk bestemt af de stærkeste. De der ikke retter ind med det samme kommer til at makke ret som små drenge og piger i matrostøj, når de mærker konsekvenser som udfrysning, decideret voksenmobning eller i visse tilfælde underhåndslevering af de skeletter de selv har i skabene til den altid velvillig presse.
Bogen fortæller ikke noget nyt, siger de garvede politiske journalister. Det er bare fiktion og fri fantasi siger andre – dog mest de politikere den handler om. Flere respekterede analytikere er enige om, at det, der beskrives, i store træk holder, selv om det hele er spicet gevaldigt op med kulørte metaforer og sladder fra tredje geled. Det er top underholdende, særdeles velskrevet men i bund og grund også ret så nedslående læsning. Hvis jeg nogensinde skulle have haft en naiv og idealistisk drøm om at gå ind i politik, så er den da slået helt til jorden nu. Bortset fra det, er det en god bog, men den gør ikke noget godt for den aktuelle vælgerlede – tværtimod.
Jeg har ikke nået at blive færdig med så mange bøger i denne måned, selv om jeg er i gang med et par stykker. I stedet vil jeg berige din digitale læsehylde med links til nogle af de bedste longreads, jeg har læst i det sidste års tid. Det er lange journalistiske fortællinger af høj kvalitet. Også kaldet non-fiktion. Yderst læsværdige historier fra den virkelige verden baseret udelukkende på fakta og skrevet af nogle af verdens dygtigste og mest ihærdige journalister og kreative ildsjæle, der skriver så godt, at man kan høre violinerne i baggrunden. Og som de fleste, der interesserer sig for verden nok ved, overgår virkeligheden altid fantasien i en grad, at man tror, det er løgn.
Der er langt om længe fokus på psykiatrien i de danske medier. Politikens Anders Legarth Schmidt rapporterer i serien De Utilregnelige fra en retspsykiatrisk lukket afdeling og tager læserne med ind i en verden og ind i sindet hos nogle mennesker, vi som udenforstående ved meget lidt om og har svært ved at rumme. Det er intens læsning samtidig med, at det er sobert, nøgternt og velskrevet journalistik af højeste klasse. Det lyder måske nemt at være fluen på væggen et sted i en uge og så bare beskrive, hvad man ser og hører. Det er det ikke, og det kræver en særlig fintføling og respekt for sine medmennesker at få accept og åbenhed fra så sårbare og ja utilregnelige personer, at de godt tør fortælle deres historie, så vi andre kan blive bedre til at forstå.
Som inkarneret amagerkaner, der skal bæres herfra, når tiden kommer, er det altid sjovt og bekræftende at læse artikler med lidt pladderromantik om det særlige sammenhold, at Amager er ved at blive hipt som kreaklassens nye åndehul midt i al råheden og den slags. Palle Strøm har skrevet et herligt portræt af “lorteøen”, der meget fint viser, hvorfor amagerkanere ikke er til at rokke. – Vi er ingenting sammen, siger komikeren Christian Fuhlendorff, og det tror jeg opsummerer det meget godt. Kan godt være at vi har en smart café eller to, og at der var opløb til mere hiphed før 2008 med nyrenoveret strand og det hele, men efter finanskrisen er Amager stort set spillet tilbage til start. Se bare hvordan størstedelen af forretningsgaden Amagerbrogade er henlagt som totalt skod. Det må man godt sige, når man bor her selv. Jeg er nu sikker på, at Amager vil rejse sig og blomstre igen uden at ødelægge det autentiske, råheden, mangfoldigheden og sammenholdet. Man har vel lov at håbe.
David Carr er en af de mest profilerede og dygtigste journalister fra The New York Times. Du kan blandt andet se ham folde sig ud i dokumentaren Page One: Inside the New York Times, som jeg også kraftigt kan anbefale. Den handler om krisen på verdens bedste avis og kan blandt andet ses på Netflix. Men Carr har også en utrolig stærk og rystende personlig historie, som mangeårig stofmisbruger og enlig far til to døtre.
Læs Carrs personlige essay Me & My Girls og følg evt. op med bogen The Night of The Gun.
Allerede fra starten af den ufattelige og forfærdelige borgerkrig i Syrien, der nu har varet i tre år, mistede nogle af verdens modigste journalister livet. Marie Colvin var en af de mest markante udenrigskorrespondenter i verdenspressen. Måske husker du hende fra oprøret på den ægyptiske Tahrir plads, hvor hun rapporterede midt i menneskemylderet med sin karakteristiske klap for øjet. Hun mistede synet på det ene øje, da hun blev ramt af en granatsplint, mens hun mange år tidligere rapporterede fra borgerkrigen i Sri Lanka. Alligevel fortsatte hun ufortrødent og beundringsværdigt som krigskorrespondent. Hun var som mange af hendes slags drevet af en helt særlig journalistisk støbning, og det koster både fagligt og privat. Læs hendes historie her.
Hos www.longreads.com finder du et udvalg af de bedste featureartikler i verden. For eksempel et bud på de ti bedste i 2013 her
Jeg vil fremhæve en lidt usædvanlig fortælling, som longreads har på 2. pladsen nemlig bloggeren hyperboleandahalf, som har fremstillet en af de fineste og mest rammende fortællinger om, hvordan det er at lide af depression. Kvinden bag har fortalt sin historie i en skønsom blanding af grafik og tekst på bedste Jørgen Clevin manér. Hvis læsere ikke fattede noget om depressioner før, så gør de det forhåbentlig nu. Og der er flere fine, skæve og rørende historier fra forfatterens liv med et helt særligt kunstnerisk udtryk. Bloggen har meget forståeligt masser af læsere verden over.
Det er ikke til at holde ud, men jeg synes, at man som borger i samfundet har pligt til at læse historien om den misbrugte pige fra Tøndersagen. Her fortæller hun med sine egne ord – og det er artiklens absolutte styrke, nøgternt om hvad der skete, og hvordan det har påvirket hende. Det er hård læsning, og man bliver vred og dybt frustreret over, at et menneske kan blive svigtet så hårdt af sine syge forældre men også af systemet i velfærdsdanmark, som skulle have hjulpet hende og søsteren ud af helvede flere år tidligere. Nadja, som hun kalder sig i artiklen, levner heldigvis håb hos læseren om, at det forhåbentlig og måske nok skal bedre sig for hende alligevel, selv om det aldrig kan blive helt godt med alle de ar på sjælen. Hun fremstår stærk og reflekterende og indstillet på at komme videre. Det, og at politikere og kommuner lærer af denne sag, så noget lignende aldrig kan ske igen, er måske nok for naivt at håbe på. Men de har denondelyneme pligt til at gøre et meget ihærdigt forsøg.
De fleste avisjournalister med respekt for deres fag har sikkert allerede læst Tom Rachmans formidable debutroman De Ufuldkomne. Men jeg bliver nødt til at slå endnu et slag for Rachmans fuldkomne historier om de mennesker, der arbejder på en international avis i stil med International Herald Tribune, hvor forfatteren selv har arbejdet. Det må være ligeså interessant læsning for alle andre, der interesserer sig for den psykologiske drivkraft, der ligger bag de klassiske trykte medier, der i digitaliseringens tid kan se sig selv stille og roligt glide mod afgrunden, medmindre de formår at genopfinde sig selv på nettet.
Vi møder journalisten, korrespondenten, freelanceren, redaktionssekretæren, stifteren, regnskabschefen, chefredaktøren og andre skæbner, der kæmper hver deres indre og ydre kamp for at overleve og opnå anerkendelse i det fag og den benhårde branche, de føler sig født til at leve i. Enhver glamourisering af hvor fedt, det er at arbejde på en avis, er i overensstemmelse med den tid, vi lever i, erstattet af meget realistiske og genkendelige fortællinger, samtidig med at jeg godt forstår, at det bare er lige dér, midt i nyhedsstrømmen som formidlere af verdenshistoriens gang, mens den sker, at de gerne vil være. Det tror jeg, mange dagbladsjournalister vil være enige i.
Jeg har læst to bøger af Morten Sabroe Du som er i himlen, der handler om forfatterens komplicerede forhold til sin dominerende mor og nu hans nyeste udgivelse Mit halve hjerte, mit hele liv, der handler om hans komplicerede forhold til sig selv. Det er forrygende læsning.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.