Niksen af Nathan Hill

skaermbillede-2017-02-28-kl-14-42-13Hvis du som jeg har en forkærlighed for romaner, der giver sig i kast med den store amerikanske fortælling, så fejer du læsebunken af natbordet og går i gang med Niksen af Nathan Hill. Jeg elsker hver eneste sætning i den her bog i en grad, at jeg får hvide lyspletter for øjnene, hver gang jeg læser let henover linjerne i stedet for at dvæle og suge ordenes handling og mening ind som hjerneføde og fornyet læseenergi. For det giver den i rige mængder, udover at den er eventyrligt underholdende, morsom, rørende og nærmest uhyggeligt forudseende aktuel i sit syn på politik og medier.

Ud af romanens 750 sider har jeg markeret cirka 500, fordi de er spækket med stærke sætninger skrevet i et klart og formfuldendt sprog med tankevækkende citater og skarp samfundskritik. En helt igennem imponerende debut af Nathan Hill, som har taget sig ti år om at skrive sin fantastiske historie, ligesom Donna Tartt gjorde med Stillidsen. Det giver litterære point, når en forfatter gør sig så meget umage, og tendensen med at skrive lange romaner giver fuldstændig mening i dette tilfælde. Der er ikke en linje for meget.

Historien udspiller sig i Chicago, New York, Iowa og Nordnorge og springer i tid mellem 1968, 1988 og 2011. Samuel er en først lovende, nu falleret og ensom forfatter. Han skylder sit forlag en bog på grund af et forskud, han for længst har opbrugt, underviser i litteratur på college for at overleve og spiller computerspil resten af døgnet i kamp mellem elve og orker.

Hans mor Faye forlod ham pludseligt, da han var 11 uden en forklaring, og hans store kærlighed fra barndommen går tabt på samme tidspunkt. Efter tyve år uden kontakt dukker Faye op i medierne, anholdt for terrorisme, fordi hun har kastet med sten mod en yderst højresnoet guvernør, der stiller op til præsidentvalget. Et billede fra en protestdemonstration i 68’ skaber overskrifter om en radikal hippie, der sågar har været anholdt for prostitution. Samuel kender kun sin mor som indadvendt, kærlig husmor i Iowa, der forsvandt ud af hans liv og tog trygheden med sig fra den ene dag til den anden. Morens historie kan være Samuels redning mod et sagsanlæg fra sit forlag, og han går i gang med at researche til sin bog om Hippie Terroristen.

Undervejs får han hjælp fra en medspiller på nettet ved navn Pwanage, hvis livsstil vil få alarmklokkerne til at runge hos enhver forældre til en gamerboy. Samtidig bliver han udsat for en hævnaktion fra en elev, Lede Laura der giver begrebet narcisisme nye vidder, og hvis projekt han har dumpet, fordi hun har skrevet det af fra nettet. Samuel er i krise, men efter Fayes mening er en krise slet ikke en krise, men blot en ny begyndelse. ..Alle virkelige forandringer bør i første omgang skræmme dig.

I sin efterforskning møder Samuel markante personer fra sin mors fortid, og får åbnet sprækkerne ind til en forståelse af hendes uforståelige valg og en erkendelse af, at æblet nok ikke falder så langt fra stammen, og at niksen! flytter med, uanset hvad man selv måtte mene. Flere af bogens temaer rammer lige i hjertekulen, og nedslående nok er de, der handler om kvindens emancipation, kampen mod misogyni og for menneskerettigheder som ved et trylleslag blevet tæt på ligeså højspændt nu i 2017, som de var i 1968.

Niksen er både storslået familiesaga, psykologisk drama, politisk satire og skarptslebet samtidskritik. Helt på højde med Donna Tartt, Jonathan Franzen, og jeg vil mene højere end John Irving, som han også er blevet sammenlignet med.

Nathan Hill er godt i gang med at indtage det litterære verdensherredømme med sin roman, og en tv-serie baseret på The Nix er allerede under produktion med selveste Meryl Streep i hovedrollen. Man kan så vælge at se den som et bud på, hvordan det var gået, hvis hun aldrig var vendt tilbage til det barn, hun forlod i Kramer mod Kramer eller som en forlængelse af sin nyligt vundne status som Hollywoods talerør og oprør mod det nye politiske regime i USA, der knap har varet to måneder men føles som to år. Det kan kun blive godt, og jeg glæder mig.

Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

Reklamer

En uskyldig familie af Katrine Marie Guldager

skaermbillede-2017-01-11-kl-15-53-20Mit bogår er startet med et brag af en roman. Jeg læste Katrine Marie Guldagers En uskyldig familie i juleferien over tre dage, og hverken Netflix eller HBO kunne distrahere mig og lokke mig på afveje fra bogens univers (denne gang), for hold da fest for en velskrevet og flot formet fortælling.

Det er første gang, jeg læser Katrine Marie Guldager, men det er absolut ikke den sidste, for her er virkelig tale om en stærk og medrivende pen, der kan skrive sig ind i og ud af et familiedrama – også uden det helt store drama. Konflikterne foregår mest på de indre linjer særligt hos hovedpersonen Frederik, en karakter der kunne have været en af Donald Trumps slikhårede sønner, hvis ikke Frederik var vokset op i Svendborg i 70’erne og blev Yuppie i 80’erne. Frederik begår det omvendte forældreoprør, som mange unge gjorde dengang, mod de frisindede, hippie-go-lucky forældre. Han går all in med møder i Venstres Ungdom, et velpresset jakkesæt, en uddannelse på Handelshøjskolen, de pengebegærlige værdier og en overdådig karriere i Goldman Sachs New York, med alt hvad det medfører af kaviar, champagne, stiv pik og håret tilbage. Hele vejen er han drevet af en dyb og inderlig vrede mod sin baggrund, sine forældre især pinlige mor Jytte, der styrer showet i Svendborg ud fra et godt hjerte og hygger sig med diverse “husvenner” i parcelhuset, mens underkuede far Holger er gået i natureksil i sit biodynamiske landbrug i stedet for at gå i ét med tapetet.

Evigt ensomme Frederik undslipper den provinsielle middelmådighed og bliver jetset konge på Manhattan, men alligevel følger vreden med og transformerer sig med tiden til dyb depression, sammenbrud og tilbagevenden til rødderne.

Søster er en søgende sjæl og finder omend tvivlende, sandheden hos Gud. Lene bliver præst og deler ud af sin varme og omsorg til sognebørnene. Problemet er, at hun hellere vil give den til det barn, hun ikke kan få med sin sexafhængige, mindst-en-gang-om-dagen masturberende og utro ægtemand, som dog forguder den jord, hun træder på. Lillebror Jakob sidder fast i Svendborg som tabermanden, der lider med mindreværdskomplekser under sin storebrors succes. Hvem er mest svigtet, hvem svigter værst, hvem skal have skylden? Som titlen antyder, er svaret mere komplekst end ligetil.

Det lyder måske som en parodi. Det kan vel være. Underholdningsværdien er høj med de mange spydige tanker, der hvirvler i karaktererne. Men det er også en intens, dybsindig og psykologisk meget spændende fortælling om den evige kamp for at finde sig selv, friheden og meningen med det hele, om at forstå og tilgive sit ophav og sit afkom og forlige sig med sin fortid.

Romanen er fremkommet på bestilling af filmproducer Peter Aalbæk, som Guldager forsøgte at sælge rettighederne af Køge-krøniken til. Aalbæk mente ikke, at den kunne filmatiseres, der er seks bind i alt, så i stedet bestilte han en ny roman med en række betingelser eller benspænd, der skulle opfyldes. Historien skulle foregå i Svendborg – der er særdeles gunstige filmstøtte-muligheder på Fyn, og hovedpersonen skulle være en sexgal præst.

At opstille benspænd for udvikling af værker er helt almindeligt i filmbranchen, hvilket jeg lærer en del om for tiden via mine studier i filmmanuskriptudvikling på Syddansk Universitet. Det handler ikke kun om at kunne overholde visse rammer og budgetter for filmproduktion men også om at skabe fokus i udviklingen af historier og fremme kreativiteten.

Katrine Marie Guldager og Ålen indgik en aftale, men forfatteren brød alligevel betingelserne og gjorde det på sin egen måde. Karaktererne tog hende i hånden og bragte historien hen, hvor de ville og i stedet for præsten, blev det hendes mand, der var sexfikseret og hendes lillebror, der blev centrum for historien. Ålen er efter sigende og meget forståeligt rigtig godt tilfreds og udtaler på bogen forside: “ Det er en guddommelig roman”.

Det vides endnu ikke, om den så også bliver filmatiseret, og jeg skal ikke kunne sige, om romanen her er mere velegnet til film end Køge-krøniken. Som nævnt er der mest action på de indre linjer end i handlingen som sådan. Med en dygtig manuskriptforfatter ved roret kan det nok blive godt.

Som roman er jeg ikke i tvivl: En uskyldig familie er helt og aldeles vellykket.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

Punktum af Olav Hergel

skaermbillede-2016-12-04-kl-09-50-38Forsiden ligner noget fra 70’erne og har umiddelbart en appel som en slidt socialrealistisk roman på en støvet sommerhushylde, men den passer fortrinligt til sit tema om en avisbranche på vej mod afgrunden og stoltheden ved at bedrive et fag som et snarligt fortidslevn, der trækker sine sidste krampagtige åndedrag gennem en stædig smøg.

Olav Hergels nye roman Punktum er et selvreflekterende studie i den klassiske journalistiks ånd, og det er den bedste spændingsroman med en journalist som hovedperson, jeg har læst længe. Hvis ikke nogensinde.

Den er fortalt med et veldrejet fiktivt plot men kunne også sagtens stå på fagbogshylderne som pligtlæsning for både nuværende og kommende journalister. Såmænd også for alle mediekritikere og brugere, der ønsker at få indblik bag kulisserne i en branche, der kæmper med daglige dilemmaer, og hvis tjenende udøvere, trods store idealer der over tid udvikler sig til kynisme og selvhøjtidelighed, langt fra bliver opfattet som ladies and gentlemen of the press, men tværtimod står i bund på troværdighedslisten.

Mikkel Haslund er stjernereporter på Berlingske Tidende og en af de få, der stadig har det privilegium at blive sendt ud i verden og virkeligheden, møder mennesker der hvor de er og skrive om det, han brænder for. Men selvfølgelig er der også andre mere selviske motiver end at redde verden.

Mikkel Haslund blev journalist for at erobre de kvinder, der venter for enden af en smuk sætning, står der på de indledende sider. Jeg tror ikke, jeg kender de kvinder, men derfor kan jeg godt beundre de mange smukke, skarpe og sande sætninger, der flyder fra Olav Hergels blændende pen, et af dansk presses journalistisk fyrtårne, som har pænt meget tilfælles med sin hovedperson.

Han er ved at blive overhalet indenom af de unge digitale, der uden piv oplever verden bag skærm og telefon og kører netnyheder, breaking bjælker og clickbait ud på stribe 60 timer om ugen til den halve løn. Efter en redaktionel konflikt om en artikel om en kommunal ansat der bliver fyret for at ryge udendørs i arbejdstiden, må også Haslund se sig fyret, men han får hurtig en ny chance på Ekstra Bladet.

Nu var han ansat i journalistikkens dødsrige. Han kendte mindst tyve journalister, der havde ladet sig friste af de høje lønninger og var gået ind af døren med den hensigt at ville ændre bladet til, hvad det var engang. Skamløst, frækt, begavet. De stærke var gået igen. Resten lå og gispede et eller andet sted inde i bladets bug, hvor de producerede lavloftet misundelsesjournalistik, mens de forsøgte at bilde sig selv ind, at det er smudspressen, der holder demokratiet rent. Nu var han der selv, og ingen havde tvunget ham.

Her får han lov til at kæmpe for det enkelte menneskes lille men principelle sag og imod uretfærdigheder, men det er også her man går hårdt i struben på magthavere og dobbeltmoralske politikere. Mikkel Haslund bliver anset for at være en dygtig journalist og et godt menneske, men han tør ikke altid gå derud, hvor de andre tier, og det har man pligt til på Ekstra Bladet. Hverdagen bliver hurtigt en daglig konfrontation med ledelsen og konstante dilemmaer for og imod at skrive historier, der har store konsekvenser ikke kun for en minister men også for hendes familie. Alt er udførligt, klart og konkret beskrevet, dialogerne er både sindige og skarpe, men intet er sort og hvidt, og som læser er det ligeså nemt at falde i de dobbeltmoralske og selvretfærdige fælder, som det er for Mikkel Haslund. Hvad ville man selv have gjort i samme situation? Uanset hvilke valg man træffer, er der en negativ konsekvens.

Undervejs bliver der både delt skulderklap og hug ud til alle tænkelige typer indenfor medie- og magtbranchen sammen med stærke, nuancerede scener og skildringer fra flygtningekrisen, indvandrerghettoen, prostitutionsmiljøet, folkedybet og overklassen. I mødet med dem må godhedens vogter nå nogle erkendelser om sig selv, sin journalistiske forfængelighed og sit virke, der ikke er lige klædelige. Til gengæld er det ærligt og modigt, dybt underholdende og hamrende spændende. Og ikke mindst særdeles smukt skrevet.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

 

Purity af Jonathan Franzen

Skærmbillede 2016-08-26 kl. 10.11.52Litterater verden over har for længst vedtaget, at Jonathan Franzen er en af de forfattere enhver bogelsker med respekt for sig selv bliver nødt til at læse. Jeg var ikke mega-fan af hans forrige roman Frihed, som blev udråbt til en af de største amerikanske romaner i vor tid. Men jeg læste den da færdig. Til gengæld er jeg rimelig begejstret for forfatterens seneste Purity.

Korrektioner var gennembruddet for Franzen tilbage i 2002 og er efter nogles mening den bedste. Den har jeg stadig tilgode, selv om den har været med hjemme fra biblioteket utallige gange. Uanset hvad man mener om Franzen, er det uomtvisteligt, at han skriver godt som i formidabelt godt. Ikke alene i evnen til at fortælle en god og vigtig historie, men oveni formår han at løfte både sprog og samtidskritik til nye højder.

Purity har stort set alt det en roman skal have, når den er allerbedst. Interessante, spøjse karakterer med komplekse familierelationer man godt vil følge 6-700 sider og mange timer frem, et eminent konstrueret plot, der strækker sig over tid og kontinenter, sproglig overlegenhed og spiddende skildring af alt det der er galt med verden, her i en amerikansk men også global og historisk kontekst. Herunder en velanbragt, strittende og anklagende pegefinger mod Internettet og de sociale medier.

Der mangler dog en ting. Den rører ikke rigtigt ved mine følelser. Jeg bliver ikke grebet af personernes skæbne, som jeg gør af Theo Decker i Donna Tarts Stillidsen (nok den bedste amerikanske roman, jeg har læst til dato) og af Jude St. Francis som er hovedperson i Et lille liv af Hanya Yanagihara, en absurd lang roman, som jeg læser nu. Og jeg læser den færdig netop fordi, jeg må vide, hvad det hele ender med for Jude. Både Jude og Theo bliver lidt ligesom ens bedste venner, som læsningen skrider frem. Det gør Purity ikke helt på samme måde.

Men hvorfor skal vi så læse Jonathan Franzen?

Det skal vi først og fremmest fordi, Franzen er en klog forfatter med særdeles velpudsede briller, der ser den politiske tilstand og tilværelsen med klarhed og humor og sætter vores eget liv og plads her i verden i perspektiv. De fleste af hans karakterer er ofte overbegavede, overdrevet talentfulde og overmenneskelige på grænsen til det satiriske men aldrig kedelige. Det han har på hjerte er alment vedkommende for det privilegerede menneske med et moderne liv, og alt hvad det indebærer af informationsoverflod, sandhedssøgen, skyhøje ambitioner, opløste familier, mangel på fællesskab og ensomhed.

Purity er hovedperson i romanen, som til daglig bærer navnet Pip Tyler. En ung søgende, højt begavet og ja til en vis grad ren og uskyldig sjæl med en tårnhøj studiegæld. Hun er opvokset i tæt samhørighed med sin enlige mor i en hytte i Californien, en mor med psykiske problemer, som har trukket sig fra verden og gemmer på en del hemmeligheder, blandt andet identiteten på Pips far. Pip flytter til Oakland og bor i en slumejendom sammen med andre unge politisk bevidste. Efter en ulykkelig forelskelse kommer hun i kontakt med en tysk informationsaktivist Andreas Wolf, som har opnået verdensomspændende gurustatus og styrer et sektlignende projekt i Bolivia. En karakter inspireret af den ret så plettede Julian Assange og Wikileaks. Andreas Wolf har stærke interesser i Pip af grunde, hun ikke forstår men som bliver rullet op i løbet af romanen med langstrakte tilbageblik til USA i 1980’erne og Øst-Berlin under den kolde krig. Pip involverer sig i projektet i håb om at møde sin far. I det forløb bliver hun konfronteret med slagsiden af menneskeheden og mister i samme takt sin renhed, eller skal vi sige troen på det gode, renheden og sandheden i idealistiske formål. Som de fleste af os jo gør, som årene går, og erfaringerne spænder til i bagagen. I historien indgår et mord drama samt op til flere dybt dysfunktionelle men også fascinerende familie og kærlighedsrelationer. Da historien når sin slutning, er Purity ikke blot en hel del ubehagelige sandheder klogere på sin familie, sin fortid og verden som sådan men også på sig selv. Verden er i bund og grund sindssyg og spækket med magtbegær på alle tænkelige planer, ingen er rene, men alligevel er der kun en vej frem: at prøve at gøre det bedre.

Historien er i al sin kompleksitet blændende godt fortalt fortalt med et hav af referencer og mindst ligeså spændende som den mest solide krimi.

Et eksempel her fra Andreas Wolfs tankerække, da han sammenligner sin opvækst i den Østtyske Republik med sit nuværende liv i Det Nye Regime:

De privilegier man kunne opnå i Republikken, havde været kummerlige, en telefon, en lejlighed med en smule luft og lys, den altoverskyggende vigtige rejsetilladelse, men måske ikke mere kummerlige end at have et bestemt antal followers på Twitter, en Facebook profil med masser af likes og en gang imellem fire minutter på CNBC. Det virkelig tiltrækkende ved apparatjikismen var trygheden ved at høre til. Udenfor lugtede luften af svovl, maden var dårlig, økonomien døende, kynismen blomstrende, men indenfor var sejren over klassefjenden sikret. Indenfor studerede professoren og ingeniøren ved den tyske arbejders fødder. Udenfor forsvandt middelklassen hurtigere end indlandsisen, xenofober vandt valg eller opbyggede lagre af automatvåben, krigsførende stammer slagtede hinanden af gammel vane, men indenfor gjorde mangler: disruptive nye teknologier med ét slag traditionel politik forældet. Indenfor var decentrale ad-hoc samfund i gang med at nytænke reglerne for kreativitet, revolutionen belønnede de risikovillige, som forstod netværkernes magt. Det Nye Regime genbrugte endda den gamle Republiks buzzwords, fællesskab, samarbejde. Aksiomatisk for begge var at en ny menneskerace var ved at opstå. Hvad dette angik var apparatjiks af enhver slags enige. Det bekymrede dem tilsyneladende aldrig at deres herskende elite udgjordes af eksemplarer af den grådige, brutale gamle menneskerace.

Tal lige om at være på forkant med udviklingen og så helt og aldeles genialt beskrevet.

Nogle af passagerne er strakt ud, så det føles som en evighed at komme igennem, men der hvor Franzen er ved at drive én til vanvid, for eksempel med udpenslingen af et intenst og mildt sagt usundt kærlighedsforhold, kompenserer han rigeligt med sit fantastiske sprog, sin indsigt og sit udsyn.

Purity er en fuldfed og fremragende roman, sprængfyldt af litterære vitaminer og skarpe observationer om samtiden, og os der lever i den.

Poesi og andre former for trods af Adda Djørup

Skærmbillede 2016-02-26 kl. 13.59.36Jeg var nummer 31 til bibliotekets venteliste til denne lille skønne sag, og alligevel gik der kun tre dage, så stod den på hylden på mit lokale bibliotek klar til afhentning. Med min egen kode og et sygesikringsbevis kan jeg hente bøger, når det passer mig udenfor normal åbningstid. Det er lidt syret at gå alene rundt på biblo om aftenen og snuse til boghylderne, men det er også ret vidunderligt med komplet fred og ro til at lade sig friste af spændende titler, der byder sig til på boghylderne, når der hverken er personale eller andre lånere tilstede.

Hurra for bibliotekerne må de aldrig lukke og må der trods alt altid være behov for bogkyndigt personale.

 Poesi og andre former for trods har stået på min læseliste i lang tid. 150 skarptskårne sider med noveller og en skønsom blanding af prosa og poesi. Jeg er vild med den!

Adda Djørup skriver vanvittigt, vittigt og vedkommende. De første noveller i bogen fortæller små skøre og ret så fantasifulde surrealistiske historier med helt uforudsigelige drejninger. Ligesom karaktererne trodser alle konventioner og forventninger om korrekt opførsel drevet af lyster og indskydelser, trodser forfatteren læsernes forestillinger om, hvad der vil ske. Der tegner sig et mønster for hver historie. Hver gang man nærmer sig de sidste sider, gyser det lidt i kroppen at vende dem, for hvad pokker finder de nu på. Så snart man tror, at man har regnet personerne ud, vender de 180 grader på en tallerken, og gør noget helt forrykt. Det er sjovt, syret og exceptionelt godt skrevet. Fællestemaet er trods i flere afskygninger.

Prøv selv om du ikke kan regne ham her ud fra novellen med titlen Vesterhavet og så læs bogen og se hvad der så sker.

Jeg har det hele. Topmave, hængenosser, ekskone, måne, en bjørnerøv der snart er grå. Lægen siger at det er de lange ture, bøfferne og sovsen der giver mig forstoppelse og højt blodtryk. Jeg har en hæmoride. Sidst kom jeg hjem med gonorre. Jeg hader gummi, jeg plejer at holde mig til håndarbejdet, også for pigernes skyld. Men der var en svipser udenfor Milano.

 Så tror jeg godt, vi alle sammen kan se stereotypen på en langturschauffør for os. Men da han forsøger sig som kokainsmugler på en tur med fragt af  levende grise, får han pludselig en åbenbaring!

Længere hen bliver novellerne mindre skæve og langt mere personlige og alvorlige, fortællingerne dybere og alment rammende med temaer om kærlighedens magtmisbrug, om død, fødsel og angst for at miste. Men hver gang med et sprog der sprudler og et strejf af humor.

Novellen Nej gik lige i hjertet, og der kom tårer fra side 136 og frem. Du må selv få fat i bogen og finde ud af hvorfor. I Poesi, en historie om forfatterens yngre jeg, fortæller hun om, hvorfor hun valgte at skifte fra digter til prosaist. En sjov historie om at få tildelt en plads blandt Europas kulturelite og føle sig benovet og malplaceret på samme tid og derfra finde sit eget ståsted.

Det er dog tydeligt, at der er en erfaren lyriker tilstede i hver eneste veloplagte sætning i denne meget fine bog, som alle med interesse for det ypperste i dansk litteratur og sprogligt overskud bør skynde sig at læse.

Poesi og andre former for trods er udkommet på Samlerens Forlag.

 

 

Min ukendte bror af Niels Lyngsø

Skærmbillede 2016-01-20 kl. 14.05.58Man behøver ikke at have gået på Nørre Gymnasium i firserne for at synes godt om Niels Lyngsøs roman Min ukendte bror, men det gør den lidt sjovere at læse. Jeg var putte (1.) G’er, da forfatteren var 3.G’er og dermed var afstanden lagt fra starten. Men alle vidste, hvem Niels Lyngsø og hans slæng var. Alle os, der var til Cure, Clash og U2 og gik i sort tøj fra Roger, ville gerne være venner med dem. En stor del af de andre i gymnasiet på den tid var medlem af KU og gik med Lacoste poloer og morfartrøjer, så de var nok ligeglade. Men det var vi ikke. Slet ikke når den musikalske del af gruppen optrådte til festerne. Jeg husker, at det var dem, der fik mig til at søge til dette gymnasium efter en introaften, hvor de gav fuld gas i fællessalen og spredte så meget energi og gode vibes omkring hele skolen. Det, og så det at jeg både kunne få spansk og filmkundskab, fik mig til at pendle fra Amager til Brønshøj hver dag i tre år.

Det sjove er, at når man læser om hovedpersonen Hans-Peters ungdomsår på Nørre G. i Brønshøj, så er det ret nemt at sætte ansigter på flere af de karakterer, der omgiver ham. Desværre ikke den person man er mest nysgerrig på, selv om jeg har bladret ivrigt i de gamle årbøger. Nok om det.

Uanset hvor du kommer fra, og om og hvor du har gået på gymnasiet, så må du læse Min ukendte bror. Den er så fremragende, som en roman kan være.

Hans-Peter bliver i nutiden fundet på helikopterplatformen på Rigshospitalet. Den nu fyrreårige mand er brudt sammen i en slags psykose. Han taler i tåger og kan ikke redegøre for de seneste par dage af sit liv. I tågestrømmen af ord opdager en portør versene fra U2 sangen I still haven’t found what I’m looking for, som har en særlig betydning for Hans-Peter. Og jo den går dybere end for de fleste, selv om sangen betyder noget for mange i den generation.

Hans-Peter kommer i terapi hos hospitalets psykiater og vender så småt tilbage til sig selv. Men det er en mystisk fortæller, der beretter om hans liv. Fra barndommen i “trygge” rammer i et parcelhus i Skovlunde som bag hæk og mur “…skulle beskytte kernefamilien mod udefrakommende farer….uanset at det som reelt kunne true kernefamilien, såsom utroskab eller arbejdsløshed, ikke lod sig standse af en hæk eller en mur….” til hans nyligt afsluttede ægteskab i en liebhaverlejlighed på Østerbro. Det bliver en fuldstændig fantastisk fortælling om søgen efter kærlighed, fællesskab og den højere mening med at være et lille fnug i det store univers. Fra helt ung er Hans-Peters krop styret af umættelige seksuelle drifter, samtidig med at hans hjerne fungerer skarpere end de flestes med en nærmest overnaturlig sans for sprog, filosofi og astronomi. I den ualmindeligt velskrevne historie bliver læseren overøset med fint formidlet viden indenfor disse og andre emner, samtidig med at man berøres dybt af Hans-Peters liv, der langtfra er nemt.

Fra lille føler han sig udenfor og malplaceret i eget liv og familie som en alien fra det ydre rum. En extra terrestrial  – eller som David Bowies Starman på midlertidigt besøg på den forunderlige planet jorden.

“Jeg har altid været som en fremmed. Derhjemme, i skolen, og også senere, da jeg blev voksen. Jeg ser tingene udefra, nogle gange ser jeg også mig selv udefra. Jeg er aldrig med, jeg er aldrig en del af noget,” siger Hans-Peter til sin terapeut.

Det er fiktion, men der er utvivlsomt en hel del elementer fra forfatterens eget liv at finde i denne overraskende beretning, der blander danmarkshistorie, dannelsesroman, familiefortælling, psykologisk spænding og en smule sci-fi i et værk. Det gør den ikke mindre rørende og ovenikøbet spændende at læse.

Niels Lyngsø er digter, debattør og en af Danmarks bedste oversættere af skønlitteratur. Min ukendte bror er hans anden roman, men det er ikke hans sidste. Historien lægger i den grad op til en fortsættelse. På de sidste sider bliver den mystiske og alvidende fortæller afsløret, og som læser bliver man nødt til at vide mere. Efter sigende er forfatteren i fuld gang. Det bliver en to’er, jeg glæder mig usigeligt meget til.

Min ukendte bror er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

Patrick Melrose-romanerne II af Edward St. Aubyn

Untitled-1Hvis du går rundt og er lidt småbitter over din egen barndom, så skal du læse Patrick Melrose romanerne. Snart vil dine forældre fremstå som de mest pragtfulde i verden, og du vil sende dem et par kærlige tanker i taknemmelighed over, at du trods alt ikke har haft samme opvækst som ham.

Jeg har netop afsluttet 4. og 5. del af romankvintetten af den uforlignelige forfatter Edward St. Aubyn, som fornylig gæstede København. Jeg har læst dem langsomt, for den engelske forfatter er så brilliant og velskrivende, at jeg håbede på at lagre hvert eneste ord og indsigtsfulde sætning i langtidshukommelsen, hvilket selvfølgelig er umuligt. Og så skal man heller ikke glemme den høje underholdningsværdi med de i britisk særklasse sarkastiske og ironiske spydigheder, der siver ned langs siderne.

Du er nødt til at læse de tre første Glem det, Dårligt Nyt og En smule håb i den sammenhængende selvbiografiske historie, før du går videre til næste bind med de to sidste Moders Mælk og Til Sidst. Læs min anbefaling af de tre første her

Både hver for sig og samlet set er det fornem romankunst af allerhøjeste kaliber. Ordet mesterværk synes ikke helt at retfærdigøre skrivearbejdet, for det er trods alt levet liv og et virkeligt menneske, der har oplevet frygtelige overgreb og afsavn, før han formår at omsætte sine erfaringer og refleksioner og forvandler dem til et litterært konstrueret storværk med relevans for alle.

I sin helhed handler det om Patricks kvaler med sin opvækst, der forfølger ham hele voksenlivet i form af selvdestruktion, selvhad, depressioner, ensomhed og misbrug.

Det foregår på første klasse i England og Frankrig, men det bliver det ikke mindre gribende eller mere distancerende af. Der er masser at hente på identifikationskontoen også for os fra den gennemsnitlige danske middelklasse. Der er desuden andre vigtige temaer end forældres gigantiske påvirkning af barne- og voksensindet. Afhængighed, fortabelse, moderskab, kærlighedssurrogater og til sidst det altoverskyggende: Frihed. Friheden til selv at vælge sine tanker, fokusere på det man er interesseret i, og leve det liv, man ønsker uden at blive vildledt af projektioner, vrede, bitterhed, afhængighed, tvangstanker og ufrivilligt tvunget til at svælge i sine traumer.

I de to sidste romaner følger vi ikke kun Patricks synsvinkel men også flere af de mennesker, der omgiver ham. Undervejs præsenteres læserne for det fulde omfang af grusomheder, der er blevet begået mod Patrick men også mod andre i hans barndom.

Moders Mælk

Patrick er blevet gift med Mary og far til Robert og Thomas. Hans mor Eleanor har i en årrække dedikeret sit liv til en spirituel bevidsthedsbevægelse og organisationen Red Barnet. Som gammel og tiltagende dement beslutter hun sig for at gøre Patrick arveløs og overlader residensen i Frankrig til sin guru Seamus i stedet for sin fortabte søn. Patrick er rasende, for det er det eneste sted, der forbinder ham til barndommen og hans rødder på godt og ikke mindst på ondt. Han er hunderæd for at overføre sin fars sadistiske tilbøjeligheder og sin mors afmagt og inkompetence som forælder til sine egne børn og kæmper nu med en voksende vrede overfor hende. Udover Patrick følger vi den ældste søn Robert, som forguder sin far og hurtigt følger ham i distanceringen til sin bedstemor. Senere følger vi Mary, der selv har et anstrengt forhold til sin selviske, ufølsomme mor Kettle, og som nu har overgivet sig til moderskabet i en sådan grad, at Patrick bliver skubbet ud på et sidespor, mens han hungrer både efter en kvinde og en moderlig favn. Selvhadet vokser i takt med den midaldrendes trængsler. Ægteskabet er på gyngende grund.

Til sidst

Eleanor er død. Patrick og Mary er separeret. Romanen foregår til Eleanors bisættelse. Af spøgelserne fra fortiden er nu kun faderenes ven og ligeså verbalt sadistiske Nicholas Pratt tilbage på jordkloden. I et kort sekund ønsker Patrick, at hvis blot han også faldt død om, ville vejen mod friheden i en post-forældre verden langt om længe stå åben. En skør kvinde fra både Patricks og Eleanors fortid dukker uventet op til bisættelsen og laver ravage i det hele. Hun viser sig at få funktion af en slags hjælpende engel, der til sidst kan få Patrick til at slippe sine lidelser og den afhængighed han har haft hele livet af såvel lidelserne som stofferne, kvinderne, alkoholen og den distancerende ironi “- the hardest addiction to give up.” Han ser det hele og sin mor i et andet lys. Ikke et tilgivende lys “ – to forgive you have to feel morally superior.” men et frigørende lys. Måske det lys der senere får Edward St. Aubyn til at skrive sine romaner.

Verden er latterlig og hjerteskærende på samme tid

I november var Edward St. Aubyn på besøg i Den Sorte Diamant og fortalte om sin roman til Mikkel Bruun Zangenberg foran et henført publikum. Med hans stoiske ro og myndige, afdæmpede forfatterstemme var det svært at forestille sig, at Patrick Melrose er hans alterego. Men hvor er det fantastisk, at man kan komme så godt ud på den anden side af hårdt levet liv, og hvor er han dog umådelig interessant at lytte til.

Forfatterens definition af den ultimative frihed er en af de smukkeste, jeg nogensinde har hørt:

Freedom is to react to nothing and respond to everything.”

Se selv med og oplev interviewet fra Den Sorte Diamant her: 

Patrick Melrose-romanerne er venligst tilsendt af Gads Forlag.