Himmelanker af Line Maria Lång

Jeg knuselsker denne bog og vil snart læse den igen. Line Maria Lång har skrevet så fin en roman, som både er et rørende og morsomt portræt af sit nære venskab med nu afdøde forfatter Jan Sonnergaard og en skildring af sorg over tid, og om at miste både en far, en kæreste og så en ven alt for tidligt og ikke mindst om sindets evne til og bestræbelser på at fastholde minder og mærke det evige nærvær fra dem, man har mistet. 

I centrum af fortællingen, der består af korte stramme kapitler, er venskabet mellem de to forfattere. De er som nat og dag, et mørkt og et lyst sind, en rå realist møder en flyvende fe, men litteraturen, madglæden, empatien, dybden og humoren binder dem sammen. I begyndelsen er de mentor og mentee. Dietmar som han hedder i romanen er ikke altid helt nem at komme ind på livet af, og han kræver noget af sine venskaber og forventer modkrav. Om det drejer sig om tekster, samtaler, øgenavne eller særlige retter eller vine, så skal de serveres med specielle ingredienser, hjerte og omhyggelighed.  

Er man først lukket ind i varmen, kan man hurtigt ryge ud i kulden igen med et skarpt skud af sarkasme. Der er en grund til, at forfatteren kaldte sig selv for enten søde Jan eller onde Jan. Det er der et par ret gode eksempler på, som er mere sjove end egentligt onde, og man forstår godt, at en tænker, som ham ikke gad at omgive sig med overfladiske og prætentiøse mennesker. Fra Line Maria får han modspil og modkrav og en overflod af åndelig kærlighed og en dejlig filosofi om samhørigheden mellem himmel og jord, ”alt er forbundet med alt”,’lambubo’. Både hun og hendes kæreste forbliver i inderkredsen og er nogle af de få nærmeste pårørende, da forfatteren pludseligt dør alene i en lejlighed i Beograd, få dage inden de skulle besøge ham. Det sætter straks processen i gang hos Line Maria Lång, der beslutter sig for at skrive om ham for at bevare deres forbindelse og holde ham fast som sit himmelanker.

Her et lille uddrag fra en af deres mange samtaler, hvor Dietmar giver råd til de skrivende:

”Man arbejder en tekst igennem mindst ti gange mere, end man gider. Man gør sit arbejde. Man kan skrive hjulpet på vej af god vin – dårlig vin ses i teksten, fordi man bliver så sur, sagde han. Jeg lo. Men redigeringen skal foregå absolut ædru; det er dér, hvor du pludselig skal blive en anden, et surt røvhul, der er skeptisk over for alt. Han løftede sin pegefinger ’dér’. Det var slet ikke skolelæreragtigt, det var en engageret pegefinger; han lavede ligesom et slag ud i luften med den, som når man giver noget et lille skub. ”Og hvis du vågner en dag med stor lyst til at skrive om dine morgensko eller din kvindelige cyklus, så gå i seng igen. Det er nok mit bedste råd.”

Hvis du er fan af Sonnergaard og/eller Lång, må du selvklart få læst denne lille kloge roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

Advertisement

Suget af Ida Marie Hede

Har du ydet dit bidrag til velfærdssamfundet og leveret mindst 1,2 barn til verdens videre beståen? Hvis ikke så kommer kommunen efter dig. Og har du gjort din pligt, så gør de det alligevel.

De tager daglige prøver af dit udflåd, måler din ægløsning, overvåger din seksuelle aktivitet og din formåen på datingscenen. De trænger sig på med rådgivning på ethvert plan, fra moderskab til venskab, og hvis du på trods af, at du faktisk har leveret mindst 180 poder alligevel ikke lever op til forventningerne, kan du opnå den ære at blive udskammet til livestreaming på samfundets skafot, mens beboerne i din landsby ser på og spiser popcorn til. Har du ovenikøbet været din partner utro, får du tilsendt et mørkerødt H fra kontoret for HOR OG FLAMMENDE BOGSTAVER, som du skal bære i mindst tre år, mens beskuernes øjne gnider skam ind i dig.

Så tager jeg det fine H frem. Viser det til mine søstre.

Røvskam rører ved filten med pegefingeren, siger opløftet, at det er mit H. Just own it, siger Røvskam med sin lyse, hæse stemme. Det kan godt være, du har knaldet lidt rundt, so what? Hvem har ikke det? Og hvem har ikke efterhånden prøvet det med skafottet? Hvis du går med længe nok, bliver H’et dit eget. Så står det for Hellig, Hidsig eller Hæsblæsende. For Hadsk, Henført, Hallo, For Honda, Hey du, Hallo-Hallo, for Horfryd, Horribel, Halleluja.

Ovenstående er blot en lille del af scenariet i romanen Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer, som uden tvivl er den vildeste roman, jeg har læst i år – måske nogensinde. Den kræver noget af sin læser, kan være hård kost for de bornerte med kropsvæsker der siver ned ad siderne, og seksuelle organer der drøner rundt i alle huller, men uomtvisteligt er det, at Ida Marie Hede skriver ind i helvedes skarpt, sprudlende og fantasifuldt. Jeg har aldrig læst noget lignende og alene af den grund, bør alle litteraturelskere læse den. Har du oveni en datter eller en veninde i den fødedygtige alder, bør du straks forære dem et eksemplar af romanen. Den giver noget at tænke over, noget at grine af og noget at græmmes ved.

Hovedpersonen er en kvinde, der får betegnelsen den lille Glimmerhætte. Hun flytter fra en lejlighed på broerne til et hus i Den Usikre og Megalomane Landsby med et uvist antal børn, der har smukke navne og en fraværende far. Det er her overvågningen strammer til, og livet er en lollet drøm, så længe man spiller efter reglerne, som forfatteren selv skriver. Snart befinder kvinden sig i et samfund, der både er uendeligt fjernt og uhyggeligt tæt på.

Romanen er syret og surrealistisk, et science-fiction værk, en samfundssatire og en skør og sjov dystopi, men også et sammensurium af sproglig leg og metaforer for den værdimæssige virkelighed, der befinder sig lige udenfor døren, uanset om man bor på Vesterbro eller i et lille økosamfund på landet. Udover moderskab, venskab, begær, underkastelse og ensomhed er den spækket med aktuelle temaer og kritiske pointer, der må ramme en nerve et sted hos enhver læser.

Suget springer i tid og sted, det kommer allevegne fra og gennemsyrer alt. Romanen suger læseren rundt i en centrifuge af indfald og møder med eksempelvis de tre alfeagtige veninder ved navn kødskam, røvskam og hjerteskam, som introducerer landsbyens uskrevne og paradoksale regler, og så er der de neddumpende hologrammer med navne som Stacy og Savannah, som minder om tegneserieagtige mangafigurer, der kommenterer, kritiserer og analyserer hovedpersonen, og der er girlbandet Au Pair Pops, der synger om livet som husslaver, der ikke må få børn, og der er elskeren BOB, som muligvis er et symbol på alle elskere. Der er sågar en modstandsbevægelse i omløb med følgende uddrag af en velkomstintro:

Til min modige ven. Til dig som har tilmeldt dig Modstand Ass.

Du tænker: Hvorfor skulle du have noget at klage over? Er der nogen, der generer dig? Er livet i Landsbyen ikke okay? Så hvorfor skulle du have noget at udsætte på dit nye hjem? På overfladen består Landsbyen af de mest velplejede kvarterer, fineste subkulturer, multietniske småsamfund og regnbuefamilier; i sprækkerne belønnes kun de hvide velnærede indbyggere, deres børn og katte og et lille udvalg af brogede gadekryds. Du er hvid og velnæret, fødedygtig og leveringsdygtig udi et moderat antal børn. Du er underkastelsesparat og konfliktsky, sød og rasende, kun milliarder af lysår fra at betale topskat, kun milliarder af lysår fra et virkelig udsat liv – så hvorfor i alverden skulle du klage? Jeg skal fortælle dig hvorfor. Landsbyen er et vaklende reolsystem med små hotdog-porcelænsstatuetter i evig bromance og stakke af Knausgaards Min Kamp og Houllebecqs Underkastelse i paperbackudgave på nederste hylde, jeg skal fortælle dig, hvorfor jeg lige har beskrevet bare ét ud af tusinde eksempler på maskulin, territorial, kolonial ynk, jeg skal fortælle dig, at så snart du vender ryggen til, selv om du gør dit allerbedste, går Landsbyen amok i fascistoide kælenavne til både dig og til alle de andre assistenter, de kalder jer fx lækkermås, sødling, pandabjørn, ferrero-rocher, numsefejemaskine, slaveskat, undermenneskebaby, nullergøj, de kalder dig mor. Vil du have at det skal fortsætte sådan?

Ja romanen står bedre i sin egen tekst end beskrevet i en anmeldelse, så jeg håber, at dette lange citat har suget dig ind og givet lysten til at læse og lade dig rive med. At læse Suget er som at blive hevet ind i et surrealistisk maleri med realistiske undertoner. Tag med på eventyr med den lille Glimmerhætte, som kastes rundt mellem fantasier og mareridt, dogmer og hykleri, alvor og satire, korrekthed og tyranni og måske mod slutningen opnår en slags fred i erkendelsen af, at hun aldrig bliver fri.

Suget kan læses som et feministisk og samfundsspiddende manifest men er også en slags parodi på samme. Det er en vild, vittig, viril og vanvittigt god roman. Jeg udfordrer dig til at læse den og mærke suget.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forfatteren og Forlaget Basilisk.

 

Rampen af Jesper Stein

En af Danmarks bedste krimiforfattere Jesper Stein har med sin nye roman Rampen taget en afstikker fra sit alter ego, den alkoholiserede og dæmoniserede Axel Steen og stukket kniven direkte ind i sig selv. 

Med Rampen udforsker han sin egen og sine forældres smerte og svigt efter deres skilsmisse tilbage i 80’erne, og det gør han med en formidabel og stærkt vedkommende roman. 

Bortset fra chokket da unge Jesper opdager, at hans far er moren utro efter mange år sammen, begynder romanen lyst med en god og tryg barndom i en dannet kernefamilie. Forældrene er et velfungerende stabilt ægtepar par med en virkelig smuk og særpræget kærlighedshistorie bag sig. Far Finn er litterat, underviser på gymnasiet og anmelder for Weekendavisen, mor Jytte er sygeplejerske med ambitioner. De får to sønner, som de opfostrer i idylliske omgivelser i en herskabsvilla på Rampen ved Risskov i Aarhus, hvor det bedre borgerskab holder til. Men efter 29 års ægteskab er forholdet slidt, og faren finder nye græsgange med en yngre model, såmænd en af sine elever, mens moren ikke kan få sine ambitioner indfriet. Idyllen er brudt, og skilsmissen og begge forældres efterfølgende svigt får uendelige konsekvenser for hele familien og langt op i Jesper Steins voksenliv.

17-årige Jesper bliver hos sin mor i det store hvide hus og bliver brugt som følelsesmæssig erstatning for morens tab. Hun ryger ned i et sort hul, alkoholiseret, deprimeret og grænseoverskridende i forholdet til sin søn. Teenageren forsøger at finde sin egen udvej med piger og druk men havner i en destruktiv flugt fra situationen, der gør hjertehamrende ondt at læse om. 

Både forældrene og Jesper bruger i årevis alkoholen som en trøst og fast følgesvend, de nægter at slippe, selvom den ødelægger alt for meget.  

Jesper Stein skåner ingen og slet ikke sig selv. Han skriver præcist, nøgternt og troværdigt og lige på og hårdt med stærke, smukke sætninger, der aldrig forfalder til sentimentalitet. 

Stein formår oveni at beskrive passager ud fra morens synsvinkel, mens hun står midt i krisen og midt i livet. Et modigt valg, der virker absolut overbevisende.

Her et uddrag fra en skiferie kort inden, det hele ramler:

Og nu er hun her i en hytte, og alt er som det plejer. Tilsyneladende, Finn er, som han plejer. Han underholder om aftenen, diskuterer litteratur med Peter og Jesper. I går læste Peter triumferende op af hans seneste anmeldelse i Weekendavisen af Pia Tafdrup, og Jesper sluttede af med at råbe: “I sin fritid kan han godt lide at gå i bjerge og dyrke asparges.” En sætning, der er blevet et mantra for drengene, fordi den stod i avisens præsentation af Finn, som det aldrig er lykkedes at få en asparges til at vokse i jord noget sted. Lene ler hele tiden af ham, børnene driver gæk med ham, Anders er betaget, ja alt er som det plejer, men intet er godt. Det er ikke skiene og knæene, det er ikke klimakteriet, det er ikke afslaget, det er, som om han er væk. Hun kan ikke nå ham. Han smiler og er glad, men når han pludselig ser på hende , er der ikke noget i blikket, hans øjne viger, som om de ikke hører til hos hende, han ser væk.

Evnen til at sætte sig ind i sin mors tanker og berette fra hendes synsvinkel med empati og forståelse er imponerende. Der har muligvis været en kvinde inde over, men det sproglige overskud er Steins, og det lader sig ikke begrænse af køn. Det har det heller aldrig gjort tidligere i de vitterligt velskrevne krimier.  

Jeg sætter også pris på, at Jesper Stein ikke bruger en masse sider på at beskrive arbejdet med bogen eller fabulere over de etiske dilemmaer der er ved at skrive om sine forældre og lægge det personlige ud så åbent og ærligt. Nu har han taget beslutningen, og han tager skridtet fuldt ud. Det er en god beslutning, for Rampen er uden tvivl en roman, der både kan vække genklang, sympati og forståelse for, hvad det vil sige, at blive såret på sjælen, og at forældre kan svigte noget så grusomt, også når de ikke kun er fulde af sprut men også af kærlighed til deres børn.  

Rampen er en af de bedste selvbiografiske romaner, jeg har læst. En modig og rørende skildring af et familietraume, der rammer langt udover rampen. En rå og barsk roman af den slags man godt kan finde på at læse mere end en gang.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

 

Paradis først af Kristina Stoltz

Mens jeg skriver denne anmeldelse raser kolossale skovbrande langs den amerikanske vestkyst i staterne Californien og Oregon. Fænomenet er velkendt men eskalerer år for år og er nu værre end nogensinde. Skovbrande og klimakrise spiller også en rolle i Kristina Stoltz nye roman Paradis først, der udkommer i dag.

Paradise er en lille by i Californien, der går i brand i 2018, mens hovedpersonen Kristina efter mange års adskillelse er på besøg hos sin amerikanske langdistance kærlighed Marlon. De har boet tæt på Paradise, da de var unge, og forelskelsen var på sit højeste og i den grad brændende. Under genforeningen brænder Paradise helt ud, og det samme kan man sige om deres kærlighed, der har været så stærk og paradisisk, at det blev farligt. Trods store forskelle mellem de to har Kristina følt, at de var ens.

Vi ligner ikke hinanden længere, det har jeg lyst til at sige, vores ansigt er ikke det samme ansigt. Gad vide, om han også ved det, ser det, om du ser mig her på bænken overfor dig. Vores forhold endte ikke på den måde, som et forhold normalt ender, med et brud. Et brud var ikke muligt. Nogen ville dø, i virkeligheden, ikke som en forestilling, en metafor, nej det ville være en fysisk realitet, at nogen, at jeg ville dø, det tror jeg stadig.

Forholdet har ikke kun været intenst og passioneret men også turbulent, kaotisk og påvirket af kultur- og raceskel, af depression og vold og af forskellene mellem USA og Europa, og hvordan vi ser på hinanden. Meget er sket og forandret gennem de knap tredive år, de har kendt hinanden. Alt dette reflekterer Kristina over i en hyper aktuel kontekst af racisme, klimakrise, masseskyderier og præsidenten med det gule hår, mens hun undersøger kærlighedsrelationen og udviklingen af den i et dynamisk samspil mellem fortid og nutid mellem sandhed og følelse.

Det er imponerende, hvor godt det er lykkedes at komprimere så fornem en fortælling med så relevante temaer på så få sider.

Man kan undre sig over, at Kristina rejser til USA for at besøge sin eks på trods af deres lange historie, og hun undrer sig også selv, for Marlon skal giftes med en anden, og forholdet er for længst forbi. Kristina har børn og bor i Danmark. En genoptagelse, af det der var, har lange udsigter, og det findes ikke længere. Eller gør det? Kan deres samhørighed transformeres til et venskab og vil det? Og hvad er meningen med det?

Jeg spekulerer over, hvorfor for jeg igen befinder mig her, som om det ikke er en beslutning, jeg selv har truffet; at pakke sin kuffert, gå ned af trapperne og ud ad døren. Det ender med, at man sidder oppe under skyerne i en flyvende metalbeholder og lader sig fragte over seks tusinde kilometer. Skovbrandene skyldes klimaforandringer. Hundredevis af dyrearter er forsvundet fra jordens overflade. Hver dag uddør flere. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at kærligheden har mere med omgivelserne end med personerne at gøre. Når korallerne dør, hvad sker der så i mødet mellem to mennesker? Bliver det den samme fortælling? Bliver det overhovedet en fortælling? Så vidt jeg ved, er kærligheden altid en fortælling. På en måde fortælles den bagfra, mens den udspiller sig. Dengang vi forelskede os, var havene stadig fulde af levende koraller. Det er ikke så længe siden.

Paradis først er en atypisk og stærk kærlighedsroman skrevet i ét langt kapitel over 170 sider, der fletter fortid og nutid sammen i et yderst elegant og flydende forløb, der bevirker, at bogen er umulig at slippe. Historien er selvbiografisk men skrevet som et stilistisk eksperiment, der lykkedes helt utroligt godt. Forfatteren skifter mellem jeg fortæller og tredje person, som skaber distance til de passager, hvor forfatteren er i tvivl om, hvordan det egentlig skete. Romanen er dermed også en udforskning af selve erindringen om kærligheden, og det der var, og hvad der er tilbage. Kristina er aldrig i tvivl om, hvordan det føltes og beskriver med nerve og nærvær, så det virkelig kan mærkes hos læseren.

Skiftet mellem fortællerstemmerne fungerer formidabelt, og man er aldrig i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om, selvom den ene sætning er i København for år tilbage og den næste er i USA i nutiden.

Romanen er et slående eksempel på, at autofiktion og autenticitet kan skabe den allerbedste og mest vellykkede litteratur, der vækker genklang hos læseren. Det gjorde den i hvert fald for mig. Muligvis fordi jeg selv har en lignende historie i bagagen men ikke kun derfor.

Først for nylig er jeg kommet i gang med Kristina Stoltz forfatterskab med romanen Som om der også er selvbiografisk og helt forrygende. Også den fletter fortid med nutid, barndom med forældresmerter og voksenliv med parforhold og skilsmissesmerter, samt et øje der reagerer fysisk på det hele.

Alle litteraturelskere, der mener, at de er trætte af autofiktion, burde tage fat i disse to værker af Kristina Stoltz. Jeg er overbevist om, at de vil ændre mening og falde for genren på ny. Paradis først er en af efterårets helt store læseoplevelser.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Penge på lommen af Asta Olivia Nordenhof

“Der er en tavshed, en frygt for at være dum, der sætter ind der, hvor økonomien begynder.”

“Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen.”

“Det er en handel, det ved hun, at få kærlighed af de voksne fra kommunen og forsage sig selv, men heller ikke blive alt for meget en anden, så de ikke har noget at have ondt af og lave om på.”

Tre stærke citater fra denne fuldstændigt formidable roman. Penge på lommen af Asta Olivia Nordenhof er første del af en føljeton om før- og efterdønninger af mordbranden på Scandinavian Star. Den tredje roman jeg læser indenfor et par uger af en ung dansk forfatter, der blæser mig helt omkuld med både sprog, karakterer, stærke historier og her også en markant samfunds- og kapitalismekritik. Med ganske få men skarptskårne ord argumenterer forfatteren for sin sag, så den bliver indlysende og svær at svare imod.

Romanen handler indirekte om mysteriet, tragedien og skandalen, der fandt sted i 1990 men også om en hel del mere. Om det tidlige svigt, det mærkede sind, den umulige kærlighed og om betydningen af at have penge og ikke at have dem, og hvad de driver mennesker til at gøre og miste for at få dem. Her personificeret af karakterer hvis skæbne kredser perifert men ikke desto mindre altafgørende omkring katastrofen. Igen en roman hvor alt det overflødige er skåret væk, og hvor de rene skarpe linjer fortæller det hele. En genial roman. Jeg glæder mig absurd meget til de næste.

★★★★★★

Bogen er udkommet på forlaget Basilisk. 

 

 

Tour de Chambre af Tine Høeg

MERE AMOUR MINDRE MERDE står der på døren til en af hovedpersonen Astas kollegievenners værelse i Tine Høegs nye roman Tour de Chambre. Beskrivelsen er også ret præcis for denne smukke perle af en lystlæser. Jeg kom til at læse den i ét stræk, og det føltes bagefter lidt som at have frådset i alt for dyr kaviar. Som om jeg nogensinde har gjort det! Men de stramme og yderst velkomponerede linjer har ikke levnet ét eneste overflødigt ord, mens alt det mellem linjerne står rent – dog ikke bare som luft og fyld men sprængfyldt af følelser og drama, spændinger og fortielser om venskab og kærlighed om tillid, tab og sorg, om kroppe og hjerner, der brænder og om at følge kunstens kald og skrive trods al den indre energi og ydre modstand det koster. Fortid og nutid er her flettet sammen så fornemt, at det næsten giver åndenød.
Asta er veninde med Mai, der er alene med sin lille søn. De er tætte og har et langvarigt men lettere kompliceret venskab bag sig. Forskellige som nat og dag men uadskillelige, når det gælder. I hop mellem de unge år på kollegiet for ikke så længe siden og i nuet med voksenlivets besværligheder følger vi Asta og dem omkring hende, og det er både smukt, spøjst og speget.

Den her bog bliver et rigtigt sommerhit. Smuk indeni såvel som udenpå, men før jeg drukner i mine egne klicheer, så lad mig nøjes med at sige: læs den.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Meter i sekundet af Stine Pilgaard

Den første bog, der har holdt mig helt tæt koncentreret til siderne under Coronakrisen, uden at tankerne flagrer, og blikket flakker mellem nyheder, angstneuroser og bestræbelser på at opretholde normalitet er Meter i sekundet af Stine Pilgaard. Den første udgivelse fra det nye forlag Gutkind. Det er en fuldstændig forrygende, smukt skrevet og meget morsom og rørende roman om et ungt par, der flytter til Velling i Vestjylland med deres lille søn.

Han skal undervise i litteratur på højskole og bliver hurtigt populær blandt de unge elever. Hun bestyrer en topunderholdende og ikke mindre end genial brevkasse, der nikker til Tove Ditlevsen og er mindst ligeså skarp, sjov, vis og rammende. En vi alle sammen kan lære lidt af, også selvom vi ikke umiddelbart kan genkende os selv i skribenternes situationer. Alene den er alle pengene og stjernerne værd.

Men ligeså fremragende vor hovedperson er til at belære og hjælpe andre, ligeså svært går det med at styre sig selv og egne udfordringer. Hun vil så gerne passe ind i lokalmiljøet og åbner gerne op og deler ud af de inderste tanker, men det skal man helst afholde sig fra på de kanter. Ofte går det over genvind, og hun bliver venligt men bestemt sat på plads af forstanderinden på højskolen, af kioskmanden, af sønnens dagplejemor og af selveste Anders Agger. Man kender det jo godt fra sig selv. Når nogen spørger, hvordan det går, og man bare skulle have sagt fint i stedet for at hælde det hele ud. Måske skulle man flytte til Vestjylland og så lære det? Det er i hvert fald ikke en uattraktiv tanke, når man læser denne skønne roman. På bedste højskolemaner indeholder den ovenikøbet en række nye sange, og det er så fint, som det kan være og passer ualmindelig godt ind i tiden lige nu, hvor fællessang har fået en renæssance.

Det er længe siden, jeg har smilet så meget under læsningen af en roman. Den er helt og aldeles vidunderlig, og hvis denne roman sætter standarden, tegner det virkelig godt for det nye forlag.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Frank vender hjem af Kristian Bang Foss

Kristian Bang Foss er en af finalisterne til DR’s romanpris 2020, som kåres i juni, og det er så velfortjent, som det kan være. Jeg læste romanen sidste år og havde senere fornøjelsen af at interviewe forfatteren på Bogforum, men det skal nu ikke afholde mig fra at videregive min varmeste anbefaling her.

Efter en længere blogpause (de kommer jo, når anmelderiet er en hobby og ikke et levebrød) kan jeg konstatere, at Frank vender hjem var en af mine bedste læseoplevelser i 2019. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ikke fik læst tilnærmelsesvis så mange bøger, som jeg havde håbet på, og jeg har da heller ikke læst de andre to finalister til DR-prisen, men jeg har læst et par af de i alt seks nominerede, og denne er uden tvivl min favorit.

Frank vender hjem er en både storslået, sjov og rørende samtidsroman om de klasseskel, der lever på bedste vis, selv i lille velfærdsdanmark, hvor vi på en lys dag måske bilder os ind, at uligheden er udvisket. Naturligvis ikke. Og det er ikke kun de åbenlyse forskelle mellem boss og bums, der trækker skellene. I hvert sociale lag gemmer der sig tusindvis af skjulte koder, der angår alt fra mad, bestik, filmkundskab og andre samtaleemner samt utallige faldgruber af do’s and dont’s, selvfølger og indforstået jargon, der nøje skal indøves, når et menneske med bopæl i Danmark bevæger sig opad den sociale rangstige og forsøger at passe ind. Det er høje besværlige trin, der skal bestiges mellem hvert niveau, det ved enhver mønsterbryder, og den unge Frank snubler konstant og bliver både vred og depressiv men senere en fighter, der nægter at give op.

Frank kommer fra en familie helt nede i underklassen i Hvidovre med en far, Rock Tage, der har optrådt for møntkast på Strøget, og en mor der kigger for dybt i flasken. Frank skammer sig over sin baggrund og i stedet for at stå ved sit ophav, forsøger han at fortrænge det med påtaget intellektuelle referencer, da han som kvik universitetsstuderende bevæger sig op i den øvre del af socialstratosfæren hos kæresten Thea, hvis familie dog er mindst ligeså dysfunktionel som hans egen blot på en anden og til dels subtil måde. Frank kæmper for at tilpasse sig, men det går slet ikke godt med det, selvom Theas familie forsøger at byde ham ind i varmen ud fra bedste minimale evne. Sympatien hælder klart mere til Franks familie end til Theas, der selv mener, de er så rummelige, men snart udviser det stik modsatte. Det kommer der mange underholdende og nervepirrende scener ud af bundet sammen til en mesterlig og sørgmunter fortælling og en vidunderlig kombi af komik, magi, gakkede og rørende momenter, der på bedste uforudsigelige vis holder fast i læseren fra første til sidste side og leverer både fnis og tårer undervejs.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Gyldendals Forlag

Den italienske mester af Tom Rachman

I foråret udkom Den italienske mester, tredje roman af Tom Rachman, som jeg har set meget frem til, da jeg er ellevild med de tidligere: De Ufuldkomne og Storhed og Fald.

Lige efter udgivelsen, gik jeg i gang og gik i stå 60 sider inde, måske fordi den mindede for meget om en film, jeg lige havde set. Havde så en lang periode uden læsetid men har nu over to feriedage været helt og aldeles opslugt af denne mesterlige, nærmest geniale fortælling, som den har vist sig at vær

Vi følger Charles Bavinsky kaldet Pinch gennem et helt liv i skyggen af en kunstnerfar, der trods sit fravær fylder alt. Bear Bavinksy er en excentrisk og egocentrisk maler, forgudet af kunstverden, af sine mange kvinder som han skifter ud efter et par år og af sit afkom, som han efterlader i mødrenes varetægt rundt omkring i Europa og USA. Kun Pinch får en særlig plads i farens hjerte, for Pinch har selv et kunstnerisk talent, men han har også sin far solidt placeret på en piedestal og er derfor nem at kontrollere og manipulere med. 

Den store Bear besidder udover sit kunstneriske talent, sin fulde dedikation til kunsten og sin seriøsitet – han brænder alle de malerier af, der i hans øjne ikke er gode nok – det der særlige, man efter nogens mening skal have for at blive en rigtig kunstner: personlighed og karisma. Lige det mangler Pinch, ligesom hans selvtillid på det nærmeste er visket ud af faren. 

Først langt op i livet går det op for Pinch, at hans far er den indirekte årsag til en traurig tilværelse, hvor nederlagene står i kø, så han beslutter sig for at gøre noget ved det, og fuldfører det man kunne kalde en sød hævn blot med uselviske og renhjertede motiver. 

Den italienske mester er centreret om malerkunsten og er penslet til med referencer fra kunstverdenen, en del af dem opdigtede til bogen. Fortællingen har mange strøg af humor omkring den forløjede og forstillede kunstverden, hvor dem der skal tjene pengene på andres kunst bestemmer, hvad god og ægte kunst er. 

De tematiske vinkler berører ikke kun Pinch’ forhold til sin far men også til sin selvudslettende mor, der som han er kunstner i det stille uden at opnå megen anerkendelse. Der er forholdet til få vigtige venner, som får afgørende betydning, til hans livs kærlighed, og til det hverv han affinder sig med at leve af. Alt imens han føler sig overflødig som et intet med kun det formål at tjene sin far, mens han hungrer efter hans anerkendelse. Indtil den dag han ikke gør.

Romanen er en fantastisk menneskelig og rørende fortælling der også bliver tiltagende spændende at læse, da den besidder et klogt og veldrejet plot. 

”Er det nemmere at bryde igennem som kunstner, hvis man er et flamboyant røvhul?” Sådan lød et af spørgsmålene til forfatteren, da han blev interviewet i Boghallen tidligere i år. Tom Rachman svarede, at det mente han nok, og det var netop et af de spørgsmål, der optog ham under arbejdet med bogen. Et andet var om, man kunne tillade sig at få børn, hvis man ville lave kunst. Det havde han selv kløet sig i håret over, da han skulle være far for første gang. Problematikken er gældende, uanset om det er kunstmaler, forfatter eller et andet kunstnerisk udtryk man vil hengive sig til. For det kræver god tid og ro at lave kvalitet. Jeg tænker, at Tom Rachman selv og utallige andre har bevist, at man godt kan skabe kunst, selvom man oveni forsøger at være et ordentligt menneske og stifter familie. Men der er også en del slående eksempler på det modsatte: man behøver måske ikke at være et røvhul for at blive kunstner, men det hjælper.

Uanset om man er interesseret i billedkunst eller ej, er Den italienske mester en roman for alle, der er er optaget af mennesker og relationer. Tom Rachman har for tredje gang bedrevet en vidunderlig roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

Tid til krimi

Knaldkrimi, kvalmekrimi eller kvalikrimi? Det ene udelukker ikke det andet. Men hvilken type krimilæser er du?

Er du til klassisk detektiv eller suspekt strømer. Poirot eller Sam Spade. Engelsk landidyl eller Berlins undergrund. New York mean streets eller LA Noir. Splat eller suspense. Seriemordere eller domestic noir. Videnskab eller dæmoner. Retsmedicinsk akkuratesse eller socialrealistisk samfundskritik. Gangstere eller gys. Spektakulære plots eller antihelte. Den ensomme hævner eller panseren på afveje. Hvad synes du bedst om? Hvad skal din yndlingskrimi indeholde?

De spørgsmål stiller jeg mig selv, mens jeg giver den gas med krimilæsningen og varmer op til Krimimessen i Horsens, som jeg besøger for første gang 6.7. april. Jeg glæder mig helt enormt til at opleve den særlige horror-hyggestemning blandt kriminørder og bogfolk.

Svaret er, at jeg er til lidt af det hele, men at jeg har en række fælleskrav til kvalitet, som bliver sværere at opfylde jo flere krimier, jeg læser. Først og fremmest originalitet og overraskelser, viden der gør mig klogere på verden, interessante flerdimensionelle karakterer man gider følge, et godt og troværdigt sprog, samt fremdrift og spænding der holder fast i læsningen. Jeg bliver skuffet over langt ude i hampen utroværdige plots og twists der ikke hænger sammen, afsløring af mordere man dårligt har mødt, og som vælter ind fra højre mod slutningen, meningsløs gru og udpenslet vold der ikke har en forklaring, og når jeg har regnet det meste ud før midten. Hvis jeg SKAL vælge, så hælder jeg mere til den realistiske samfundskritiske krimi end til det spektakulære og grusomme plot. True Crime genren er bestemt også min kop te, men i perioder er jeg nødt til at undgå den, for er der noget, der skræmmer livet af mig, er det forbrydelser begået i virkeligheden.

Markedet for krimier er spækket og overfyldt, og det er blevet vanskeligere at skille sig ud. Men når det sker, kan en krimi både ryste, skræmme, røre, oplyse, vække stof til eftertanke og åbne øjnene mod nye horisonter, der er svære at glemme – på samme vis som et skønlitterært værk uden mord.

Her lidt om de seneste fire danske krimier jeg har læst, og som efter min mening ligger i den høje ende af kvalitetsspektret, og hvordan de hver for sig repræsenterer forskellige subgenrer og smag. Jeg hører gerne din mening om samme sag. Vi behøver ikke at være enige.

Krimien der gør dig klogere – Søster min af Helle Vincentz:

Søster min er den første krimi, jeg læser af Helle Vincentz, men det er absolut ikke den sidste. Her kan man virkelig mærke, at forfatteren har foretaget en omfattende research, der på imponerede vis er flettet naturligt ind i handlingen. Det handler om medicinalbranchen og dens uanede muligheder for magtspil og korruption. Hvis man ikke var mistænksom overfor medicinalvirksomheder før, så er man det i hvert fald efter læsning af Søster min.

Dette er anden selvstændige bog i serien om antropologen Sofie Munk, der arbejder som efterforsker i et privat og diskret konsulentfirma. En vidunderpille mod depression ser ud til at fjerne kvinders lyst til sex, og det er rigtig skidt for samfundsøkonomien. Mange interesser er på spil, og alle er under mistanke i denne fremragende spændingsroman. Dramakurven er dog en lidt flad fornøjelse. Spændingen ligger ikke i den omkringliggende fare, eller i det endelige opgør mellem hovedperson og skurk men derimod i Sofie Munks efterforskning og relevante spørgsmål til eksperterne, mens hun borer sig dybere ned i sagen og leverer en i høj grad, antager jeg, faktuel viden til læseren, og det er skam spændende nok. Det er også en velfortalt historie med troværdig dialog og gode karakterer. En rigtig journalistkrimi på den fede måde. Det vil sige uden medvirken af den fortærskede kliche af en journalist som hovedperson men med solid info til borgerne om samfundet.

Den højspændte krimi – Fjenden iblandt os af Jakob Melander:

En af de danske krimiforfattere der efter min mening skriver bedst er Jakob Melander. Han lægger ofte et poetisk pennestrøg over sine historier, for eksempel ved beskrivelser af København og den punkromantiske del af 1980’erne.

Det er der ikke så meget af i den seneste krimi, hvor han prøver noget nyt med en stram og tempofyldt historie, der strækker sig over knapt et døgn og følger et galleri af personer, som overskygger hovedpersonen politiassistent Lars Winkler.  Fjenden iblandt os er den sjette selvstændige del af serien med ham i centrum.

I en ghettobebyggelse ved Bellahøj findes en otteårig pige dræbt i baggården, og snart er hele boligkomplekset et inferno af racistiske og sociale spændinger tilsat politisk idioti. Også her lykkedes det at få sat flere af beboerne under mistanke, og vi følger på skift en række vidt forskellige karakterer. Slutningen i denne er lidt tam, men forfatterens indlevelse hos de enkelte er i top, og det er spændende at følge opklaringsarbejdet og den stigende frustration hos Lars Winkler og hans kollegaer.

Den spektakulære krimi – Blodspor af Julie Hastrup:

Julie Hastrup er en garvet krimiforfatter med et trofast publikum, og det kan jeg godt forstå, for hun kan sit kram og kan strikke et velfungerende plot sammen af mange fritflyvende tråde. Blodspor er forfatterens syvende med drabsefterforsker Rebekka Holm i spidsen, en kvinde der efterhånden har gået grueligt meget igennem men fortsat formår at leve og ånde for politiarbejdet.

I denne historie, som kan læses uafhængigt af de tidligere, ligger hendes svenske kæreste i koma i Stockholm, mens hun må passe sit arbejde i København. Her bliver en hel familie fundet makabert henrettet rundt om middagsbordet. Et postbud med hang til splatterfilm stikker af fra gerningsstedet, en overlevende datter kommer på afveje i en uhyggelig scene i den gamle aflukkede Danske Sal på Det Kongelige Bibliotek, og et barn svigtes på det groveste af sine inkompetente forældre. Og der er meget mere. Det hele bunder i en virkelig spansk skandalesag under Francotiden, der har vakt stor harme i Spanien. Børn blev ulovligt fjernet efter fødslen og bortadopteret for penge, og nybagte mødre blev indbildt, at børnene var afgået ved døden. Det gik især udover forældre fra dårligt stillede familier, mennesker med sindslidelser osv. Den konspiration er virkelig gruopvækkende og spændende, men plottet kammer en smule over. Intrigerne er så udspekulerede og indviklede, at troværdigheden ryger. Less is more kunne jeg fristes til at sige. Julie Hastrups socialrealistiske passager er til gengæld skrevet med en fantastisk indlevelse. Det skulle hun skrive meget mere af, for når hun beskriver, hvor grusomme voksne kan være mod børn, gør det tåredannende ondt at læse.

Den videnskabelige krimi – Djævlens værk af Lotte Petri:

Lotte Petri er også en dygtig og velskrivende krimiforfatter samt en ferm researcher med hang til bloddryppende plotmageri og grusomme mord. Der er godt styr på det faktuelle og detaljerigdom om alt fra pest og nazisme til psykisk sygdom og seriemordere og ikke mindst retsmedicinske detaljer. I Djævlens værk bevæger hun sig ud i det overtroiske og konsulterer en katolsk præst og eksorcist. Det sker efter et mord på en arkæolog og kollega til den sympatiske hovedperson, retsantropolog Josefine Jespersen, der leder en gravrydning af 1000 skeletter på Assistens Kirkegård. Der skal være plads til en metrostation, men da arkæologen bliver fundet død med et kors ridset ind i kraniet, er fanden løs. Det er både creepy og spændende.

Oooog så vil jeg da nævne den bedste danske TV-serie, jeg har set længe, Bedrag sæson 3 slog fuldstændig benene væk under mig og var eminent på alle tænkelige planer – også det visuelle. Glem de første to sæsoner, men denne må du ikke gå glip af, hvis du er en ægte krimifan. Kan ses nu på dr.dk.

Skulle du mangle flere bud på din næste krimi, er her links til nogle af de favoritkrimier, jeg har anbefalet på Bogbobler: Vip-rummet, Stockholm Delete og Top Dog af Jens Lapidus, Savner dig af Harlan Cohen, Papa og Solo af Jesper Stein, Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo, De Berusedes vej af Jakob Melander, Selfies af Jussi Adler-Olsen, De smukkeste af Karen Slaughter.

Afslutningsvis klemmer jeg lige en top ti liste ind med de senest sete udenlandske krimifavoritter blandt TV-seriernes overflødighedshorn – hvis nogen skulle have brug for et tip:

Dogs of Berlin – Netflix (Højspændt gangster- og politidrama i Berlins moderne undergrund)

Narcos Mexico – Netflix (Autentisk narkodrama om de mexicanske narkokartellers begyndelse)

Billions – HBO (Finanssvindlere i New York der skyder skarpere med ord end med kugler)

True Detective – HBO (Dvælende og mystisk politidrama med menneskelig indsigt)

Babylon Berlin – DR (Fantastisk tidsbillede af tyvernes Berlin og nazismens indtog)

Peaky Blinders – Netflix (Vanvittigt velspillet gangsterdrama fra Manchester i årene efter 1. Verdenskrig)

The Assasination of Gianni Versace – Netflix (Forstemmende True Crime fiktion der overgår fantasien i gru og meningsløshed)

Mindhunter – Netflix (Isnende historie om den første profilering af seriemordere)

Ozark – Netflix (Breaking Bad lignende vildveje i den amerikanske sump)

The Americans – Netflix (Kulørt koldkrigsdrama med psykologisk indsigt og spænding i højgear)

I Horsens har jeg fornøjelsen af at interviewe fem krimiforfattere; tre svenske stjerner: Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal. En islandsk: Lilja Sigurdadottir. Og en dansk debutant: Jesper Nilausen.

Se programmet for Krimimessen her

Måske ses vi?