Tag: smukke omslag

BOB af Helle Helle

~ isabelrosado

Helle Helle udgiver sin niende roman i den minimalistiske stil, hun er så fremragende til og førende i. BOB er titlen, og romanen er en selvstændig opfølger til Helle Helles forrige roman de.

I BOB følger vi en ung mand, Bob, som flytter til København fra Lolland. Han skal bo sammen med sin kæreste i en etværelses lejlighed i Vanløse. Den navnløse kæreste er hovedpersonen fra de, som måtte se sin mor blive syg med kræft.

I BOB må vi formode, at den unge kvinde står alene uden forældre. Heldigvis har hun Bob, som hun møder i de. Bob har en sød familie og en lillebror, som vi møder i tilbageblik, og når de kommer på besøg hos Bob og kæresten i København. Bob har haft et godt ungdomsliv på Lolland. Det sejler lidt i København.

Året er 1985 og beskrivelsen af Bobs hverdagshandlinger, fra indkøb til aftenens menu til de mennesker han møder, sætter en præcis stemning, og det er som at blive sendt tilbage til fortiden. Alene beskrivelsen af det tætte snedække i indre København er nok til at elske denne bog og opleve et sug af savn over det, der engang har været på trods af den tristesse, der også var 80’erne.

Det er kæresten, der fortæller Bobs historie. Hun medvirker kun selv i få scener og på en indirekte facon, men hun har en afgørende indflydelse på Bobs liv. Hun er startet på litteraturuddannelsen og bliver hurtigt optaget af studier og nye venner på Universitetet. Mens han venter dagen lang på, han ved ikke hvad. Bob søger job, køber ind hver dag, passer huslige gøremål, lægger planer for aftensmaden og funderer over, hvad han skal. Han ved ikke, hvad han vil med sin fremtid, flakker rundt på må og få uden retning. I vindueskarmen venter Lykke-Per, som han har fået anbefalet at læse, men det bliver kun til tre sider.

Bob sov med højre arm over hovedet, eller han sov ikke, han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være. Han havde sparet nitten tusind sammen på færgerne, havde ikke taget hul på dem endnu, og der var også den blå Daihatsu der stod til salg hjemme på marken.

Bob får job. Først hos flyvebådene i Havnegade og senere på Sømandshotellet i Nyhavn. Men det er kun på deltid, og der bliver mange timer tilovers at fylde ud. Bob er damernes ven. Han taler med Rudy, der er farmor og giver en rejemad i Magasin – dog uden at lægge sukkerknald på bordet. Han møder Kola, der arbejder i Ravhuset og er meget interesseret i ham. Hun er farlig men ikke på den måde, vi forventer.

Bob er loyal, en god og stabil kæreste, selvom han ikke formår at fortælle, at han har en, for han føler sig alene. Trods sin unge alder er han indstillet på, at de jo nok snart skal have børn. Mens kæresten bruger timerne i læsegruppen, tilbringer Bob lange dage i tiltagende ensomhed, der udvikler sig til sløvsind og depression. Tiden flyder ud som sand mellem fingrene. Fremtiden er sløret. Parret glider stille og roligt fra hinanden. Hun fortæller hans historie, men næsten al kommunikation og dialog mellem de to er holdt ude af fortællingen. Det kan jeg godt savne.

Helle Helle er en mester i subtilitet. Dramaet lurer altid mellem linjerne. Konflikten i Bob er tydelig fra starten, men mange sider går med hverdagsleverpostej og indkøb. Midtvejs åbenbarer magien sig.

Jeg kan virkelig godt lide Helle Helles romaner, og jeg kan også godt lide BOB. Enkelheden, det stilfærdige og hvordan forfatteren med ganske få nøje velvalgte ord stiller skarpt på følelserne og den voksende afstand mellem parret. Som sagt kunne jeg godt have ønsket lidt dialog mellem Bob og kæresten. Selvom afsnit som dette siger det klart:

Etableret ved spisebordet, med altan, gryde, wienerpølser, i en alder af tyve og toogtyve, sådan sad vi.

Og senere:

Vi havde talt om, at meget af det vi talte om, handlede om mad. Men hvad kunne vi gøre, der skulle jo spises. Og vi lavede aftaler om ikke at nævne praktiske gøremål. For alt blev trukket nedad, blev til afrimning, bustider, syltede asier. Gentagelser skulle undgås, tom begejstring. Scheisse og smadder. Bob ville tage sig til hovedet. Sådan kunne man ikke leve. Men undlod. Han ville gøre hvad som helst.

Det er et bevidst greb, at kæresten skal ud i periferien af fortællingen. Bogen handler om Bob, men den handler også om parrets individuelle udvikling, og afviklingen af deres forhold. Vi forstår, hvad der skete mellem dem, og at de vokser fra hinanden. Alligevel måtte der godt have været bare en smule mere på linjerne om kærligheden og dynamikken mellem parret. Hvad ser de i hinanden til at starte med? Måske er svarene der, hvis jeg læser den igen og en gang til. Man får altid meget mer, end øjet lige ser, når man læser Helle Helle. Så det gør jeg gerne. Og sikkert er, at hengivne fans af Helle Helle vil elske BOB.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Advertisement

Min far er en tiger af Sara Roepstorff

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-02-27 kl. 17.43.49Forleden på biblioteket stod den her roman og bød sig til på hylderne. Jeg havde ikke rigtig lyst til at læse den, for jeg vidste, at den handlede om kræft. Men alene det smukke omslag, som burde have prisen for det pæneste i 2015, havde jo gjort sig bemærket i min bevidsthed, og nu stod den her og brølede blidt og knurrede kælent: læs mig, læs mig. Jeg tog den med hjem og tænkte at det nok blev en af dem, der røg ulæst retur en måned efter, når sms’en med tilbagekaldelsen tikkede ind.

Så en eftermiddag læste jeg de første sider, og jeg slap den ikke igen, før jeg var færdig, og det var blevet nat. Indholdet er mindst ligeså smukt som omslaget. En meget rørende og vedkommende og så fint skrevet fortælling for alle der har kræft inde på livet, hvad enten det er som sygdomsramt, pårørende eller berørt af angsten for at få det på tæt hold. Men også for alle andre som gerne vil aflive lidt af berøringsangsten omkring kræft, sygdom og døden. Jeg var pårørende til min højtelskede mormor under et ret intenst forløb i 1997-98. Hun vil altid bo i mit hjerte. Jeg var med hende hver dag og til det sidste, men det gjorde mig ikke mindre berøringsangst overfor sygdommen senere hen, tværtimod. Det gjorde mig skrækslagen.

Jeg ville ønske, at jeg havde haft denne bog i hænderne dengang, hvor jeg havde nogenlunde samme alder som forfatteren har i 2012, da hun skal indstille sig på at miste sin far.

Debutanten Sara Roepstorff fortæller om sin fars sygdomsforløb, der strækker sig over to ulidelige år i et virvar af chok, frygt, håb, afmagt og stor smerte men også af skønhed og genfundet nærvær, glæde over de små ting i tilværelsen og sammenhold i en familie med kærlige forældre og tre unge søstre. Udover farens sygdom og snarligt afsluttede liv står de midt i udfordringer med uddannelse og eksamener, ny kærlighed og nybagt moderskab. Sara skal flytte sammen med sin kæreste og to år efter, hvor hun gradvist bliver forandret for stedse, er han der til hendes overraskelse stadig. Bogen er fortalt fra hendes jeg til kærestens du.

Saras forældre er biologer, og ligesom de finder stor glæde i at følge med i fugleliv og udklækning af havørneæg på en iPad over flere dage, har Sara en særlig evne til at bemærke naturens liv og mirakler omkring hende og beskrive den på smukkeste vis. Måske som en afledning for sin egen frygt og sorg men også som bevis på, at når man står ude ved kanten af følelsesmæssig afgrund, så folder antennerne sig helt ud, og man suger livets mening til sig og den helt nødvendige følelse af at være en del af naturen, fra forårets spirer til efterårets forfald. Hun ser poesi i det hele fra knopper der springer ud, solstråler der varmer, bølgelyd der beroliger, farvestrålende malerier på hospitalet, en buket tulipaner, hun har med til sin far:

Jeg rækker de auberginefarvede tulipaner, som jeg har plukket foran stakittet til kollektivet til min far, han stikker næsen ned til støvdragerne og snuser pollen ind i lungerne fra foråret udenfor, nede under os et sted, fra jorden.

Sara ser sin far som en sej og stærk tiger, og hendes drømme og allegorier hjælper også ham i forløbet.

 Ved du godt, at dit kraftdyr er en tiger? Min far smiler, nej, det vidste jeg ikke, siger han, men ifølge den kinesiske kalender er jeg faktisk født i tigerens år. Det er en tiger, far, jeg tror det er rigtigt, jeg tænker på det hele tiden. Jeg kan se på min far, at han indvendig er stolt over det dyr jeg har valgt til ham, han tror det er mig, der har valgt tigeren. Men det er ham, der får mig til at se den.

Men som han mod slutningen må konstatere, er selv en tiger ikke uforgængelig. Slet ikke når den er indespærret i et bur, den aldrig kan komme ud af.

Romanen er på ingen måde en påtvunget tåreperser af den slags, der vil have læseren til at hulke med billige tricks. Det er en stærk, nøgtern, poetisk selvbiografisk roman, der sætter livet og døden i et meningsfuldt perspektiv, og som jeg ser det, kan den fungere bedre som hjælp til selvhjælp, end nogen selvhjælpsbog formår.

Min far er en tiger er udkommet på Forlaget Gladiator.

 

Poesi og andre former for trods af Adda Djørup

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-02-26 kl. 13.59.36Jeg var nummer 31 til bibliotekets venteliste til denne lille skønne sag, og alligevel gik der kun tre dage, så stod den på hylden på mit lokale bibliotek klar til afhentning. Med min egen kode og et sygesikringsbevis kan jeg hente bøger, når det passer mig udenfor normal åbningstid. Det er lidt syret at gå alene rundt på biblo om aftenen og snuse til boghylderne, men det er også ret vidunderligt med komplet fred og ro til at lade sig friste af spændende titler, der byder sig til på boghylderne, når der hverken er personale eller andre lånere tilstede.

Hurra for bibliotekerne må de aldrig lukke og må der trods alt altid være behov for bogkyndigt personale.

 Poesi og andre former for trods har stået på min læseliste i lang tid. 150 skarptskårne sider med noveller og en skønsom blanding af prosa og poesi. Jeg er vild med den!

Adda Djørup skriver vanvittigt, vittigt og vedkommende. De første noveller i bogen fortæller små skøre og ret så fantasifulde surrealistiske historier med helt uforudsigelige drejninger. Ligesom karaktererne trodser alle konventioner og forventninger om korrekt opførsel drevet af lyster og indskydelser, trodser forfatteren læsernes forestillinger om, hvad der vil ske. Der tegner sig et mønster for hver historie. Hver gang man nærmer sig de sidste sider, gyser det lidt i kroppen at vende dem, for hvad pokker finder de nu på. Så snart man tror, at man har regnet personerne ud, vender de 180 grader på en tallerken, og gør noget helt forrykt. Det er sjovt, syret og exceptionelt godt skrevet. Fællestemaet er trods i flere afskygninger.

Prøv selv om du ikke kan regne ham her ud fra novellen med titlen Vesterhavet og så læs bogen og se hvad der så sker.

Jeg har det hele. Topmave, hængenosser, ekskone, måne, en bjørnerøv der snart er grå. Lægen siger at det er de lange ture, bøfferne og sovsen der giver mig forstoppelse og højt blodtryk. Jeg har en hæmoride. Sidst kom jeg hjem med gonorre. Jeg hader gummi, jeg plejer at holde mig til håndarbejdet, også for pigernes skyld. Men der var en svipser udenfor Milano.

 Så tror jeg godt, vi alle sammen kan se stereotypen på en langturschauffør for os. Men da han forsøger sig som kokainsmugler på en tur med fragt af  levende grise, får han pludselig en åbenbaring!

Længere hen bliver novellerne mindre skæve og langt mere personlige og alvorlige, fortællingerne dybere og alment rammende med temaer om kærlighedens magtmisbrug, om død, fødsel og angst for at miste. Men hver gang med et sprog der sprudler og et strejf af humor.

Novellen Nej gik lige i hjertet, og der kom tårer fra side 136 og frem. Du må selv få fat i bogen og finde ud af hvorfor. I Poesi, en historie om forfatterens yngre jeg, fortæller hun om, hvorfor hun valgte at skifte fra digter til prosaist. En sjov historie om at få tildelt en plads blandt Europas kulturelite og føle sig benovet og malplaceret på samme tid og derfra finde sit eget ståsted.

Det er dog tydeligt, at der er en erfaren lyriker tilstede i hver eneste veloplagte sætning i denne meget fine bog, som alle med interesse for det ypperste i dansk litteratur og sprogligt overskud bør skynde sig at læse.

Poesi og andre former for trods er udkommet på Samlerens Forlag.

 

 

Slå først frøken! Og Vind Mordersken.

~ isabelrosado

Skærmbillede 2016-01-26 kl. 12.36.38I fredags udkom tredje del af renæssancetrilogien Mordersken af forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen. Her udvikler en ung, blid adelsfrøken, Madeleine de Montdidier, sig til en blanding af Walther White fra Breaking Bad og The Bride fra Kill Bill. Der er altså lagt op til en god gang ramasjang med en slagkraftig dame i front, og det er jo dragende i sig selv, når man som helt ung slugte tegneserier på stribe med seje damer som Yoko Tsuno, Franka, Modesty Blaise, Natacha og også selv tegnede kvindelige superhelte med vilde, outrerede og spaceagtige outfits, der kunne få Wonderwoman til at blegne af misundelse.

I anledning af udgivelsen havde Politikens Forlag inviteret til bloggerevent, og det bød på et møde med endnu en spændende forfatter, som er ligeså multifacetteret som sin hovedperson.

Madeleine starter sin dannelsesrejse i Dronningens Dame ved det franske hof, kæmper i Spanien under inkvisitionen i Bastarden og fortsætter som handlet slave i Mordersken til veltrænet snigmorder i Osmannerriget i Konstantinopel. Den unge dame kommer altså vidt omkring i en yderst anspændt periode af Europæisk historie fra 1567-1570 med dertil hørende religionskrige og intrigante magtkampe. Jeg har kun læst et par kapitler ind i Mordersken, men det er faktisk så velskrevet og troværdigt beskrevet en historie, at jeg har besluttet mig for i hvert fald at læse to’eren, før jeg går i gang med tre’eren, selv om de godt kan læses uafhængigt af hinanden.

Historisk præcision

Normalt er jeg mest til litteratur, der foregår fra anden verdenskrig og frem, men så er det jo også på tide med et større indblik i en tid, der går meget længere tilbage men har ligeså stor betydning for verden af i dag. Og når det kan gøres med både høj underholdningsværdi og velresearchet historisk præcision, er det bare at gå i gang.

Anne-Marie Vedsø Olesen vil dog meget mere med sine bøger end at underholde. Udover en stor interesse for historien hel tilbage til den ægyptiske mytologi, er hun begejstret for fantasy, science fiction og inspireret af stærke tv-serier som Game of Thrones og Breaking Bad. Her går væsentlige temaer igen som; udforskningen af volden dens væsen og æstetik om man vil, kroppens og psykens formåen, hvor langt vil man gå for at få det, man vil have og ikke mindst stærke, handlekraftige kvinder. Madeleine kæmper sin feministiske kamp i en tid, hvor der virkelig var noget at kæmpe for, selv om slaget om komplet og verdensomspændende ligestilling jo langtfra er udkæmpet endnu.

“Det er ikke en traditionel historisk roman, jeg har skrevet men en moderne fortolkning. Mit mål har været at skrive en feministisk dannelsesroman sat i en historisk ramme. Fra at være ung og benovet lærer Madeleine at tage magten og sætte præmissen for sit eget liv,” siger Anne-Marie Vedsø Olesen. En proces vi alle skal igennem som kvinder, men som kan sættes endnu mere på spidsen i en tid med et så stærkt patriarkalsk samfund.

“Kvinder kan blive ligeså stærke og seje som mænd både kropsligt og fysisk gennem hård træning. Og de kan blive ligeså gode til at slå ihjel og ryge ud af den moralske glidebane og oven i købet være stolte af det,” pointerer forfatteren.

IMG_0050
Forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen i Kill Bill gult og redaktør Helle Stavnem fra Politikens Forlag.

Heavy Combat

Fra egen krop ved hun hvad det betyder at opbygge fysisk og mental styrke. Med sit milde og sofistikerede væsen er det nemt at gætte sig til, at forfatteren synes godt om opera, kunst og historie, men at hun også er vild med at headbange til heavy metal og hver eneste dag banker løs på en sandsæk med boksehandsker til intens bodycombat træning er ikke lige det første, man tænker på, når man møder hende.

“Jeg startede på boksetræning for halvandet år siden og elsker det. Det er ren katharsis – en udrensning af krop og sjæl. Det giver en stolthed og ranker ryggen, når man får den råstyrke og mærker 1:1 oplevelsen af at slå på sandsæk. Det giver et gennembrud som kvinde at vide, at man kan banke en fuld idiot i Gothersgade ned klokken tre om natten, og hvis du ved det, så udstråler du det også,” siger hun.

Træningen er også et opgør med pænheden og konfliktskyheden, som mange af os kæmper med. Ideen til den første bog i trilogien opstod allerede for tyve år siden, men Anne-Marie Vedsø Olesen er glad for at hun først har fuldført sit værk nu. Var det udkommet dengang havde det været en langt kedeligere historie.

“Jeg var ung og naiv, da jeg fik ideen, og historien har udviklet sig i en langt mere spændende retning i takt med min egen modningsproces. Var den udkommet for tidligt havde den været mere klichéfyldt. Madeleine havde været slave i haremmet i stedet for trænet snigmorder. Det havde været så kedeligt,” ler hun.

Det er ikke kedeligt at lytte til Anne-Marie Vedsø Olesen, og der er også flere spændende karaktertræk ved Madeleine, der gør, at jeg glæder mig til at læse. Blandt andet mister hun sin skønhed, som hun tidligere har kunnet spille på og som har hjulpet hende ud af svære situationer, men når hun mister den, hvad gør hun så?

Anne-Marie Vedsø Olesen er uddannet læge, men har helliget sig forfattergerningen, siden hun vandt en pris i 2000 for sin debut Salernos Sol. Efterfølgende har hun udgivet otte romaner.

IMG_0046
Jeg er vild med det cover! Perfekt farve til en gråkedelig januardag.

Vind Mordersken!

Jeg har erhvervet mig to eksemplarer af Mordersken med tak til Politikens Forlag og den ene kan blive din. Du skal blot skrive en mail til mig isabelfluxa@gmail.com skriv Mordersken i overskriften og skriv i mailen hvilke to tv-serier Anne-Marie Vedsø Olesen er inspireret af. Den første, der skriver de rigtige svar, får hurtigst muligt tilsendt bogen med posten. Husk at anfør din adresse.

 

 

I en snæver vending af Mette Sø

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Skærmbillede 2015-12-08 kl. 16.59.42Hvem er de sjove danske kvindelige forfattere?

Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine? Ikke bare trække på smilebåndet midt i alvoren med en bemærkning der er komisk, bittersød, ironisk eller mere sørgelig end egentlig sjov? Som i Kirsten Hamman, Naja Marie Aidt og Helle Helle. Nej, jeg mener sådan skraldgrine helt nede fra maven, og så det sprutter ud i lokalet? Der er ikke så mange vel? Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen, siden de tre forfattere af Nynnes Dagbog rumsterede i Politiken og ramte tidsånden lige i øjet.

Det er lidt af en påstand men smid gerne fluks de gode eksempler i hovedet på mig, så jeg kan blive klogere og få noget at grine af – det er nemlig tiltrængt. Der må være nogen, jeg har overset? Jeg ved godt, at jeg skal læse Lone Hørslev, Adda Djørup og Stine Pilgaard men er vi ikke lidt i samme genre som ovennævnte forfattere? Og så er der jo Susanne Staun og Leonora Christina Skov, som kan levere et godt grin med deres ætsende onde penne i en ellers dyster historie, men ligefrem lårklasker humor er de vel næppe repræsentanter for? Lad mig høre hvad I synes? Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine højt?

Jeg kom til at tænke på det, da jeg afsluttede I en snæver vending af Mette Sø. Her er vi heller ikke i lårklasker kategorien, men det er det tætteste, jeg har været længe. Smil og klukkende grin opstod tit under læsningen, og de udsprang af varme og sympati med personerne i stedet for af fryd over det ironiske, pinlige eller kiksede hos svært genkendelige karakterer, som det ofte er tilfældet i  andre romaner.

Mette Sø leverer en underfundig og skæv humor i sine historier, samtidig med at hun har noget dybere på hjerte. Noget genkendeligt. Også selv om det er skævt.

Betty er hovedpersonen. Hun lever af at sælge brugte trusser per postordre. Dem fabrikerer hun nøjsomt ved hjælp af æggehvideblandinger – og yes det er big worldwide business. Lad mig i den forbindelse indskyde at Mette Sø har skrevet sin bog længe før samme gesjæft opstod blandt de indsatte i kvindefængslet i TV-serien Orange is the New Black. Gad vide om de har fået ideen fra Mette? Eller er der virkelig flere “skæve” forfatterhoveder derude, der har opsporet, at det skulle være en efterspurgt vare? Betty har et tæt forhold til sin bror og et anstrengt forhold til sin mor, som har opfostret begge børn alene. Betty er veninde med Jasmin, der bor ovenover og er enlig mor, og hun har en belgisk gift elsker, som er rejsende i chokolade og inviterer Betty på hotel. Resten af tiden bruger Betty på TV-serier og sine tanker. Hun er bange for farlige dyr og ved præcist, hvordan man gebærder sig, hvis man møder en haj eller slange, og hvad man gør I en snæver vending, når alt andet er umuligt. Hun sammenligner sit liv med yndlingskaraktererne fra TV-verdenen, og når livet bliver for svært gemmer Betty sig i et skab og lukker verdenen ude, indtil hun kan lidt igen.

En trist begivenhed i familien tvinger Betty ud af skabet og til at tage ansvar og hun nærmer sig langsomt om ikke en forståelse så en form for tilgivelse af morens bitre væsen og ikke mindst en accept af sig selv og den virkelige verden.

I en snæver vending er en skøn og hyggelig lille dannelseshistorie om at være ung og følsom, mens man gemmer sig bag det panser, man nu engang har bygget op for at beskytte sig selv. Og om at udvikle sig, turde at lægge panseret fra sig, stå ved sig selv og komme videre. Sproget er med sine korte sætninger og plim-bam-bum vendinger lige ud af landevejen og til at tage at føle på, og historien om Betty er sjov og rørende.

Jeg har engang været kollega med Mette Sø for mange år siden i reklamebranchen. Dengang var hun også indbegrebet af god humor, altid klar med en kæk bemærkning der sad – og en vis kvindes dybde, præcis som i sine små finurlige romaner. Fire har hun skrevet indtil nu. Alle har fået strålende anmeldelser. Jeg har dem på hylden men af en eller anden mærkelig årsag, er jeg først begyndt at læse dem fornylig. Måske fordi jeg kender Mette lidt og derfor nødig vil virke forudindtaget positiv. Eller af frygt for at jeg slet ikke havde lyst til at anbefale. Heldigvis har Mette Sø ikke brug for en blogger i koret af bifald. Hun klarer det fint selv og er senest blevet københavner-darling i Vendelbo-området med sin seneste roman Fordi at, der udover at fortælle en historie om en kvinde, der støder på det overnaturlige i naturen, udforsker sproget i det nordjydske.

Petit-Petit var gennembruddet, som jeg ikke har fået læst endnu. Måske fordi det er noget med sport og en kvindelig cykelrytter, selv om den selvfølgelig handler om alt muligt andet. Og så er der Snebær, som handler om tre kvindelige modstandsfolk med dæknavnene Moskva, Pim og Spot under 2. Verdenskrig.

Der er meget at glæde sig til. Og hvis I ikke kan hjælpe mig med forslag til flere sjove kvindelige danske forfattere, så er der i hvertfald Mette Sø.

 

Celestine af Olga Ravn

~ isabelrosado

Skærmbillede 2015-03-31 kl. 23.59.37Jeg indrømmer gerne, at det i første omgang var coveret, der drog mig til Olga Ravns romandebut Celestine. De marmorede blåtoner med bogstaver i glitrende sølvglimmer er noget af det fineste, jeg har set længe.

Efter at have læst bogen kan jeg kun sige det samme om Olga Ravns sproglige talent. Forfatteren er på linje med Yahya Hassan, Theis Ørntoft og Asta Olivia Nordenhof en af de nye, unge lyriske superstjerner, udklækket fra Forfatterskolen som befinder sig i en liga helt for sig selv. De skriver, så underkæben flyder ud over bordet, og deler nådesløst ud af et helt særegent sprogligt overskud. At læse romanen Celestine er derfor også som at læse et langt digt i prosaisk form. Hver eneste sætning danner billeder og metaforer på stribe, og den slags læsning kræver lidt koncentration. Derfor er jeg glad for, at romanen ikke er længere end sine 166 om end i særdeleshed smukt skrevne sider.

Den type romaner, der sprudler af sansninger, stemninger og følelse kan ofte mangle noget i handling og historie og blive en smule søvndyssende i længden. Sådan er det ikke med Celestine. Den har det hele.

Romanens jeg er en ung, navnløs kvinde, der får job som lærer på en kostskole. Med sig har hun sin depressive kæreste Kim, som hun forsøger at elske men nok mest hader. Hun bærer selv rundt på en evig tristesse af ensomhed som skilsmissebarn med op til flere skiftende bonusforældre og søskende i bagagen og en deraf noget omflakkende tilværelse mellem to hjem.

Jeg flyttede som barn frem og tilbage mellem mine forældre, og jeg tror, de må have glemt at bade mig. Jeg var sjældent ren, havde lus og lange negle, der opstod aldrig i denne konstante pendulering mellem far og mor, en rengøringens rytme, som fandtes der en forventning om, at renselsen blev klaret et andet sted….

…Som barn var jeg skilsmissens sted, skriver hun. Men også som voksen fortabt i en bestandig følelse af at være tilovers og lidt i vejen befinder hun sig i en slags svævende tilstand af levende død, som et spøgelse.

På kostskolen bliver hun besat af historien om et ægte spøgelse, Celestine, inspireret af myten fra Dragsholm Slot, om den 16-årig pige fra herregården, som blev muret levende ind i væggen af sin familie, da hun blev gravid med staldknægten, og som ikke har kunnet finde hvile siden –  og jo hun hjemsøger kostskolen og i hvert fald vor hovedperson.

Den unge lærer kan heller ikke sove om natten men flakker rundt på gangene i en stor, hvid kjole og lurer lidt på de eleverne. De er kun få år yngre end hende, men som lærer betragtes hun som et mærkeligt vel nærmest oldnordisk gemyt, og hun må naturligvis holde sig på behørig afstand, selv om hun forelsker sig i hver årgangs mest slidte fyr og brænder inde med heftige seksuelle fantasier i sit slutty hjerte.

Hun og kæresten glider stille og roligt fra hinanden, mens kærestens psykiske sygdom forværres. Det bliver på et tidspunkt beskrevet således:

Jeg så, at den psykisk syge fremavler ynkelige og dog sejlivede planter, som han værner om som var de livgivende masker. Og snart var denne faksimileagtige sorg blevet genuin i sin kopi, var blevet ægte og hul og udslettelig, som en have, der ved mødet med et overlegent angreb af ukrudt, på toppen af sit hysteri, beslutter sig for at give efter for invasionen, for ikke længere at være en have, men et anfald af galskab.

Det er lige før, jeg ikke kan være med her, men heldigvis er det langtfra alle sætninger, der skal vi sige overblomstrer på denne vis.

Jeg tror aldrig, jeg har læst en så indlevende historie om, hvordan det må være at være spøgelse og endnu mere rammende, hvordan det må være at være skilsmissebarn omgivet af skiftende stedforældre og søskende, man bliver tvunget til at dele liv med i en periode for derefter at skilles igen. At leve et intimt liv med mennesker man intet har tilfælles med, og som voksen aldrig ønsker at møde igen. En situation som snart halvdelen af danske unge kender. Hvis det er sådan, det er og med så traumatiske følger, kan jeg godt forstå, at der bliver født for få børn i Danmark. Uanset anbefaler jeg på det varmeste, at du læser Celestine. Hvis du er til det skrevne ord, vil du uundgåeligt blive imponeret af en af Danmarks dygtige unge digtere.