Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan

Når Sissel-Jo Gazan udgiver en roman, er der ofte garanti for en velfortalt og indlevende historie med en hovedkarakter, som beskæftiger sig med et videnskabeligt emne, der formidles på bedste nørdede vis og på en måde, der fænger den uvidende læser. Researchen er grundig, flot flettet ind i historien. Der er en imponerende detaljerigdom i fortællingen, og man lærer noget nyt hver gang.

Sådan er det også i den syvende roman Hvide blomster, der netop er udkommet, og her handler det om tatoveringer og botanik. I den forrige Blækhat var det Streetart, svampe, BZ-bevægelse og Aarhus i 1980’erne. Tidligere i de videnskabelige krimier med Dinosaurens fjer som verdensomspændende gennembrud har forfatteren beskrevet dinosaurer og fugle, og i Svalens graf vaccinationsbivirkninger og medicinalindustri. Sissel-Jo Gazan er selv biolog og har udover en dybdegående interesse i naturvidenskabelige emner også et bankende hjerte for de menneskelige relationer. For som gennemgående tema i flere af romanerne finder man også store familiedramaer om svigt, hemmeligheder og løgne. Dertil kommer et altid veltilrettelagt spændingsplot med adskillige overraskelser undervejs. 

Hvide blomster tillægger sig temaer som hævn og tilgivelse og har derudover en stærk socialrealistisk skildring af nogle af de mest sindsoprivende børneskæbner på dansk jord. Det er den fjerde roman, jeg læser af Sissel-Jo Gazan og efter min mening den bedste, siden Dinosaurens fjer

Hvide blomster starter på Samsø i 1993. En pige ved navn Bettina forsvinder, og lokalsamfundet er på den anden ende. Vi følger de to 14-årige kusiner Jenny og Tessa, der bor på Samsø og betragter forløbet og eftersøgningen af pigen. De er som nat og dag, og det samme er deres familier, men sammenholdet er stærkt. Jenny er kvik og dygtig til at tegne og nørder med botanik. Hun arver sin oldefars plantesamling, og det har en vægtig betydning for historien. Tessa er den rastløse, skoletrætte med det hårde ydre og det skrøbelige indre. Jennys mor Kisser er tatovør med et stort hjerte for svigtede børn, som hun hjælper udenfor lovens rammer. Hun er tvillingesøster til Jimmy, Tessas far, der også har et godt hjerte men en række alvorlige svagheder, der spænder ben, som det gennemsvigtede barn han er. Tato-Palle, der har egen legendarisk shop i Aarhus er deres far og pigernes højtelskede bedstefar. Hver især gemmer de på hemmeligheder fra fortiden og nutiden, der gennemsyrer familien i generationer.

Omkring dem et omfattende galleri af bipersoner fra den nysgerrige lokale betjent til de utallige halvsøskende og plejebørn, der er indlogeret hos Tessas mor Mona, der selv er en trøstesløs karakter med ret ringe forældreevne. Samt et væld af mystiske og mistænksomme typer fra øen, der skaber stigende uro omkring spørgsmålet, hvad er der sket med Bettina? 

Der er mange karakterer, og man kan godt blive lidt forvirret over, hvem der gør hvad mod eller for hvem, og nogle af bipersonernes bevæggrunde for deres handlinger flagrer lidt i vinden, men de centrale personer fremstår lyslevende og flerdimensionelle.

Romanen blander virkelige historier med fri og forrygende fantasi. Den er et yderst vellykket genremiks af spænding, socialrealisme, dannelsesroman, slægtsroman og tidsbillede, der på flere måder sætter nutidens debatter om for eksempel svigt og krænkelser i perspektiv. Det er i det mindste gået fremad. Opmærksomheden på børn der går for lud og koldt vand er noget større i dag, selvom alle problemer langt fra er løst. 

Jeg har haft en periode, hvor jeg gik kold i store murstensfortællinger men ikke denne gang. Ord og indhold flyder og fænger i et flow, man ikke har lyst til at afbryde trods 500 sider med 300 kapitler. Fortællingen kører derudaf med et herligt uprætentiøst men ikke desto mindre sprødt og sprudlende sprog, livagtig og humørfyldt dialog, og i modsætning til nogle af de tidligere romaner – uden overflødige sætninger og klichélignende fyld. Det er en fuldfed og fremragende roman, spækket med fantastiske detaljer, der leverer en helstøbt fortælling med vigtig samfundsrelevans samt indlevelse og hjertevarme for de svigtede og sårbare. 

Hvide Blomster er årets store fortællende roman. Den er ikke blot underholdende, den er vigtig. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

Hørt på Bogforum 2017

Bloggen lever et hensygnende liv i disse travle tider, men jeg skal nok få pustet liv i den igen på den anden side af nytår. Heldigvis nåede jeg en del af Bogforum i år, så her er en lille lynvisit med nogle af de mange kloge og inspirerende forfatterstemmer, jeg nåede at høre.

img_4721.jpg

“Vedkender du dig, at du er en ikonisk figur?” “Der skal ikke så meget til i Danmark, så ja!” Martin Hall i herligt selskab med Master Fatman.

Det absolutte litterære højdepunkt for mig i år var forfatter og musiker Martin Hall i veloplagt samtale med Master Fatman. Danmarks førende elegantier delte ud med en overflod af humor og selvironi og fortalte om at vokse op i 70’erne, være ung i 80’erne, om punken, om musikkens betydning, om at være lysende begavet, bedøve sig i stoffer og opnå succes, selvom kun få kender værkerne, om et par charmerende utilregnelige forældre, der aldrig stod i vejen og om at være evigt ung og overleve en tid, et sind og en livsstil, som har kostet mange livet.

Alle der interesserer sig for den tid skulle skynde sig at læse Martin Halls levende og meget rørende biografi.

”Man skal først beskrive det, der har betydet meget for en, når det er på afstand. Når det er lang nok tid siden, kan det private blive alment – hvis man lægger hjertet på bordet.”

Og senere: Jeg har levet mange år i smerten, og jeg kommer til at leve i den i mange år mere – så det skal I også.” Gerne Martin Hall – bred din smerte udover publikum for du gør det så godt.

Bogtitel afspejler på ingen måde de mange gode forfattersamtaler på årets Bogforum

80’erne slog mange ihjel også en del medlemmer af den subkultur, vi kalder for rockerne. Forfatterparret Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen har talt med tidligere medlemmer og ikke mindst deres kvinder fra rockerbanden Bullshit, der udsprang i et hjørne af det yderste Amager.

”De voksede op i vold og levede med vold. Mange af dem, der ikke blev dræbt under bandekrigene, er nu ved at dø af usund livsstil.”

En uhyggelig aktuel og sært fascinerende fortælling, som jeg snarest må læse. Hvem husker ikke Ekstra Bladets fotos af Makrellens enke, der bærer kisten ud med en flok rygmærker fra Tårnby Kirke.

Kasper Colling Nielsen har fat i den lange ende, når det drejer sig om at skrive dystopiske romaner, der er uhyggeligt tæt på realiteterne i vores samfund, også selvom de indeholder talende dyr. Man kan kun håbe, at han tager fejl i sine forestillinger om fremtiden. Han fortalte om sin nye roman Det Europæiske forår.

” I 90’erne diskuterede vi, om vi skulle afskaffe den kvarte liter mælk i folkeskolen. Nu er den politiske diskussion blevet lidt mere alvorlig. Vores tro på at demokratiet kan løse vores problemer er i opbrud. Vi er på vej mod katastrofen.”

Bemærk den vilde collage i Kamilla Hega Holsts mesterværk Rud. (På trods af billedkvaliteten).

Kamilla Hega Holst har skrevet det nok stærkeste værk, jeg har læst i år og fortalte om RUD:

”Det handler om at løsrive sig. Om dilemmaet mellem at give slip på sine børn og samtidig passe på dem. Men også om at bryde ubehagelige mønstre og tankemønstre. Kan det lade sig gøre at bryde de mønstre, og kan vi undgå at ligne vores forældre?”

Undersøg selv ved at læse RUD, som er en på en gang forfærdende og blændende roman.

 

Katrine Marie Guldager er en anden klog dame, der skriver bøger og nu også klummer om livet og verden. Hendes seneste roman En uskyldig familie har også været en af de helt store læseoplevelser for mig i år.

”Jeg kan lide alle de personer, jeg skriver om, selvom de ikke altid er lige sympatiske. Det bliver ikke spændende, hvis man bare skriver ud fra sine fordomme. Man skal ind under de fordomme.”

 

Der var også et interessant gensyn med Michael Larsen, som var en af de første danske forfattere, der brød internationalt igennem med en thriller i midten af halvfemserne. Jeg husker, jeg med iver læste med på Uden Sikker Viden og Slangen i Sydney. Nu er jeg meget spændt på den nye Dødens Kode, som er en del af en serie men kan læses uafhængigt. Rettighederne er allerede solgt til en film eller serie i en snarlig fremtid.

”Man kan ikke finde på noget, der ikke findes. Man må ramme noget i fiktionen, der ligner virkeligheden, der skal bare et ekstra tryk på pedalen.”

Når Rasmus Brohave taler, er der mange børn der lytter. “Jeg synes forældre skal sætte sig ind i, hvad deres børn ser på You Tube.”

Mit personlige højdepunkt var, da min søn efter en hel lørdag og for første gang på Bogforum sagde : ”Jeg skal så meget på Bogforum næste år.” Det hjalp selvfølgelig, at Børnebogsforum ved, hvad der rører sig blandt de helt unge og bød på masser af gode indslag toppet af You Tube stjernen Rasmus Brohave. Dog ret ærgerligt at RobinSamse parret havde aflyst. Hvis du ikke ved hvem jeg taler om, så don’t worry det skal nok gå alligevel.

 

 

Ligeså herligt for moren, der jævnligt forsøger at nudge til den indre læsehest fremfor Gameren, var, at han selv fandt en sjov bog, jeg aldrig har hørt om, og som han ikke har kunnet slippe siden. Hurra for Tom Gates! #BooksvsYouTube

Der var uundgåeligt en ”smule” jeg gik glip af på Bogforum, hvem gjorde ikke det? Men det hjalp lidt, at Politikens Forlag, vist som det eneste, var så fremsynet at livestreame alle interviews, så jeg hele søndagen har kunnet følge med hjemmefra i god ro og afstand af larm og menneskemængde. Det har været en fornøjelse at følge interviews med Michael Robak, Michael Enggaard, Jesper Stein, Julie Hastrup, Elsebeth Egholm, Mette Sø – som jeg havde glædet mig ekstra meget til, men hvor lyden desværre glippede og sidst men ikke desto mindre ret så underholdende Jussi Adler Olsen og Jonas Langvad Nilsson i muntert parløb. Alle interview og mange flere kan ses via forlagets facebook.

Den mest storslåede forfatterbegivenhed for mig i år, oplevede jeg dog et helt andet sted end Bogforum. Nemlig den 30. Oktober i Den Sorte Diamant, hvor Junot Díaz gav et par gode velplacerede spark, der hvor det gør mest ondt til både verdenssamfundet og andedammen i forbindelse med en særudstilling om dansk kolonialisme og Danmark som slavenation.

Det er svært at vælge blandt den strøm af guldkorn, Junot Díaz kan hælde ud af ærmet i løbet af en samtale. Men her er den, jeg husker bedst:

“If every fuckin’ dude would just shup for a year, they would learn so much about themselves, that society does not want to hear.”

Gå ikke glip af interviewet som du finder i fuld længde her:

http://www.kb.dk/da/dia/ord/forfatterscene/171030_junot_diaz.html

 

Syriens gryder

Syriens gryderBesøg Torvehallerne i dag fra kl. 16 – 19, få en kulinarisk oplevelse, køb en syrisk kogebog og støt Dansk Flygtningehjælp.

I mine ører lyder det som et entydigt godt initiativ tre forfattere og Politikens Forlag har stablet på benene, så det vil jeg bruge min eftermiddag på. Måske ses vi?

Det bliver så første gang, jeg anbefaler en bog, jeg ikke har læst her på bloggen, og det bliver nok også den sidste. Men en kombi af kulinarisk eventyr og kulturrejse fra det Syrien, jeg altid gerne har villet besøge men aldrig nåede, før landet blev splittet i atomer, oveni at man støtter Dansk Flygtningehjælp ved at købe en bog, er så oplagt en fin ide, at det bliver jeg nødt til at støtte, uanset hvad bogen indeholder.

Forlaget skriver:

Syriens gryder – en kulinarisk dannelsesrejse er ikke blot en kogebog med de skønneste retter til lange middage med snak over bordet. Den er også en kærlighedserklæring til det syriske folk og dets rige kultur, fra før verden gik af lave, og borgerkrigen brød ud. Journalist Ruth von Sperling fortæller levende om både hverdagslivet og madkulturen fra sine rejser i Syrien, og billedkunstner Pernille Kløvedal Helweg har foreviget oplevelserne med sit kamera. Mød syrerne: Kom med på shopping i Den lige Gade, spis på Restaurant Al-Mahab, som serverer retter med alt med lam – og tag med til privat fødselsdagsfest hos Fatima, hvor der både bliver danset og sunget. Ruth von Sperling har indsamlet en række autentiske mezze-opskrifter, som Trine Hahnemann har testet og udviklet sammen med bogens øvrige retter. Både de velkendte falafel, baba ganoush og tabbouleh og nye og spændende madoplevelser som f.eks. kylling med citron og grønne oliven, rødbedemutable samt et væld af lækre salater.

Syriens gryder er blevet til på baggrund af et ønske fra forfatterne og forlaget om at yde et bidrag til hjælpen til de mange syriske flygtninge, der har mistet alt og nu kæmper for en ny tilværelse. Alle involverede i tilblivelsen af bogen har stillet deres arbejdskraft gratis til rådighed.

Hele overskuddet fra salget af denne bog går ubeskåret til Dansk Flygtningehjælp. 

 

Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov

Skærmbillede 2015-05-28 kl. 10.50.31Der har desværre ikke været meget tid til at læse bøger på det seneste, men jeg kom da hurtigt igennem Leonora Christina Skovs seneste roman Hvor intet bryder vinden. Den har bredt sig som en steppebrand blandt danske bogbloggere, avisanmelderne klapper i hænderne, og det gjorde mig nysgerrig.

Forfatteren er kendt som skarp debattør og til tider barsk anmelder. Som jeg husker det, har hun dømt en række forfattere ud i kulden, før de overhovedet er blevet lukket ind i varmen. Men det er vel en anmelders gebet. Godt man holder sig til anbefalinger. Og den her vanvittige historie, som beskrives som en samtidsthriller med gotiske træk skal så absolut anbefales.

Leonora Christina Skovs pen er ligeså sylespids som romanforfatter, som den er, når hun anmelder, og det er simpelthen tragisk-komisk og top underholdende at følge med. Der bliver delt verbale øretæver ud til alle sider, når persongalleriet folder sig ud og portrætterer menneskets værste vrangsider. Personerne er enten selvhøjtidelige, selvhævdende, selvretfærdige, fordømmende, egoistiske, narcissistiske, hævngerrige, misundelige, perverse, snobbede, naive, afstumpede – eller det hele på en gang.

Det er de grimmeste karakteregenskaber, der kommer til fuld skue i denne spændende men også noget opskruede historie om syv semikunstnere, der bliver inviteret til den privatejede og isolerede ø Stormø af en anonym donor, som tilbyder arbejdsro i en måned som tak for deres bidrag til glæde for Danmark. De bliver installeret i et moderne glashus, hvor de hver især kan betragte hinanden, hvis de ikke trækker gardinerne for. Irritationen over de andre tiltager, mens de hidser sig op over manglende netforbindelse og kontakt til omverdenen. Hver og en er de på flugt fra en skummel fortid, hvor de har svigtet eller fortrængt deres synder. Hver og en er særligt udvalgt af samme årsag.

Historien er inspireret af Agatha Christies En af os er morderen, men personerne er efter sigende også inspireret af typer, forfatteren selv har mødt på sine mange skriveophold på refugier rundt i verden. Der er ikke én eneste sympatisk person at heppe på, mens de under opholdet én for en forsvinder fra selskabet på mystisk vis, og karaktererne virker på trods af deres kompleksitet nærmest som karikaturer af virkelige mennesker med så mange dårlige egenskaber samlet på et sted. Det sjoveste og sørgelige er, at de et godt stykke hen ad vejen er grumt genkendelige. Måske og heldigt nok mere i deres tanker end i deres handlinger.

Du skal ikke læse Hvor intet bryder vinden for plottets skyld. Det er om end flot komponeret og stærkt fantasifuldt også noget fortænkt, og som læser regner man rimelig hurtigt ud, hvad der ligger bag mystikken, selv om nye overraskelser om personerne og de utallige skeletter, de gemmer på, rasler ud af skabene til det allersidste. Du skal først og fremmest læse den, fordi den er helt utroligt velskrevet og nysgerrigheden efter at vide, hvad der driver disse mennesker, og hvem der hader dem som pesten får dig til at vende siderne i en vis fart.

Ingen kan beskylde Leonora Christina Skov for at være navlepillende som forfatter med fokus på egne erfaringer og sprogudfoldelser fremfor plot, som visse kritikere beskylder de danske forfattere for. Hun er en fremragende fortæller med både indsigt i mennesker og udsyn til verden. Hun er berejst og belæst, og det kommer fornemt til udtryk i sproget og i de referencer, hun bruger. Som læser kommer du vidt omkring fra Etiopien til Shanghai i de syv personers mange tilbageblik. Det er velresearchet og yderst godt gennemført.

Leonora Christina Skov fremstår som en unik og original forfatter i det danske litterære landskab, og når man følger hende på de sociale medier, er hun heller ikke bleg for at dele ud af sig selv på en vedkommende måde. Hun er en stærk stemme både som forfatter og debattør, og hvor jeg før har opfattet hende som typen, man bliver lidt bange for, har jeg nu kun beundring og respekt for hende, som en der står ved sig selv og tør sige, hvad hun mener, så det bliver hørt. Det håber jeg, hun bliver ved med, selv om hun har tænkt sig at trække sig som debattør og hellige sig forfatterskabet. Det bliver spændende at se, hvad det næste bliver, og indtil da kan man jo gå i gang med bagkataloget.