Inkubation af Martin Hall

Med værket Inkubation bevæger Martin Hall sig dybt ind i den inderste afkrog af et sinds ubehagelige erkendelser og en smerte, som rammer universelt. Det er både dragende og deprimerende.

Inkubation i boks består af en glittet bog med seks lyriske essays suppleret af kunstfotografier af forladte rum, en CD samt dobbelt lp, hvor Martin Hall fremfører sin tekst til lyden af dyster, drømmende elektronisk musik komponeret af den musikalske makker Thomas Li. Inkubation kan tilføjes en imponerende lang liste af begavede udgivelser. Denne gør faktisk lidt ondt at høre. Men det er nok aldrig for sjov, når det er Martin Hall. 

Jeg var ret benovet over at få tilsendt den æstetisk nydelige boks fra Halls pladeselskab, da den kun er udkommet i 250 eksemplarer. Dog kan både e-bog og lydbog rekvireres i uanede mængder, og hvis man interesserer sig for spoken-word, bør man ikke gå glip af udgivelsen.

Da jeg første gang åbner boksen og sætter den summende, sitrende lyd på anlægget, træder min søn ind i rummet. 

– Er det en gyser? spørger han.- Nej. Eller måske. Livets gyser. Det er Martin Hall, svarer jeg. – Hvem er det?- Forfatter, musiker, komponist, sanger, digter, multikunstner, performanceartist, megadygtig med høj kunstnerisk integritet. – Han lyder ret ung. – Han har udgivet musik og bøger siden 1980. – Hvorfor kan du godt lide ham? – Han siger nogle ting, jeg genkender men ikke selv kan sætte ord på, og så er jeg glad for hans romaner og en hel del af hans musik, forklarer jeg og afspiller senere et par numre fra albummet Presence, som var en del af soundtracket til min ungdom. – Uh, det er ret godt. – Ja det er ret godt. – Hvorfor er han ikke mere kendt? – Jeg tror ikke, han orker det. 

Min søn vil videre til dagens gaming-session, mens jeg lytter til Inkubation og musik og ord kryber så småt op under huden og levner en nærmest ubehagelig følelse af noget uundgåeligt, der trænger sig på, og som snart vil gøre det af med os Generation X’ere. Måske er det vores egen selvforståelse. Alder og udviskelse. Håbet der sander til. Ironien der dør.

Som en teatergæst, der råber “bravo” de mest upassende steder, er man ikke længere bleg for at give sine meninger tilkende – udsagnene er jo alligevel så indlysende mangelfulde, at man skal være idiot for at tage dem alvorligt. Omvendt er der heller ingen grund til at iscenesætte sig sig selv som beskeden…der er allerede mere end nok lidenskabelig kulde i verden. Man bliver i stedet en varm fortaler for det sande, det gode og det skønne, selvom man ikke har det fjerneste begreb om noget af det.

De stærke linjer intensiveres af musikken og Halls fløjlsbløde stemme, der i et følsomt leje men med skarpslebet klinge fortæller smertende sandheder om livet og forgængeligheden. Kærligheden. Og tabet af den. Erfaringens komik, selvbedraget og erindringens misledning. Splittelsen mellem persona og personlighed. Moderen og tabet af hende. 

Som så mange gange før forsøgte du at vække hende, denne gang uden held; livet havde udmattet hende i en sådan grad, at selv pulsslaget havde tabt kontrollen med hende. 

Hver sætning er gennemtænkt, dyster, smuk og rammende, så det kan mærkes, men der er også en tristesse grænsende til det deprimerende, som gør, at man ikke ligefrem har lyst til at svælge i det, omend værket fortjener fordybelsen men også at nå ud til et publikum og afbryde al anden støj og strøm af ord og lyd, der fylder op, afleder og forstyrrer. 

Inkubation er et meditativt værk af høj kaliber der egner sig fortrinligt til en Spoken Word festival og som kunstinstallation. Jeg håber, det får mulighed for at leve videre i en scenisk sammenhæng. Inkubation er et værk der skal opleves og ikke overses. 

★★★★★☆

Inkubation er venligst tilsendt af Moondrop Records.

Halvt i himlen af Lone Hørslev

Hvis den netop udkomne roman Halvt i himlen af Lone Hørslev står til troende, så var det et veritabelt helvede at være kvinde i København for 100 år siden. Ikke kun, men særligt hvis man var arbejdende kvinde med lav indkomst og ingen børn – hvilket i det hele taget var en forudsætning for at have et arbejde dengang.

Nedladende tale, grove ydmygelser, grænseoverskridende adfærd fra både mandlige og kvindelige chefer og ikke mindst vanvittige seksuelle krænkelser var ifølge romanens beskrivelse hverdag, og i familien var der heller ingen kære mor at hente. 

To søstre Ellen og Dagmar vokser op i en lille lejlighed i Larsbjørnsstræde, der i 1920 blev kaldt Pisserenden, fordi det stank der af, og fattigdom, vold og prostitution fyldte gadebilledet. Deres ubehagelige far dør, og de er overladt til en mindst ligeså ubehagelig bror og en opslidt og ikke mindre ubehagelig mor. 

Når Knud sad med ved bordet, tålte han dem, og de ham, men kun lige. Han havde udråbt sig selv til stammens leder, og den eneste berettigelse, han havde til det, var, at han var mand. Ikke en demokratisk valgt leder, ikke en vellidt anfører. Bare en mand. En foragtet parasit, som de var tvunget til at føje, alene fordi han var født med en tap mellem benene. Stille og roligt havde denne urimelighed bygget en kold mur op mellem dem. 

De tre søskende bander og svovler af hinanden, men Knud får med mor i ryggen altid det sidste ord. Han slås med egne skjulte problemer, som var unævnelige dengang, men holder sig ikke tilbage for at behandle pigerne som uregerlige børn, der skal disciplineres, undertrykkes og holdes nede, selvom de begge er i starten af tyverne. Mænd kan slippe afsted med alt og er “kun ude på en ting”, kvinder kan ikke slippe afsted med noget, og en ung kvinde skal vogte over sin dyd, for ellers går det galt. En graviditet udenfor ægteskab er, det værste, der kan ske og et farvel til alt – ikke kun familiens omdømme men også den arbejdsplads, man troligt har tjent. 

Et arbejde, skal pigerne have, så de kan bidrage til husholdningskassen. Med snilde, snuhed og især Dagmars gode overtalelsesevner, får pigerne en tjans i Oskar Davidsens smørrebrødsrestaurant, hvor de allernådigst får lov til at starte som rejepillere og dernæst bevæger sig langsomt op i hierarkiet for både at smøre og servere.

Søstrene er ret forskellige men gode til at holde sammen, selvom de også fortier deres inderste for hinanden. Dagmar er målrettet, med selvtillid og ben i næsen. Ellen er tilbageholdende, genert og vægelsindet:

Ellen vidste pludselig ikke, hvad hun ville. Hun følte sig selv så hjælpeløs og uden vinger. Hendes drømme og planer var ukonkrete og uden retning og lå og skvulpede inden i hende, som små skibe, der ikke rigtig har nogen havne at lægge i. 

Hormonerne kan ingen styre, og da søstrene vover sig til en tur i Tivoli, møder de to unge mænd, som får skæbnesvanger betydning for dem begge. Ellen falder hårdt for Hartvig, en spirende forfatter som taler til hendes fortabelser i litteraturen. Dagmar er sværere at dupere, men lader sig alligevel charmere af kunstneren Kai. 

De fires liv bliver forbundet i kærlighedens rænker, og slutspillet ender som en dyster og ganske alvorlig familiehemmelighed. 

Romanen er baseret på forfatterens oldemor Ellens liv, men levner meget lidt tvivl om, at Lone Hørslev har doseret en god mængde krydderi af fiktion, drama og dekadence ovenpå slægtshistoriens fundament. Dialogen er skarp, bidsk og sjov. Det højner underholdningsværdien og skaber en stærkt indlevende og velskrevet fortælling, der ikke kun handler om uretfærdighed og undertrykkelse, men også om spirende frigørelse, seksualitet og erotik.

For trods de to kvinders generelt dårlige erfaringer med mænd, sprudler de af forelskelse og begær og tillader sig store drømme om selvstændighed og frihed. Følelser der var forbudte og skulle undertrykkes i en hverdag, der mest handlede om overlevelse og tidens anstrengte normer. Medmindre man som få fik mulighed for at stikke et ben ind hos overklassen og kunne slå sig løs til private fester med kort hår, klokkehatte, cigaretrør og ikke mindst frivolitet.

Som læser kan man ikke lade være med et smil at tænke på, hvordan forfatterens formødre og forfædre ville reagere, hvis de læste deres historie udlagt som her. Der er bestemt ikke gemt noget væk under knippeldugen.

Uanset er Halvt i himlen en meget flot fortalt og medrivende kærlighedshistorie spækket med overraskelser og tvists. 

Normalt er jeg ikke til historisk romance, men når den er tilført så barsk, rå og realistisk en skildring som her, hvor man føler sig beamet tilbage til København i 20’erne, sproget spiller, og det bare er virkelig god læsning, hvor man flyver gennem siderne, så er det ret skønt at blive forfalden til nye genrer. 

Det er første gang, jeg læser Lone Hørslev. Forfatteren har længe været på min læseliste, og nu skal jeg helt bestemt i gang med at se på bagkataloget af romaner og noveller. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Læg verden bag jer af Rumaan Alan

Mens vi venter på apokalypsen i form af klimanedbrud, atomkrig, mere terror, en ny pandemi, hacking af alverdens institutioner eller det hele på en gang i en verden på randen af politisk sammenbrud, så er det skræmmende interessant at undersøge, hvordan vi vil håndtere det, når eller hvis det sker.

Opretholder den privilegerede del af menneskeheden de vante rutiner? Går i brusebad, laver mad, smalltalker og glor skærm, indtil det ikke længere er en mulighed for dernæst at lade sig flyde med og overgive sig til katastrofen? Eller finder vi overlevelsesevnen frem og danner et fællesskab i tillid og sammenhold med mennesker, der ikke nødvendigvis ligner os men er i vores nærhed og trodser raceskel, fordomme og ulighed, eller fortsætter vi med at leve i små egoistiske enklaver, der kun består af ligesindede, vi kan spejle os i? Måske er vi blot overladt til ensomhed og overlevelse på egen hånd?

Det er nogle af de spørgsmål den dystopiske men også realistiske roman Læg verden bag jer udforsker.

Den er i gang med at blive filmatiseret hos Netflix, efter sigende med Julia Roberts og Denzel Washington i hovedrollerne, og efter læsning af bogen kan man nemt forestille sig, at en filmatisering med de to langt vil overgå romanen i intensitet og intention.

Det lykkedes langt hen ad vejen for forfatteren at skabe en stemning af tilsnigende og uforklarlig uhygge, hvor karaktererne kæmper mod uvisheden, men selvom jeg undervejs i læsningen, beskrev romanen som crazy god, og den tegnede virkelig godt, så endte den alligevel en smule uforløst. 

Romanen er tematisk virkelig god og skaber en stemning af tilsnigende og uforklarlig uhygge med to familier, der kæmper mod uvisheden.

En hvid amerikansk familie lejer et luksushus i en mere afsides del af Long Island for at stresse af fra karriere og hektisk aktivitet i New York.

Så snart de ankommer, begynder resten af verden på mystisk vis at smuldre. Dyrene i de nærliggende skovområder opfører sig mærkeligt, og al kontakt med omverden lukker ned. Det viser sig, at der er strømafbrydelse overalt udenom huset, her virker alting endnu. Selv den boblende jacuzzi med udsigt over skoven. Der går ikke længe, før det banker på døren, og et ældre sort ægtepar informerer dem om, at de er ejere af huset og beder om venligst at blive lukket ind, da der er sket noget uforklarligt i New York – ja måske i resten af verden, og det er ikke muligt at kommunikere med den. Modvilligt åbner gæsterne døren for værterne og går med til, at de må forsøge at leve sammen, indtil det er sikkert at vove sig ud igen.

Det er denne dynamik mellem fordomme og medmenneskelighed, tillid og mistænksomhed parrene imellem, der gør romanen spændende og relevant.

 ★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Manden i huset af Susanne Staun

Manden i huset er skrevet af den garvede krimiforfatter Susanne Staun og er en perfekt lille pocket thriller med alle de komponenter, sådan en skal indeholde. Den er til dig, der kan tåle et stykke grumt med grumt på. Jeg læste den i sommerferien og turde dårligt gå hjem fra stranden.

Det er første bind i en ny serie af kompakte gys, der finder sted i provinsen lige der i den skønne natur mellem øde marker og isolerede landevejshuse, som en del af os jo dyrker i denne tid.

Vi følger en lille, lidt speciel familie, hvor den 14-årige datter forsvinder efter en fest i et mærkeligt hus med mystiske beboere. De lokale er snart på den anden ende, bortset fra politiet som er ret ligeglade. Virkelig en skrækhistorie, der rammer lige ind i enhver forældres værste mareridt. Mere vil være synd at afsløre. 

Man skal dog sluge et par troværdighedskameler undervejs. Det hele er en smule fortænkt og for meget, men sådan er det jo tit i den genre. Forfatteren glimrer ofte med sit skarpe sprog i sine krimier. I denne er det ikke så særpræget og genkendeligt som i Fanny Fiske serien men mere ud af landevejen, om man så må sige. Det er så også en helt anden type karakterer, det handler om. Men hvis formålet var at få det til at risle koldt ned ad ryggen, så lykkedes det til fulde.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

 

Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan

Når Sissel-Jo Gazan udgiver en roman, er der ofte garanti for en velfortalt og indlevende historie med en hovedkarakter, som beskæftiger sig med et videnskabeligt emne, der formidles på bedste nørdede vis og på en måde, der fænger den uvidende læser. Researchen er grundig, flot flettet ind i historien. Der er en imponerende detaljerigdom i fortællingen, og man lærer noget nyt hver gang.

Sådan er det også i den syvende roman Hvide blomster, der netop er udkommet, og her handler det om tatoveringer og botanik. I den forrige Blækhat var det Streetart, svampe, BZ-bevægelse og Aarhus i 1980’erne. Tidligere i de videnskabelige krimier med Dinosaurens fjer som verdensomspændende gennembrud har forfatteren beskrevet dinosaurer og fugle, og i Svalens graf vaccinationsbivirkninger og medicinalindustri. Sissel-Jo Gazan er selv biolog og har udover en dybdegående interesse i naturvidenskabelige emner også et bankende hjerte for de menneskelige relationer. For som gennemgående tema i flere af romanerne finder man også store familiedramaer om svigt, hemmeligheder og løgne. Dertil kommer et altid veltilrettelagt spændingsplot med adskillige overraskelser undervejs. 

Hvide blomster tillægger sig temaer som hævn og tilgivelse og har derudover en stærk socialrealistisk skildring af nogle af de mest sindsoprivende børneskæbner på dansk jord. Det er den fjerde roman, jeg læser af Sissel-Jo Gazan og efter min mening den bedste, siden Dinosaurens fjer

Hvide blomster starter på Samsø i 1993. En pige ved navn Bettina forsvinder, og lokalsamfundet er på den anden ende. Vi følger de to 14-årige kusiner Jenny og Tessa, der bor på Samsø og betragter forløbet og eftersøgningen af pigen. De er som nat og dag, og det samme er deres familier, men sammenholdet er stærkt. Jenny er kvik og dygtig til at tegne og nørder med botanik. Hun arver sin oldefars plantesamling, og det har en vægtig betydning for historien. Tessa er den rastløse, skoletrætte med det hårde ydre og det skrøbelige indre. Jennys mor Kisser er tatovør med et stort hjerte for svigtede børn, som hun hjælper udenfor lovens rammer. Hun er tvillingesøster til Jimmy, Tessas far, der også har et godt hjerte men en række alvorlige svagheder, der spænder ben, som det gennemsvigtede barn han er. Tato-Palle, der har egen legendarisk shop i Aarhus er deres far og pigernes højtelskede bedstefar. Hver især gemmer de på hemmeligheder fra fortiden og nutiden, der gennemsyrer familien i generationer.

Omkring dem et omfattende galleri af bipersoner fra den nysgerrige lokale betjent til de utallige halvsøskende og plejebørn, der er indlogeret hos Tessas mor Mona, der selv er en trøstesløs karakter med ret ringe forældreevne. Samt et væld af mystiske og mistænksomme typer fra øen, der skaber stigende uro omkring spørgsmålet, hvad er der sket med Bettina? 

Der er mange karakterer, og man kan godt blive lidt forvirret over, hvem der gør hvad mod eller for hvem, og nogle af bipersonernes bevæggrunde for deres handlinger flagrer lidt i vinden, men de centrale personer fremstår lyslevende og flerdimensionelle.

Romanen blander virkelige historier med fri og forrygende fantasi. Den er et yderst vellykket genremiks af spænding, socialrealisme, dannelsesroman, slægtsroman og tidsbillede, der på flere måder sætter nutidens debatter om for eksempel svigt og krænkelser i perspektiv. Det er i det mindste gået fremad. Opmærksomheden på børn der går for lud og koldt vand er noget større i dag, selvom alle problemer langt fra er løst. 

Jeg har haft en periode, hvor jeg gik kold i store murstensfortællinger men ikke denne gang. Ord og indhold flyder og fænger i et flow, man ikke har lyst til at afbryde trods 500 sider med 300 kapitler. Fortællingen kører derudaf med et herligt uprætentiøst men ikke desto mindre sprødt og sprudlende sprog, livagtig og humørfyldt dialog, og i modsætning til nogle af de tidligere romaner – uden overflødige sætninger og klichélignende fyld. Det er en fuldfed og fremragende roman, spækket med fantastiske detaljer, der leverer en helstøbt fortælling med vigtig samfundsrelevans samt indlevelse og hjertevarme for de svigtede og sårbare. 

Hvide Blomster er årets store fortællende roman. Den er ikke blot underholdende, den er vigtig. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

Hørt på Bogforum 2017

Bloggen lever et hensygnende liv i disse travle tider, men jeg skal nok få pustet liv i den igen på den anden side af nytår. Heldigvis nåede jeg en del af Bogforum i år, så her er en lille lynvisit med nogle af de mange kloge og inspirerende forfatterstemmer, jeg nåede at høre.

img_4721.jpg

“Vedkender du dig, at du er en ikonisk figur?” “Der skal ikke så meget til i Danmark, så ja!” Martin Hall i herligt selskab med Master Fatman.

Det absolutte litterære højdepunkt for mig i år var forfatter og musiker Martin Hall i veloplagt samtale med Master Fatman. Danmarks førende elegantier delte ud med en overflod af humor og selvironi og fortalte om at vokse op i 70’erne, være ung i 80’erne, om punken, om musikkens betydning, om at være lysende begavet, bedøve sig i stoffer og opnå succes, selvom kun få kender værkerne, om et par charmerende utilregnelige forældre, der aldrig stod i vejen og om at være evigt ung og overleve en tid, et sind og en livsstil, som har kostet mange livet.

Alle der interesserer sig for den tid skulle skynde sig at læse Martin Halls levende og meget rørende biografi.

”Man skal først beskrive det, der har betydet meget for en, når det er på afstand. Når det er lang nok tid siden, kan det private blive alment – hvis man lægger hjertet på bordet.”

Og senere: Jeg har levet mange år i smerten, og jeg kommer til at leve i den i mange år mere – så det skal I også.” Gerne Martin Hall – bred din smerte udover publikum for du gør det så godt.

Bogtitel afspejler på ingen måde de mange gode forfattersamtaler på årets Bogforum

80’erne slog mange ihjel også en del medlemmer af den subkultur, vi kalder for rockerne. Forfatterparret Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen har talt med tidligere medlemmer og ikke mindst deres kvinder fra rockerbanden Bullshit, der udsprang i et hjørne af det yderste Amager.

”De voksede op i vold og levede med vold. Mange af dem, der ikke blev dræbt under bandekrigene, er nu ved at dø af usund livsstil.”

En uhyggelig aktuel og sært fascinerende fortælling, som jeg snarest må læse. Hvem husker ikke Ekstra Bladets fotos af Makrellens enke, der bærer kisten ud med en flok rygmærker fra Tårnby Kirke.

Kasper Colling Nielsen har fat i den lange ende, når det drejer sig om at skrive dystopiske romaner, der er uhyggeligt tæt på realiteterne i vores samfund, også selvom de indeholder talende dyr. Man kan kun håbe, at han tager fejl i sine forestillinger om fremtiden. Han fortalte om sin nye roman Det Europæiske forår.

” I 90’erne diskuterede vi, om vi skulle afskaffe den kvarte liter mælk i folkeskolen. Nu er den politiske diskussion blevet lidt mere alvorlig. Vores tro på at demokratiet kan løse vores problemer er i opbrud. Vi er på vej mod katastrofen.”

Bemærk den vilde collage i Kamilla Hega Holsts mesterværk Rud. (På trods af billedkvaliteten).

Kamilla Hega Holst har skrevet det nok stærkeste værk, jeg har læst i år og fortalte om RUD:

”Det handler om at løsrive sig. Om dilemmaet mellem at give slip på sine børn og samtidig passe på dem. Men også om at bryde ubehagelige mønstre og tankemønstre. Kan det lade sig gøre at bryde de mønstre, og kan vi undgå at ligne vores forældre?”

Undersøg selv ved at læse RUD, som er en på en gang forfærdende og blændende roman.

 

Katrine Marie Guldager er en anden klog dame, der skriver bøger og nu også klummer om livet og verden. Hendes seneste roman En uskyldig familie har også været en af de helt store læseoplevelser for mig i år.

”Jeg kan lide alle de personer, jeg skriver om, selvom de ikke altid er lige sympatiske. Det bliver ikke spændende, hvis man bare skriver ud fra sine fordomme. Man skal ind under de fordomme.”

 

Der var også et interessant gensyn med Michael Larsen, som var en af de første danske forfattere, der brød internationalt igennem med en thriller i midten af halvfemserne. Jeg husker, jeg med iver læste med på Uden Sikker Viden og Slangen i Sydney. Nu er jeg meget spændt på den nye Dødens Kode, som er en del af en serie men kan læses uafhængigt. Rettighederne er allerede solgt til en film eller serie i en snarlig fremtid.

”Man kan ikke finde på noget, der ikke findes. Man må ramme noget i fiktionen, der ligner virkeligheden, der skal bare et ekstra tryk på pedalen.”

Når Rasmus Brohave taler, er der mange børn der lytter. “Jeg synes forældre skal sætte sig ind i, hvad deres børn ser på You Tube.”

Mit personlige højdepunkt var, da min søn efter en hel lørdag og for første gang på Bogforum sagde : ”Jeg skal så meget på Bogforum næste år.” Det hjalp selvfølgelig, at Børnebogsforum ved, hvad der rører sig blandt de helt unge og bød på masser af gode indslag toppet af You Tube stjernen Rasmus Brohave. Dog ret ærgerligt at RobinSamse parret havde aflyst. Hvis du ikke ved hvem jeg taler om, så don’t worry det skal nok gå alligevel.

 

 

Ligeså herligt for moren, der jævnligt forsøger at nudge til den indre læsehest fremfor Gameren, var, at han selv fandt en sjov bog, jeg aldrig har hørt om, og som han ikke har kunnet slippe siden. Hurra for Tom Gates! #BooksvsYouTube

Der var uundgåeligt en ”smule” jeg gik glip af på Bogforum, hvem gjorde ikke det? Men det hjalp lidt, at Politikens Forlag, vist som det eneste, var så fremsynet at livestreame alle interviews, så jeg hele søndagen har kunnet følge med hjemmefra i god ro og afstand af larm og menneskemængde. Det har været en fornøjelse at følge interviews med Michael Robak, Michael Enggaard, Jesper Stein, Julie Hastrup, Elsebeth Egholm, Mette Sø – som jeg havde glædet mig ekstra meget til, men hvor lyden desværre glippede og sidst men ikke desto mindre ret så underholdende Jussi Adler Olsen og Jonas Langvad Nilsson i muntert parløb. Alle interview og mange flere kan ses via forlagets facebook.

Den mest storslåede forfatterbegivenhed for mig i år, oplevede jeg dog et helt andet sted end Bogforum. Nemlig den 30. Oktober i Den Sorte Diamant, hvor Junot Díaz gav et par gode velplacerede spark, der hvor det gør mest ondt til både verdenssamfundet og andedammen i forbindelse med en særudstilling om dansk kolonialisme og Danmark som slavenation.

Det er svært at vælge blandt den strøm af guldkorn, Junot Díaz kan hælde ud af ærmet i løbet af en samtale. Men her er den, jeg husker bedst:

“If every fuckin’ dude would just shup for a year, they would learn so much about themselves, that society does not want to hear.”

Gå ikke glip af interviewet som du finder i fuld længde her:

http://www.kb.dk/da/dia/ord/forfatterscene/171030_junot_diaz.html

 

Syriens gryder

Syriens gryderBesøg Torvehallerne i dag fra kl. 16 – 19, få en kulinarisk oplevelse, køb en syrisk kogebog og støt Dansk Flygtningehjælp.

I mine ører lyder det som et entydigt godt initiativ tre forfattere og Politikens Forlag har stablet på benene, så det vil jeg bruge min eftermiddag på. Måske ses vi?

Det bliver så første gang, jeg anbefaler en bog, jeg ikke har læst her på bloggen, og det bliver nok også den sidste. Men en kombi af kulinarisk eventyr og kulturrejse fra det Syrien, jeg altid gerne har villet besøge men aldrig nåede, før landet blev splittet i atomer, oveni at man støtter Dansk Flygtningehjælp ved at købe en bog, er så oplagt en fin ide, at det bliver jeg nødt til at støtte, uanset hvad bogen indeholder.

Forlaget skriver:

Syriens gryder – en kulinarisk dannelsesrejse er ikke blot en kogebog med de skønneste retter til lange middage med snak over bordet. Den er også en kærlighedserklæring til det syriske folk og dets rige kultur, fra før verden gik af lave, og borgerkrigen brød ud. Journalist Ruth von Sperling fortæller levende om både hverdagslivet og madkulturen fra sine rejser i Syrien, og billedkunstner Pernille Kløvedal Helweg har foreviget oplevelserne med sit kamera. Mød syrerne: Kom med på shopping i Den lige Gade, spis på Restaurant Al-Mahab, som serverer retter med alt med lam – og tag med til privat fødselsdagsfest hos Fatima, hvor der både bliver danset og sunget. Ruth von Sperling har indsamlet en række autentiske mezze-opskrifter, som Trine Hahnemann har testet og udviklet sammen med bogens øvrige retter. Både de velkendte falafel, baba ganoush og tabbouleh og nye og spændende madoplevelser som f.eks. kylling med citron og grønne oliven, rødbedemutable samt et væld af lækre salater.

Syriens gryder er blevet til på baggrund af et ønske fra forfatterne og forlaget om at yde et bidrag til hjælpen til de mange syriske flygtninge, der har mistet alt og nu kæmper for en ny tilværelse. Alle involverede i tilblivelsen af bogen har stillet deres arbejdskraft gratis til rådighed.

Hele overskuddet fra salget af denne bog går ubeskåret til Dansk Flygtningehjælp. 

 

Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov

Skærmbillede 2015-05-28 kl. 10.50.31Der har desværre ikke været meget tid til at læse bøger på det seneste, men jeg kom da hurtigt igennem Leonora Christina Skovs seneste roman Hvor intet bryder vinden. Den har bredt sig som en steppebrand blandt danske bogbloggere, avisanmelderne klapper i hænderne, og det gjorde mig nysgerrig.

Forfatteren er kendt som skarp debattør og til tider barsk anmelder. Som jeg husker det, har hun dømt en række forfattere ud i kulden, før de overhovedet er blevet lukket ind i varmen. Men det er vel en anmelders gebet. Godt man holder sig til anbefalinger. Og den her vanvittige historie, som beskrives som en samtidsthriller med gotiske træk skal så absolut anbefales.

Leonora Christina Skovs pen er ligeså sylespids som romanforfatter, som den er, når hun anmelder, og det er simpelthen tragisk-komisk og top underholdende at følge med. Der bliver delt verbale øretæver ud til alle sider, når persongalleriet folder sig ud og portrætterer menneskets værste vrangsider. Personerne er enten selvhøjtidelige, selvhævdende, selvretfærdige, fordømmende, egoistiske, narcissistiske, hævngerrige, misundelige, perverse, snobbede, naive, afstumpede – eller det hele på en gang.

Det er de grimmeste karakteregenskaber, der kommer til fuld skue i denne spændende men også noget opskruede historie om syv semikunstnere, der bliver inviteret til den privatejede og isolerede ø Stormø af en anonym donor, som tilbyder arbejdsro i en måned som tak for deres bidrag til glæde for Danmark. De bliver installeret i et moderne glashus, hvor de hver især kan betragte hinanden, hvis de ikke trækker gardinerne for. Irritationen over de andre tiltager, mens de hidser sig op over manglende netforbindelse og kontakt til omverdenen. Hver og en er de på flugt fra en skummel fortid, hvor de har svigtet eller fortrængt deres synder. Hver og en er særligt udvalgt af samme årsag.

Historien er inspireret af Agatha Christies En af os er morderen, men personerne er efter sigende også inspireret af typer, forfatteren selv har mødt på sine mange skriveophold på refugier rundt i verden. Der er ikke én eneste sympatisk person at heppe på, mens de under opholdet én for en forsvinder fra selskabet på mystisk vis, og karaktererne virker på trods af deres kompleksitet nærmest som karikaturer af virkelige mennesker med så mange dårlige egenskaber samlet på et sted. Det sjoveste og sørgelige er, at de et godt stykke hen ad vejen er grumt genkendelige. Måske og heldigt nok mere i deres tanker end i deres handlinger.

Du skal ikke læse Hvor intet bryder vinden for plottets skyld. Det er om end flot komponeret og stærkt fantasifuldt også noget fortænkt, og som læser regner man rimelig hurtigt ud, hvad der ligger bag mystikken, selv om nye overraskelser om personerne og de utallige skeletter, de gemmer på, rasler ud af skabene til det allersidste. Du skal først og fremmest læse den, fordi den er helt utroligt velskrevet og nysgerrigheden efter at vide, hvad der driver disse mennesker, og hvem der hader dem som pesten får dig til at vende siderne i en vis fart.

Ingen kan beskylde Leonora Christina Skov for at være navlepillende som forfatter med fokus på egne erfaringer og sprogudfoldelser fremfor plot, som visse kritikere beskylder de danske forfattere for. Hun er en fremragende fortæller med både indsigt i mennesker og udsyn til verden. Hun er berejst og belæst, og det kommer fornemt til udtryk i sproget og i de referencer, hun bruger. Som læser kommer du vidt omkring fra Etiopien til Shanghai i de syv personers mange tilbageblik. Det er velresearchet og yderst godt gennemført.

Leonora Christina Skov fremstår som en unik og original forfatter i det danske litterære landskab, og når man følger hende på de sociale medier, er hun heller ikke bleg for at dele ud af sig selv på en vedkommende måde. Hun er en stærk stemme både som forfatter og debattør, og hvor jeg før har opfattet hende som typen, man bliver lidt bange for, har jeg nu kun beundring og respekt for hende, som en der står ved sig selv og tør sige, hvad hun mener, så det bliver hørt. Det håber jeg, hun bliver ved med, selv om hun har tænkt sig at trække sig som debattør og hellige sig forfatterskabet. Det bliver spændende at se, hvad det næste bliver, og indtil da kan man jo gå i gang med bagkataloget.