Himmelanker af Line Maria Lång

Jeg knuselsker denne bog og vil snart læse den igen. Line Maria Lång har skrevet så fin en roman, som både er et rørende og morsomt portræt af sit nære venskab med nu afdøde forfatter Jan Sonnergaard og en skildring af sorg over tid, og om at miste både en far, en kæreste og så en ven alt for tidligt og ikke mindst om sindets evne til og bestræbelser på at fastholde minder og mærke det evige nærvær fra dem, man har mistet. 

I centrum af fortællingen, der består af korte stramme kapitler, er venskabet mellem de to forfattere. De er som nat og dag, et mørkt og et lyst sind, en rå realist møder en flyvende fe, men litteraturen, madglæden, empatien, dybden og humoren binder dem sammen. I begyndelsen er de mentor og mentee. Dietmar som han hedder i romanen er ikke altid helt nem at komme ind på livet af, og han kræver noget af sine venskaber og forventer modkrav. Om det drejer sig om tekster, samtaler, øgenavne eller særlige retter eller vine, så skal de serveres med specielle ingredienser, hjerte og omhyggelighed.  

Er man først lukket ind i varmen, kan man hurtigt ryge ud i kulden igen med et skarpt skud af sarkasme. Der er en grund til, at forfatteren kaldte sig selv for enten søde Jan eller onde Jan. Det er der et par ret gode eksempler på, som er mere sjove end egentligt onde, og man forstår godt, at en tænker, som ham ikke gad at omgive sig med overfladiske og prætentiøse mennesker. Fra Line Maria får han modspil og modkrav og en overflod af åndelig kærlighed og en dejlig filosofi om samhørigheden mellem himmel og jord, ”alt er forbundet med alt”,’lambubo’. Både hun og hendes kæreste forbliver i inderkredsen og er nogle af de få nærmeste pårørende, da forfatteren pludseligt dør alene i en lejlighed i Beograd, få dage inden de skulle besøge ham. Det sætter straks processen i gang hos Line Maria Lång, der beslutter sig for at skrive om ham for at bevare deres forbindelse og holde ham fast som sit himmelanker.

Her et lille uddrag fra en af deres mange samtaler, hvor Dietmar giver råd til de skrivende:

”Man arbejder en tekst igennem mindst ti gange mere, end man gider. Man gør sit arbejde. Man kan skrive hjulpet på vej af god vin – dårlig vin ses i teksten, fordi man bliver så sur, sagde han. Jeg lo. Men redigeringen skal foregå absolut ædru; det er dér, hvor du pludselig skal blive en anden, et surt røvhul, der er skeptisk over for alt. Han løftede sin pegefinger ’dér’. Det var slet ikke skolelæreragtigt, det var en engageret pegefinger; han lavede ligesom et slag ud i luften med den, som når man giver noget et lille skub. ”Og hvis du vågner en dag med stor lyst til at skrive om dine morgensko eller din kvindelige cyklus, så gå i seng igen. Det er nok mit bedste råd.”

Hvis du er fan af Sonnergaard og/eller Lång, må du selvklart få læst denne lille kloge roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.