Tag: krimi

Manden i huset af Susanne Staun

~ isabelrosado

Manden i huset er skrevet af den garvede krimiforfatter Susanne Staun og er en perfekt lille pocket thriller med alle de komponenter, sådan en skal indeholde. Den er til dig, der kan tåle et stykke grumt med grumt på. Jeg læste den i sommerferien og turde dårligt gå hjem fra stranden.

Det er første bind i en ny serie af kompakte gys, der finder sted i provinsen lige der i den skønne natur mellem øde marker og isolerede landevejshuse, som en del af os jo dyrker i denne tid.

Vi følger en lille, lidt speciel familie, hvor den 14-årige datter forsvinder efter en fest i et mærkeligt hus med mystiske beboere. De lokale er snart på den anden ende, bortset fra politiet som er ret ligeglade. Virkelig en skrækhistorie, der rammer lige ind i enhver forældres værste mareridt. Mere vil være synd at afsløre. 

Man skal dog sluge et par troværdighedskameler undervejs. Det hele er en smule fortænkt og for meget, men sådan er det jo tit i den genre. Forfatteren glimrer ofte med sit skarpe sprog i sine krimier. I denne er det ikke så særpræget og genkendeligt som i Fanny Fiske serien men mere ud af landevejen, om man så må sige. Det er så også en helt anden type karakterer, det handler om. Men hvis formålet var at få det til at risle koldt ned ad ryggen, så lykkedes det til fulde.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

 

Advertisement

Kønslig omgang af Susanne Staun

~ isabelrosado

Dr. Fanny Fiske er adfærdspsykolog og hovedpersonen i Susanne Stauns krimiserie, og hun er ikke sådan at løbe om hjørner med. En karikeret anti-heltinde, der rap i replikken gerne intimiderer, dem der støder ind i hende undervejs i profileringsarbejdet med at opstøve serieforbrydere.

Denne gang går det udover kvinder, der har frekventeret en lesbisk bar og dernæst bliver bedøvet, voldtaget på det groveste og efterladt som affald et øde sted.

Det handler naturligvis ikke om sex og ikke engang om magt men snarere om vrede tillagt en del sindssyge, og mens Fanny Fiske kommer tættere på gerningspersonen, bliver hun selv anklaget for at have krænket en række unge mænd, hun har onduleret, mens de var studerende og i hendes optik med fuldt samtykke. De har jo kastet sig selv i grams. Det er en super interessant problemstilling, som her bliver diskuteret. Kan kvinden manipulere en mand til sex, hvis hun besidder en magtposition – naturligvis. Men om Fanny er skyldig i disse sager, må læseren selv vurdere.

Forfatteren skriver skræmmende godt, uanset om hun debatterer eller skriver fiktion. Sproget står lige så knivskarpt som den fandenivoldske og fyrige Fanny, som i nyeste bog ‘Kønslig omgang’ stiller skarpt på debatten om #metoo og identitetspolitik. Det er langt mere interessant end selve krimiplottet, der lige i denne virker lidt søgt. Men det er alligevel en vældig spændende bog med høj underholdningsværdi. Udover den sproglige præcision er den vittig, dristig og relevant. Forfatteren bevæger sig elegant og vidende i minefeltet af meninger og gør læseren klogere på en vigtig debat, hvor der desværre efterhånden er gravet så dybe kløfter, at der ikke er plads til nuancer og faktatjek. Det får man her, og så er det en fornøjelse at læse dejligt provokerende og politisk ukorrekte sætninger som: “Sidder du fast i den rådne grøntsagsskuffe, hvor de andre klæbrige brølere opbevarer deres skimlede neuroser?” Den slags ytringer må man nok snart kun sige i litteraturen, og der skal de som minimum have lov at være.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Gyldendals Forlag.

Mordet på en havfrue af Rydahl og Kazinski

~ isabelrosado

Danmarks store nationaldigter og eventyrfortæller H.C. Andersen som detektiv i en fiktiv kriminalroman bygget over et af hans mest kendte eventyr. Lyder det skørt? Det tænkte jeg også, da jeg først hørte om projektet.

Nu udkommer resultatet af det forfattereventyr, der startede som en vild ide hos krimimakkerne A.J. Kazinski (Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund) i samarbejde med Thomas Rydahl.

Det kunne have gået så grueligt galt, og almindeligvis er gruppearbejde mellem tre personer med godt etablerede forfatteregoer måske heller ikke den bedste kombi. Ifølge forfatterne har samarbejdet dog været fortrinligt men også en af de hårdeste processer, de har været igennem. Den bog, der er kommet ud af det, er i alle tilfælde ganske fortrinlig og overraskende vellykket. Et forfattereventyr, der ender godt.

Mordet på en havfrue er ikke blot en krimi men også en historisk og psykologisk fortælling med et troværdigt tidsbillede, substans og komplekse karakterer og meget tro mod den H.C. Andersen, som vi tror, vi kender ham: poetisk, forfængelig, naiv, sensitiv, empatisk, observant og med en lettere barnlig tilgang til tilværelsen. Her under et forhør hos politidirektøren Cosmus:

– Fortæl hvad de har bedrevet, Andersen.

– Jeg kan tale med ting. De taler til mig.

– Hvordan dog? Hvordan tale med ting?

– Jeg har det, som om der er liv i lysestager og tinsoldater, at træer og blomster kan tænke og føle som vi, at alle ting er spærret inde i deres form og higer efter at komme ud.

– Forbandet sludder, Andersen. Tilbage til sagen. De følger efter fruentimmeret Anna, og hvad så, hvad sker der så?

Jeg skal ikke afsløre for meget, men jeg tør godt satse på, at bogen her, som er den første i en serie, bliver en af efterårets store bestsellere, og det gør den fordi, den ej blot er en medrivende og unik krimifortælling med konstant spænding og interessante personer.

Forfatterne har ikke kun gjort sig umage med at være tro mod H.C. Andersens karakter men også begået et eminent researcharbejde så både sprog, dialog og beskrivelser af bylivet og menneskene dengang giver et troværdigt billede af det gamle, stinkende København. Det er en overbevisende rejse tilbage til fortiden, og den er ikke kedelig.

Overalt vælter københavnerne ud af husene og de lave kaserner langs kanalen. Ved Knippelsbro er der trængsel for at komme over. Lotterisælgere, kontorister og piger, der sælger kandisklumper i papir. Men også horder af unge mænd og kvinder, familier, bedstemødre og småbørn. Høj og lav, mest lav. Med madkurve og tændte piber. Der er endda en trup af portugisiske musikanter med kulørte jakker, den ene spiller på en lang fløjte. De går langs volden og ser folk stimle sammen ved Amagerport. Der er kun en smal port åben. Bommændene står tæt og skubber folk videre efter et hurtigt kig på deres papirer. Molly griber fat i Hans Christians arm og prøver at stoppe ham. Trafikken omkring dem presser dem videre, en ung soldat klemmer sig udenom og siger noget irriteret på tysk.

– Du kan ikke gå gennem porten, siger Molly.  – Du har ikke dine papirer.

Det har han ikke tænkt på. Han mærker igen frygten for at blive indespærret. Han ser mod Amagerport. Den gule portnerbygning ligner en mægtig mand med rød hat og åben mund, der sluger alle rejsende.

 – Måske kan jeg klemme mig igennem? Men hvad nu, hvis de genkender mig? Jeg blev tegnet på Domhuset, da de arresterede mig. Molly hvisker i hans øre. – Tag lille Marie på skuldrene. Det burde være forklædning nok.

Ja den gode Andersen er under mistanke for mord, og nu har han allernådigst tre døgn til at bevise sin uskyld sammen med sine to hjælpere. Den prostituerede og vakse Molly og mordofrets datter lille Marie.

Sproget er velafbalanceret mellem det klassiske, som det kunne have været talt dengang tilsat det moderne, så de gammeldags fraser ikke sløver tempoet. Forståelsen af begrebet ‘lorteøen’ om det gamle Amager bliver i den grad penslet ud, så det kan lugtes og mærkes. Ligesom de smalle gader omkring Nyhavn og indre by dengang området var befolket af prostituerede og sejlende sømænd. Der er sågar besøg i kongehuset omgivet af dekadence, lir og latterlighed og ikke megen smiger der.

Plottet er klassisk krimi i den groteske ende, ikke så plausibelt men med en tråd til tidens trend af gru og bestialitet, og når det foregår i 1834 mere troværdigt, end når seriemordere lemlæster for sjov i krimier fra nutiden. Det gjorde ordensmagten også dengang.

Skurken er i en klasse for sig. Kompleks og ulykkelig drevet af kræfter, der havde gjort livet lettere, hvis det hele foregik i nutiden. Et interessant perspektiv på nutidens privilegier, der måske vil vække debat.

Handlingen er, som titlen antyder spundet over eventyret om den lille havfrue men samtidig helt sin egen, og også påmindelser om andre Andersen eventyr finder plads i historien spundet ind på elegant og diskret vis.

Uanset hvad man måtte mene om det her greb på H.C. Andersen, så giv den en chance for det, den først og fremmest er: en ægte pageturner og en formidabel læseoplevelse.

Mordet på en havfrue er en genistreg af en krimi, elegant, spændende og grusom.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

 

 

 

 

En djævel i den lyse nat af Søren Baastrup

~ isabelrosado

Alle der gik i byen i København i 90’erne husker med gru mordet på 18-årige Stine Geisler i Teglgårdsstræde i indre by. Det skete under karnevallet i pinsen 1990 og blev i årene derefter omtalt som ’karnevalsmordet’. Det er snart 30 år siden, og mordet er ulykkeligvis stadig på listen over uopklarede og uforklarlige mord i Danmark, og dem var der en del af i slutfirserne og starthalvfemserne. Derfor var det heller ikke med nonchalant tankeløshed, man bevægede sig ene rundt i gaderne midt om natten efter en festlig aften, men snarere med en vis anspændthed i kroppen, hvor alle de småberusede antenner strakte sig i alarmberedskab, når man hørte skridt bag sig. Over 4000 mennesker blev afhørt under efterforskningen, der efterlod meget få uberørte, enten fordi man var i nærheden, eller kendte nogen, der var.

Journalist og forfatter Søren Baastrup, der også er min gamle klassekammerat og hovedopgavemakker fra Journalisthøjskolen, var dengang 14 år og fulgte med store øjne sagen gennem avisernes spektakulære omtale fra drengeværelset i Silkeborg. Nu har han oprullet hele forløbet her mange år efter i sin dokumentariske bog i håb om at finde svar på spørgsmålet: Hvem myrdede Stine Geisler?

Baastrup har talt med politiet, der efterforskede, med de mistænkte og afhørte og med pårørende som Stine Geislers mor. Ved hjælp af deres udsagn genfortæller han hele forløbet og rekonstruerer sagen, så det er som at rejse tilbage til dengang og være tilstede i det nu og her.

Under læsningen vokser mystikken, for Stine Geisler var ikke en helt almindelig gymnasieelev men en ung kvinde, der kastede sig ud i livet tidligere end de fleste og hemmeligholdt det for de nærmeste. Den måde hun forlod verden på var skræmmende og bestialsk, og mordet skete i kælderen i baggården til hendes hjemmeadresse. Om forbrydelsen var møntet på hende, eller hun var et tilfældigt offer, er ikke til at vide, men spekulationerne myldrer frem under læsningen, og ja det er spændende som en krimi og tiltagende ubehageligt, fordi det er på bekostning af et virkeligt liv, der ikke fik lov til at udfolde sig på anden vis end som mordgåde.

True Crime genren har vokset sig kæmpestor, og den har også fascineret mig i adskillige filmdokumentarer og podcasts som Making a Murderer, Serial, S-Town og The Jinx, men jeg har ikke læst mange bøger indenfor genren. Måske fordi man ved, at når det er et journalistisk projekt vil man til forskel fra fiktionen sidde tilbage med en bunke ubesvarede spørgsmål, og så er virkeligheden som bekendt altid mere grusom og uforståelig end fantasien, hvor der oftest er en slags forløsning og en forklaring, uanset hvor skidt det måtte ende.

Men når en historie er så velskrevet som En Djævel i den lyse nat, vil jeg gerne læse mere. Bogen er ikke blot underholdning men har et klart formål, og så er den velredigeret, har alt det vigtige med, er sprogligt præcis og undgår at gå amok i detaljer eller prætentiøs poesi eller overdramatisering. Den bidrager både med ny viden om selve sagen men også med refleksioner over tiden, over kulturen men især over manglerne i politiets efterforskningsarbejde, blandt andet fordi redskaber som DNA-sporing ikke var tilgængelige dengang.

Der er netop udkommet en podcast på Politiken, som supplerer bogen rigtigt fint med interviews med flere af de personer, der også medvirker i bogen, blandt andet politiets efterforsker på sagen Ove Dahl, som nævner, at hvis mordet var sket blot få år senere, var det med stor sandsynlighed lykkedes at fælde morderen. Bogen spekulerer i flere mulige gerningsmænd, hvoraf nogle sidder fængslet i dag for andre forbrydelser, men et entydigt svar får man ikke. Til gengæld får man en god læseoplevelse og en del at tænke over.

★★★★★☆

 Bogen er venligst tilsendt af forlaget People’s Press.

 

Krimi og kram i Fængslet

~ isabelrosado

Den årlige krimimesse i Horsens fandt sted for lidt over en uge siden, og det var ligeså festligt, folkeligt og fornøjeligt som ventet og i de helt perfekte rammer i og omkring det gamle Horsens Statsfængsel. Udover at danne kulisse for diverse kulturarrangementer fungerer Fængslet i dag som museum. Desværre nåede jeg ikke rundturen i selve celleafdelingen, der tager cirka to timer, så den må jeg have tilgode.

Det var mit første besøg på Krimimessen men absolut ikke det sidste. For selvom messen ligesom Bogforum kan være lidt af et gedemarked, når mange bogglade mennesker stimler sammen for at høre de populæreste blandt 150 deltagende forfattere, så er der også en helt særlig og hyggelig stemning, hvor det faktisk er muligt at hilse på favoritterne og få en signatur, en snak og en ordentlig bunke billigere bøger med hjem. Og hold da lige fest hvor folk slæbte i store stofposer. Nogle var allerede ude af messen med fyldte net, nærmest inden den var begyndt. Måske skulle de bare pakkes ned i bilen for så at vende tilbage og blive fyldt op på ny?

Der var mange, mange, mange flere mennesker på Krimimessen, end det ses her.

7.500 krimifans besøgte messen i år, og det var publikumsrekord. Godt gået Horsens!

Jeg stiller åbenbart spørgsmål mod publikum henvendt til tålmodige Sofie Sarenbrant.

Jeg varetog i alt fem interviews og mødte tre svenske krimistjerner, Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal, en islandsk komet Lilja Sigurdardottir og en dansk debutant Jesper Nilausen. Det var en fornøjelse at møde forfatterne, og vi havde gode samtaler om de yderst relevante temaer i tiden, de hver for sig tager op i deres bøger. Fra ny kriminalitet der følger med teknologiens udvikling, krænkelser og overgreb, kokainsmugling og finanskrise på rygende vulkaner, hjemmerøveri og anklagende facebook grupper til ægteskabskrise og et overset kapitel fra 2. Verdenskrig samt terror i København.

Tiden mellem interviews gik med at hilse på bekendte og kramme venner og kollegaer. Vejret var helt fantastisk, og det var skønt at spankulere rundt i den friske luft mellem indslagene. Det havde muligvis ikke været ligeså fed en oplevelse, hvis det havde været hundekoldt og regnen styrtede ned udenfor, for pladsen kan være trang i teltene, og køerne til mad, kaffe og toiletpauser kan trække ud.

Ulla Hinge Thomsen interviewer C.L. Taylor, Sarah Vaughn og Rachel Abbot with a lovely British accent.

Som publikum nåede jeg slet ikke alle de indslag, jeg gerne ville. Men jeg hyggede mig både med panelsamtaler mellem de engelske forfattere og de svenske, som kaster et særligt format over messen. Som bogblogger har jeg haft privilegiet af at høre de danske flere gange, så dem nåede jeg stort set ikke her. Men herligt at der var prisregn over blandt andre Jussi Adler-Olsen der vandt publikumsprisen, Jesper Stein modtog Harald Mogensen prisen for årets bedste krimi, Solo, og Anne-Marie Vedsø Olesen vandt Horror-prisen for Lucie.

 

Stephanie Caruana interviewer Pernilla Ericson.

Jeg er nødt til at fremhæve, at mødet med Pernilla Ericson, gjorde et stærkt indtryk, for hun har skrevet en dybt foruroligende krimi, der tager afsæt i virkeligheden. Det er den værste og den bedste krimi, jeg har læst længe. Det handler om hate-crime i form af seksuelle overgreb og voldtægt begået efter hacking af telefoner. Forbrydere skriver falske beskeder fra ofrene, så det ser ud som om, de godt ville og selv inviterede voldsmændene via en dating app. På den måde kan gerningsmænd ikke retsforfølges og går fri. Dette var nær ved at ske for en svensk gamer og tech-influencer, der udover at blive voldsomt krænket selv i cyberspace, fordi hun tillader sig at game som kvinde, en dag blev overrasket i sit eget hjem af en mand, der troede, de skulle have sex. Hun nåede dog at få krænkeren til at forstå, at hun ikke selv havde inviteret ham indenfor, før det gik helt galt. Den digitale udvikling skaber altså helt nye former for kriminalitet gennem hacking og overvågning, som man helst ikke vil tænke på men er nødt til at forholde sig til.

Vildfremmed er tredje bind i en serie, som på mange måder ligner traditionelle krimier med en specialgruppe bestående af politifolk og tech-eksperter, der både skal opklare og forhindre forbrydelser. Men temaerne, Pernilla Ericson, som også er journalist og forkæmper for kvinders rettigheder, tager op, er gennemresearchede og så vigtige, at jeg nærmest vil betegne i hvert fald denne i serien som et mustread. Den falder lige ind i #Metoo-debatten og med mildt sagt skræmmende perspektiver. Læs den!

 

Krimimessen er en stor selfie-fest, og jeg havde en rigtig god samtale med Pernilla Ericson, også efter interviewet.

 

 

 

 

 

 

 

Mødet med Lilja Sigurdardottir var alletiders. Hun spreder godt humør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg vil også fremhæve islandske Lilja Sigurdardottir, som har skrevet en Reykjavik-Noir trilogi, hvoraf Fælden og Snaren er udkommet i Danmark, og jeg glæder mig helt vildt til den næste. Forfatteren er vist ikke så kendt i Danmark endnu, men fortjener et stort publikum med denne helt forrygende og spændende serie om efterdønningerne af finanskrisen på Island, og hvordan den tvinger personer ud i narkokriminalitet.

 

Jeg skal helt sikkert også læse mere af de veletablerede forfattere Sofie Sarenbrant, der skriver krimier om frygten i det nære, og Tove Alsterdal, der skriver selvstændige spændingsromaner med afsæt i historien og fortidens synder. De kan deres krimikram!

 

Efter sådan en intens weekend med creme de la crime og spænding, grumhed og gys, kunne man jo godt gå hen og føle sig en smule overdoseret med krimi, når man nu også er til al anden litteratur, men jeg holder ikke krimipause, før jeg har læst de her bøger, jeg har modtaget fra forlagene og glæder mig helt vildt til at læse. Tak for dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

Godt det snart er påskeferie og læsetid!

God påske til alle jer, der kigger med her. Og til alle andre 🙂

 

 

 

Tid til krimi

~ isabelrosado

Knaldkrimi, kvalmekrimi eller kvalikrimi? Det ene udelukker ikke det andet. Men hvilken type krimilæser er du?

Er du til klassisk detektiv eller suspekt strømer. Poirot eller Sam Spade. Engelsk landidyl eller Berlins undergrund. New York mean streets eller LA Noir. Splat eller suspense. Seriemordere eller domestic noir. Videnskab eller dæmoner. Retsmedicinsk akkuratesse eller socialrealistisk samfundskritik. Gangstere eller gys. Spektakulære plots eller antihelte. Den ensomme hævner eller panseren på afveje. Hvad synes du bedst om? Hvad skal din yndlingskrimi indeholde?

De spørgsmål stiller jeg mig selv, mens jeg giver den gas med krimilæsningen og varmer op til Krimimessen i Horsens, som jeg besøger for første gang 6.7. april. Jeg glæder mig helt enormt til at opleve den særlige horror-hyggestemning blandt kriminørder og bogfolk.

Svaret er, at jeg er til lidt af det hele, men at jeg har en række fælleskrav til kvalitet, som bliver sværere at opfylde jo flere krimier, jeg læser. Først og fremmest originalitet og overraskelser, viden der gør mig klogere på verden, interessante flerdimensionelle karakterer man gider følge, et godt og troværdigt sprog, samt fremdrift og spænding der holder fast i læsningen. Jeg bliver skuffet over langt ude i hampen utroværdige plots og twists der ikke hænger sammen, afsløring af mordere man dårligt har mødt, og som vælter ind fra højre mod slutningen, meningsløs gru og udpenslet vold der ikke har en forklaring, og når jeg har regnet det meste ud før midten. Hvis jeg SKAL vælge, så hælder jeg mere til den realistiske samfundskritiske krimi end til det spektakulære og grusomme plot. True Crime genren er bestemt også min kop te, men i perioder er jeg nødt til at undgå den, for er der noget, der skræmmer livet af mig, er det forbrydelser begået i virkeligheden.

Markedet for krimier er spækket og overfyldt, og det er blevet vanskeligere at skille sig ud. Men når det sker, kan en krimi både ryste, skræmme, røre, oplyse, vække stof til eftertanke og åbne øjnene mod nye horisonter, der er svære at glemme – på samme vis som et skønlitterært værk uden mord.

Her lidt om de seneste fire danske krimier jeg har læst, og som efter min mening ligger i den høje ende af kvalitetsspektret, og hvordan de hver for sig repræsenterer forskellige subgenrer og smag. Jeg hører gerne din mening om samme sag. Vi behøver ikke at være enige.

Krimien der gør dig klogere – Søster min af Helle Vincentz:

Søster min er den første krimi, jeg læser af Helle Vincentz, men det er absolut ikke den sidste. Her kan man virkelig mærke, at forfatteren har foretaget en omfattende research, der på imponerede vis er flettet naturligt ind i handlingen. Det handler om medicinalbranchen og dens uanede muligheder for magtspil og korruption. Hvis man ikke var mistænksom overfor medicinalvirksomheder før, så er man det i hvert fald efter læsning af Søster min.

Dette er anden selvstændige bog i serien om antropologen Sofie Munk, der arbejder som efterforsker i et privat og diskret konsulentfirma. En vidunderpille mod depression ser ud til at fjerne kvinders lyst til sex, og det er rigtig skidt for samfundsøkonomien. Mange interesser er på spil, og alle er under mistanke i denne fremragende spændingsroman. Dramakurven er dog en lidt flad fornøjelse. Spændingen ligger ikke i den omkringliggende fare, eller i det endelige opgør mellem hovedperson og skurk men derimod i Sofie Munks efterforskning og relevante spørgsmål til eksperterne, mens hun borer sig dybere ned i sagen og leverer en i høj grad, antager jeg, faktuel viden til læseren, og det er skam spændende nok. Det er også en velfortalt historie med troværdig dialog og gode karakterer. En rigtig journalistkrimi på den fede måde. Det vil sige uden medvirken af den fortærskede kliche af en journalist som hovedperson men med solid info til borgerne om samfundet.

Den højspændte krimi – Fjenden iblandt os af Jakob Melander:

En af de danske krimiforfattere der efter min mening skriver bedst er Jakob Melander. Han lægger ofte et poetisk pennestrøg over sine historier, for eksempel ved beskrivelser af København og den punkromantiske del af 1980’erne.

Det er der ikke så meget af i den seneste krimi, hvor han prøver noget nyt med en stram og tempofyldt historie, der strækker sig over knapt et døgn og følger et galleri af personer, som overskygger hovedpersonen politiassistent Lars Winkler.  Fjenden iblandt os er den sjette selvstændige del af serien med ham i centrum.

I en ghettobebyggelse ved Bellahøj findes en otteårig pige dræbt i baggården, og snart er hele boligkomplekset et inferno af racistiske og sociale spændinger tilsat politisk idioti. Også her lykkedes det at få sat flere af beboerne under mistanke, og vi følger på skift en række vidt forskellige karakterer. Slutningen i denne er lidt tam, men forfatterens indlevelse hos de enkelte er i top, og det er spændende at følge opklaringsarbejdet og den stigende frustration hos Lars Winkler og hans kollegaer.

Den spektakulære krimi – Blodspor af Julie Hastrup:

Julie Hastrup er en garvet krimiforfatter med et trofast publikum, og det kan jeg godt forstå, for hun kan sit kram og kan strikke et velfungerende plot sammen af mange fritflyvende tråde. Blodspor er forfatterens syvende med drabsefterforsker Rebekka Holm i spidsen, en kvinde der efterhånden har gået grueligt meget igennem men fortsat formår at leve og ånde for politiarbejdet.

I denne historie, som kan læses uafhængigt af de tidligere, ligger hendes svenske kæreste i koma i Stockholm, mens hun må passe sit arbejde i København. Her bliver en hel familie fundet makabert henrettet rundt om middagsbordet. Et postbud med hang til splatterfilm stikker af fra gerningsstedet, en overlevende datter kommer på afveje i en uhyggelig scene i den gamle aflukkede Danske Sal på Det Kongelige Bibliotek, og et barn svigtes på det groveste af sine inkompetente forældre. Og der er meget mere. Det hele bunder i en virkelig spansk skandalesag under Francotiden, der har vakt stor harme i Spanien. Børn blev ulovligt fjernet efter fødslen og bortadopteret for penge, og nybagte mødre blev indbildt, at børnene var afgået ved døden. Det gik især udover forældre fra dårligt stillede familier, mennesker med sindslidelser osv. Den konspiration er virkelig gruopvækkende og spændende, men plottet kammer en smule over. Intrigerne er så udspekulerede og indviklede, at troværdigheden ryger. Less is more kunne jeg fristes til at sige. Julie Hastrups socialrealistiske passager er til gengæld skrevet med en fantastisk indlevelse. Det skulle hun skrive meget mere af, for når hun beskriver, hvor grusomme voksne kan være mod børn, gør det tåredannende ondt at læse.

Den videnskabelige krimi – Djævlens værk af Lotte Petri:

Lotte Petri er også en dygtig og velskrivende krimiforfatter samt en ferm researcher med hang til bloddryppende plotmageri og grusomme mord. Der er godt styr på det faktuelle og detaljerigdom om alt fra pest og nazisme til psykisk sygdom og seriemordere og ikke mindst retsmedicinske detaljer. I Djævlens værk bevæger hun sig ud i det overtroiske og konsulterer en katolsk præst og eksorcist. Det sker efter et mord på en arkæolog og kollega til den sympatiske hovedperson, retsantropolog Josefine Jespersen, der leder en gravrydning af 1000 skeletter på Assistens Kirkegård. Der skal være plads til en metrostation, men da arkæologen bliver fundet død med et kors ridset ind i kraniet, er fanden løs. Det er både creepy og spændende.

Oooog så vil jeg da nævne den bedste danske TV-serie, jeg har set længe, Bedrag sæson 3 slog fuldstændig benene væk under mig og var eminent på alle tænkelige planer – også det visuelle. Glem de første to sæsoner, men denne må du ikke gå glip af, hvis du er en ægte krimifan. Kan ses nu på dr.dk.

Skulle du mangle flere bud på din næste krimi, er her links til nogle af de favoritkrimier, jeg har anbefalet på Bogbobler: Vip-rummet, Stockholm Delete og Top Dog af Jens Lapidus, Savner dig af Harlan Cohen, Papa og Solo af Jesper Stein, Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo, De Berusedes vej af Jakob Melander, Selfies af Jussi Adler-Olsen, De smukkeste af Karen Slaughter.

Afslutningsvis klemmer jeg lige en top ti liste ind med de senest sete udenlandske krimifavoritter blandt TV-seriernes overflødighedshorn – hvis nogen skulle have brug for et tip:

Dogs of Berlin – Netflix (Højspændt gangster- og politidrama i Berlins moderne undergrund)

Narcos Mexico – Netflix (Autentisk narkodrama om de mexicanske narkokartellers begyndelse)

Billions – HBO (Finanssvindlere i New York der skyder skarpere med ord end med kugler)

True Detective – HBO (Dvælende og mystisk politidrama med menneskelig indsigt)

Babylon Berlin – DR (Fantastisk tidsbillede af tyvernes Berlin og nazismens indtog)

Peaky Blinders – Netflix (Vanvittigt velspillet gangsterdrama fra Manchester i årene efter 1. Verdenskrig)

The Assasination of Gianni Versace – Netflix (Forstemmende True Crime fiktion der overgår fantasien i gru og meningsløshed)

Mindhunter – Netflix (Isnende historie om den første profilering af seriemordere)

Ozark – Netflix (Breaking Bad lignende vildveje i den amerikanske sump)

The Americans – Netflix (Kulørt koldkrigsdrama med psykologisk indsigt og spænding i højgear)

I Horsens har jeg fornøjelsen af at interviewe fem krimiforfattere; tre svenske stjerner: Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal. En islandsk: Lilja Sigurdadottir. Og en dansk debutant: Jesper Nilausen.

Se programmet for Krimimessen her

Måske ses vi?

 

 

 

 

Vi skal længere ind i mørket

~ isabelrosado

Solo er Jesper Steins sjette krimi i serien om politimanden Axel Steen. Med den cementerer forfatteren, at hans hovedperson og alter ego er en mand, man ikke kan nå. Bogbobler har spurgt ind til, hvorfor han skal være så besværlig.

Tillykke med endnu en spændende og vellykket krimi, hvor det i den grad er lykkedes at gøre en del af læserne frustrerede over Axel Steens handlinger. Kan du godt lide at provokere dine læsere?

Nej, det tænker jeg slet ikke på. Jeg prøver at føre Axel gennem livet på en troværdig måde. Han er en svigter. Men han er også en ridder. De to poler, tror jeg, at mange mennesker har i sig. I denne bog trækker jeg det meget hårdt op.

På et tidspunkt i Solo spørger Axel sig selv, hvad der egentlig er galt med ham. Hvad er der galt med ham?

Ikke noget, som ikke er galt med mange af os. Han er skilsmissebarn, hans mor forlod ham, da han var syv, han er blevet overladt til sin far, som ikke har været særlig kærlig, og hans nye kone. Der har været lidt omsorgssvigt og alkoholmisbrug, som man nu kender det selv i de bedste danske familier. Det er, hvad vi ved om hans baggrund. Og så har han et misbrugsgen – det kan ødelægge meget i livet. Han er afhængig af sit job på samme måde, som han er perioder har haft en aktiv afhængighed af hash, sprut eller coke. Han er rastløs, han vil flygte fra problemerne og fra sig selv. Og han har svært ved at knytte sig til kvinder. Han er meget tiltrukket af dem, men bange for nærheden. Ellers er han vel en ok fyr.

Axel har åbenlyst ikke styr på work-life balancen, hvorfor er det så svært for ham?

Det er jo svært for mange, ikke? Vi har meget travlt med at spelte os igennem med vores flotte selvbilleder af, hvor opofrende vi er i forhold til vores familie, men det passer sjældent. Jeg kender mange, som er så glade for deres job, har så meget identitet hængt op på det, at det at have en familie og have børn og forpligtelser ind imellem er pisse irriterende, fordi man ikke kan give den gas eller passe sine ting. Og Axel har jo et kald – det er en del af konventionen i en krimi – han brænder for at skaffe retfærdighed til ofrene. Hvis han kun brændte for sin datter og sin kone, så var det aldrig blevet en serie. I denne bog er det gjort til et enten eller på en lidt ekstrem måde, og jeg synes, han vælger helt i overensstemmelse med sin personlighed.

Axel er typen, der gør lige, hvad der passer ham og siger chefer og autoriteter imod. Er du også sådan?

Nej. Men jeg har været det. Og det var dumt, for man skal opføre sig ordentligt. Jeg havde nogle virkelige idiotiske chefer på Jyllands-Posten, og det lod jeg dem vide. Og det kostede mig dyrt. Den dårligste af dem alle sendte mig på at tvungent grammatikkursus, fordi han mente jeg ikke kunne skrive. Der kan man tale om en mand, der var god til at spotte sine medarbejderes talenter!

Ville verden være et bedre sted, hvis vi alle på bedste Axel manér var i stand til at sige op i røven med det hele!?

Nej, jeg tror, den ville blive meget værre. Men hvis du skal have ordnet noget meget presserende, og det drejer sig om liv og død, så er det måske meget godt, at der er nogen, som kan holde hovedet koldt og handle med det samme, uden at det hele skal i plenum, eller du skal til mægling i HR-afdelingen fordi du har sagt ”luk røven” til en, der ville se tingene fra flere sider, inden du fik lov til at gribe ind.

Det virker lidt som om, at Axel er ved at udvikle sig til en dræbermaskine, sådan en frygtløs Robo Cop killer, er det der, vi er på vej hen?

Nej, det er det slet ikke, men han møder jo nogen ret slemme fyre ind imellem.

Når jeg læser om eksempelvis politiarbejdet, efterforskningsmetoder mm. Og i Solo om de forskellige fraktioner i den syriske oprørsbevægelse, så tror jeg på det hele. Skal jeg det?

Ja, det skal du virkelig helst, fordi mine bøger er realistiske, og der står ikke noget i dem, som ikke kunne ske i virkeligheden. Og Syrienskrigerdelen er vigtig for mig, fordi den punkterer det meget ensformige billede, vi har af syrienskrigerne i medierne, så jeg har gjort mig umage.

Hvem har du talt med i research-processen?

Jeg har talt med politifolk, som har taget springet til erhvervslivet som sikkerhedsrådgivere. Og med min ven retsmediciner Hans Petter Hougen. Jeg har talt med en kvinde, som har mistet sit barn. Og med en forsker, der er specialist i Syrienskrigere.

Kvikke Vicki Thomsen er en herlig, troværdig kvindekarakter og på nogle måder er hun meget sejere end Axel, skal hun ikke snart have sin egen serie?

Nej, det tror jeg ikke, hun skal. Jeg hænger på Axel. Jeg kan virkelig godt lide hende, hun er sådan en lidt mere groundet jysk no bullshit type, men hende skal jeg nok få drevet ud til kanten også.

Vicki er et godt modspil til Axel, og i visse henseender er hun ligeså irriterende, egoistisk og forskruet som ham. De forstår virkelig hinanden. Har de en fremtid sammen?

Ja, som kolleger. Der er overhovedet ingen seksuelle eller kærlighedsmæssige mellemtoner i deres relation, selv om mange læsere allerede fantaserer om det – og det fatter jeg ikke. Er vi virkelig så desperate i vores romancetrang? Hvor læser I det henne i bøgerne? Der er masser af love and sex, men intet mellem dem.

Har du fået nogle kommentarer fra virkelige politifolk om Axel og Vicki, og hvad siger de? Ville de ønske, de havde de samme cojones som dem?

Der mange rigtige politifolk, der har samme cojones, som Axel og Vicki, rigtig, rigtig mange, men de holder sig som regel på den rigtige side af lovgivningens grænse. Mange af dem er vilde med Axel. Som en siger tit: Han gør det, vi andre drømmer om at gøre.

Har du nogle (anti-)helte fra fiktion eller virkelighed, som inspirerer dig til at skrive om Axel?

Michael Connelly’s Harry Bosch. Gunvald Larsson i Mikael Persbrandts skikkelse i de tidlige Beck film. Og en håndfuld af virkelighedens pansere, som jeg ikke vil nævne navne på.

Hvad er de vigtigste forskelle på dig og Axel?

Han er en fucked up strømer, der skal ud og jagte drabsmænd og dumme svin for at få tilfredshed i sit liv. Jeg skal bare skrive en ny roman om ham. Jeg misunder ham intet.

Hvor er Axel på vej hen nu? Bliver det mørkere eller lysere? Er der håb for ham?

Der er altid håb, men det bliver svært for Axel. Jeg håber, der kommer noget lys ind i hans liv, men jeg ved det ikke.

Læs tidligere interview om Jesper Steins skriveproces her

Interviewet er en del af Jesper Steins Solobloggertour i samarbejde med Politikens Forlag. Find mere spændende info om Jesper Stein og Axel Steen hos blandt andre Livet i Dukkehuset, Findals krimiside, Krimihjerte, Krimimessen, Bogliv og En Bognørds skriblerier

I morgen lander turneen hos Krummes krummelurer

Solo af Jesper Stein

~ isabelrosado

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker en stærk og spændende krimi, men jo flere jeg læser (og ser på film og tv), jo mere kritisk bliver jeg. En krimi skal kunne noget særligt for at være kram, og det bliver ikke lettere at være krimiforfatter med de tusindvis af udgivelser, der strømmer ud over et publikum, der drukner i indhold.

Når Krimier forsøger at overgå sig selv med afstumpet, uforklarlig gru og gore (splatteri) er jeg stået af for længe siden. Eller når plottet er helt ude i skoven, og al troværdighed går tabt, eller når iveren efter at skabe særlige karakterer pådutter dem 27 diagnoser oveni en dårlig barndom og et forlist ægteskab – så bliver jeg træt på forhånd.

Forfatter Jesper Stein gør ingen af delene. Han skriver krimier i topkvalitet med troværdige, komplekse karakterer – ikke kun sin hovedperson men også dem omkring ham, han udviser relevant samfundskritik, et blik mod omverdenen og leverer hver gang en afslutning, der får læseren helt ud på kanten af stolen.Og så kan han lige det ekstra, som meget få kan:

For det første har Jesper Stein med Axel Steen skabt en karakter, som læserne kerer sig om – bare se på de sociale medier. For det andet skriver han stålsikker dialog i et spændstigt sprog, og for det tredje er det som om, at han har læst aviserne, inden de udkommer.

Højaktuelle emner som banderelaterede drab, skandaler i erhvervslivet, grådighed, flygtninge i skjul, Syrienskrigere, organiseret kriminalitet og efterretningsvæsen bliver behandlet med høj troværdighed. Det samme kan siges om politiets arbejdsmetoder og jargon.

Med omhu bygger Jesper Stein et troligt setup ud over første del, hvor siderne kan vendes i et roligt tempo for så i anden del at kulminere i et payoff, der giver fuld valuta for tid og penge spenderet, og nu vendes siderne i lynfart.

Sådan er det også denne gang med Solo, sjette selvstændige roman om politimanden Axel Steen, der udkom i oktober.

Solo fortsætter et par år efter, vi forlod Axel efter en hjerteskærende slutning i Papa. Axel har forladt politiet og arbejder nu som sikkerhedschef i en privat virksomhed med en slikket type af en chef, der får Gordon Gekko til at ligne en matrosdreng. Axel er gift med sit livs udkårne og bor sammen med sin datter på fuld tid i en villa på Amager, hvor han klipper roser i haven i weekenden. Familien forlanger ro og tryghed på hjemmebanen, og det får de med Axels nye job og solide indkomst. Men det må naturligvis få en ende.

En IT-medarbejder har svindlet firmaet for millioner, og Axel får til opgave at eskortere manden ud i diskretion. Kort efter forsvinder han, og det hele lugter af organisatorisk konspiration, der snart involverer kidnapning og mordtrusler.

I Urban Planen på Amager bliver en ung indvandrer med en kriminel fortid myrdet i en kælder under øens mest trøstesløse bygning. Han har forbindelser til de syriske oprørsbevægelser og er en bekendt af Axel fra hans tid i PET.

Axels tidligere kollega Vicki Thomsen leder efterforskningen og kontakter ham for at få hjælp.

Han er først modvillig, men snart har de begge brug for hinanden i opklaringen af de respektive sager, der fortælles i hvert sit spor, indtil de forenes. Makkerparret indgår en noget-for-noget-aftale. For at det ikke skal være løgn hænger, sagerne naturligvis sammen, men det er ikke det mest interessante i Solo. Det er derimod Axel og Vicki og menneskerne omkring dem.

Vicki er en gæv pige, man kun kan holde af. Et troværdigt forbillede for enhver ung kvinde, der måtte søge ind i politiet bortset fra, at Vicki ligesom Axel bærer rundt på dæmoner (men ingen diagnoser), der spænder ben i privatlivet.

Axel går som altid sine egne veje og kan flygte ud af politiet, men politiet kan ikke flygte ud af ham, og som udredningen af svindelhistorien skrider frem og med fare for liv og lemmer, træffer Axel en række valg, der fører ham direkte ind i ensomheden.

Han kunne mærke hullet i maven, et sug i mellemgulvet. Det føltes, som om han var forelsket, men han var ikke forelsket. Han var på jagt. Og han havde fået færten af sit bytte.

Som politimand har Axel længe gået solo og gjort, hvad der passede ham i retfærdighedens tjeneste. Nu går han solo ind i et mørke, hvor der ikke er rart at være. Det lover virkelig ikke godt men hold fast, hvor jeg glæder mig til at se, hvad der skal ske i næste roman om Danmarks mest besværlige og komplekse panser. Once a cop, always a cop. Sådan må det jo være.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

 

Top Dog af Jens Lapidus

~ isabelrosado

Fornylig blev jeg spurgt, hvorfor svenske Jens Lapidus er en af mine favoritter blandt krimiforfattere. Jeg blev også bedt om at sammenligne med andre sikkert fremragende svenske krimiforfattere, som jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at læse. Jeg læser ikke kun krimier, og jeg er heller ikke krimi ekspert.

Men mit svar er, at Jens Lapidus kan noget ekstra, som mange andre ikke formår i forhold til sprog, realisme og karakterer man virkelig kerer sig om. Personerne er stærke, komplekse, troværdige, levende og engagerende, og sproget er skarpt og tilpasset hver karakter, så de fremstår helt overbevisende. Advokaterne taler advokatsprog, og gangsterne taler gangster, uden at det hverken bliver for lidt eller for meget.

Så er jeg også ret vild med portrættet af Stockholm og konflikterne mellem underklassen og overklassen, som Lapidus beskriver, så man tror på, at Stockholm er infiltreret af organiseret kriminalitet, og at de værste afstumpede kriminelle befinder sig på toppen af samfundet.

Jeg elsker en god krimi, men jeg læser som nævnt meget andet end krimier, og jeg er meget nøje med at udvælge, hvilke jeg vil læse, for der er virkelig meget bras, der kører efter de gamle fortærskede klichéer med fordrukne strømere og traumatiserede kvindehelte. Stockholm-trilogien har en originalitet, der holder 100 procent.

Jens Lapidus har ikke skuffet denne læser endnu, og det gør han heller ikke i sidste del af trilogien om advokaten Emelie og den tidligere kriminelle Teddy.

Det umage par skal have et barn, og det går jo virkelig ikke med de to, som er som nat og dag og tilhører hver deres kreds af advokatoverklasse og indvandrerunderverden.

Men når der skal opklares forbrydelser, er de et formidabelt team, der supplerer hinanden som yin og yang, og denne gang får de begge virkelig brug for den anden.

Der er spænding fra side ét, og vi møder endnu engang Teddys nevø Nikola, som er på rette spor og ude af snavset men falder tilbage til underverdenen, da en nær ven bliver likvideret. Han møder den innovative, jævnaldrende kvinde Roksana, som giver nye takter til iværksætteri og på kort tid træffer alle de forkerte valg for at tjene hurtige penge og havner i narkokongernes klør.

Samtidig strammes nettet om bagmændene til den rædselsfulde forbryderring af magthavere, der forlyster sig med at misbruge og myrde unge kvinder i hemmelige loger på rigmandsgodser. Det sker selvfølgelig ikke uden at både Emelie, Teddy og Nikola havner i den ene livsfarlige, højspændte situation efter den anden.

Tempoet er 210 i timen, overraskelserne står i kø og intet er som man tror. Der er intet forudsigeligt her. Heller ikke spørgsmålet om, hvem der er Top Dog – gangsteren over alle gangstere. Svaret skifter undervejs.

Top Dog er topdollar, smækkerlækker spænding og relationsdrama akkurat som VIP-Rummet og Stockholm Delete. Den samler alle løse tråde fra de tidligere bøger med en storslået afslutning, der lukker serien på forbilledlig vis. Den er dog ikke et selvstændigt værk. Man er nødt til at tage hele trilogien med, og hvis man stadig har den til gode, er der noget at glæde sig til.

Det er som at læse en TV-serie af højeste kvalitet, og rygterne siger da også, at en serie baseret på trilogien vil se sit lys i en snarlig fremtid. Jajamänsan.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Modtryk.

 

Kold Angst af Mads Peder Nordbo

~ isabelrosado

Kold Angst er en selvstændig fortsættelse af Pigen uden hud, der sidste år strøg til tops på bestsellerlisterne og blev solgt til udgivelse i hele verden. Jeg vil dog vove den påstand, at den ikke giver meget mening, hvis man ikke har læst den første.

Ligesom flertallet af krimi segmentet var jeg meget begejstret for Pigen uden hud. Det var en exceptionel god krimi med sin helt egen tone og stil og banebrydende for genren Arctic noir. Den var drønspændende og havde både en politisk og en social kritik af Grønland, og den tog hul på tabuet om de mange misbrugte børn. Pigen uden hud var desuden krydret med fine og poetiske beskrivelser af snevidder, is og kulde, så læserne kunne mærke og se skønheden i det arktiske landskab alene gennem ord.

Der var meget godt at leve op til, og selvom Kold Angst på mange måder er en værdig efterfølger, så blev jeg alligevel lidt skuffet.

Alle, der overlevede første roman, dukker op igen, og det er godt, for der er mange karakterer, man gerne vil møde igen, selv superskurken Abelsen der får Darth Vader til at virke som en helt flinker fyr.

En gruppe unge mænd i Grønland bliver fundet døde i en lejlighed i en lille by. De har taget nogle stoffer, der muligvis har gjort dem psykotiske og fået dem til  at myrde løs på hinanden.

En anden gruppe unge tager på hygge weekendtur til det isolerede og forladte Færingehavn, hvor hovedpersonen Matthew og den grønlandske power girl Tupaarnaq var ved at blive dræbt i forrige bog. En af dem er Matthews halvsøster Arnaq. Det ender så galt, som man ikke kan forestille sig.

I tilbageblik møder vi også Matthews amerikanske far Tom, der som militærmand er med i et forskningsprojekt om piller, der kan gøre mennesker immune overfor kulde – en genial ide på de kanter, men pillerne har fatale bivirkninger. Det er virkelig interessant, men det tema forsvinder lidt i psykopat suppedasen, som igen begrundes i noget politisk selvstyre snak, jeg efter bedste evne ikke kan få til at hænge logisk sammen med skurkenes motivation og handlinger, heller ikke indenfor historiens ramme.

Kold Angst er spækket med action, slemme skyderier, slåskampe, umotiverede drab begået af noget monstrøs, psykopatisk indavl, lemlæstelse, tortur, misrøgt, vanrøgt og rædsel, der til forskel fra Pigen uden hud ikke kan tilskrives kultur, ritualer og gamle skikke, og derfor bliver mere ulideligt ja nærmest kedeligt (for de hærdede) end spændende at læse.

Den sproglige skønhed fra forrige bog er stort set forsvundet, og plottet er efter min mening overgearet og usammenhængende. Måske fordi jeg havde svært ved at holde interessen og jappede lidt igennem for at blive færdig. Det bliver også spændende i momenter, men der er noget, der roder.

Kold Angst bærer præg af, at det er gået lidt for hurtigt med at få næste bog på markedet for at holde successen og gryden i kog, men det er lidt synd for en ellers potentielt spændende historie med flere interessante karakterer, som jeg gerne vil følge videre hen.

Der er lagt op til en efterfølger mere, og jeg vil stadig gerne vide, hvad der sker med Tupaarnaq og Mathew. Men jeg håber, forlaget giver forfatteren tid til at arbejde grundigere med stoffet, så niveauet kommer tilbage til udgangspunktet og den flot anlagte Pigen uden hud, som jeg til hver en tid vil anbefale enhver krimielsker.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.