Manden i huset er skrevet af den garvede krimiforfatter Susanne Staun og er en perfekt lille pocket thriller med alle de komponenter, sådan en skal indeholde. Den er til dig, der kan tåle et stykke grumt med grumt på. Jeg læste den i sommerferien og turde dårligt gå hjem fra stranden.
Det er første bind i en ny serie af kompakte gys, der finder sted i provinsen lige der i den skønne natur mellem øde marker og isolerede landevejshuse, som en del af os jo dyrker i denne tid.
Vi følger en lille, lidt speciel familie, hvor den 14-årige datter forsvinder efter en fest i et mærkeligt hus med mystiske beboere. De lokale er snart på den anden ende, bortset fra politiet som er ret ligeglade. Virkelig en skrækhistorie, der rammer lige ind i enhver forældres værste mareridt. Mere vil være synd at afsløre.
Man skal dog sluge et par troværdighedskameler undervejs. Det hele er en smule fortænkt og for meget, men sådan er det jo tit i den genre. Forfatteren glimrer ofte med sit skarpe sprog i sine krimier. I denne er det ikke så særpræget og genkendeligt som i Fanny Fiske serien men mere ud af landevejen, om man så må sige. Det er så også en helt anden type karakterer, det handler om. Men hvis formålet var at få det til at risle koldt ned ad ryggen, så lykkedes det til fulde.
Søskende kan være så forskellige og alligevel så ens. For søstrene Ayola og Korede er det en usandhed med modifikationer. Den ene er skræmmende smuk og forblænder alt, der skygger for solen, den anden bliver dårligt bemærket. Ayola designer tøj og blogger på You Tube. Hun kan ikke gå forbi en mand, uden at han vil giftes, om han har en kone eller ej. Rige mænd sponserer hendes forretninger. Skiftende kærester forguder hende.
Korede går i et med tapetet, arbejder hårdt som sygeplejerske på et hospital, passer patienter i koma – som hun også betror sig til, og så rydder hun op efter sin søster. Smukke Ayola har den brist, at hun går med kniv og ikke kan styre sit temperament. Gang på gang kommer hun til at slå sine kærester ihjel, angiveligt fordi kæresterne skulle til at slå.
Historien finder sted i Lagos, Nigeria i en veluddannet, moderne middelklasse, men kvinder kan trods styrke, selvtillid og selvstændighed kun til en vis grad gøre sig uafhængige af mænd. Siden søstrene var små har Korede haft til opgave at passe på Ayola, og derfor rydder hun op efter hendes blodsorgier uden de store protester bortset fra: – Hvad fanden er der galt med dig! Men hun tager slæbet og har styr på de helt rette rengøringsmidler, når et blodigt lig skal skaffes af vejen.
Da Korede selv får et crush på sin lægekollega Tade, indfinder dilemmaet sig, for da han får øje på Ayola, er han ligeså fortabt som de andre hankøn, og Korede har på forhånd tabt slaget om mandens hjerte. Det er nu op til hende at vælge. Skal hun advare Tade mod den skæbne, der kan vente forude, hvis han indlader sig med søsteren, eller lade den gå sin gang, så Ayola kan fortsætte sine ugerninger uden at stå til ansvar og tage konsekvenserne.
Det lyder måske som et grotesk set-up, men romanen Min søster er seriemorder er en lille genistreg. Skrevet af en ung nigeriansk forfatter Oyinkan Braithwaite, der har en yderst velslebet pen. Sætningerne er simple og korte, men historien er fuld af dybde. Den handler om komplekse søskende relationer. Det hele sat på spidsen men på en måde, der trods blod og mord nok kan vække genklang. Forhåbentlig ikke det med mord men splittelsen mellem misundelse, forskelsbehandling, uretfærdighed, dårlig samvittighed og en endegyldig loyalitet, når nære i familien begår dumheder, og når forældre gør forskel på deres børn.
Ayolas voldshandlinger er ikke opstået ud af det blå. Der ligger årsager bag begge søstres handlinger og indbyrdes relation, og selvom læserens sympatien det meste af vejen er med Korede, så opstår også en vis forståelse for Ayola.
Romanen er enkel, velskrevet, flyder ubesværet og er hurtigt læst. Den har dybde og humor og er både spændende som en thriller og underholdende med sin kombi af subtilt drama og komedie. Oveni er det ret forfriskende at få et andet blik på et afrikansk land fra en lokal forfatter, så de gængse forestillinger om folk og fattigdom får en vridetur i fordomsmaskinen. Et spøjst men gedigent mesterværk.
★★★★★☆
Bogen er venligst tilsendt af forlaget Peoples Press
Dr. Fanny Fiske er adfærdspsykolog og hovedpersonen i Susanne Stauns krimiserie, og hun er ikke sådan at løbe om hjørner med. En karikeret anti-heltinde, der rap i replikken gerne intimiderer, dem der støder ind i hende undervejs i profileringsarbejdet med at opstøve serieforbrydere.
Denne gang går det udover kvinder, der har frekventeret en lesbisk bar og dernæst bliver bedøvet, voldtaget på det groveste og efterladt som affald et øde sted.
Det handler naturligvis ikke om sex og ikke engang om magt men snarere om vrede tillagt en del sindssyge, og mens Fanny Fiske kommer tættere på gerningspersonen, bliver hun selv anklaget for at have krænket en række unge mænd, hun har onduleret, mens de var studerende og i hendes optik med fuldt samtykke. De har jo kastet sig selv i grams. Det er en super interessant problemstilling, som her bliver diskuteret. Kan kvinden manipulere en mand til sex, hvis hun besidder en magtposition – naturligvis. Men om Fanny er skyldig i disse sager, må læseren selv vurdere.
Forfatteren skriver skræmmende godt, uanset om hun debatterer eller skriver fiktion. Sproget står lige så knivskarpt som den fandenivoldske og fyrige Fanny, som i nyeste bog ‘Kønslig omgang’ stiller skarpt på debatten om #metoo og identitetspolitik. Det er langt mere interessant end selve krimiplottet, der lige i denne virker lidt søgt. Men det er alligevel en vældig spændende bog med høj underholdningsværdi. Udover den sproglige præcision er den vittig, dristig og relevant. Forfatteren bevæger sig elegant og vidende i minefeltet af meninger og gør læseren klogere på en vigtig debat, hvor der desværre efterhånden er gravet så dybe kløfter, at der ikke er plads til nuancer og faktatjek. Det får man her, og så er det en fornøjelse at læse dejligt provokerende og politisk ukorrekte sætninger som: “Sidder du fast i den rådne grøntsagsskuffe, hvor de andre klæbrige brølere opbevarer deres skimlede neuroser?” Den slags ytringer må man nok snart kun sige i litteraturen, og der skal de som minimum have lov at være.
Jeg fik denne spændingsroman med mig på Krimimessen, hvor jeg også hørte interviews med forfatteren Sarah Vaughan med stor interesse. Der var nogle virkelig interessante samtaler om magtstrukturer og politik i det engelske system, hvor man med det rette netværk kan slippe afsted med stort set alle former for skandaløs opførsel, så længe den ikke bliver dokumenteret.
Skandalens anatomi handler om overgreb og magt, og hvad der kan ske, når magten vender til ofrets fordel.
Kate er en velrenommeret advokat i det engelske retssystem og skal føre en sag mod James, en højtstående politiker, der står anklaget for at have voldtaget sin elskerinde. Sophie er politikerens hustru og overbevist om hans uskyld. Sophie og Kate kender hinanden fra årene på Oxford Universitet og har vidt forskellige opfattelser af James’ karakter – eller har de? Der skete nemlig noget skummelt i ungdomsårene, som sætter et gigantisk spørgsmålstegn ved Kates habilitet som anklager og Sophies dømmekraft. Historien skifter i synsvinkel og i tid, hvor det i tilbageblik til 1992 afsløres, hvilke skeletter og traumer karaktererne hver især bærer rundt på.
Skandalens anatomi er en særdeles velskrevet thriller centreret omkring et nervepirrende retssalsdrama, der dog trækker et noget forudsigeligt plot i langdrag. Nogle af passagerne og de indre monologer dvæler for meget over de samme emner, så jeg oplevede desværre at kede mig undervejs. Det siger nok mere om, hvor meget fiktion jeg efterhånden har konsumeret end om kvaliteten af romanen som sådan. For det ér mere end blot en spændingsroman. Det er også en kritik af faktiske forhold. Mest slående er beskrivelserne af den afstumpede opførsel, der fandt og stadig finder sted blandt unge studerende med privilegier og penge nok til at betale sig fra rettergang og fra at smadre ting og mennesker omkring sig ikke blot for at være en del af et elitært fællesskab, men fordi de nyder det. Det er ret uhyrligt.
Knaldkrimi, kvalmekrimi eller kvalikrimi? Det ene udelukker ikke det andet. Men hvilken type krimilæser er du?
Er du til klassisk detektiv eller suspekt strømer. Poirot eller Sam Spade. Engelsk landidyl eller Berlins undergrund. New York mean streets eller LA Noir. Splat eller suspense. Seriemordere eller domestic noir. Videnskab eller dæmoner. Retsmedicinsk akkuratesse eller socialrealistisk samfundskritik. Gangstere eller gys. Spektakulære plots eller antihelte. Den ensomme hævner eller panseren på afveje. Hvad synes du bedst om? Hvad skal din yndlingskrimi indeholde?
De spørgsmål stiller jeg mig selv, mens jeg giver den gas med krimilæsningen og varmer op til Krimimessen i Horsens, som jeg besøger for første gang 6.7. april. Jeg glæder mig helt enormt til at opleve den særlige horror-hyggestemning blandt kriminørder og bogfolk.
Svaret er, at jeg er til lidt af det hele, men at jeg har en række fælleskrav til kvalitet, som bliver sværere at opfylde jo flere krimier, jeg læser. Først og fremmest originalitet og overraskelser, viden der gør mig klogere på verden, interessante flerdimensionelle karakterer man gider følge, et godt og troværdigt sprog, samt fremdrift og spænding der holder fast i læsningen. Jeg bliver skuffet over langt ude i hampen utroværdige plots og twists der ikke hænger sammen, afsløring af mordere man dårligt har mødt, og som vælter ind fra højre mod slutningen, meningsløs gru og udpenslet vold der ikke har en forklaring, og når jeg har regnet det meste ud før midten. Hvis jeg SKAL vælge, så hælder jeg mere til den realistiske samfundskritiske krimi end til det spektakulære og grusomme plot. True Crime genren er bestemt også min kop te, men i perioder er jeg nødt til at undgå den, for er der noget, der skræmmer livet af mig, er det forbrydelser begået i virkeligheden.
Markedet for krimier er spækket og overfyldt, og det er blevet vanskeligere at skille sig ud. Men når det sker, kan en krimi både ryste, skræmme, røre, oplyse, vække stof til eftertanke og åbne øjnene mod nye horisonter, der er svære at glemme – på samme vis som et skønlitterært værk uden mord.
Her lidt om de seneste fire danske krimier jeg har læst, og som efter min mening ligger i den høje ende af kvalitetsspektret, og hvordan de hver for sig repræsenterer forskellige subgenrer og smag. Jeg hører gerne din mening om samme sag. Vi behøver ikke at være enige.
Krimien der gør dig klogere – Søster min af Helle Vincentz:
Søster min er den første krimi, jeg læser af Helle Vincentz, men det er absolut ikke den sidste. Her kan man virkelig mærke, at forfatteren har foretaget en omfattende research, der på imponerede vis er flettet naturligt ind i handlingen. Det handler om medicinalbranchen og dens uanede muligheder for magtspil og korruption. Hvis man ikke var mistænksom overfor medicinalvirksomheder før, så er man det i hvert fald efter læsning af Søster min.
Dette er anden selvstændige bog i serien om antropologen Sofie Munk, der arbejder som efterforsker i et privat og diskret konsulentfirma. En vidunderpille mod depression ser ud til at fjerne kvinders lyst til sex, og det er rigtig skidt for samfundsøkonomien. Mange interesser er på spil, og alle er under mistanke i denne fremragende spændingsroman. Dramakurven er dog en lidt flad fornøjelse. Spændingen ligger ikke i den omkringliggende fare, eller i det endelige opgør mellem hovedperson og skurk men derimod i Sofie Munks efterforskning og relevante spørgsmål til eksperterne, mens hun borer sig dybere ned i sagen og leverer en i høj grad, antager jeg, faktuel viden til læseren, og det er skam spændende nok. Det er også en velfortalt historie med troværdig dialog og gode karakterer. En rigtig journalistkrimi på den fede måde. Det vil sige uden medvirken af den fortærskede kliche af en journalist som hovedperson men med solid info til borgerne om samfundet.
Den højspændte krimi – Fjenden iblandt os af Jakob Melander:
En af de danske krimiforfattere der efter min mening skriver bedst er Jakob Melander. Han lægger ofte et poetisk pennestrøg over sine historier, for eksempel ved beskrivelser af København og den punkromantiske del af 1980’erne.
Det er der ikke så meget af i den seneste krimi, hvor han prøver noget nyt med en stram og tempofyldt historie, der strækker sig over knapt et døgn og følger et galleri af personer, som overskygger hovedpersonen politiassistent Lars Winkler. Fjenden iblandt os er den sjette selvstændige del af serien med ham i centrum.
I en ghettobebyggelse ved Bellahøj findes en otteårig pige dræbt i baggården, og snart er hele boligkomplekset et inferno af racistiske og sociale spændinger tilsat politisk idioti. Også her lykkedes det at få sat flere af beboerne under mistanke, og vi følger på skift en række vidt forskellige karakterer. Slutningen i denne er lidt tam, men forfatterens indlevelse hos de enkelte er i top, og det er spændende at følge opklaringsarbejdet og den stigende frustration hos Lars Winkler og hans kollegaer.
Den spektakulære krimi – Blodspor af Julie Hastrup:
Julie Hastrup er en garvet krimiforfatter med et trofast publikum, og det kan jeg godt forstå, for hun kan sit kram og kan strikke et velfungerende plot sammen af mange fritflyvende tråde. Blodspor er forfatterens syvende med drabsefterforsker Rebekka Holm i spidsen, en kvinde der efterhånden har gået grueligt meget igennem men fortsat formår at leve og ånde for politiarbejdet.
I denne historie, som kan læses uafhængigt af de tidligere, ligger hendes svenske kæreste i koma i Stockholm, mens hun må passe sit arbejde i København. Her bliver en hel familie fundet makabert henrettet rundt om middagsbordet. Et postbud med hang til splatterfilm stikker af fra gerningsstedet, en overlevende datter kommer på afveje i en uhyggelig scene i den gamle aflukkede Danske Sal på Det Kongelige Bibliotek, og et barn svigtes på det groveste af sine inkompetente forældre. Og der er meget mere. Det hele bunder i en virkelig spansk skandalesag under Francotiden, der har vakt stor harme i Spanien. Børn blev ulovligt fjernet efter fødslen og bortadopteret for penge, og nybagte mødre blev indbildt, at børnene var afgået ved døden. Det gik især udover forældre fra dårligt stillede familier, mennesker med sindslidelser osv. Den konspiration er virkelig gruopvækkende og spændende, men plottet kammer en smule over. Intrigerne er så udspekulerede og indviklede, at troværdigheden ryger. Less is more kunne jeg fristes til at sige. Julie Hastrups socialrealistiske passager er til gengæld skrevet med en fantastisk indlevelse. Det skulle hun skrive meget mere af, for når hun beskriver, hvor grusomme voksne kan være mod børn, gør det tåredannende ondt at læse.
Den videnskabelige krimi – Djævlens værk af Lotte Petri:
Lotte Petri er også en dygtig og velskrivende krimiforfatter samt en ferm researcher med hang til bloddryppende plotmageri og grusomme mord. Der er godt styr på det faktuelle og detaljerigdom om alt fra pest og nazisme til psykisk sygdom og seriemordere og ikke mindst retsmedicinske detaljer. I Djævlens værk bevæger hun sig ud i det overtroiske og konsulterer en katolsk præst og eksorcist. Det sker efter et mord på en arkæolog og kollega til den sympatiske hovedperson, retsantropolog Josefine Jespersen, der leder en gravrydning af 1000 skeletter på Assistens Kirkegård. Der skal være plads til en metrostation, men da arkæologen bliver fundet død med et kors ridset ind i kraniet, er fanden løs. Det er både creepy og spændende.
Oooog så vil jeg da nævne den bedste danske TV-serie, jeg har set længe, Bedrag sæson 3 slog fuldstændig benene væk under mig og var eminent på alle tænkelige planer – også det visuelle. Glem de første to sæsoner, men denne må du ikke gå glip af, hvis du er en ægte krimifan. Kan ses nu på dr.dk.
Afslutningsvis klemmer jeg lige en top ti liste ind med de senest sete udenlandske krimifavoritter blandt TV-seriernes overflødighedshorn – hvis nogen skulle have brug for et tip:
Dogs of Berlin – Netflix (Højspændt gangster- og politidrama i Berlins moderne undergrund)
Narcos Mexico – Netflix (Autentisk narkodrama om de mexicanske narkokartellers begyndelse)
Billions – HBO (Finanssvindlere i New York der skyder skarpere med ord end med kugler)
True Detective – HBO (Dvælende og mystisk politidrama med menneskelig indsigt)
Babylon Berlin – DR (Fantastisk tidsbillede af tyvernes Berlin og nazismens indtog)
Peaky Blinders – Netflix (Vanvittigt velspillet gangsterdrama fra Manchester i årene efter 1. Verdenskrig)
The Assasination of Gianni Versace – Netflix (Forstemmende True Crime fiktion der overgår fantasien i gru og meningsløshed)
Mindhunter – Netflix (Isnende historie om den første profilering af seriemordere)
Ozark – Netflix (Breaking Bad lignende vildveje i den amerikanske sump)
The Americans – Netflix (Kulørt koldkrigsdrama med psykologisk indsigt og spænding i højgear)
I Horsens har jeg fornøjelsen af at interviewe fem krimiforfattere; tre svenske stjerner: Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal. En islandsk: Lilja Sigurdadottir. Og en dansk debutant: Jesper Nilausen.
Fornylig blev jeg spurgt, hvorfor svenske Jens Lapidus er en af mine favoritter blandt krimiforfattere. Jeg blev også bedt om at sammenligne med andre sikkert fremragende svenske krimiforfattere, som jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at læse. Jeg læser ikke kun krimier, og jeg er heller ikke krimi ekspert.
Men mit svar er, at Jens Lapidus kan noget ekstra, som mange andre ikke formår i forhold til sprog, realisme og karakterer man virkelig kerer sig om. Personerne er stærke, komplekse, troværdige, levende og engagerende, og sproget er skarpt og tilpasset hver karakter, så de fremstår helt overbevisende. Advokaterne taler advokatsprog, og gangsterne taler gangster, uden at det hverken bliver for lidt eller for meget.
Så er jeg også ret vild med portrættet af Stockholm og konflikterne mellem underklassen og overklassen, som Lapidus beskriver, så man tror på, at Stockholm er infiltreret af organiseret kriminalitet, og at de værste afstumpede kriminelle befinder sig på toppen af samfundet.
Jeg elsker en god krimi, men jeg læser som nævnt meget andet end krimier, og jeg er meget nøje med at udvælge, hvilke jeg vil læse, for der er virkelig meget bras, der kører efter de gamle fortærskede klichéer med fordrukne strømere og traumatiserede kvindehelte. Stockholm-trilogien har en originalitet, der holder 100 procent.
Jens Lapidus har ikke skuffet denne læser endnu, og det gør han heller ikke i sidste del af trilogien om advokaten Emelie og den tidligere kriminelle Teddy.
Det umage par skal have et barn, og det går jo virkelig ikke med de to, som er som nat og dag og tilhører hver deres kreds af advokatoverklasse og indvandrerunderverden.
Men når der skal opklares forbrydelser, er de et formidabelt team, der supplerer hinanden som yin og yang, og denne gang får de begge virkelig brug for den anden.
Der er spænding fra side ét, og vi møder endnu engang Teddys nevø Nikola, som er på rette spor og ude af snavset men falder tilbage til underverdenen, da en nær ven bliver likvideret. Han møder den innovative, jævnaldrende kvinde Roksana, som giver nye takter til iværksætteri og på kort tid træffer alle de forkerte valg for at tjene hurtige penge og havner i narkokongernes klør.
Samtidig strammes nettet om bagmændene til den rædselsfulde forbryderring af magthavere, der forlyster sig med at misbruge og myrde unge kvinder i hemmelige loger på rigmandsgodser. Det sker selvfølgelig ikke uden at både Emelie, Teddy og Nikola havner i den ene livsfarlige, højspændte situation efter den anden.
Tempoet er 210 i timen, overraskelserne står i kø og intet er som man tror. Der er intet forudsigeligt her. Heller ikke spørgsmålet om, hvem der er Top Dog – gangsteren over alle gangstere. Svaret skifter undervejs.
Top Dog er topdollar, smækkerlækker spænding og relationsdrama akkurat som VIP-Rummet og Stockholm Delete. Den samler alle løse tråde fra de tidligere bøger med en storslået afslutning, der lukker serien på forbilledlig vis. Den er dog ikke et selvstændigt værk. Man er nødt til at tage hele trilogien med, og hvis man stadig har den til gode, er der noget at glæde sig til.
Det er som at læse en TV-serie af højeste kvalitet, og rygterne siger da også, at en serie baseret på trilogien vil se sit lys i en snarlig fremtid. Jajamänsan.
Kill them with mystery. Delight them with daring. Her er en roman, der til fulde lever op til det skriveråd. Mystisk, modig og uhyggeligt velskreven.
Jeg læste Rud af Kamilla Hega Holst i ét stræk, og jeg kunne ikke lægge den fra mig på trods af andre gøremål. Med stramme, korte sætninger og stærk foruroligende handling lagde den et besnærende greb om mig og holdt mig fast til sidste side var vendt.
Romanen handler om Kaisa, der for første gang i to år holder ferie med sine børn Malte, 14 og Mira, 11 i sommerhuset ved Asserbo. På vej hjem fra stranden leger de en leg, som Malte finder på: Hvem kommer først hjem af hver sin vej gennem vildnisset i plantageområdet omkring huset. Drengen kan noget med kort og linjer, burde ikke kunne fare vild, men Malte kommer ikke hjem.
Dagen efter skal børnene hentes af eksmanden Simon, som nødtvunget har bedt Kaisa om at tage sig af dem i den måned, han skal arbejde i USA. Hvis det står til Simon, skal Kaisa have så lidt med børnene at gøre som muligt. Hun har svigtet dem tidligere. Hun har været forsvundet i flere omgange. Hun har været indlagt med psykiske problemer. Hun har måske været sammen med fremmede mænd i løbet af deres ægteskab.
De første timer hvor Malte er væk, er Kaisa ikke nervøs. Mor og søn ligner hinanden, og det er ikke første gang, han finder på at stikke af. Men som timerne skrider frem, og mørket falder på, bliver hun urolig. Mira er opslugt af bøger, måske på flugt i fiktionen. Kaisa drikker en flaske vin, hvorpå hun i beruset tilstand tager ud for at lede efter Malte i mørket, og der sker mærkelige ting. Kaisa tager tilbage og bryder ind i annekset, hvor Malte har det hele for sig selv. Her finder hun et kaos af dåser med afklippede negle, rester af afhøvlede fødder og hår og hele væggen plastret til med billeder, der danner en collage af skjulte meddelelser i et besynderligt mønster; udpluk af bekymrende netchatteri, billeder af døde fostre, pumpende organer, blodårer og væv i indfiltrede forgreninger, røde kryds med smileyer. Et kunstværk som er fornemt illustreret i bogen som folde-ud del. Kaisa forsøger at afkode Maltes gåder. Malte stammer, han staver forkert. Ordet Rud står skrevet på hans værk. Rod bliver han betegnet som af lærere og pædagoger. Kaisas liv er rod, har hun ofte hørt fra Simon, som selv er noget af en pedantisk kontrolfreak. Malte har rod i sine forældre og sin mormor, som han har en slags åndsfællesskab med. Simon dukker op før tid, og forældrene begiver sig sammen ud på en mareridtsagtig færd for at finde deres søn. Romanen skifter mellem nutid og datidsklip, hvor Kaisa tænker tilbage på samlivet med Simon og på sin mor som isolerede sig fra omverden, læste filosofi, blev syg og døde. Hun mødte aldrig sine børnebørn.
Side for side afsløres en dyb dysfunktionalitet og en gensidig afhængighed i et forhold, hvor begge parter er fanget af ar på sjælen, som de piner, plager og provokerer hinanden med. Men hvem er mest syg, og hvem er mest skadelig for børnene, hvis nogen? Romanen fungerer som en psykologisk thriller, og hver eneste side henstiller læseren med tilbageholdt åndedræt, indtil slutningen frembringer et chok.
Flere temaer trænger sig på i læserens refleksion. Først og fremmest om konsekvenserne af svigt, den genetiske arv, psykisk og fysisk vold, selvdestruktiv adfærd, mønstre der ikke kan brydes. Om fædre og mødre og hvordan de påvirker deres børn for evigt og efterlader dem som sårede sjæle, der bevidst og ubevidst kan ødelægge alt for sig selv og for andre.
Jeg ved ikke, om det er en litterær fornærmelse at kalde denne nervepirrende sag for domestic noir af højeste karat, men hvis det er en genre, der tiltaler dig, vil du uden tvivl lade dig rive med af Rud. Forfatter Kamilla Hega Holst skriver ikke enestående poetiske sætninger med storladne metaforer, sproget er enkelt og ligetil, men alt det, der står mellem linjerne, og den måde romanen er konstrueret på i samspil med illustrationerne, skaber en nærmest panisk poesi i sig selv.
Bogen er lånt på biblioteket. Udkommet hos Rosinante.
Han har gjort det igen Danmarks ultimativt bedst sælgende forfatter med det største internationale publikum. Med 7. bind i serien om afdeling Q er Jussi Adler-Olsen mere skarp, samfundskritisk og i pagt med tidsånden end nogensinde.
De elskelige hovedkarakterer Carl Mørck og Assad står i nye og gamle mordsager op til halsen og oven i købet med et belastende Station 3 TV crew pustende i nakken. En ældre kvinde findes myrdet i Kongens Have på en måde, der minder om et andet mord begået år tilbage, en socialrådgiver ser rødt, og en gruppe unge kontanthjælpsmodtagere indgår en alliance, der ikke viger tilbage for skrupelløse og kriminelle handlinger. Rose, politiassistenten med den spaltede personlighed, bukker under for et svært traume og gennemgår en alvorlig psykose.
Med den her historie beviser Jussi Adler-Olsen endnu engang, at han er en formidabel plotmester med en yderst raffineret men ikke desto mindre beskidt fantasi. Ikke en eneste af de mange plottråde falder på gulvet i de tre-fire sager, der selvfølgelig viser sig at have forbindelse til hinanden. Carl Mørck og Assad kører deres sædvanlige på en tid sjove og hyggelige ping-pong dialog med kamel-jokes, stærk kaffe og kærlige stikbemærkninger.
Vi har hele tiden vidst, at gemytlige Assad gemmer på en skummel fortid, og jeg glæder mig virkelig til næste bind, hvor den bliver rullet ud. De mange hints vidner om, at rare, empatiske Assad med rødder i Syrien og varme brune øjne har begået handlinger, han ikke er stolt af. Jeg har min egen teori om, hvad det handler om, og det skal blive spændende at se, om jeg har gættet rigtigt.
Dette bind er dog tilegnet Roses historie, og vi får den fulde forklaring på, hvorfor hun er psykisk syg og mere end fucked up. Det psykiske helvede hun gennemgår er beskrevet med en imponerende indlevelse. Adler-Olsens opvækst på et sindssyge hospital som søn af en psykiater tjener ham virkelig godt her.
Rose stirrede ind i væggen. Når hun holdt blikket fastnaglet til den svagt gule flade og sad fuldstændigt stille, så opstod der et vakuum omkring hende, der sugede al bevidsthed ud af kroppen. I den tilstand var hun hverken vågen eller sovende. Her var åndedrættet umærkeligt og sanseapparatet sat i dvale. Her var hun bare levende død.
De passager er gribende læsning, og der er flere steder, hvor Roses lidelser er skrevet med en indlevelse, som jeg også husker fra Kvinden i Buret. Adler-Olsen er eminent til at beskrive smerte og lidelsen ved at være spærret inde i et lukket rum i både psykisk og fysisk forstand, så det virkelig gør ondt på læseren.
Dog synes jeg, at årsagen til Roses skrøbelige sind er mere end en smule ude i overdrevet, og logikken og troværdigheden er ikke hver gang overbevisende i persontegningen hos nogle af bifigurerne.
Efter de første 100 siders læsning af romanen med den geniale titel Selfies, eller Selfish same-same, havde jeg ham mistænkt for at være bestilt af Liberal Alliance til at drive klapjagt på kontanthjælpsmodtagere. Portrættet af de tre bistandstøser Denise, Jazmine og Michelle er mildt sagt den stereotype udgave af en blank deltager i Paradise Hotel, der kun tænker på sig selv, at se godt ud, intet yder til fællesskabet og nasser på samfundet, fordi hun kan. Det er dog ikke tilfældet, selvom pigerne forbliver karikerede og klichefyldte hele vejen igennem. Vi har for eksempel en type, der sørger for at blive gravid fire gange i træk bare for at kunne trække på de offentlige kasser under barslen for derefter at afgive sit afkom til myndighederne. Jeg tror det ikke.
Man kan vælge at se på historien som spydig samfundssatire, hvor personerne og deres handlinger er sat helt på spidsen, hvilket er fint nok, hvis jeg bare kunne grine lige så højt som superskurken gør efter hvert nøje planlagte mord, mua-ha-ha runger det fra den grå mus af en socialrådgiver, der nu efter 30 år bag skranken er omvendt til en koldblodig seriemorder, der bare har fået nok af de utaknemmelige tøzer, og nu skal de fandeme lære det. Hun formår oven i købet at bedrive disse handlinger midt i et forløb som patient under den samlede kræftpakke. Ej, det tror jeg så heller ikke en kræftsyg ville være i stand til. Det er godt tænkt med en socialrådgiver, der går amok, men det er som om, at overdrivelse fremmer forståelsen i det Jussiske univers. De onde er ofte sygt onde og afstumpede, de gode så heldigvis lidt mere nuancerede. Heltene er heldigvis herlige, og historierne er altid dybt originale. Det er derfor, vi er mange millioner, der bliver ved med at læse bøgerne.
Og det er jo en såkaldt krimithriller. Det er ikke højlitterær socialrealisme. Alt er tilladt, hvis vi køber præmisserne, og det ér både underholdende og monsterspændende. De sidste par hundrede sider strøg jeg igennem uden at kunne slippe bogen. Man skærer tænder og tager sig til hovedet, når Mørck og Assad fjumrer rundt og ikke gør, det de skal eller gør det for sent. I den forstand kan Jussi Adler-Olsen bare sit krimikram som ingen anden. Han involverer læseren emotionelt, og det er der ikke ret mange krimiforfattere, der gør i samme omfang.
Jeg har læst alle bind i serien undtagen den sjette, senest var jeg meget begejstret for Journal 64, som nok stadig er min favorit, men Selfies kommer rigtigt godt efter den. Der er skruet op for humoren, plotmæssigt er det af sædvanlig høj klasse, hovedpersonerne er fortsat afholdte og interessante, og hvis Jussi Adler-Olsen så ellers bare havde tid til at arbejde lidt mere med troværdigheden og nuanceringen af sine bifigurer, så er det bare at bøje sig i støvet atter en gang for hans fantastiske og verdensomspændende succes.
Vi er alle selvfede
Fornylig var en bunke bloggere inviteret til frokost med Jussi Adler-Olsen i anledning af udgivelsen af Selfies, og skulle vi have glemt at vi er en del af et større mediecirkus, så var TV2 tilstede for at minde os om det.
Alligevel var der fuldt nærvær fra Jussi Adler-Olsen, som har stor respekt for sine læsere, og de to timer bød på et underholdende og spændende indblik i forfatterværkstedet og lidt debat.
“I er de eneste, man kan stole på. I er ikke i lommen på nogen,” sagde forfatteren, så man ikke var i tvivl om, at han mente det. Og hvorfor skulle man også være det?
Hvis der er en forfatter, der er i god kontakt med sine læsere, så er det Jussi Adler-Olsen. Her med Jan Findal fra Findals krimiside.
Historien i Selfies udsprang af et møde med en jurist i Socialforvaltningen i København, som fortalte Jussi Adler-Olsen om den voksende gruppe af unge mennesker på kontanthjælp, der lider af såkaldt “aktivitets-intolerance”.
“Mange unge har siden de var teenagere fået at vide af forældrene, at de er de smukkeste og bedste i verden, der kunne blive hvad de ville. I dag har vi så en gruppe i alderen 25-35, der aldrig har fået en uddannelse og ikke føler, at de skylder samfundet noget. Deres egne forventninger om succes er aldrig blevet indfriet, og nu vakler de fra det ene jobtilbud til det andet som frisør og stylist, som de ikke er i stand til at gennemføre. De er en del af mig-mig-mig generationen, typerne der deltager i Paradise Hotel. Det er unge, som opgiver en læreplads, fordi de skal feje gulv den første dag. Jeg har hørt så mange uhyrlige historier, at man tror, det er løgn.”
Researchen til pigerne i bogen, har han udover samtaler med forvaltningen foretaget ved at se reality shows på TV3.
Jussi Adler-Olsen understreger, at det ikke er et angreb på kontanthjælpsmodtagere generelt og, at han gerne vil beskytte dem, der virkelig har brug for den. “De der udnytter systemet forplumrer det for dem, der har brug for hjælp.”
Selfies er ikke et politisk projekt, det er snarere satire med skarpe hug til både samfund, politikere og borgere – vi er alle en del af selfie kulturen nu, hvor vi ser hinanden gennem en skærm, men forfatteren savner den tid, hvor det stadig handlede om fællesskab og værdier.
“Jeg sørger lidt over det Danmark, der var. Jeg kan godt huske det samfund, hvor vi bekymrede os om alles behov – ikke kun vores egne. Hvorfor er der ikke en selfie-bølge, hvor vi viser, hvordan vi virkelig har det. Jo mere vi spiller med på den tendens, hvor vi kun tager os godt ud, jo længere kommer vi væk fra hinanden og distancerer os,” siger han.
Familien Q
Snart faldt snakken på udviklingen af karaktererne, om at denne og de kommende bøger hver er dedikeret til en af hovedpersonerne. I Selfies er det Rose, som folder sin historie ud. I den næste bliver det Assads hemmeligheder, der ser dagens lys, dernæst får vi den fulde sandhed om Carl Mørcks dæmoner, og til sidst bindes det hele sammen i en sammenhængende gaveæske med sløjfe på for hele familien Q, når bind ti udkommer.
Research: Ved et tilfælde fandt Jussi Adler-Olsen denne gamle planche skrevet på tysk med nøje instrukser til et håndvåben fra 2. verdenskrig. Den kom med i bogen.
“Jeg har været fristet til at lave en af dem til dåsemad, men så svigter jeg læserne,” afslørede forfatteren, der har hele planen for hvad, der skal ske med hver enkelt klar.
Der blev også talt om nuværende og kommende filmversioner af afdeling Q, tv-serier og andre af Jussi Adler-Olsens adskillige sideprojekter. Mændene ved bordet diskuterede forskelle på mænd og kvinder, og hvordan det fungerer, når de er skurke og mordere. Efter tavsheden fra kvinderne om bordet blev det emne hurtigt skiftet ud til kunsten at udvikle plot og karakterer og opbygge suspense, at dosere med de rette mængder af humor og at sætte endorfiner i gang: “når I ikke kan sove efter et kapitel, ha-ha så ved jeg, at jeg har jer.”Og om det gode anslag og den stærke afslutning:
“Det er det vigtigste. Når jeg ser en film, så prøver jeg altid at lave en bedre slutning i mit hoved.”
Hvem kan modstå en selfie med denne mand? Say Jussiiiii!
Jussi Adler-Olsen er den direkte modsætning af en introvert forfatter, der skutter sig hjemme ved skrivebordet. Han er også forretningsmand, strateg, entertainer og charmør. Han har både bloggere, læsere ja det meste af Danmark i sin hule hånd. Og som han selv sagde et par dage senere i et af de adskillige interviews der fulgte efter udgivelsen, “hvis jeg kunne have kontor i et glasbur på Rådhuspladsen, hvor jeg kunne følge med i det hele, så havde jeg det.”
Når Jussi Adler-Olsen laver PR for sine bøger går han all-in, og han var da heller ikke bleg for at smide sig i græsset i mordoffer position, da vi efter frokost gik tur i Kongens Have.
Se det fornøjelige indslag her, hvor der også var god PR til os bogbloggere. Tak for det!
I der jævnligt følger med her på bogbobler ved, at min blog er baseret på anbefalinger, og derfor er anmeldelserne overvejende positive omend ikke ukritiske. Jeg skriver mest om bøger, jeg er begejstret for, og som jeg synes er værd, at I kære læsere bruger jeres sparsomme tid på, og hvorfor jeg synes det. Sure og negative anmeldelser må de betalte anmeldere tage sig af.
Det betyder så også, at der kan gå tid mellem indlæggene på bloggen, for i de sidste par måneder har jeg fået en del bøger i hænderne, som desværre ikke har fænget. Det betyder ikke, at de er decideret dårlige. Mange ligger et sted på midten af skalaen mellem spild af tid og fremragende, og dem er der bestemt også plads til her. For tiden har jeg gang i flere bøger, som er lidt træge i opstarten, men som jeg alligevel har tænkt mig at læse færdige. Det er bøger, der kan noget med sproget eller historien eller begge dele, men som alligevel får øjnene til at glide i eller koncentrationen til at glippe. Man lægger dem fra sig, begynder på en ny men ved, at man vil vende tilbage. Det er tit de bøger, vi betegner som murstensromaner. I ved dem på over 450 sider.
Heldigvis er der også bøger, som fanger fra side 1, og som er umulige at slippe før the end, trods mere end 400 sider, trods træthed og travlhed og andre forpligtelser (og HBO som jeg fornylig har startet abonnement på – OMG der er serieguf dér). Sådan en bog er De Smukkeste af Karin Slaughter. Alligevel har jeg det ambivalent med at anbefale den. Den kræver, at man er til genren psykologisk thriller – og det er jeg uden tvivl. Men den her har så også lige fået tilsat en solid dosis splat oveni (horror, blod og indvolde), og det i en grad, så det bliver modbydeligt, ubehageligt og direkte kvalmende. Jeg hader splattergenren, uanset om det er som bog eller film. Men føj den her er stadig så spændende, overraskende og helt igennem velskrevet, at det går ikke an at lægge den fra sig. Karaktererne har dybde. De er uforudsigelige, og det samme er plottet. Flere gange har man lyst til at kyle bogen langt væk på grund af de grusomheder personerne skal gennemleve, men det går ikke. Man er nødt til at vide, hvad der sker. Fy føj det er fremragende.
Historien handler kort fortalt om to søstre Claire og Lydia, som efter mange år uden kontakt finder sammen igen, da Claires mand bliver myrdet under et røveri. Søstrene har levet to vidt forskellige liv med et voldsomt familietraume hængende over hovedet. Deres søster Julia forsvandt på mystisk vis tyve år tilbage, og det har tæret på hele familien. Lydia har kæmpet sig gennem tilværelsen for at få sit liv på fode efter år med misbrug. Claire har levet i sus og dus med en mand, der forgudede hende. Da han er væk, finder Claire væmmelige videoer på hans computer, der vender op og ned på billedet af, hvem han egentlig var, og søstrene bliver konfronteret med fortiden. Det er ikke småting, de to kvinder bliver udsat for, og de må klare ærterne selv. Hverken politi, FBI eller nogen andre er til at stole på, selvom de instanser ret hurtigt er i hælene på dem.
Jeg vil ikke skrive mere om handlingen. Men hvis du er til genren og har nerverne til det, så er De Smukkeste i en klasse for sig. Det er Uhyggeligt med stort U og fed streg under. Og med risiko for efterfølgende mareridt.
Jeg har læst et par bøger af Karin Slaughter før, blandt andet Hvid død, som også er eminent godt skruet sammen. Hun kan sit kram, men hun lever altså også foruroligende godt op til sit efternavn, og jeg kan love en ting, hvis De Smukkeste bliver filmatiseret, skal jeg ikke se den. Men læs den endelig – hvis du tør.
Bonusinfo: Slaughter har udgivet novellen Lyst hår, blå øjne der kan hentes som e-bog. Den fortæller forhistorien til De smukkeste om hvad der skete med den tredje søster Julia.
De smukkeste er venligst tilsendt af forlaget Harper Collins Nordic
Sveriges efter min mening bedste krimiforfatter, hedder Jens Lapidus. Ophavsmand til begrebet Stockholm Noir. I sine bøger portrætterer han en underverden i den ellers så smukke by, der ligger langt væk fra et postkort image som nordens Venedig, men som ikke desto mindre er fuldstændigt overbevisende og troværdigt. Lapidus er inspireret af retssager i sin anden profession som forsvarsadvokat, og selvom han for længst kan leve af sit forfatterskab, kan man sagtens forstå, at han holder fast i sit hverv, for dér er stoffet til de mange bøger.
Nu er han tilbage med opfølgeren til VIP-rummet, og den fik ikke lov at ligge uåbnet længe.
I Stockholm Delete (genial titel med en dobbeltbetydning!) bliver hovedpersonerne, ex-gangsteren Teddy, indhentet af sin fortid som betalt kidnapper, og den kloge advokatsild Emilie ryger ud i en eksistentiel og karrieremæssig krise. Det umage par dannede makkerskab i første del af serien om de to, som efterlod en gevaldig cliffhanger i VIP-rummet, og som læserne endelig kan få svar på i denne historie. I hvert fald noget af svaret. For igen bliver kun en del af den konstante spænding forløst mod slutningen. Vi efterlades med en ny ulidelig cliffhanger, og vi får ikke alle svarene men nok til, at man som læser kan være tilfreds men må væbne sig med tålmodighed og vente på næste bog for svar på nye spørgsmål. Det gælder om at finde de bageste bagmænd af organiseret kriminalitet, som udover kidnapning også omhandler økonomisk svindel i milliardklassen, våbensmugling, hvidvask, en hemmelig pædofiliring, mord, korruption og alt det snavs, man overhovedet kan komme i tanke om. Men det handler også om et tiltagende skel mellem bund og top i det svenske samfund og en åben diskussion om, hvor der er mest råddent at være.
Der er mange gangstere, mellemmænd og håndlangere at holde styr på og nogle går endda under flere navne som Mazern og Kum. Det kan godt blive lidt forvirrende. Men det hele hænger forbandet godt sammen. Ikke én løs forbindelse bliver efterladt i de mange plottråde, og det er så jävligt godt fortalt.
Karaktererne er autentiske og troværdige. Man interesser sig for dem og følger gerne med Emelie til hjembyen, den fordrukne far og den fornægtende mor, og når Teddy husker tilbage på barndomsminder og den moral og opdragelse, han trods alt har fået med sig af sin far.
Jeg har tidligere rost Lapidus formidable evne til at arbejde med sprog, stilskifte og sans for detaljer alt efter hvilken karakter, vi følger, og her er han helt tilbage på toppen med sin sikre vekslen mellem gangsterdialog spækket med slang og de høfligere men ikke mindre anspændte samtaler mellem de fine advokater og velhavere i den stockholmske overklasse. Med helt korte skarpe sætninger sætter Lapidus eminent en scene: spændingen i lokalet: tusinde megawatt…. eller beskriver en handling eller følelse med et rammende og originalt ordvalg.…Nikola løftede Teddys gøb: holdt den nede med begge hænder foran sig som en Beck nar i en svensk uvirkelighedsfilm.
I Stockholm Delete er vi med Nikola på udgang, Teddy unge nevø, der blot en uge efter han er lukket ud af ungdomsanstalten ryger ud på et seriøst skråplan. Og i tilbageblik er vi med til politiafhøringer af Mats Emanuelsson, den mand Teddy engang kidnappede men som senere tog sit liv. Nu er hans efterladte familie i ekstrem knibe.
En mand bliver fundet myrdet og skamferet til ukendelighed i et sommerhus på Värmdö og i nærheden finder politiet en anden kvæstet mand, Benjamin søn af Mats. Han kan ikke huske noget men bliver tiltalt for mordet. Nu beder han Teddy og Emelie om hjælp.
Emelie skal være Benjamins forsvarsadvokat, mens hun og Teddy efterforsker på egen hånd. Det er ikke velanset i det prestigefyldte advokatfirma, hun arbejder for, så forsvaret må hun klare i smug og i sin fritid. Snart befinder Teddy og Emelie sig i livsfare. For Emelie ender det med alvorlig stress og selvmedicinering med beroligende Stesolid, stærkt vanedannende og farligt sammen med alkohol. For Teddy bliver det en returbillet til hans gamle farlige og voldelige selv.
De seksuelle spændinger mellem Teddy og Emilie bliver uventet forløst. Han er så meget ikke hendes type og slet ikke den fyr, hun stolt kan vise frem på de fine caféer i Stockholm, og det ved han. Til gengæld har han det uimodståelige “den gode gangster-gen” og er samtidig en fyr med pæren i orden og hjertet på rette sted. Det er et klart fremskridt og langt mere interessant, at spændingerne mellem dem fremover skal handle om, hvorvidt de kan finde ud af både at være elskere og samarbejdspartnere end om hvorvidt de nogensinde skal knalde, som krimiklichéen ellers foreskriver.
Efter min mening kan en krimi ikke skrues bedre sammen. Sprog, plot og karakterer går op i en højere enhed og til forskel fra flertallet af de nordiske krimier er realismen og troværdigheden helt på plads. Det der foregår her, kan du jævnligt høre om i nyhederne; våbensmuglere, kriminelle netværk, skandinavisk mafia med rødder i Balkan, mord for penge og magt. Det her sker til forskel fra mange andre krimiers overdrevne dyrkelse af psykopatisk og dæmonisk splatterhævnsadisme som motiv.
Jens Lapidus er toppen af toppen af superligaen i nordisk krimi. Serien om Emilie og Teddy er som skabt til en stærk TV-serie. Det skulle virkelig undre mig, hvis den ikke snart dukker op på en skærm i nærheden af dig. Den kan blive helt forrygende god men aldrig bedre end bøgerne!
Stockholm Delete er udkommet på dansk på Forlaget Modtryk.
Manden i huset er skrevet af den garvede krimiforfatter Susanne Staun og er en perfekt lille pocket thriller med alle de komponenter, sådan en skal indeholde. Den er til dig, der kan tåle et stykke grumt med grumt på. Jeg læste den i sommerferien og turde dårligt gå hjem fra stranden.
Isabel Fluxá Rosado 
You must be logged in to post a comment.