Vittu af Iben Mondrup

Bogåret 2022 lægger stærkt ud med Iben Mondrups nye roman Vittu som er en selvstændig fortsættelse af Tabita. Den havde jeg til gode og skyndte mig derfor at lytte i juleferien, inden jeg gik i gang med Vittu, hvilket kun kan anbefales. Lydbogen er for det første smukt indlæst af forfatteren, men den er også vigtig at have med for at få det fulde udbytte af fortsættelsen.

Begge romaner handler om den adoptionstragedie, som ramte en stor gruppe grønlandske børn i 70’erne og 80’erne. Vi følger de to søskende Tabita og Vitus, som på groveste vis bliver fjernet fra deres grønlandske mor og bragt med til Danmark af adoptivforældre, hvorefter de tidligt bliver skilt ad. Hvorfor? Fordi de på overfladen velmenende, men i virkeligheden dybt egoistiske, på grænsen til det psykopatiske adoptivforældre sætter deres egne forskruede behov over børnenes.

Jeg ved det ikke, men kan kun håbe på, at de to konkrete historier, som de udspiller sig her, ikke er sandhedsskildringer, om end de følelser af ensomhed, fortabthed og svigt, som begge børn oplever, selvfølgelig er. For i begge romaner bliver børnene udsat for overgreb, som om det er reglen snarere end undtagelsen.

Vittu bliver til Vitus, da han kommer til Danmark som spæd og efter et skæbnesvangert ophold hos sin første adoptivfamilie og et forfærdeligt ophold på børnehjem bliver flyttet til Aarhus for at bo hos den franske fotograf Alice som er gift med den danske embedsmand Stig.

For Alice er Vitus det perfekte fotoobjekt, som kan realisere hendes kunstnerdrømme. For Vitus bliver Alices iscenesættelser en måde at forbinde sig med sit ophav på. Men fra første fotoknips bliver handlingerne trods de gode intentioner og den gensidige kærlighed et udtryk for grænseoverskridende adfærd, der rykker udover kanten og ender i åndelig destruktion.

Måske er det ikke tilfældigt valgt, at Alice er flygtet fra Frankrig, hvor incest er en udpræget del af opdragelseskulturen, hvilket ses afspejlet i bevægelserne #metooinceste og #wetoostopchildabuse.

Der er så mange ulykkelige adoptionshistorier i verden, men det er som om, at der er et særligt sort kapitel, når det handler om dønningerne af den danske kolonisering af Grønland og den selvforståelse af magt og overherredømme, som danskere med tæt kontakt til Grønland har eller har haft. Børn blev taget fra deres mødre, som ikke gav dem fra sig frivilligt, og ingen greb ind for at forhindre det. Men historien er også, at de børn langt fra i alle tilfælde blev betragtet som ligeværdige familiemedlemmer.

Iben Mondrup er selv vokset op i Grønland og har et tæt netværk af grønlændere – også adopterede, så hun ved, hvad hun skriver om, og det gør hun helt exceptionelt godt.

Begge romaner er afsindigt smukt fortalt i et konkret og tilgængeligt sprog med skarpe dialoger og sanselige menneske- og naturskildringer. Men det er også sindsoprivende historier, der danner vrede hos læseren. Samtidig formår Iben Mondrup at sætte sig ind i alle karakterers motiver og måder at se verden på med så høj grad af indlevelse, empati og nuancer, at ingen fremstår som det rene gode eller det rene onde, men som hele mennesker på godt og ondt.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.