Papa af Jesper Stein

Axel Steen er gået undercover i femte bind af krimiserien om politimanden med den hårde, slagkraftige skal og det følsomme indre. På et hotelværelse i Berlin iført brune garbardinebukser med svaj, knælang læderjakke i beige og bling-bling i guld skal Axel overbevise håndlangere for den russiske mafia om, at han er narkokongen Hans Hauser med tilnavnet Danskeren og direkte linje til colombianske karteller. Nu skal han lukke en gigantisk våbenhandel for at få skovlen under den russiske topboss Grisja, der også er kendt i kriminelle kredse som Papa.

Missionen foregår i tæt samarbejde mellem PET, DEA, CIA ja stort set hele efterretningsbaduljen. Amerikanerne er totalt afhængige af Axels indsats, hvis det hele skal klappe. Det er svært at forestille sig plausibiliteten af det scenarie men who cares, når det hele er så gennemført, velskrevet og velfungerende som det er.

Hvad der i starten virker som en tiltrængt flugt fra hverdagen i Danmark og pinslerne efter kærestens død, hvor Axel kan udleve alle sine mucho-macho tendenser med et nervepirrende undercoverliv i Berlin og Amsterdam, udvikler sig til nye konfrontationer med det indre mørke, hvor han i øvrigt forelsker sig som besat i en hollandsk femme fatale ved navn Christine.

Mens Axel balancerer i rollen som våbenhandler, kæmper hans tidligere kollega Vicki Thomsen i Danmark med opklaringen af en røverisag hvor 143 bankbokse i Danske Bank ved Nørreport på forunderlig vis er blevet plyndret. Men endnu mere med en bunke mandlige såkaldte kollegaer i afdelingen for Røveri. Hun er omgivet af idioter, slapsvanse og deciderede røvhuller, der ikke holder sig tilbage for voldsom chikane. Vicki er for denne læser den mest interessante karakter i Papa, der på lige fod med Axel har dybde og nuancer men også en forfriskende troværdighed til forskel fra så mange andre (anti)-heltinder i tidens krimier. En normal, sympatisk kvinde med naturlige menneskelige reaktioner på det livet byder hende, som passer sit arbejde og aldrig giver op, selvom hun overvejer det. Hende vil jeg gerne følge mere fremover.

Røverisagen hænger naturligvis sammen med det, Axel har kørende i udlandet, og selvom der er ret så mange plotelementer og karakterer at holde styr på, så er det lykkedes at få det til at hænge flot sammen. En imponerende bedrift, når man tænker på hvor løs en struktur Jesper Stein selv siger, han arbejder med i skriveprocessen.

Gangsteren Grisja er nu ikke den eneste Papa, som titlen refererer til. Axel Steen må igen tage sin egen faderrolle op til revision, da datteren Emma udtrykker ensomhed og frustration over hjemmelivet med mor og lillebror og en utryghedsskabende eks-stedfar Jens Jessen, øverste chef for PET og i gentagen karambolage med Axel men nu også med hans eks Cecilie, hvor han udviser stalkeragtig adfærd og har magten til at slippe af sted med det. Også Jens Jessen bliver i den grad udfordret på sit faderskab til sønnen Anton.Handlingen kulminerer i Botanisk Have i et åndedrætsstækkende opgør mellem Axel, russiske gangstere, agenter fra nær og fjern og korrupte pansere.

Jesper Stein leverer igen varen med solid og intelligent underholdning, sproglig finesse i beskrivelsen af de indre og ydre kampe og en utrolig detaljerigdom.

I sin helhed er Papa efter min mening ikke helt så spændende fra start til slut som den forrige Aisha, som også er svær at overgå. Forfatteren har tydeligvis haft en fest med undercover-delen, og det er ret sjovt at forestille sig Axel Steen tonse rundt på den internationale scene i boots og læderjakker. Det er på kanten af klichéen, men det holder med det komplekse og veludførte plot. De indre refleksioner er vedkommende, men der er mange af dem, Berliner-romantikken med lydspor af Bowie, Lou Reed og Leonard Cohen kammer lidt over, men jeg forstår godt, at den er svær at holde sig fra.

Slutspillet er det bedste hidtil, helt eminent, højspændt og veludført med et chokerende tvist, der leverer tårer og klump i halsen. Det sker sjældent for mig, når jeg læser en krimi.

Med Papa overbeviser Jesper Stein endnu engang om, at han er en af Danmarks bedste krimiforfattere – måske den bedste. Vi fans er klar til en seks’er og gerne med mere Vicki.

Læs mere om Papa fra bloggerevent med Jesper Stein her samt anmeldelse af Aisha.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

Reklamer

Rud af Kamilla Hega Holst

Kill them with mystery. Delight them with daring. Her er en roman, der til fulde lever op til det skriveråd. Mystisk, modig og uhyggeligt velskreven.

Jeg læste Rud af Kamilla Hega Holst i ét stræk, og jeg kunne ikke lægge den fra mig på trods af andre gøremål. Med stramme, korte sætninger og stærk foruroligende handling lagde den et besnærende greb om mig og holdt mig fast til sidste side var vendt.

Romanen handler om Kaisa, der for første gang i to år holder ferie med sine børn Malte, 14 og Mira, 11 i sommerhuset ved Asserbo. På vej hjem fra stranden leger de en leg, som Malte finder på: Hvem kommer først hjem af hver sin vej gennem vildnisset i plantageområdet omkring huset. Drengen kan noget med kort og linjer, burde ikke kunne fare vild, men Malte kommer ikke hjem.

Dagen efter skal børnene hentes af eksmanden Simon, som nødtvunget har bedt Kaisa om at tage sig af dem i den måned, han skal arbejde i USA. Hvis det står til Simon, skal Kaisa have så lidt med børnene at gøre som muligt. Hun har svigtet dem tidligere. Hun har været forsvundet i flere omgange. Hun har været indlagt med psykiske problemer. Hun har måske været sammen med fremmede mænd i løbet af deres ægteskab.

De første timer hvor Malte er væk, er Kaisa ikke nervøs. Mor og søn ligner hinanden, og det er ikke første gang, han finder på at stikke af. Men som timerne skrider frem, og mørket falder på, bliver hun urolig. Mira er opslugt af bøger, måske på flugt i fiktionen. Kaisa drikker en flaske vin, hvorpå hun i beruset tilstand tager ud for at lede efter Malte i mørket, og der sker mærkelige ting. Kaisa tager tilbage og bryder ind i annekset, hvor Malte har det hele for sig selv. Her finder hun et kaos af dåser med afklippede negle, rester af afhøvlede fødder og hår og hele væggen plastret til med billeder, der danner en collage af skjulte meddelelser i et besynderligt mønster; udpluk af bekymrende netchatteri, billeder af døde fostre, pumpende organer, blodårer og væv i indfiltrede forgreninger, røde kryds med smileyer. Et kunstværk som er fornemt illustreret i bogen som folde-ud del. Kaisa forsøger at afkode Maltes gåder. Malte stammer, han staver forkert. Ordet Rud står skrevet på hans værk. Rod bliver han betegnet som af lærere og pædagoger. Kaisas liv er rod, har hun ofte hørt fra Simon, som selv er noget af en pedantisk kontrolfreak. Malte har rod i sine forældre og sin mormor, som han har en slags åndsfællesskab med. Simon dukker op før tid, og forældrene begiver sig sammen ud på en mareridtsagtig færd for at finde deres søn. Romanen skifter mellem nutid og datidsklip, hvor Kaisa tænker tilbage på samlivet med Simon og på sin mor som isolerede sig fra omverden, læste filosofi, blev syg og døde. Hun mødte aldrig sine børnebørn.

Side for side afsløres en dyb dysfunktionalitet og en gensidig afhængighed i et forhold, hvor begge parter er fanget af ar på sjælen, som de piner, plager og provokerer hinanden med. Men hvem er mest syg, og hvem er mest skadelig for børnene, hvis nogen? Romanen fungerer som en psykologisk thriller, og hver eneste side henstiller læseren med tilbageholdt åndedræt, indtil slutningen frembringer et chok.

Flere temaer trænger sig på i læserens refleksion. Først og fremmest om konsekvenserne af svigt, den genetiske arv, psykisk og fysisk vold, selvdestruktiv adfærd, mønstre der ikke kan brydes. Om fædre og mødre og hvordan de påvirker deres børn for evigt og efterlader dem som sårede sjæle, der bevidst og ubevidst kan ødelægge alt for sig selv og for andre.

Jeg ved ikke, om det er en litterær fornærmelse at kalde denne nervepirrende sag for domestic noir af højeste karat, men hvis det er en genre, der tiltaler dig, vil du uden tvivl lade dig rive med af Rud. Forfatter Kamilla Hega Holst skriver ikke enestående poetiske sætninger med storladne metaforer, sproget er enkelt og ligetil, men alt det, der står mellem linjerne, og den måde romanen er konstrueret på i samspil med illustrationerne, skaber en nærmest panisk poesi i sig selv.

Bogen er lånt på biblioteket. Udkommet hos Rosinante.

 

Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo

Allerede før udgivelsen er Pigen uden hud solgt til mindst 16 lande, og Hollywood har sikret sig filmrettighederne. Grønland er hot i litteraturen, og Mads Peder Nordbo har med sin nye krimi skabt en ny genre i et på én gang magisk og dystert univers, Nuuk Noir.

Historien er en blanding af klassisk krimi og rå socialrealisme tilsat magien fra den grønlandske åndeløst betagende natur. Romanen er spækket med poetiske og meget velskrevne beskrivelser af det arktiske landskab, og hvordan personernes ånde krystalliserer sig i små is-formationer. Klar blå himmel og storslåede isfjelde bliver sat overfor trøstesløse sociale boligblokke i Nuuk. Det er kontrasternes sted, og det ene er ligeså dragende som det andet. Også beskrivelserne af den grønlandske kultur og fortryllelsen i eksempelvis trommedans er både fængende, fascinerende og til tider skræmmende.

Et enkelt sted havde frosten overrasket vandet så brat, at det så ud, som om flere vandfald på vej ned langs fjeldets langstrakte ryg var frosset til med så stor kraft, at de var stivnet i ét nu midt i deres fald. Selv skummet i vandet var frosset, og hele vægge af fastlåste bølger og nubrede bobler kastede solens stråler tilbage som tusindvis af krystalprismer i en gammel lysekrone.

Temaerne er mange, og Mads Peder Nordbo formår at flette dem sammen i historien, så de overbeviser; sorg, hævn, vold, seksuelle overgreb, børnemishandling, mord, landsbysamfund, sociale problemer, kolonitid, den dansk-grønlandske konflikt, inkompetente myndigheder, politisk magtbegær og beskyttelse af interesser for enhver pris.

Der er så også en overflod af karakterer og i modsætning til de klare temaer, kan deres indbyrdes relationer godt være forvirrende –  især på skurkesiden.

Konkret handler det om den danske journalist Matthew Cave, hvis totalsvigtende amerikanske far engang var udstationeret på Thulebasen i Grønland. Matthew har søgt isolationen i Nuuk efter at have mistet sin kæreste og ufødte datter i en ulykke. For lokalavisen skal han afdække en sag om et mumificeret lig, en nordboviking, der dukker op på indlandsisen og forsvinder igen og et brutalt mord på den politimand, der vogter over det.

Manden er sprættet op og flået efter traditionelle sælfangermetoder. Matthew bliver snart sat på sporet af en fyrre år gammel sag om en række tilsvarende bestialske mord og opdager, at sagerne hænger sammen. Et af dem beskrives således angående ligfundet:

Manden, de fandt derude, var flænset fra skridtet og op til brystbenet, og al hud var flået af hans krop. Hans indvolde flød ud over gulvet omkring ham. Ikke i en pæn bunke, men spredt ud som en halo af indvolde, der omkransede hans lig. Huden var væk, og de havde ikke haft held med at finde den.

Så er der gang i voldens æstetik. Spændende hvordan filmholdet vil fremstille den scene (og mange flere), uden at mainstream publikum løber skrigende væk. Det kræver nogle opfindsomme kameravinkler men skal nok kunne lade sig gøre. Og man har jo ligesom vænnet sig til splat efter Game of Thrones.

Undervejs allierer Matthew sig med en grønlandsk kvinde, Tuparnaq, som netop er løsladt efter 12 års fængsel for at have sprættet sin far op som en sæl. Hun har en påfaldende lighed med Lisbeth Salander fra Mænd der hader kvinder med et farligt humør, kroppen dækket af tatoveringer og overnaturlige hackerevner. Med sin grønlandske baggrund er hun alligevel helt sin egen sære og spændende person. Hun er pigen uden hud, men det er der også andre piger fra fortidssporet, der er.

Tilbage i 1973 møder vi bogens mest dynamiske og interessante karakter, politimanden Jakob, der undersøger de skrækkelige mord og en række unge pigers mystiske forsvinden. Hele flashback delen er vanvittig spændende, nervepirrende og meget original. Den fylder godt til i bogen, så det er ikke et problem, at handlingen i nutiden virker lidt flad i sammenligning. Hovedkarakteren, journalisten Matthew, er set mange gange før, og han bliver ikke rigtig interessant. Han er i sorg og derfor forholdsvist passiv. Det er omstændighederne og personerne omkring ham, der tvinger ham til at handle, mens informationerne nærmest dumper ned i skødet på ham. Jakobs og Tuparnaqs historier river ham ud af sin ret til at læne sig tilbage i depressionen og først mod slutningen, kan han vriste sig fri og gøre noget.

Plottet er velturneret og spændende hele vejen igennem, selvom logikken for nogle af personernes motivation og troværdigheden i visse tilfælde mangler. Men hey det er jo krimi, og hvor seriemorderes bestialiteter i fiktionen ofte bare er frastødende og ækle for skræmmeeffektens skyld, så giver de mening her på trods af de udpenslede og blodige detaljer.

Alt i alt en særdeles spændende og nuanceret fortælling om det moderne Grønland, og de mennesker der bor der. Som læser får jeg virkelig lyst til at besøge Grønland for selv at opleve det på godt og ondt, og man kan mærke, at forfatteren er godt bekendt med stedet. Han bor der faktisk, og deler glædeligt ud af sine Grønlandsbilleder, tanker omkring processen som forfatter, og begejstringen for romanens helt fortjente succes. Det er en fornøjelse at følge, og jeg er klar til næste Nuuk Noir drama, hvor Matthew Cave formodentlig har lært noget af Jakob, kan leve med sin sorg og har udviklet sig til en mere handlekraftig herre.

Pigen uden hud er en exceptionelt god og vedkommende krimi. Den bedste jeg har læst længe.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Sommergræs vinterorm af Mette Sø

Jeg kunne godt tænke mig at kaste Mette Søs bøger på bordet foran de kritikere, der beskylder (især kvindelige) danske forfattere for at være navlebeskuende og selvoptagede uden omtanke for andre og med mangel på udsyn på verden omkring dem.

I Mette Søs nye roman Sommergræs vinterorm følger vi Billi Kruse i krise, et ’jeg’ som beskriver smerte og lidelse ovenpå tre store tab, der sker lige efter hinanden. Men det er også et jeg, der nægter at dvæle i sorg og smerte, selvom det kan mærkes fysisk, og som i et forsøg på at hele rejser ud i verden for at finde meningen. Undervejs møder Billi en række mennesker, der sætter hendes egne problemer i perspektiv, og hun reflekterer i høj grad over verden omkring sig; fra digitaliseringens betydning for fremtidens arbejdsmarked til natur, krop, religion, historie, klimaforandringer, ulighed og den politiske krise i Europa.

Billis far er død, kæresten har forladt hende, og kuvertfabrikken, hvor hun arbejdede for sin stedbror, er lukket. Efterspørgslen på kuverter er stærkt faldende, men der er stadig fabrikker i Finland, i Grækenland og i Rumænien, og dem vil Billi besøge, inden de også går fortabt sammen med alt, hvad der ellers var, før nettet overtog verden. Tankerne om far, eks og bror forgrener sig på fineste vis i omgivelserne på rejsen.

I Helsinki møder hun My, som kan være spids og strid og har et hus i en skov, måske er hun lille My fra Mumi-troldene som ældre vis dame.

“Jeg tænkte, at jeg ville besøge papiret og høre, hvordan det gik,” siger Billi om formålet med sin rejse og forventer at blive latterliggjort.

My bor tæt på papirfabrikken og på sin egen no-nonsense facon, strækker hun hånden ud og inviterer Billi til at overnatte blandt minder og klenodier fra sin egen barske familiehistorie. Hos My bliver Billi puffet i kold, sort skovsø og sauna, og her bliver hun i stand til at græde og tager første skridt på vej mod en forløsning og accept af tingenes tilstand.

I Athen bruges der stadig kuverter, for eksempel under valg og til bestikkelse af myndigheder og noget-for-noget tjenester i et land, der er væltet af krisen. Men man hjælper også hinanden af et godt hjerte som hos Alexis, der inviterer Billi på den restaurant, han har banket op efter en fyring og økonomisk ruin. Et sted hvor vandet er gratis, og hvor de, der kan, betaler for maden, og de, der ikke kan, spiser med.

Her er der tiggere på gaden, her kan man ikke undskylde et “desværre” med, at de får jo kontanthjælp. Her kunne de penge eks’en skyldte og betalte tilbage ved bruddet have haft et formål.

Ligesom den unge mand, der står foran H&M og sælger papirlommetørklæder. Han er så beskidt og lugtende, at alle går i en stor bue uden om ham. Ingen vil nogensinde købe noget, han har rørt ved. Desværre. Jeg ryster på hovedet. Det er ikke mange dage siden, at jeg rev dine penge i stykker. Fordi de var tarvelige.

Skammen banker på. Men en krise er en krise uanset privilegier, og som Alexis siger:

Vores problemer er penge, det ordner sig. Godt jeg ikke er i din situation.”

I Bukarest er digitaliseringen stadig fremtid, og kuvertfabrikken lever, selvom ingen ifølge direktøren gider leve der. Her fylder henrettelsen af diktatoren Ceausescu og hans hustru i 1989 lige vel meget i Billis refleksioner, og mit læseengagement falder. Men her er også farens tidligere flamme Petro, og mødet med hende bliver det afgørende skridt for Billi mod at genfinde balancen, tilgivelsen, accepten og at opdage sit nye selv på den anden side af krisen, for verden bliver aldrig helt den samme igen.

Mette Sø skriver så englene synger, græsset gror og ormene folder sig ud. Hun kan noget helt særligt med at kombinere et eminent, følelsesfuldt sprog med fri fantasi, frejdighed og fakta fra et tydeligvist omfattende researcharbejde.

Sommergræs vinterorm er noget for sig selv og kan kun anbefales. I sin helhed en virkelig god læsefornøjelse. Akkurat som Mette Søs tidligere romaner, for eksempel I en snæver vending

Romanen udkommer 28. april og er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

 

Folkets skønhed af Merete Pryds Helle

Den store danske roman i 2016 bærer titlen Folkets skønhed, en sand læser darling der vandt både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris. Nu har jeg også læst den, og jeg forstår helt og holdent begejstringen. Historien er en slægtsroman baseret på forfatterens egen familiehistorie, og den er grum og meget lidt skøn.

Vi befinder os på Langeland først i 1930’erne, op gennem besættelsen og senere 1960’erne. Marie bor med sine søskende, mor og far i et hus på landet. Alle må hjælpe til, køer skal malkes, der er kartofler og kød på bordet hver dag, men også ydmygelser, lussinger og nedsættende bemærkninger. Seksuelt misbrug fra både far og bror indgår som en nærmest naturlig del af hverdagen.

Det eneste skønne i familiens tilværelse er et maleri, der bærer titlen Folkets skønhed. Det forestiller to kvinder, der arbejder i marken med ryggen til og rumpen i vejret. Maries far er en dedikeret socialdemokrat og erhverver sig maleriet, der bærer signaturen Vincent, med enorm stolthed.

Da faren kommer ud for en alvorlig ulykke som arbejdsmand og bliver indlagt i København først med brækket ryg, senere på lukket psykiatrisk afdeling, ændrer det dynamikken i familien, men det bliver ikke nemmere med mor, der er trist, træt og streng.

Marie kommer ud at tjene på Frøken Videbæks hjem for piger, der er kommet i uføre herunder Frøken Mortensen: Elna satte Marie ind i, hvordan proceduren var. De skulle ikke lindre fødslen, for pigerne skulle ligge, som de havde redt, ellers ville de hore igen, og frøken Mortensen havde ikke engang lært det første gang.

Den ene ubærlige situation efter den anden præsenteres som hverdagskost, og personerne er ulykkeligt uvidende om al den dobbeltmoral og hykleriet, de gebærder sig i. Hver og en påtager sig sin skæbne uden at kny, for sådan var det nok dengang.

Marie vil noget andet og mere, og hendes udkårne elektrikerlærlingen Otto vil gerne give hende det, men Marie er brændt af barndommen og svær at gøre glad. Otto har temperament og kan blive ond i sulet. Han har en dårlig vane med at kalde Marie for ‘luder’, så snart noget går ham imod. Som da Marie bliver gravid første gang, og det ikke lige passer ind i planerne, selvom de på det tidspunkt er blevet gift og flyttet til København.

I takt med at Marie og Otto opnår større velstand, køber hus og materielle goder bliver de i stand til at konfrontere familiens dæmoner, men det bliver ægteskabet ikke lykkeligere af.

Folkets skønhed er dansk historie og socialrealisme af højeste kaliber, og hvis man vil kende vrangsiden af fattig-Danmark dengang og følge en families historie fra den spæde udvikling af velfærdsstaten og udflytningen fra land til by, så er det bare med at gå i gang med denne fantastisk velskrevne skønhed af en roman.

Romanen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

 

Niksen af Nathan Hill

skaermbillede-2017-02-28-kl-14-42-13Hvis du som jeg har en forkærlighed for romaner, der giver sig i kast med den store amerikanske fortælling, så fejer du læsebunken af natbordet og går i gang med Niksen af Nathan Hill. Jeg elsker hver eneste sætning i den her bog i en grad, at jeg får hvide lyspletter for øjnene, hver gang jeg læser let henover linjerne i stedet for at dvæle og suge ordenes handling og mening ind som hjerneføde og fornyet læseenergi. For det giver den i rige mængder, udover at den er eventyrligt underholdende, morsom, rørende og nærmest uhyggeligt forudseende aktuel i sit syn på politik og medier.

Ud af romanens 750 sider har jeg markeret cirka 500, fordi de er spækket med stærke sætninger skrevet i et klart og formfuldendt sprog med tankevækkende citater og skarp samfundskritik. En helt igennem imponerende debut af Nathan Hill, som har taget sig ti år om at skrive sin fantastiske historie, ligesom Donna Tartt gjorde med Stillidsen. Det giver litterære point, når en forfatter gør sig så meget umage, og tendensen med at skrive lange romaner giver fuldstændig mening i dette tilfælde. Der er ikke en linje for meget.

Historien udspiller sig i Chicago, New York, Iowa og Nordnorge og springer i tid mellem 1968, 1988 og 2011. Samuel er en først lovende, nu falleret og ensom forfatter. Han skylder sit forlag en bog på grund af et forskud, han for længst har opbrugt, underviser i litteratur på college for at overleve og spiller computerspil resten af døgnet i kamp mellem elve og orker.

Hans mor Faye forlod ham pludseligt, da han var 11 uden en forklaring, og hans store kærlighed fra barndommen går tabt på samme tidspunkt. Efter tyve år uden kontakt dukker Faye op i medierne, anholdt for terrorisme, fordi hun har kastet med sten mod en yderst højresnoet guvernør, der stiller op til præsidentvalget. Et billede fra en protestdemonstration i 68’ skaber overskrifter om en radikal hippie, der sågar har været anholdt for prostitution. Samuel kender kun sin mor som indadvendt, kærlig husmor i Iowa, der forsvandt ud af hans liv og tog trygheden med sig fra den ene dag til den anden. Morens historie kan være Samuels redning mod et sagsanlæg fra sit forlag, og han går i gang med at researche til sin bog om Hippie Terroristen.

Undervejs får han hjælp fra en medspiller på nettet ved navn Pwanage, hvis livsstil vil få alarmklokkerne til at runge hos enhver forældre til en gamerboy. Samtidig bliver han udsat for en hævnaktion fra en elev, Lede Laura der giver begrebet narcisisme nye vidder, og hvis projekt han har dumpet, fordi hun har skrevet det af fra nettet. Samuel er i krise, men efter Fayes mening er en krise slet ikke en krise, men blot en ny begyndelse. ..Alle virkelige forandringer bør i første omgang skræmme dig.

I sin efterforskning møder Samuel markante personer fra sin mors fortid, og får åbnet sprækkerne ind til en forståelse af hendes uforståelige valg og en erkendelse af, at æblet nok ikke falder så langt fra stammen, og at niksen! flytter med, uanset hvad man selv måtte mene. Flere af bogens temaer rammer lige i hjertekulen, og nedslående nok er de, der handler om kvindens emancipation, kampen mod misogyni og for menneskerettigheder som ved et trylleslag blevet tæt på ligeså højspændt nu i 2017, som de var i 1968.

Niksen er både storslået familiesaga, psykologisk drama, politisk satire og skarptslebet samtidskritik. Helt på højde med Donna Tartt, Jonathan Franzen, og jeg vil mene højere end John Irving, som han også er blevet sammenlignet med.

Nathan Hill er godt i gang med at indtage det litterære verdensherredømme med sin roman, og en tv-serie baseret på The Nix er allerede under produktion med selveste Meryl Streep i hovedrollen. Man kan så vælge at se den som et bud på, hvordan det var gået, hvis hun aldrig var vendt tilbage til det barn, hun forlod i Kramer mod Kramer eller som en forlængelse af sin nyligt vundne status som Hollywoods talerør og oprør mod det nye politiske regime i USA, der knap har varet to måneder men føles som to år. Det kan kun blive godt, og jeg glæder mig.

Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

Forfatterinterview: Olav Hergel om den kreative proces

Jeg har talt med forfatterne Olav Hergel og Jesper Stein om forskellen på at skrive journalistik og fiktion og om den kreative proces til en studieopgave i manuskriptudvikling. Det synes jeg også, I skal have glæde af.

Læs første del med Olav Hergel:

portraet-olav-hergel_fotokredit-malene-lauritsen
Foto: Malene Lauritsen, Politikens Forlag.

“Jeg er en professionel journalist og en litterær amatør”

Om den kreative proces, motivation, flow og faglige kicks.

Du er en succesfuld journalist. Endda vinder af Cavling-prisen. Hvorfor har du valgt at skrive fiktion?

“Da jeg var 33 år sendte jeg et roman-manuskript til Gyldendal. Jeg fik et svar tilbage, der lød: “Du skriver meget pænt, men du har ikke noget at skrive om. Så lod jeg være. Først syntes jeg, at det var et arrogant afslag. Men jeg fik også at vide, at jeg var blandt de ti procent, der fik en begrundelse på at få afslag. Det satte sig fast i mig.

Da jeg så blev 49, havde jeg oplevet og skrevet så meget om flygtninge, at jeg havde lyst til at sige noget i debatten, men som journalist må du jo ikke vise dine holdninger. Det kan du, hvis du skriver en roman. Hele den vestlige civilisations grundsten er, at vi bedømmer et menneske på dets handlinger og ikke på dets afstamning eller religion. Det er derfor mennesker flygter til Europa. Fordi vi har menneskerettigheder. Jeg synes, at vi i den danske debat har tabt den respekt. Flygtninge bliver i for høj grad skåret over en kam og sidestillet med kriminelle. Det er ikke i orden. Selv hvis de bare er fattigdomsflygtninge, består deres forbrydelse jo ikke i andet end, at de forsøger at få et bedre liv. Det kan godt være de skal ud, men kriminelle er de fleste af dem ikke. Det er mit grundsyn, og det fik jeg mulighed for at udtrykke i min første roman. Jeg tog orlov og satte mig ned og skrev for fuld skrue i 4-5 måneder. Jeg anede jo ikke om det blev godt. Men Flygtningen blev en succes.” (Og filmatiseret red.)

Hvad vil du gerne opnå med din nye roman Punktum?

“ Det er en forfaldsroman om en avisbranche, der leder efter sig selv mens oplagene falder. Hovedpersonen passer ind i den forfaldshistorie. Ligesom i Flygtningen er der holdninger pakket ind i bogen: Jeg synes ikke, at et menneske skal fyres for at ryge udenfor sin arbejdsplads, jeg synes ikke, at det er menneskesmugling at give et lift til en flygtning på en græsk motorvej – så længe der ikke er penge involveret, og jeg synes, at Ekstra Bladet og Politiken, som har samme ejer, har et problem, når der sandsynligvis er handlede kvinder blandt de mange massageannoncer i Ekstra Bladet. Hvis huset har råd til at købe Børsen, så har de også råd til at undersøge omfanget af det. Jeg holder i den grad af Ekstra Bladet, når de slås for den lille mand og afslører vigtige politiske skandaler. Men når de ikke har noget vigtigt at skrive om, går menneskejagten i gang. Så kommer overskriften om den kendte sports – eller TV-stjerne: “Skilt-Ruineret-Fyret,” om personer, der ikke har gjort andet end at være kendte. Det sker hele tiden, og nogle får så mange slag, at det kan ødelægge et menneske. De kendte har ingen rettigheder, og hvis man har lyst til at gå i kødet på bladet, og det har jeg ofte haft lige på det her område, så er det umuligt. For journalistik er konkret, og skal man løfte en sag ordentligt, bliver det pågældende menneske jo hevet frem igen, og så har man gjort ondt værre. Det ved Ekstra Bladet udmærket, og den holdning er uhyre kynisk.

Bogen indeholder også en kritik, der går ud på, at vi ikke kan lave en historie til print, net og TV på samme dag. Så bliver det hele lige dårligt. Og selvom det er billigst at lave journalistik bag skærm og telefon, så er det ikke det samme som at bevæge sig ud i virkeligheden. Alle lyder og taler ens i en telefon, og det afspejler sig i artiklerne. Sproget dør. Men det er der ikke noget nyt i. For 20 år siden skete det samme. Journalistiske arbejdspladser er rigtigt hyggelige. Man møder sine kolleger hver dag. Det har jo aldrig været meningen. Meningen er efter min opfattelse, at Ritzau stort set skal tage sig af fælles nyhederne, og at redaktørerne på aviserne ikke skal ane hvor deres medarbejdere befinder sig, fordi de er ude i verden.”

Hvordan har reaktionen så været?

“Jeg har ikke oplevet så fin en modtagelse som denne gang, og kritikken i aviserne er også et nøk bedre end den har været de andre gange. Jeg har heller ikke mødt en eneste chef, der er vred på mig over den her bog. Jeg har kun fået positive reaktioner, men det foregår i en smallere kreds end Flygtningen, som nok ramte noget i tiden, da den kom.”

Hvordan får du ideerne til dine bøger?

“Mine romaner er hentet i virkeligheden og baseret på egne oplevelser og de artikler, jeg har skrevet igennem mange år om journalist. Her ligger al min research. I Punktum tager jeg fat i mit eget fag og bruger af hovedstolen. Jeg har altid sagt, at jeg er en professionel journalist og en litterær amatør. Det mener jeg stadig. Når jeg har skrevet en artikel ved jeg godt om den er god eller ej. Det har jeg sværere ved at vurdere, når det er en bog. Men da jeg havde afleveret mit manuskript, og der var skåret 200 sider fra, sagde min redaktør Helle Stavnem, at nu kunne jeg godt kalde mig forfatter. Det var en fin besked at få.”

Vil du fortsætte som forfatter?

“Jeg vil altid være journalist.  Jeg elsker mit fag. Det er her, jeg får min inspiration. Alt jeg har skrevet ligger som en dagbog over mit liv inde på Infomedia, og jeg har ikke stof og fantasi nok til bare at finde på, hvad jeg skal skrive. Mit eget selskab kan være fint nok i de seks til otte måneder, det tager mig at skrive en bog. Men hvis jeg uafbrudt skulle være i selskab med mig selv, ville jeg kede mig. Jeg har brug for at komme ud og være sammen med mine kollegaer. Men fiktionen giver en sikkerhed for, at hvis alt går galt, og jeg ikke længere får lov til at være journalist, så kan jeg nok godt fortsætte som forfatter, og få mine holdninger ud, så folk lytter. På en måde er det jo at blæse og have mel i munden, men endnu er der ingen der har beklaget sig over, at min journalistik er for holdningspræget. Det gode ved bøgerne er, at de bliver husket bedre og har længere levetid end en artikel i en avis.

Hvad er sjovest journalistik eller fiktion?

“Jeg ville slet ikke kunne skrive bøger uden journalistikken, og når jeg har haft skriveorlov, så glæder jeg mig til at komme tilbage til avisen (Politiken red.) At skrive en roman er en sej proces og et stort pres. Det er meget mere personligt, og der er mere på spil.”

Hvordan vil du beskrive din kreative proces, når du skriver fiktion?

“Jeg arbejder ud fra et simpelt meget overordnet plot. Jeg ved, hvad det skal handle om,  og hvad det skal ende med, men jeg ved ikke, hvad der skal ske undervejs. Personerne og handlingen bliver skabt i processen, og jeg har det sådan, at hvis jeg ikke selv bliver overrasket, så bliver læserne det heller ikke. Ideen til Punktum fik jeg for tre år siden. For et år siden tog jeg så skriveorlov og skrev syv måneder i rap.”

Hvordan er selve skriveprocessen? Sætter du regler for dig selv?

“Den er faktisk den samme ved fiktion som ved journalistik. Jeg har faste regler og skriver på faste tidspunkter hver dag. Under skriveorloven så ritualet sådan her ud:

Jeg starter min morgen med at gå i vandet. Jeg læser aviser og går på facebook. Det er en nydelse for mig. Det er ikke noget, jeg får dårlig samvittighed over, selvom jeg laver masser af overspringshandlinger. Så går jeg i gang og skriver en 3-4 timer. Jeg sætter et mål for, hvad jeg skal nå hver dag. Kl. 11.30 gider jeg ikke mere. Jeg dyrker en times motion og går i vandet igen. Ved 14-tiden redigerer jeg det, jeg har fået skrevet. Jeg får sat nogle ekstra linjer på, omformulerer nogle sætninger og forfiner teksten sprogligt. Det er noget, jeg glæder mig til. Det sjove venter om eftermiddagen.”

Hvilke forskelle er der på din skriveproces, når du skriver fiktion frem for journalistik?

“Jeg har det på samme måde, uanset om det er fiktion eller journalistik. En stor søndagsartikel er ligeså krævende og spændende som et stykke fiktion.”

Hvordan oplever du at være i flow? (tilstand hvor pennen flyder og forfatteren er fuldt fokuseret, glemmer tid og sted og ikke lader sig afbryde eller tyr til overspringshandlinger)

“Jeg kan ikke helt genkende den tilstand, du beskriver. Jeg tror ikke, at jeg kommer rigtigt i flow. Jeg har nemt ved at gå i gang med at skrive og lader mig gerne forstyrre og tyr til overspringshandlinger. Nogle dage skriver jeg bedre end andre, og så skriver jeg om.”

Er der forskel på bundne og frie opgaver?

“Jeg har som oftest indflydelse på de opgaver, jeg laver som journalist, men jeg synes, det er vildt fedt, når en redaktør har en god ide. Det gør det hele meget nemmere. Jeg er mindre tvivlende, end når jeg selv skal finde på det hele. Der er forskel på at få en præcis opgave: tag til Malmø og lav et interview med denne mand eller en mere fri opgave som: tag til Malmø og undersøg den aktuelle folkestemning efter skyderier. Jo mere præcis, jo mindre krævende. Jeg kan godt li’ at have en klar vinkel, og det bliver også et bedre resultat, hvis jeg oplever og skriver samme dag.

Det er sjældent, at jeg får opgaver, som jeg ikke bryder mig om, men det har ændret sig lidt, da vi alle har faste vagter på netavisen. Det er en pligt, men hvis det er nødvendigt, så er det nødvendigt. Der er rigtig mange af min kolleger, der har det på samme måde, men vi ved også godt, at der stadig er en meget stor frihed på en avis som Politiken og hvis avisens overlevelse afhænger af, at vi alle tager en tørn på nettet, så er det sådan det er. Heldigvis har jeg fået det sådan, at mine netvagter kører halvanden måned i et stræk i stedet for over hele året. Så er det overstået, og jeg bliver oven i købet bedre til det tekniske og opdager, hvad nettet egentlig kan. Dine artikler kan blive delt og får længere levetid.”

Hvordan får du dine faglige kicks? Hvad er mest tilfredsstillende ved dit arbejde?

“Når en bog bliver modtaget som de seneste her er blevet (top anmeldelser red.), så er det jo mere tilfredsstillende end den respons, en artikel normalt får. Men forrige år var jeg på Lesbos under flygtningekrisen. Min reportage fik 11 broadsheet sider i søndagstillægget PS, og jeg oplevede, hvordan den gik viralt og blev delt på facebook. Det betød også, at flere danskere meldte sig som frivillige. De artikler flyttede mere end nogen af bøgerne nogensinde kommer til.”

Hvordan vil du karakterisere din motivation og drivkraft som hhv. journalist og forfatter?

“Jeg har både personlige ambitioner, og jeg vil gerne være god til det, jeg laver, og så vælger jeg de emner, der engagerer mig. Der er et sammenfald med ting, der for mig forekommer uretfærdige. I det omfang folk ved hvem jeg er, så er det vel mest som flygtningejournalist. Men det kan ligeså godt være indenfor andre sammenhænge, der er bekymrende. Jeg er ikke drevet af flygtningesagen, selv om jeg må indrømme, at jeg altid vender tilbage. Men det hænger vel også sammen med, at det er den største historie i al den tid jeg har været journalist, og det vil det blive ved med at være til jeg holder op.”

Er det de ydre eller indre faktorer, der motiverer dig?

“Det at være skrivende motiverer mig stærkest, men det ér også en drivkraft, at andre mennesker synes, det, jeg laver, er godt. Som journalist bliver du bedømt hver dag, og andre kan se vores præstationer med det samme. Når noget er godt, så spreder det sig hurtigt. På en måde synes jeg, at nettet er retfærdigt. De artikler som man selv synes er middelmådige dør som regel også på nettet. De gange, hvor man har en opfattelse af, at det her godt kan rykke, så viser det sig som regel at holde stik. Men bøgerne varer længere i folks bevidsthed.”

Hvad betyder det at få anerkendelse som forfatter?

“Der er mange, der siger, at de gerne vil have mit arbejde, og det er jo en anerkendelse, som jeg er glad for. Der er også mange, der siger til en, at det vigtigste er, at man selv synes, at bogen er god. Det er sikkert rigtigt, men det hjælper altså på humøret, hvis andre også synes det er godt. Jeg er et nervevrag op til anmeldelserne, og da der kom en besked om, at der var fem hjerter i Politiken, blev jeg da lykkelig. Det er min egen arbejdsplads og lige den anmeldelse var vigtigere end alle andre. Den her gang var der rigtig mange, der roste sproget, og det er  først nu, jeg tror på, at jeg faktisk kan skrive. Det største privilegium ved anerkendelsen er den frihed, der følger med. Frihed til selv at træffe beslutninger i stedet for at andre træffer dem for dig. En lidt bedre mulighed for at være direktør i dit eget liv.

Hvad har du lært af din redaktør?

“ Jeg havde meget med at brede det hele ud i starten, inden handlingen kom i gang. Hun redigerede bogen ned fra 700-500 sider, og hun lærte mig at holde fast i personerne og spore dem ind på handlingen.”

Kommer der flere romaner?

“Ja hvis jeg har noget at skrive om. Min hovedperson Mikkel Haslund kunne godt komme på banen igen. Så længe jeg laver journalistik, så gør han også.”

Læs min anbefaling af romanen Punktum.

Læs også interview med forfatter Jesper Stein om hans kreative proces fra fredag den 10. februar.

Går du med en manuskriptforfatter i maven? Læs mere om mit studie på SDU