Min kæreste elskling af Gabriel Tallent

Mendocino er et sted i det nordlige Californien, hvor man utroligt gerne vil hen efter at have læst Gabriel Tallents på en gang fremragende og forfærdende debut My Absolute Darling – på dansk Min kæreste elskling.

 Jeg har sjældent læst så levende naturbeskrivelser, hvor hver eneste gren, busk, blomst og vandløb indgår som aktører i handlingen og skaber en poesi, man har lyst til at dvæle ved og en stemning af både gru og skønhed, så det er som at være der selv. Forfatteren er selv fra Mendocino og har været naturguide i området.

Koglerne drypper, og dråberne lægger sig dirrende på nældebladene og bregnerne. Hun stavrer henover køkkenterrassens plankeskelet og kravler ned af skråningen fyldt med rådnende træstammer og giftige salamandere og firben, hendes hæle træder gennem den bløde skorpe af myrteblade ned i den sorte jord. Hun siksakker forsigtigt ned til brønden ved Slaughterhouse Creek, hvor venushår-bregnerne er sortstilkede med blade som grønne tårer, og blomsterkarsen hænger sammenfiltret med dens sprøde, våde karselugt, stenene er glatte af leverurt. Kilden her udspringer fra en lille mosbevokset krog længere oppe, og den har dannet et lille bassin af sten, hvor den falder, en brønd med koldt klar vand med jernsmag, et rum med træ af træstammer, der i årenes løb er blevet svampede i overfladen. Turtle sætter sig på stammerne, tager alt sit tøj af, lægger haglgeværet oven på det og glider med fødderne først ned i stenbassinet – her finder hun sin egen særegne trøst, en trøst fra et koldt sted, kan hun mærke, noget klart og koldt og levende.

Udover et skønsomt og lidt creepy naturområde er Mendocino et sted, hvor de økobevidste og progressive overskudsmennesker lever i smukke huse med udsigt over Stillehavet, men det er også et sted hvor fortabte og misbrugte børn kan leve under radaren, selvom omgivelserne fatter mistanke. Ligesom det kan ske i Tønder og ethvert andet sted, hvor myndighederne ikke passer deres arbejde.

 Min kæreste elskling handler først og fremmest om børnemisbrug, men den er skrevet som en slags allegori over, hvordan mennesker misbruger naturen.

Turtle lever alene med sin far i et faldefærdigt hus midt i den skønne natur og tilpas afsides fra, at mistankerne kan blive bekræftet. Bortset fra af bedstefar som bor i trailer på samme grund men alt for sent vågner til dåd for sit barnebarn. Turtle er en gennemsej pige, en ægte overlever der kan klare sig alene i vildmarken i dagevis og og samle et jagtgevær på få sekunder. Hun er kvik men indesluttet og hader alt og alle men mest af alt sig selv. Hun isolerer sig fra klassekammerater og andre og vil for alt i verden beskytte det lidet misundelsesværdige liv, hun har – bortset fra den dybe kontakt til naturen.

Hun er hårdt trænet af sin far, Martin, der udover at lære hende at passe på naturen har opgivet al tiltro til andre mennesker og fremtiden for planeten. Han anser hende for sin ejendom, og at det er hans ret at udøve psykisk terror, vold og seksuelt misbrug af værste karakter som et led i hendes opdragelse, mens han bedyrer, hvor højt han elsker hende og hvor dyrebar, hun er for ham. Og kun for ham.

Turtle er fanget i et gensidigt afhængighedsforhold, som hun ved, hun skal væk fra, men hun ved ikke hvordan, og loyaliteten over faren er uanfægtelig. Hun sladrer ikke, mest af alt af frygt for konsekvenserne, og fordi hun elsker sin far på den forskruede måde, hun har lært af ham om kærligheden  i den kvalmende symbiose de deler. Moren forsvandt, da Turtle var spæd. Bedstefar har sine egne skeletter i skabet. Først da hun møder de jævnaldrende, ordkvikke og sympatiske drenge Jacob og Brett, der kommer fra intellektuelle overskudsfamilier, tør hun træde ud af sin skal og søge mod en normal tilværelse med fare for sit eget og andres liv.

Forfatter Gabriel Tallent fortæller om Min kæreste elskling til bloggermøde.

Det er en ganske brutal og hård bog i samme grad som Et lille liv, med mange passager man helst vil springe over, da de gør fysisk ondt at læse. Volds- og voldtægtsscener trækkes i langdrag, men trods alt doseret, så det går an (i modsætning til Et lille liv der blev for meget for mig) og man tilgiver forfatteren på grund af det formidable sprog, og især fordi han har en vigtig pointe.

“Martin ser Turtle som en forlængelse af sig selv og ikke som et individ. Han behandler hende som sin ejendom og misbruger hende på samme måde, som vi misbruger naturen,” sagde Gabriel Tallent fornylig, da jeg sammen med andre bloggere mødte ham på Politikens Forlag.

Men historien om Turtle skal ikke ses som et symbol på menneskets ondskab mod naturen. Problemet er reelt.

“Smerten ved børnemisbrug er brutal, og fænomenet er ikke så eksotisk, som vi gerne vil gøre det til. Hvert niende barn bliver misbrugt. Verden tillader det og lader børn ligge og dø. Når det gør ondt at læse om, er det bevis på, at det berører os. At vi skal tage os af hinanden. De smertefulde scener er med til at øge empatien, mener forfatteren.

Tallent fortalte også, hvordan hans roman ændrede sig undervejs i skriveprocessen fra klimabevidst økoroman med flere hovedkarakterer, udviklede den sig til en roman om Turtle og hendes vej ud af misbrugets klør men også konsekvenserne af det.

”Børnemisbrug ødelægger mennesker for livet,” understregede han.

Min kæreste elskling er en formidabel roman i bedste amerikanske fortællestil. Udnævnt til ”mesterværk” af selveste Stephen King og ”årets roman” af New York Times og med god grund faret til tops på bestsellerlisterne. Jo den skulle I absolut tage og læse.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Hr. Ferdinand/Politikens Forlag

★★★★★★

 

Reklamer

Guds Bedste Børn af Morten Pape

Hvorfor ender nogle af de børn, der vokser op i underskudsfamilier som voldskriminelle og tabere, mens andre bryder den sociale arv og bliver velfungerende iværksættere eller forfattere? Det er blot et af mange spørgsmål, der trænger sig på under læsningen af Morten Papes nye roman Guds Bedste Børn. Der er ikke noget klart svar at hente, men med forfatterens nærmest overnaturlige indlevelsesevne i sin romans karakterer, får man som læser en dybere forståelse for, hvorfor meningsløse ting kan ske.

Historien udspringer af en virkelig hændelse tilbage i 2008, hvor et avisbud og hans kammerat blev sagesløst overfaldet, mens de spiste en pizza på en trappesten. Tre unge danske mænd stod pludseligt ud af en bil, og den yngste på 15 slog med en fastelavnskølle og ét slag til hovedet livet ud af avisbudet, en 16-årig dreng med tyrkiske aner. Den ubegribelige voldshandling var tydeligvis racistisk motiveret og skete i det berygtede Holmbladsgadekvarter på Amager, hvor bander, bøller og ballademagere bekæmper hinanden og den dag i dag jævnligt bliver jagtet af hylende sirener, når mørket er faldet på. Det er ikke mange år siden, at kvarteret var no-go. I dag er det renoveret og omdannet til middelklasseboliger, men der sker stadig ting og sager.

Som han nævner det i sin første roman Planen, var en af Morten Papes nære bekendte fra opvæksten i Urban Planen involveret i overfaldet, men forfatteren har her valgt at fiktionalisere hændelsen og skriver frit om to overfaldsmænd personificeret af karaktererne Simon og Mickey, samt ofret Zeki og hans ven og vidne Jamil. Vi følger dem gennem romanen før og efter overfaldet, og hvordan det påvirker deres liv.

Simon og Mickey er fætre men vokser op sammen hos Mickeys drukfældige og fortabte mor samt den kriminelle onkel Keller, der larmer i kulissen og opfører sig som en lokal mafiaboss. Fætrene bliver lokalkendte som brødrene Vold. En god dag for dem er kendetegnet af en hashtur på Staden efterfulgt af slåskamp – helst mod indvandrerdrenge, som de indlærte racister de er. Amagertrash af værste skuffe (Det må man godt sige, når man selv er Amagerkaner).

Simon har dog en samvittighed og vil gerne have et andet liv. Han forsøger at tage ansvar, da han skal være far som 17-årig og er færdig med at afsone sin voldsdom. Han angrer det, der er sket, men et reelt håb om et normalt familieliv er tæt på umuligt. Mickey, som svinger køllen er til gengæld udenfor pædagogisk rækkevidde. En afstumpet lille voldspsykopat, som verden og kommunekassen er bedre foruden, og som man har svært ved at føle noget for. Det gør man så alligevel, når han er under behandling af Papes pen. Hans liv er en lang konfrontation med det, omstændighederne har budt ham. I et af hans stræk midt i bogen skifter romanen synsvinkel fra tredje til første person, og vi får et indblik i Mickeys tankegang, mens han er indespærret i et sikret ungdomsfængsel:

…Og nu vi snakker om ham der gud så har jeg sagt til Eskild at jeg gerne vil begynde at tro, at jeg gerne vil tilgives for de dårlige ting jeg har gjort, at jeg gerne vil blive et bedre menneske, og jeg spørger ham om han kan hjælpe mig med at finde gud, hjælpe mig med at komme tættere på skaberen og tættere på mig selv, men det Eskild ikke ved er at jeg bare gerne vil tættere på hans nøglebundt og stikke af herfra, nu er det på tide at  komme videre og få fingrene i fucking Keller og Simon de forrædere men det tager tid, rigtig meget tid, næsten hele året går med snak om gud og Jesus og syndsforladelse og hvad fuck ved jeg, Eskild og mig snakker så længe og så meget om alt muligt at jeg næsten glemmer at narre ham, han hælder mere og mere Kristus i mig og læser højt fra det ene og andet testamente, og jeg tænker at ham her han mener det fandme, fuck hvor bliver han rundtosset når jeg en dag narrestreger ham i bund… 

Det man føler for Mickey er mest afmagt, og man må nok også betvivle, om virkelighedens Mickey ville være i stand til at føre tankebaner på et så relativt reflekterende niveau, men alligevel. Det stilistiske brud fungerer godt.

Som læser søger man forgæves efter formildende omstændigheder og undervejs må man stille nogle meget ubehagelige spørgsmål om, hvor meget af Mickeys psykopati er bestemt af arv og miljø, og hvor meget er genetisk. Kunne hans og hans ofres skæbne være ændret, hvis systemet havde grebet ind i tide eller i det mindste bare fungeret, eller var det håbløst fra starten? I en af mange tragikomiske replikker sætter Simon spørgsmålet på spidsen, da han pointerer, at Mickeys mor er blevet steriliseret. “Tænk, hvis hun havde sørget for det, før hun fik dig. Kæft, en masse bøvl, vi kunne have sparet os for.” “ Det havde sgu da været røvsygt uden mig,” replicerer Mickey.

Og hvad skal man mene om det? Er han født sådan? Havde Mickeys opførsel været anderledes, hvis ikke hans omgivelser, inklusive hans mor, havde hyldet ham som et lille fandenivoldsk individ og etnisk udrenser men i stedet havde opdraget ham? Havde det gjort en forskel, hvis systemet havde støttet på en mere fornuftig måde, end tilfældet var? Det vælger jeg at tro på.

Jamil er afdøde Zekis bedste ven. Han når ikke at reagere under overfaldet og bliver klandret af Zekis andre venner for ikke at forhindre det. Jamil døjer med voldsom PTSD og bliver indlagt på et psykiatrisk hospital. Hans kamp for at komme over på den anden side og se frem mod livet igen er hjerteskærende beskrevet. Han bliver en person, man aldrig glemmer.

Mit eneste problem med romanen er, at hændelsen stadig står skarpt i erindringen hos alle os, der kan huske den. Som læser får man en ubændig trang til at vide, hvad der skete i virkeligheden med de drenge, der var impliceret. Hvad vil de mon mene om denne fremstilling af deres liv, hvis det overhovedet interesserer dem. Og er det i det hele taget okay, at skrive fiktion om en sag, der formentlig har taget nogle helt andre drejninger end i romanen her? Den kunstneriske frihed er uanfægtelig, men jeg kunne godt ønske, at forfatteren udover at understrege, at dette er fiktion havde reflekteret mere åbent over processen og de implicerede i efterordet, når det nu er så velkendt en sag.

Bortset fra det overgår Morten Pape sig selv i sin roman nummer to efter den højt anpriste debut Planender af mange er betegnet som pligtlæsning til nye og kommende generationer. Det samme må gøre sig gældende for Guds Bedste Børn. Den gør ondt at læse fra første til sidste side, benhård og mere rystende end den selvbiografiske Planen. Der er også lidt at grine ad men langt mere at græde over.

Begge fortjener en plads som fast pensum i skolerne. Begge er vigtige bøger, man ikke slipper, efter de er læst. Pape er en af de vigtigste stemmer i dansk socialrealisme lige nu. Hans sans for den stærke fortælling, det gode sprog, skarpe replikker og ikke mindst hans indlevelsesevne er uovertruffen. Han skriver bare uforskammet godt.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

 

 

Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Alle elsker vrede Vibse, hovedpersonen i Bjørnen, seneste roman af Katrine Marie Guldager. Bare se på de sociale medier, hvor udgivelsen bliver flittigt delt af bogfolket, og jeg er helt med på Bjørne-bølgen.

Bjørnen er en lille guldklump af en roman på kun 173 sider med simple, velslebne sætninger af højeste karat, der rammer læserne lige i mellemgulvet men nok af forskellige årsager.

For mig er det især smerten over barnet, der er ved at løsrive sig og på vej til at flytte hjemmefra, og selvom jeg ikke er der endnu, mærker jeg tydeligt, at det kommer til at gøre nas. Allerede dengang vi kom hjem fra hospitalet med hende, græd jeg. Fordi vi engang skulle skilles. 

Men der er også det anspændte forhold til Vibses afdøde mor, der nager. Jeg tænker på min mor. Til sidst var forholdet bare et stort sår. Det tog vel ti år. Det blev ved med at springe op, det lort. Forbandede lortesår.

Vibse har andet at være ked af, og den smerte vender sig til vrede. For hvem fanden gider at være et offer. Det er nemmere at skælde ud på verden. Og det gør Vibse, så man griner og græder. Men mest af alt skælder hun ud på sig selv.

Over utilstrækkeligheden  og utaknemligheden som mor, datter og hustru. Manden hedder Lars, men når han er irriterende, kalder hun ham Bent, så det hedder han det meste af tiden, som straf – for at være så god. Puds glorien altså!

Der står midtvejskrise med store tykke bogstaver over Vibses vrede, men krisen er reel, når en fyring efter mange års tros tjeneste som gymnasielærer og tak for ingenting skubber hende ud i isolationen i den svenske ødemark belagt med sne i knæhøjde. En storm tager strømmen, og Vibse farer vild, da hun vil hente hjælp hos den utålelige nabo. Derude lurer Bjørnen. Og tankerne og uvisheden. Man kan ikke bare skyde skylden på hormonerne, når hele identiteten er på spil, for hvad nu?

Måske er det bare nemmere at blive spist af en bjørn. Men fandeme nej. Vibse er en fighter og en lover. Hun skal bare lære at elske sig selv. Ligesom alle vi læsere elsker hende og spejler os i hende. Også min egen mand, der læser cirka en bog om året på et godt år. Bjørnen læste han på en dag, og så fik vi en god snak. Og jeg skal helt sikkert læse den igen.

★★★★★★

 Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

Ondskabens Hotel af Stephen King

I andre har sikkert læst Kings klassiske horror-historie Ondskabens Hotel, da I var tolv år, men dengang var jeg mere optaget af Tine Bryldsk socialrealisme, John Irving og den slags. Jeg så heller ikke filmen andet end i korte klip, når den blev vist på TV. Jeg turde simpelthen ikke og blev nødt til at zappe væk. Billedet af hotelgange, der blev oversvømmet af en flodbølge af blod har været indprentet i hukommelsen, siden forfilmene kørte i biografen. Jeg var en lille splejs dengang og havde allernådigst fået lov at se den nyeste voksenfilm med John Travolta. Men jeg havde svært ved at koncentrere mig om John T. i en eller anden B-thriller, for det blødende hotel ville ikke forlade min hjerne.

2017 blev året hvor jeg tog mig sammen og så filmen The Shining i den lange version under repremieren i Imperial, og det blev også året, hvor jeg efterfølgende læste bogen, da jeg fik en flot genudgivelse i hænderne fra Forlaget Hr. Ferdinand.

Film og roman deler vandene. Nogle foretrækker den ene fremfor den anden. De er begge skabt af store mesterfortællere med hver deres geniale og unikke udtryk. Stephen King med litterær overbevisning og Stanley Kubrick med et visuelt mesterværk.

Begge værker skræmte mig, så det kunne mærkes fysisk. På mange måder ligner de hinanden og på andre slet ikke. Efter begge sad jeg tilbage med en nærmest stolt fornemmelse af at være stået igennem og have tilegnet mig en oplevelse, der sad fast i bevidstheden længere, end det var ønskeligt. Effekten var størst under filmen, hvor alene den skærende musik helt fra starten fik mig til at sidde som en spændt flitsbue i over to timer. Det er en fantastisk og sindsoprivende film. Den er langt mere subtil end bogen og spækket med en symbolik, der kan tolkes i et utal af psykologiske retninger. Især i forhold til relationen mellem far, mor og barn.

Men det her skal jo handle om romanen, som er mere direkte og tydelig i sit handlingsforløb. Den har ikke de samme lag som filmen, og så er den mere væmmelig og grafisk i sin beskrivelse af spøgelser og splat.

Ondskabens Hotel handler kort fortalt om lille Danny, der er synsk. Hans far Jack Torrence er en frustreret og alkoholiseret forfatter med skrivekrise. Han får tilbudt job som opsynsmand på et afsondret luksus hotel, The Overlook Hotel, der er lukket under vintersæsonen. Jack øjner en chance for at få tid og ro til at skrive. Danny og hans mor Wendy flytter med, og så snart sneen falder, kan de ikke komme væk fra hotellet på grund af lukkede bjergveje. Danny fornemmer fra starten, at hotellet vil dem noget ondt, og det varer da heller ikke længe, før spøgelserne dukker op.

Danny ser skrækkelige syn, og bliver tiltagende bange for sin far, da det går op for ham, at Jack er ved at blive drevet til vanvid af hotellets dårlige energier og har planer om at udslette sin familie, ligesom en tidligere opsynsmand på hotellet har gjort før ham. Det hele er meget nervepirrende fra start til slut.

Uanset om du er til horror-genren eller ej, så er en præsentation af Stephen King nok overflødig. Men skulle du være i tvivl, så er King en formidabel forfatter, der skriver skarpt, præcist og rammende med en sikker sans for at opbygge sin historie og skabe karakterer og plot, der sidder lige i skabet. Overnaturlige elementer eller ej, så hænger en King historie altid overbevisende sammen og får læseren til at glemme alt andet. Desuden har King skrevet meget andet end horror, så der er en roman for enhver smag.

Der er også en grund til, at det er King, som mange forfattere henviser til, når de skal anbefale andre en god bog om at skrive, og hvis du kun vil læse en bog af King, så er det den, du vælger: Om at skrive af Stephen King. For den handler også om forfatterens eget liv og er spækket med gode og brugbare råd til os, der skriver.

Hvis du er frisk på en god gyser og stadig har den til gode, så er det bare med at komme i gang med Ondskabens Hotel. Romanen kan med fordel læses ved højlys dag og i selskab med andre. Så uhyggelig er den.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Hr. Ferdinand

Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo

Allerede før udgivelsen er Pigen uden hud solgt til mindst 16 lande, og Hollywood har sikret sig filmrettighederne. Grønland er hot i litteraturen, og Mads Peder Nordbo har med sin nye krimi skabt en ny genre i et på én gang magisk og dystert univers, Nuuk Noir.

Historien er en blanding af klassisk krimi og rå socialrealisme tilsat magien fra den grønlandske åndeløst betagende natur. Romanen er spækket med poetiske og meget velskrevne beskrivelser af det arktiske landskab, og hvordan personernes ånde krystalliserer sig i små is-formationer. Klar blå himmel og storslåede isfjelde bliver sat overfor trøstesløse sociale boligblokke i Nuuk. Det er kontrasternes sted, og det ene er ligeså dragende som det andet. Også beskrivelserne af den grønlandske kultur og fortryllelsen i eksempelvis trommedans er både fængende, fascinerende og til tider skræmmende.

Et enkelt sted havde frosten overrasket vandet så brat, at det så ud, som om flere vandfald på vej ned langs fjeldets langstrakte ryg var frosset til med så stor kraft, at de var stivnet i ét nu midt i deres fald. Selv skummet i vandet var frosset, og hele vægge af fastlåste bølger og nubrede bobler kastede solens stråler tilbage som tusindvis af krystalprismer i en gammel lysekrone.

Temaerne er mange, og Mads Peder Nordbo formår at flette dem sammen i historien, så de overbeviser; sorg, hævn, vold, seksuelle overgreb, børnemishandling, mord, landsbysamfund, sociale problemer, kolonitid, den dansk-grønlandske konflikt, inkompetente myndigheder, politisk magtbegær og beskyttelse af interesser for enhver pris.

Der er så også en overflod af karakterer og i modsætning til de klare temaer, kan deres indbyrdes relationer godt være forvirrende –  især på skurkesiden.

Konkret handler det om den danske journalist Matthew Cave, hvis totalsvigtende amerikanske far engang var udstationeret på Thulebasen i Grønland. Matthew har søgt isolationen i Nuuk efter at have mistet sin kæreste og ufødte datter i en ulykke. For lokalavisen skal han afdække en sag om et mumificeret lig, en nordboviking, der dukker op på indlandsisen og forsvinder igen og et brutalt mord på den politimand, der vogter over det.

Manden er sprættet op og flået efter traditionelle sælfangermetoder. Matthew bliver snart sat på sporet af en fyrre år gammel sag om en række tilsvarende bestialske mord og opdager, at sagerne hænger sammen. Et af dem beskrives således angående ligfundet:

Manden, de fandt derude, var flænset fra skridtet og op til brystbenet, og al hud var flået af hans krop. Hans indvolde flød ud over gulvet omkring ham. Ikke i en pæn bunke, men spredt ud som en halo af indvolde, der omkransede hans lig. Huden var væk, og de havde ikke haft held med at finde den.

Så er der gang i voldens æstetik. Spændende hvordan filmholdet vil fremstille den scene (og mange flere), uden at mainstream publikum løber skrigende væk. Det kræver nogle opfindsomme kameravinkler men skal nok kunne lade sig gøre. Og man har jo ligesom vænnet sig til splat efter Game of Thrones.

Undervejs allierer Matthew sig med en grønlandsk kvinde, Tuparnaq, som netop er løsladt efter 12 års fængsel for at have sprættet sin far op som en sæl. Hun har en påfaldende lighed med Lisbeth Salander fra Mænd der hader kvinder med et farligt humør, kroppen dækket af tatoveringer og overnaturlige hackerevner. Med sin grønlandske baggrund er hun alligevel helt sin egen sære og spændende person. Hun er pigen uden hud, men det er der også andre piger fra fortidssporet, der er.

Tilbage i 1973 møder vi bogens mest dynamiske og interessante karakter, politimanden Jakob, der undersøger de skrækkelige mord og en række unge pigers mystiske forsvinden. Hele flashback delen er vanvittig spændende, nervepirrende og meget original. Den fylder godt til i bogen, så det er ikke et problem, at handlingen i nutiden virker lidt flad i sammenligning. Hovedkarakteren, journalisten Matthew, er set mange gange før, og han bliver ikke rigtig interessant. Han er i sorg og derfor forholdsvist passiv. Det er omstændighederne og personerne omkring ham, der tvinger ham til at handle, mens informationerne nærmest dumper ned i skødet på ham. Jakobs og Tuparnaqs historier river ham ud af sin ret til at læne sig tilbage i depressionen og først mod slutningen, kan han vriste sig fri og gøre noget.

Plottet er velturneret og spændende hele vejen igennem, selvom logikken for nogle af personernes motivation og troværdigheden i visse tilfælde mangler. Men hey det er jo krimi, og hvor seriemorderes bestialiteter i fiktionen ofte bare er frastødende og ækle for skræmmeeffektens skyld, så giver de mening her på trods af de udpenslede og blodige detaljer.

Alt i alt en særdeles spændende og nuanceret fortælling om det moderne Grønland, og de mennesker der bor der. Som læser får jeg virkelig lyst til at besøge Grønland for selv at opleve det på godt og ondt, og man kan mærke, at forfatteren er godt bekendt med stedet. Han bor der faktisk, og deler glædeligt ud af sine Grønlandsbilleder, tanker omkring processen som forfatter, og begejstringen for romanens helt fortjente succes. Det er en fornøjelse at følge, og jeg er klar til næste Nuuk Noir drama, hvor Matthew Cave formodentlig har lært noget af Jakob, kan leve med sin sorg og har udviklet sig til en mere handlekraftig herre.

Pigen uden hud er en exceptionelt god og vedkommende krimi. Den bedste jeg har læst længe.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Folkets skønhed af Merete Pryds Helle

Den store danske roman i 2016 bærer titlen Folkets skønhed, en sand læser darling der vandt både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris. Nu har jeg også læst den, og jeg forstår helt og holdent begejstringen. Historien er en slægtsroman baseret på forfatterens egen familiehistorie, og den er grum og meget lidt skøn.

Vi befinder os på Langeland først i 1930’erne, op gennem besættelsen og senere 1960’erne. Marie bor med sine søskende, mor og far i et hus på landet. Alle må hjælpe til, køer skal malkes, der er kartofler og kød på bordet hver dag, men også ydmygelser, lussinger og nedsættende bemærkninger. Seksuelt misbrug fra både far og bror indgår som en nærmest naturlig del af hverdagen.

Det eneste skønne i familiens tilværelse er et maleri, der bærer titlen Folkets skønhed. Det forestiller to kvinder, der arbejder i marken med ryggen til og rumpen i vejret. Maries far er en dedikeret socialdemokrat og erhverver sig maleriet, der bærer signaturen Vincent, med enorm stolthed.

Da faren kommer ud for en alvorlig ulykke som arbejdsmand og bliver indlagt i København først med brækket ryg, senere på lukket psykiatrisk afdeling, ændrer det dynamikken i familien, men det bliver ikke nemmere med mor, der er trist, træt og streng.

Marie kommer ud at tjene på Frøken Videbæks hjem for piger, der er kommet i uføre herunder Frøken Mortensen: Elna satte Marie ind i, hvordan proceduren var. De skulle ikke lindre fødslen, for pigerne skulle ligge, som de havde redt, ellers ville de hore igen, og frøken Mortensen havde ikke engang lært det første gang.

Den ene ubærlige situation efter den anden præsenteres som hverdagskost, og personerne er ulykkeligt uvidende om al den dobbeltmoral og hykleriet, de gebærder sig i. Hver og en påtager sig sin skæbne uden at kny, for sådan var det nok dengang.

Marie vil noget andet og mere, og hendes udkårne elektrikerlærlingen Otto vil gerne give hende det, men Marie er brændt af barndommen og svær at gøre glad. Otto har temperament og kan blive ond i sulet. Han har en dårlig vane med at kalde Marie for ‘luder’, så snart noget går ham imod. Som da Marie bliver gravid første gang, og det ikke lige passer ind i planerne, selvom de på det tidspunkt er blevet gift og flyttet til København.

I takt med at Marie og Otto opnår større velstand, køber hus og materielle goder bliver de i stand til at konfrontere familiens dæmoner, men det bliver ægteskabet ikke lykkeligere af.

Folkets skønhed er dansk historie og socialrealisme af højeste kaliber, og hvis man vil kende vrangsiden af fattig-Danmark dengang og følge en families historie fra den spæde udvikling af velfærdsstaten og udflytningen fra land til by, så er det bare med at gå i gang med denne fantastisk velskrevne skønhed af en roman.

Romanen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

 

Niksen af Nathan Hill

skaermbillede-2017-02-28-kl-14-42-13Hvis du som jeg har en forkærlighed for romaner, der giver sig i kast med den store amerikanske fortælling, så fejer du læsebunken af natbordet og går i gang med Niksen af Nathan Hill. Jeg elsker hver eneste sætning i den her bog i en grad, at jeg får hvide lyspletter for øjnene, hver gang jeg læser let henover linjerne i stedet for at dvæle og suge ordenes handling og mening ind som hjerneføde og fornyet læseenergi. For det giver den i rige mængder, udover at den er eventyrligt underholdende, morsom, rørende og nærmest uhyggeligt forudseende aktuel i sit syn på politik og medier.

Ud af romanens 750 sider har jeg markeret cirka 500, fordi de er spækket med stærke sætninger skrevet i et klart og formfuldendt sprog med tankevækkende citater og skarp samfundskritik. En helt igennem imponerende debut af Nathan Hill, som har taget sig ti år om at skrive sin fantastiske historie, ligesom Donna Tartt gjorde med Stillidsen. Det giver litterære point, når en forfatter gør sig så meget umage, og tendensen med at skrive lange romaner giver fuldstændig mening i dette tilfælde. Der er ikke en linje for meget.

Historien udspiller sig i Chicago, New York, Iowa og Nordnorge og springer i tid mellem 1968, 1988 og 2011. Samuel er en først lovende, nu falleret og ensom forfatter. Han skylder sit forlag en bog på grund af et forskud, han for længst har opbrugt, underviser i litteratur på college for at overleve og spiller computerspil resten af døgnet i kamp mellem elve og orker.

Hans mor Faye forlod ham pludseligt, da han var 11 uden en forklaring, og hans store kærlighed fra barndommen går tabt på samme tidspunkt. Efter tyve år uden kontakt dukker Faye op i medierne, anholdt for terrorisme, fordi hun har kastet med sten mod en yderst højresnoet guvernør, der stiller op til præsidentvalget. Et billede fra en protestdemonstration i 68’ skaber overskrifter om en radikal hippie, der sågar har været anholdt for prostitution. Samuel kender kun sin mor som indadvendt, kærlig husmor i Iowa, der forsvandt ud af hans liv og tog trygheden med sig fra den ene dag til den anden. Morens historie kan være Samuels redning mod et sagsanlæg fra sit forlag, og han går i gang med at researche til sin bog om Hippie Terroristen.

Undervejs får han hjælp fra en medspiller på nettet ved navn Pwanage, hvis livsstil vil få alarmklokkerne til at runge hos enhver forældre til en gamerboy. Samtidig bliver han udsat for en hævnaktion fra en elev, Lede Laura der giver begrebet narcisisme nye vidder, og hvis projekt han har dumpet, fordi hun har skrevet det af fra nettet. Samuel er i krise, men efter Fayes mening er en krise slet ikke en krise, men blot en ny begyndelse. ..Alle virkelige forandringer bør i første omgang skræmme dig.

I sin efterforskning møder Samuel markante personer fra sin mors fortid, og får åbnet sprækkerne ind til en forståelse af hendes uforståelige valg og en erkendelse af, at æblet nok ikke falder så langt fra stammen, og at niksen! flytter med, uanset hvad man selv måtte mene. Flere af bogens temaer rammer lige i hjertekulen, og nedslående nok er de, der handler om kvindens emancipation, kampen mod misogyni og for menneskerettigheder som ved et trylleslag blevet tæt på ligeså højspændt nu i 2017, som de var i 1968.

Niksen er både storslået familiesaga, psykologisk drama, politisk satire og skarptslebet samtidskritik. Helt på højde med Donna Tartt, Jonathan Franzen, og jeg vil mene højere end John Irving, som han også er blevet sammenlignet med.

Nathan Hill er godt i gang med at indtage det litterære verdensherredømme med sin roman, og en tv-serie baseret på The Nix er allerede under produktion med selveste Meryl Streep i hovedrollen. Man kan så vælge at se den som et bud på, hvordan det var gået, hvis hun aldrig var vendt tilbage til det barn, hun forlod i Kramer mod Kramer eller som en forlængelse af sin nyligt vundne status som Hollywoods talerør og oprør mod det nye politiske regime i USA, der knap har varet to måneder men føles som to år. Det kan kun blive godt, og jeg glæder mig.

Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.