Florida af Lauren Groff

Jeg er nok en af de få med hang til amerikanske fortællinger, der endnu har Lauren Groffs højtanpriste roman Skæbne og Hævn til gode. Nogle anmeldere mente, at den var halvt blændende og halvt kedelig i beskrivelsen af et ægteskab fra to forskellige synsvinkler, og det er nok grunden til, at jeg har udsat at få krydset den af på læselisten.

Nu har forfatteren udgivet en novellesamling med titlen Florida, og den er helt igennem blændende og på intet tidspunkt kedelig.

Florida er elleve formfuldendte historier, der suger sig ind i cellerne som igler, bombarderer sanserne med naturfænomener, orkanvinde og indre og ydre liv, der kryber ind under huden på læseren. Der er faktisk lige vel rigeligt med kryb fra et Florida, der beskrives på vrangsiden af solskin, pastelfarver og palmer og synker ned i sumpen af alligatorer, slanger, fugt og frygt. The Upside down af Florida, kunne man sige. Novellerne foregår mestendels i Florida, bortset fra to der finder sted i Frankrig og en enkelt i Brasilien. De deler hver og en samme skønhed som filmen The Florida Project, men hvor den beskriver den sociale slagside af den solfyldte stat med en stærk blå himmel, der våger over fattige men overlevelsesbevidste børn, er vi her primært på besøg hos middelklassen i stormvejr og mørke hos personer fyldt op af uro og bekymringer, ikke mindst for klimaet og de vejrforandringer, der slår hårdt til her. Der er kvinden og forfatteren med mand og to sønner, som råber ad sin familie og forsøger at løbe sig fra uroen hver aften på de øde parcelhusveje i et månelys af magi og mareridt, hun er muligvis Groffs alterego og går igen i flere historier. Der er Jude, som blev født i et klassisk Florida-hus, som lå på kanten af en sump, der sydede af unavngivne reptilarter. Der er de to søstre, der svigtes brutalt og strander på en øde ø. Der er kvinden, som møder fortidens spøgelser i stormens ensomhed, og Helena der rejser til Brasilien for at føle en frihed, som ikke findes. En collegestuderende melder sig ud af samfundet, og de to fortællinger der finder sted i Frankrig er med personer, der hører hjemme i Florida. Der er elleve formidable fortællinger, der vækker den uro i læseren, der rører sig i karaktererne ligesom fornemmelsen for en foruroligende fremtid, der ikke kun er at finde i Florida, men som er særlig fremtrædende der. Novellerne har tusindevis af temaer, som kan tolkes i hver sin retning afhængig af øjnene, der ser. Et af de gennemgående er svigt i familien og særligt af børn. Enhver må læse sit, men læs og skulle læseglæden være tabt, vil den forhåbentlig blive genfundet her.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Lindhardt og Ringhof

Oversat af Lotte Kirkeby

Min kæreste elskling af Gabriel Tallent

Mendocino er et sted i det nordlige Californien, hvor man utroligt gerne vil hen efter at have læst Gabriel Tallents på en gang fremragende og forfærdende debut My Absolute Darling – på dansk Min kæreste elskling.

 Jeg har sjældent læst så levende naturbeskrivelser, hvor hver eneste gren, busk, blomst og vandløb indgår som aktører i handlingen og skaber en poesi, man har lyst til at dvæle ved og en stemning af både gru og skønhed, så det er som at være der selv. Forfatteren er selv fra Mendocino og har været naturguide i området.

Koglerne drypper, og dråberne lægger sig dirrende på nældebladene og bregnerne. Hun stavrer henover køkkenterrassens plankeskelet og kravler ned af skråningen fyldt med rådnende træstammer og giftige salamandere og firben, hendes hæle træder gennem den bløde skorpe af myrteblade ned i den sorte jord. Hun siksakker forsigtigt ned til brønden ved Slaughterhouse Creek, hvor venushår-bregnerne er sortstilkede med blade som grønne tårer, og blomsterkarsen hænger sammenfiltret med dens sprøde, våde karselugt, stenene er glatte af leverurt. Kilden her udspringer fra en lille mosbevokset krog længere oppe, og den har dannet et lille bassin af sten, hvor den falder, en brønd med koldt klar vand med jernsmag, et rum med træ af træstammer, der i årenes løb er blevet svampede i overfladen. Turtle sætter sig på stammerne, tager alt sit tøj af, lægger haglgeværet oven på det og glider med fødderne først ned i stenbassinet – her finder hun sin egen særegne trøst, en trøst fra et koldt sted, kan hun mærke, noget klart og koldt og levende.

Udover et skønsomt og lidt creepy naturområde er Mendocino et sted, hvor de økobevidste og progressive overskudsmennesker lever i smukke huse med udsigt over Stillehavet, men det er også et sted hvor fortabte og misbrugte børn kan leve under radaren, selvom omgivelserne fatter mistanke. Ligesom det kan ske i Tønder og ethvert andet sted, hvor myndighederne ikke passer deres arbejde.

 Min kæreste elskling handler først og fremmest om børnemisbrug, men den er skrevet som en slags allegori over, hvordan mennesker misbruger naturen.

Turtle lever alene med sin far i et faldefærdigt hus midt i den skønne natur og tilpas afsides fra, at mistankerne kan blive bekræftet. Bortset fra af bedstefar som bor i trailer på samme grund men alt for sent vågner til dåd for sit barnebarn. Turtle er en gennemsej pige, en ægte overlever der kan klare sig alene i vildmarken i dagevis og og samle et jagtgevær på få sekunder. Hun er kvik men indesluttet og hader alt og alle men mest af alt sig selv. Hun isolerer sig fra klassekammerater og andre og vil for alt i verden beskytte det lidet misundelsesværdige liv, hun har – bortset fra den dybe kontakt til naturen.

Hun er hårdt trænet af sin far, Martin, der udover at lære hende at passe på naturen har opgivet al tiltro til andre mennesker og fremtiden for planeten. Han anser hende for sin ejendom, og at det er hans ret at udøve psykisk terror, vold og seksuelt misbrug af værste karakter som et led i hendes opdragelse, mens han bedyrer, hvor højt han elsker hende og hvor dyrebar, hun er for ham. Og kun for ham.

Turtle er fanget i et gensidigt afhængighedsforhold, som hun ved, hun skal væk fra, men hun ved ikke hvordan, og loyaliteten over faren er uanfægtelig. Hun sladrer ikke, mest af alt af frygt for konsekvenserne, og fordi hun elsker sin far på den forskruede måde, hun har lært af ham om kærligheden  i den kvalmende symbiose de deler. Moren forsvandt, da Turtle var spæd. Bedstefar har sine egne skeletter i skabet. Først da hun møder de jævnaldrende, ordkvikke og sympatiske drenge Jacob og Brett, der kommer fra intellektuelle overskudsfamilier, tør hun træde ud af sin skal og søge mod en normal tilværelse med fare for sit eget og andres liv.

Forfatter Gabriel Tallent fortæller om Min kæreste elskling til bloggermøde.

Det er en ganske brutal og hård bog i samme grad som Et lille liv, med mange passager man helst vil springe over, da de gør fysisk ondt at læse. Volds- og voldtægtsscener trækkes i langdrag, men trods alt doseret, så det går an (i modsætning til Et lille liv der blev for meget for mig) og man tilgiver forfatteren på grund af det formidable sprog, og især fordi han har en vigtig pointe.

“Martin ser Turtle som en forlængelse af sig selv og ikke som et individ. Han behandler hende som sin ejendom og misbruger hende på samme måde, som vi misbruger naturen,” sagde Gabriel Tallent fornylig, da jeg sammen med andre bloggere mødte ham på Politikens Forlag.

Men historien om Turtle skal ikke ses som et symbol på menneskets ondskab mod naturen. Problemet er reelt.

“Smerten ved børnemisbrug er brutal, og fænomenet er ikke så eksotisk, som vi gerne vil gøre det til. Hvert niende barn bliver misbrugt. Verden tillader det og lader børn ligge og dø. Når det gør ondt at læse om, er det bevis på, at det berører os. At vi skal tage os af hinanden. De smertefulde scener er med til at øge empatien, mener forfatteren.

Tallent fortalte også, hvordan hans roman ændrede sig undervejs i skriveprocessen fra klimabevidst økoroman med flere hovedkarakterer, udviklede den sig til en roman om Turtle og hendes vej ud af misbrugets klør men også konsekvenserne af det.

”Børnemisbrug ødelægger mennesker for livet,” understregede han.

Min kæreste elskling er en formidabel roman i bedste amerikanske fortællestil. Udnævnt til ”mesterværk” af selveste Stephen King og ”årets roman” af New York Times og med god grund faret til tops på bestsellerlisterne. Jo den skulle I absolut tage og læse.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Hr. Ferdinand/Politikens Forlag

★★★★★★

 

Lone Star af Mathilde Walter Clark

Længslen efter en fraværende far er omdrejningspunktet i Mathilde Walter Clarks umådeligt velskrevne roman Lone Star.

Den selvbiografiske roman er opdelt i to. Første del er en erindringsroman, anden del er en rejsereportage og et studie i slægtsforskning. Jeg er mest begejstret for den første, om end de begge er skrevet så smukt som en eng med vilde blomster i Danmark og en prærie med bugtende sandbakker i Texas.

The Lone Star State. Det er her Mathildes amerikanske far stammer fra, og derfor er han kun til låns i sommerferier og på sine konferenceture til København. Mathilde er lonely. Hun mærker forbindelsen til sin far. De ser ting på samme måde, men savnet overskygger møderne.

Mathilde er spæd, da hendes danske mor tager hende under armen og rejser hjem efter et kort ægteskab med Mathildes far. Alle er enige om, at han er en god og ordentlig mand, men han er også en nørdet forsker og professor i fysik, der er så optaget af sit fag, at han tilsyneladende glemmer alt og alle omkring sig i perioder. Fra Mathilde er elleve rejser hun selv til USA hver sommerferie og bor hos faren og hans nye familie, der består af en hollandsk hustru og fire halvsøskende.

Den hollandske hustru er et kapitel for sig. Hun er ikke den stereotype onde stedmor men alligevel en højst mærkværdig kvinde, hvis forældreevne man unægteligt må betvivle. Alligevel vælger hun at få i alt seks børn med den filosofiske tilgang, at hvis de ikke drukner på dybt vand, så svømmer de af sig selv. Hun er mere optaget af ejendomsprojekter og af at shoppe end af moderlig omsorg. Børnene bliver bespist med nuggets varmet op i ovnen, mens hun selv fortærer rå bøf som et overnaturligt væsen. Mathilde må ikke bade i varmt vand, og der er steder i det enorme hus i forstæderne til St. Louis, hvor hun slet ikke må være. Boligen er mere mansion end hus, og der er en utryg stemning over stedet og ikke mindst historierne i nabolaget.

Mathilde går i sommerskole med sine søskende, mens hun drømmer om farens nærvær. Det får hun kun i glimt og i breve, indtil hun er voksen, og de tager på en rejse sammen i farens hjemstavn Texas. Her besøger de slægten, dens bygninger, arkiverne og gravene. Her finder de fællesskabet mellem far og datter på trods af, at hans kone har besluttet, at han ikke længere skal se sin danske datter. Hvad den galskab bunder i er svær at blive klog på, måske er det blot galskab eller sagt lidt pænere psykisk sygdom og dermed også forklaringen på, at faren tilsyneladende ikke beder konen om at rende og hoppe, som man som læser tænker, at han burde.

Mathilde Walter Clark beskriver sit langdistance forhold til sin far i den første del så medrivende, at man flyver gennem siderne. Det er et rørende men også oprørende indblik i den akademiske families dysfunktionelle relationer, hvor hverken penge eller (ud)dannelse kan råde bod på det enorme svigt, børnene lider under. Mathilde er tydeligvis den heldige af sine søskende med en snusfornuftig mor, der har styr på sagerne i Danmark. Man fornemmer, at hun opvejer, det der tynger, så balancen er i orden. Jeg ville gerne have hørt mere om forholdet til moren, men måske er det en anden bog eller måske er det bare så fint og godt, at det bliver for uinteressant.

Sådan har jeg det desværre lidt med anden del, der bliver noget langtrukken for mig. Forfatteren har en fantastisk observationsevne og reflekterer både over stort og småt, det hun ser, og det hun hører. Fra motelværelsers indretning, spisesteders menukort, venskabet med en hund og den prægtige natur til politiske og kulturelle skel i familien over sydstaternes og byen Lockharts historie. Der er samtaler om familiens fortid som slaveejere, den nuværende våbenlovgivning, kontrasterne mellem det urbane og det rurale.

Rejsens formål er dette:

På sin stille facon mindede min far mig om hvorfor jeg er her. Han vil gerne vise mig sit Texas, så vidt muligt lade mig se stedet gennem hans øjne. Jeg forsøger til gengæld at finde ham i det jeg ser, at lære ham bedre at kende.

Mathildes far ville gerne have skrevet om familiens historie, men nu behøver han ikke. Og det er som om, at anden del er skrevet mere til ære for ham end for læserne. I glimt er det spændende, i lange stræk er det ikke. Galleriet af nulevende og afdøde slægtninge er prægtigt og overvældende, og der kunne med fordel være sorteret lidt i historierne. Det er vigtigt at kende sine rødder, men de er måske ikke lige vigtige for alle andre.

Uanset er der mange fine refleksioner undervejs, som er alment vedkommende, og alt det særlige forfatteren kan med ord og sprog findes ikke i den gængse biografi – ej heller roman.

Lone Star ér et smukt, stærkt og personligt værk, som bør læses af alle med interesse for familie, kultur og ophav.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

 

 

 

Der Der af Tommy Orange

Hvis man tror, man ved noget om, hvad det vil sige at være oprindelig, indfødt amerikaner, Native American eller kort sagt indianer i nutidens USA, så har man måske en fornemmelse af, at det ikke er helt nemt. At det er noget med enten at leve i et reservat ude i naturen, hvor man holder fast på sine kulturelle værdier, eller at assimilere sig blandt alle de andre hårdtarbejdende, moderne mennesker i storbyens melting pot. I Tommy Oranges gennembrudsroman Der Der bliver de barske realiteter – det må man formode, idet forfatteren selv er indianer – kastet lige i synet på læseren, og de er værre end de værste anelser. En trøstesløs negativ spiral af social arv, ulighed og uretfærdighed.

Der Der er et nedslående indblik i den amerikanske hverdag for ikke mindre end tolv forskellige personer af oprindelig herkomst. Mennesker der på hver sin vis lever med konsekvenserne af knap et par århundreder af dårligt selvværd trukket nedover hovedet på dem af de hvide erobrere, der tog deres land og frarøvede dem alt. Ikke kun liv og lemmer og den stolthed der ellers havde præget naturfolket men hele kernen af deres identitet.

Den forsøger de at genskabe til de årlige Powwow festivaller, hvor de ifører sig kostumer med læder og fjer og opfører de oprindelige trommedanse, sange og ceremonier. De få, der kan betegne sig som mønsterbrydere arbejder ofte i NGO-støttede programmer, der har til formål at bevare den kulturelle arv. Størstedelen af befolkningsgruppen har for længst tabt kontakten til det oprindelige og lever rodløse tilværelser ofte på bunden af samfundet. Flere i en døs af misbrug, vold og  håbløshed.

Nogle af os har sådan en følelse indeni hele tiden, som om vi har gjort noget forkert. Som om vi selv er forkerte. Som om dem vi er inderst inde, det vi gerne vil navngive, men ikke kan, det er som om, vi er bange for at blive straffet for det. Så vi gemmer os. Vi drikker alkohol, fordi det hjælper os til at føle, at vi kan være os selv uden at være bange. Men vi straffer os selv med det. Det vi allernødigst vil, lander lige oven på os.

Den spøjse titel Der Der henviser til den nordcaliforniske by Oakland, hvor det ekstra Der betegner et sted, der har forandret sig så meget, at det ikke længere findes. “Der er ikke noget der der.” Det sted der var og er, men hvor selv minderne om der, hvor man voksede op er fortabt i uigenkendelighedens tåger. Udtrykket er hentet fra et digt af forfatteren Gertrude Stein, som på et tidspunkt boede i Oakland og skrev om det.

Der Der er forfatterens romandebut, og den er så gribende. Trods de korte bekendtskaber med personerne fanger hvert kapitel som små uafhængige og vanvittigt velskrevne noveller, men samtidig er det en fornemt sammensat fortælling, hvor de alle til slut mødes ved Oaklands Powwow, der udvikler sig fra fest til tragedie.

Det er noget af det stærkeste, jeg har læst længe. Brilliant, relevant og oplysende. Det er hjerteskærende og dybt rørende social realisme med stor sproglig og litterær skønhed.

En roman der er svær at slippe, også efter den er læst. Må den få al den kærlighed, den fortjener.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

 

 

Ondskabens Hotel af Stephen King

I andre har sikkert læst Kings klassiske horror-historie Ondskabens Hotel, da I var tolv år, men dengang var jeg mere optaget af Tine Bryldsk socialrealisme, John Irving og den slags. Jeg så heller ikke filmen andet end i korte klip, når den blev vist på TV. Jeg turde simpelthen ikke og blev nødt til at zappe væk. Billedet af hotelgange, der blev oversvømmet af en flodbølge af blod har været indprentet i hukommelsen, siden forfilmene kørte i biografen. Jeg var en lille splejs dengang og havde allernådigst fået lov at se den nyeste voksenfilm med John Travolta. Men jeg havde svært ved at koncentrere mig om John T. i en eller anden B-thriller, for det blødende hotel ville ikke forlade min hjerne.

2017 blev året hvor jeg tog mig sammen og så filmen The Shining i den lange version under repremieren i Imperial, og det blev også året, hvor jeg efterfølgende læste bogen, da jeg fik en flot genudgivelse i hænderne fra Forlaget Hr. Ferdinand.

Film og roman deler vandene. Nogle foretrækker den ene fremfor den anden. De er begge skabt af store mesterfortællere med hver deres geniale og unikke udtryk. Stephen King med litterær overbevisning og Stanley Kubrick med et visuelt mesterværk.

Begge værker skræmte mig, så det kunne mærkes fysisk. På mange måder ligner de hinanden og på andre slet ikke. Efter begge sad jeg tilbage med en nærmest stolt fornemmelse af at være stået igennem og have tilegnet mig en oplevelse, der sad fast i bevidstheden længere, end det var ønskeligt. Effekten var størst under filmen, hvor alene den skærende musik helt fra starten fik mig til at sidde som en spændt flitsbue i over to timer. Det er en fantastisk og sindsoprivende film. Den er langt mere subtil end bogen og spækket med en symbolik, der kan tolkes i et utal af psykologiske retninger. Især i forhold til relationen mellem far, mor og barn.

Men det her skal jo handle om romanen, som er mere direkte og tydelig i sit handlingsforløb. Den har ikke de samme lag som filmen, og så er den mere væmmelig og grafisk i sin beskrivelse af spøgelser og splat.

Ondskabens Hotel handler kort fortalt om lille Danny, der er synsk. Hans far Jack Torrence er en frustreret og alkoholiseret forfatter med skrivekrise. Han får tilbudt job som opsynsmand på et afsondret luksus hotel, The Overlook Hotel, der er lukket under vintersæsonen. Jack øjner en chance for at få tid og ro til at skrive. Danny og hans mor Wendy flytter med, og så snart sneen falder, kan de ikke komme væk fra hotellet på grund af lukkede bjergveje. Danny fornemmer fra starten, at hotellet vil dem noget ondt, og det varer da heller ikke længe, før spøgelserne dukker op.

Danny ser skrækkelige syn, og bliver tiltagende bange for sin far, da det går op for ham, at Jack er ved at blive drevet til vanvid af hotellets dårlige energier og har planer om at udslette sin familie, ligesom en tidligere opsynsmand på hotellet har gjort før ham. Det hele er meget nervepirrende fra start til slut.

Uanset om du er til horror-genren eller ej, så er en præsentation af Stephen King nok overflødig. Men skulle du være i tvivl, så er King en formidabel forfatter, der skriver skarpt, præcist og rammende med en sikker sans for at opbygge sin historie og skabe karakterer og plot, der sidder lige i skabet. Overnaturlige elementer eller ej, så hænger en King historie altid overbevisende sammen og får læseren til at glemme alt andet. Desuden har King skrevet meget andet end horror, så der er en roman for enhver smag.

Der er også en grund til, at det er King, som mange forfattere henviser til, når de skal anbefale andre en god bog om at skrive, og hvis du kun vil læse en bog af King, så er det den, du vælger: Om at skrive af Stephen King. For den handler også om forfatterens eget liv og er spækket med gode og brugbare råd til os, der skriver.

Hvis du er frisk på en god gyser og stadig har den til gode, så er det bare med at komme i gang med Ondskabens Hotel. Romanen kan med fordel læses ved højlys dag og i selskab med andre. Så uhyggelig er den.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Hr. Ferdinand

The Night of the Gun

A reporter investigates the darkest story of his life. His own. David Carrs erindringer giver fuld valuta for den tagline. Den får lov at stå på engelsk i al sin styrke, for The Night of the Gun er af uforståelige årsager endnu ikke blevet oversat til dansk. Journalistens personlige historie er så vild, at den strider mod al logik. En yderst velskrevet biografi, der får selv det mest dramatiske stykke fiktion til at blegne.

David Carr igangsatte i en ung alder en lovende karriere som reporter i Minneapolis. Med et usædvanligt skrivetalent, hurtighed på tasterne, evnen til at stille syleskarpe spørgsmål og frygtløs konfrontation og diskussionslyst med alle slags kilder, havde han alle odds med sig.

Men han havde også en grænseløs svaghed for stoffer og alkohol og en afhængighed af beruselsen, der var ved at ødelægge det hele. Som ung reporter levede han et dobbeltliv i samme overhalingsbane som en Christiane F. og blev hooked på det hele; kokain, sprut, crack, heroin. Om dagen afslørede han korruption hos magthaverne, om natten hang han ud med kriminelle. Han røg ind og ud af afvænning, blev anholdt adskillige gange for kørsel under påvirkning, var en stodder overfor sine kærester, blev fyret og hyret igen og igen, og så var der den nat, han trak en pistol mod sin bedste ven. Eller gjorde han?

I sit erindringsværk undersøger Carr, hvad der er op og ned i hans engang konstant påvirkede hukommelse ved at opsøge og dybdeinterviewe alle dem, der kendte ham.

Vendepunktet kom, da hans kokain-pushende, narkoman kæreste blev gravid med tvillinger. Hun kunne ikke opgive the Life, men det formåede Carr, da parret stod til at få fjernet deres børn af myndighederne. Døtrene voksede op i hans varetægt med hjælp fra familie og venner. Stofferne blev lagt endegyldigt på hylden, og Carr koncentrerede sig fuldt ud om sin familie og sit job. Fik ny kone, et tredje barn og spændende jobtilbud. I mellemtiden måtte han som nyafvænnet også igennem et kræftforløb i en alder af 32, og senere da livet blev for idyllisk en ny periode som alkoholiker, der var tæt på at ende fatalt. Alle nedturene overvandt han. Carr ser dog langtfra sig selv som “et godt menneske”, der er kommet sikkert ud på den anden side. Afhængigheden lever videre i ham, men han lærer at kontrollere den. Vidnerne til hans historie beretter om en langtfra perfekt omend hæderlig far og utvivlsomt en hamrende dygtig journalist.

Hvis du har set den fremragende dokumentar Page One om arbejdslivet på New York Times, så husker du uden tvivl den markante reporter med den hæse stemme og lettere ironiske tilgang til livet. Journalistikken tog han derimod yderst seriøst.

Carr endte sine dage som yderst velanset stjernereporter på den hæderkronede avis og døde midt i karrierens højdepunkt i en alder af 58 af lungekræft.

The Night of the Gun er en af den slags historier, der er så forrykt, at den kun kan være sket i virkeligheden. Men den er også en fantastisk overlevelseshistorie og et modigt selvudleverende portræt af en mand, der ikke holder noget tilbage. Carr vil til bunds i sandheden om sine udåder, og han forsøger på intet tidspunkt at forsvare sig selv eller pynte på noget til sin egen fordel. Snarere tværtimod.

Også som forfatter skriver han rammende, rørende og usentimentalt og trods det dystre tema, er hans historie gennemsyret af ironi og humor, der letter og løfter, så det hele er til at holde ud.

Med sproglig overlegenhed reflekterer Carr klogt om emner som faderskab, parforhold, journalistik, afhængighedens væsen og erindringers vrangforestillinger:

Even so, my past is a phantom limb, something I feel the presence of but cannot touch. John Updike called it part of our ”dead unrecoverable selves.” When the past is shifted to the present moment, it is infected by a consistency bias that requires that all things fit together, whether they do or not. Examine your own family history and folklore if you don’t buy it. How many of those stories are literally, exactly true?

Mit eneste problem med bogen er, at Carr ikke rigtigt afsøger årsagen til, at han kunne komme så langt ud. Der er ikke nogen forklaring på, at en velbegavet mand med en universitetsgrad og gennemsnitlig middelklassebaggrund i en kernefamilie kan fucke sit liv op i så høj en grad. Men det er formentlig pointen. Afhængighed handler ikke om klasse eller social baggrund. Det handler om at være uheldigt disponibel for den sygdom afhængighed er.

Han nævner ungdommens rastløshed og en trang til at begive sig ud i farezonerne, og at der måske er noget med genetikken og anlæg for afhængighed i familien. Og så er der hele miljøet omkring Minneapolis og amerikanske storbyer i 1980’erne, hvor kokain åbenbart kunne fås på linje med sjusserne bag baren. Det lagde jeg nu ikke synderligt mærke til, da jeg selv boede i byen i 1990/91 og nøjedes med gin og tonic.

I sin helhed er Carrs historie en fremragende afsondring af mørket og lyset i en vildfaren sjæl, om at dykke dybt ned i sølet og rejse sig igen. Gennem journalistikken afsøger Carr sandheden om sit liv, og han gør det med en faglighed og professionalisme, som mange andre biografier kunne lære noget af.

Da jeg afsluttede bogen var det først og fremmest med en dyb undren over, at Carrs historie endnu ikke er blevet filmatiseret. Men det projekt er faktisk i gang. Som tv-serie med selveste Bob Odenkirk fra Better Call Saul i hovedrollen. Det kan næsten ikke gå galt.

 

Niksen af Nathan Hill

skaermbillede-2017-02-28-kl-14-42-13Hvis du som jeg har en forkærlighed for romaner, der giver sig i kast med den store amerikanske fortælling, så fejer du læsebunken af natbordet og går i gang med Niksen af Nathan Hill. Jeg elsker hver eneste sætning i den her bog i en grad, at jeg får hvide lyspletter for øjnene, hver gang jeg læser let henover linjerne i stedet for at dvæle og suge ordenes handling og mening ind som hjerneføde og fornyet læseenergi. For det giver den i rige mængder, udover at den er eventyrligt underholdende, morsom, rørende og nærmest uhyggeligt forudseende aktuel i sit syn på politik og medier.

Ud af romanens 750 sider har jeg markeret cirka 500, fordi de er spækket med stærke sætninger skrevet i et klart og formfuldendt sprog med tankevækkende citater og skarp samfundskritik. En helt igennem imponerende debut af Nathan Hill, som har taget sig ti år om at skrive sin fantastiske historie, ligesom Donna Tartt gjorde med Stillidsen. Det giver litterære point, når en forfatter gør sig så meget umage, og tendensen med at skrive lange romaner giver fuldstændig mening i dette tilfælde. Der er ikke en linje for meget.

Historien udspiller sig i Chicago, New York, Iowa og Nordnorge og springer i tid mellem 1968, 1988 og 2011. Samuel er en først lovende, nu falleret og ensom forfatter. Han skylder sit forlag en bog på grund af et forskud, han for længst har opbrugt, underviser i litteratur på college for at overleve og spiller computerspil resten af døgnet i kamp mellem elve og orker.

Hans mor Faye forlod ham pludseligt, da han var 11 uden en forklaring, og hans store kærlighed fra barndommen går tabt på samme tidspunkt. Efter tyve år uden kontakt dukker Faye op i medierne, anholdt for terrorisme, fordi hun har kastet med sten mod en yderst højresnoet guvernør, der stiller op til præsidentvalget. Et billede fra en protestdemonstration i 68’ skaber overskrifter om en radikal hippie, der sågar har været anholdt for prostitution. Samuel kender kun sin mor som indadvendt, kærlig husmor i Iowa, der forsvandt ud af hans liv og tog trygheden med sig fra den ene dag til den anden. Morens historie kan være Samuels redning mod et sagsanlæg fra sit forlag, og han går i gang med at researche til sin bog om Hippie Terroristen.

Undervejs får han hjælp fra en medspiller på nettet ved navn Pwanage, hvis livsstil vil få alarmklokkerne til at runge hos enhver forældre til en gamerboy. Samtidig bliver han udsat for en hævnaktion fra en elev, Lede Laura der giver begrebet narcisisme nye vidder, og hvis projekt han har dumpet, fordi hun har skrevet det af fra nettet. Samuel er i krise, men efter Fayes mening er en krise slet ikke en krise, men blot en ny begyndelse. ..Alle virkelige forandringer bør i første omgang skræmme dig.

I sin efterforskning møder Samuel markante personer fra sin mors fortid, og får åbnet sprækkerne ind til en forståelse af hendes uforståelige valg og en erkendelse af, at æblet nok ikke falder så langt fra stammen, og at niksen! flytter med, uanset hvad man selv måtte mene. Flere af bogens temaer rammer lige i hjertekulen, og nedslående nok er de, der handler om kvindens emancipation, kampen mod misogyni og for menneskerettigheder som ved et trylleslag blevet tæt på ligeså højspændt nu i 2017, som de var i 1968.

Niksen er både storslået familiesaga, psykologisk drama, politisk satire og skarptslebet samtidskritik. Helt på højde med Donna Tartt, Jonathan Franzen, og jeg vil mene højere end John Irving, som han også er blevet sammenlignet med.

Nathan Hill er godt i gang med at indtage det litterære verdensherredømme med sin roman, og en tv-serie baseret på The Nix er allerede under produktion med selveste Meryl Streep i hovedrollen. Man kan så vælge at se den som et bud på, hvordan det var gået, hvis hun aldrig var vendt tilbage til det barn, hun forlod i Kramer mod Kramer eller som en forlængelse af sin nyligt vundne status som Hollywoods talerør og oprør mod det nye politiske regime i USA, der knap har varet to måneder men føles som to år. Det kan kun blive godt, og jeg glæder mig.

Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

Pigerne af Emma Cline

skaermbillede-2016-10-13-kl-17-55-04Jeg var lidt skeptisk, da jeg fik den i hænderne, for der er gået for meget modebølge i Manson-kulten – også i TV-verdenen, hvor jeg hurtigt blev træt af serien Aquarius. Men romanen Pigerne af debuterende Emma Cline er  helt og aldeles fremragende.

Det er den først og fremmest på grund af sin fornemme prosa, de velafpudsede sætninger og skarpe betragtninger om livets uretfærdigheder, og fordi den handler mere om fremmedgjorte pigeliv end om at blive en del af en morderisk kult.

Evie er ung i sluttressernes Californien, hendes forældre bliver skilt og hurtigt optaget af nye kærester og helt fraværende overfor, hvad Evie har gang i. Hun skal alligevel snart på kostskole. Om moderens nye forhold siger hun:

Jeg hadede den ufrivillige viden; at jeg var begyndt at bemærke hvert et lille skift i magt og kontrol, finter og stød. Hvorfor kunne forhold mellem mennesker ikke være ligeværdige; hvorfor kunne begge parter ikke føle den samme interesse som tiden gik?

Evie har selv få og intetsigende venner, men da hun møder Suzanne og hendes slæng har de en dragende effekt på hende. Pigerne er en del af en sekt under ledelse af den magnetisk tiltrækkende Russel, der forstår at plædere for betydningen af den ultimative frihed – så længe han bestemmer.

Romanen er heldigvis ikke en glorificerende fascination af den modbydelige del af hippiebevægelsen i USA, som bogen er inspireret af. Det ér umuligt at se nuancer i den udåd, der blev begået her. Den er snarere et forsøg på at forstå hvorfor en flok helt unge kvinder bliver så tryllebundet af en sektleders karisma, at de ender med at begå mord på bestialsk vis og på dennes foranledning. Evie lader sig forføre til frisindet sex og syretrips men er mest fascineret af en af disciplene; farlige, frie og frygtløse Suzanne. Det er mødet med hende, der trækker Evie til ranchen, hvor sekten bor og lever i pjalter og snavs som en slags skraldere på en losseplads. Men i modsætning til de velbjergede men tomme LA-villaer giver stedet mening og samhørighed for Evie, i hvert fald til at begynde med.

De fleste kvinder med sin indre teenager i erindringen vil genkende de modstridende følelser mellem ret og vrang og længslen efter oprøret og den altopslugende kærlighed, der rumsterer i Evie. Romanen er nu ikke i genren YA (Young Adult), den har en ligeså universel appel til voksne. Vi følger Evie både som fjortenårig og som midaldrende kvinde, der ser tilbage på en omflakkende og ensom tilværelse, der til dels skyldes de valg, hun traf som teenager. Hun bor midlertidigt i en vens hus, og da dennes bad boy af en søn og hans kæreste Sasha kommer uventet forbi, opstår der en forbindelse mellem kvinderne. Evie genser i Sasha sit eget usikre teenagejeg, en pige der lader sig udnytte, fordi det er mere interessant end bare at være usynlig.

Plot er der ikke meget af. Det er mere en stille strøm af sproglig og følelsesfuld skønhed. Vi kender på forhånd det rædselsscenarie, historien bevæger sig henimod, og vi ved tidligt, at Evie ikke deltager i blodbadet, men om hun havde været i stand til det er en anden sag…

Det er virkelig en imponerende debut af kun 27-årige Emma Cline, som både forstår at sætte sig overbevisende ind i en anden tidsepoke, hun aldrig har været en del af, og som skriver som en drøm. Bogen er spækket med mindeværdige linjer som denne:

Vi havde været sammen med mændene, vi havde ladet dem gøre hvad de ville. Men de ville aldrig komme til at kende de dele af os, som vi holdt skjult for dem, de ville aldrig fornemme, at der manglede noget, ja, de ville ikke engang få den tanke, at der var mere at lede efter.

 Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

 

Et lille liv af Hanya Yanagihara

skaermbillede-2016-10-13-kl-16-54-04I sin helhed er Hanya Yanagiharas roste roman Et Lille Liv en fremragende bog, men med tanke på need to know, nice to know og don’t wanna know indeholder romanen for meget af det sidste. Derfor har jeg det meget blandet med den. Den er et klasseeksempel på, at en forfatter bør lytte til sin redaktør. Også når forfatteren er overbevist om at have leveret et mesterværk.

Fornylig fortalte Yanagihara om sin bog i Politikens boghal, om hvordan hun havde insisteret på, at bogens omfang skulle bibeholdes på de knap 800 sider ud fra argumentet om, at hun skriver for karakterernes skyld og ikke for sin egen eller læsernes. Hendes forlag ønskede en nedredigering, men forfatteren var kompromisløs og slap godt fra det. Forlaget ville stadig udgive, romanen blev en kæmpe succes, og alle er glade.

Jeg skal lige pointere, at jeg på ingen måde har noget imod eller svært ved at læse lange romaner. Især ikke hvis de holder mig fanget med nye og ikke forudsigelige begivenheder, og jeg lærer nyt og væsentligt om hovedpersonen og dennes udvikling. For eksempel kunne jeg ikke få nok af Stillidsen som var på cirka 600 sider, og da jeg nåede mod slutningen ville ønske, der var 600 mere. Da jeg læste Et Lille Liv, ville jeg ønske, der var 300 mindre og mod slutningen havde jeg lyst til at kyle den tunge bog ud af vinduet med fare for at slå nogen ihjel.

Historien trak ud i overdrevet langdrag, mens jeg kæmpede for at nå i mål, da jeg trods alt involverede mig så meget, at jeg måtte have det hele med. Desværre var slutningen og forløsningen på fortællingen helt forudsigelig. Og selvom der er et par overraskelser undervejs, er vejen dertil fyldt op af gentagelse på gentagelse. Pointerne om hovedpersonens lidelser og gøremål i hverdagen, hans formidable evner til at præstere alting og være elskelig uden selv at fatte det, bliver banket ind med syvtommersøm. Jeg synes, det er lidt en hån mod læserne og vores sparsomme tid.

Når det så er sagt, vil jeg stadigvæk anbefale Et Lille Liv for alle de tålmodige, for romanen besidder en særlig originalitet og en fantastisk indlevelsesevne i et plaget liv.

Jude St. Francis er omdrejningspunktet for fire venner, hvis liv i New York vi følger over en periode på fyrre år. De møder hinanden på college, hvor Jude er optaget med særstipendier og en skjult fortid, der er så mørk og traumatisk, at det overskrider ens fatteevne. Vennerne opfatter hurtigt, at de ikke skal spørge ind til de tunge lig i lasten, den uovervindeligt stakkels Jude bærer rundt på. De accepterer det og gennem alle årene, oplever Jude en ubetinget, bundløs og uoverstigelig kærlighed fra sine tre trofaste venner. Og også fra sin universitetslærer og hans kone, som adopterer ham og opfatter ham som deres egen søn samt hans trofaste læge Andy. Problemet med Jude er, at han er så psykisk og fysisk skadet fra barn og indtil sit sekstende år, at genoprejsningen og troen på, at han er noget værd, og at nogen kan elske ham er umulig.

Udadtil bliver han en succesfuld og hyperbegavet advokat. Indadtil lever han et lille usselt liv, hvor han dagligt må pine sig selv for at føle blot en snert af eksistensberettigelse her i verden. Han skærer i sig selv og kaster sig ind i vægge, for at den fysiske smerte kan dulme den psykiske.

I første del af romanen følger vi hver af de fire venners rejse fra studier og ind i de mest privilegerede kredse i New York. JB bliver anerkendt kunstmaler men slås kontinuerligt med kærligheden, Willem bliver feteret skuespiller og kan vælge og vrage, men hans hjerte tilhører kun én, Malcolm er arkitekt med ambitioner, der ikke helt bliver indfriet men ellers fast forhold og styr på tingene. Det følelsesmæssige bånd mellem dem og loyaliteten der forbliver intakt, selvom de alle udvikler sig i forskellige retninger er et forfriskende og fornyende syn på kærlighed og relationer helt i tråd med den moderne urbane tidsånd. Parforhold er midlertidige, ægte venskaber varer evigt, og vennerne er familien.

Jude forstår det før de andre, for som han siger til en ensom teenagedreng, han hjælper med lektierne:

Jeg tror, at det eneste trick, der er med venskaber, det er at finde mennesker, der er bedre end én selv. Ikke smartere, ikke sejere, men sødere og mere åbne og overbærende…og værdsætte dem for det, de kan lære én, uanset hvor skidt – eller godt – det er, og have tillid til dem, hvilket er det sværeste. Men også det bedste.

Snart er det Jude, og hans dystre fortid, det handler om. Hans lille liv påvirker de andres på skæbnesvangre måder, men de svigter ham ikke et eneste sekund, selvom han gør alt, hvad han kan for at skubbe dem væk, og det er det virkeligt smukke i denne roman.

Fortællingen er yderst velskrevet i et fint og flydende sprog, men det er især empatien for personerne, man bemærker. Forfatterens evne til at sætte sig i sine karakterers sted og forstå begivenheder fra deres synsvinkel er forbilledlig.

De modbydeligheder der overgår Jude i hans ungdom er til gengæld så rædselsfulde, at det tangerer en parodi på en horrorfilm. Jeg kan godt tåle den slags, og formålet er tydeligt og berettiget. Men her er det så overdrevet, at jeg faktisk ikke kan tage det ind og derfor heller ikke bliver helt ramt eller berørt af det, som intentionen tydeligvis er. Andre anmeldere siger, at de græder floder af tårer, når de læser. Og selv om romanen muligvis skal forstås i et skær af en Dickens fortælling, er det for mig simpelthen for utroværdigt, at så megen ondskab kan ramme et enkelt ungt menneske på så kort tid. At uretfærdighederne til gengæld fortsætter med at slå ham ned som voksen, på trods af al den ubetingede og til dels også urealistiske kærlighed, der strømmer mod ham, er nemmere at forstå, da han nærmest selv beder om dem med sin ødelagte og selvdestruktive sjæl. Det vil der helt sikkert være delte meninger om, ligesom der også er det om, hvorvidt bogen skulle have være kortere eller ej.

Læs den endelig for dens originalitet, hvis du har god tid, og er du i en læsegruppe, er den det rene guf og helt oplagt til en god lang diskussion. Der er virkelig noget af tage fat på.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

Purity af Jonathan Franzen

Skærmbillede 2016-08-26 kl. 10.11.52Litterater verden over har for længst vedtaget, at Jonathan Franzen er en af de forfattere enhver bogelsker med respekt for sig selv bliver nødt til at læse. Jeg var ikke mega-fan af hans forrige roman Frihed, som blev udråbt til en af de største amerikanske romaner i vor tid. Men jeg læste den da færdig. Til gengæld er jeg rimelig begejstret for forfatterens seneste Purity.

Korrektioner var gennembruddet for Franzen tilbage i 2002 og er efter nogles mening den bedste. Den har jeg stadig tilgode, selv om den har været med hjemme fra biblioteket utallige gange. Uanset hvad man mener om Franzen, er det uomtvisteligt, at han skriver godt som i formidabelt godt. Ikke alene i evnen til at fortælle en god og vigtig historie, men oveni formår han at løfte både sprog og samtidskritik til nye højder.

Purity har stort set alt det en roman skal have, når den er allerbedst. Interessante, spøjse karakterer med komplekse familierelationer man godt vil følge 6-700 sider og mange timer frem, et eminent konstrueret plot, der strækker sig over tid og kontinenter, sproglig overlegenhed og spiddende skildring af alt det der er galt med verden, her i en amerikansk men også global og historisk kontekst. Herunder en velanbragt, strittende og anklagende pegefinger mod Internettet og de sociale medier.

Der mangler dog en ting. Den rører ikke rigtigt ved mine følelser. Jeg bliver ikke grebet af personernes skæbne, som jeg gør af Theo Decker i Donna Tarts Stillidsen (nok den bedste amerikanske roman, jeg har læst til dato) og af Jude St. Francis som er hovedperson i Et lille liv af Hanya Yanagihara, en absurd lang roman, som jeg læser nu. Og jeg læser den færdig netop fordi, jeg må vide, hvad det hele ender med for Jude. Både Jude og Theo bliver lidt ligesom ens bedste venner, som læsningen skrider frem. Det gør Purity ikke helt på samme måde.

Men hvorfor skal vi så læse Jonathan Franzen?

Det skal vi først og fremmest fordi, Franzen er en klog forfatter med særdeles velpudsede briller, der ser den politiske tilstand og tilværelsen med klarhed og humor og sætter vores eget liv og plads her i verden i perspektiv. De fleste af hans karakterer er ofte overbegavede, overdrevet talentfulde og overmenneskelige på grænsen til det satiriske men aldrig kedelige. Det han har på hjerte er alment vedkommende for det privilegerede menneske med et moderne liv, og alt hvad det indebærer af informationsoverflod, sandhedssøgen, skyhøje ambitioner, opløste familier, mangel på fællesskab og ensomhed.

Purity er hovedperson i romanen, som til daglig bærer navnet Pip Tyler. En ung søgende, højt begavet og ja til en vis grad ren og uskyldig sjæl med en tårnhøj studiegæld. Hun er opvokset i tæt samhørighed med sin enlige mor i en hytte i Californien, en mor med psykiske problemer, som har trukket sig fra verden og gemmer på en del hemmeligheder, blandt andet identiteten på Pips far. Pip flytter til Oakland og bor i en slumejendom sammen med andre unge politisk bevidste. Efter en ulykkelig forelskelse kommer hun i kontakt med en tysk informationsaktivist Andreas Wolf, som har opnået verdensomspændende gurustatus og styrer et sektlignende projekt i Bolivia. En karakter inspireret af den ret så plettede Julian Assange og Wikileaks. Andreas Wolf har stærke interesser i Pip af grunde, hun ikke forstår men som bliver rullet op i løbet af romanen med langstrakte tilbageblik til USA i 1980’erne og Øst-Berlin under den kolde krig. Pip involverer sig i projektet i håb om at møde sin far. I det forløb bliver hun konfronteret med slagsiden af menneskeheden og mister i samme takt sin renhed, eller skal vi sige troen på det gode, renheden og sandheden i idealistiske formål. Som de fleste af os jo gør, som årene går, og erfaringerne spænder til i bagagen. I historien indgår et mord drama samt op til flere dybt dysfunktionelle men også fascinerende familie og kærlighedsrelationer. Da historien når sin slutning, er Purity ikke blot en hel del ubehagelige sandheder klogere på sin familie, sin fortid og verden som sådan men også på sig selv. Verden er i bund og grund sindssyg og spækket med magtbegær på alle tænkelige planer, ingen er rene, men alligevel er der kun en vej frem: at prøve at gøre det bedre.

Historien er i al sin kompleksitet blændende godt fortalt fortalt med et hav af referencer og mindst ligeså spændende som den mest solide krimi.

Et eksempel her fra Andreas Wolfs tankerække, da han sammenligner sin opvækst i den Østtyske Republik med sit nuværende liv i Det Nye Regime:

De privilegier man kunne opnå i Republikken, havde været kummerlige, en telefon, en lejlighed med en smule luft og lys, den altoverskyggende vigtige rejsetilladelse, men måske ikke mere kummerlige end at have et bestemt antal followers på Twitter, en Facebook profil med masser af likes og en gang imellem fire minutter på CNBC. Det virkelig tiltrækkende ved apparatjikismen var trygheden ved at høre til. Udenfor lugtede luften af svovl, maden var dårlig, økonomien døende, kynismen blomstrende, men indenfor var sejren over klassefjenden sikret. Indenfor studerede professoren og ingeniøren ved den tyske arbejders fødder. Udenfor forsvandt middelklassen hurtigere end indlandsisen, xenofober vandt valg eller opbyggede lagre af automatvåben, krigsførende stammer slagtede hinanden af gammel vane, men indenfor gjorde mangler: disruptive nye teknologier med ét slag traditionel politik forældet. Indenfor var decentrale ad-hoc samfund i gang med at nytænke reglerne for kreativitet, revolutionen belønnede de risikovillige, som forstod netværkernes magt. Det Nye Regime genbrugte endda den gamle Republiks buzzwords, fællesskab, samarbejde. Aksiomatisk for begge var at en ny menneskerace var ved at opstå. Hvad dette angik var apparatjiks af enhver slags enige. Det bekymrede dem tilsyneladende aldrig at deres herskende elite udgjordes af eksemplarer af den grådige, brutale gamle menneskerace.

Tal lige om at være på forkant med udviklingen og så helt og aldeles genialt beskrevet.

Nogle af passagerne er strakt ud, så det føles som en evighed at komme igennem, men der hvor Franzen er ved at drive én til vanvid, for eksempel med udpenslingen af et intenst og mildt sagt usundt kærlighedsforhold, kompenserer han rigeligt med sit fantastiske sprog, sin indsigt og sit udsyn.

Purity er en fuldfed og fremragende roman, sprængfyldt af litterære vitaminer og skarpe observationer om samtiden, og os der lever i den.