Krimi og kram i Fængslet

Den årlige krimimesse i Horsens fandt sted for lidt over en uge siden, og det var ligeså festligt, folkeligt og fornøjeligt som ventet og i de helt perfekte rammer i og omkring det gamle Horsens Statsfængsel. Udover at danne kulisse for diverse kulturarrangementer fungerer Fængslet i dag som museum. Desværre nåede jeg ikke rundturen i selve celleafdelingen, der tager cirka to timer, så den må jeg have tilgode.

Det var mit første besøg på Krimimessen men absolut ikke det sidste. For selvom messen ligesom Bogforum kan være lidt af et gedemarked, når mange bogglade mennesker stimler sammen for at høre de populæreste blandt 150 deltagende forfattere, så er der også en helt særlig og hyggelig stemning, hvor det faktisk er muligt at hilse på favoritterne og få en signatur, en snak og en ordentlig bunke billigere bøger med hjem. Og hold da lige fest hvor folk slæbte i store stofposer. Nogle var allerede ude af messen med fyldte net, nærmest inden den var begyndt. Måske skulle de bare pakkes ned i bilen for så at vende tilbage og blive fyldt op på ny?

Der var mange, mange, mange flere mennesker på Krimimessen, end det ses her.

7.500 krimifans besøgte messen i år, og det var publikumsrekord. Godt gået Horsens!

Jeg stiller åbenbart spørgsmål mod publikum henvendt til tålmodige Sofie Sarenbrant.

Jeg varetog i alt fem interviews og mødte tre svenske krimistjerner, Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal, en islandsk komet Lilja Sigurdardottir og en dansk debutant Jesper Nilausen. Det var en fornøjelse at møde forfatterne, og vi havde gode samtaler om de yderst relevante temaer i tiden, de hver for sig tager op i deres bøger. Fra ny kriminalitet der følger med teknologiens udvikling, krænkelser og overgreb, kokainsmugling og finanskrise på rygende vulkaner, hjemmerøveri og anklagende facebook grupper til ægteskabskrise og et overset kapitel fra 2. Verdenskrig samt terror i København.

Tiden mellem interviews gik med at hilse på bekendte og kramme venner og kollegaer. Vejret var helt fantastisk, og det var skønt at spankulere rundt i den friske luft mellem indslagene. Det havde muligvis ikke været ligeså fed en oplevelse, hvis det havde været hundekoldt og regnen styrtede ned udenfor, for pladsen kan være trang i teltene, og køerne til mad, kaffe og toiletpauser kan trække ud.

Ulla Hinge Thomsen interviewer C.L. Taylor, Sarah Vaughn og Rachel Abbot with a lovely British accent.

Som publikum nåede jeg slet ikke alle de indslag, jeg gerne ville. Men jeg hyggede mig både med panelsamtaler mellem de engelske forfattere og de svenske, som kaster et særligt format over messen. Som bogblogger har jeg haft privilegiet af at høre de danske flere gange, så dem nåede jeg stort set ikke her. Men herligt at der var prisregn over blandt andre Jussi Adler-Olsen der vandt publikumsprisen, Jesper Stein modtog Harald Mogensen prisen for årets bedste krimi, Solo, og Anne-Marie Vedsø Olesen vandt Horror-prisen for Lucie.

 

Stephanie Caruana interviewer Pernilla Ericson.

Jeg er nødt til at fremhæve, at mødet med Pernilla Ericson, gjorde et stærkt indtryk, for hun har skrevet en dybt foruroligende krimi, der tager afsæt i virkeligheden. Det er den værste og den bedste krimi, jeg har læst længe. Det handler om hate-crime i form af seksuelle overgreb og voldtægt begået efter hacking af telefoner. Forbrydere skriver falske beskeder fra ofrene, så det ser ud som om, de godt ville og selv inviterede voldsmændene via en dating app. På den måde kan gerningsmænd ikke retsforfølges og går fri. Dette var nær ved at ske for en svensk gamer og tech-influencer, der udover at blive voldsomt krænket selv i cyberspace, fordi hun tillader sig at game som kvinde, en dag blev overrasket i sit eget hjem af en mand, der troede, de skulle have sex. Hun nåede dog at få krænkeren til at forstå, at hun ikke selv havde inviteret ham indenfor, før det gik helt galt. Den digitale udvikling skaber altså helt nye former for kriminalitet gennem hacking og overvågning, som man helst ikke vil tænke på men er nødt til at forholde sig til.

Vildfremmed er tredje bind i en serie, som på mange måder ligner traditionelle krimier med en specialgruppe bestående af politifolk og tech-eksperter, der både skal opklare og forhindre forbrydelser. Men temaerne, Pernilla Ericson, som også er journalist og forkæmper for kvinders rettigheder, tager op, er gennemresearchede og så vigtige, at jeg nærmest vil betegne i hvert fald denne i serien som et mustread. Den falder lige ind i #Metoo-debatten og med mildt sagt skræmmende perspektiver. Læs den!

 

Krimimessen er en stor selfie-fest, og jeg havde en rigtig god samtale med Pernilla Ericson, også efter interviewet.

 

 

 

 

 

 

 

Mødet med Lilja Sigurdardottir var alletiders. Hun spreder godt humør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg vil også fremhæve islandske Lilja Sigurdardottir, som har skrevet en Reykjavik-Noir trilogi, hvoraf Fælden og Snaren er udkommet i Danmark, og jeg glæder mig helt vildt til den næste. Forfatteren er vist ikke så kendt i Danmark endnu, men fortjener et stort publikum med denne helt forrygende og spændende serie om efterdønningerne af finanskrisen på Island, og hvordan den tvinger personer ud i narkokriminalitet.

 

Jeg skal helt sikkert også læse mere af de veletablerede forfattere Sofie Sarenbrant, der skriver krimier om frygten i det nære, og Tove Alsterdal, der skriver selvstændige spændingsromaner med afsæt i historien og fortidens synder. De kan deres krimikram!

 

Efter sådan en intens weekend med creme de la crime og spænding, grumhed og gys, kunne man jo godt gå hen og føle sig en smule overdoseret med krimi, når man nu også er til al anden litteratur, men jeg holder ikke krimipause, før jeg har læst de her bøger, jeg har modtaget fra forlagene og glæder mig helt vildt til at læse. Tak for dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

Godt det snart er påskeferie og læsetid!

God påske til alle jer, der kigger med her. Og til alle andre 🙂

 

 

 

Reklamer

Tid til krimi

Knaldkrimi, kvalmekrimi eller kvalikrimi? Det ene udelukker ikke det andet. Men hvilken type krimilæser er du?

Er du til klassisk detektiv eller suspekt strømer. Poirot eller Sam Spade. Engelsk landidyl eller Berlins undergrund. New York mean streets eller LA Noir. Splat eller suspense. Seriemordere eller domestic noir. Videnskab eller dæmoner. Retsmedicinsk akkuratesse eller socialrealistisk samfundskritik. Gangstere eller gys. Spektakulære plots eller antihelte. Den ensomme hævner eller panseren på afveje. Hvad synes du bedst om? Hvad skal din yndlingskrimi indeholde?

De spørgsmål stiller jeg mig selv, mens jeg giver den gas med krimilæsningen og varmer op til Krimimessen i Horsens, som jeg besøger for første gang 6.7. april. Jeg glæder mig helt enormt til at opleve den særlige horror-hyggestemning blandt kriminørder og bogfolk.

Svaret er, at jeg er til lidt af det hele, men at jeg har en række fælleskrav til kvalitet, som bliver sværere at opfylde jo flere krimier, jeg læser. Først og fremmest originalitet og overraskelser, viden der gør mig klogere på verden, interessante flerdimensionelle karakterer man gider følge, et godt og troværdigt sprog, samt fremdrift og spænding der holder fast i læsningen. Jeg bliver skuffet over langt ude i hampen utroværdige plots og twists der ikke hænger sammen, afsløring af mordere man dårligt har mødt, og som vælter ind fra højre mod slutningen, meningsløs gru og udpenslet vold der ikke har en forklaring, og når jeg har regnet det meste ud før midten. Hvis jeg SKAL vælge, så hælder jeg mere til den realistiske samfundskritiske krimi end til det spektakulære og grusomme plot. True Crime genren er bestemt også min kop te, men i perioder er jeg nødt til at undgå den, for er der noget, der skræmmer livet af mig, er det forbrydelser begået i virkeligheden.

Markedet for krimier er spækket og overfyldt, og det er blevet vanskeligere at skille sig ud. Men når det sker, kan en krimi både ryste, skræmme, røre, oplyse, vække stof til eftertanke og åbne øjnene mod nye horisonter, der er svære at glemme – på samme vis som et skønlitterært værk uden mord.

Her lidt om de seneste fire danske krimier jeg har læst, og som efter min mening ligger i den høje ende af kvalitetsspektret, og hvordan de hver for sig repræsenterer forskellige subgenrer og smag. Jeg hører gerne din mening om samme sag. Vi behøver ikke at være enige.

Krimien der gør dig klogere – Søster min af Helle Vincentz:

Søster min er den første krimi, jeg læser af Helle Vincentz, men det er absolut ikke den sidste. Her kan man virkelig mærke, at forfatteren har foretaget en omfattende research, der på imponerede vis er flettet naturligt ind i handlingen. Det handler om medicinalbranchen og dens uanede muligheder for magtspil og korruption. Hvis man ikke var mistænksom overfor medicinalvirksomheder før, så er man det i hvert fald efter læsning af Søster min.

Dette er anden selvstændige bog i serien om antropologen Sofie Munk, der arbejder som efterforsker i et privat og diskret konsulentfirma. En vidunderpille mod depression ser ud til at fjerne kvinders lyst til sex, og det er rigtig skidt for samfundsøkonomien. Mange interesser er på spil, og alle er under mistanke i denne fremragende spændingsroman. Dramakurven er dog en lidt flad fornøjelse. Spændingen ligger ikke i den omkringliggende fare, eller i det endelige opgør mellem hovedperson og skurk men derimod i Sofie Munks efterforskning og relevante spørgsmål til eksperterne, mens hun borer sig dybere ned i sagen og leverer en i høj grad, antager jeg, faktuel viden til læseren, og det er skam spændende nok. Det er også en velfortalt historie med troværdig dialog og gode karakterer. En rigtig journalistkrimi på den fede måde. Det vil sige uden medvirken af den fortærskede kliche af en journalist som hovedperson men med solid info til borgerne om samfundet.

Den højspændte krimi – Fjenden iblandt os af Jakob Melander:

En af de danske krimiforfattere der efter min mening skriver bedst er Jakob Melander. Han lægger ofte et poetisk pennestrøg over sine historier, for eksempel ved beskrivelser af København og den punkromantiske del af 1980’erne.

Det er der ikke så meget af i den seneste krimi, hvor han prøver noget nyt med en stram og tempofyldt historie, der strækker sig over knapt et døgn og følger et galleri af personer, som overskygger hovedpersonen politiassistent Lars Winkler.  Fjenden iblandt os er den sjette selvstændige del af serien med ham i centrum.

I en ghettobebyggelse ved Bellahøj findes en otteårig pige dræbt i baggården, og snart er hele boligkomplekset et inferno af racistiske og sociale spændinger tilsat politisk idioti. Også her lykkedes det at få sat flere af beboerne under mistanke, og vi følger på skift en række vidt forskellige karakterer. Slutningen i denne er lidt tam, men forfatterens indlevelse hos de enkelte er i top, og det er spændende at følge opklaringsarbejdet og den stigende frustration hos Lars Winkler og hans kollegaer.

Den spektakulære krimi – Blodspor af Julie Hastrup:

Julie Hastrup er en garvet krimiforfatter med et trofast publikum, og det kan jeg godt forstå, for hun kan sit kram og kan strikke et velfungerende plot sammen af mange fritflyvende tråde. Blodspor er forfatterens syvende med drabsefterforsker Rebekka Holm i spidsen, en kvinde der efterhånden har gået grueligt meget igennem men fortsat formår at leve og ånde for politiarbejdet.

I denne historie, som kan læses uafhængigt af de tidligere, ligger hendes svenske kæreste i koma i Stockholm, mens hun må passe sit arbejde i København. Her bliver en hel familie fundet makabert henrettet rundt om middagsbordet. Et postbud med hang til splatterfilm stikker af fra gerningsstedet, en overlevende datter kommer på afveje i en uhyggelig scene i den gamle aflukkede Danske Sal på Det Kongelige Bibliotek, og et barn svigtes på det groveste af sine inkompetente forældre. Og der er meget mere. Det hele bunder i en virkelig spansk skandalesag under Francotiden, der har vakt stor harme i Spanien. Børn blev ulovligt fjernet efter fødslen og bortadopteret for penge, og nybagte mødre blev indbildt, at børnene var afgået ved døden. Det gik især udover forældre fra dårligt stillede familier, mennesker med sindslidelser osv. Den konspiration er virkelig gruopvækkende og spændende, men plottet kammer en smule over. Intrigerne er så udspekulerede og indviklede, at troværdigheden ryger. Less is more kunne jeg fristes til at sige. Julie Hastrups socialrealistiske passager er til gengæld skrevet med en fantastisk indlevelse. Det skulle hun skrive meget mere af, for når hun beskriver, hvor grusomme voksne kan være mod børn, gør det tåredannende ondt at læse.

Den videnskabelige krimi – Djævlens værk af Lotte Petri:

Lotte Petri er også en dygtig og velskrivende krimiforfatter samt en ferm researcher med hang til bloddryppende plotmageri og grusomme mord. Der er godt styr på det faktuelle og detaljerigdom om alt fra pest og nazisme til psykisk sygdom og seriemordere og ikke mindst retsmedicinske detaljer. I Djævlens værk bevæger hun sig ud i det overtroiske og konsulterer en katolsk præst og eksorcist. Det sker efter et mord på en arkæolog og kollega til den sympatiske hovedperson, retsantropolog Josefine Jespersen, der leder en gravrydning af 1000 skeletter på Assistens Kirkegård. Der skal være plads til en metrostation, men da arkæologen bliver fundet død med et kors ridset ind i kraniet, er fanden løs. Det er både creepy og spændende.

Oooog så vil jeg da nævne den bedste danske TV-serie, jeg har set længe, Bedrag sæson 3 slog fuldstændig benene væk under mig og var eminent på alle tænkelige planer – også det visuelle. Glem de første to sæsoner, men denne må du ikke gå glip af, hvis du er en ægte krimifan. Kan ses nu på dr.dk.

Skulle du mangle flere bud på din næste krimi, er her links til nogle af de favoritkrimier, jeg har anbefalet på Bogbobler: Vip-rummet, Stockholm Delete og Top Dog af Jens Lapidus, Savner dig af Harlan Cohen, Papa og Solo af Jesper Stein, Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo, De Berusedes vej af Jakob Melander, Selfies af Jussi Adler-Olsen, De smukkeste af Karen Slaughter.

Afslutningsvis klemmer jeg lige en top ti liste ind med de senest sete udenlandske krimifavoritter blandt TV-seriernes overflødighedshorn – hvis nogen skulle have brug for et tip:

Dogs of Berlin – Netflix (Højspændt gangster- og politidrama i Berlins moderne undergrund)

Narcos Mexico – Netflix (Autentisk narkodrama om de mexicanske narkokartellers begyndelse)

Billions – HBO (Finanssvindlere i New York der skyder skarpere med ord end med kugler)

True Detective – HBO (Dvælende og mystisk politidrama med menneskelig indsigt)

Babylon Berlin – DR (Fantastisk tidsbillede af tyvernes Berlin og nazismens indtog)

Peaky Blinders – Netflix (Vanvittigt velspillet gangsterdrama fra Manchester i årene efter 1. Verdenskrig)

The Assasination of Gianni Versace – Netflix (Forstemmende True Crime fiktion der overgår fantasien i gru og meningsløshed)

Mindhunter – Netflix (Isnende historie om den første profilering af seriemordere)

Ozark – Netflix (Breaking Bad lignende vildveje i den amerikanske sump)

The Americans – Netflix (Kulørt koldkrigsdrama med psykologisk indsigt og spænding i højgear)

I Horsens har jeg fornøjelsen af at interviewe fem krimiforfattere; tre svenske stjerner: Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal. En islandsk: Lilja Sigurdadottir. Og en dansk debutant: Jesper Nilausen.

Se programmet for Krimimessen her

Måske ses vi?

 

 

 

 

Samtaler jeg har haft med min kone af Anders Klarlund

Romanen her røg ulæst ind på min bogreol i en strøm af nyudgivelser, da den udkom sidste år. Forleden greb jeg fat i den igen, og det er jeg glad for. Jeg havde en forudindtaget holdning om, at den nok handlede om et af kreaklassens selvskabte kærlighedsdramaer, og det gad jeg ikke lige. Det med handlingen havde jeg sådan set ret i, bortset fra at jeg gad den godt. Det er nemlig en virkelig god, vedkommende og personlig fortælling, der griber fat i læseren fra første til sidste side.

Anders møder Carmen, og de forelsker sig. De er voksne fraskilte mennesker med store børn og frihed til at gøre som de vil, men de er på ingen måde fri af de bånd og følelser, deres egne forældre har lagt på dem siden barndommen, og det komplicerer forholdet i ødelæggende grad. Anders må ikke møde Carmens mor, og hans egen døende far vil heller ikke møde Carmen.

Men det er ikke kun forældrene, parret kan klandre for en række af besværligheder i forholdet men også sig selv. Begge er dem, der er gået i de tidligere forhold, og det har efterladt en byge af selvbebrejdelser og nok en følelse af ikke at fortjene kærligheden. Den slags skaber selvdestruktive svigt og afvisninger fra begge sider, samtidigt med at begge nægter at være den, der giver op, og selvom det er uklædeligt, at midaldrende mennesker opfører sig som vaklende, ubeslutsomme teenagere, så forstår man godt, at det sker.

Det er åbenbart med træer som med mennesker, skader forårsaget for længe siden vokser med årene, bliver tydeligere. Vi kommer nogenlunde yndigt gennem tyverne, før barndommens traumer kan ses. Det ville ellers være logisk, at jo længere på afstand af barndommen, vi kom, jo mindre kunne smerten mærkes – og næsten vigtigere – jo mindre kunne smerten ses. Men sådan er det ikke. Jeg ser på træet C+A. Det er vokset, helt vildt, faktisk, barken er svulmet op rundt om mine årgamle ridser, det har næsten fået et sært erotisk præg.

 Det handler ikke kun om kærlighed men også om den angst og usikkerhed, der følger med et liv fuld af bagage og erfaringer på godt og ondt og om den skyld og skam, der naturligt følger som en del af en skilsmisse, der berører andre end en selv: Skilsmissen er livets eneste absolutte, definitive beslutning. Alle andre beslutninger kan gøres om. Man kan skifte job, uddannelse, bo i et andet land. Kun skilsmissen er en ægte beslutning. Og kun skilsmissen, hvor der er børn. For det handler om dem. Man ændrer blikket i deres øjne for altid, kursen i deres liv, intet bliver nogensinde det samme… Det kan aldrig omgøres. Alt andet i livet kan omgøres.

Romanen er en autofiktiv fortælling skrevet af Anders Rønnow Klarlund, som også er kendt for sit stærke krimisamarbejde med Jacob Weinreich under pseudonymet A.J. Kazinski.

Det er en ægte og ærlig historie, modigt beskrevet, fyldt af livskloge betragtninger og med et meget tyndt filter mellem forfatter og hovedperson. Der bliver ikke sparet på selvudleveringen, og det rammer rent.

Anders Klarlund ønskede egentlig ikke at udgive denne bog men blev opfordret til det af sit forlag. Han har sagt noget om, at den godt må flyve under radaren, og at det er den af hans bøger, der gerne må få færrest læsere. Fordi den er så personlig. Det er lidt synd, for det er den bedste bog af forfatteren, jeg hidtil har læst, og nok er den personlig men bestemt også relevant for os andre. Den var lige ved at flyve under min radar, men jeg er glad for, jeg fangede den.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

Syv Sind af Lotte Kaa Andersen

Syv Sind er tredje del af Lotte Kaa Andersens fortællinger om liv og skæbner i det velstillede Nordsjælland. Igen følger vi de syv personer, vi har lært at kende i først Hambros Allé 7-9-13 og 100 dage, begge bøger jeg er meget begejstret for.

Jeg læste Syv Sind kort før jul og lige i rap efter 100 dage, og det var måske en fejl, for den vist nok sidste del af serien, der er benævnt Hellerup-trilogien, rammer mig ikke lige så hårdt i hjertet, som 100 dage  – men velskrevet og delvist underholdende er den.

Der er sket markante skred i den personlige udvikling, og flere af karaktererne er dårligt til at genkende. Det er lige før, der er tale om karakterafvigelser i forhold til de tidligere romaner, og jeg engagerer mig ikke rigtigt i dem på samme vis. Det ærgrer mig. Måske havde det været anderledes, hvis jeg først havde læst Syv Sind et års tid efter 100 dage, som de fleste andre og meget begejstrede anmeldere har. Jeg vil ikke give konkrete eksempler på de nævnte karakterbrud, da det afslører for meget af handlingen. Har du læst de to første, skal du naturligvis også læse afslutningen her og kan selv bedømme.

Et kort resume skal der dog være plads til. Som titlen antyder, er der krisestemning, og alle er i syv sind. Cille har fået et spændende jobtilbud i Aalborg, men hendes mand konsulenten Ask er meget lidt forstående for en forestående flytning eller pendlen fra Hellerup. Konflikten får Cille til at forlade mand og børn på vej til ferie i Sydfrankrig og i stedet begive sig ud på Caminoen. Selve den tur er godt beskrevet, man får næsten lyst til at prøve vandringen selv, og Cille møder nogle sjove typer undervejs, mens hun tager sit liv og sin fremtid op til revision.

Line, som åbenbart er født til at være holdt rigmandshustru, selv om hun har en uddannelse er taget med “romanlægen” Peter til Dubai. Han kører karriere, og hun keder sig på ekstravagante hotelværelser, shopper mærkevarer, mens hun kæmper med sig selv og sin uforløste skrivetrang. Skildringen af det syntetiske overklasseliv i Dubai er også god, og jeg får bekræftet alle mine fordomme og min overbevisning om, at det er et sted, jeg aldrig skal hen. Samtidig har en ny chef i medicinalfonden fået øje for Peters lidt for lemfældige omgang med fondens penge.

Stjerneadvokaten Caroline og ejendomsspekulanten Kaare har langt om længe set lyset og indset, at de ikke har en fremtid sammen. En skilsmisse er på vej, og den bliver dyr på flere planer. Imens er deres stakkels ensomme søn Lukas henvist til en forældrekøbt lejlighed i Nyhavn, hvor han bliver udnyttet af sine hensynsløse venner.

Desværre er der i denne bog lidt for langt fra Amager til Hellerup til, at jeg rigtig interesserer mig for det, i modsætning til Hambros Allé 7-9-13 og 100 dage, hvor jeg følte mig meget tæt på.

★★★☆☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Rosinante.

 

100 dage af Lotte Kaa Andersen

Det er ikke let at være nogen. Og det er heller ikke let at leve og bo i Hellerup, hvor status og levestandarder skal opretholdes eller opnås, for at man som menneske passer ind i sin egen forestilling.

100 dage er opfølgeren til Hambros Allé 7-9-13, som forfatter Lotte Kaa Andersen fik stor succes med, og det kan jeg godt forstå. Hun skriver skarpt, sjovt og superbt om livet på vrangsiden af de smukke hjem og storslåede karrierer, og hun gør det med så meget empati, at det ikke kun er morsomt men også rørende.

I 100 dage følger vi de samme personer som i første bog. Men intet er længere det samme. Der er gået et par år siden, Line mistede sin mand, og selvom hun har klaret sig fint uden, vil hun gerne have en ny, der kan leve op til punkterne på tjeklisten. Hun finder den højt estimerede læge Peter, der er vild med hende og opfylder det hele og mere til. Han arbejder for en medicinalfond og tjener rigeligt til at forsøde Line med havudsigt og designertasker, men kan man virkelig tjene så mange penge selv på det hverv? Line bliver bekymret for, om hun er på vej ud i en ny økonomisk deroute på grund af sin samlever.

Cille er arbejdsløs grafiker og vil helst gemme sig selv og sin skam for hele verden, imens bliver hendes hårdtarbejdende konsulentmand Ask besat af en mexicansk levemand, der tilsyneladende har alt og kan alt, og Ask må vide, hvordan han gør, så han er i gang med at stalke ham til verdens ende. Så er der skilsmisseadvokaten Caroline og den indbildske ejendomsmægler Kaare. De lever i et dysfunktionelt ægteskab, der belaster den følsomme og oversete teenagesøn Lukas. Parret er tilbage på økonomisk fode efter en konkurs, der nær lukkede Kaares forretning men lever kun sammen på papiret for barnets men mest økonomiens skyld. Caroline har styr på alle andres skilsmisser end sin egen, som hun burde have bedt om for længst. Ambitiøse Kaare kan med sin Brøndbybaggrund og manglende dannelse ikke blive et velanset medlem af eliten i Klampenborg, uanset hvor mange visioner han har og penge han tjener. Til gengæld kan han få al den sex, han vil have hos frivole og simple Jeanne. Men også hun har en grænse. Unge Lukas er dybt ensom og drømmer om at skrive men havner i det forkerte og fatale selskab. Beretningerne fra teenagelivet i overklassen er triste at læse, og den afstumpethed, der reelt foregår på gymnasier med mobning, chikane og fornedring af unge piger stikker også sit grimme ansigt frem her.

Historierne er skrevet med både spiddende satire og stærk indlevelse, man er ikke i tvivl om, at de her mennesker eksisterer i en eller anden udstrækning.

Nordsjælland er for nogle omgærdet af en særlig bobbel af agtelse og mystik, men Lotte Kaa Andersen sprænger med sin pen den bobbel som en ballon. Borgere med mange penge er ligesom alle andre mennesker, de har blot langt højere forventninger til, hvad livet skal byde på og muligvis også sværere ved at klare sig i modgang. Når man kan betale sig fra alt hvorfor så ikke fra et ulykkeligt liv?

100 dage er virkelig en god bog, skarpere og faktisk endnu bedre end den første. Man stryger igennem på få timer og får både højlydte grin og et par tårer med på vejen. Læs den, men læs Hambros Alle 7-9-13 først.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Rosinante.

Hungerhjerte af Karen Fastrup

Jeg kommer aldrig til at tilslutte mig græmmekoret over de enorme mængder autofiktion, der spyttes ud fra forlagene, så længe bøgerne er af samme høje kvalitet som Karen Fastrups nye roman Hungerhjerte.

Når stoffet er autentisk, er indlevelsen dybere, og når en forfatters egen historie bliver omsat til stærk litteratur med struktur, sprog, stemning og poesi i skøn forening, kan læseoplevelsen blive så intens, at den gør varigt indtryk. Sådan har jeg det med Hungerhjerte.

Karen Fastrup er forfatter og oversætter af adskillige romaner. Med Hungerhjerte, som vist er hendes sjette roman, har hun ikke lagt skjul på, at det er en dybt personlig historie, der handler om hende selv. Hun holder ikke noget tilbage men deler ærligt ud af de dybeste tabuer, et menneske kan indeholde uden at sætte sig selv i et mere flatterende lys end virkeligheden kan bære eller beskytte sig bag skriften.

Det handler om en periode i hendes liv i 2015, hvor hun blev indlagt på psykiatrisk hospital med en psykose og kort tid efter fik tildelt en ’pinlig’ diagnose. Hun håbede på bipolar, for det er lidt cool ligesom hovedpersonen i tv-serien Homeland, men fik borderline, taberdiagnosen for de identitetsløse, uhelbredelig og den næstværste diagnose efter psykopat. Men Karen bliver udfordret på sine fordomme, og det gør læserne også.

I forskudte glimt før og efter indlæggelsen samt scener fra barndommen får vi en del af forklaringen på, at hun bliver syg, selvom vi ikke finder hele årsagen. Måske fordi den ikke findes. Nogle mennesker har mere anlæg for psykisk sygdom end andre, og I Karens familie går det igen gennem generationer.

Men ikke kun arv spiller ind, for Karen vokser op i et utrygt miljø med angst som følgesvend. Der er intet, jeg frygter så meget som angst. Angst er den konstant tyggende lyd fra rottetænder. Dyret i min mave.

Hendes far er veluddannet og klog, hun er hans pige, for hun læser bøger og er kvik og kan en masse, men han er også kritisk, urimelig og en smule afstumpet. Da Karen er teenager, kan han ikke tåle synet af hendes former, og hun udvikler en spiseforstyrrelse. Hendes mor er fjern og nærmest apatisk i mange år efter, at de har mistet en bror. Der er ikke den forældrekærlighed, som et barn har ret til.

Karen har to søskende. De får heller ikke den opmærksomhed, de har brug for, men hun er den, der bukker under for følelserne. Hun er et sensitivt og empatisk væsen en sand forfattersjæl med et tyndt filter. Når hun ikke kan skrive, er afgrunden nær. Der er også noget med mobning og ensomhed i barndommen. Den får vi ikke meget at vide om, og det er lidt skuffende. For som hun skriver er næsten alle de medindlagte blevet mobbet engang. Måske ligger årsagen her?

Karens største svaghed er muligvis, at hun har brug for mere opmærksomhed og bekræftelse end hendes søskende har. Hun forelsker sig let og mister sig selv i sine forhold. Jeg tænker, at jeg ikke er forbundet med verden, når jeg ikke har en kæreste. Kroppen hungrer efter sex, hjertet hungrer efter kærlighed, fra mænd der kan se hende i øjnene, når de elsker. Men den fulde hengivenhed i samme person er ikke altid til at finde. En af Karens store udfordringer bliver at gøre sig uafhængig af mænd.

I starten af romanen møder hun Jan, som hun hurtigt flytter ind hos sammen med sine egne store børn. De er forelskede, men Jan kan ikke give Karen tilstrækkelig opmærksomhed og tillid til, at han er der for hende. Og sandt nok, da Karen bryder sammen, vifter med en køkkenkniv og bliver indlagt, kan han ikke rumme det.

Der er et vilddyr i hovedet, der vil ud. Jeg bliver nødt til at lære at holde vilddyret under den udspændte hinde i ave. Jeg ved godt, hvordan ordenlige mennesker opfører sig. De af afdæmpede, rummelige og forstående.

Hungerhjerte er en vigtig bog for alle, der gerne vil have en bedre forståelse af psykisk sygdom og et lille indblik i systemet. Hvordan det er at blive indlagt, hvordan omgangen er med personale og andre indlagte. Også pårørende til psykisk syge vil have glæde af romanen. Jeg blev faktisk positivt overrasket. Mit indtryk af det psykiatriske system er, at det mangler ressourcer, er underbemandet og ikke giver sig ordentligt tid til patienterne, der bare fyldes op med medicin og må sejle i egen sø. Sådan tror jeg også, det er for mange fortabte sjæle. På trods af “taberdiagnosen” har Karen muligvis et særligt privilegium med sit åbne forfatterhjerte og sind. En psykiater siger til hende. Du kunne være blevet meget mere syg, end du er. Det, der har forhindret det i at ske, er din begavelse.

Hungerhjerte er i alle tilfælde en begavet og modig bog, hudløst ærlig og smukt skrevet. Læs den hvis du vil blive klogere på psykisk sygdom. Læs den hvis du selv er syg og har brug for en ven, der kan sætte ord på de frygtsomme og farlige følelser, omend de er forskellige fra menneske til menneske.

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Gyldendal.

★★★★★★

Min kæreste elskling af Gabriel Tallent

Mendocino er et sted i det nordlige Californien, hvor man utroligt gerne vil hen efter at have læst Gabriel Tallents på en gang fremragende og forfærdende debut My Absolute Darling – på dansk Min kæreste elskling.

 Jeg har sjældent læst så levende naturbeskrivelser, hvor hver eneste gren, busk, blomst og vandløb indgår som aktører i handlingen og skaber en poesi, man har lyst til at dvæle ved og en stemning af både gru og skønhed, så det er som at være der selv. Forfatteren er selv fra Mendocino og har været naturguide i området.

Koglerne drypper, og dråberne lægger sig dirrende på nældebladene og bregnerne. Hun stavrer henover køkkenterrassens plankeskelet og kravler ned af skråningen fyldt med rådnende træstammer og giftige salamandere og firben, hendes hæle træder gennem den bløde skorpe af myrteblade ned i den sorte jord. Hun siksakker forsigtigt ned til brønden ved Slaughterhouse Creek, hvor venushår-bregnerne er sortstilkede med blade som grønne tårer, og blomsterkarsen hænger sammenfiltret med dens sprøde, våde karselugt, stenene er glatte af leverurt. Kilden her udspringer fra en lille mosbevokset krog længere oppe, og den har dannet et lille bassin af sten, hvor den falder, en brønd med koldt klar vand med jernsmag, et rum med træ af træstammer, der i årenes løb er blevet svampede i overfladen. Turtle sætter sig på stammerne, tager alt sit tøj af, lægger haglgeværet oven på det og glider med fødderne først ned i stenbassinet – her finder hun sin egen særegne trøst, en trøst fra et koldt sted, kan hun mærke, noget klart og koldt og levende.

Udover et skønsomt og lidt creepy naturområde er Mendocino et sted, hvor de økobevidste og progressive overskudsmennesker lever i smukke huse med udsigt over Stillehavet, men det er også et sted hvor fortabte og misbrugte børn kan leve under radaren, selvom omgivelserne fatter mistanke. Ligesom det kan ske i Tønder og ethvert andet sted, hvor myndighederne ikke passer deres arbejde.

 Min kæreste elskling handler først og fremmest om børnemisbrug, men den er skrevet som en slags allegori over, hvordan mennesker misbruger naturen.

Turtle lever alene med sin far i et faldefærdigt hus midt i den skønne natur og tilpas afsides fra, at mistankerne kan blive bekræftet. Bortset fra af bedstefar som bor i trailer på samme grund men alt for sent vågner til dåd for sit barnebarn. Turtle er en gennemsej pige, en ægte overlever der kan klare sig alene i vildmarken i dagevis og og samle et jagtgevær på få sekunder. Hun er kvik men indesluttet og hader alt og alle men mest af alt sig selv. Hun isolerer sig fra klassekammerater og andre og vil for alt i verden beskytte det lidet misundelsesværdige liv, hun har – bortset fra den dybe kontakt til naturen.

Hun er hårdt trænet af sin far, Martin, der udover at lære hende at passe på naturen har opgivet al tiltro til andre mennesker og fremtiden for planeten. Han anser hende for sin ejendom, og at det er hans ret at udøve psykisk terror, vold og seksuelt misbrug af værste karakter som et led i hendes opdragelse, mens han bedyrer, hvor højt han elsker hende og hvor dyrebar, hun er for ham. Og kun for ham.

Turtle er fanget i et gensidigt afhængighedsforhold, som hun ved, hun skal væk fra, men hun ved ikke hvordan, og loyaliteten over faren er uanfægtelig. Hun sladrer ikke, mest af alt af frygt for konsekvenserne, og fordi hun elsker sin far på den forskruede måde, hun har lært af ham om kærligheden  i den kvalmende symbiose de deler. Moren forsvandt, da Turtle var spæd. Bedstefar har sine egne skeletter i skabet. Først da hun møder de jævnaldrende, ordkvikke og sympatiske drenge Jacob og Brett, der kommer fra intellektuelle overskudsfamilier, tør hun træde ud af sin skal og søge mod en normal tilværelse med fare for sit eget og andres liv.

Forfatter Gabriel Tallent fortæller om Min kæreste elskling til bloggermøde.

Det er en ganske brutal og hård bog i samme grad som Et lille liv, med mange passager man helst vil springe over, da de gør fysisk ondt at læse. Volds- og voldtægtsscener trækkes i langdrag, men trods alt doseret, så det går an (i modsætning til Et lille liv der blev for meget for mig) og man tilgiver forfatteren på grund af det formidable sprog, og især fordi han har en vigtig pointe.

“Martin ser Turtle som en forlængelse af sig selv og ikke som et individ. Han behandler hende som sin ejendom og misbruger hende på samme måde, som vi misbruger naturen,” sagde Gabriel Tallent fornylig, da jeg sammen med andre bloggere mødte ham på Politikens Forlag.

Men historien om Turtle skal ikke ses som et symbol på menneskets ondskab mod naturen. Problemet er reelt.

“Smerten ved børnemisbrug er brutal, og fænomenet er ikke så eksotisk, som vi gerne vil gøre det til. Hvert niende barn bliver misbrugt. Verden tillader det og lader børn ligge og dø. Når det gør ondt at læse om, er det bevis på, at det berører os. At vi skal tage os af hinanden. De smertefulde scener er med til at øge empatien, mener forfatteren.

Tallent fortalte også, hvordan hans roman ændrede sig undervejs i skriveprocessen fra klimabevidst økoroman med flere hovedkarakterer, udviklede den sig til en roman om Turtle og hendes vej ud af misbrugets klør men også konsekvenserne af det.

”Børnemisbrug ødelægger mennesker for livet,” understregede han.

Min kæreste elskling er en formidabel roman i bedste amerikanske fortællestil. Udnævnt til ”mesterværk” af selveste Stephen King og ”årets roman” af New York Times og med god grund faret til tops på bestsellerlisterne. Jo den skulle I absolut tage og læse.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Hr. Ferdinand/Politikens Forlag

★★★★★★