Forfatterinterview med Heidi Philipsen: En altopslugende proces

Heidi Philipsen er lektor i medievidenskab og kreativitet ved Syddansk Universitet samt forfatter til adskillige fagbøger. Hun har også undervist bogbobler i blandt andet kreative processer og manuskriptudvikling. Nu har hun på opfordring af studerende skrevet og udgivet sin første roman. Læs interview med Heidi

 Du har skrevet flere fagbøger og videnskabelige artikler om kreative processer med fokus på filmbranchen. Jagtsæson er din første roman. Hvad fik dig i gang med fiktionen?

Jeg har altid elsket at lege med ord og sætninger. Men det var helt konkret nogle af de manuskriptstuderende, jeg har undervist, der en dag, hvor vi havde semesterafslutning med kaffe og kage, sagde: ”Hvad med dig, skal du ikke også prøve at skrive noget fiktion?”. Jeg tror, de mente, det ville være interessant med den erfaring, som en proces med fiktion kan give. Og det perspektiv kunne jeg godt se. Samtidig havde jeg undervist så meget, at jeg havde noget forskningstid i overskud, altså et skrivesemester. Det brugte jeg på at færdiggøre den fagbog, der hedder Det giver mening at elske sit arbejdsliv, som jeg har skrevet sammen med Sophie Bech. Bogen handler blandt andet om kreative processer. Og så begyndte jeg at skrive på romanen parallelt i min fritid. Sådan kom jeg i gang, og så kom jeg hurtigt til at holde meget af fiktionsprocessen.

Hvad har inspireret dig til romanen?

Det har blandt andet mit kendskab til Island, islændere, islændinge og naturen deroppe. Sammen med en drabssag, jeg var involveret i som pårørende i 1994. Og så har jeg haft Saga-karaktereren fra tv-serien, Broen, med som inspiration. I det hele taget elsker jeg nordic noir-stemningen. Og jeg kender den fra mine rejser på Island også.

Hvordan vil du beskrive din proces i arbejdet med romanen?

Altopslugende. Jeg forsøgte at bruge rammer, der gjorde processen overskuelig. Jeg skrev ting ned i min notesbog, så snart de oprandt, og så kunne jeg finde dem frem, når jeg lige havde en time her og der væk fra job og familie, hvor jeg kunne skrive. Jeg holdt meget af den proces. Men blev nok også lidt mere introvert i en periode, end folk kender mig.

Hvordan har du arbejdet med udviklingen af din hovedkarakter Helga?

Helga er li’som en ret organisk størrelse, der groede ud af mennesker og dyr, jeg kender på Island. Hun har også har en rod ind i mig selv. Det lyder frygtelig usystematisk for én som mig, der arbejder med, at kreativitet udspringer af rammer. Men jeg forstår nu bedre end før roman-processen, at der også er elementer i arbejdet med fiktion, hvor ting li’som opstår og forekommer helt logiske ud fra noget uforklarligt. Og dog, det forklarlige ligger jo i, at jeg havde rammer, der hed for eksempel: Start med Helga og så opbyg et univers omkring hende. Helena opstod selvfølgelig først i universet, for hele udgangspunktet for mig, er deres bånd, der bliver brudt. Hjørdis opstod også hurtigt, for hun er det levende alternativ til døden, som Helga skal kæmpe sig hen imod. Og så kom der børn, David, hund, heste, far, mor osv…

Jeg har også arbejdet med rammer som: Hvad er Helgas ’want’ og ’need’, altså mål og behov. Og så gav jeg mig selv nogle rammer for at begrænse mig til få locations omkring hende. Jeg tænkte på mine rejser til Island og min viden om dyr og natur. Det gav nogle naturlige historier at skrive Helga ind i. Der var tidspunkter, hvor hun var sjov og andre tider, hvor hun var hård at skrive om.

Har du arbejdet med struktur, plot og dramaturgi i opbygningen af romanen, eller har du bare skrevet løs fra hjertet?

Min proces startede med Helgas karakterudvikling og univers-opbygning. Men jeg har lavet en slags, dét man i filmbranchen ville kalde en ’stepoutline’. Jeg lavede et skelet, og så hang jeg mere og mere kød på. Jeg vidste fra starten af, hvordan romanen skulle slutte. Og hvordan Helga skulle udvikle sig.

Så var udfordringen at gøre det plausibelt, spændende og læseværdigt på vejen dertil. Jeg må simpelthen indrømme, at de mange dramaturgiske modeller, jeg kender, dem har jeg kun taget et spædt afsæt i og ikke fulgt meget. Mens min viden om såkaldte ’polyfoniske karakterer’ (dem med mange sider og nuancer) har hjulpet mig en del. Jeg endte med at bytte en hel del om på rækkefølgen af tingene, i sidste ende. For at give læseren nogle små set-up og pay-ofs, så de fik lyst til at læse videre.

Jeg har i høj grad haft glæde af den viden, jeg har fra Mogens Rukov om naturlige historier og brud. Jeg har bevidst brudt en del kapitler af med noget uventet, så læseren kunne undre sig.

Din roman er fiktion men tager afsæt i nogle personlige erfaringer. Hvad har du tilfælles med din hovedperson Helga?

Forholdet til Island og heste blandt andet. Og det at have mistet en nær veninde under tragiske og surrealistiske omstændigheder. Hendes vrede og sorg, den kender jeg. Ligesom jeg kender det hos hende, at have svært ved at lade sig hjælpe. At ville klare det hele selv.

Der er flere tematiske vinkler i din roman. Hvilken er den vigtigste for dig?

Retfærdigheds, savn og sorg vinklen, som man godt kan argumentere for, hænger sammen. Men også ensomhed. At være ensom med en sorg, der indtraf for længe siden, og som folk har svært ved at forholde sig til. Jeg synes, det er trist, at vi lever i tid, hvor man forventes at drøne fremad, og hvor få mennesker stopper op og spørger til ting og mennesker, man for eksempel har mistet. De er jo stadig en del af ens historie. Men det er ikke så cool at se tilbage, mest at se frem.

Helga-figuren får gennem teksterne hun skriver på, mulighed for at gå et skridt tilbage og hente hele sig selv med fremad. Hun skriver sig hel, ikke i terapeutisk forstand, men helt konkret. Bogstaverne heler hende og tillader hende at dvæle og derpå at leve i nutiden med fortiden i sin favn. Jeg tror på, at mange halve mennesker løber syttens stærkt for at opnå noget, andre synes de bør opnå. Men hvorfor løber de? Hvad løber de fra? Hvad er meningen med det løberi?

Hvad håber, du at læseren vil tage med sig efter at have læst din roman?

Hvis læseren giver sig til at reflektere over deres eget forhold til fortiden i deres nutid. Og om de må stoppe op og konfrontere sig med noget, for at kunne gå hele videre, så er ét af romanens temaer lykkedes.

Jeg håber, at bogen giver et take på uretfærdighed, sorg og heling. Måske også på dét at kunne.. hm… ikke tilgive en drabsmand, men at kunne tilgive sig selv for noget, man ikke selv kunne have ændret.

Lige i dette moment har jeg brækket ryggen i en rideulykke. Jeg kæmper med at tilgive mig selv for, om jeg kunne have handlet anderledes. For nu er jeg afskåret fra at hjælpe min familie og mit arbejde. Og det udfordrer min tålmodighed og min handletrang meget. Men jeg håber, at jeg selv kan finde ud af at bruge dette ufrivillige fart-stop til at give mig selv muligheden for igen at blive besat af skrivning og give læserne mulighed for at finde ud af, hvad der videre sker med Helga.

Reklamer

Den italienske mester af Tom Rachman

I foråret udkom Den italienske mester, tredje roman af Tom Rachman, som jeg har set meget frem til, da jeg er ellevild med de tidligere: De Ufuldkomne og Storhed og Fald.

Lige efter udgivelsen, gik jeg i gang og gik i stå 60 sider inde, måske fordi den mindede for meget om en film, jeg lige havde set. Havde så en lang periode uden læsetid men har nu over to feriedage været helt og aldeles opslugt af denne mesterlige, nærmest geniale fortælling, som den har vist sig at vær

Vi følger Charles Bavinsky kaldet Pinch gennem et helt liv i skyggen af en kunstnerfar, der trods sit fravær fylder alt. Bear Bavinksy er en excentrisk og egocentrisk maler, forgudet af kunstverden, af sine mange kvinder som han skifter ud efter et par år og af sit afkom, som han efterlader i mødrenes varetægt rundt omkring i Europa og USA. Kun Pinch får en særlig plads i farens hjerte, for Pinch har selv et kunstnerisk talent, men han har også sin far solidt placeret på en piedestal og er derfor nem at kontrollere og manipulere med. 

Den store Bear besidder udover sit kunstneriske talent, sin fulde dedikation til kunsten og sin seriøsitet – han brænder alle de malerier af, der i hans øjne ikke er gode nok – det der særlige, man efter nogens mening skal have for at blive en rigtig kunstner: personlighed og karisma. Lige det mangler Pinch, ligesom hans selvtillid på det nærmeste er visket ud af faren. 

Først langt op i livet går det op for Pinch, at hans far er den indirekte årsag til en traurig tilværelse, hvor nederlagene står i kø, så han beslutter sig for at gøre noget ved det, og fuldfører det man kunne kalde en sød hævn blot med uselviske og renhjertede motiver. 

Den italienske mester er centreret om malerkunsten og er penslet til med referencer fra kunstverdenen, en del af dem opdigtede til bogen. Fortællingen har mange strøg af humor omkring den forløjede og forstillede kunstverden, hvor dem der skal tjene pengene på andres kunst bestemmer, hvad god og ægte kunst er. 

De tematiske vinkler berører ikke kun Pinch’ forhold til sin far men også til sin selvudslettende mor, der som han er kunstner i det stille uden at opnå megen anerkendelse. Der er forholdet til få vigtige venner, som får afgørende betydning, til hans livs kærlighed, og til det hverv han affinder sig med at leve af. Alt imens han føler sig overflødig som et intet med kun det formål at tjene sin far, mens han hungrer efter hans anerkendelse. Indtil den dag han ikke gør.

Romanen er en fantastisk menneskelig og rørende fortælling der også bliver tiltagende spændende at læse, da den besidder et klogt og veldrejet plot. 

”Er det nemmere at bryde igennem som kunstner, hvis man er et flamboyant røvhul?” Sådan lød et af spørgsmålene til forfatteren, da han blev interviewet i Boghallen tidligere i år. Tom Rachman svarede, at det mente han nok, og det var netop et af de spørgsmål, der optog ham under arbejdet med bogen. Et andet var om, man kunne tillade sig at få børn, hvis man ville lave kunst. Det havde han selv kløet sig i håret over, da han skulle være far for første gang. Problematikken er gældende, uanset om det er kunstmaler, forfatter eller et andet kunstnerisk udtryk man vil hengive sig til. For det kræver god tid og ro at lave kvalitet. Jeg tænker, at Tom Rachman selv og utallige andre har bevist, at man godt kan skabe kunst, selvom man oveni forsøger at være et ordentligt menneske og stifter familie. Men der er også en del slående eksempler på det modsatte: man behøver måske ikke at være et røvhul for at blive kunstner, men det hjælper.

Uanset om man er interesseret i billedkunst eller ej, er Den italienske mester en roman for alle, der er er optaget af mennesker og relationer. Tom Rachman har for tredje gang bedrevet en vidunderlig roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

Et rigtigt liv af Katrine Marie Guldager

Hvad skal jeg bruge mit liv på? Hvad skal jeg være, når jeg bliver stor? Hvordan bliver jeg lykkelig og med hvem? Disse spørgsmål kan tumle i et sind, lige indtil en tilværelse som beboer med eget gangstativ på plejehjem er eneste svarmulighed.

I den nye roman af Katrine Marie Guldager møder vi i 80’erne den unge jurist Filip, som i stor udstrækning følger den vej, andre har lagt for ham, mens han betvivler sine valg og ikke kan finde retning.

Det er en vej brolagt med guld og hårdt arbejde men meget lidt lykke. Som helt ung mister Filip sin mor til kræft, og hans far må fokusere på Filips bror, Christian, der har et stærkt handicap og er bundet til kørestol. Filip kan klare sig selv, han har begavelsen, uddannelsen og charmen til at opnå alt, man kan forlange af tilværelsen, så det må han gøre, og det gør han. Alligevel har han det elendigt indeni. Det bliver ikke bedre, da han trods succesfuld advokatvirksomhed involverer sig i noget ejendomsscam for at opretholde sin hustrus vante forbrug og ulyst til at arbejde. Det kan kun gå galt.

Katrine Marie Guldager er en forfatter, der arbejder bevidst med fortællingen som form, og hun har en formidabel indlevelse i sine fiktive karakterer, der fremstår fuldstændigt troværdige, uanset hvem de er, hvor de kommer fra, hvad de siger, og det de gør. Med dem formidler hun en stærk og tankevækkende historie, som vækker universel genklang, også selvom de fleste læsere formentlig intet har tilfælles med personerne. I Et rigtigt liv er de primært repræsenteret af overklassen og advokatkredse i Hellerup, i forrige roman Bjørnen var det akademikerkvinden i midtvejskrise og i En uskyldig familie hippiefamilien i Svendborg – også med en søn, Frederik, der gør yuppieoprør mod sit ophav og flytter til New York for at tjene en masse penge. Man kan godt komme til at forveksle Filip og Frederik, mens man spekulerer over forfatterens fascination af den type karakter. Rastløse, ulykkelige unge mænd på flugt fra sit ophav med dyre vaner og evnen til at tjene mange penge. Måske fordi de er længst væk fra hende selv? Det mærker man på ingen måde under læsningen, da de som nævnt fremstår aldeles overbevisende.

Hvor de to tidligere romaner fra den produktive forfatter fangede mig med det samme, skulle jeg i Et rigtigt liv næsten halvvejs ind i romanen, før jeg blev rigtig grebet. Fra start til slut flyder sætningerne i en skøn strøm af ord og sprog, der aldrig bremser læseren, så man når hurtigt igennem. Men der gik noget tid, inden jeg helt forstod, hvorfor jeg skulle interessere mig for Filip og hans venner, hans kærester og hans familie. I anden del skrues dramaet og følelserne op for fuld styrke, og jeg engagerer mig, bliver rørt og berørt af Filips og familiens skæbne. Det er værd at vente på.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

 

 

En djævel i den lyse nat af Søren Baastrup

Alle der gik i byen i København i 90’erne husker med gru mordet på 18-årige Stine Geisler i Teglgårdsstræde i indre by. Det skete under karnevallet i pinsen 1990 og blev i årene derefter omtalt som ’karnevalsmordet’. Det er snart 30 år siden, og mordet er ulykkeligvis stadig på listen over uopklarede og uforklarlige mord i Danmark, og dem var der en del af i slutfirserne og starthalvfemserne. Derfor var det heller ikke med nonchalant tankeløshed, man bevægede sig ene rundt i gaderne midt om natten efter en festlig aften, men snarere med en vis anspændthed i kroppen, hvor alle de småberusede antenner strakte sig i alarmberedskab, når man hørte skridt bag sig. Over 4000 mennesker blev afhørt under efterforskningen, der efterlod meget få uberørte, enten fordi man var i nærheden, eller kendte nogen, der var.

Journalist og forfatter Søren Baastrup, der også er min gamle klassekammerat og hovedopgavemakker fra Journalisthøjskolen, var dengang 14 år og fulgte med store øjne sagen gennem avisernes spektakulære omtale fra drengeværelset i Silkeborg. Nu har han oprullet hele forløbet her mange år efter i sin dokumentariske bog i håb om at finde svar på spørgsmålet: Hvem myrdede Stine Geisler?

Baastrup har talt med politiet, der efterforskede, med de mistænkte og afhørte og med pårørende som Stine Geislers mor. Ved hjælp af deres udsagn genfortæller han hele forløbet og rekonstruerer sagen, så det er som at rejse tilbage til dengang og være tilstede i det nu og her.

Under læsningen vokser mystikken, for Stine Geisler var ikke en helt almindelig gymnasieelev men en ung kvinde, der kastede sig ud i livet tidligere end de fleste og hemmeligholdt det for de nærmeste. Den måde hun forlod verden på var skræmmende og bestialsk, og mordet skete i kælderen i baggården til hendes hjemmeadresse. Om forbrydelsen var møntet på hende, eller hun var et tilfældigt offer, er ikke til at vide, men spekulationerne myldrer frem under læsningen, og ja det er spændende som en krimi og tiltagende ubehageligt, fordi det er på bekostning af et virkeligt liv, der ikke fik lov til at udfolde sig på anden vis end som mordgåde.

True Crime genren har vokset sig kæmpestor, og den har også fascineret mig i adskillige filmdokumentarer og podcasts som Making a Murderer, Serial, S-Town og The Jinx, men jeg har ikke læst mange bøger indenfor genren. Måske fordi man ved, at når det er et journalistisk projekt vil man til forskel fra fiktionen sidde tilbage med en bunke ubesvarede spørgsmål, og så er virkeligheden som bekendt altid mere grusom og uforståelig end fantasien, hvor der oftest er en slags forløsning og en forklaring, uanset hvor skidt det måtte ende.

Men når en historie er så velskrevet som En Djævel i den lyse nat, vil jeg gerne læse mere. Bogen er ikke blot underholdning men har et klart formål, og så er den velredigeret, har alt det vigtige med, er sprogligt præcis og undgår at gå amok i detaljer eller prætentiøs poesi eller overdramatisering. Den bidrager både med ny viden om selve sagen men også med refleksioner over tiden, over kulturen men især over manglerne i politiets efterforskningsarbejde, blandt andet fordi redskaber som DNA-sporing ikke var tilgængelige dengang.

Der er netop udkommet en podcast på Politiken, som supplerer bogen rigtigt fint med interviews med flere af de personer, der også medvirker i bogen, blandt andet politiets efterforsker på sagen Ove Dahl, som nævner, at hvis mordet var sket blot få år senere, var det med stor sandsynlighed lykkedes at fælde morderen. Bogen spekulerer i flere mulige gerningsmænd, hvoraf nogle sidder fængslet i dag for andre forbrydelser, men et entydigt svar får man ikke. Til gengæld får man en god læseoplevelse og en del at tænke over.

★★★★★☆

 Bogen er venligst tilsendt af forlaget People’s Press.

 

Skandalens anatomi af Sarah Vaughan

Jeg fik denne spændingsroman med mig på Krimimessen, hvor jeg også hørte interviews med forfatteren Sarah Vaughan med stor interesse. Der var nogle virkelig interessante samtaler om magtstrukturer og politik i det engelske system, hvor man med det rette netværk kan slippe afsted med stort set alle former for skandaløs opførsel, så længe den ikke bliver dokumenteret. 

Skandalens anatomi handler om overgreb og magt, og hvad der kan ske, når magten vender til ofrets fordel.

Kate er en velrenommeret advokat i det engelske retssystem og skal føre en sag mod James, en højtstående politiker, der står anklaget for at have voldtaget sin elskerinde. Sophie er politikerens hustru og overbevist om hans uskyld. Sophie og Kate kender hinanden fra årene på Oxford Universitet og har vidt forskellige opfattelser af James’ karakter – eller har de? Der skete nemlig noget skummelt i ungdomsårene, som sætter et gigantisk spørgsmålstegn ved Kates habilitet som anklager og Sophies dømmekraft. Historien skifter i synsvinkel og i tid, hvor det i tilbageblik til 1992 afsløres, hvilke skeletter og traumer karaktererne hver især bærer rundt på. 

Skandalens anatomi er en særdeles velskrevet thriller centreret omkring et nervepirrende retssalsdrama, der dog trækker et noget forudsigeligt plot i langdrag. Nogle af passagerne og de indre monologer dvæler for meget over de samme emner, så jeg oplevede desværre at kede mig undervejs. Det siger nok mere om, hvor meget fiktion jeg efterhånden har konsumeret end om kvaliteten af romanen som sådan. For det ér mere end blot en spændingsroman. Det er også en kritik af faktiske forhold. Mest slående er beskrivelserne af den afstumpede opførsel, der fandt og stadig finder sted blandt unge studerende med privilegier og penge nok til at betale sig fra rettergang og fra at smadre ting og mennesker omkring sig ikke blot for at være en del af et elitært fællesskab, men fordi de nyder det. Det er ret uhyrligt.

★★★☆☆☆

Bogen er venligst givet af forlaget Hr. Ferdinand

Krimi og kram i Fængslet

Den årlige krimimesse i Horsens fandt sted for lidt over en uge siden, og det var ligeså festligt, folkeligt og fornøjeligt som ventet og i de helt perfekte rammer i og omkring det gamle Horsens Statsfængsel. Udover at danne kulisse for diverse kulturarrangementer fungerer Fængslet i dag som museum. Desværre nåede jeg ikke rundturen i selve celleafdelingen, der tager cirka to timer, så den må jeg have tilgode.

Det var mit første besøg på Krimimessen men absolut ikke det sidste. For selvom messen ligesom Bogforum kan være lidt af et gedemarked, når mange bogglade mennesker stimler sammen for at høre de populæreste blandt 150 deltagende forfattere, så er der også en helt særlig og hyggelig stemning, hvor det faktisk er muligt at hilse på favoritterne og få en signatur, en snak og en ordentlig bunke billigere bøger med hjem. Og hold da lige fest hvor folk slæbte i store stofposer. Nogle var allerede ude af messen med fyldte net, nærmest inden den var begyndt. Måske skulle de bare pakkes ned i bilen for så at vende tilbage og blive fyldt op på ny?

Der var mange, mange, mange flere mennesker på Krimimessen, end det ses her.

7.500 krimifans besøgte messen i år, og det var publikumsrekord. Godt gået Horsens!

Jeg stiller åbenbart spørgsmål mod publikum henvendt til tålmodige Sofie Sarenbrant.

Jeg varetog i alt fem interviews og mødte tre svenske krimistjerner, Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal, en islandsk komet Lilja Sigurdardottir og en dansk debutant Jesper Nilausen. Det var en fornøjelse at møde forfatterne, og vi havde gode samtaler om de yderst relevante temaer i tiden, de hver for sig tager op i deres bøger. Fra ny kriminalitet der følger med teknologiens udvikling, krænkelser og overgreb, kokainsmugling og finanskrise på rygende vulkaner, hjemmerøveri og anklagende facebook grupper til ægteskabskrise og et overset kapitel fra 2. Verdenskrig samt terror i København.

Tiden mellem interviews gik med at hilse på bekendte og kramme venner og kollegaer. Vejret var helt fantastisk, og det var skønt at spankulere rundt i den friske luft mellem indslagene. Det havde muligvis ikke været ligeså fed en oplevelse, hvis det havde været hundekoldt og regnen styrtede ned udenfor, for pladsen kan være trang i teltene, og køerne til mad, kaffe og toiletpauser kan trække ud.

Ulla Hinge Thomsen interviewer C.L. Taylor, Sarah Vaughn og Rachel Abbot with a lovely British accent.

Som publikum nåede jeg slet ikke alle de indslag, jeg gerne ville. Men jeg hyggede mig både med panelsamtaler mellem de engelske forfattere og de svenske, som kaster et særligt format over messen. Som bogblogger har jeg haft privilegiet af at høre de danske flere gange, så dem nåede jeg stort set ikke her. Men herligt at der var prisregn over blandt andre Jussi Adler-Olsen der vandt publikumsprisen, Jesper Stein modtog Harald Mogensen prisen for årets bedste krimi, Solo, og Anne-Marie Vedsø Olesen vandt Horror-prisen for Lucie.

 

Stephanie Caruana interviewer Pernilla Ericson.

Jeg er nødt til at fremhæve, at mødet med Pernilla Ericson, gjorde et stærkt indtryk, for hun har skrevet en dybt foruroligende krimi, der tager afsæt i virkeligheden. Det er den værste og den bedste krimi, jeg har læst længe. Det handler om hate-crime i form af seksuelle overgreb og voldtægt begået efter hacking af telefoner. Forbrydere skriver falske beskeder fra ofrene, så det ser ud som om, de godt ville og selv inviterede voldsmændene via en dating app. På den måde kan gerningsmænd ikke retsforfølges og går fri. Dette var nær ved at ske for en svensk gamer og tech-influencer, der udover at blive voldsomt krænket selv i cyberspace, fordi hun tillader sig at game som kvinde, en dag blev overrasket i sit eget hjem af en mand, der troede, de skulle have sex. Hun nåede dog at få krænkeren til at forstå, at hun ikke selv havde inviteret ham indenfor, før det gik helt galt. Den digitale udvikling skaber altså helt nye former for kriminalitet gennem hacking og overvågning, som man helst ikke vil tænke på men er nødt til at forholde sig til.

Vildfremmed er tredje bind i en serie, som på mange måder ligner traditionelle krimier med en specialgruppe bestående af politifolk og tech-eksperter, der både skal opklare og forhindre forbrydelser. Men temaerne, Pernilla Ericson, som også er journalist og forkæmper for kvinders rettigheder, tager op, er gennemresearchede og så vigtige, at jeg nærmest vil betegne i hvert fald denne i serien som et mustread. Den falder lige ind i #Metoo-debatten og med mildt sagt skræmmende perspektiver. Læs den!

 

Krimimessen er en stor selfie-fest, og jeg havde en rigtig god samtale med Pernilla Ericson, også efter interviewet.

 

 

 

 

 

 

 

Mødet med Lilja Sigurdardottir var alletiders. Hun spreder godt humør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg vil også fremhæve islandske Lilja Sigurdardottir, som har skrevet en Reykjavik-Noir trilogi, hvoraf Fælden og Snaren er udkommet i Danmark, og jeg glæder mig helt vildt til den næste. Forfatteren er vist ikke så kendt i Danmark endnu, men fortjener et stort publikum med denne helt forrygende og spændende serie om efterdønningerne af finanskrisen på Island, og hvordan den tvinger personer ud i narkokriminalitet.

 

Jeg skal helt sikkert også læse mere af de veletablerede forfattere Sofie Sarenbrant, der skriver krimier om frygten i det nære, og Tove Alsterdal, der skriver selvstændige spændingsromaner med afsæt i historien og fortidens synder. De kan deres krimikram!

 

Efter sådan en intens weekend med creme de la crime og spænding, grumhed og gys, kunne man jo godt gå hen og føle sig en smule overdoseret med krimi, når man nu også er til al anden litteratur, men jeg holder ikke krimipause, før jeg har læst de her bøger, jeg har modtaget fra forlagene og glæder mig helt vildt til at læse. Tak for dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

Godt det snart er påskeferie og læsetid!

God påske til alle jer, der kigger med her. Og til alle andre 🙂

 

 

 

Tid til krimi

Knaldkrimi, kvalmekrimi eller kvalikrimi? Det ene udelukker ikke det andet. Men hvilken type krimilæser er du?

Er du til klassisk detektiv eller suspekt strømer. Poirot eller Sam Spade. Engelsk landidyl eller Berlins undergrund. New York mean streets eller LA Noir. Splat eller suspense. Seriemordere eller domestic noir. Videnskab eller dæmoner. Retsmedicinsk akkuratesse eller socialrealistisk samfundskritik. Gangstere eller gys. Spektakulære plots eller antihelte. Den ensomme hævner eller panseren på afveje. Hvad synes du bedst om? Hvad skal din yndlingskrimi indeholde?

De spørgsmål stiller jeg mig selv, mens jeg giver den gas med krimilæsningen og varmer op til Krimimessen i Horsens, som jeg besøger for første gang 6.7. april. Jeg glæder mig helt enormt til at opleve den særlige horror-hyggestemning blandt kriminørder og bogfolk.

Svaret er, at jeg er til lidt af det hele, men at jeg har en række fælleskrav til kvalitet, som bliver sværere at opfylde jo flere krimier, jeg læser. Først og fremmest originalitet og overraskelser, viden der gør mig klogere på verden, interessante flerdimensionelle karakterer man gider følge, et godt og troværdigt sprog, samt fremdrift og spænding der holder fast i læsningen. Jeg bliver skuffet over langt ude i hampen utroværdige plots og twists der ikke hænger sammen, afsløring af mordere man dårligt har mødt, og som vælter ind fra højre mod slutningen, meningsløs gru og udpenslet vold der ikke har en forklaring, og når jeg har regnet det meste ud før midten. Hvis jeg SKAL vælge, så hælder jeg mere til den realistiske samfundskritiske krimi end til det spektakulære og grusomme plot. True Crime genren er bestemt også min kop te, men i perioder er jeg nødt til at undgå den, for er der noget, der skræmmer livet af mig, er det forbrydelser begået i virkeligheden.

Markedet for krimier er spækket og overfyldt, og det er blevet vanskeligere at skille sig ud. Men når det sker, kan en krimi både ryste, skræmme, røre, oplyse, vække stof til eftertanke og åbne øjnene mod nye horisonter, der er svære at glemme – på samme vis som et skønlitterært værk uden mord.

Her lidt om de seneste fire danske krimier jeg har læst, og som efter min mening ligger i den høje ende af kvalitetsspektret, og hvordan de hver for sig repræsenterer forskellige subgenrer og smag. Jeg hører gerne din mening om samme sag. Vi behøver ikke at være enige.

Krimien der gør dig klogere – Søster min af Helle Vincentz:

Søster min er den første krimi, jeg læser af Helle Vincentz, men det er absolut ikke den sidste. Her kan man virkelig mærke, at forfatteren har foretaget en omfattende research, der på imponerede vis er flettet naturligt ind i handlingen. Det handler om medicinalbranchen og dens uanede muligheder for magtspil og korruption. Hvis man ikke var mistænksom overfor medicinalvirksomheder før, så er man det i hvert fald efter læsning af Søster min.

Dette er anden selvstændige bog i serien om antropologen Sofie Munk, der arbejder som efterforsker i et privat og diskret konsulentfirma. En vidunderpille mod depression ser ud til at fjerne kvinders lyst til sex, og det er rigtig skidt for samfundsøkonomien. Mange interesser er på spil, og alle er under mistanke i denne fremragende spændingsroman. Dramakurven er dog en lidt flad fornøjelse. Spændingen ligger ikke i den omkringliggende fare, eller i det endelige opgør mellem hovedperson og skurk men derimod i Sofie Munks efterforskning og relevante spørgsmål til eksperterne, mens hun borer sig dybere ned i sagen og leverer en i høj grad, antager jeg, faktuel viden til læseren, og det er skam spændende nok. Det er også en velfortalt historie med troværdig dialog og gode karakterer. En rigtig journalistkrimi på den fede måde. Det vil sige uden medvirken af den fortærskede kliche af en journalist som hovedperson men med solid info til borgerne om samfundet.

Den højspændte krimi – Fjenden iblandt os af Jakob Melander:

En af de danske krimiforfattere der efter min mening skriver bedst er Jakob Melander. Han lægger ofte et poetisk pennestrøg over sine historier, for eksempel ved beskrivelser af København og den punkromantiske del af 1980’erne.

Det er der ikke så meget af i den seneste krimi, hvor han prøver noget nyt med en stram og tempofyldt historie, der strækker sig over knapt et døgn og følger et galleri af personer, som overskygger hovedpersonen politiassistent Lars Winkler.  Fjenden iblandt os er den sjette selvstændige del af serien med ham i centrum.

I en ghettobebyggelse ved Bellahøj findes en otteårig pige dræbt i baggården, og snart er hele boligkomplekset et inferno af racistiske og sociale spændinger tilsat politisk idioti. Også her lykkedes det at få sat flere af beboerne under mistanke, og vi følger på skift en række vidt forskellige karakterer. Slutningen i denne er lidt tam, men forfatterens indlevelse hos de enkelte er i top, og det er spændende at følge opklaringsarbejdet og den stigende frustration hos Lars Winkler og hans kollegaer.

Den spektakulære krimi – Blodspor af Julie Hastrup:

Julie Hastrup er en garvet krimiforfatter med et trofast publikum, og det kan jeg godt forstå, for hun kan sit kram og kan strikke et velfungerende plot sammen af mange fritflyvende tråde. Blodspor er forfatterens syvende med drabsefterforsker Rebekka Holm i spidsen, en kvinde der efterhånden har gået grueligt meget igennem men fortsat formår at leve og ånde for politiarbejdet.

I denne historie, som kan læses uafhængigt af de tidligere, ligger hendes svenske kæreste i koma i Stockholm, mens hun må passe sit arbejde i København. Her bliver en hel familie fundet makabert henrettet rundt om middagsbordet. Et postbud med hang til splatterfilm stikker af fra gerningsstedet, en overlevende datter kommer på afveje i en uhyggelig scene i den gamle aflukkede Danske Sal på Det Kongelige Bibliotek, og et barn svigtes på det groveste af sine inkompetente forældre. Og der er meget mere. Det hele bunder i en virkelig spansk skandalesag under Francotiden, der har vakt stor harme i Spanien. Børn blev ulovligt fjernet efter fødslen og bortadopteret for penge, og nybagte mødre blev indbildt, at børnene var afgået ved døden. Det gik især udover forældre fra dårligt stillede familier, mennesker med sindslidelser osv. Den konspiration er virkelig gruopvækkende og spændende, men plottet kammer en smule over. Intrigerne er så udspekulerede og indviklede, at troværdigheden ryger. Less is more kunne jeg fristes til at sige. Julie Hastrups socialrealistiske passager er til gengæld skrevet med en fantastisk indlevelse. Det skulle hun skrive meget mere af, for når hun beskriver, hvor grusomme voksne kan være mod børn, gør det tåredannende ondt at læse.

Den videnskabelige krimi – Djævlens værk af Lotte Petri:

Lotte Petri er også en dygtig og velskrivende krimiforfatter samt en ferm researcher med hang til bloddryppende plotmageri og grusomme mord. Der er godt styr på det faktuelle og detaljerigdom om alt fra pest og nazisme til psykisk sygdom og seriemordere og ikke mindst retsmedicinske detaljer. I Djævlens værk bevæger hun sig ud i det overtroiske og konsulterer en katolsk præst og eksorcist. Det sker efter et mord på en arkæolog og kollega til den sympatiske hovedperson, retsantropolog Josefine Jespersen, der leder en gravrydning af 1000 skeletter på Assistens Kirkegård. Der skal være plads til en metrostation, men da arkæologen bliver fundet død med et kors ridset ind i kraniet, er fanden løs. Det er både creepy og spændende.

Oooog så vil jeg da nævne den bedste danske TV-serie, jeg har set længe, Bedrag sæson 3 slog fuldstændig benene væk under mig og var eminent på alle tænkelige planer – også det visuelle. Glem de første to sæsoner, men denne må du ikke gå glip af, hvis du er en ægte krimifan. Kan ses nu på dr.dk.

Skulle du mangle flere bud på din næste krimi, er her links til nogle af de favoritkrimier, jeg har anbefalet på Bogbobler: Vip-rummet, Stockholm Delete og Top Dog af Jens Lapidus, Savner dig af Harlan Cohen, Papa og Solo af Jesper Stein, Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo, De Berusedes vej af Jakob Melander, Selfies af Jussi Adler-Olsen, De smukkeste af Karen Slaughter.

Afslutningsvis klemmer jeg lige en top ti liste ind med de senest sete udenlandske krimifavoritter blandt TV-seriernes overflødighedshorn – hvis nogen skulle have brug for et tip:

Dogs of Berlin – Netflix (Højspændt gangster- og politidrama i Berlins moderne undergrund)

Narcos Mexico – Netflix (Autentisk narkodrama om de mexicanske narkokartellers begyndelse)

Billions – HBO (Finanssvindlere i New York der skyder skarpere med ord end med kugler)

True Detective – HBO (Dvælende og mystisk politidrama med menneskelig indsigt)

Babylon Berlin – DR (Fantastisk tidsbillede af tyvernes Berlin og nazismens indtog)

Peaky Blinders – Netflix (Vanvittigt velspillet gangsterdrama fra Manchester i årene efter 1. Verdenskrig)

The Assasination of Gianni Versace – Netflix (Forstemmende True Crime fiktion der overgår fantasien i gru og meningsløshed)

Mindhunter – Netflix (Isnende historie om den første profilering af seriemordere)

Ozark – Netflix (Breaking Bad lignende vildveje i den amerikanske sump)

The Americans – Netflix (Kulørt koldkrigsdrama med psykologisk indsigt og spænding i højgear)

I Horsens har jeg fornøjelsen af at interviewe fem krimiforfattere; tre svenske stjerner: Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal. En islandsk: Lilja Sigurdadottir. Og en dansk debutant: Jesper Nilausen.

Se programmet for Krimimessen her

Måske ses vi?