Mordet på en havfrue af Rydahl og Kazinski

Danmarks store nationaldigter og eventyrfortæller H.C. Andersen som detektiv i en fiktiv kriminalroman bygget over et af hans mest kendte eventyr. Lyder det skørt? Det tænkte jeg også, da jeg først hørte om projektet.

Nu udkommer resultatet af det forfattereventyr, der startede som en vild ide hos krimimakkerne A.J. Kazinski (Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund) i samarbejde med Thomas Rydahl.

Det kunne have gået så grueligt galt, og almindeligvis er gruppearbejde mellem tre personer med godt etablerede forfatteregoer måske heller ikke den bedste kombi. Ifølge forfatterne har samarbejdet dog været fortrinligt men også en af de hårdeste processer, de har været igennem. Den bog, der er kommet ud af det, er i alle tilfælde ganske fortrinlig og overraskende vellykket. Et forfattereventyr, der ender godt.

Mordet på en havfrue er ikke blot en krimi men også en historisk og psykologisk fortælling med et troværdigt tidsbillede, substans og komplekse karakterer og meget tro mod den H.C. Andersen, som vi tror, vi kender ham: poetisk, forfængelig, naiv, sensitiv, empatisk, observant og med en lettere barnlig tilgang til tilværelsen. Her under et forhør hos politidirektøren Cosmus:

– Fortæl hvad de har bedrevet, Andersen.

– Jeg kan tale med ting. De taler til mig.

– Hvordan dog? Hvordan tale med ting?

– Jeg har det, som om der er liv i lysestager og tinsoldater, at træer og blomster kan tænke og føle som vi, at alle ting er spærret inde i deres form og higer efter at komme ud.

– Forbandet sludder, Andersen. Tilbage til sagen. De følger efter fruentimmeret Anna, og hvad så, hvad sker der så?

Jeg skal ikke afsløre for meget, men jeg tør godt satse på, at bogen her, som er den første i en serie, bliver en af efterårets store bestsellere, og det gør den fordi, den ej blot er en medrivende og unik krimifortælling med konstant spænding og interessante personer.

Forfatterne har ikke kun gjort sig umage med at være tro mod H.C. Andersens karakter men også begået et eminent researcharbejde så både sprog, dialog og beskrivelser af bylivet og menneskene dengang giver et troværdigt billede af det gamle, stinkende København. Det er en overbevisende rejse tilbage til fortiden, og den er ikke kedelig.

Overalt vælter københavnerne ud af husene og de lave kaserner langs kanalen. Ved Knippelsbro er der trængsel for at komme over. Lotterisælgere, kontorister og piger, der sælger kandisklumper i papir. Men også horder af unge mænd og kvinder, familier, bedstemødre og småbørn. Høj og lav, mest lav. Med madkurve og tændte piber. Der er endda en trup af portugisiske musikanter med kulørte jakker, den ene spiller på en lang fløjte. De går langs volden og ser folk stimle sammen ved Amagerport. Der er kun en smal port åben. Bommændene står tæt og skubber folk videre efter et hurtigt kig på deres papirer. Molly griber fat i Hans Christians arm og prøver at stoppe ham. Trafikken omkring dem presser dem videre, en ung soldat klemmer sig udenom og siger noget irriteret på tysk.

– Du kan ikke gå gennem porten, siger Molly.  – Du har ikke dine papirer.

Det har han ikke tænkt på. Han mærker igen frygten for at blive indespærret. Han ser mod Amagerport. Den gule portnerbygning ligner en mægtig mand med rød hat og åben mund, der sluger alle rejsende.

 – Måske kan jeg klemme mig igennem? Men hvad nu, hvis de genkender mig? Jeg blev tegnet på Domhuset, da de arresterede mig. Molly hvisker i hans øre. – Tag lille Marie på skuldrene. Det burde være forklædning nok.

Ja den gode Andersen er under mistanke for mord, og nu har han allernådigst tre døgn til at bevise sin uskyld sammen med sine to hjælpere. Den prostituerede og vakse Molly og mordofrets datter lille Marie.

Sproget er velafbalanceret mellem det klassiske, som det kunne have været talt dengang tilsat det moderne, så de gammeldags fraser ikke sløver tempoet. Forståelsen af begrebet ‘lorteøen’ om det gamle Amager bliver i den grad penslet ud, så det kan lugtes og mærkes. Ligesom de smalle gader omkring Nyhavn og indre by dengang området var befolket af prostituerede og sejlende sømænd. Der er sågar besøg i kongehuset omgivet af dekadence, lir og latterlighed og ikke megen smiger der.

Plottet er klassisk krimi i den groteske ende, ikke så plausibelt men med en tråd til tidens trend af gru og bestialitet, og når det foregår i 1834 mere troværdigt, end når seriemordere lemlæster for sjov i krimier fra nutiden. Det gjorde ordensmagten også dengang.

Skurken er i en klasse for sig. Kompleks og ulykkelig drevet af kræfter, der havde gjort livet lettere, hvis det hele foregik i nutiden. Et interessant perspektiv på nutidens privilegier, der måske vil vække debat.

Handlingen er, som titlen antyder spundet over eventyret om den lille havfrue men samtidig helt sin egen, og også påmindelser om andre Andersen eventyr finder plads i historien spundet ind på elegant og diskret vis.

Uanset hvad man måtte mene om det her greb på H.C. Andersen, så giv den en chance for det, den først og fremmest er: en ægte pageturner og en formidabel læseoplevelse.

Mordet på en havfrue er en genistreg af en krimi, elegant, spændende og grusom.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

 

 

 

 

Florida af Lauren Groff

Jeg er nok en af de få med hang til amerikanske fortællinger, der endnu har Lauren Groffs højtanpriste roman Skæbne og Hævn til gode. Nogle anmeldere mente, at den var halvt blændende og halvt kedelig i beskrivelsen af et ægteskab fra to forskellige synsvinkler, og det er nok grunden til, at jeg har udsat at få krydset den af på læselisten.

Nu har forfatteren udgivet en novellesamling med titlen Florida, og den er helt igennem blændende og på intet tidspunkt kedelig.

Florida er elleve formfuldendte historier, der suger sig ind i cellerne som igler, bombarderer sanserne med naturfænomener, orkanvinde og indre og ydre liv, der kryber ind under huden på læseren. Der er faktisk lige vel rigeligt med kryb fra et Florida, der beskrives på vrangsiden af solskin, pastelfarver og palmer og synker ned i sumpen af alligatorer, slanger, fugt og frygt. The Upside down af Florida, kunne man sige. Novellerne foregår mestendels i Florida, bortset fra to der finder sted i Frankrig og en enkelt i Brasilien. De deler hver og en samme skønhed som filmen The Florida Project, men hvor den beskriver den sociale slagside af den solfyldte stat med en stærk blå himmel, der våger over fattige men overlevelsesbevidste børn, er vi her primært på besøg hos middelklassen i stormvejr og mørke hos personer fyldt op af uro og bekymringer, ikke mindst for klimaet og de vejrforandringer, der slår hårdt til her. Der er kvinden og forfatteren med mand og to sønner, som råber ad sin familie og forsøger at løbe sig fra uroen hver aften på de øde parcelhusveje i et månelys af magi og mareridt, hun er muligvis Groffs alterego og går igen i flere historier. Der er Jude, som blev født i et klassisk Florida-hus, som lå på kanten af en sump, der sydede af unavngivne reptilarter. Der er de to søstre, der svigtes brutalt og strander på en øde ø. Der er kvinden, som møder fortidens spøgelser i stormens ensomhed, og Helena der rejser til Brasilien for at føle en frihed, som ikke findes. En collegestuderende melder sig ud af samfundet, og de to fortællinger der finder sted i Frankrig er med personer, der hører hjemme i Florida. Der er elleve formidable fortællinger, der vækker den uro i læseren, der rører sig i karaktererne ligesom fornemmelsen for en foruroligende fremtid, der ikke kun er at finde i Florida, men som er særlig fremtrædende der. Novellerne har tusindevis af temaer, som kan tolkes i hver sin retning afhængig af øjnene, der ser. Et af de gennemgående er svigt i familien og særligt af børn. Enhver må læse sit, men læs og skulle læseglæden være tabt, vil den forhåbentlig blive genfundet her.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Lindhardt og Ringhof

Oversat af Lotte Kirkeby

Forfatterinterview med Heidi Philipsen: En altopslugende proces

Heidi Philipsen er lektor i medievidenskab og kreativitet ved Syddansk Universitet samt forfatter til adskillige fagbøger. Hun har også undervist bogbobler i blandt andet kreative processer og manuskriptudvikling. Nu har hun på opfordring af studerende skrevet og udgivet sin første roman. Læs interview med Heidi

 Du har skrevet flere fagbøger og videnskabelige artikler om kreative processer med fokus på filmbranchen. Jagtsæson er din første roman. Hvad fik dig i gang med fiktionen?

Jeg har altid elsket at lege med ord og sætninger. Men det var helt konkret nogle af de manuskriptstuderende, jeg har undervist, der en dag, hvor vi havde semesterafslutning med kaffe og kage, sagde: ”Hvad med dig, skal du ikke også prøve at skrive noget fiktion?”. Jeg tror, de mente, det ville være interessant med den erfaring, som en proces med fiktion kan give. Og det perspektiv kunne jeg godt se. Samtidig havde jeg undervist så meget, at jeg havde noget forskningstid i overskud, altså et skrivesemester. Det brugte jeg på at færdiggøre den fagbog, der hedder Det giver mening at elske sit arbejdsliv, som jeg har skrevet sammen med Sophie Bech. Bogen handler blandt andet om kreative processer. Og så begyndte jeg at skrive på romanen parallelt i min fritid. Sådan kom jeg i gang, og så kom jeg hurtigt til at holde meget af fiktionsprocessen.

Hvad har inspireret dig til romanen?

Det har blandt andet mit kendskab til Island, islændere, islændinge og naturen deroppe. Sammen med en drabssag, jeg var involveret i som pårørende i 1994. Og så har jeg haft Saga-karaktereren fra tv-serien, Broen, med som inspiration. I det hele taget elsker jeg nordic noir-stemningen. Og jeg kender den fra mine rejser på Island også.

Hvordan vil du beskrive din proces i arbejdet med romanen?

Altopslugende. Jeg forsøgte at bruge rammer, der gjorde processen overskuelig. Jeg skrev ting ned i min notesbog, så snart de oprandt, og så kunne jeg finde dem frem, når jeg lige havde en time her og der væk fra job og familie, hvor jeg kunne skrive. Jeg holdt meget af den proces. Men blev nok også lidt mere introvert i en periode, end folk kender mig.

Hvordan har du arbejdet med udviklingen af din hovedkarakter Helga?

Helga er li’som en ret organisk størrelse, der groede ud af mennesker og dyr, jeg kender på Island. Hun har også har en rod ind i mig selv. Det lyder frygtelig usystematisk for én som mig, der arbejder med, at kreativitet udspringer af rammer. Men jeg forstår nu bedre end før roman-processen, at der også er elementer i arbejdet med fiktion, hvor ting li’som opstår og forekommer helt logiske ud fra noget uforklarligt. Og dog, det forklarlige ligger jo i, at jeg havde rammer, der hed for eksempel: Start med Helga og så opbyg et univers omkring hende. Helena opstod selvfølgelig først i universet, for hele udgangspunktet for mig, er deres bånd, der bliver brudt. Hjørdis opstod også hurtigt, for hun er det levende alternativ til døden, som Helga skal kæmpe sig hen imod. Og så kom der børn, David, hund, heste, far, mor osv…

Jeg har også arbejdet med rammer som: Hvad er Helgas ’want’ og ’need’, altså mål og behov. Og så gav jeg mig selv nogle rammer for at begrænse mig til få locations omkring hende. Jeg tænkte på mine rejser til Island og min viden om dyr og natur. Det gav nogle naturlige historier at skrive Helga ind i. Der var tidspunkter, hvor hun var sjov og andre tider, hvor hun var hård at skrive om.

Har du arbejdet med struktur, plot og dramaturgi i opbygningen af romanen, eller har du bare skrevet løs fra hjertet?

Min proces startede med Helgas karakterudvikling og univers-opbygning. Men jeg har lavet en slags, dét man i filmbranchen ville kalde en ’stepoutline’. Jeg lavede et skelet, og så hang jeg mere og mere kød på. Jeg vidste fra starten af, hvordan romanen skulle slutte. Og hvordan Helga skulle udvikle sig.

Så var udfordringen at gøre det plausibelt, spændende og læseværdigt på vejen dertil. Jeg må simpelthen indrømme, at de mange dramaturgiske modeller, jeg kender, dem har jeg kun taget et spædt afsæt i og ikke fulgt meget. Mens min viden om såkaldte ’polyfoniske karakterer’ (dem med mange sider og nuancer) har hjulpet mig en del. Jeg endte med at bytte en hel del om på rækkefølgen af tingene, i sidste ende. For at give læseren nogle små set-up og pay-ofs, så de fik lyst til at læse videre.

Jeg har i høj grad haft glæde af den viden, jeg har fra Mogens Rukov om naturlige historier og brud. Jeg har bevidst brudt en del kapitler af med noget uventet, så læseren kunne undre sig.

Din roman er fiktion men tager afsæt i nogle personlige erfaringer. Hvad har du tilfælles med din hovedperson Helga?

Forholdet til Island og heste blandt andet. Og det at have mistet en nær veninde under tragiske og surrealistiske omstændigheder. Hendes vrede og sorg, den kender jeg. Ligesom jeg kender det hos hende, at have svært ved at lade sig hjælpe. At ville klare det hele selv.

Der er flere tematiske vinkler i din roman. Hvilken er den vigtigste for dig?

Retfærdigheds, savn og sorg vinklen, som man godt kan argumentere for, hænger sammen. Men også ensomhed. At være ensom med en sorg, der indtraf for længe siden, og som folk har svært ved at forholde sig til. Jeg synes, det er trist, at vi lever i tid, hvor man forventes at drøne fremad, og hvor få mennesker stopper op og spørger til ting og mennesker, man for eksempel har mistet. De er jo stadig en del af ens historie. Men det er ikke så cool at se tilbage, mest at se frem.

Helga-figuren får gennem teksterne hun skriver på, mulighed for at gå et skridt tilbage og hente hele sig selv med fremad. Hun skriver sig hel, ikke i terapeutisk forstand, men helt konkret. Bogstaverne heler hende og tillader hende at dvæle og derpå at leve i nutiden med fortiden i sin favn. Jeg tror på, at mange halve mennesker løber syttens stærkt for at opnå noget, andre synes de bør opnå. Men hvorfor løber de? Hvad løber de fra? Hvad er meningen med det løberi?

Hvad håber, du at læseren vil tage med sig efter at have læst din roman?

Hvis læseren giver sig til at reflektere over deres eget forhold til fortiden i deres nutid. Og om de må stoppe op og konfrontere sig med noget, for at kunne gå hele videre, så er ét af romanens temaer lykkedes.

Jeg håber, at bogen giver et take på uretfærdighed, sorg og heling. Måske også på dét at kunne.. hm… ikke tilgive en drabsmand, men at kunne tilgive sig selv for noget, man ikke selv kunne have ændret.

Lige i dette moment har jeg brækket ryggen i en rideulykke. Jeg kæmper med at tilgive mig selv for, om jeg kunne have handlet anderledes. For nu er jeg afskåret fra at hjælpe min familie og mit arbejde. Og det udfordrer min tålmodighed og min handletrang meget. Men jeg håber, at jeg selv kan finde ud af at bruge dette ufrivillige fart-stop til at give mig selv muligheden for igen at blive besat af skrivning og give læserne mulighed for at finde ud af, hvad der videre sker med Helga.

Den italienske mester af Tom Rachman

I foråret udkom Den italienske mester, tredje roman af Tom Rachman, som jeg har set meget frem til, da jeg er ellevild med de tidligere: De Ufuldkomne og Storhed og Fald.

Lige efter udgivelsen, gik jeg i gang og gik i stå 60 sider inde, måske fordi den mindede for meget om en film, jeg lige havde set. Havde så en lang periode uden læsetid men har nu over to feriedage været helt og aldeles opslugt af denne mesterlige, nærmest geniale fortælling, som den har vist sig at vær

Vi følger Charles Bavinsky kaldet Pinch gennem et helt liv i skyggen af en kunstnerfar, der trods sit fravær fylder alt. Bear Bavinksy er en excentrisk og egocentrisk maler, forgudet af kunstverden, af sine mange kvinder som han skifter ud efter et par år og af sit afkom, som han efterlader i mødrenes varetægt rundt omkring i Europa og USA. Kun Pinch får en særlig plads i farens hjerte, for Pinch har selv et kunstnerisk talent, men han har også sin far solidt placeret på en piedestal og er derfor nem at kontrollere og manipulere med. 

Den store Bear besidder udover sit kunstneriske talent, sin fulde dedikation til kunsten og sin seriøsitet – han brænder alle de malerier af, der i hans øjne ikke er gode nok – det der særlige, man efter nogens mening skal have for at blive en rigtig kunstner: personlighed og karisma. Lige det mangler Pinch, ligesom hans selvtillid på det nærmeste er visket ud af faren. 

Først langt op i livet går det op for Pinch, at hans far er den indirekte årsag til en traurig tilværelse, hvor nederlagene står i kø, så han beslutter sig for at gøre noget ved det, og fuldfører det man kunne kalde en sød hævn blot med uselviske og renhjertede motiver. 

Den italienske mester er centreret om malerkunsten og er penslet til med referencer fra kunstverdenen, en del af dem opdigtede til bogen. Fortællingen har mange strøg af humor omkring den forløjede og forstillede kunstverden, hvor dem der skal tjene pengene på andres kunst bestemmer, hvad god og ægte kunst er. 

De tematiske vinkler berører ikke kun Pinch’ forhold til sin far men også til sin selvudslettende mor, der som han er kunstner i det stille uden at opnå megen anerkendelse. Der er forholdet til få vigtige venner, som får afgørende betydning, til hans livs kærlighed, og til det hverv han affinder sig med at leve af. Alt imens han føler sig overflødig som et intet med kun det formål at tjene sin far, mens han hungrer efter hans anerkendelse. Indtil den dag han ikke gør.

Romanen er en fantastisk menneskelig og rørende fortælling der også bliver tiltagende spændende at læse, da den besidder et klogt og veldrejet plot. 

”Er det nemmere at bryde igennem som kunstner, hvis man er et flamboyant røvhul?” Sådan lød et af spørgsmålene til forfatteren, da han blev interviewet i Boghallen tidligere i år. Tom Rachman svarede, at det mente han nok, og det var netop et af de spørgsmål, der optog ham under arbejdet med bogen. Et andet var om, man kunne tillade sig at få børn, hvis man ville lave kunst. Det havde han selv kløet sig i håret over, da han skulle være far for første gang. Problematikken er gældende, uanset om det er kunstmaler, forfatter eller et andet kunstnerisk udtryk man vil hengive sig til. For det kræver god tid og ro at lave kvalitet. Jeg tænker, at Tom Rachman selv og utallige andre har bevist, at man godt kan skabe kunst, selvom man oveni forsøger at være et ordentligt menneske og stifter familie. Men der er også en del slående eksempler på det modsatte: man behøver måske ikke at være et røvhul for at blive kunstner, men det hjælper.

Uanset om man er interesseret i billedkunst eller ej, er Den italienske mester en roman for alle, der er er optaget af mennesker og relationer. Tom Rachman har for tredje gang bedrevet en vidunderlig roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

Et rigtigt liv af Katrine Marie Guldager

Hvad skal jeg bruge mit liv på? Hvad skal jeg være, når jeg bliver stor? Hvordan bliver jeg lykkelig og med hvem? Disse spørgsmål kan tumle i et sind, lige indtil en tilværelse som beboer med eget gangstativ på plejehjem er eneste svarmulighed.

I den nye roman af Katrine Marie Guldager møder vi i 80’erne den unge jurist Filip, som i stor udstrækning følger den vej, andre har lagt for ham, mens han betvivler sine valg og ikke kan finde retning.

Det er en vej brolagt med guld og hårdt arbejde men meget lidt lykke. Som helt ung mister Filip sin mor til kræft, og hans far må fokusere på Filips bror, Christian, der har et stærkt handicap og er bundet til kørestol. Filip kan klare sig selv, han har begavelsen, uddannelsen og charmen til at opnå alt, man kan forlange af tilværelsen, så det må han gøre, og det gør han. Alligevel har han det elendigt indeni. Det bliver ikke bedre, da han trods succesfuld advokatvirksomhed involverer sig i noget ejendomsscam for at opretholde sin hustrus vante forbrug og ulyst til at arbejde. Det kan kun gå galt.

Katrine Marie Guldager er en forfatter, der arbejder bevidst med fortællingen som form, og hun har en formidabel indlevelse i sine fiktive karakterer, der fremstår fuldstændigt troværdige, uanset hvem de er, hvor de kommer fra, hvad de siger, og det de gør. Med dem formidler hun en stærk og tankevækkende historie, som vækker universel genklang, også selvom de fleste læsere formentlig intet har tilfælles med personerne. I Et rigtigt liv er de primært repræsenteret af overklassen og advokatkredse i Hellerup, i forrige roman Bjørnen var det akademikerkvinden i midtvejskrise og i En uskyldig familie hippiefamilien i Svendborg – også med en søn, Frederik, der gør yuppieoprør mod sit ophav og flytter til New York for at tjene en masse penge. Man kan godt komme til at forveksle Filip og Frederik, mens man spekulerer over forfatterens fascination af den type karakter. Rastløse, ulykkelige unge mænd på flugt fra sit ophav med dyre vaner og evnen til at tjene mange penge. Måske fordi de er længst væk fra hende selv? Det mærker man på ingen måde under læsningen, da de som nævnt fremstår aldeles overbevisende.

Hvor de to tidligere romaner fra den produktive forfatter fangede mig med det samme, skulle jeg i Et rigtigt liv næsten halvvejs ind i romanen, før jeg blev rigtig grebet. Fra start til slut flyder sætningerne i en skøn strøm af ord og sprog, der aldrig bremser læseren, så man når hurtigt igennem. Men der gik noget tid, inden jeg helt forstod, hvorfor jeg skulle interessere mig for Filip og hans venner, hans kærester og hans familie. I anden del skrues dramaet og følelserne op for fuld styrke, og jeg engagerer mig, bliver rørt og berørt af Filips og familiens skæbne. Det er værd at vente på.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

 

 

En djævel i den lyse nat af Søren Baastrup

Alle der gik i byen i København i 90’erne husker med gru mordet på 18-årige Stine Geisler i Teglgårdsstræde i indre by. Det skete under karnevallet i pinsen 1990 og blev i årene derefter omtalt som ’karnevalsmordet’. Det er snart 30 år siden, og mordet er ulykkeligvis stadig på listen over uopklarede og uforklarlige mord i Danmark, og dem var der en del af i slutfirserne og starthalvfemserne. Derfor var det heller ikke med nonchalant tankeløshed, man bevægede sig ene rundt i gaderne midt om natten efter en festlig aften, men snarere med en vis anspændthed i kroppen, hvor alle de småberusede antenner strakte sig i alarmberedskab, når man hørte skridt bag sig. Over 4000 mennesker blev afhørt under efterforskningen, der efterlod meget få uberørte, enten fordi man var i nærheden, eller kendte nogen, der var.

Journalist og forfatter Søren Baastrup, der også er min gamle klassekammerat og hovedopgavemakker fra Journalisthøjskolen, var dengang 14 år og fulgte med store øjne sagen gennem avisernes spektakulære omtale fra drengeværelset i Silkeborg. Nu har han oprullet hele forløbet her mange år efter i sin dokumentariske bog i håb om at finde svar på spørgsmålet: Hvem myrdede Stine Geisler?

Baastrup har talt med politiet, der efterforskede, med de mistænkte og afhørte og med pårørende som Stine Geislers mor. Ved hjælp af deres udsagn genfortæller han hele forløbet og rekonstruerer sagen, så det er som at rejse tilbage til dengang og være tilstede i det nu og her.

Under læsningen vokser mystikken, for Stine Geisler var ikke en helt almindelig gymnasieelev men en ung kvinde, der kastede sig ud i livet tidligere end de fleste og hemmeligholdt det for de nærmeste. Den måde hun forlod verden på var skræmmende og bestialsk, og mordet skete i kælderen i baggården til hendes hjemmeadresse. Om forbrydelsen var møntet på hende, eller hun var et tilfældigt offer, er ikke til at vide, men spekulationerne myldrer frem under læsningen, og ja det er spændende som en krimi og tiltagende ubehageligt, fordi det er på bekostning af et virkeligt liv, der ikke fik lov til at udfolde sig på anden vis end som mordgåde.

True Crime genren har vokset sig kæmpestor, og den har også fascineret mig i adskillige filmdokumentarer og podcasts som Making a Murderer, Serial, S-Town og The Jinx, men jeg har ikke læst mange bøger indenfor genren. Måske fordi man ved, at når det er et journalistisk projekt vil man til forskel fra fiktionen sidde tilbage med en bunke ubesvarede spørgsmål, og så er virkeligheden som bekendt altid mere grusom og uforståelig end fantasien, hvor der oftest er en slags forløsning og en forklaring, uanset hvor skidt det måtte ende.

Men når en historie er så velskrevet som En Djævel i den lyse nat, vil jeg gerne læse mere. Bogen er ikke blot underholdning men har et klart formål, og så er den velredigeret, har alt det vigtige med, er sprogligt præcis og undgår at gå amok i detaljer eller prætentiøs poesi eller overdramatisering. Den bidrager både med ny viden om selve sagen men også med refleksioner over tiden, over kulturen men især over manglerne i politiets efterforskningsarbejde, blandt andet fordi redskaber som DNA-sporing ikke var tilgængelige dengang.

Der er netop udkommet en podcast på Politiken, som supplerer bogen rigtigt fint med interviews med flere af de personer, der også medvirker i bogen, blandt andet politiets efterforsker på sagen Ove Dahl, som nævner, at hvis mordet var sket blot få år senere, var det med stor sandsynlighed lykkedes at fælde morderen. Bogen spekulerer i flere mulige gerningsmænd, hvoraf nogle sidder fængslet i dag for andre forbrydelser, men et entydigt svar får man ikke. Til gengæld får man en god læseoplevelse og en del at tænke over.

★★★★★☆

 Bogen er venligst tilsendt af forlaget People’s Press.

 

Skandalens anatomi af Sarah Vaughan

Jeg fik denne spændingsroman med mig på Krimimessen, hvor jeg også hørte interviews med forfatteren Sarah Vaughan med stor interesse. Der var nogle virkelig interessante samtaler om magtstrukturer og politik i det engelske system, hvor man med det rette netværk kan slippe afsted med stort set alle former for skandaløs opførsel, så længe den ikke bliver dokumenteret. 

Skandalens anatomi handler om overgreb og magt, og hvad der kan ske, når magten vender til ofrets fordel.

Kate er en velrenommeret advokat i det engelske retssystem og skal føre en sag mod James, en højtstående politiker, der står anklaget for at have voldtaget sin elskerinde. Sophie er politikerens hustru og overbevist om hans uskyld. Sophie og Kate kender hinanden fra årene på Oxford Universitet og har vidt forskellige opfattelser af James’ karakter – eller har de? Der skete nemlig noget skummelt i ungdomsårene, som sætter et gigantisk spørgsmålstegn ved Kates habilitet som anklager og Sophies dømmekraft. Historien skifter i synsvinkel og i tid, hvor det i tilbageblik til 1992 afsløres, hvilke skeletter og traumer karaktererne hver især bærer rundt på. 

Skandalens anatomi er en særdeles velskrevet thriller centreret omkring et nervepirrende retssalsdrama, der dog trækker et noget forudsigeligt plot i langdrag. Nogle af passagerne og de indre monologer dvæler for meget over de samme emner, så jeg oplevede desværre at kede mig undervejs. Det siger nok mere om, hvor meget fiktion jeg efterhånden har konsumeret end om kvaliteten af romanen som sådan. For det ér mere end blot en spændingsroman. Det er også en kritik af faktiske forhold. Mest slående er beskrivelserne af den afstumpede opførsel, der fandt og stadig finder sted blandt unge studerende med privilegier og penge nok til at betale sig fra rettergang og fra at smadre ting og mennesker omkring sig ikke blot for at være en del af et elitært fællesskab, men fordi de nyder det. Det er ret uhyrligt.

★★★☆☆☆

Bogen er venligst givet af forlaget Hr. Ferdinand