Himmelanker af Line Maria Lång

Jeg knuselsker denne bog og vil snart læse den igen. Line Maria Lång har skrevet så fin en roman, som både er et rørende og morsomt portræt af sit nære venskab med nu afdøde forfatter Jan Sonnergaard og en skildring af sorg over tid, og om at miste både en far, en kæreste og så en ven alt for tidligt og ikke mindst om sindets evne til og bestræbelser på at fastholde minder og mærke det evige nærvær fra dem, man har mistet. 

I centrum af fortællingen, der består af korte stramme kapitler, er venskabet mellem de to forfattere. De er som nat og dag, et mørkt og et lyst sind, en rå realist møder en flyvende fe, men litteraturen, madglæden, empatien, dybden og humoren binder dem sammen. I begyndelsen er de mentor og mentee. Dietmar som han hedder i romanen er ikke altid helt nem at komme ind på livet af, og han kræver noget af sine venskaber og forventer modkrav. Om det drejer sig om tekster, samtaler, øgenavne eller særlige retter eller vine, så skal de serveres med specielle ingredienser, hjerte og omhyggelighed.  

Er man først lukket ind i varmen, kan man hurtigt ryge ud i kulden igen med et skarpt skud af sarkasme. Der er en grund til, at forfatteren kaldte sig selv for enten søde Jan eller onde Jan. Det er der et par ret gode eksempler på, som er mere sjove end egentligt onde, og man forstår godt, at en tænker, som ham ikke gad at omgive sig med overfladiske og prætentiøse mennesker. Fra Line Maria får han modspil og modkrav og en overflod af åndelig kærlighed og en dejlig filosofi om samhørigheden mellem himmel og jord, ”alt er forbundet med alt”,’lambubo’. Både hun og hendes kæreste forbliver i inderkredsen og er nogle af de få nærmeste pårørende, da forfatteren pludseligt dør alene i en lejlighed i Beograd, få dage inden de skulle besøge ham. Det sætter straks processen i gang hos Line Maria Lång, der beslutter sig for at skrive om ham for at bevare deres forbindelse og holde ham fast som sit himmelanker.

Her et lille uddrag fra en af deres mange samtaler, hvor Dietmar giver råd til de skrivende:

”Man arbejder en tekst igennem mindst ti gange mere, end man gider. Man gør sit arbejde. Man kan skrive hjulpet på vej af god vin – dårlig vin ses i teksten, fordi man bliver så sur, sagde han. Jeg lo. Men redigeringen skal foregå absolut ædru; det er dér, hvor du pludselig skal blive en anden, et surt røvhul, der er skeptisk over for alt. Han løftede sin pegefinger ’dér’. Det var slet ikke skolelæreragtigt, det var en engageret pegefinger; han lavede ligesom et slag ud i luften med den, som når man giver noget et lille skub. ”Og hvis du vågner en dag med stor lyst til at skrive om dine morgensko eller din kvindelige cyklus, så gå i seng igen. Det er nok mit bedste råd.”

Hvis du er fan af Sonnergaard og/eller Lång, må du selvklart få læst denne lille kloge roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen

Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen er en stærkt anbefalelsesværdig roman, som handler om den danske videnskabskvinde Inge Lehmann. Hun var et sammensat menneske, sky og skrøbelig, stærk og sej og et både sprogligt og matematisk geni. Hun var pioner på sit område og specialiserede sig i seismologi. Ved hjælp af udregninger efter jordskælv opdagede hun, at jorden består af en fast indre kerne, der befinder sig inde under en flydende kerne, men det blev ikke rigtig regnet for noget på Geodætisk institut, hvor hun arbejdede i en årrække overset og underkendt i skyggen af den mandlige ledelse.
Først mange år efter fik hun den faglige respekt og anerkendelse fra omverden, først i USA og alt for længe efter i Danmark.

Man behøver på ingen måde at være naturvidenskabeligt anlagt for at have fornøjelse af denne bog. Jeg hørte først om Inge Lehmann for en fem år siden og tænkte, at her var da en god historie. Nu har Lotte Kaa Andersen skrevet den, og det har hun gjort med en imponerende indlevelse og researchmæssig tyngde, der gør portrættet yderst troværdigt og samtidig giver en formidabel læseoplevelse. 

Forfatteren er dykket ned i alle tilgængelige arkiver fra artikler til personlige breve og har talt med nulevende slægtninge, og man kan i den grad mærke hvor grundigt et arbejde, der er bedrevet for at skrive denne livsfortælling som en levende roman med konflikter, nærværende dialoger, svære følelser, indre og ydre drama og det uden at fordreje om ikke sandheden så ægtheden. 

Jeg havde en del afbrydelser undervejs i læsningen, selvom den ikke er spor svær at læse, men det føles også ok ikke at hegle igennem men at søge tilbage til Inge Lehmanns lange mentale rejse til jordens indre der starter med barndom og skolegang i København senere studier og sygdom i Cambridge, restitution og kærlighed i Østrig, et langt isoleret arbejdsliv i København og endelig til anerkendelsens tinder i USA, som kom sent men ikke for sent til, at hun kunne nå at nyde det i sit 104 år lange liv, som hun dedikerede fuldt ud til forskningen, mens hun i sit stille sind forbitredes over modstanden i forskerverdenen. 

”Der er gået 15 år, siden artiklen kom, og flere er kommet til siden. I 15 år hun siddet i sit lille kontor for enden af den lange grå gang og håbet at nogen en dag ville sige netop det, professor Ewing siger lige nu. Hun publicerer stadig en artikel i ny og næ, men det er som om, der er kommet støv mellem hende og verden, hun er skuffet og træt. Nørlunds tavshed og officerernes foragt har taget arbejdsglæden fra hende. Ofte har hun en skræmmende fornemmelse af at være tilskuer til sit eget liv, at tingene bare sker og ikke sker, uden at de rodfæster sig i hende. Og nu står denne solbrændte amerikanske professor pludselig der med sit venlige smil og sin bløde sydstatsaccent og roser hendes arbejde. Hun mærker, at noget tungt og mørkt løsner sig indeni, det arbejder sig op nede fra maven, op gennem brystet, op i halsen, det presser på ved struben og bringer hende ud af fatning.”

Inge lever sit liv alene og nørder med beregninger, som hun arkiverer i OTA solgryn pakker. Samtidig har hun et kompliceret forhold til sin flamboyante søster, der er skuespiller, og et særligt og kærligt forhold til dennes rastløse søn. Hun havde også en far og spændende veninder, der hver for sig satte aftryk i dansk historie. Virkelig god læsning om en ener med et særpræget liv.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Gutkind forlag.

Året med 13 måneder af Åsa Linderborg

Den svenske journalist, forfatter og debattør Åsa Linderborg udgav i oktober Året med 13 måneder, en dagbog om sit liv i orkanens øje i et år med det svenske MeToo forløb, der kulminerede i 2017. 

Du kender hende måske fra det ganske interessante P1 program Norsken, svensken og dansken, hvor hun diskuterer aktuelle emner i et nordisk panel. 

I Danmark kunne udgivelsen ikke være landet på et bedre tidspunkt, da MeToo debatten her spidsede til i samme moment med en række opsigtsvækkende afsløringer om seksuel chikane og deraf følgende afskedigelser, der startede indenfor politik og medier og snart strakte sig udover flere brancher. Imens løb debatten amok på de sociale medier og udviklede sig lynhurtigt til en skyttegravskrig, hvor det blev svært for de aktive debattører at mødes på midten. 

Åsa Linderborg bidrager med sin bog og erfaringer til et nuanceret syn på debatten, da hun vedholdende og upopulært påminder om presseetik og retssikkerhed. Begreber hun selv får et fornyet syn på, da en af de magtfulde mænd i kulturbranchen, der bliver afsløret af hendes avis, ender med at begå selvmord, og hun både får og føler skyld for det. 

Som Kulturredaktør på Aftonbladet med base i Stockholm er Åsa Linderborg selv en magtfuld kvinde og med klummer og artikler, medvirker hun til nedfældelsen af magtmisbrugende mænd på den svenske kulturscene. En medvirken hun i dag fortryder – eller måske snarere måden det foregik på.

Åsa Linderborg reflekterer løbende over debatten i sin dagbog men også over sit personlige liv fra ung usikker kvinde til midaldrende magtfuld mediedame. Hun funderer over egne relationer og sit syn på mænd og på mænds blik på hende fra ung til ældre og påpeger et minefelt af gråzoner i mødet mellem kønnene. For eksempel at hun selv som chef ynder at røre ved sine medarbejdere, rode dem i håret og læne sig op ad deres skuldre, når de har gjort et godt stykke arbejde. At det ofte er, når mænd er gamle og grimme, at de anses for at være nogle klamme svin, hvis de udviser lysten til det modsatte køn, mens der kan være et mildere syn på unge, pæne mænd, der gør det samme. Forfatteren diskuterer med sig selv og med kollegaer, hvor grænserne går og præsenterer en række relevante eksempler på, at vi alle bidrager til hykleri i disse spørgsmål. 

Midt i mediecirkusset mister Åsa Linderborg sin kæreste til en yngre kvinde, og fortæller hudløst om den dybt personlige krise, hun nu står i midt i livet, hvor hun føler sig femti, fed og færdig som sensuelt væsen. Selvbilledet af powerkvinden, der har det hele, krakelerer, og hun beskriver smerten ærligt, sårbart og vedkommende.

Linderborg har desuden en interessant baggrund som skilsmisse- og arbejderbarn med socialisme og alkoholisme i bagagen, som hun tidligere har skrevet om i romanen Mig ejer ingen. Dagbogen berører derfor også forholdet til forældrene, og stoltheden over sine egne børn, og hvor langt hun egentlig er nået i tilværelsen.

Det er alt sammen vældig interessant og velskrevet læsning. Ligesom Linderborgs bidrag til MeToo debatten er et vigtigt indspark.

Undervejs måtte jeg dog flere gange slæbe mig selv igennem for at komme videre til det gode stof. Bogen kunne sagtens være redigeret ned fra et år med 13 til et år med 12 måneder, for mellem al det vigtige og personlige er der også en del ligegyldigt og småkedeligt fyld om livet i Stockholms kulturinderkreds med beskrivelser af restaurantbesøg, gourmetmenuer, shopping af dyrt tøj og konstant namedropping ved møder med kulturpersonligheder, som udenforstående ikke kender til og som ikke hver gang har betydning for bogens drive.  I efterskriftet gør Åsa Linderborg opmærksom på hvilke emner, hun faktisk har redigeret ud af sin dagbog, herunder forholdet til de freelancere, hun har været chef for. Det havde jeg så gerne læst om i stedet for den overflod af restaurantbesøg, der tog pladsen. Det havde været interessant, da det kunne have trukket nye spændende refleksioner ind i teksten, så det ikke alene handler om sexchikane og mænd kontra kvinder men også om magtforhold generelt og dynamikken mellem chefer og medarbejdere uanset køn. 

Det ændrer dog ikke ved, at enhver med interesse i MeToo og en analyse af både bevægelsens bidrag til et forhåbentligt snarligt bedre og mere ligestillet samfund men også faldgruberne undervejs bør læse denne bog. 

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Gutkind.

Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan

Når Sissel-Jo Gazan udgiver en roman, er der ofte garanti for en velfortalt og indlevende historie med en hovedkarakter, som beskæftiger sig med et videnskabeligt emne, der formidles på bedste nørdede vis og på en måde, der fænger den uvidende læser. Researchen er grundig, flot flettet ind i historien. Der er en imponerende detaljerigdom i fortællingen, og man lærer noget nyt hver gang.

Sådan er det også i den syvende roman Hvide blomster, der netop er udkommet, og her handler det om tatoveringer og botanik. I den forrige Blækhat var det Streetart, svampe, BZ-bevægelse og Aarhus i 1980’erne. Tidligere i de videnskabelige krimier med Dinosaurens fjer som verdensomspændende gennembrud har forfatteren beskrevet dinosaurer og fugle, og i Svalens graf vaccinationsbivirkninger og medicinalindustri. Sissel-Jo Gazan er selv biolog og har udover en dybdegående interesse i naturvidenskabelige emner også et bankende hjerte for de menneskelige relationer. For som gennemgående tema i flere af romanerne finder man også store familiedramaer om svigt, hemmeligheder og løgne. Dertil kommer et altid veltilrettelagt spændingsplot med adskillige overraskelser undervejs. 

Hvide blomster tillægger sig temaer som hævn og tilgivelse og har derudover en stærk socialrealistisk skildring af nogle af de mest sindsoprivende børneskæbner på dansk jord. Det er den fjerde roman, jeg læser af Sissel-Jo Gazan og efter min mening den bedste, siden Dinosaurens fjer

Hvide blomster starter på Samsø i 1993. En pige ved navn Bettina forsvinder, og lokalsamfundet er på den anden ende. Vi følger de to 14-årige kusiner Jenny og Tessa, der bor på Samsø og betragter forløbet og eftersøgningen af pigen. De er som nat og dag, og det samme er deres familier, men sammenholdet er stærkt. Jenny er kvik og dygtig til at tegne og nørder med botanik. Hun arver sin oldefars plantesamling, og det har en vægtig betydning for historien. Tessa er den rastløse, skoletrætte med det hårde ydre og det skrøbelige indre. Jennys mor Kisser er tatovør med et stort hjerte for svigtede børn, som hun hjælper udenfor lovens rammer. Hun er tvillingesøster til Jimmy, Tessas far, der også har et godt hjerte men en række alvorlige svagheder, der spænder ben, som det gennemsvigtede barn han er. Tato-Palle, der har egen legendarisk shop i Aarhus er deres far og pigernes højtelskede bedstefar. Hver især gemmer de på hemmeligheder fra fortiden og nutiden, der gennemsyrer familien i generationer.

Omkring dem et omfattende galleri af bipersoner fra den nysgerrige lokale betjent til de utallige halvsøskende og plejebørn, der er indlogeret hos Tessas mor Mona, der selv er en trøstesløs karakter med ret ringe forældreevne. Samt et væld af mystiske og mistænksomme typer fra øen, der skaber stigende uro omkring spørgsmålet, hvad er der sket med Bettina? 

Der er mange karakterer, og man kan godt blive lidt forvirret over, hvem der gør hvad mod eller for hvem, og nogle af bipersonernes bevæggrunde for deres handlinger flagrer lidt i vinden, men de centrale personer fremstår lyslevende og flerdimensionelle.

Romanen blander virkelige historier med fri og forrygende fantasi. Den er et yderst vellykket genremiks af spænding, socialrealisme, dannelsesroman, slægtsroman og tidsbillede, der på flere måder sætter nutidens debatter om for eksempel svigt og krænkelser i perspektiv. Det er i det mindste gået fremad. Opmærksomheden på børn der går for lud og koldt vand er noget større i dag, selvom alle problemer langt fra er løst. 

Jeg har haft en periode, hvor jeg gik kold i store murstensfortællinger men ikke denne gang. Ord og indhold flyder og fænger i et flow, man ikke har lyst til at afbryde trods 500 sider med 300 kapitler. Fortællingen kører derudaf med et herligt uprætentiøst men ikke desto mindre sprødt og sprudlende sprog, livagtig og humørfyldt dialog, og i modsætning til nogle af de tidligere romaner – uden overflødige sætninger og klichélignende fyld. Det er en fuldfed og fremragende roman, spækket med fantastiske detaljer, der leverer en helstøbt fortælling med vigtig samfundsrelevans samt indlevelse og hjertevarme for de svigtede og sårbare. 

Hvide Blomster er årets store fortællende roman. Den er ikke blot underholdende, den er vigtig. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

Paradis først af Kristina Stoltz

Mens jeg skriver denne anmeldelse raser kolossale skovbrande langs den amerikanske vestkyst i staterne Californien og Oregon. Fænomenet er velkendt men eskalerer år for år og er nu værre end nogensinde. Skovbrande og klimakrise spiller også en rolle i Kristina Stoltz nye roman Paradis først, der udkommer i dag.

Paradise er en lille by i Californien, der går i brand i 2018, mens hovedpersonen Kristina efter mange års adskillelse er på besøg hos sin amerikanske langdistance kærlighed Marlon. De har boet tæt på Paradise, da de var unge, og forelskelsen var på sit højeste og i den grad brændende. Under genforeningen brænder Paradise helt ud, og det samme kan man sige om deres kærlighed, der har været så stærk og paradisisk, at det blev farligt. Trods store forskelle mellem de to har Kristina følt, at de var ens.

Vi ligner ikke hinanden længere, det har jeg lyst til at sige, vores ansigt er ikke det samme ansigt. Gad vide, om han også ved det, ser det, om du ser mig her på bænken overfor dig. Vores forhold endte ikke på den måde, som et forhold normalt ender, med et brud. Et brud var ikke muligt. Nogen ville dø, i virkeligheden, ikke som en forestilling, en metafor, nej det ville være en fysisk realitet, at nogen, at jeg ville dø, det tror jeg stadig.

Forholdet har ikke kun været intenst og passioneret men også turbulent, kaotisk og påvirket af kultur- og raceskel, af depression og vold og af forskellene mellem USA og Europa, og hvordan vi ser på hinanden. Meget er sket og forandret gennem de knap tredive år, de har kendt hinanden. Alt dette reflekterer Kristina over i en hyper aktuel kontekst af racisme, klimakrise, masseskyderier og præsidenten med det gule hår, mens hun undersøger kærlighedsrelationen og udviklingen af den i et dynamisk samspil mellem fortid og nutid mellem sandhed og følelse.

Det er imponerende, hvor godt det er lykkedes at komprimere så fornem en fortælling med så relevante temaer på så få sider.

Man kan undre sig over, at Kristina rejser til USA for at besøge sin eks på trods af deres lange historie, og hun undrer sig også selv, for Marlon skal giftes med en anden, og forholdet er for længst forbi. Kristina har børn og bor i Danmark. En genoptagelse, af det der var, har lange udsigter, og det findes ikke længere. Eller gør det? Kan deres samhørighed transformeres til et venskab og vil det? Og hvad er meningen med det?

Jeg spekulerer over, hvorfor for jeg igen befinder mig her, som om det ikke er en beslutning, jeg selv har truffet; at pakke sin kuffert, gå ned af trapperne og ud ad døren. Det ender med, at man sidder oppe under skyerne i en flyvende metalbeholder og lader sig fragte over seks tusinde kilometer. Skovbrandene skyldes klimaforandringer. Hundredevis af dyrearter er forsvundet fra jordens overflade. Hver dag uddør flere. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at kærligheden har mere med omgivelserne end med personerne at gøre. Når korallerne dør, hvad sker der så i mødet mellem to mennesker? Bliver det den samme fortælling? Bliver det overhovedet en fortælling? Så vidt jeg ved, er kærligheden altid en fortælling. På en måde fortælles den bagfra, mens den udspiller sig. Dengang vi forelskede os, var havene stadig fulde af levende koraller. Det er ikke så længe siden.

Paradis først er en atypisk og stærk kærlighedsroman skrevet i ét langt kapitel over 170 sider, der fletter fortid og nutid sammen i et yderst elegant og flydende forløb, der bevirker, at bogen er umulig at slippe. Historien er selvbiografisk men skrevet som et stilistisk eksperiment, der lykkedes helt utroligt godt. Forfatteren skifter mellem jeg fortæller og tredje person, som skaber distance til de passager, hvor forfatteren er i tvivl om, hvordan det egentlig skete. Romanen er dermed også en udforskning af selve erindringen om kærligheden, og det der var, og hvad der er tilbage. Kristina er aldrig i tvivl om, hvordan det føltes og beskriver med nerve og nærvær, så det virkelig kan mærkes hos læseren.

Skiftet mellem fortællerstemmerne fungerer formidabelt, og man er aldrig i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om, selvom den ene sætning er i København for år tilbage og den næste er i USA i nutiden.

Romanen er et slående eksempel på, at autofiktion og autenticitet kan skabe den allerbedste og mest vellykkede litteratur, der vækker genklang hos læseren. Det gjorde den i hvert fald for mig. Muligvis fordi jeg selv har en lignende historie i bagagen men ikke kun derfor.

Først for nylig er jeg kommet i gang med Kristina Stoltz forfatterskab med romanen Som om der også er selvbiografisk og helt forrygende. Også den fletter fortid med nutid, barndom med forældresmerter og voksenliv med parforhold og skilsmissesmerter, samt et øje der reagerer fysisk på det hele.

Alle litteraturelskere, der mener, at de er trætte af autofiktion, burde tage fat i disse to værker af Kristina Stoltz. Jeg er overbevist om, at de vil ændre mening og falde for genren på ny. Paradis først er en af efterårets helt store læseoplevelser.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Min søster er seriemorder af Oyinkan Braithwaite

Søskende kan være så forskellige og alligevel så ens. For søstrene Ayola og Korede er det en usandhed med modifikationer. Den ene er skræmmende smuk og forblænder alt, der skygger for solen, den anden bliver dårligt bemærket. Ayola designer tøj og blogger på You Tube. Hun kan ikke gå forbi en mand, uden at han vil giftes,  om han har en kone eller ej. Rige mænd sponserer hendes forretninger. Skiftende kærester forguder hende.

Korede går i et med tapetet, arbejder hårdt som sygeplejerske på et hospital, passer patienter i koma – som hun også betror sig til, og så rydder hun op efter sin søster. Smukke Ayola har den brist, at hun går med kniv og ikke kan styre sit temperament. Gang på gang kommer hun til at slå sine kærester ihjel, angiveligt fordi kæresterne skulle til at slå.

Historien finder sted i Lagos, Nigeria i en veluddannet, moderne middelklasse, men kvinder kan trods styrke, selvtillid og selvstændighed kun til en vis grad gøre sig uafhængige af mænd. Siden søstrene var små har Korede haft til opgave at passe på Ayola, og derfor rydder hun op efter hendes blodsorgier uden de store protester bortset fra: – Hvad fanden er der galt med dig! Men hun tager slæbet og har styr på de helt rette rengøringsmidler, når et blodigt lig skal skaffes af vejen.

Da Korede selv får et crush på sin lægekollega Tade, indfinder dilemmaet sig, for da han får øje på Ayola, er han ligeså fortabt som de andre hankøn, og Korede har på forhånd tabt slaget om mandens hjerte. Det er nu op til hende at vælge. Skal hun advare Tade mod den skæbne, der kan vente forude, hvis han indlader sig med søsteren, eller lade den gå sin gang, så Ayola kan fortsætte sine ugerninger uden at stå til ansvar og tage konsekvenserne.

Det lyder måske som et grotesk set-up, men romanen Min søster er seriemorder er en lille genistreg. Skrevet af en ung nigeriansk forfatter Oyinkan Braithwaite, der har en yderst velslebet pen. Sætningerne er simple og korte, men historien er fuld af dybde. Den handler om komplekse søskende relationer. Det hele sat på spidsen men på en måde, der trods blod og mord nok kan vække genklang. Forhåbentlig ikke det med mord men splittelsen mellem misundelse, forskelsbehandling, uretfærdighed, dårlig samvittighed og en endegyldig loyalitet, når nære i familien begår dumheder, og når forældre gør forskel på deres børn.

Ayolas voldshandlinger er ikke opstået ud af det blå. Der ligger årsager bag begge søstres handlinger og indbyrdes relation, og selvom læserens sympatien det meste af vejen er med Korede, så opstår også en vis forståelse for Ayola.

Romanen er enkel, velskrevet, flyder ubesværet og er hurtigt læst. Den har dybde og humor og er både spændende som en thriller og underholdende med sin kombi af subtilt drama og komedie. Oveni er det ret forfriskende at få et andet blik på et afrikansk land fra en lokal forfatter, så de gængse forestillinger om folk og fattigdom får en vridetur i fordomsmaskinen. Et spøjst men gedigent mesterværk.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Peoples Press

 

Otte måneder af Magnus Montelius

Under Corona-krisen har der været rigeligt med krimi i virkeligheden til, at jeg ikke har haft det store behov for krimi i fiktionen, meeeen et par stykker er det da blevet til. En af dem er årets modtager af Palle Rosenkrantz prisen Otte måneder skrevet af svenske Magnus Montelius.

En velskrevet, spændende politisk thriller, som holdt mig fanget hele vejen, om end den også skuffede på visse punkter. Montelius har selv en baggrund i det svenske statsapparat og diplomati, og hans indsigt i det politiske liv og ikke mindst spillet bag kulisserne er derfor slående og aldeles overbevisende.

Handlingen foregår i Stockholm, hvor den unge freelance journalist Nina får sit livs scoop af en historie serveret på et sølvfad og derpå får væltet den svenske udenrigsminister. Han bliver udskiftet med en ny ukendt figur, der bliver hentet ind fra regeringens periferi til overraskelse for hele statsapparatet. En karismatisk mand ved navn Jacob Weiss med en storslået international karriere bag sig. Han vil utroligt gerne gøre en forskel for verdenssamfundet, men inden han han kan. blive godkendt til den magtfulde position, skal han igennem et baggrundstjek hos sikkerhedsagenten Max, en tidligere embedsmand, der nu hyres til den slags.

Max finder et hul på otte måneder tidligt i Weiss’ ellers så imponerende karriereforløb, men af forskellige årsager får han lov at passere uden yderligere spørgsmål. Snart kan Nina vinke farvel til ligegyldige freelanceopgaver, for hun bliver ikke-helt-tilfældigvis hentet ind som pressesekretær for den nye minister. Nina imponerer med det vuns i sit nye hverv som garvet spindoktor, et job hun nærmest er født til trods sin ringe erfaring, men snart er hun viklet ind i en international intrige, der trækker spor til et spion netværk i Rusland og dets hensigter om at påvirke den svenske udenrigspolitik. Imens føler Max sig nødsaget til at grave videre i Weiss mystiske fortid, og inden længe begynder folk at dø omkring dem begge.

Jeg var rigtigt godt underholdt hele vejen igennem romanen og var ikke på noget tidspunkt fristet til at opgive den undervejs på trods af, at den er lidt kliché, at den i visse kapitler kører i ring og sagtens kunne være skåret med en god stak sider. Værre endnu at hovedplottet stort set er gættet tidligt i forløbet, at hovedpersonen ofte fremstår irriterende og naiv og træffer elendige valg. På den anden side havde der ikke været meget historie tilbage, hvis hun ikke havde gjort det. På trods af alt det er det stadig en spændende og læsværdig thriller med pageturner-effekt. Alle de bedste point skal gives for en yderst troværdig og interessant skildring af det politiske liv og magtspillet i den svenske regering. Det er vildt nok.

★★★★☆☆

Bogen er venligst fremsendt af forlaget Modtryk

Mordet på en havfrue af Rydahl og Kazinski

Danmarks store nationaldigter og eventyrfortæller H.C. Andersen som detektiv i en fiktiv kriminalroman bygget over et af hans mest kendte eventyr. Lyder det skørt? Det tænkte jeg også, da jeg først hørte om projektet.

Nu udkommer resultatet af det forfattereventyr, der startede som en vild ide hos krimimakkerne A.J. Kazinski (Jacob Weinreich og Anders Rønnow Klarlund) i samarbejde med Thomas Rydahl.

Det kunne have gået så grueligt galt, og almindeligvis er gruppearbejde mellem tre personer med godt etablerede forfatteregoer måske heller ikke den bedste kombi. Ifølge forfatterne har samarbejdet dog været fortrinligt men også en af de hårdeste processer, de har været igennem. Den bog, der er kommet ud af det, er i alle tilfælde ganske fortrinlig og overraskende vellykket. Et forfattereventyr, der ender godt.

Mordet på en havfrue er ikke blot en krimi men også en historisk og psykologisk fortælling med et troværdigt tidsbillede, substans og komplekse karakterer og meget tro mod den H.C. Andersen, som vi tror, vi kender ham: poetisk, forfængelig, naiv, sensitiv, empatisk, observant og med en lettere barnlig tilgang til tilværelsen. Her under et forhør hos politidirektøren Cosmus:

– Fortæl hvad de har bedrevet, Andersen.

– Jeg kan tale med ting. De taler til mig.

– Hvordan dog? Hvordan tale med ting?

– Jeg har det, som om der er liv i lysestager og tinsoldater, at træer og blomster kan tænke og føle som vi, at alle ting er spærret inde i deres form og higer efter at komme ud.

– Forbandet sludder, Andersen. Tilbage til sagen. De følger efter fruentimmeret Anna, og hvad så, hvad sker der så?

Jeg skal ikke afsløre for meget, men jeg tør godt satse på, at bogen her, som er den første i en serie, bliver en af efterårets store bestsellere, og det gør den fordi, den ej blot er en medrivende og unik krimifortælling med konstant spænding og interessante personer.

Forfatterne har ikke kun gjort sig umage med at være tro mod H.C. Andersens karakter men også begået et eminent researcharbejde så både sprog, dialog og beskrivelser af bylivet og menneskene dengang giver et troværdigt billede af det gamle, stinkende København. Det er en overbevisende rejse tilbage til fortiden, og den er ikke kedelig.

Overalt vælter københavnerne ud af husene og de lave kaserner langs kanalen. Ved Knippelsbro er der trængsel for at komme over. Lotterisælgere, kontorister og piger, der sælger kandisklumper i papir. Men også horder af unge mænd og kvinder, familier, bedstemødre og småbørn. Høj og lav, mest lav. Med madkurve og tændte piber. Der er endda en trup af portugisiske musikanter med kulørte jakker, den ene spiller på en lang fløjte. De går langs volden og ser folk stimle sammen ved Amagerport. Der er kun en smal port åben. Bommændene står tæt og skubber folk videre efter et hurtigt kig på deres papirer. Molly griber fat i Hans Christians arm og prøver at stoppe ham. Trafikken omkring dem presser dem videre, en ung soldat klemmer sig udenom og siger noget irriteret på tysk.

– Du kan ikke gå gennem porten, siger Molly.  – Du har ikke dine papirer.

Det har han ikke tænkt på. Han mærker igen frygten for at blive indespærret. Han ser mod Amagerport. Den gule portnerbygning ligner en mægtig mand med rød hat og åben mund, der sluger alle rejsende.

 – Måske kan jeg klemme mig igennem? Men hvad nu, hvis de genkender mig? Jeg blev tegnet på Domhuset, da de arresterede mig. Molly hvisker i hans øre. – Tag lille Marie på skuldrene. Det burde være forklædning nok.

Ja den gode Andersen er under mistanke for mord, og nu har han allernådigst tre døgn til at bevise sin uskyld sammen med sine to hjælpere. Den prostituerede og vakse Molly og mordofrets datter lille Marie.

Sproget er velafbalanceret mellem det klassiske, som det kunne have været talt dengang tilsat det moderne, så de gammeldags fraser ikke sløver tempoet. Forståelsen af begrebet ‘lorteøen’ om det gamle Amager bliver i den grad penslet ud, så det kan lugtes og mærkes. Ligesom de smalle gader omkring Nyhavn og indre by dengang området var befolket af prostituerede og sejlende sømænd. Der er sågar besøg i kongehuset omgivet af dekadence, lir og latterlighed og ikke megen smiger der.

Plottet er klassisk krimi i den groteske ende, ikke så plausibelt men med en tråd til tidens trend af gru og bestialitet, og når det foregår i 1834 mere troværdigt, end når seriemordere lemlæster for sjov i krimier fra nutiden. Det gjorde ordensmagten også dengang.

Skurken er i en klasse for sig. Kompleks og ulykkelig drevet af kræfter, der havde gjort livet lettere, hvis det hele foregik i nutiden. Et interessant perspektiv på nutidens privilegier, der måske vil vække debat.

Handlingen er, som titlen antyder spundet over eventyret om den lille havfrue men samtidig helt sin egen, og også påmindelser om andre Andersen eventyr finder plads i historien spundet ind på elegant og diskret vis.

Uanset hvad man måtte mene om det her greb på H.C. Andersen, så giv den en chance for det, den først og fremmest er: en ægte pageturner og en formidabel læseoplevelse.

Mordet på en havfrue er en genistreg af en krimi, elegant, spændende og grusom.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

 

 

 

 

Florida af Lauren Groff

Jeg er nok en af de få med hang til amerikanske fortællinger, der endnu har Lauren Groffs højtanpriste roman Skæbne og Hævn til gode. Nogle anmeldere mente, at den var halvt blændende og halvt kedelig i beskrivelsen af et ægteskab fra to forskellige synsvinkler, og det er nok grunden til, at jeg har udsat at få krydset den af på læselisten.

Nu har forfatteren udgivet en novellesamling med titlen Florida, og den er helt igennem blændende og på intet tidspunkt kedelig.

Florida er elleve formfuldendte historier, der suger sig ind i cellerne som igler, bombarderer sanserne med naturfænomener, orkanvinde og indre og ydre liv, der kryber ind under huden på læseren. Der er faktisk lige vel rigeligt med kryb fra et Florida, der beskrives på vrangsiden af solskin, pastelfarver og palmer og synker ned i sumpen af alligatorer, slanger, fugt og frygt. The Upside down af Florida, kunne man sige. Novellerne foregår mestendels i Florida, bortset fra to der finder sted i Frankrig og en enkelt i Brasilien. De deler hver og en samme skønhed som filmen The Florida Project, men hvor den beskriver den sociale slagside af den solfyldte stat med en stærk blå himmel, der våger over fattige men overlevelsesbevidste børn, er vi her primært på besøg hos middelklassen i stormvejr og mørke hos personer fyldt op af uro og bekymringer, ikke mindst for klimaet og de vejrforandringer, der slår hårdt til her. Der er kvinden og forfatteren med mand og to sønner, som råber ad sin familie og forsøger at løbe sig fra uroen hver aften på de øde parcelhusveje i et månelys af magi og mareridt, hun er muligvis Groffs alterego og går igen i flere historier. Der er Jude, som blev født i et klassisk Florida-hus, som lå på kanten af en sump, der sydede af unavngivne reptilarter. Der er de to søstre, der svigtes brutalt og strander på en øde ø. Der er kvinden, som møder fortidens spøgelser i stormens ensomhed, og Helena der rejser til Brasilien for at føle en frihed, som ikke findes. En collegestuderende melder sig ud af samfundet, og de to fortællinger der finder sted i Frankrig er med personer, der hører hjemme i Florida. Der er elleve formidable fortællinger, der vækker den uro i læseren, der rører sig i karaktererne ligesom fornemmelsen for en foruroligende fremtid, der ikke kun er at finde i Florida, men som er særlig fremtrædende der. Novellerne har tusindevis af temaer, som kan tolkes i hver sin retning afhængig af øjnene, der ser. Et af de gennemgående er svigt i familien og særligt af børn. Enhver må læse sit, men læs og skulle læseglæden være tabt, vil den forhåbentlig blive genfundet her.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Lindhardt og Ringhof

Oversat af Lotte Kirkeby

Forfatterinterview med Heidi Philipsen: En altopslugende proces

Heidi Philipsen er lektor i medievidenskab og kreativitet ved Syddansk Universitet samt forfatter til adskillige fagbøger. Hun har også undervist bogbobler i blandt andet kreative processer og manuskriptudvikling. Nu har hun på opfordring af studerende skrevet og udgivet sin første roman. Læs interview med Heidi

 Du har skrevet flere fagbøger og videnskabelige artikler om kreative processer med fokus på filmbranchen. Jagtsæson er din første roman. Hvad fik dig i gang med fiktionen?

Jeg har altid elsket at lege med ord og sætninger. Men det var helt konkret nogle af de manuskriptstuderende, jeg har undervist, der en dag, hvor vi havde semesterafslutning med kaffe og kage, sagde: ”Hvad med dig, skal du ikke også prøve at skrive noget fiktion?”. Jeg tror, de mente, det ville være interessant med den erfaring, som en proces med fiktion kan give. Og det perspektiv kunne jeg godt se. Samtidig havde jeg undervist så meget, at jeg havde noget forskningstid i overskud, altså et skrivesemester. Det brugte jeg på at færdiggøre den fagbog, der hedder Det giver mening at elske sit arbejdsliv, som jeg har skrevet sammen med Sophie Bech. Bogen handler blandt andet om kreative processer. Og så begyndte jeg at skrive på romanen parallelt i min fritid. Sådan kom jeg i gang, og så kom jeg hurtigt til at holde meget af fiktionsprocessen.

Hvad har inspireret dig til romanen?

Det har blandt andet mit kendskab til Island, islændere, islændinge og naturen deroppe. Sammen med en drabssag, jeg var involveret i som pårørende i 1994. Og så har jeg haft Saga-karaktereren fra tv-serien, Broen, med som inspiration. I det hele taget elsker jeg nordic noir-stemningen. Og jeg kender den fra mine rejser på Island også.

Hvordan vil du beskrive din proces i arbejdet med romanen?

Altopslugende. Jeg forsøgte at bruge rammer, der gjorde processen overskuelig. Jeg skrev ting ned i min notesbog, så snart de oprandt, og så kunne jeg finde dem frem, når jeg lige havde en time her og der væk fra job og familie, hvor jeg kunne skrive. Jeg holdt meget af den proces. Men blev nok også lidt mere introvert i en periode, end folk kender mig.

Hvordan har du arbejdet med udviklingen af din hovedkarakter Helga?

Helga er li’som en ret organisk størrelse, der groede ud af mennesker og dyr, jeg kender på Island. Hun har også har en rod ind i mig selv. Det lyder frygtelig usystematisk for én som mig, der arbejder med, at kreativitet udspringer af rammer. Men jeg forstår nu bedre end før roman-processen, at der også er elementer i arbejdet med fiktion, hvor ting li’som opstår og forekommer helt logiske ud fra noget uforklarligt. Og dog, det forklarlige ligger jo i, at jeg havde rammer, der hed for eksempel: Start med Helga og så opbyg et univers omkring hende. Helena opstod selvfølgelig først i universet, for hele udgangspunktet for mig, er deres bånd, der bliver brudt. Hjørdis opstod også hurtigt, for hun er det levende alternativ til døden, som Helga skal kæmpe sig hen imod. Og så kom der børn, David, hund, heste, far, mor osv…

Jeg har også arbejdet med rammer som: Hvad er Helgas ’want’ og ’need’, altså mål og behov. Og så gav jeg mig selv nogle rammer for at begrænse mig til få locations omkring hende. Jeg tænkte på mine rejser til Island og min viden om dyr og natur. Det gav nogle naturlige historier at skrive Helga ind i. Der var tidspunkter, hvor hun var sjov og andre tider, hvor hun var hård at skrive om.

Har du arbejdet med struktur, plot og dramaturgi i opbygningen af romanen, eller har du bare skrevet løs fra hjertet?

Min proces startede med Helgas karakterudvikling og univers-opbygning. Men jeg har lavet en slags, dét man i filmbranchen ville kalde en ’stepoutline’. Jeg lavede et skelet, og så hang jeg mere og mere kød på. Jeg vidste fra starten af, hvordan romanen skulle slutte. Og hvordan Helga skulle udvikle sig.

Så var udfordringen at gøre det plausibelt, spændende og læseværdigt på vejen dertil. Jeg må simpelthen indrømme, at de mange dramaturgiske modeller, jeg kender, dem har jeg kun taget et spædt afsæt i og ikke fulgt meget. Mens min viden om såkaldte ’polyfoniske karakterer’ (dem med mange sider og nuancer) har hjulpet mig en del. Jeg endte med at bytte en hel del om på rækkefølgen af tingene, i sidste ende. For at give læseren nogle små set-up og pay-ofs, så de fik lyst til at læse videre.

Jeg har i høj grad haft glæde af den viden, jeg har fra Mogens Rukov om naturlige historier og brud. Jeg har bevidst brudt en del kapitler af med noget uventet, så læseren kunne undre sig.

Din roman er fiktion men tager afsæt i nogle personlige erfaringer. Hvad har du tilfælles med din hovedperson Helga?

Forholdet til Island og heste blandt andet. Og det at have mistet en nær veninde under tragiske og surrealistiske omstændigheder. Hendes vrede og sorg, den kender jeg. Ligesom jeg kender det hos hende, at have svært ved at lade sig hjælpe. At ville klare det hele selv.

Der er flere tematiske vinkler i din roman. Hvilken er den vigtigste for dig?

Retfærdigheds, savn og sorg vinklen, som man godt kan argumentere for, hænger sammen. Men også ensomhed. At være ensom med en sorg, der indtraf for længe siden, og som folk har svært ved at forholde sig til. Jeg synes, det er trist, at vi lever i tid, hvor man forventes at drøne fremad, og hvor få mennesker stopper op og spørger til ting og mennesker, man for eksempel har mistet. De er jo stadig en del af ens historie. Men det er ikke så cool at se tilbage, mest at se frem.

Helga-figuren får gennem teksterne hun skriver på, mulighed for at gå et skridt tilbage og hente hele sig selv med fremad. Hun skriver sig hel, ikke i terapeutisk forstand, men helt konkret. Bogstaverne heler hende og tillader hende at dvæle og derpå at leve i nutiden med fortiden i sin favn. Jeg tror på, at mange halve mennesker løber syttens stærkt for at opnå noget, andre synes de bør opnå. Men hvorfor løber de? Hvad løber de fra? Hvad er meningen med det løberi?

Hvad håber, du at læseren vil tage med sig efter at have læst din roman?

Hvis læseren giver sig til at reflektere over deres eget forhold til fortiden i deres nutid. Og om de må stoppe op og konfrontere sig med noget, for at kunne gå hele videre, så er ét af romanens temaer lykkedes.

Jeg håber, at bogen giver et take på uretfærdighed, sorg og heling. Måske også på dét at kunne.. hm… ikke tilgive en drabsmand, men at kunne tilgive sig selv for noget, man ikke selv kunne have ændret.

Lige i dette moment har jeg brækket ryggen i en rideulykke. Jeg kæmper med at tilgive mig selv for, om jeg kunne have handlet anderledes. For nu er jeg afskåret fra at hjælpe min familie og mit arbejde. Og det udfordrer min tålmodighed og min handletrang meget. Men jeg håber, at jeg selv kan finde ud af at bruge dette ufrivillige fart-stop til at give mig selv muligheden for igen at blive besat af skrivning og give læserne mulighed for at finde ud af, hvad der videre sker med Helga.