Vittu af Iben Mondrup

Bogåret 2022 lægger stærkt ud med Iben Mondrups nye roman Vittu som er en selvstændig fortsættelse af Tabita. Den havde jeg til gode og skyndte mig derfor at lytte i juleferien, inden jeg gik i gang med Vittu, hvilket kun kan anbefales. Lydbogen er for det første smukt indlæst af forfatteren, men den er også vigtig at have med for at få det fulde udbytte af fortsættelsen.

Begge romaner handler om den adoptionstragedie, som ramte en stor gruppe grønlandske børn i 70’erne og 80’erne. Vi følger de to søskende Tabita og Vitus, som på groveste vis bliver fjernet fra deres grønlandske mor og bragt med til Danmark af adoptivforældre, hvorefter de tidligt bliver skilt ad. Hvorfor? Fordi de på overfladen velmenende, men i virkeligheden dybt egoistiske, på grænsen til det psykopatiske adoptivforældre sætter deres egne forskruede behov over børnenes.

Jeg ved det ikke, men kan kun håbe på, at de to konkrete historier, som de udspiller sig her, ikke er sandhedsskildringer, om end de følelser af ensomhed, fortabthed og svigt, som begge børn oplever, selvfølgelig er. For i begge romaner bliver børnene udsat for overgreb, som om det er reglen snarere end undtagelsen.

Vittu bliver til Vitus, da han kommer til Danmark som spæd og efter et skæbnesvangert ophold hos sin første adoptivfamilie og et forfærdeligt ophold på børnehjem bliver flyttet til Aarhus for at bo hos den franske fotograf Alice som er gift med den danske embedsmand Stig.

For Alice er Vitus det perfekte fotoobjekt, som kan realisere hendes kunstnerdrømme. For Vitus bliver Alices iscenesættelser en måde at forbinde sig med sit ophav på. Men fra første fotoknips bliver handlingerne trods de gode intentioner og den gensidige kærlighed et udtryk for grænseoverskridende adfærd, der rykker udover kanten og ender i åndelig destruktion.

Måske er det ikke tilfældigt valgt, at Alice er flygtet fra Frankrig, hvor incest er en udpræget del af opdragelseskulturen, hvilket ses afspejlet i bevægelserne #metooinceste og #wetoostopchildabuse.

Der er så mange ulykkelige adoptionshistorier i verden, men det er som om, at der er et særligt sort kapitel, når det handler om dønningerne af den danske kolonisering af Grønland og den selvforståelse af magt og overherredømme, som danskere med tæt kontakt til Grønland har eller har haft. Børn blev taget fra deres mødre, som ikke gav dem fra sig frivilligt, og ingen greb ind for at forhindre det. Men historien er også, at de børn langt fra i alle tilfælde blev betragtet som ligeværdige familiemedlemmer.

Iben Mondrup er selv vokset op i Grønland og har et tæt netværk af grønlændere – også adopterede, så hun ved, hvad hun skriver om, og det gør hun helt exceptionelt godt.

Begge romaner er afsindigt smukt fortalt i et konkret og tilgængeligt sprog med skarpe dialoger og sanselige menneske- og naturskildringer. Men det er også sindsoprivende historier, der danner vrede hos læseren. Samtidig formår Iben Mondrup at sætte sig ind i alle karakterers motiver og måder at se verden på med så høj grad af indlevelse, empati og nuancer, at ingen fremstår som det rene gode eller det rene onde, men som hele mennesker på godt og ondt.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

I Ruiner af Morten Pape

Med I Ruiner afslutter Morten Pape tredje del af sin Amager-trilogi, som denne gang handler om middelklassens ulyksaligheder.

Det er nok de færreste, der ikke har hørt om Planen og Guds Bedste Børn, to stærkt anbefalelsesværdige mesterværker i den socialrealistiske genre, som bør være pligtlæsning for alle fra de senere skoleår. Den første et autofiktivt værk om Papes opvækst og ungdom i Urban Planen, og den anden ligeledes baseret på virkelige personer og en grusom begivenhed, der fandt sted i Holmbladsgadekvarteret, da et ungt avisbud blev slået ihjel i 2008. Tematikkerne i begge var håndgribelige og vigtige; fattigdom, racisme, social arv, mønsterbrydning, kriminalitet, vold, fraværende fædre og nedbrudte mødre, drømme, vilje og håb.

Denne tredje roman baserer sig på Amagerbankens krak i 2011, og de konsekvenser det fik for bankens investorer, som i mange tilfælde var helt almindelige mennesker, der havde sat alle sparepengene til. Udover inspirationen og grundig research herfra men også andre virkelige begivenheder som folkedrabet i Rwanda, de gule vestes oprør samt nedbrændingen af Notre Dames i Paris, er Pape i højere grad gået all-in på fiktionen og brug af fantasien, og det gør han også med bravur, fordi han er en formidabel fortæller og skribent. Desværre er jeg ikke helt så udelt begejstret for romanen som helhed, som for de tidligere. Det er nok også for meget at forlange efter to mesterværker.

Morten Pape kan skrive fanden et øre af og dramatisere en historie, så selv en leverpostejmad bliver spændende, og det gør han I Ruiner, som både er ekstremt velskrevet i et skarpt skydende sprog men også overdramatiseret til en kombi af hyper- og magisk realisme, der svækker på troværdigheden og dermed også lidt på læseengagementet.

Vi følger den unge Amalie, forfatterens kvindelige alter ego, der i en ung alder er både kulturelt og politisk bevidst. Hun ved alt om film og ikke mindst filmmusik og vil gøre en forskel og redde verden fra sig selv. Amalie vokser op i en helt ’almindelig’ dysfunktionel familie på udkants-Amager ved Ugandavej for enden af Kongelundsvejen. Vestamager – igen en berygtet del af øen, hvor række- og parcelhuse er linet op i lige linje, men hvor flere har sprækker bag facaden, og hvor vold, ballade, Nøragersmindebanden, Bullshit og rockermord i årtier har været en del af mytologien.

Amalies far Stig er lidt af en fantast og en drømmer af en forretningsmand, hendes mor er ansat i en stabil stilling i Amagerbanken og hendes lillebror en indesluttet, ulykkelig dreng, der først gemmer sig bag computeren og i teenageårene roder sig ud i noget forfærdeligt snavs. Begge børn bliver udsat for mobning og vold i et miljø og af nogle karakterer, der på visse punkter fremstår for karikeret og på andre er helt i tråd med det Amager også er, selvom det er så meget andet.

Amalie har en morfar, der med lædervest, banden og svovlen minder om onkel Stewart fra Anders Matthesens univers. Morfar er ekskluderet af familiens øvrige medlemmer, men kan banke de bølle-piger, der generer hans barnebarn, og så er han ovenikøbet en ligeså glødende filmentusiast med en forkærlighed for franske nybølgefilm og en dygtig frisør. Okay så siger vi det.

Familien er fra starten besynderligt uforbundet og hvert medlem mere eller mindre fremmede for hinanden, selvom der også er kærlighed mellem dem, men livet og lykken er helt op til den enkelte, uden at de andre blander sig eller forsøger at hjælpe hinanden. Det er ikke helt mit billede af en typisk middelklassefamilie, Amager eller ej.

Da Stig sætter hele familiens økonomi over styr ved at spekulere i banken, og det ender så galt som det kan, går det hele i opløsning. Flere hændelser op til tyder imidlertid på, at familien var brudt sammen med eller uden et bankkrak og en økonomi i ruiner.

Fra sidelinjen springer karakterer og sidehistorier frem i den næsten 600 sider lange roman og den bevæger sig ud af et spor, der begynder at virke påklistret, overlæsset og med moralsk løftede pegefingre. ”Den der tier samtykker” er romanens præmis, og det er alt sammen rigtig nok og fint at pointere, men det er også lidt af en mundfuld at ikke kun det globale samfund og dets stater men nærmest også hver eneste læser af romanen skal tage del i ansvaret og indse skyld og skamme sig over eksempelvis folkemordet i Rwanda. Det er helt i sin orden at belære læseren om forfærdelige forbrydelser, der finder sted mod mennesker, men det er jo ikke den eneste grusomhed, man kan gå på barrikaderne over. Rwanda fortjener at få udfoldet sin historie, men den kunne være gemt til en anden roman. I denne sammenhæng bliver den en lang irriterende afbrydelse af det centrale.

Det er historien om familiens sammenbrud, der er kernen i romanen, og den er fremragende, frustrerende og rørende fortalt, så det kan mærkes i hjertet. Både historiens start, midte og slutning er gribende og flere gange tårepersende.

Jeg er til stadighed kæmpe fan og beundrer af Morten Papes forfatterskab, og jeg ser frem til flere Amager-historier, eller hvad han end måtte finde på næste gang. Gerne i lidt mere komprimeret form.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Inkubation af Martin Hall

Med værket Inkubation bevæger Martin Hall sig dybt ind i den inderste afkrog af et sinds ubehagelige erkendelser og en smerte, som rammer universelt. Det er både dragende og deprimerende.

Inkubation i boks består af en glittet bog med seks lyriske essays suppleret af kunstfotografier af forladte rum, en CD samt dobbelt lp, hvor Martin Hall fremfører sin tekst til lyden af dyster, drømmende elektronisk musik komponeret af den musikalske makker Thomas Li. Inkubation kan tilføjes en imponerende lang liste af begavede udgivelser. Denne gør faktisk lidt ondt at høre. Men det er nok aldrig for sjov, når det er Martin Hall. 

Jeg var ret benovet over at få tilsendt den æstetisk nydelige boks fra Halls pladeselskab, da den kun er udkommet i 250 eksemplarer. Dog kan både e-bog og lydbog rekvireres i uanede mængder, og hvis man interesserer sig for spoken-word, bør man ikke gå glip af udgivelsen.

Da jeg første gang åbner boksen og sætter den summende, sitrende lyd på anlægget, træder min søn ind i rummet. 

– Er det en gyser? spørger han.- Nej. Eller måske. Livets gyser. Det er Martin Hall, svarer jeg. – Hvem er det?- Forfatter, musiker, komponist, sanger, digter, multikunstner, performanceartist, megadygtig med høj kunstnerisk integritet. – Han lyder ret ung. – Han har udgivet musik og bøger siden 1980. – Hvorfor kan du godt lide ham? – Han siger nogle ting, jeg genkender men ikke selv kan sætte ord på, og så er jeg glad for hans romaner og en hel del af hans musik, forklarer jeg og afspiller senere et par numre fra albummet Presence, som var en del af soundtracket til min ungdom. – Uh, det er ret godt. – Ja det er ret godt. – Hvorfor er han ikke mere kendt? – Jeg tror ikke, han orker det. 

Min søn vil videre til dagens gaming-session, mens jeg lytter til Inkubation og musik og ord kryber så småt op under huden og levner en nærmest ubehagelig følelse af noget uundgåeligt, der trænger sig på, og som snart vil gøre det af med os Generation X’ere. Måske er det vores egen selvforståelse. Alder og udviskelse. Håbet der sander til. Ironien der dør.

Som en teatergæst, der råber “bravo” de mest upassende steder, er man ikke længere bleg for at give sine meninger tilkende – udsagnene er jo alligevel så indlysende mangelfulde, at man skal være idiot for at tage dem alvorligt. Omvendt er der heller ingen grund til at iscenesætte sig sig selv som beskeden…der er allerede mere end nok lidenskabelig kulde i verden. Man bliver i stedet en varm fortaler for det sande, det gode og det skønne, selvom man ikke har det fjerneste begreb om noget af det.

De stærke linjer intensiveres af musikken og Halls fløjlsbløde stemme, der i et følsomt leje men med skarpslebet klinge fortæller smertende sandheder om livet og forgængeligheden. Kærligheden. Og tabet af den. Erfaringens komik, selvbedraget og erindringens misledning. Splittelsen mellem persona og personlighed. Moderen og tabet af hende. 

Som så mange gange før forsøgte du at vække hende, denne gang uden held; livet havde udmattet hende i en sådan grad, at selv pulsslaget havde tabt kontrollen med hende. 

Hver sætning er gennemtænkt, dyster, smuk og rammende, så det kan mærkes, men der er også en tristesse grænsende til det deprimerende, som gør, at man ikke ligefrem har lyst til at svælge i det, omend værket fortjener fordybelsen men også at nå ud til et publikum og afbryde al anden støj og strøm af ord og lyd, der fylder op, afleder og forstyrrer. 

Inkubation er et meditativt værk af høj kaliber der egner sig fortrinligt til en Spoken Word festival og som kunstinstallation. Jeg håber, det får mulighed for at leve videre i en scenisk sammenhæng. Inkubation er et værk der skal opleves og ikke overses. 

★★★★★☆

Inkubation er venligst tilsendt af Moondrop Records.

Måske et spinkelt jordskælv af Morten Brask

Der er noget virkelig skønt over små kompakte, overskuelige og velskrevne romaner, som er hurtigt læst og alligevel fyldt med oplevelse, indlevelse og substans.

Måske et spinkelt jordskælv af Morten Brask beskriver med skarptskårne scener en mystisk, uhyggelig og surrealistisk rejse ned over Europa og ind i sindets vildveje og mørkeste afkroge.

Daniel Fischer vågner en dag i en verden, der er forandret. Lydene er væk, solen skinner fra skæve vinkler, radioen er stille, Rådhuset er braset sammen og brændte biler flyder i de mennesketomme gader, men telefoner og kontantautomater virker stadig, og der er sågar en færge til Tyskland.

Daniel er muligvis ved siden af sig selv og lever i fornægtelse ovenpå en afgrundsdyb sorg – eller er han? For måske er de virkelige; de absurde, til tider komiske men mest mareridtsagtige hændelser og mærkværdige og besynderligt få personer, han møder på sin vej på motorcykel fra København til et oversvømmet Paris. Verden er i undergang. Men hvad er der sket, og hvor er Daniels hustru, som var deprimeret og døde i en brand, og som nu sender livstegn fra Paris?

Hovedpersonen flyder med sine opdagelser og observerer de ubehageligheder han møder, fra spøgelser med en måske lidt for åbenlys filmreference, til vilde undslupne dyr. Det sker på en underlig nøgtern, neutral måde, måske som man gør i en drøm, men mod enden begynder det at gøre rigtig ondt – også på læseren.

Romanen har et smukt sprog og en originalitet, som gør den virkelig anbefalelsesværdig. Desværre er der for mange oversete fejl i redigeringen til, at jeg bare vil lade det passere. Der var mindst syv steder med et overflødigt ‘jeg’ eller ‘om’ eller andre dobbelt op på ord, og det forstyrrer læsningen. Det er synd for forfatteren, der tydeligvis har gjort sig umage, mens redaktionen/korrekturen ikke har? Forhåbentlig opnår bogen et nyt oplag, og så kan der vel rettes op på det.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof

Halvt i himlen af Lone Hørslev

Hvis den netop udkomne roman Halvt i himlen af Lone Hørslev står til troende, så var det et veritabelt helvede at være kvinde i København for 100 år siden. Ikke kun, men særligt hvis man var arbejdende kvinde med lav indkomst og ingen børn – hvilket i det hele taget var en forudsætning for at have et arbejde dengang.

Nedladende tale, grove ydmygelser, grænseoverskridende adfærd fra både mandlige og kvindelige chefer og ikke mindst vanvittige seksuelle krænkelser var ifølge romanens beskrivelse hverdag, og i familien var der heller ingen kære mor at hente. 

To søstre Ellen og Dagmar vokser op i en lille lejlighed i Larsbjørnsstræde, der i 1920 blev kaldt Pisserenden, fordi det stank der af, og fattigdom, vold og prostitution fyldte gadebilledet. Deres ubehagelige far dør, og de er overladt til en mindst ligeså ubehagelig bror og en opslidt og ikke mindre ubehagelig mor. 

Når Knud sad med ved bordet, tålte han dem, og de ham, men kun lige. Han havde udråbt sig selv til stammens leder, og den eneste berettigelse, han havde til det, var, at han var mand. Ikke en demokratisk valgt leder, ikke en vellidt anfører. Bare en mand. En foragtet parasit, som de var tvunget til at føje, alene fordi han var født med en tap mellem benene. Stille og roligt havde denne urimelighed bygget en kold mur op mellem dem. 

De tre søskende bander og svovler af hinanden, men Knud får med mor i ryggen altid det sidste ord. Han slås med egne skjulte problemer, som var unævnelige dengang, men holder sig ikke tilbage for at behandle pigerne som uregerlige børn, der skal disciplineres, undertrykkes og holdes nede, selvom de begge er i starten af tyverne. Mænd kan slippe afsted med alt og er “kun ude på en ting”, kvinder kan ikke slippe afsted med noget, og en ung kvinde skal vogte over sin dyd, for ellers går det galt. En graviditet udenfor ægteskab er, det værste, der kan ske og et farvel til alt – ikke kun familiens omdømme men også den arbejdsplads, man troligt har tjent. 

Et arbejde, skal pigerne have, så de kan bidrage til husholdningskassen. Med snilde, snuhed og især Dagmars gode overtalelsesevner, får pigerne en tjans i Oskar Davidsens smørrebrødsrestaurant, hvor de allernådigst får lov til at starte som rejepillere og dernæst bevæger sig langsomt op i hierarkiet for både at smøre og servere.

Søstrene er ret forskellige men gode til at holde sammen, selvom de også fortier deres inderste for hinanden. Dagmar er målrettet, med selvtillid og ben i næsen. Ellen er tilbageholdende, genert og vægelsindet:

Ellen vidste pludselig ikke, hvad hun ville. Hun følte sig selv så hjælpeløs og uden vinger. Hendes drømme og planer var ukonkrete og uden retning og lå og skvulpede inden i hende, som små skibe, der ikke rigtig har nogen havne at lægge i. 

Hormonerne kan ingen styre, og da søstrene vover sig til en tur i Tivoli, møder de to unge mænd, som får skæbnesvanger betydning for dem begge. Ellen falder hårdt for Hartvig, en spirende forfatter som taler til hendes fortabelser i litteraturen. Dagmar er sværere at dupere, men lader sig alligevel charmere af kunstneren Kai. 

De fires liv bliver forbundet i kærlighedens rænker, og slutspillet ender som en dyster og ganske alvorlig familiehemmelighed. 

Romanen er baseret på forfatterens oldemor Ellens liv, men levner meget lidt tvivl om, at Lone Hørslev har doseret en god mængde krydderi af fiktion, drama og dekadence ovenpå slægtshistoriens fundament. Dialogen er skarp, bidsk og sjov. Det højner underholdningsværdien og skaber en stærkt indlevende og velskrevet fortælling, der ikke kun handler om uretfærdighed og undertrykkelse, men også om spirende frigørelse, seksualitet og erotik.

For trods de to kvinders generelt dårlige erfaringer med mænd, sprudler de af forelskelse og begær og tillader sig store drømme om selvstændighed og frihed. Følelser der var forbudte og skulle undertrykkes i en hverdag, der mest handlede om overlevelse og tidens anstrengte normer. Medmindre man som få fik mulighed for at stikke et ben ind hos overklassen og kunne slå sig løs til private fester med kort hår, klokkehatte, cigaretrør og ikke mindst frivolitet.

Som læser kan man ikke lade være med et smil at tænke på, hvordan forfatterens formødre og forfædre ville reagere, hvis de læste deres historie udlagt som her. Der er bestemt ikke gemt noget væk under knippeldugen.

Uanset er Halvt i himlen en meget flot fortalt og medrivende kærlighedshistorie spækket med overraskelser og tvists. 

Normalt er jeg ikke til historisk romance, men når den er tilført så barsk, rå og realistisk en skildring som her, hvor man føler sig beamet tilbage til København i 20’erne, sproget spiller, og det bare er virkelig god læsning, hvor man flyver gennem siderne, så er det ret skønt at blive forfalden til nye genrer. 

Det er første gang, jeg læser Lone Hørslev. Forfatteren har længe været på min læseliste, og nu skal jeg helt bestemt i gang med at se på bagkataloget af romaner og noveller. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Læg verden bag jer af Rumaan Alan

Mens vi venter på apokalypsen i form af klimanedbrud, atomkrig, mere terror, en ny pandemi, hacking af alverdens institutioner eller det hele på en gang i en verden på randen af politisk sammenbrud, så er det skræmmende interessant at undersøge, hvordan vi vil håndtere det, når eller hvis det sker.

Opretholder den privilegerede del af menneskeheden de vante rutiner? Går i brusebad, laver mad, smalltalker og glor skærm, indtil det ikke længere er en mulighed for dernæst at lade sig flyde med og overgive sig til katastrofen? Eller finder vi overlevelsesevnen frem og danner et fællesskab i tillid og sammenhold med mennesker, der ikke nødvendigvis ligner os men er i vores nærhed og trodser raceskel, fordomme og ulighed, eller fortsætter vi med at leve i små egoistiske enklaver, der kun består af ligesindede, vi kan spejle os i? Måske er vi blot overladt til ensomhed og overlevelse på egen hånd?

Det er nogle af de spørgsmål den dystopiske men også realistiske roman Læg verden bag jer udforsker.

Den er i gang med at blive filmatiseret hos Netflix, efter sigende med Julia Roberts og Denzel Washington i hovedrollerne, og efter læsning af bogen kan man nemt forestille sig, at en filmatisering med de to langt vil overgå romanen i intensitet og intention.

Det lykkedes langt hen ad vejen for forfatteren at skabe en stemning af tilsnigende og uforklarlig uhygge, hvor karaktererne kæmper mod uvisheden, men selvom jeg undervejs i læsningen, beskrev romanen som crazy god, og den tegnede virkelig godt, så endte den alligevel en smule uforløst. 

Romanen er tematisk virkelig god og skaber en stemning af tilsnigende og uforklarlig uhygge med to familier, der kæmper mod uvisheden.

En hvid amerikansk familie lejer et luksushus i en mere afsides del af Long Island for at stresse af fra karriere og hektisk aktivitet i New York.

Så snart de ankommer, begynder resten af verden på mystisk vis at smuldre. Dyrene i de nærliggende skovområder opfører sig mærkeligt, og al kontakt med omverden lukker ned. Det viser sig, at der er strømafbrydelse overalt udenom huset, her virker alting endnu. Selv den boblende jacuzzi med udsigt over skoven. Der går ikke længe, før det banker på døren, og et ældre sort ægtepar informerer dem om, at de er ejere af huset og beder om venligst at blive lukket ind, da der er sket noget uforklarligt i New York – ja måske i resten af verden, og det er ikke muligt at kommunikere med den. Modvilligt åbner gæsterne døren for værterne og går med til, at de må forsøge at leve sammen, indtil det er sikkert at vove sig ud igen.

Det er denne dynamik mellem fordomme og medmenneskelighed, tillid og mistænksomhed parrene imellem, der gør romanen spændende og relevant.

 ★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Manden i huset af Susanne Staun

Manden i huset er skrevet af den garvede krimiforfatter Susanne Staun og er en perfekt lille pocket thriller med alle de komponenter, sådan en skal indeholde. Den er til dig, der kan tåle et stykke grumt med grumt på. Jeg læste den i sommerferien og turde dårligt gå hjem fra stranden.

Det er første bind i en ny serie af kompakte gys, der finder sted i provinsen lige der i den skønne natur mellem øde marker og isolerede landevejshuse, som en del af os jo dyrker i denne tid.

Vi følger en lille, lidt speciel familie, hvor den 14-årige datter forsvinder efter en fest i et mærkeligt hus med mystiske beboere. De lokale er snart på den anden ende, bortset fra politiet som er ret ligeglade. Virkelig en skrækhistorie, der rammer lige ind i enhver forældres værste mareridt. Mere vil være synd at afsløre. 

Man skal dog sluge et par troværdighedskameler undervejs. Det hele er en smule fortænkt og for meget, men sådan er det jo tit i den genre. Forfatteren glimrer ofte med sit skarpe sprog i sine krimier. I denne er det ikke så særpræget og genkendeligt som i Fanny Fiske serien men mere ud af landevejen, om man så må sige. Det er så også en helt anden type karakterer, det handler om. Men hvis formålet var at få det til at risle koldt ned ad ryggen, så lykkedes det til fulde.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

 

Himmelanker af Line Maria Lång

Jeg knuselsker denne bog og vil snart læse den igen. Line Maria Lång har skrevet så fin en roman, som både er et rørende og morsomt portræt af sit nære venskab med nu afdøde forfatter Jan Sonnergaard og en skildring af sorg over tid, og om at miste både en far, en kæreste og så en ven alt for tidligt og ikke mindst om sindets evne til og bestræbelser på at fastholde minder og mærke det evige nærvær fra dem, man har mistet. 

I centrum af fortællingen, der består af korte stramme kapitler, er venskabet mellem de to forfattere. De er som nat og dag, et mørkt og et lyst sind, en rå realist møder en flyvende fe, men litteraturen, madglæden, empatien, dybden og humoren binder dem sammen. I begyndelsen er de mentor og mentee. Dietmar som han hedder i romanen er ikke altid helt nem at komme ind på livet af, og han kræver noget af sine venskaber og forventer modkrav. Om det drejer sig om tekster, samtaler, øgenavne eller særlige retter eller vine, så skal de serveres med specielle ingredienser, hjerte og omhyggelighed.  

Er man først lukket ind i varmen, kan man hurtigt ryge ud i kulden igen med et skarpt skud af sarkasme. Der er en grund til, at forfatteren kaldte sig selv for enten søde Jan eller onde Jan. Det er der et par ret gode eksempler på, som er mere sjove end egentligt onde, og man forstår godt, at en tænker, som ham ikke gad at omgive sig med overfladiske og prætentiøse mennesker. Fra Line Maria får han modspil og modkrav og en overflod af åndelig kærlighed og en dejlig filosofi om samhørigheden mellem himmel og jord, ”alt er forbundet med alt”,’lambubo’. Både hun og hendes kæreste forbliver i inderkredsen og er nogle af de få nærmeste pårørende, da forfatteren pludseligt dør alene i en lejlighed i Beograd, få dage inden de skulle besøge ham. Det sætter straks processen i gang hos Line Maria Lång, der beslutter sig for at skrive om ham for at bevare deres forbindelse og holde ham fast som sit himmelanker.

Her et lille uddrag fra en af deres mange samtaler, hvor Dietmar giver råd til de skrivende:

”Man arbejder en tekst igennem mindst ti gange mere, end man gider. Man gør sit arbejde. Man kan skrive hjulpet på vej af god vin – dårlig vin ses i teksten, fordi man bliver så sur, sagde han. Jeg lo. Men redigeringen skal foregå absolut ædru; det er dér, hvor du pludselig skal blive en anden, et surt røvhul, der er skeptisk over for alt. Han løftede sin pegefinger ’dér’. Det var slet ikke skolelæreragtigt, det var en engageret pegefinger; han lavede ligesom et slag ud i luften med den, som når man giver noget et lille skub. ”Og hvis du vågner en dag med stor lyst til at skrive om dine morgensko eller din kvindelige cyklus, så gå i seng igen. Det er nok mit bedste råd.”

Hvis du er fan af Sonnergaard og/eller Lång, må du selvklart få læst denne lille kloge roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen

Den inderste kerne af Lotte Kaa Andersen er en stærkt anbefalelsesværdig roman, som handler om den danske videnskabskvinde Inge Lehmann. Hun var et sammensat menneske, sky og skrøbelig, stærk og sej og et både sprogligt og matematisk geni. Hun var pioner på sit område og specialiserede sig i seismologi. Ved hjælp af udregninger efter jordskælv opdagede hun, at jorden består af en fast indre kerne, der befinder sig inde under en flydende kerne, men det blev ikke rigtig regnet for noget på Geodætisk institut, hvor hun arbejdede i en årrække overset og underkendt i skyggen af den mandlige ledelse.
Først mange år efter fik hun den faglige respekt og anerkendelse fra omverden, først i USA og alt for længe efter i Danmark.

Man behøver på ingen måde at være naturvidenskabeligt anlagt for at have fornøjelse af denne bog. Jeg hørte først om Inge Lehmann for en fem år siden og tænkte, at her var da en god historie. Nu har Lotte Kaa Andersen skrevet den, og det har hun gjort med en imponerende indlevelse og researchmæssig tyngde, der gør portrættet yderst troværdigt og samtidig giver en formidabel læseoplevelse. 

Forfatteren er dykket ned i alle tilgængelige arkiver fra artikler til personlige breve og har talt med nulevende slægtninge, og man kan i den grad mærke hvor grundigt et arbejde, der er bedrevet for at skrive denne livsfortælling som en levende roman med konflikter, nærværende dialoger, svære følelser, indre og ydre drama og det uden at fordreje om ikke sandheden så ægtheden. 

Jeg havde en del afbrydelser undervejs i læsningen, selvom den ikke er spor svær at læse, men det føles også ok ikke at hegle igennem men at søge tilbage til Inge Lehmanns lange mentale rejse til jordens indre der starter med barndom og skolegang i København senere studier og sygdom i Cambridge, restitution og kærlighed i Østrig, et langt isoleret arbejdsliv i København og endelig til anerkendelsens tinder i USA, som kom sent men ikke for sent til, at hun kunne nå at nyde det i sit 104 år lange liv, som hun dedikerede fuldt ud til forskningen, mens hun i sit stille sind forbitredes over modstanden i forskerverdenen. 

”Der er gået 15 år, siden artiklen kom, og flere er kommet til siden. I 15 år hun siddet i sit lille kontor for enden af den lange grå gang og håbet at nogen en dag ville sige netop det, professor Ewing siger lige nu. Hun publicerer stadig en artikel i ny og næ, men det er som om, der er kommet støv mellem hende og verden, hun er skuffet og træt. Nørlunds tavshed og officerernes foragt har taget arbejdsglæden fra hende. Ofte har hun en skræmmende fornemmelse af at være tilskuer til sit eget liv, at tingene bare sker og ikke sker, uden at de rodfæster sig i hende. Og nu står denne solbrændte amerikanske professor pludselig der med sit venlige smil og sin bløde sydstatsaccent og roser hendes arbejde. Hun mærker, at noget tungt og mørkt løsner sig indeni, det arbejder sig op nede fra maven, op gennem brystet, op i halsen, det presser på ved struben og bringer hende ud af fatning.”

Inge lever sit liv alene og nørder med beregninger, som hun arkiverer i OTA solgryn pakker. Samtidig har hun et kompliceret forhold til sin flamboyante søster, der er skuespiller, og et særligt og kærligt forhold til dennes rastløse søn. Hun havde også en far og spændende veninder, der hver for sig satte aftryk i dansk historie. Virkelig god læsning om en ener med et særpræget liv.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Gutkind forlag.

Året med 13 måneder af Åsa Linderborg

Den svenske journalist, forfatter og debattør Åsa Linderborg udgav i oktober Året med 13 måneder, en dagbog om sit liv i orkanens øje i et år med det svenske MeToo forløb, der kulminerede i 2017. 

Du kender hende måske fra det ganske interessante P1 program Norsken, svensken og dansken, hvor hun diskuterer aktuelle emner i et nordisk panel. 

I Danmark kunne udgivelsen ikke være landet på et bedre tidspunkt, da MeToo debatten her spidsede til i samme moment med en række opsigtsvækkende afsløringer om seksuel chikane og deraf følgende afskedigelser, der startede indenfor politik og medier og snart strakte sig udover flere brancher. Imens løb debatten amok på de sociale medier og udviklede sig lynhurtigt til en skyttegravskrig, hvor det blev svært for de aktive debattører at mødes på midten. 

Åsa Linderborg bidrager med sin bog og erfaringer til et nuanceret syn på debatten, da hun vedholdende og upopulært påminder om presseetik og retssikkerhed. Begreber hun selv får et fornyet syn på, da en af de magtfulde mænd i kulturbranchen, der bliver afsløret af hendes avis, ender med at begå selvmord, og hun både får og føler skyld for det. 

Som Kulturredaktør på Aftonbladet med base i Stockholm er Åsa Linderborg selv en magtfuld kvinde og med klummer og artikler, medvirker hun til nedfældelsen af magtmisbrugende mænd på den svenske kulturscene. En medvirken hun i dag fortryder – eller måske snarere måden det foregik på.

Åsa Linderborg reflekterer løbende over debatten i sin dagbog men også over sit personlige liv fra ung usikker kvinde til midaldrende magtfuld mediedame. Hun funderer over egne relationer og sit syn på mænd og på mænds blik på hende fra ung til ældre og påpeger et minefelt af gråzoner i mødet mellem kønnene. For eksempel at hun selv som chef ynder at røre ved sine medarbejdere, rode dem i håret og læne sig op ad deres skuldre, når de har gjort et godt stykke arbejde. At det ofte er, når mænd er gamle og grimme, at de anses for at være nogle klamme svin, hvis de udviser lysten til det modsatte køn, mens der kan være et mildere syn på unge, pæne mænd, der gør det samme. Forfatteren diskuterer med sig selv og med kollegaer, hvor grænserne går og præsenterer en række relevante eksempler på, at vi alle bidrager til hykleri i disse spørgsmål. 

Midt i mediecirkusset mister Åsa Linderborg sin kæreste til en yngre kvinde, og fortæller hudløst om den dybt personlige krise, hun nu står i midt i livet, hvor hun føler sig femti, fed og færdig som sensuelt væsen. Selvbilledet af powerkvinden, der har det hele, krakelerer, og hun beskriver smerten ærligt, sårbart og vedkommende.

Linderborg har desuden en interessant baggrund som skilsmisse- og arbejderbarn med socialisme og alkoholisme i bagagen, som hun tidligere har skrevet om i romanen Mig ejer ingen. Dagbogen berører derfor også forholdet til forældrene, og stoltheden over sine egne børn, og hvor langt hun egentlig er nået i tilværelsen.

Det er alt sammen vældig interessant og velskrevet læsning. Ligesom Linderborgs bidrag til MeToo debatten er et vigtigt indspark.

Undervejs måtte jeg dog flere gange slæbe mig selv igennem for at komme videre til det gode stof. Bogen kunne sagtens være redigeret ned fra et år med 13 til et år med 12 måneder, for mellem al det vigtige og personlige er der også en del ligegyldigt og småkedeligt fyld om livet i Stockholms kulturinderkreds med beskrivelser af restaurantbesøg, gourmetmenuer, shopping af dyrt tøj og konstant namedropping ved møder med kulturpersonligheder, som udenforstående ikke kender til og som ikke hver gang har betydning for bogens drive.  I efterskriftet gør Åsa Linderborg opmærksom på hvilke emner, hun faktisk har redigeret ud af sin dagbog, herunder forholdet til de freelancere, hun har været chef for. Det havde jeg så gerne læst om i stedet for den overflod af restaurantbesøg, der tog pladsen. Det havde været interessant, da det kunne have trukket nye spændende refleksioner ind i teksten, så det ikke alene handler om sexchikane og mænd kontra kvinder men også om magtforhold generelt og dynamikken mellem chefer og medarbejdere uanset køn. 

Det ændrer dog ikke ved, at enhver med interesse i MeToo og en analyse af både bevægelsens bidrag til et forhåbentligt snarligt bedre og mere ligestillet samfund men også faldgruberne undervejs bør læse denne bog. 

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Gutkind.