Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Kan man pakke et budskab om, at religion er opium for folket ind i en fantasy roman?

Det kan forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen, og hvis man som læser er skeptisk overfor genren, kan man passende begynde her.

Lucie er en 1000 år gammel kannibal, der ikke kan dø. En smuk og evigt ung amazone, et væsen der får tankerne hen på en X-men mutant, en kvinde som ingen mand kan modstå med sin mystiske tiltrækningskraft, sit kølige overblik, utrolige kræfter og en strålende begavelse.

Den har hun tilegnet sig som vidne til historiens gang og ved at fortære et utal af mennesker. Hun ser, hvad de har set, hun æder ikke kun deres kød men også deres sjæle og henter dermed indsigt fra sine ofre. Hungeren efter menneskekød er hendes ukontrollerbare forbandelse. Et begær hun har svært ved at styre. Således også til heavy metal koncert på Copenhell Festival, hvor en stakkels headbanger bliver fortæret som en lækker rib-eye steak. Den åbningsscene glemmer man ikke lige foreløbig.

Til festivalen møder Lucie også en nydelig fraskilt far, Casper, som hun gemmer til dessert. Først vil hun lære ham at kende. Hun indvier ham i opiumsrusens udvidelse af sanserne, og snart får han syner og er nødsaget til at drage på pilgrimsrejse til Norge. Til en festival der fejrer kristningen af Norge og gengiver det clash of civilizations der fandt sted 1000 år tilbage, hvor asatroende og kristne slagtede hinanden i en religionskrig. Med sig lokker han både Lucie og vennen Martin, en nørdet religionshistoriker, der har levet sit liv med snuden i bøgerne og glemt at leve og kysse imens.

Mennesker bliver spist undervejs, og Martin får snart mistanke om, at Lucie ikke kan nøjes med restaurantføde, men han får samtidig øjnene op for det, han er gået glip af i tilværelsen, og det faglige element tiltrækker også. For Casper er der ingen vej tilbage, uanset hvad Lucie måtte finde på at proppe i sig. Alle tre søger de svar på hver sit spørgsmål og en mening med tilværelsen.

Det er tre vældig gode karakterskildringer og deres rejse mod samme mål men med hver sit formål er lidt af et syretrip i en vekselvirkning mellem det overnaturlige og det virkelige på deres rejse gennem norske byer og smukt beskrevne natur. De tre spiser svampe for at forstærke den åndelige vejledning. Særligt Lucie har et par plageånder med på rejsen, der ikke vil give hende svar på hvorfor hun er så forbandet og ikke kan få lov at dø. Og hvorfor hun skal leve i en tid, hvor mennesker, som hun ser det, har tabt al den visdom og dannelse, de har opnået gennem århundreder på gulvet :

Menneskeheden var ved at drukne i tanker og følelser, der blev mere og mere selvoptagede. Narcissismen kvalte i dag alt det, jeg gennem tiderne havde set været frugtbart hos menneskene – opfindelser til almenvellet, kontrollerede udadrettede følelser. Nu var alt en sump af fordummelse og gnidret navlepilleri. Navnet på Fenrisulven var Det unyttige menneske, og menneskene af i dag følte sig hævet over nytten og stillede krav om ultimativ, selvoptaget frihed. Ragnarok var nær. Hvorfor led jeg så af en hunger efter disse klaustrofobiske sjæleliv, der ikke kunne andet end cirkle om egne ligegyldigheder? Jeg kunne spytte af foragt, både over nutidens mennesker og over min egen svaghed.

Det er tvivlsomt om menneskene i gamle dage var et hak bedre, end de er i dag. Men passagen er flot skrevet. Hele romanen og særligt slutningen byder på mange smukke og stærke sætninger.

I Lucie er der ikke kun hentet inspiration fra religionshistorie og nordisk mytologi, referencer til litteratur og tv-serier i forskellige genrer som Ringenes Herre og Sons of Anarchy skinner igennem og mikses på herlig vis til en roman, der ikke ligner noget, jeg tidligere har læst. At gøre det overbevisende uden at det bliver plat og påtaget er også en fornem præstation, som forfatteren lykkedes med.

Lucie er en spændende og særdeles velskrevet roman med et hav af ambitioner. Forfatteren har et tydeligvis et par budskaber til omverdenen. Jeg er ikke sikker på, at de alle trænger lige godt igennem, men alene romanens sprog og originalitet fortjener de helt store klapsalver.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

Slå først frøken! Og Vind Mordersken.

Skærmbillede 2016-01-26 kl. 12.36.38I fredags udkom tredje del af renæssancetrilogien Mordersken af forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen. Her udvikler en ung, blid adelsfrøken, Madeleine de Montdidier, sig til en blanding af Walther White fra Breaking Bad og The Bride fra Kill Bill. Der er altså lagt op til en god gang ramasjang med en slagkraftig dame i front, og det er jo dragende i sig selv, når man som helt ung slugte tegneserier på stribe med seje damer som Yoko Tsuno, Franka, Modesty Blaise, Natacha og også selv tegnede kvindelige superhelte med vilde, outrerede og spaceagtige outfits, der kunne få Wonderwoman til at blegne af misundelse.

I anledning af udgivelsen havde Politikens Forlag inviteret til bloggerevent, og det bød på et møde med endnu en spændende forfatter, som er ligeså multifacetteret som sin hovedperson.

Madeleine starter sin dannelsesrejse i Dronningens Dame ved det franske hof, kæmper i Spanien under inkvisitionen i Bastarden og fortsætter som handlet slave i Mordersken til veltrænet snigmorder i Osmannerriget i Konstantinopel. Den unge dame kommer altså vidt omkring i en yderst anspændt periode af Europæisk historie fra 1567-1570 med dertil hørende religionskrige og intrigante magtkampe. Jeg har kun læst et par kapitler ind i Mordersken, men det er faktisk så velskrevet og troværdigt beskrevet en historie, at jeg har besluttet mig for i hvert fald at læse to’eren, før jeg går i gang med tre’eren, selv om de godt kan læses uafhængigt af hinanden.

Historisk præcision

Normalt er jeg mest til litteratur, der foregår fra anden verdenskrig og frem, men så er det jo også på tide med et større indblik i en tid, der går meget længere tilbage men har ligeså stor betydning for verden af i dag. Og når det kan gøres med både høj underholdningsværdi og velresearchet historisk præcision, er det bare at gå i gang.

Anne-Marie Vedsø Olesen vil dog meget mere med sine bøger end at underholde. Udover en stor interesse for historien hel tilbage til den ægyptiske mytologi, er hun begejstret for fantasy, science fiction og inspireret af stærke tv-serier som Game of Thrones og Breaking Bad. Her går væsentlige temaer igen som; udforskningen af volden dens væsen og æstetik om man vil, kroppens og psykens formåen, hvor langt vil man gå for at få det, man vil have og ikke mindst stærke, handlekraftige kvinder. Madeleine kæmper sin feministiske kamp i en tid, hvor der virkelig var noget at kæmpe for, selv om slaget om komplet og verdensomspændende ligestilling jo langtfra er udkæmpet endnu.

“Det er ikke en traditionel historisk roman, jeg har skrevet men en moderne fortolkning. Mit mål har været at skrive en feministisk dannelsesroman sat i en historisk ramme. Fra at være ung og benovet lærer Madeleine at tage magten og sætte præmissen for sit eget liv,” siger Anne-Marie Vedsø Olesen. En proces vi alle skal igennem som kvinder, men som kan sættes endnu mere på spidsen i en tid med et så stærkt patriarkalsk samfund.

“Kvinder kan blive ligeså stærke og seje som mænd både kropsligt og fysisk gennem hård træning. Og de kan blive ligeså gode til at slå ihjel og ryge ud af den moralske glidebane og oven i købet være stolte af det,” pointerer forfatteren.

IMG_0050
Forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen i Kill Bill gult og redaktør Helle Stavnem fra Politikens Forlag.

Heavy Combat

Fra egen krop ved hun hvad det betyder at opbygge fysisk og mental styrke. Med sit milde og sofistikerede væsen er det nemt at gætte sig til, at forfatteren synes godt om opera, kunst og historie, men at hun også er vild med at headbange til heavy metal og hver eneste dag banker løs på en sandsæk med boksehandsker til intens bodycombat træning er ikke lige det første, man tænker på, når man møder hende.

“Jeg startede på boksetræning for halvandet år siden og elsker det. Det er ren katharsis – en udrensning af krop og sjæl. Det giver en stolthed og ranker ryggen, når man får den råstyrke og mærker 1:1 oplevelsen af at slå på sandsæk. Det giver et gennembrud som kvinde at vide, at man kan banke en fuld idiot i Gothersgade ned klokken tre om natten, og hvis du ved det, så udstråler du det også,” siger hun.

Træningen er også et opgør med pænheden og konfliktskyheden, som mange af os kæmper med. Ideen til den første bog i trilogien opstod allerede for tyve år siden, men Anne-Marie Vedsø Olesen er glad for at hun først har fuldført sit værk nu. Var det udkommet dengang havde det været en langt kedeligere historie.

“Jeg var ung og naiv, da jeg fik ideen, og historien har udviklet sig i en langt mere spændende retning i takt med min egen modningsproces. Var den udkommet for tidligt havde den været mere klichéfyldt. Madeleine havde været slave i haremmet i stedet for trænet snigmorder. Det havde været så kedeligt,” ler hun.

Det er ikke kedeligt at lytte til Anne-Marie Vedsø Olesen, og der er også flere spændende karaktertræk ved Madeleine, der gør, at jeg glæder mig til at læse. Blandt andet mister hun sin skønhed, som hun tidligere har kunnet spille på og som har hjulpet hende ud af svære situationer, men når hun mister den, hvad gør hun så?

Anne-Marie Vedsø Olesen er uddannet læge, men har helliget sig forfattergerningen, siden hun vandt en pris i 2000 for sin debut Salernos Sol. Efterfølgende har hun udgivet otte romaner.

IMG_0046
Jeg er vild med det cover! Perfekt farve til en gråkedelig januardag.

Vind Mordersken!

Jeg har erhvervet mig to eksemplarer af Mordersken med tak til Politikens Forlag og den ene kan blive din. Du skal blot skrive en mail til mig isabelfluxa@gmail.com skriv Mordersken i overskriften og skriv i mailen hvilke to tv-serier Anne-Marie Vedsø Olesen er inspireret af. Den første, der skriver de rigtige svar, får hurtigst muligt tilsendt bogen med posten. Husk at anfør din adresse.