Du forsvinder af Christian Jungersen

september 15, 2015 ~ isabelrosado

Det var nyheden om en kommende filmatisering af romanen Du forsvinder, der ansporede mig til langt om længe at læse den færdig efter et halvt år på natbordet – og det er jeg glad for. Christian Jungersen er en af Danmarks dygtigste forfattere, og som så mange andre blev jeg blæst væk af hans forrige roman Undtagelsen. Et studie af den ondskab der ulmer latent i os alle, og hvad der kan ske, når den får lov at spire og til sidst vokser udover potten og fortærer alt som en kødædende plante. Det starter med mobning og ender med mord blandt fire kvinder, der arbejder på Institut for Folkedrab, en institution i det nogle kalder “godhedsindustrien”, hvor der i teorien kun burde arbejde uselviske mennesker med rene motiver, men sådan er det naturligvis ikke. De er jo kun mennesker. Her dog lidt grummere end gennemsnittet. Det er ti år siden, at jeg læste Undtagelsen, men den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig og solgte helt forståeligt en masse verden over. Du forsvinder er Jungersens tredje roman, og som de forrige har han gjort sig ekstremt umage. Både i sin research og ikke mindst i opbygningen af sit plot. Det er eminent og overrasker helt frem til sidste side.

Du forsvinder er ikke en rendyrket thriller som Undtagelsen men uhyggeligt nok et hverdagsdrama om at leve med et menneske, der er syg i hjernen i bogstaveligste forstand. Under en familieferie til Mallorca bliver Mias mand Frederik indlagt efter en meget mærkelig opførsel, der blandt andet inkluderer hasarderet kørsel i bjergene med Mia og sønnen Niklas på bagsædet. Det viser sig, at Frederik er syg med en svulst i hjernen, der i løbet af de sidste tre år har ændret hans personlighed. Mia har nydt de år, for hun har aldrig fået så meget opmærksomhed fra Frederik før, men manden bliver tiltagende utilregnelig og svær at leve sammen med. Oveni det har han begået bedrageri for millioner på den privatskole, han er leder for og står til en længerevarende fængselsdom – medmindre han kan bevise, at det hele er sygdommens skyld. I løbet af kort tid mister familien alt og må gå fra hus og hjem, og samtidig må Mia alene tage konfrontationerne med alle de mennesker, Frederik har svigtet i løbet af sin kriminelle løbebane.

I en støttegruppe for pårørende til hjerneskadede møder Mia advokaten Bernard, som hun falder hovedkulds for og nærmest bliver besat af, men Bernard har ikke tænkt sig at forlade sin syge hustru. Alt dette er blot en del af historien. For Frederiks sygdom ændrer ikke kun ham selv, men også hans nærmeste. Mias voksende indsigt i hjernesygdomme påvirker hendes egen personlighed, syn på omverden og ikke mindst på kærligheden. Hun udvikler sig fra lidt af en kedelig grå mus til en stærkere, handlekraftig men ikke synderligt sympatisk dame og bliver selv uigenkendelig især for sin søn. Romanen er tilført dokumentariske afsnit i form af kronikker, bogudsnit, mails og fotografier, som gør læseren klogere på neurologi og psykologi og højner troværdigheden af hele forløbet. Men da det meste er dygtigt opfundet af forfatteren omend baseret på research, bliver jeg i tvivl om, jeg skal tage det hele for gode varer, eller sortere i fakta, fiktion og fantasi, og det er lidt irriterende. Jeg vil gerne lære nyt og tilføre min egen hjerne faktuel viden, også når jeg læser en roman. Jeg synes også, at historiens midte trækker for langt ud, og Mias umodne besættelse af Bernard keder mig et langt stykke af vejen. Men da jeg efter en længere pause, så kom i gang med tredje del af romanen, gik det stærkt. Her bliver der serveret aha-oplevelser på stribe, og da jeg lukkede bogen var der virkelig noget for den lille hjerne at bearbejde. Derfor vil jeg i høj grad anbefale Du forsvinder, og jeg tror, at med de helt rigtige skuespillere vil filmudgaven kunne skabe mere af den spænding og det stærke menneskelige drama, der fiser lidt ud i nogle af bogens passager på grund af den subtile, langsommelige og socialrealistiske stil. Den fungerede dog helt perfekt i Undtagelsen, hvor ondskaben snoede sig op og ned af hver side men lidt mindre i det ægteskabelige drama her.

Savner dig af Harlan Coben

august 21, 2015februar 27, 2016 ~ isabelrosado

Findes der noget bedre end en hårdkogt New Yorker krimi? Med en tæskesej politikvinde i hovedrollen, tynget af et trist privatliv og familieskeletter i skabet? Ja det gør der nok. Men når selveste Gillian Flynn forfatteren bag Kvinden der forsvandt, siger, at Harlan Coben er en af de bedste forfattere nogensinde, og Stephen King udtaler, at han er jaloux, så lytter jeg efter. Og den er god nok. Med et skudsikkert, nytænkende og mega-uhyggeligt plot og en stejlt opadgående spændingskurve, leverer Harlan Coben med Savner dig i den grad varen, hvis du trænger til en thriller, du kan mærke op og ned langs rygraden.

Kriminalbetjent Kat Donovan er all work and no fun, da hendes veninde opretter en profil for hende på et datingsite. Kat giver det en chance og falder over sin ekskæreste Jeff, der atten år tidligere forlod hende og knuste hendes hjerte, endda kort efter hun mistede sin far.

Panserkvinden må modstræbende se følelserne havne udenpå tøjet igen og drister sig til at kontakte Jeff men får et mystisk svar og en kold afvisning tilbage. Noget er galt og i sammenfald med en række hændelser, som jeg ikke vil afsløre her, begynder Kat at efterforske, hvad der mon er sket med Jeff siden dengang. Sporene bringer hende faretruende tæt på en organisation med grumme, modbydelige planer, der nok vil forhindre enhver læser i at opsøge kærligheden på nettet nogensinde.

Det er ikke kun den uforbeholdne kærlighed til Jeff, der bliver udfordret. Det samme gør forholdet til Kats forældre og hele familiehistorien, som har udspillet sig på en helt anden måde, end Kat troede. I takt med at Kat rykker tættere på Jeff og hans nye liv, bliver den fulde sandhed om fortiden rullet ud, og Kat må tage sit liv, sin baggrund, sine fordomme og forestillinger op til kraftig revision.

Harlan Coben har skrevet en ordentlig bunke krimier, der i hvert fald på afstand ligner den slags samlebåndslitteratur, som der findes tilsvarende millioner af, blot med andre titler. Sprogligt ikke særligt sublime og skrevet på rutinen, fordi de tjener gode penge.

Men efter at have læst Savner dig skal jeg bestemt have fat i et par stykker af dem. Coben har også udgivet en ny krimi siden Savner dig var oppe at ringe som nummer 1 på New York Times bestseller liste. Nu rykker The Stranger deropad, og til efteråret udgiver Gads Forlag endnu en af hans tidligere udgivelser på dansk med titlen Seks år.

Når jeg læser omtalen af begge, er jeg ikke i tvivl om, at der er noget at glæde sig til. Lige nu er Harlan Coben nummer 1 på min internationale hitliste over krimiforfattere.

Savner dig er venligst tilsendt af Gads Forlag.

Store små løgne af Liane Moriarty

august 14, 2015februar 27, 2016 ~ isabelrosado

Bestsellerforfatteren bag sidste års store succes Min mands hemmelighed australske Liane Moriarty har gjort det igen. Skrevet en kombi af chick litt og spænding med humor og alvor i skøn forening, leveret med et velkonstrueret plot og noget at tænke over. Store små løgne udspiller sig blandt forældrene på en skole ved den eksotiske Pirriwee halvø i Australien, men den kunne for så vidt ligeså godt have fundet sted på Østerbro eller Amager.

Jeg hentyder til hverdagsdramaet mellem de (os?) kontrollerende, overvågende, 24/7 bekymrede og småneurotiske speltmamaer og til dels papaer, for hvem børnene er det vigtigste i verden, og som derfor engagerer sig, læs blander sig alt for ivrigt i, alt det der foregår på skolen og i børnenes liv. Tre mødre i den lidt mere afbalancerede ende af skalaen finder sammen i et umage men fasttømret venskab. Madeline er en af løvinde-mødrene med tre børn (herunder en genstridig teenagedatter), en mand og en eksmand hun stadig er sur på, efter han forlod hende 14 år tilbage. Mest optaget af hæle og cremer, tilsyneladende overfladisk men med hjertet på rette sted, og så finder hun sig ikke i noget crap. Heller ikke i mødrejuntaen “de lyse pagers” fælles front for at få smidt lille femårige Ziggy ud af skolen, fordi han måske har mobbet et andet barn. Jane er mor til Ziggy. Enlig og langt yngre end de andre mødre, lidt af en grå mus, netop flyttet til området i håb om en ny start for hende og sønnen. Det spænder “de lyse pager” hurtigt ben for. Celeste er smuk, sød og gavmild, mor til tonsende tvillingedrenge og gift med en yderst velhavende verdensmand, typen der efter at have lagt et lækkert billede fra familiens juleferie i Canada på facebook – væk fra solen og over i sneen – banker hende sønder og sammen i kulissen. Men selvfølgelig sådan at det ikke kan ses. Celeste er ekspert i at holde facaden og i at lyve – især overfor sig selv. Som historien skrider frem hører vi bidder af interview med andre forældre fra skolen om det forestående højdepunkt; den store quizaften. Den ender med et tragisk dødsfald. Kommentarerne om de andre utilstedelige forældres opførsel i ugerne op til er skarpe og sjove, og hele scenariet er om end stærkt karikeret også håbløst genkendeligt. Optakten til den store quizaften med alle fædrene i Elvis-kostume og mødrene i Audrey Hepburn outfit måske knap så genkendeligt, men sjovt er det. Og så er der de lyserøde cocktails, som utvivlsomt er medvirkende årsag til aftenens tragiske afslutning.

De smagte guddommeligt. Det eneste problem var, at lærerne fra sjette regnede lidt forkert på mængden, så der var noget, der svarede til tre genstande, i hver drink. Det er for øvrigt de samme mennesker, der underviser vores børn i matematik.

På trods af flere af den slags guldkorn, der får en til at klukke når Store små løgne ikke helt de samme højder som Min mands hemmelighed, der rørte mig på flere planer. Og jeg skulle næsten 200 sider ind i læsningen, før den rigtig fængede, men derfra gik det så også derudaf i en vis fart med at få vendt siderne. Karaktererne er ikke ligeså dybe og empatisk beskrevet som i den forrige, men underholdningsværdien er i topklasse, og lammeøretæverne til generationen født i 70’erne og 80’erne, der som forældre ikke sjældent er mere barnlige end deres (vores) børn er så rammende og spot on.

Bemærk nu også det fine cocktailmatchende cover af den formidable Henriette Mørk.

Store små løgne er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov

maj 28, 2015 ~ isabelrosado

Der har desværre ikke været meget tid til at læse bøger på det seneste, men jeg kom da hurtigt igennem Leonora Christina Skovs seneste roman Hvor intet bryder vinden. Den har bredt sig som en steppebrand blandt danske bogbloggere, avisanmelderne klapper i hænderne, og det gjorde mig nysgerrig.

Forfatteren er kendt som skarp debattør og til tider barsk anmelder. Som jeg husker det, har hun dømt en række forfattere ud i kulden, før de overhovedet er blevet lukket ind i varmen. Men det er vel en anmelders gebet. Godt man holder sig til anbefalinger. Og den her vanvittige historie, som beskrives som en samtidsthriller med gotiske træk skal så absolut anbefales.

Leonora Christina Skovs pen er ligeså sylespids som romanforfatter, som den er, når hun anmelder, og det er simpelthen tragisk-komisk og top underholdende at følge med. Der bliver delt verbale øretæver ud til alle sider, når persongalleriet folder sig ud og portrætterer menneskets værste vrangsider. Personerne er enten selvhøjtidelige, selvhævdende, selvretfærdige, fordømmende, egoistiske, narcissistiske, hævngerrige, misundelige, perverse, snobbede, naive, afstumpede – eller det hele på en gang.

Det er de grimmeste karakteregenskaber, der kommer til fuld skue i denne spændende men også noget opskruede historie om syv semikunstnere, der bliver inviteret til den privatejede og isolerede ø Stormø af en anonym donor, som tilbyder arbejdsro i en måned som tak for deres bidrag til glæde for Danmark. De bliver installeret i et moderne glashus, hvor de hver især kan betragte hinanden, hvis de ikke trækker gardinerne for. Irritationen over de andre tiltager, mens de hidser sig op over manglende netforbindelse og kontakt til omverdenen. Hver og en er de på flugt fra en skummel fortid, hvor de har svigtet eller fortrængt deres synder. Hver og en er særligt udvalgt af samme årsag.

Historien er inspireret af Agatha Christies En af os er morderen, men personerne er efter sigende også inspireret af typer, forfatteren selv har mødt på sine mange skriveophold på refugier rundt i verden. Der er ikke én eneste sympatisk person at heppe på, mens de under opholdet én for en forsvinder fra selskabet på mystisk vis, og karaktererne virker på trods af deres kompleksitet nærmest som karikaturer af virkelige mennesker med så mange dårlige egenskaber samlet på et sted. Det sjoveste og sørgelige er, at de et godt stykke hen ad vejen er grumt genkendelige. Måske og heldigt nok mere i deres tanker end i deres handlinger.

Du skal ikke læse Hvor intet bryder vinden for plottets skyld. Det er om end flot komponeret og stærkt fantasifuldt også noget fortænkt, og som læser regner man rimelig hurtigt ud, hvad der ligger bag mystikken, selv om nye overraskelser om personerne og de utallige skeletter, de gemmer på, rasler ud af skabene til det allersidste. Du skal først og fremmest læse den, fordi den er helt utroligt velskrevet og nysgerrigheden efter at vide, hvad der driver disse mennesker, og hvem der hader dem som pesten får dig til at vende siderne i en vis fart.

Ingen kan beskylde Leonora Christina Skov for at være navlepillende som forfatter med fokus på egne erfaringer og sprogudfoldelser fremfor plot, som visse kritikere beskylder de danske forfattere for. Hun er en fremragende fortæller med både indsigt i mennesker og udsyn til verden. Hun er berejst og belæst, og det kommer fornemt til udtryk i sproget og i de referencer, hun bruger. Som læser kommer du vidt omkring fra Etiopien til Shanghai i de syv personers mange tilbageblik. Det er velresearchet og yderst godt gennemført.

Leonora Christina Skov fremstår som en unik og original forfatter i det danske litterære landskab, og når man følger hende på de sociale medier, er hun heller ikke bleg for at dele ud af sig selv på en vedkommende måde. Hun er en stærk stemme både som forfatter og debattør, og hvor jeg før har opfattet hende som typen, man bliver lidt bange for, har jeg nu kun beundring og respekt for hende, som en der står ved sig selv og tør sige, hvad hun mener, så det bliver hørt. Det håber jeg, hun bliver ved med, selv om hun har tænkt sig at trække sig som debattør og hellige sig forfatterskabet. Det bliver spændende at se, hvad det næste bliver, og indtil da kan man jo gå i gang med bagkataloget.

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

april 10, 2015april 10, 2015 ~ isabelrosado

Denne smukke roman er den bedste, jeg har læst i år, og den bliver så svær at overgå, at det er med en let tristhed, jeg lægger anbefalingen her på bloggen. For hvad skal jeg så læse i det literære tomrum, jeg nu befinder mig i?

Det går nok. Jeg kan jo altid læse den igen og en gang til, for det fortjener den. Anthony Doerrs mesterværk Alt det lys vi ikke ser er lysende på så mange planer, at jeg faktisk mangler ord for det. Både sprog og historie er så smukt komponeret, at jeg holder vejret flere gange under læsningen. Med en detaljerigdom og et væld af enkle, unikke metaforer der får mig til at dvæle ved de fine sætninger, samtidig med at fortællingen bare flyder i korte overskuelige kapitler, der skifter i både tid og synsvinkel.

Historien foregår i Tyskland og Frankrig under besættelsen, men den handler om så meget mere end selve krigen. I høj grad om krigens grusomheder, og hvordan mennesker i krise virkelig forstår at sætte pris på tilværelsens små glæder og på livet som sådan og det at bruge sit liv til noget meningsfyldt og overvinde sin frygt, også selv om det er livsfarligt. Eksempelvis ved at slutte sig til modstandsbevægelsen. “Vil de ikke leve før de dør?,” spørger Madame Manec som spiller en central rolle deri, og om hvordan hun selv har det siger: “Seksoghalvfjerds år og jeg kan stadig få den her følelse. Som en lille pige med stjerner i øjnene.”

Romanen handler også om alle de daglige mirakler, alt det lys vi er omringet af uden at se det. I naturen, i relationerne mellem mennesker, i teknologien. Om videnskabens magi, og hvordan opfindelser i sig selv, for eksempel radioen skaber mirakler af kærlighed, ukuelighed og overlevelsesevne. Om den livsreddende effekt det kan have bare at kunne forbinde et par kobbertråde og lidt løsdele på den rigtige måde og opnå forbindelse med omverden. Alt det vi bare tager for givet i dag, mens vi vandrer rundt med vores smartphones konstant i forbindelse men måske uden egentligt at være forbundet?

Og så handler den om at kunne se lyset, når det gælder om at gøre det rigtige, også når alle i ens omgivelser vælger det forkerte, hvilket er den nemmeste men også den mest menneskelige ting at gøre. En stemme der holder illegale foredrag over radioen siger om lys og vores opfattelse af det: “ Hjernen, børn, er selvfølgelig lukket inde i fuldkommen mørke. Den svæver i en klar væske i vores kranium og ser aldrig lyset. Og alligevel er den verden som den skaber i vores forestilling, fuld af lys. Den flyder over af farver og bevægelse. Men hvordan tror I, børn, at hjernen der lever uden den mindste smule lys, kan vise os en verden, der er så fuld af lys?”

Vi følger to unge skæbner på hver sin side af krigen. Franske Marie-Laure LeBlanc er blind og flygter fra Paris til fæstningebyen Saint-Malo med sin far, da tyskerne invaderer Paris. Han er nøglemester på det naturhistoriske museum og med sig har de en myteombundet og muligvis forbandet juvel, der skal skjules fra nazisternes rovdrift af kunst og særlige genstande. Marie-Laures far bygger komplette miniaturemodeller af byerne, så hans datter kan føle sig frem og derefter selv finde rundt i gaderne. På trods af sin blindhed ser den unge pige lyset, når det gælder om at handle.

Tyske Werner Pfennig vokser op på et børnehjem i en kulmineby sammen med sin søster Jutta. Han har et særligt talent for at bygge radioer, og det bliver hans vej væk fra at ende som minearbejder med kort levetid. I stedet kommer han på eliteskole for Hitlerjugend og finder snart ud af, at det er en skæbne, der er værre end at blive kvalt i en mineulykke. Mindst ligeså indelukket og begrænsende og uden anden udgang end at lade livet.

De to må på hver sin måde kæmpe for at overleve krigens rædsler, indtil den mod sin slutning bringer dem sammen i Saint-Malo, da de allierede bomber byen sønder og sammen, og tyskerne er tæt på kapitulation. Det bliver et møde, som hverken de eller deres efterkommere vil glemme.

Alt det lys vi ikke ser udkommer meget passende på dansk tæt på 75-dagen for besættelsen af Danmark 9. April 1940. Selv om du ikke skulle orke at læse, høre eller se mere om hverken 2. Verdenskrig eller krig i det hele taget, så må du ikke snyde dig selv for denne storslåede læseoplevelse. Den giver så meget mere end et indblik i krigen. Det er meget oppe i tiden, at vi travle mennesker i det moderne samfund skal lære at være tilstede i nuet. Det vil denne bog hjælpe dig med.

Alt det lys vi ikke ser er romankunst af højeste kaliber. 555 exceptionelt smukt skrevne sider. Læs den for himlens, historiens, litteraturens, for din egen og for verdensfredens skyld.

Sammen med andre gode bogbloggere fik jeg lejlighed til at møde forfatteren Anthony Doerr tidligere i dag. Det kan du læse mere om her.

We are all completely beside ourselves af Karen Joy Fowler

januar 9, 2015 ~ isabelrosado

Velkommen til et nyt bogår! Håber 2015 bliver forrygende for alle, og at I får oceaner af tid til at læse.

Jeg havde planer om at nå mindst fem bøger i juleferien, men det blev kun til denne ene perle, som jeg til gengæld kan anbefale på det varmeste.

Rosemary er en stille pige, der føler sig aparte på flere måder. Da hun var barn, snakkede hun hele tiden, men tabet af hendes søskende har forandret både hende og resten af familien for altid. Hun fortæller sin historie ved at starte i midten. Det har hun nemlig lært af sin far, for på den måde behøver man ikke at fortælle alt og slet ikke om sin baggrund, når man møder nye mennesker. I tilbageblik opruller hun familiens tragedie, og intet er, som man tror.

Da Rosemary skal på college flytter hun langt væk fra sine forældre for at få en frisk start, nye venner og forsøge at passe ind, men det lykkedes ikke rigtigt. Ved et tilfælde får hun en eneste veninde, Harlow som ikke er en rigtig ven, men som minder om søsteren Fern: vild, uhæmmet og uforudsigelig. Den eneste Rosemary tør være sig selv sammen med.

Det lyder måske trist, og det er det også men ikke på den måde, du umiddelbart vil tro. Rosemarys søskende er stadig i live, men den søster, som hun i sine første år er tæt forbundet med, sover med, leger med og laver narrestreger med, må forlade hjemmet, da Rosemary kun er fem år gammel. Det får deres bror Lowell til at stikke af hjemmefra uden at se sig tilbage.

Hele miseren sætter dybe spor i den traumatiserede familie, hvor Rosemary og hendes forældre lader som ingenting er hændt og lader tilværelsen køre videre, mens savnet stikker dybt i dem. Indtil en række begivenheder tvinger dem til at forholde sig til det, der hændte.

Det er synd at afsløre for meget, men plottet er fantastisk skruet sammen og sætter fokus på vigtige menneskelige såvel som etiske og politiske temaer i læserens bevidsthed. Man bliver tvunget til at tage stilling til svære emner, som mange af os behændigt undgår at bekymre os væsentligt om i dagligdagen. For eksempel, hvad gør et menneske til et menneske? Hvad betyder søskendekærlighed, og hvad gør det ved den, der bliver frarøvet den? Hvor langt skal man gå indenfor forskning og videnskab for at gavne menneskeheden og samtidigt leve med konsekvenserne? Hvor meget skal andre lide, for at nogle kan blive raske?

Karen Joy Fowler sætter alvorlige spørgsmål på spidsen, men hun gør det på den mest bevægende og begavede måde uden at fordømme. Men som Rosemary siger det: If stupid were fuel, we would never run out. Og det er altså menneskeheden, hun taler om.

Samtidig med det og andre nedslående fakta såsom where you succeed will never matter so much as where you fail, er der en god portion humor i denne pragtfulde og rørende roman, og historien er i sin helhed særdeles opløftende. Og så er den fantastisk velskrevet og ikke mindst gennemresearchet.

Der er så meget godt at sige om denne fremragende roman, men jeg synes bare, du skal gå i gang og lade dig overraske. Du får virkelig noget at tænke over – oveni i den gode læseoplevelse. Starten på mit personlige bogår kunne i hvert fald ikke være bedre.

We are all completely beside ourselves er endnu ikke oversat til dansk, men den fortjener et stort publikum også i Danmark, så det håber jeg, den bliver.

På gensyn i februar, hvor jeg gerne skulle være igennem en thriller, et par krimier og andre gode sager!

Storhed og fald af Tom Rachman

september 1, 2014 ~ isabelrosado

De der påstår, at journalister ikke kan skrive stor litteratur, bliver i den grad sat til vægs med udgivelsen af Storhed og Fald skrevet af tidligere journalist nu forfatter på fuld tid Tom Rachman.

Som de fleste journalister var jeg vældig begejstret for Rachmans første roman De Ufuldkomne, læs anbefalingen her, som handler om den hensygnende avisbranche og en række ulykkelige og ret så troværdige skæbner omkring den.

Allerede da jeg hørte, at Storhed og Fald handler om en kvinde, der lever et stille liv som boghandler i ly fra en traumatisk fortid, var jeg solgt. Jeg har glædet mig længe til denne bog, og jeg må sige, at selv om den slet ikke er i nærheden af, hvad jeg troede, så overgår den alle mine forventninger.

I Storhed og Fald sætter Rachman spot på bogens position og fremtid i en digital verden, der har udviklet sig med rasende fart med fare for at frarøve al fokus, fordybelse og IRL fællesskab.

Men Storhed og Fald handler om så afsindigt meget andet og det på både mikro- og makro-niveau, fra den kolde krig og frem til nu. The Rise and Fall of Great Powers er den originale titel på Rachmans ekstremt ambitiøse og vanvittigt vellykkede roman. Store samfundsmæssige kræfter influerer på menneskers liv og identitet, og som konsekvens deraf møder vi i denne fuldendte historie menneskelig storhed, når det er størst og det dybeste fald, når det er værst. I psykologisk forstand vel at mærke.

I centrum af det hele står en kvinde Tooley Zylberberg, som elsker bøger og har åbnet en antikvarisk boghandel ved navn World’s End langt ude på landet i Wales. Hun vil hellere fordybe sig i sine bøger end at skaffe kunder i butikken og forsøger også at aflede sig selv med ukulele timer og aftenundervisning for at undgå at tænke på sin mystiske fortid, som har efterladt hende med en bunke uafklarede spørgsmål.

En dag bliver Tooley kontaktet af en ekskæreste på facebook, som fortæller, at hun må komme til New York, da hendes far er alvorligt syg. Hvem mon han mener? Er hendes første tanke.

Tooley er et rodløst barn af globaliseringen, som har levet sit liv på flere kontinenter. Hun er som ganske ung blevet kidnappet og på sin vis frarøvet sit sande jeg. Hun er et barn, der i utraditionel forstand er blevet svigtet og gjort fortræd, vokset op blandt svindlere og skæve eksistenser, opdraget til at leve en omflakkende tilværelse i total frihed med litteraturen som eneste faste følgesvend men også med en eksistentiel tomhed, hvor man ikke knytter sig til nogen og betaler med ensomhed og følelsen af ikke at passe ind nogen steder.

Mens Tooley opsøger skeletterne fra fortiden og gradvist genfinder sig selv og sin personlighed, følger vi hendes historie i tre årtier og i spring mellem fortid og nutid i de skelsættende år 1988, 1999 og 2011. Vi møder de mennesker, der har påvirket hendes liv, og undervejs bliver vi ligeså overraskede over sagernes sammenhæng som Tooley selv.

Tom Rachman brillerer endnu engang som storslået storyteller med et fantastisk overblik og en hel unik evne for karakterer og komposition. Lige fra starten har han fuldstændig hånd i hanke med sine personer, hvilket også er en stor nødvendighed med en roman, der er struktureret som Storhed og Fald. Romanen havde formentlig ikke haft den samme storhed i sig selv, hvis den var skrevet kronologisk. Dertil kommer så de mange skarpe observationer om menneskets natur og om tiden og tilværelsen, som man har lyst til at klippe ud og sætte i glas og ramme.

I bogens første halvdel har jeg mindst ligeså mange spørgsmål som Tooley, og det kræver en vis tålmodighed at overvinde den indledende forvirring, når den ene person efter den anden rulles op for læseren. Det er som om, Rachman bevidst vil udfordre sin læser med spørgsmålet: – nå, er det interessant nok til, at du hænger på, eller vil du hellere på facebook? Det vil jeg ikke, for som læser vil jeg fra side et kende svarene og sandheden om Tooley. Hvis du skulle gå lidt i stå undervejs – så hold ud, for belønningen kommer og hele meningen med dette værk og den måde, det er skruet sammen på, er intet mindre end genial.

Fornylig havde jeg den fornøjelse at møde Tom Rachman til en frokost i godt selskab med andre bog-entusiaster. Det var en særdeles hyggelig, interessant og berigende samtale om bogens fremtid, om overgangen fra at skrive journalistik til litteratur, om at foretrække bøger fremfor tv-serier midt i seriernes guldalder og meget andet. Hvis du vil læse mere om Tom Rachmans forfatterskab, har Politiken bragt et godt interview her.

Storhed og Fald er udkommet på dansk på Politikens Forlag.

Min mands hemmelighed af Liane Moriarty

august 28, 2014august 29, 2014 ~ isabelrosado

I 90’erne blev begrebet chick lit introduceret på bogmarkedet med Bridget Jones i front for en lang række humoristiske romaner, der handlede om singelivets glæder og kvaler. For et par år siden kom husmor-porno så på banen med Fifty Shades of Grey og en masse erotiske efterligninger – jeg vil nødig rubricere Liane Moriartys meget fine og underholdende roman Min mands hemmelighed i nogen form for tilsvarende kategori, men jeg tillader mig alligevel at betegne den som chick lit for kvinder med år på bagen og ar på sjælen, og det er så absolut ment som en kompliment!

Det er en morsom, velfortalt og faktisk så bevægende historie, at den flere steder skærer i hjertet, om tre helt almindelige kvinder med job, familie og forpligtelser. Deres liv bliver viklet ind i hinanden på en måde, de aldrig vil glemme og udfordrer i høj grad deres evne til at tilgive.

Vi er i Sydney, Australien hvor Cecilia lever det tilsyneladende perfekte liv som hustru til en skøn mand, overskudsmor til tre dejlige døtre og forrygende succes som festarrangør og Tupperware sælger. En dag finder Cecilia ved et tilfælde et brev, som afslører hendes mands dybeste hemmelighed, og glansbilledet krakelerer for evigt. Imens opdager reklamekvinden Tess i Melbourne, at hendes ellers bundsolide mand er forelsket i hendes bedste veninde og kusine i øvrigt, så hun flygter med deres lille søn til Sydney og indlogerer sig hos sin mor. På skolen hvor børnene går, arbejder den noget ældre og ensomme Rachel, som bærer rundt på den helt ubærlige sorg. I løbet af få uger kommer de tre kvinder tæt på hinanden, og det viser sig, at der er en højere mening med det hele.

Liane Moriarty har skrevet en virkelig god historie med karakterer man føler med, en stærk dialog, et sikkert sprog og et flot sammensat plot, der udover at underholde, more og røre så dybt at man flere steder dvæler over ordene og tænker over, hvad man selv ville gøre, også er så spændende, at den simpelthen er svær at lægge fra sig. Min mands hemmelighed er middelklassedrama af højeste kaliber.

Jeg glæder mig allerede til at læse Moriartys næste roman Big, Little Lies som for tiden er i toppen af New York Times Bestsellerliste.

Jeg vil så tilføje, at det nok er fjerde gang, jeg læser en roman som e-bog, og der er altså noget om det, de aktuelle undersøgelser viser. Det kan godt være, at den sparer hyldeplads, men en e-bog sidder simpelthen ikke ligeså godt fast i hukommelsen som en papirbog. Derfor er der kun at sige: længe leve papirbogen og så af sted for at købe flere hylder!

Stoner af John Williams

juli 31, 2014 ~ isabelrosado

“Den bedste bog, du aldrig har hørt om.“ “Den bedste bog i årtier.“

“Et overset mesterværk” “Mere sjælden end en god bog – det er en perfekt bog.”

Der blev ikke sparet på superlativerne i omtalen af romanen Stoner, da den udkom på dansk tidligere i år. Stoner er skrevet af amerikanske John Williams og udkom første gang i 1965 uden at modtage særlig opmærksomhed. Først da den blev genudgivet i 2006 blev den opdaget for alvor, og har siden stille og roligt bevæget sig op af bestsellerlisterne i flere lande. Desværre nåede forfatteren ikke at opleve den enorme anerkendelse, bogen siden har fået, da han døde i 1994.

Og ja det er en utroligt god bog. Først og fremmest fordi den er så enkelt og smukt skrevet.

Det er også en trist bog. Sørgelig. På grænsen til det deprimerende. Men på sin vis alligevel opløftende. Nogle mener, at den ikke rigtig handler om noget. Det er jeg ikke enig i. Der er en historie, og flere gange får den blodet i kog hos denne læser.

Den handler om et levet liv, om at følge sit kald uden at give afkald på sin integritet, om at stå ved sine valg i livet, erkende fejl og mangler og acceptere sin skæbne med værdigheden i behold.

I et roligt, afdæmpet tempo fortælles historien om William Stoner. Han bliver født i starten af det nittende århundrede og vokser op i en fattig bondefamilie. Stoner kommer på landbrugsskole og opdager litteraturen og en helt ny verden. Som mønsterbryder distancerer han sig snart fra sin baggrund og sin familie, men uden at kunne bryde med den ydmyghed, der ofte følger med, når man begiver sig opad den sociale stige.

Stoner bliver gift og får barn, men det bliver kærligheden langtfra nemmere af. Han lander sit drømmejob som collegeprofessor i litteratur men må finde sig i uretfærdig og uretmæssig behandling af kollegaer og overordnede, og det kommer til at påvirke resten af hans liv.

Jeg tror, at en af grundene til at denne bog slår igennem hos så mange – nok især midaldrende læsere er den høje grad af identifikation med bogens hovedperson. Vi er i høj grad vores valg i livet, og vores karakter formes også af, hvordan vi forholder os til udefra kommende omstændigheder, men vores personlighed har vi med os fra fødslen, og nogle gange spænder den ben for os.

Uanset hvor man er vokset op, hvad man beskæftiger sig med, og hvem man omgås med, vil man kunne genkende Stoners følelsesmæssige udfordringer og hans indre og ydre kamp i det stille for at bevare sin ære og stolthed og være tro mod sig selv.

Jeg kan nok ikke finde på et nyt superlativ om denne bog, som ikke allerede er sagt. Men jeg kan sige, at du snyder dig selv, hvis du ikke får læst den.

Stoner er en meget rørende og fantastisk velskrevet roman.

Den Hemmelige Historie af Donna Tartt

juni 30, 2014 ~ isabelrosado

Efter at have læst Donna Tartts fantastiske mesterværk The Goldfinch, på dansk Stillidsen, som hun fornylig vandt Pullitzer-prisen for, har jeg sat mig for at læse hele Tartts forfatterskab. Det består indtil videre af tre værker, så det burde være en overkommelig opgave, også selv om hun skriver laaange romaner. Stillidsen er på cirka 800 sider, og det er ikke én side for meget, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund, da jeg læste den, som jeg skriver i min anbefaling her.

The Secret History, Den Hemmelige Historie på dansk, er Donna Tartts debutroman fra 1992, og den fik også strålende anmeldelser verden over, da den udkom.

Som i Stillidsen følger vi en ung mands hårrejsende dannelseshistorie, og her bør enhver sammenligning mellem de to romaner så også stoppe.

Den unge Richard får studieplads på det finere Hampden college i Vermont ved hjælp af et uddannelseslegat. Han kommer fra en underklasse baggrund i Californien hos et par forældre, der får ham til at tænke på at træde ind i cockpittet på et fly, hvor piloterne er besvimet af druk, ingen har kontrol over flyet, og ingen ved, hvor det er på vej hen. Richard er en begavet og belæst fyr, der forstår at klare sig selv men savner en familie. Den finder han blandt en lille gruppe højintellektuelle, yderst velhavende, sære snegle, der studerer oldgræsk og klassisk filologi med en overbevisning om, at det er det eneste saliggørende i verden.

Deres karismatiske lærer og faderfigur Julian Morrow kræver 110 procents dedikation til faget, og det samme gør gruppens magnetiske, magtfulde og mystiske leder Henry, der har de andre i sin hule hånd. Der er kun seks studerende på holdet, og de danner snart et helt særligt sammenhold, der kommer til at besegle deres skæbne på linje med en græsk tragedie.

Gruppen holder sig mest for sig selv og langt væk fra campuslivets udskejelser. Det betyder dog ikke, at de lever et stille asketisk liv med snuden nede i bøgerne. De har derimod ry for at være en gruppe filosofinørder, der dyrker okkulte ritualer i fritiden. Og det viser sig snart, at der er noget om snakken.

Som den nye dreng i klassen bliver Richard lidt efter lidt indviet i studiekredsens hemmeligheder, og da der bliver begået et mord, er der ingen vej tilbage. Engagementet i studierne og i fællesskabet kommer til at koste på alle tænkelige planer.

Den Hemmelige Historie er en fremragende litterær thriller på “kun” lidt over 600 sider. Alligevel bliver den flere steder for langtrukken for mig med de mange indgående beskrivelser af alting samt gentagelser af personernes gøren, laden og laster. Følelsesmæssigt investerer jeg heller ikke i personerne. Karaktererne er interessante og nuancerede men for distancerede for læseren, og jeg kommer ikke rigtigt til at forstå dem. Det ændrer dog ikke ved, at Den Hemmelige Historie i sin helhed er en stærk og ret så uhyggelig historie i al sin langsommelige men sikre, snigende suspense, og at Donna Tartt var en ligeså blændende forfatter og storslået skribent, da hun debuterede, som hun er i dag.

Læs Den Hemmelige Historie for sproget og den subtile, nærmest gotiske uhygge men læs The Goldfinch først – uden i øvrigt at sammenligne.

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette:

Del dette: