Så er weekendens Bogforum 2013 veloverstået, og der var mange gode indslag på programmet. Det var første gang, jeg var med siden 2007, hvor jeg nærmest fik klaustrofobi i den tætpakkede vrimmel af bog-entusiaster, litterære krukker og kanoner.
Jeg synes – og ikke kun fordi jeg bor på Amager, at Bella Centret er det helt rigtige sted for bogmessen, som trækker så mange bog glade til hvert år. Dejligt luftigt med god plads, åndehuller og let adgang til at spæne fra det ene interview til det andet. Forlagene havde gjort rigtigt meget ud af at skabe hygge og stemning omkring deres stande, så det var faktisk kun, når man skulle låne en stol eller have noget til ganen i café områderne, at omgivelserne blev kedeligt industrielle med lidt for højt til loftet. Men det var der alligevel ikke meget tid til. Jeg pendlede fra det ene spændende indlæg til det andet uden ret mange pauser.
For mig var et af højdepunkterne fredagens meget fine samtale mellem Merete Trap og Anne-Cathrine Riebnitzsky, som har skrevet bogen Forbandede Yngel, der står meget højt placeret på min skal-have-læst-liste. Mange forfattere har virkelig noget på spil i år og har “trukket af hovedstolen”, som de siger i litterære kredse, med stærke, personlige fortællinger der blander det selvbiografiske med fiktionen og forvandler egne oplevelser og ar på sjælen til store romaner. Det helt gennemgående spørgsmål ved adskillige af de interviews, jeg hørte, handlede om andelen mellem fakta og fiktion. Hvor meget af hovedpersonen er der i dig? Hvor meget af det, dine karakterer oplever, har du selv oplevet og i den dur. Det er også et interessant spørgsmål, når forfatterne i forvejen har åbnet op for posen og er hudløst ærlige om, at deres historier faktisk er baseret på virkelige hændelser. Riebnetzsky er en mega sej dame, der har været udstationeret som sprogofficer i Afghanistan og skrevet højt roste romaner om det. Men hendes søgen mod brændpunkterne har også været et tilflugtssted og et helle fra opvæksten i en dysfunktionel familie, hvilket Forbandede Yngel handler om. Hovedpersonen Lisa, som Riebnetzsky har meget til fælles med, beslutter sig i bogen for, at hun ikke skal have børn som et slags værn mod at bringe den onde cirkel og smerten fra barndommen videre. – Det stopper der, siger hun til sin mor. Jeg tror ikke, der var et øje tørt blandt publikum, da intervieweren fik fremstammet, at hun var sikker på, at Lisa alligevel ville blive en god mor, hvis hun skulle ændre mening. Riebnitzsky virker som et overordentligt sympatisk menneske. Jeg ved ikke, om hun har børn eller ønsker at få det, men hvis hun skulle sætte de samme hindringer for sig selv som sin hovedperson, så håber jeg, hun ved, at det er de færreste, der ikke har en eller anden form for bagage med fra barndommen, som de for alt i verden vil forhindre at give videre til deres egne børn. Og selv om det lykkedes vil de fleste af os alligevel uforudset bringe noget mindre heldigt af os selv videre til de næste generationer – men forhåbentlig også en masse godt.
Også Hallgrímur Helgason den islandske forfatter af den fænomenale Kvinden ved 1000 grader (som jeg er ved at læse) blev spurgt om sandhedsfordelingen i hans roman. Den er baseret på en virkelig historie om en islandsk kvinde med et noget heftigt liv bag sig men tilsat ikke så lidt fiktivt og effektfuldt krydderi, der har skabt et brag af en historie. Efter kvindens død bad Helgason hendes familie om at læse romanen igennem. De bad ham så til gengæld om at skrive den om. Men det kunne han ikke: “Jeg måtte gøre op med mig selv, om jeg ville være et godt menneske eller skrive en god roman. Jeg tror ikke, man både kan være et godt menneske og en god forfatter. ” Tyg lige på den, tænkte den indre forfatterspire. Det kan være, han har ret. Jeg synes nu, han virkede som en helt ok person. Men det vil han nok være uenig i, for Helgason er indiskutabelt en blændende god forfatter.
Temaet fakta vs. fiktion gik igen i flere interessante interview blandt andet med Hanne Vibeke Holst, der senest har skrevet om sin far i romanen Knud den store og hos Maren Uthaug forfatteren til Og sådan blev det.
Og så var der digterne. Som Henrik Nordbrandt og Yahya Hassan. “Jeg kunne have været kriminel ligesom Yahya,” sagde den ældre, statelige Nordbrandt. Det er åbenbart et helt særligt brændstof sande poeter er gjort af. Der er sagt og skrevet meget om Yahya, som blæste alle omkuld til Bogforums afslutning. Noget af det, jeg synes, er allermest fantastisk er, hvis han er den, der får mange flere (inklusive mig selv) til at læse digte. Af flere forskellige digtere. Jeg har læst Dan Turélls samlede, og det er stort set det. Men det skal der gøres noget ved nu.
You must be logged in to post a comment.