I der jævnligt følger med her på bogbobler ved, at min blog er baseret på anbefalinger, og derfor er anmeldelserne overvejende positive omend ikke ukritiske. Jeg skriver mest om bøger, jeg er begejstret for, og som jeg synes er værd, at I kære læsere bruger jeres sparsomme tid på, og hvorfor jeg synes det. Sure og negative anmeldelser må de betalte anmeldere tage sig af.

Det betyder så også, at der kan gå tid mellem indlæggene på bloggen, for i de sidste par måneder har jeg fået en del bøger i hænderne, som desværre ikke har fænget. Det betyder ikke, at de er decideret dårlige. Mange ligger et sted på midten af skalaen mellem spild af tid og fremragende, og dem er der bestemt også plads til her. For tiden har jeg gang i flere bøger, som er lidt træge i opstarten, men som jeg alligevel har tænkt mig at læse færdige. Det er bøger, der kan noget med sproget eller historien eller begge dele, men som alligevel får øjnene til at glide i eller koncentrationen til at glippe. Man lægger dem fra sig, begynder på en ny men ved, at man vil vende tilbage. Det er tit de bøger, vi betegner som murstensromaner. I ved dem på over 450 sider.

Heldigvis er der også bøger, som fanger fra side 1, og som er umulige at slippe før the end, trods mere end 400 sider, trods træthed og travlhed og andre forpligtelser (og HBO som jeg fornylig har startet abonnement på – OMG der er serieguf dér). Sådan en bog er De Smukkeste af Karin Slaughter. Alligevel har jeg det ambivalent med at anbefale den. Den kræver, at man er til genren psykologisk thriller – og det er jeg uden tvivl. Men den her har så også lige fået tilsat en solid dosis splat oveni (horror, blod og indvolde), og det i en grad, så det bliver modbydeligt, ubehageligt og direkte kvalmende. Jeg hader splattergenren, uanset om det er som bog eller film. Men føj den her er stadig så spændende, overraskende og helt igennem velskrevet, at det går ikke an at lægge den fra sig. Karaktererne har dybde. De er uforudsigelige, og det samme er plottet. Flere gange har man lyst til at kyle bogen langt væk på grund af de grusomheder personerne skal gennemleve, men det går ikke. Man er nødt til at vide, hvad der sker. Fy føj det er fremragende.

Historien handler kort fortalt om to søstre Claire og Lydia, som efter mange år uden kontakt finder sammen igen, da Claires mand bliver myrdet under et røveri. Søstrene har levet to vidt forskellige liv med et voldsomt familietraume hængende over hovedet. Deres søster Julia forsvandt på mystisk vis tyve år tilbage, og det har tæret på hele familien. Lydia har kæmpet sig gennem tilværelsen for at få sit liv på fode efter år med misbrug. Claire har levet i sus og dus med en mand, der forgudede hende. Da han er væk, finder Claire væmmelige videoer på hans computer, der vender op og ned på billedet af, hvem han egentlig var, og søstrene bliver konfronteret med fortiden. Det er ikke småting, de to kvinder bliver udsat for, og de må klare ærterne selv. Hverken politi, FBI eller nogen andre er til at stole på, selvom de instanser ret hurtigt er i hælene på dem.

Jeg vil ikke skrive mere om handlingen. Men hvis du er til genren og har nerverne til det, så er De Smukkeste i en klasse for sig. Det er Uhyggeligt med stort U og fed streg under. Og med risiko for efterfølgende mareridt.

Jeg har læst et par bøger af Karin Slaughter før, blandt andet Hvid død, som også er eminent godt skruet sammen. Hun kan sit kram, men hun lever altså også foruroligende godt op til sit efternavn, og jeg kan love en ting, hvis De Smukkeste bliver filmatiseret, skal jeg ikke se den. Men læs den endelig – hvis du tør.

Bonusinfo: Slaughter har udgivet novellen Lyst hår, blå øjne der kan hentes som e-bog. Den fortæller forhistorien til De smukkeste om hvad der skete med den tredje søster Julia.

De smukkeste er venligst tilsendt af forlaget Harper Collins Nordic