Forfatterinterview med Heidi Philipsen: En altopslugende proces

Heidi Philipsen er lektor i medievidenskab og kreativitet ved Syddansk Universitet samt forfatter til adskillige fagbøger. Hun har også undervist bogbobler i blandt andet kreative processer og manuskriptudvikling. Nu har hun på opfordring af studerende skrevet og udgivet sin første roman. Læs interview med Heidi

 Du har skrevet flere fagbøger og videnskabelige artikler om kreative processer med fokus på filmbranchen. Jagtsæson er din første roman. Hvad fik dig i gang med fiktionen?

Jeg har altid elsket at lege med ord og sætninger. Men det var helt konkret nogle af de manuskriptstuderende, jeg har undervist, der en dag, hvor vi havde semesterafslutning med kaffe og kage, sagde: ”Hvad med dig, skal du ikke også prøve at skrive noget fiktion?”. Jeg tror, de mente, det ville være interessant med den erfaring, som en proces med fiktion kan give. Og det perspektiv kunne jeg godt se. Samtidig havde jeg undervist så meget, at jeg havde noget forskningstid i overskud, altså et skrivesemester. Det brugte jeg på at færdiggøre den fagbog, der hedder Det giver mening at elske sit arbejdsliv, som jeg har skrevet sammen med Sophie Bech. Bogen handler blandt andet om kreative processer. Og så begyndte jeg at skrive på romanen parallelt i min fritid. Sådan kom jeg i gang, og så kom jeg hurtigt til at holde meget af fiktionsprocessen.

Hvad har inspireret dig til romanen?

Det har blandt andet mit kendskab til Island, islændere, islændinge og naturen deroppe. Sammen med en drabssag, jeg var involveret i som pårørende i 1994. Og så har jeg haft Saga-karaktereren fra tv-serien, Broen, med som inspiration. I det hele taget elsker jeg nordic noir-stemningen. Og jeg kender den fra mine rejser på Island også.

Hvordan vil du beskrive din proces i arbejdet med romanen?

Altopslugende. Jeg forsøgte at bruge rammer, der gjorde processen overskuelig. Jeg skrev ting ned i min notesbog, så snart de oprandt, og så kunne jeg finde dem frem, når jeg lige havde en time her og der væk fra job og familie, hvor jeg kunne skrive. Jeg holdt meget af den proces. Men blev nok også lidt mere introvert i en periode, end folk kender mig.

Hvordan har du arbejdet med udviklingen af din hovedkarakter Helga?

Helga er li’som en ret organisk størrelse, der groede ud af mennesker og dyr, jeg kender på Island. Hun har også har en rod ind i mig selv. Det lyder frygtelig usystematisk for én som mig, der arbejder med, at kreativitet udspringer af rammer. Men jeg forstår nu bedre end før roman-processen, at der også er elementer i arbejdet med fiktion, hvor ting li’som opstår og forekommer helt logiske ud fra noget uforklarligt. Og dog, det forklarlige ligger jo i, at jeg havde rammer, der hed for eksempel: Start med Helga og så opbyg et univers omkring hende. Helena opstod selvfølgelig først i universet, for hele udgangspunktet for mig, er deres bånd, der bliver brudt. Hjørdis opstod også hurtigt, for hun er det levende alternativ til døden, som Helga skal kæmpe sig hen imod. Og så kom der børn, David, hund, heste, far, mor osv…

Jeg har også arbejdet med rammer som: Hvad er Helgas ’want’ og ’need’, altså mål og behov. Og så gav jeg mig selv nogle rammer for at begrænse mig til få locations omkring hende. Jeg tænkte på mine rejser til Island og min viden om dyr og natur. Det gav nogle naturlige historier at skrive Helga ind i. Der var tidspunkter, hvor hun var sjov og andre tider, hvor hun var hård at skrive om.

Har du arbejdet med struktur, plot og dramaturgi i opbygningen af romanen, eller har du bare skrevet løs fra hjertet?

Min proces startede med Helgas karakterudvikling og univers-opbygning. Men jeg har lavet en slags, dét man i filmbranchen ville kalde en ’stepoutline’. Jeg lavede et skelet, og så hang jeg mere og mere kød på. Jeg vidste fra starten af, hvordan romanen skulle slutte. Og hvordan Helga skulle udvikle sig.

Så var udfordringen at gøre det plausibelt, spændende og læseværdigt på vejen dertil. Jeg må simpelthen indrømme, at de mange dramaturgiske modeller, jeg kender, dem har jeg kun taget et spædt afsæt i og ikke fulgt meget. Mens min viden om såkaldte ’polyfoniske karakterer’ (dem med mange sider og nuancer) har hjulpet mig en del. Jeg endte med at bytte en hel del om på rækkefølgen af tingene, i sidste ende. For at give læseren nogle små set-up og pay-ofs, så de fik lyst til at læse videre.

Jeg har i høj grad haft glæde af den viden, jeg har fra Mogens Rukov om naturlige historier og brud. Jeg har bevidst brudt en del kapitler af med noget uventet, så læseren kunne undre sig.

Din roman er fiktion men tager afsæt i nogle personlige erfaringer. Hvad har du tilfælles med din hovedperson Helga?

Forholdet til Island og heste blandt andet. Og det at have mistet en nær veninde under tragiske og surrealistiske omstændigheder. Hendes vrede og sorg, den kender jeg. Ligesom jeg kender det hos hende, at have svært ved at lade sig hjælpe. At ville klare det hele selv.

Der er flere tematiske vinkler i din roman. Hvilken er den vigtigste for dig?

Retfærdigheds, savn og sorg vinklen, som man godt kan argumentere for, hænger sammen. Men også ensomhed. At være ensom med en sorg, der indtraf for længe siden, og som folk har svært ved at forholde sig til. Jeg synes, det er trist, at vi lever i tid, hvor man forventes at drøne fremad, og hvor få mennesker stopper op og spørger til ting og mennesker, man for eksempel har mistet. De er jo stadig en del af ens historie. Men det er ikke så cool at se tilbage, mest at se frem.

Helga-figuren får gennem teksterne hun skriver på, mulighed for at gå et skridt tilbage og hente hele sig selv med fremad. Hun skriver sig hel, ikke i terapeutisk forstand, men helt konkret. Bogstaverne heler hende og tillader hende at dvæle og derpå at leve i nutiden med fortiden i sin favn. Jeg tror på, at mange halve mennesker løber syttens stærkt for at opnå noget, andre synes de bør opnå. Men hvorfor løber de? Hvad løber de fra? Hvad er meningen med det løberi?

Hvad håber, du at læseren vil tage med sig efter at have læst din roman?

Hvis læseren giver sig til at reflektere over deres eget forhold til fortiden i deres nutid. Og om de må stoppe op og konfrontere sig med noget, for at kunne gå hele videre, så er ét af romanens temaer lykkedes.

Jeg håber, at bogen giver et take på uretfærdighed, sorg og heling. Måske også på dét at kunne.. hm… ikke tilgive en drabsmand, men at kunne tilgive sig selv for noget, man ikke selv kunne have ændret.

Lige i dette moment har jeg brækket ryggen i en rideulykke. Jeg kæmper med at tilgive mig selv for, om jeg kunne have handlet anderledes. For nu er jeg afskåret fra at hjælpe min familie og mit arbejde. Og det udfordrer min tålmodighed og min handletrang meget. Men jeg håber, at jeg selv kan finde ud af at bruge dette ufrivillige fart-stop til at give mig selv muligheden for igen at blive besat af skrivning og give læserne mulighed for at finde ud af, hvad der videre sker med Helga.