Forfatteren Helle Helle kan noget helt særligt med ord. Jeg ved ikke, hvad det er, og hvordan hun gør. Det ser så nemt ud. Det er det ikke. Men det virker. Hver gang. Også i hendes seneste roman Hvis det er.

Jeg har tidligere haft fornøjelsen af at læse Dette burde skrives i nutid, Ned til hundene og Rødby-Puttgarden. Hver især fortrinlige og stærkt anbefalelsesværdige romaner. Korte og koncise i form. Simple og suveræne i sprog. Enkle og til tider banale i handling. Eller uden handling. Men aldrig uden mening. Små underspillede dialoger der sætter følelser i spil. Savn, sorg, svig og sjov.

Helle Helle er kendt som minimalismens mester, og hun formår om nogen at sætte stærke aftryk hos sin læser ved at betragte tilværelsen fra helt almindelige menneskers synsvinkel. Når jeg læser hendes romaner har jeg ofte et lille skævt smil på læben eller et svagt stik i maven.

Personerne er oftest kvinder, gerne introverte typer med et lidt anstrengt forhold til mænd. De bor i provinsen, hvor bussen kører tre gange om dagen og affinder sig pænt og civiliseret med den smule, livet har at byde på, hvilket ikke er særligt meget. De har svært ved at gribe ud efter det, de vil have. De forventer ikke rigtig noget. De kræver ikke ret meget. De er lidt ulykkelige, måske lidt ensomme, men ikke så meget at det gør noget, fuldt bevidste om deres utilstrækkelighed men flyder altid oven vande.

Der er et engelsk udtryk resilience, som er ret populært i debatten, om alt det vi går og mangler for tiden. På dansk vil man vel sige modstandsdygtig, ukuelig eller robust. Ikke til at slå ud på trods af egne begrænsninger. Det er sådan, jeg opfatter Helle Helles karakterer. De er robuste.

Umiddelbart er de ikke særlig interessante men med forfatterens udefinerbare og unikke skrivestil, bliver man som læser meget hurtigt utroligt interesseret i dem. For eksempel kan jeg huske, at da jeg læste Dette burde skrives i nutid, fik jeg lyst til at hoppe ind i bogen og ruske i hovedpersonen for at flå passiviteten ud af hende. Indtil hun selv fandt ud af det.

Som den og de forrige romaner skal også Hvis det er nydes i små bidder. Hver eneste perfekte og præcise sætning fra forfatterens pen er en nøje udført konstruktion, der i al sin enkelhed fortæller læseren en hel del mere om bogens personer, end den umiddelbart udtrykker ved første øjekast. Enhver anden forfatter ville måske bruge 300 sider til at fortælle den samme historie og danne de billeder i læserens hoved, som Helle Helle kan nøjes med at bruge 144 sider til. Hun har om nogen styr på show it – don’t tell it princippet.

For mig når Hvis det er alligevel ikke helt de samme højder, som de tidligere romaner, men den er absolut værd at læse.

Vi møder to løbere, der farer vild i en stor jysk skov. En kvinde og en mand. De kender ikke hinanden men er tvunget til at tilbringe to døgn sammen i det danske vildnis uden mad og drikke, udsat for vabler, regnvejr, kulde og dårlig mave. Hver især fortæller de den anden lidt om sig selv. Snart står det klart, at der nok ikke er nogen, der savner dem, om de så forsvandt for altid.

Det er sikkert slet ikke det, der er pointen. Jeg ved ikke, hvad den er. Måske er der ikke nogen.

Jeg ved bare, at Helle Helles romaner rammer rent hver gang. Det er mere end minimalisme. Det er magisk.