Ondskabens Hotel af Stephen King

I andre har sikkert læst Kings klassiske horror-historie Ondskabens Hotel, da I var tolv år, men dengang var jeg mere optaget af Tine Bryldsk socialrealisme, John Irving og den slags. Jeg så heller ikke filmen andet end i korte klip, når den blev vist på TV. Jeg turde simpelthen ikke og blev nødt til at zappe væk. Billedet af hotelgange, der blev oversvømmet af en flodbølge af blod har været indprentet i hukommelsen, siden forfilmene kørte i biografen. Jeg var en lille splejs dengang og havde allernådigst fået lov at se den nyeste voksenfilm med John Travolta. Men jeg havde svært ved at koncentrere mig om John T. i en eller anden B-thriller, for det blødende hotel ville ikke forlade min hjerne.

2017 blev året hvor jeg tog mig sammen og så filmen The Shining i den lange version under repremieren i Imperial, og det blev også året, hvor jeg efterfølgende læste bogen, da jeg fik en flot genudgivelse i hænderne fra Forlaget Hr. Ferdinand.

Film og roman deler vandene. Nogle foretrækker den ene fremfor den anden. De er begge skabt af store mesterfortællere med hver deres geniale og unikke udtryk. Stephen King med litterær overbevisning og Stanley Kubrick med et visuelt mesterværk.

Begge værker skræmte mig, så det kunne mærkes fysisk. På mange måder ligner de hinanden og på andre slet ikke. Efter begge sad jeg tilbage med en nærmest stolt fornemmelse af at være stået igennem og have tilegnet mig en oplevelse, der sad fast i bevidstheden længere, end det var ønskeligt. Effekten var størst under filmen, hvor alene den skærende musik helt fra starten fik mig til at sidde som en spændt flitsbue i over to timer. Det er en fantastisk og sindsoprivende film. Den er langt mere subtil end bogen og spækket med en symbolik, der kan tolkes i et utal af psykologiske retninger. Især i forhold til relationen mellem far, mor og barn.

Men det her skal jo handle om romanen, som er mere direkte og tydelig i sit handlingsforløb. Den har ikke de samme lag som filmen, og så er den mere væmmelig og grafisk i sin beskrivelse af spøgelser og splat.

Ondskabens Hotel handler kort fortalt om lille Danny, der er synsk. Hans far Jack Torrence er en frustreret og alkoholiseret forfatter med skrivekrise. Han får tilbudt job som opsynsmand på et afsondret luksus hotel, The Overlook Hotel, der er lukket under vintersæsonen. Jack øjner en chance for at få tid og ro til at skrive. Danny og hans mor Wendy flytter med, og så snart sneen falder, kan de ikke komme væk fra hotellet på grund af lukkede bjergveje. Danny fornemmer fra starten, at hotellet vil dem noget ondt, og det varer da heller ikke længe, før spøgelserne dukker op.

Danny ser skrækkelige syn, og bliver tiltagende bange for sin far, da det går op for ham, at Jack er ved at blive drevet til vanvid af hotellets dårlige energier og har planer om at udslette sin familie, ligesom en tidligere opsynsmand på hotellet har gjort før ham. Det hele er meget nervepirrende fra start til slut.

Uanset om du er til horror-genren eller ej, så er en præsentation af Stephen King nok overflødig. Men skulle du være i tvivl, så er King en formidabel forfatter, der skriver skarpt, præcist og rammende med en sikker sans for at opbygge sin historie og skabe karakterer og plot, der sidder lige i skabet. Overnaturlige elementer eller ej, så hænger en King historie altid overbevisende sammen og får læseren til at glemme alt andet. Desuden har King skrevet meget andet end horror, så der er en roman for enhver smag.

Der er også en grund til, at det er King, som mange forfattere henviser til, når de skal anbefale andre en god bog om at skrive, og hvis du kun vil læse en bog af King, så er det den, du vælger: Om at skrive af Stephen King. For den handler også om forfatterens eget liv og er spækket med gode og brugbare råd til os, der skriver.

Hvis du er frisk på en god gyser og stadig har den til gode, så er det bare med at komme i gang med Ondskabens Hotel. Romanen kan med fordel læses ved højlys dag og i selskab med andre. Så uhyggelig er den.

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Hr. Ferdinand

De smukkeste af Karin Slaughter

Skærmbillede 2016-04-04 kl. 16.43.25I der jævnligt følger med her på bogbobler ved, at min blog er baseret på anbefalinger, og derfor er anmeldelserne overvejende positive omend ikke ukritiske. Jeg skriver mest om bøger, jeg er begejstret for, og som jeg synes er værd, at I kære læsere bruger jeres sparsomme tid på, og hvorfor jeg synes det. Sure og negative anmeldelser må de betalte anmeldere tage sig af.

Det betyder så også, at der kan gå tid mellem indlæggene på bloggen, for i de sidste par måneder har jeg fået en del bøger i hænderne, som desværre ikke har fænget. Det betyder ikke, at de er decideret dårlige. Mange ligger et sted på midten af skalaen mellem spild af tid og fremragende, og dem er der bestemt også plads til her. For tiden har jeg gang i flere bøger, som er lidt træge i opstarten, men som jeg alligevel har tænkt mig at læse færdige. Det er bøger, der kan noget med sproget eller historien eller begge dele, men som alligevel får øjnene til at glide i eller koncentrationen til at glippe. Man lægger dem fra sig, begynder på en ny men ved, at man vil vende tilbage. Det er tit de bøger, vi betegner som murstensromaner. I ved dem på over 450 sider.

Heldigvis er der også bøger, som fanger fra side 1, og som er umulige at slippe før the end, trods mere end 400 sider, trods træthed og travlhed og andre forpligtelser (og HBO som jeg fornylig har startet abonnement på – OMG der er serieguf dér). Sådan en bog er De Smukkeste af Karin Slaughter. Alligevel har jeg det ambivalent med at anbefale den. Den kræver, at man er til genren psykologisk thriller – og det er jeg uden tvivl. Men den her har så også lige fået tilsat en solid dosis splat oveni (horror, blod og indvolde), og det i en grad, så det bliver modbydeligt, ubehageligt og direkte kvalmende. Jeg hader splattergenren, uanset om det er som bog eller film. Men føj den her er stadig så spændende, overraskende og helt igennem velskrevet, at det går ikke an at lægge den fra sig. Karaktererne har dybde. De er uforudsigelige, og det samme er plottet. Flere gange har man lyst til at kyle bogen langt væk på grund af de grusomheder personerne skal gennemleve, men det går ikke. Man er nødt til at vide, hvad der sker. Fy føj det er fremragende.

Historien handler kort fortalt om to søstre Claire og Lydia, som efter mange år uden kontakt finder sammen igen, da Claires mand bliver myrdet under et røveri. Søstrene har levet to vidt forskellige liv med et voldsomt familietraume hængende over hovedet. Deres søster Julia forsvandt på mystisk vis tyve år tilbage, og det har tæret på hele familien. Lydia har kæmpet sig gennem tilværelsen for at få sit liv på fode efter år med misbrug. Claire har levet i sus og dus med en mand, der forgudede hende. Da han er væk, finder Claire væmmelige videoer på hans computer, der vender op og ned på billedet af, hvem han egentlig var, og søstrene bliver konfronteret med fortiden. Det er ikke småting, de to kvinder bliver udsat for, og de må klare ærterne selv. Hverken politi, FBI eller nogen andre er til at stole på, selvom de instanser ret hurtigt er i hælene på dem.

Jeg vil ikke skrive mere om handlingen. Men hvis du er til genren og har nerverne til det, så er De Smukkeste i en klasse for sig. Det er Uhyggeligt med stort U og fed streg under. Og med risiko for efterfølgende mareridt.

Jeg har læst et par bøger af Karin Slaughter før, blandt andet Hvid død, som også er eminent godt skruet sammen. Hun kan sit kram, men hun lever altså også foruroligende godt op til sit efternavn, og jeg kan love en ting, hvis De Smukkeste bliver filmatiseret, skal jeg ikke se den. Men læs den endelig – hvis du tør.

Bonusinfo: Slaughter har udgivet novellen Lyst hår, blå øjne der kan hentes som e-bog. Den fortæller forhistorien til De smukkeste om hvad der skete med den tredje søster Julia.

De smukkeste er venligst tilsendt af forlaget Harper Collins Nordic