I en snæver vending af Mette Sø

Skærmbillede 2015-12-08 kl. 16.59.42Hvem er de sjove danske kvindelige forfattere?

Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine? Ikke bare trække på smilebåndet midt i alvoren med en bemærkning der er komisk, bittersød, ironisk eller mere sørgelig end egentlig sjov? Som i Kirsten Hamman, Naja Marie Aidt og Helle Helle. Nej, jeg mener sådan skraldgrine helt nede fra maven, og så det sprutter ud i lokalet? Der er ikke så mange vel? Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen, siden de tre forfattere af Nynnes Dagbog rumsterede i Politiken og ramte tidsånden lige i øjet.

Det er lidt af en påstand men smid gerne fluks de gode eksempler i hovedet på mig, så jeg kan blive klogere og få noget at grine af – det er nemlig tiltrængt. Der må være nogen, jeg har overset? Jeg ved godt, at jeg skal læse Lone Hørslev, Adda Djørup og Stine Pilgaard men er vi ikke lidt i samme genre som ovennævnte forfattere? Og så er der jo Susanne Staun og Leonora Christina Skov, som kan levere et godt grin med deres ætsende onde penne i en ellers dyster historie, men ligefrem lårklasker humor er de vel næppe repræsentanter for? Lad mig høre hvad I synes? Hvilke danske kvindelige forfattere kan få jer til at grine højt?

Jeg kom til at tænke på det, da jeg afsluttede I en snæver vending af Mette Sø. Her er vi heller ikke i lårklasker kategorien, men det er det tætteste, jeg har været længe. Smil og klukkende grin opstod tit under læsningen, og de udsprang af varme og sympati med personerne i stedet for af fryd over det ironiske, pinlige eller kiksede hos svært genkendelige karakterer, som det ofte er tilfældet i  andre romaner.

Mette Sø leverer en underfundig og skæv humor i sine historier, samtidig med at hun har noget dybere på hjerte. Noget genkendeligt. Også selv om det er skævt.

Betty er hovedpersonen. Hun lever af at sælge brugte trusser per postordre. Dem fabrikerer hun nøjsomt ved hjælp af æggehvideblandinger – og yes det er big worldwide business. Lad mig i den forbindelse indskyde at Mette Sø har skrevet sin bog længe før samme gesjæft opstod blandt de indsatte i kvindefængslet i TV-serien Orange is the New Black. Gad vide om de har fået ideen fra Mette? Eller er der virkelig flere “skæve” forfatterhoveder derude, der har opsporet, at det skulle være en efterspurgt vare? Betty har et tæt forhold til sin bror og et anstrengt forhold til sin mor, som har opfostret begge børn alene. Betty er veninde med Jasmin, der bor ovenover og er enlig mor, og hun har en belgisk gift elsker, som er rejsende i chokolade og inviterer Betty på hotel. Resten af tiden bruger Betty på TV-serier og sine tanker. Hun er bange for farlige dyr og ved præcist, hvordan man gebærder sig, hvis man møder en haj eller slange, og hvad man gør I en snæver vending, når alt andet er umuligt. Hun sammenligner sit liv med yndlingskaraktererne fra TV-verdenen, og når livet bliver for svært gemmer Betty sig i et skab og lukker verdenen ude, indtil hun kan lidt igen.

En trist begivenhed i familien tvinger Betty ud af skabet og til at tage ansvar og hun nærmer sig langsomt om ikke en forståelse så en form for tilgivelse af morens bitre væsen og ikke mindst en accept af sig selv og den virkelige verden.

I en snæver vending er en skøn og hyggelig lille dannelseshistorie om at være ung og følsom, mens man gemmer sig bag det panser, man nu engang har bygget op for at beskytte sig selv. Og om at udvikle sig, turde at lægge panseret fra sig, stå ved sig selv og komme videre. Sproget er med sine korte sætninger og plim-bam-bum vendinger lige ud af landevejen og til at tage at føle på, og historien om Betty er sjov og rørende.

Jeg har engang været kollega med Mette Sø for mange år siden i reklamebranchen. Dengang var hun også indbegrebet af god humor, altid klar med en kæk bemærkning der sad – og en vis kvindes dybde, præcis som i sine små finurlige romaner. Fire har hun skrevet indtil nu. Alle har fået strålende anmeldelser. Jeg har dem på hylden men af en eller anden mærkelig årsag, er jeg først begyndt at læse dem fornylig. Måske fordi jeg kender Mette lidt og derfor nødig vil virke forudindtaget positiv. Eller af frygt for at jeg slet ikke havde lyst til at anbefale. Heldigvis har Mette Sø ikke brug for en blogger i koret af bifald. Hun klarer det fint selv og er senest blevet københavner-darling i Vendelbo-området med sin seneste roman Fordi at, der udover at fortælle en historie om en kvinde, der støder på det overnaturlige i naturen, udforsker sproget i det nordjydske.

Petit-Petit var gennembruddet, som jeg ikke har fået læst endnu. Måske fordi det er noget med sport og en kvindelig cykelrytter, selv om den selvfølgelig handler om alt muligt andet. Og så er der Snebær, som handler om tre kvindelige modstandsfolk med dæknavnene Moskva, Pim og Spot under 2. Verdenskrig.

Der er meget at glæde sig til. Og hvis I ikke kan hjælpe mig med forslag til flere sjove kvindelige danske forfattere, så er der i hvertfald Mette Sø.

 

Reklamer

Hvor blev du af Bernadette af Maria Semple

Hvor blev du af BernadetteDet ligner et stykke chick-litt udfra coveret at dømme og fred være med det. Det var da også et nyskabende og fornøjeligt begreb dengang i 90’erne. Men Hvor blev du af Bernadette er langt mere, hvilket anbefalingen af Jonathan Franzen på bogens forside da også vidner om. Den her ramte mig faktisk en hel del mere i hjertet end Franzens egen Frihed, der blev udråbt til den største moderne amerikanske samtidsroman for et par år siden. Hvor blev du af Bernadette er en munter, faktisk ret sjov og ekstremt fantasifuld men også ret så rørende historie om, hvad der kan ske i et kvindeliv, hvis gnisten, passionen eller ens kald her på jorden bliver undertrykt enten af omgivelserne, skæbnen eller af en selv. Historien er fortalt i en original stil med en blanding af mail korrespondance mellem hovedpersonen Bernadette og de andre personligheder i bogen samt ikke mindst datteren Bees betragtninger og ukuelighed i at følge sporene efter hendes mor, da Bernadette som titlen antyder pludselig forsvinder ud i den blå luft. Historien bringer os fra  speltmødre- helvede på en af byens privatskoler over Microsoft basen i Seattle til polarforskermiljø i Antarktis. Det er en fabelagtig bog, og selv om den foregår i et lettere karikeret og meget amerikansk upper middle-class miljø rammer den plet til et universelt publikum.

Tæskeholdet banker på af Jennifer Egan

Skærmbillede 2013-10-15 kl. 13.34.06Det er ikke let at blive gammel, men det er helt sikkert bedre end at være død. Måske medmindre man er en afdanket rockstjerne, der hænger fast i naglerne for ikke at lade forfaldet og en sump af stoffer og fortrængning overtage den sidste chance for at skabe et comeback, inden det er for sent.

Jeg elsker en god generationsroman. Især i en amerikansk kontekst, fordi den i den grad skaber genklang i verden. Tænk Douglas Copeland og Generation X.  Egans roman handler om generation x’ere i musikbranchen, der står på kanten af alderdom og med cirka tyve års forsinkelse må se i øjnene, at de er blevet voksne for alvor. Historien der på bedste Short Cuts manér fletter flere skæbner sammen over tid er en herlig fornyelse og en skønsom blanding af humor, skævhed og rørende dybsindigheder.