Året med 13 måneder af Åsa Linderborg

Den svenske journalist, forfatter og debattør Åsa Linderborg udgav i oktober Året med 13 måneder, en dagbog om sit liv i orkanens øje i et år med det svenske MeToo forløb, der kulminerede i 2017. 

Du kender hende måske fra det ganske interessante P1 program Norsken, svensken og dansken, hvor hun diskuterer aktuelle emner i et nordisk panel. 

I Danmark kunne udgivelsen ikke være landet på et bedre tidspunkt, da MeToo debatten her spidsede til i samme moment med en række opsigtsvækkende afsløringer om seksuel chikane og deraf følgende afskedigelser, der startede indenfor politik og medier og snart strakte sig udover flere brancher. Imens løb debatten amok på de sociale medier og udviklede sig lynhurtigt til en skyttegravskrig, hvor det blev svært for de aktive debattører at mødes på midten. 

Åsa Linderborg bidrager med sin bog og erfaringer til et nuanceret syn på debatten, da hun vedholdende og upopulært påminder om presseetik og retssikkerhed. Begreber hun selv får et fornyet syn på, da en af de magtfulde mænd i kulturbranchen, der bliver afsløret af hendes avis, ender med at begå selvmord, og hun både får og føler skyld for det. 

Som Kulturredaktør på Aftonbladet med base i Stockholm er Åsa Linderborg selv en magtfuld kvinde og med klummer og artikler, medvirker hun til nedfældelsen af magtmisbrugende mænd på den svenske kulturscene. En medvirken hun i dag fortryder – eller måske snarere måden det foregik på.

Åsa Linderborg reflekterer løbende over debatten i sin dagbog men også over sit personlige liv fra ung usikker kvinde til midaldrende magtfuld mediedame. Hun funderer over egne relationer og sit syn på mænd og på mænds blik på hende fra ung til ældre og påpeger et minefelt af gråzoner i mødet mellem kønnene. For eksempel at hun selv som chef ynder at røre ved sine medarbejdere, rode dem i håret og læne sig op ad deres skuldre, når de har gjort et godt stykke arbejde. At det ofte er, når mænd er gamle og grimme, at de anses for at være nogle klamme svin, hvis de udviser lysten til det modsatte køn, mens der kan være et mildere syn på unge, pæne mænd, der gør det samme. Forfatteren diskuterer med sig selv og med kollegaer, hvor grænserne går og præsenterer en række relevante eksempler på, at vi alle bidrager til hykleri i disse spørgsmål. 

Midt i mediecirkusset mister Åsa Linderborg sin kæreste til en yngre kvinde, og fortæller hudløst om den dybt personlige krise, hun nu står i midt i livet, hvor hun føler sig femti, fed og færdig som sensuelt væsen. Selvbilledet af powerkvinden, der har det hele, krakelerer, og hun beskriver smerten ærligt, sårbart og vedkommende.

Linderborg har desuden en interessant baggrund som skilsmisse- og arbejderbarn med socialisme og alkoholisme i bagagen, som hun tidligere har skrevet om i romanen Mig ejer ingen. Dagbogen berører derfor også forholdet til forældrene, og stoltheden over sine egne børn, og hvor langt hun egentlig er nået i tilværelsen.

Det er alt sammen vældig interessant og velskrevet læsning. Ligesom Linderborgs bidrag til MeToo debatten er et vigtigt indspark.

Undervejs måtte jeg dog flere gange slæbe mig selv igennem for at komme videre til det gode stof. Bogen kunne sagtens være redigeret ned fra et år med 13 til et år med 12 måneder, for mellem al det vigtige og personlige er der også en del ligegyldigt og småkedeligt fyld om livet i Stockholms kulturinderkreds med beskrivelser af restaurantbesøg, gourmetmenuer, shopping af dyrt tøj og konstant namedropping ved møder med kulturpersonligheder, som udenforstående ikke kender til og som ikke hver gang har betydning for bogens drive.  I efterskriftet gør Åsa Linderborg opmærksom på hvilke emner, hun faktisk har redigeret ud af sin dagbog, herunder forholdet til de freelancere, hun har været chef for. Det havde jeg så gerne læst om i stedet for den overflod af restaurantbesøg, der tog pladsen. Det havde været interessant, da det kunne have trukket nye spændende refleksioner ind i teksten, så det ikke alene handler om sexchikane og mænd kontra kvinder men også om magtforhold generelt og dynamikken mellem chefer og medarbejdere uanset køn. 

Det ændrer dog ikke ved, at enhver med interesse i MeToo og en analyse af både bevægelsens bidrag til et forhåbentligt snarligt bedre og mere ligestillet samfund men også faldgruberne undervejs bør læse denne bog. 

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Gutkind.

The Night of the Gun

A reporter investigates the darkest story of his life. His own. David Carrs erindringer giver fuld valuta for den tagline. Den får lov at stå på engelsk i al sin styrke, for The Night of the Gun er af uforståelige årsager endnu ikke blevet oversat til dansk. Journalistens personlige historie er så vild, at den strider mod al logik. En yderst velskrevet biografi, der får selv det mest dramatiske stykke fiktion til at blegne.

David Carr igangsatte i en ung alder en lovende karriere som reporter i Minneapolis. Med et usædvanligt skrivetalent, hurtighed på tasterne, evnen til at stille syleskarpe spørgsmål og frygtløs konfrontation og diskussionslyst med alle slags kilder, havde han alle odds med sig.

Men han havde også en grænseløs svaghed for stoffer og alkohol og en afhængighed af beruselsen, der var ved at ødelægge det hele. Som ung reporter levede han et dobbeltliv i samme overhalingsbane som en Christiane F. og blev hooked på det hele; kokain, sprut, crack, heroin. Om dagen afslørede han korruption hos magthaverne, om natten hang han ud med kriminelle. Han røg ind og ud af afvænning, blev anholdt adskillige gange for kørsel under påvirkning, var en stodder overfor sine kærester, blev fyret og hyret igen og igen, og så var der den nat, han trak en pistol mod sin bedste ven. Eller gjorde han?

I sit erindringsværk undersøger Carr, hvad der er op og ned i hans engang konstant påvirkede hukommelse ved at opsøge og dybdeinterviewe alle dem, der kendte ham.

Vendepunktet kom, da hans kokain-pushende, narkoman kæreste blev gravid med tvillinger. Hun kunne ikke opgive the Life, men det formåede Carr, da parret stod til at få fjernet deres børn af myndighederne. Døtrene voksede op i hans varetægt med hjælp fra familie og venner. Stofferne blev lagt endegyldigt på hylden, og Carr koncentrerede sig fuldt ud om sin familie og sit job. Fik ny kone, et tredje barn og spændende jobtilbud. I mellemtiden måtte han som nyafvænnet også igennem et kræftforløb i en alder af 32, og senere da livet blev for idyllisk en ny periode som alkoholiker, der var tæt på at ende fatalt. Alle nedturene overvandt han. Carr ser dog langtfra sig selv som “et godt menneske”, der er kommet sikkert ud på den anden side. Afhængigheden lever videre i ham, men han lærer at kontrollere den. Vidnerne til hans historie beretter om en langtfra perfekt omend hæderlig far og utvivlsomt en hamrende dygtig journalist.

Hvis du har set den fremragende dokumentar Page One om arbejdslivet på New York Times, så husker du uden tvivl den markante reporter med den hæse stemme og lettere ironiske tilgang til livet. Journalistikken tog han derimod yderst seriøst.

Carr endte sine dage som yderst velanset stjernereporter på den hæderkronede avis og døde midt i karrierens højdepunkt i en alder af 58 af lungekræft.

The Night of the Gun er en af den slags historier, der er så forrykt, at den kun kan være sket i virkeligheden. Men den er også en fantastisk overlevelseshistorie og et modigt selvudleverende portræt af en mand, der ikke holder noget tilbage. Carr vil til bunds i sandheden om sine udåder, og han forsøger på intet tidspunkt at forsvare sig selv eller pynte på noget til sin egen fordel. Snarere tværtimod.

Også som forfatter skriver han rammende, rørende og usentimentalt og trods det dystre tema, er hans historie gennemsyret af ironi og humor, der letter og løfter, så det hele er til at holde ud.

Med sproglig overlegenhed reflekterer Carr klogt om emner som faderskab, parforhold, journalistik, afhængighedens væsen og erindringers vrangforestillinger:

Even so, my past is a phantom limb, something I feel the presence of but cannot touch. John Updike called it part of our ”dead unrecoverable selves.” When the past is shifted to the present moment, it is infected by a consistency bias that requires that all things fit together, whether they do or not. Examine your own family history and folklore if you don’t buy it. How many of those stories are literally, exactly true?

Mit eneste problem med bogen er, at Carr ikke rigtigt afsøger årsagen til, at han kunne komme så langt ud. Der er ikke nogen forklaring på, at en velbegavet mand med en universitetsgrad og gennemsnitlig middelklassebaggrund i en kernefamilie kan fucke sit liv op i så høj en grad. Men det er formentlig pointen. Afhængighed handler ikke om klasse eller social baggrund. Det handler om at være uheldigt disponibel for den sygdom afhængighed er.

Han nævner ungdommens rastløshed og en trang til at begive sig ud i farezonerne, og at der måske er noget med genetikken og anlæg for afhængighed i familien. Og så er der hele miljøet omkring Minneapolis og amerikanske storbyer i 1980’erne, hvor kokain åbenbart kunne fås på linje med sjusserne bag baren. Det lagde jeg nu ikke synderligt mærke til, da jeg selv boede i byen i 1990/91 og nøjedes med gin og tonic.

I sin helhed er Carrs historie en fremragende afsondring af mørket og lyset i en vildfaren sjæl, om at dykke dybt ned i sølet og rejse sig igen. Gennem journalistikken afsøger Carr sandheden om sit liv, og han gør det med en faglighed og professionalisme, som mange andre biografier kunne lære noget af.

Da jeg afsluttede bogen var det først og fremmest med en dyb undren over, at Carrs historie endnu ikke er blevet filmatiseret. Men det projekt er faktisk i gang. Som tv-serie med selveste Bob Odenkirk fra Better Call Saul i hovedrollen. Det kan næsten ikke gå galt.