Hørt på Bogforum 2017

Bloggen lever et hensygnende liv i disse travle tider, men jeg skal nok få pustet liv i den igen på den anden side af nytår. Heldigvis nåede jeg en del af Bogforum i år, så her er en lille lynvisit med nogle af de mange kloge og inspirerende forfatterstemmer, jeg nåede at høre.

img_4721.jpg

“Vedkender du dig, at du er en ikonisk figur?” “Der skal ikke så meget til i Danmark, så ja!” Martin Hall i herligt selskab med Master Fatman.

Det absolutte litterære højdepunkt for mig i år var forfatter og musiker Martin Hall i veloplagt samtale med Master Fatman. Danmarks førende elegantier delte ud med en overflod af humor og selvironi og fortalte om at vokse op i 70’erne, være ung i 80’erne, om punken, om musikkens betydning, om at være lysende begavet, bedøve sig i stoffer og opnå succes, selvom kun få kender værkerne, om et par charmerende utilregnelige forældre, der aldrig stod i vejen og om at være evigt ung og overleve en tid, et sind og en livsstil, som har kostet mange livet.

Alle der interesserer sig for den tid skulle skynde sig at læse Martin Halls levende og meget rørende biografi.

”Man skal først beskrive det, der har betydet meget for en, når det er på afstand. Når det er lang nok tid siden, kan det private blive alment – hvis man lægger hjertet på bordet.”

Og senere: Jeg har levet mange år i smerten, og jeg kommer til at leve i den i mange år mere – så det skal I også.” Gerne Martin Hall – bred din smerte udover publikum for du gør det så godt.

Bogtitel afspejler på ingen måde de mange gode forfattersamtaler på årets Bogforum

80’erne slog mange ihjel også en del medlemmer af den subkultur, vi kalder for rockerne. Forfatterparret Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen har talt med tidligere medlemmer og ikke mindst deres kvinder fra rockerbanden Bullshit, der udsprang i et hjørne af det yderste Amager.

”De voksede op i vold og levede med vold. Mange af dem, der ikke blev dræbt under bandekrigene, er nu ved at dø af usund livsstil.”

En uhyggelig aktuel og sært fascinerende fortælling, som jeg snarest må læse. Hvem husker ikke Ekstra Bladets fotos af Makrellens enke, der bærer kisten ud med en flok rygmærker fra Tårnby Kirke.

Kasper Colling Nielsen har fat i den lange ende, når det drejer sig om at skrive dystopiske romaner, der er uhyggeligt tæt på realiteterne i vores samfund, også selvom de indeholder talende dyr. Man kan kun håbe, at han tager fejl i sine forestillinger om fremtiden. Han fortalte om sin nye roman Det Europæiske forår.

” I 90’erne diskuterede vi, om vi skulle afskaffe den kvarte liter mælk i folkeskolen. Nu er den politiske diskussion blevet lidt mere alvorlig. Vores tro på at demokratiet kan løse vores problemer er i opbrud. Vi er på vej mod katastrofen.”

Bemærk den vilde collage i Kamilla Hega Holsts mesterværk Rud. (På trods af billedkvaliteten).

Kamilla Hega Holst har skrevet det nok stærkeste værk, jeg har læst i år og fortalte om RUD:

”Det handler om at løsrive sig. Om dilemmaet mellem at give slip på sine børn og samtidig passe på dem. Men også om at bryde ubehagelige mønstre og tankemønstre. Kan det lade sig gøre at bryde de mønstre, og kan vi undgå at ligne vores forældre?”

Undersøg selv ved at læse RUD, som er en på en gang forfærdende og blændende roman.

 

Katrine Marie Guldager er en anden klog dame, der skriver bøger og nu også klummer om livet og verden. Hendes seneste roman En uskyldig familie har også været en af de helt store læseoplevelser for mig i år.

”Jeg kan lide alle de personer, jeg skriver om, selvom de ikke altid er lige sympatiske. Det bliver ikke spændende, hvis man bare skriver ud fra sine fordomme. Man skal ind under de fordomme.”

 

Der var også et interessant gensyn med Michael Larsen, som var en af de første danske forfattere, der brød internationalt igennem med en thriller i midten af halvfemserne. Jeg husker, jeg med iver læste med på Uden Sikker Viden og Slangen i Sydney. Nu er jeg meget spændt på den nye Dødens Kode, som er en del af en serie men kan læses uafhængigt. Rettighederne er allerede solgt til en film eller serie i en snarlig fremtid.

”Man kan ikke finde på noget, der ikke findes. Man må ramme noget i fiktionen, der ligner virkeligheden, der skal bare et ekstra tryk på pedalen.”

Når Rasmus Brohave taler, er der mange børn der lytter. “Jeg synes forældre skal sætte sig ind i, hvad deres børn ser på You Tube.”

Mit personlige højdepunkt var, da min søn efter en hel lørdag og for første gang på Bogforum sagde : ”Jeg skal så meget på Bogforum næste år.” Det hjalp selvfølgelig, at Børnebogsforum ved, hvad der rører sig blandt de helt unge og bød på masser af gode indslag toppet af You Tube stjernen Rasmus Brohave. Dog ret ærgerligt at RobinSamse parret havde aflyst. Hvis du ikke ved hvem jeg taler om, så don’t worry det skal nok gå alligevel.

 

 

Ligeså herligt for moren, der jævnligt forsøger at nudge til den indre læsehest fremfor Gameren, var, at han selv fandt en sjov bog, jeg aldrig har hørt om, og som han ikke har kunnet slippe siden. Hurra for Tom Gates! #BooksvsYouTube

Der var uundgåeligt en ”smule” jeg gik glip af på Bogforum, hvem gjorde ikke det? Men det hjalp lidt, at Politikens Forlag, vist som det eneste, var så fremsynet at livestreame alle interviews, så jeg hele søndagen har kunnet følge med hjemmefra i god ro og afstand af larm og menneskemængde. Det har været en fornøjelse at følge interviews med Michael Robak, Michael Enggaard, Jesper Stein, Julie Hastrup, Elsebeth Egholm, Mette Sø – som jeg havde glædet mig ekstra meget til, men hvor lyden desværre glippede og sidst men ikke desto mindre ret så underholdende Jussi Adler Olsen og Jonas Langvad Nilsson i muntert parløb. Alle interview og mange flere kan ses via forlagets facebook.

Den mest storslåede forfatterbegivenhed for mig i år, oplevede jeg dog et helt andet sted end Bogforum. Nemlig den 30. Oktober i Den Sorte Diamant, hvor Junot Díaz gav et par gode velplacerede spark, der hvor det gør mest ondt til både verdenssamfundet og andedammen i forbindelse med en særudstilling om dansk kolonialisme og Danmark som slavenation.

Det er svært at vælge blandt den strøm af guldkorn, Junot Díaz kan hælde ud af ærmet i løbet af en samtale. Men her er den, jeg husker bedst:

“If every fuckin’ dude would just shup for a year, they would learn so much about themselves, that society does not want to hear.”

Gå ikke glip af interviewet som du finder i fuld længde her:

http://www.kb.dk/da/dia/ord/forfatterscene/171030_junot_diaz.html

 

Reklamer

Rud af Kamilla Hega Holst

Kill them with mystery. Delight them with daring. Her er en roman, der til fulde lever op til det skriveråd. Mystisk, modig og uhyggeligt velskreven.

Jeg læste Rud af Kamilla Hega Holst i ét stræk, og jeg kunne ikke lægge den fra mig på trods af andre gøremål. Med stramme, korte sætninger og stærk foruroligende handling lagde den et besnærende greb om mig og holdt mig fast til sidste side var vendt.

Romanen handler om Kaisa, der for første gang i to år holder ferie med sine børn Malte, 14 og Mira, 11 i sommerhuset ved Asserbo. På vej hjem fra stranden leger de en leg, som Malte finder på: Hvem kommer først hjem af hver sin vej gennem vildnisset i plantageområdet omkring huset. Drengen kan noget med kort og linjer, burde ikke kunne fare vild, men Malte kommer ikke hjem.

Dagen efter skal børnene hentes af eksmanden Simon, som nødtvunget har bedt Kaisa om at tage sig af dem i den måned, han skal arbejde i USA. Hvis det står til Simon, skal Kaisa have så lidt med børnene at gøre som muligt. Hun har svigtet dem tidligere. Hun har været forsvundet i flere omgange. Hun har været indlagt med psykiske problemer. Hun har måske været sammen med fremmede mænd i løbet af deres ægteskab.

De første timer hvor Malte er væk, er Kaisa ikke nervøs. Mor og søn ligner hinanden, og det er ikke første gang, han finder på at stikke af. Men som timerne skrider frem, og mørket falder på, bliver hun urolig. Mira er opslugt af bøger, måske på flugt i fiktionen. Kaisa drikker en flaske vin, hvorpå hun i beruset tilstand tager ud for at lede efter Malte i mørket, og der sker mærkelige ting. Kaisa tager tilbage og bryder ind i annekset, hvor Malte har det hele for sig selv. Her finder hun et kaos af dåser med afklippede negle, rester af afhøvlede fødder og hår og hele væggen plastret til med billeder, der danner en collage af skjulte meddelelser i et besynderligt mønster; udpluk af bekymrende netchatteri, billeder af døde fostre, pumpende organer, blodårer og væv i indfiltrede forgreninger, røde kryds med smileyer. Et kunstværk som er fornemt illustreret i bogen som folde-ud del. Kaisa forsøger at afkode Maltes gåder. Malte stammer, han staver forkert. Ordet Rud står skrevet på hans værk. Rod bliver han betegnet som af lærere og pædagoger. Kaisas liv er rod, har hun ofte hørt fra Simon, som selv er noget af en pedantisk kontrolfreak. Malte har rod i sine forældre og sin mormor, som han har en slags åndsfællesskab med. Simon dukker op før tid, og forældrene begiver sig sammen ud på en mareridtsagtig færd for at finde deres søn. Romanen skifter mellem nutid og datidsklip, hvor Kaisa tænker tilbage på samlivet med Simon og på sin mor som isolerede sig fra omverden, læste filosofi, blev syg og døde. Hun mødte aldrig sine børnebørn.

Side for side afsløres en dyb dysfunktionalitet og en gensidig afhængighed i et forhold, hvor begge parter er fanget af ar på sjælen, som de piner, plager og provokerer hinanden med. Men hvem er mest syg, og hvem er mest skadelig for børnene, hvis nogen? Romanen fungerer som en psykologisk thriller, og hver eneste side henstiller læseren med tilbageholdt åndedræt, indtil slutningen frembringer et chok.

Flere temaer trænger sig på i læserens refleksion. Først og fremmest om konsekvenserne af svigt, den genetiske arv, psykisk og fysisk vold, selvdestruktiv adfærd, mønstre der ikke kan brydes. Om fædre og mødre og hvordan de påvirker deres børn for evigt og efterlader dem som sårede sjæle, der bevidst og ubevidst kan ødelægge alt for sig selv og for andre.

Jeg ved ikke, om det er en litterær fornærmelse at kalde denne nervepirrende sag for domestic noir af højeste karat, men hvis det er en genre, der tiltaler dig, vil du uden tvivl lade dig rive med af Rud. Forfatter Kamilla Hega Holst skriver ikke enestående poetiske sætninger med storladne metaforer, sproget er enkelt og ligetil, men alt det, der står mellem linjerne, og den måde romanen er konstrueret på i samspil med illustrationerne, skaber en nærmest panisk poesi i sig selv.

Bogen er lånt på biblioteket. Udkommet hos Rosinante.