Han har gjort det igen Danmarks ultimativt bedst sælgende forfatter med det største internationale publikum. Med 7. bind i serien om afdeling Q er Jussi Adler-Olsen mere skarp, samfundskritisk og i pagt med tidsånden end nogensinde.

De elskelige hovedkarakterer Carl Mørck og Assad står i nye og gamle mordsager op til halsen og oven i købet med et belastende Station 3 TV crew pustende i nakken. En ældre kvinde findes myrdet i Kongens Have på en måde, der minder om et andet mord begået år tilbage, en socialrådgiver ser rødt, og en gruppe unge kontanthjælpsmodtagere indgår en alliance, der ikke viger tilbage for skrupelløse og kriminelle handlinger. Rose, politiassistenten med den spaltede personlighed, bukker under for et svært traume og gennemgår en alvorlig psykose.

Med den her historie beviser Jussi Adler-Olsen endnu engang, at han er en formidabel plotmester med en yderst raffineret men ikke desto mindre beskidt fantasi. Ikke en eneste af de mange plottråde falder på gulvet i de tre-fire sager, der selvfølgelig viser sig at have forbindelse til hinanden. Carl Mørck og Assad kører deres sædvanlige på en tid sjove og hyggelige ping-pong dialog med kamel-jokes, stærk kaffe og kærlige stikbemærkninger.

Vi har hele tiden vidst, at gemytlige Assad gemmer på en skummel fortid, og jeg glæder mig virkelig til næste bind, hvor den bliver rullet ud. De mange hints vidner om, at rare, empatiske Assad med rødder i Syrien og varme brune øjne har begået handlinger, han ikke er stolt af. Jeg har min egen teori om, hvad det handler om, og det skal blive spændende at se, om jeg har gættet rigtigt.

Dette bind er dog tilegnet Roses historie, og vi får den fulde forklaring på, hvorfor hun er psykisk syg og mere end fucked up. Det psykiske helvede hun gennemgår er beskrevet med en imponerende indlevelse. Adler-Olsens opvækst på et sindssyge hospital som søn af en psykiater tjener ham virkelig godt her.

Rose stirrede ind i væggen. Når hun holdt blikket fastnaglet til den svagt gule flade og sad fuldstændigt stille, så opstod der et vakuum omkring hende, der sugede al bevidsthed ud af kroppen. I den tilstand var hun hverken vågen eller sovende. Her var åndedrættet umærkeligt og sanseapparatet sat i dvale. Her var hun bare levende død.

De passager er gribende læsning, og der er flere steder, hvor Roses lidelser er skrevet med en indlevelse, som jeg også husker fra Kvinden i Buret. Adler-Olsen er eminent til at beskrive smerte og lidelsen ved at være spærret inde i et lukket rum i både psykisk og fysisk forstand, så det virkelig gør ondt på læseren.

Dog synes jeg, at årsagen til Roses skrøbelige sind er mere end en smule ude i overdrevet, og logikken og troværdigheden er ikke hver gang overbevisende i persontegningen hos nogle af bifigurerne.

Efter de første 100 siders læsning af romanen med den geniale titel Selfies, eller Selfish same-same, havde jeg ham mistænkt for at være bestilt af Liberal Alliance til at drive klapjagt på kontanthjælpsmodtagere. Portrættet af de tre bistandstøser Denise, Jazmine og Michelle er mildt sagt den stereotype udgave af en blank deltager i Paradise Hotel, der kun tænker på sig selv, at se godt ud, intet yder til fællesskabet og nasser på samfundet, fordi hun kan. Det er dog ikke tilfældet, selvom pigerne forbliver karikerede og klichefyldte hele vejen igennem. Vi har for eksempel en type, der sørger for at blive gravid fire gange i træk bare for at kunne trække på de offentlige kasser under barslen for derefter at afgive sit afkom til myndighederne. Jeg tror det ikke.

Man kan vælge at se på historien som spydig samfundssatire, hvor personerne og deres handlinger er sat helt på spidsen, hvilket er fint nok, hvis jeg bare kunne grine lige så højt som superskurken gør efter hvert nøje planlagte mord, mua-ha-ha runger det fra den grå mus af en socialrådgiver, der nu efter 30 år bag skranken er omvendt til en koldblodig seriemorder, der bare har fået nok af de utaknemmelige tøzer, og nu skal de fandeme lære det. Hun formår oven i købet at bedrive disse handlinger midt i et forløb som patient under den samlede kræftpakke. Ej, det tror jeg så heller ikke en kræftsyg ville være i stand til. Det er godt tænkt med en socialrådgiver, der går amok, men det er som om, at overdrivelse fremmer forståelsen i det Jussiske univers. De onde er ofte sygt onde og afstumpede, de gode så heldigvis lidt mere nuancerede. Heltene er heldigvis herlige, og historierne er altid dybt originale. Det er derfor, vi er mange millioner, der bliver ved med at læse bøgerne.

Og det er jo en såkaldt krimithriller. Det er ikke højlitterær socialrealisme. Alt er tilladt, hvis vi køber præmisserne, og det ér både underholdende og monsterspændende. De sidste par hundrede sider strøg jeg igennem uden at kunne slippe bogen. Man skærer tænder og tager sig til hovedet, når Mørck og Assad fjumrer rundt og ikke gør, det de skal eller gør det for sent. I den forstand kan Jussi Adler-Olsen bare sit krimikram som ingen anden. Han involverer læseren emotionelt, og det er der ikke ret mange krimiforfattere, der gør i samme omfang.

Jeg har læst alle bind i serien undtagen den sjette, senest var jeg meget begejstret for Journal 64, som nok stadig er min favorit, men Selfies kommer rigtigt godt efter den. Der er skruet op for humoren, plotmæssigt er det af sædvanlig høj klasse, hovedpersonerne er fortsat afholdte og interessante, og hvis Jussi Adler-Olsen så ellers bare havde tid til at arbejde lidt mere med troværdigheden og nuanceringen af sine bifigurer, så er det bare at bøje sig i støvet atter en gang for hans fantastiske og verdensomspændende succes.

Vi er alle selvfede

Fornylig var en bunke bloggere inviteret til frokost med Jussi Adler-Olsen i anledning af udgivelsen af Selfies, og skulle vi have glemt at vi er en del af et større mediecirkus, så var TV2 tilstede for at minde os om det.

Alligevel var der fuldt nærvær fra Jussi Adler-Olsen, som har stor respekt for sine læsere, og de to timer bød på et underholdende og spændende indblik i forfatterværkstedet og lidt debat.

“I er de eneste, man kan stole på. I er ikke i lommen på nogen,” sagde forfatteren, så man ikke var i tvivl om, at han mente det. Og hvorfor skulle man også være det?

Historien i Selfies udsprang af et møde med en jurist i Socialforvaltningen i København, som fortalte Jussi Adler-Olsen om den voksende gruppe af unge mennesker på kontanthjælp, der lider af såkaldt “aktivitets-intolerance”.

“Mange unge har siden de var teenagere fået at vide af forældrene, at de er de smukkeste og bedste i verden, der kunne blive hvad de ville. I dag har vi så en gruppe i alderen 25-35, der aldrig har fået en uddannelse og ikke føler, at de skylder samfundet noget. Deres egne forventninger om succes er aldrig blevet indfriet, og nu vakler de fra det ene jobtilbud til det andet som frisør og stylist, som de ikke er i stand til at gennemføre. De er en del af mig-mig-mig generationen, typerne der deltager i Paradise Hotel. Det er unge, som opgiver en læreplads, fordi de skal feje gulv den første dag. Jeg har hørt så mange uhyrlige historier, at man tror, det er løgn.”

Researchen til pigerne i bogen, har han udover samtaler med forvaltningen foretaget ved at se reality shows på TV3.

Jussi Adler-Olsen understreger, at det ikke er et angreb på kontanthjælpsmodtagere generelt og, at han gerne vil beskytte dem, der virkelig har brug for den. “De der udnytter systemet forplumrer det for dem, der har brug for hjælp.”

Selfies er ikke et politisk projekt, det er snarere satire med skarpe hug til både samfund, politikere og borgere – vi er alle en del af selfie kulturen nu, hvor vi ser hinanden gennem en skærm, men forfatteren savner den tid, hvor det stadig handlede om fællesskab og værdier.

“Jeg sørger lidt over det Danmark, der var. Jeg kan godt huske det samfund, hvor vi bekymrede os om alles behov – ikke kun vores egne. Hvorfor er der ikke en selfie-bølge, hvor vi viser, hvordan vi virkelig har det. Jo mere vi spiller med på den tendens, hvor vi kun tager os godt ud, jo længere kommer vi væk fra hinanden og distancerer os,” siger han.

Familien Q

Snart faldt snakken på udviklingen af karaktererne, om at denne og de kommende bøger hver er dedikeret til en af hovedpersonerne. I Selfies er det Rose, som folder sin historie ud. I den næste bliver det Assads hemmeligheder, der ser dagens lys, dernæst får vi den fulde sandhed om Carl Mørcks dæmoner, og til sidst bindes det hele sammen i en sammenhængende gaveæske med sløjfe på for hele familien Q, når bind ti udkommer.

“Jeg har været fristet til at lave en af dem til dåsemad, men så svigter jeg læserne,” afslørede forfatteren, der har hele planen for hvad, der skal ske med hver enkelt klar.

Der blev også talt om nuværende og kommende filmversioner af afdeling Q, tv-serier og andre af Jussi Adler-Olsens adskillige sideprojekter. Mændene ved bordet diskuterede forskelle på mænd og kvinder, og hvordan det fungerer, når de er skurke og mordere. Efter tavsheden fra kvinderne om bordet blev det emne hurtigt skiftet ud til kunsten at udvikle plot og karakterer og opbygge suspense, at dosere med de rette mængder af humor og at sætte endorfiner i gang: “når I ikke kan sove efter et kapitel, ha-ha så ved jeg, at jeg har jer.”Og om det gode anslag og den stærke afslutning:

“Det er det vigtigste. Når jeg ser en film, så prøver jeg altid at lave en bedre slutning i mit hoved.”

Jussi Adler-Olsen er den direkte modsætning af en introvert forfatter, der skutter sig hjemme ved skrivebordet. Han er også forretningsmand, strateg, entertainer og charmør. Han har både bloggere, læsere ja det meste af Danmark i sin hule hånd. Og som han selv sagde et par dage senere i et af de adskillige interviews der fulgte efter udgivelsen, “hvis jeg kunne have kontor i et glasbur på Rådhuspladsen, hvor jeg kunne følge med i det hele, så havde jeg det.”

Når Jussi Adler-Olsen laver PR for sine bøger går han all-in, og han var da heller ikke bleg for at smide sig i græsset i mordoffer position, da vi efter frokost gik tur i Kongens Have.

Se det fornøjelige indslag her, hvor der også var god PR til os bogbloggere. Tak for det!