Stoner af John Williams

Stoner“Den bedste bog, du aldrig har hørt om.“ “Den bedste bog i årtier.“

“Et overset mesterværk” “Mere sjælden end en god bog – det er en perfekt bog.”

Der blev ikke sparet på superlativerne i omtalen af romanen Stoner, da den udkom på dansk tidligere i år. Stoner er skrevet af amerikanske John Williams og udkom første gang i 1965 uden at modtage særlig opmærksomhed. Først da den blev genudgivet i 2006 blev den opdaget for alvor, og har siden stille og roligt bevæget sig op af bestsellerlisterne i flere lande. Desværre nåede forfatteren ikke at opleve den enorme anerkendelse, bogen siden har fået, da han døde i 1994.

Og ja det er en utroligt god bog. Først og fremmest fordi den er så enkelt og smukt skrevet.

Det er også en trist bog. Sørgelig. På grænsen til det deprimerende. Men på sin vis alligevel opløftende. Nogle mener, at den ikke rigtig handler om noget. Det er jeg ikke enig i. Der er en historie, og flere gange får den blodet i kog hos denne læser.

Den handler om et levet liv, om at følge sit kald uden at give afkald på sin integritet, om at stå ved sine valg i livet, erkende fejl og mangler og acceptere sin skæbne med værdigheden i behold.

I et roligt, afdæmpet tempo fortælles historien om William Stoner. Han bliver født i starten af det nittende århundrede og vokser op i en fattig bondefamilie. Stoner kommer på landbrugsskole og opdager litteraturen og en helt ny verden. Som mønsterbryder distancerer han sig snart fra sin baggrund og sin familie, men uden at kunne bryde med den ydmyghed, der ofte følger med, når man begiver sig opad den sociale stige.

Stoner bliver gift og får barn, men det bliver kærligheden langtfra nemmere af. Han lander sit drømmejob som collegeprofessor i litteratur men må finde sig i uretfærdig og uretmæssig behandling af kollegaer og overordnede, og det kommer til at påvirke resten af hans liv.

Jeg tror, at en af grundene til at denne bog slår igennem hos så mange – nok især midaldrende læsere er den høje grad af identifikation med bogens hovedperson. Vi er i høj grad vores valg i livet, og vores karakter formes også af, hvordan vi forholder os til udefra kommende omstændigheder, men vores personlighed har vi med os fra fødslen, og nogle gange spænder den ben for os.

Uanset hvor man er vokset op, hvad man beskæftiger sig med, og hvem man omgås med, vil man kunne genkende Stoners følelsesmæssige udfordringer og hans indre og ydre kamp i det stille for at bevare sin ære og stolthed og være tro mod sig selv.

Jeg kan nok ikke finde på et nyt superlativ om denne bog, som ikke allerede er sagt. Men jeg kan sige, at du snyder dig selv, hvis du ikke får læst den.

Stoner er en meget rørende og fantastisk velskrevet roman.

 

Den Hemmelige Historie af Donna Tartt

Skærmbillede 2014-06-26 kl. 11.50.24Efter at have læst Donna Tartts fantastiske mesterværk The Goldfinch, på dansk Stillidsen, som hun fornylig vandt Pullitzer-prisen for, har jeg sat mig for at læse hele Tartts forfatterskab. Det består indtil videre af tre værker, så det burde være en overkommelig opgave, også selv om hun skriver laaange romaner. Stillidsen er på cirka 800 sider, og det er ikke én side for meget, og jeg kedede mig ikke et eneste sekund, da jeg læste den, som jeg skriver i min anbefaling her.

The Secret History, Den Hemmelige Historie på dansk, er Donna Tartts debutroman fra 1992, og den fik også strålende anmeldelser verden over, da den udkom.

Som i Stillidsen følger vi en ung mands hårrejsende dannelseshistorie, og her bør enhver sammenligning mellem de to romaner så også stoppe.

Den unge Richard får studieplads på det finere Hampden college i Vermont ved hjælp af et uddannelseslegat. Han kommer fra en underklasse baggrund i Californien hos et par forældre, der får ham til at tænke på at træde ind i cockpittet på et fly, hvor piloterne er besvimet af druk, ingen har kontrol over flyet, og ingen ved, hvor det er på vej hen. Richard er en begavet og belæst fyr, der forstår at klare sig selv men savner en familie. Den finder han blandt en lille gruppe højintellektuelle, yderst velhavende, sære snegle, der studerer oldgræsk og klassisk filologi med en overbevisning om, at det er det eneste saliggørende i verden.

Deres karismatiske lærer og faderfigur Julian Morrow kræver 110 procents dedikation til faget, og det samme gør gruppens magnetiske, magtfulde og mystiske leder Henry, der har de andre i sin hule hånd. Der er kun seks studerende på holdet, og de danner snart et helt særligt sammenhold, der kommer til at besegle deres skæbne på linje med en græsk tragedie.

Gruppen holder sig mest for sig selv og langt væk fra campuslivets udskejelser. Det betyder dog ikke, at de lever et stille asketisk liv med snuden nede i bøgerne. De har derimod ry for at være en gruppe filosofinørder, der dyrker okkulte ritualer i fritiden. Og det viser sig snart, at der er noget om snakken.

Som den nye dreng i klassen bliver Richard lidt efter lidt indviet i studiekredsens hemmeligheder, og da der bliver begået et mord, er der ingen vej tilbage. Engagementet i studierne og i fællesskabet kommer til at koste på alle tænkelige planer.

Den Hemmelige Historie er en fremragende litterær thriller på “kun” lidt over 600 sider. Alligevel bliver den flere steder for langtrukken for mig med de mange indgående beskrivelser af alting samt gentagelser af personernes gøren, laden og laster. Følelsesmæssigt investerer jeg heller ikke i personerne. Karaktererne er interessante og nuancerede men for distancerede for læseren, og jeg kommer ikke rigtigt til at forstå dem. Det ændrer dog ikke ved, at Den Hemmelige Historie i sin helhed er en stærk og ret så uhyggelig historie i al sin langsommelige men sikre, snigende suspense, og at Donna Tartt var en ligeså blændende forfatter og storslået skribent, da hun debuterede, som hun er i dag.

Læs Den Hemmelige Historie for sproget og den subtile, nærmest gotiske uhygge men læs The Goldfinch først – uden i øvrigt at sammenligne.

 

 

Kantslag af Dorthe Nors

Nors__Dorthe_Kantslag_300Det er tid til at slå et slag for novellerne, der ligesom digtsamlinger alt for ofte bliver overset til fordel for romanerne. Det er synd, for novellers skarptskårne form indeholder, når de er allerbedst, nogle sindsoprivende historier, der er mindst lige så stærke som i de bedste romaner. Hvis de var skrevet som romaner, ville flere af dem faktisk ikke være til at holde ud, for noveller kan være ret hård kost, der skal indtages i små bidder sætning for sætning og tygges godt igennem, inden man kaster sig over den næste.

Af nogle af de bedste og mest anbefalelsesværdige novellesamlinger jeg har læst – og det er desværre alt for få, vil jeg lige nævne Bavian af Naja Marie Aidt og Jan Sonnergaards trilogi Radiator, Sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen (det er jeg også). Det er virkelig psykologisk horror forklædt som hverdagsfortællinger, der graver dybt og ondt i de mindst flatterende sider af menneskesindet. Historier der både er vildt originale, foruroligende, og helt fantastiske.

Det samme gør sig gældende med denne lille, fine sart rosa sag med den hårdtslående titel, Kantslag, som Dorthe Nors har skrevet. Dobbeltheden mellem det sarte, skrøbelige og det knaldhårde går igen i novellerne. Historierne er skrevet i et enkelt, jordnært sprog, de er korte og afdæmpede og komplet uforudsigelige. Hver gang man tror, man har regnet pointen ud, bliver det hele vendt på hovedet. Nors noveller overrasker for hver sætning. De er simpelthen geniale.

Som selveste Oprah har beskrevet det:

I denne bog fremstår dansk skønlitteratur som dansk møbeldesign: enkel og sublim.

Danske Nors har nemlig fået strålende anmeldelser worldwide og er blevet et stort navn i USA. Hun har som den første danske forfatter nogensinde haft en af sine noveller i The New Yorker, og det er faktisk en bedrift som i sig selv burde få flere til at læse med herhjemme.

Hvad handler historierne så om? Det vurderer du bedst selv som læser. Men for mig handler de i sin helhed om følelser og om handlinger som følge deraf. Kærlighed der begynder. Kærlighed der dør. Overgreb, forstillelse, selvbedrag, opløsning, magtesløshed, resignation, ensomhed, håb og ikke mindst grusomhed. De er subtile og livskloge men ikke for sarte sjæle. Det skal du på ingen måde lade dig skræmme af.

Så tag denne lille lyserøde sag med det dystre og tankevækkende indhold med i sommertasken og læs Nors noveller i parken, på stranden eller på caféen. Hold en lang pause mellem hver og kig på menneskene omkring dig. Hvad mon der foregår bag facaden?

 

The Goldfinch – af Donna Tartt

Skærmbillede 2014-01-23 kl. 15.58.02Hvis jeg kunne, ville jeg betale dig for at læse denne roman. Så god er den. Den svæver øverst på New York Times bestseller liste, og jeg kan med sindsro sige, at den har indtaget førstepladsen på min personlige hitliste over de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Kan være fordi jeg er håbløst bagud med alle klassikerne og mest bruger min tid på nyere litteratur. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at det her er et krystalklart mesterværk.

The Goldfinch er noget helt for sig selv. Uden at være litteraturekspert er jeg fuldstændig overbevist om, at langt ude i fremtiden vil lige præcis denne murstensroman stå tilbage som en af de store litterære klassikere fra det 21. århundrede.

Theo Decker er kun tretten, da han med nød og næppe overlever et terrorangreb på Metropolitan museet i New York. Det gør hans højtelskede mor og eneste støttepæl i livet til gengæld ikke. Da socialrådgiverne spørger, hvem de kan ringe til, som holder af ham og kan tage ham til sig, står det snart klart, at svaret er ingen. Faren, en falleret C-skuespiller og gambler, er stukket af for længe siden, og bedsteforældrene har ikke “overskud”. De er fuldkommen ligeglade. Theo har mistet sin mor og er nu helt alene i verden. I en langvarig tilstand af chok, sorg og savn bliver Theo en semi-zombie og passiv tilskuer til sin egen tilværelse. Han bor først hos en kammerat på den dyreste del af Manhattan, men da han så småt er ved at falde til, bliver verden vendt på hovedet igen, og han bliver tvunget til at flytte til et usselt liv i Las Vegas. Theo bliver kostet rundt til den ene uholdbare situation efter den anden, indtil han som voksen endelig tager skeen i egen hånd og finder sin egen ikke helt ufarlige vej.

Det eneste, der holder ham kørende under opvæksten er, udover et eskalerende stofmisbrug og et par livsvigtige venskaber, det uvurderlige maleri af en lænket guldfinke, han kommer til at tage med sig ud af museet, efter bomberne er sprunget. The Goldfinch er Theos trøst, et smukt værk der får hans mørke hjerte til at lyse og forstærker mindet om hans mor. Men maleriet er også hans skæbne. Samtidig med at det lærer ham, hvordan stor kunst kan give alt mening i verden for den enkelte – selv når livet er meningsløst, bringer det også en helvedes masse bekymringer med sig og sender ham direkte i uføre i den kriminelle underverden.

Der er visse ligheder med Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utroligt tæt på, også en virkelig god roman, men bortset fra afsættet og det følelsesmæssige kaos efter tabet af en forældre, er den alligevel helt sin egen og efter min mening bedre.

The Goldfinch er en roman, hvor man holder vejret hele vejen igennem. Donna Tarrt har været ti år om at skrive den, og der er da heller ikke sat et eneste ord forkert eller for meget på de knap 771 sider. Den er så smukt og sanseligt skrevet, at man bare må bøje sig i støvet over hver eneste sætning. Det bliver aldrig påtaget, indforstået, højpandet eller værst af alt kedeligt. Ikke et eneste sekund. Det her er stor litterær kunst, der både gør dig klogere på livet og konstant skaber levende, klare billeder og sætter hele følelsesregisteret i spil, så man griner og græder. Bedst af alt er det en voldsomt medrivende, vild og vidunderlig fortælling om tab, sorg, frygt, besættelse, søgen efter mening, venskab og stor kærlighed i det moderne Amerika. Og oven i købet er det en højt begavet thriller, der kan få enhver skribent til at lægge pennen fra sig af bar benovelse og utilstrækkelighed. Det er der dog ingen grund til, for hvis The Goldfinch skulle sætte standarden, ville der kun udkomme en lille håndfuld romaner i verden hvert år. Den her fantastiske historie, og den visdom den strør om sig, har gjort næsten lige så stort indtryk på mig som læser, som Theos maleri gør på ham, og det er første gang, jeg har den holdning, at en roman på knap 800 sider godt må være længere. Du bliver simpelthen bare nødt til at læse den.

The Goldfinch er på vej i en dansk oversættelse med titlen Stillidsen fra Lindhardt og Ringhoff

Kvinden ved 1000 grader af Hallgrímur Helgason

Skærmbillede 2013-11-25 kl. 14.17.35“Vi begynder livet med at drømme om guld og grønne skove og ender med at glæde os over et enkelt træ.” Sådan lyder blot én af en lang perlerække af enkle men livskloge betragtninger fra hovedpersonen Herbjørg Maria Bjørnsson også kaldet Herra i Hallgrímur Helgasons mesterlige roman Kvinden ved 1000 grader. Lad mig sige det med det samme, mens jeg samler resterne af mit nedsmuldrende kæbeparti op fra gulvet. Det her er den bedste bog, jeg har læst længe. Det er nemt at forstå, at den i år var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Helgason leverer en overrumplende historie, der trykker på alle knapper i følelsesregisteret med en varig strøm af sproglige og indsigtsfulde genialiteter.

Herra er en gammel hejre, som bor i en garage i Reykjavik og lænket til sit sygeleje trækker vejret gennem sit livs sidste uundværlige smøgpinde i de KOL- og kræftinficerede lunger, mens hun venter på døden og turen til kremeringsovnen. Hun er bitter på livet og kynisk i sin anskuelse af verden men med humoren i ualmindelig god behold. Den udfolder hun blandt andet foran den bærbare computer på sengelejet ved at flirte med unge mænd i den globale landsby på “fjæsbogen” og ved at drive spas med sine arvinger, som hun har et anstrengt og distanceret forhold til. I hendes sidste dage tænker hun tilbage på sin dybt traumatiske og oprørende livshistorie, og vi lærer en person at kende, som får begrebet stærk kvinde til at lyde en smule underspillet.

“Jeg stod med det ene ben i havet og det andet på de bonede gulve og skrævede derfor tidligt over meget,” siger Herra i begyndelsen. Det kan man roligt bekræfte. Hun er barnebarn af Islands første præsident, men de få glamourøse og glædelige stunder, hun oplever i sit liv som verdensdame, kan på ingen måde opveje de rædsler, der møder hende hele vejen i løbet af sine 80 år. Først i Tyskland under 2. Verdenskrig, hvor hun lever som flygtning i krigens sidste par år. Den menneskelige drivkraft, der starter en krig til at begynde med, forklarer hun således opmuntrende:“I krigstid har alle det godt, for ingen kan bestemme noget. I fredstid gribes folk af ulykkelighed, for så bliver man nødt til at vælge og vrage. Al krig udspringer derfor af menneskets bundløse begær efter lykke. Der er ikke noget mennesker frygter mere end fred på jorden.”

Der er små glimt af lykke men mest ufattelige slag til Herra under krigen. Og mindst ligeså rystende begivenheder rammer hende senere i efterkrigsårene i Buenos Aires, og da hun efter mange år i udlandet vender tilbage til Island. Herra flakker, falder og rejser sig igen og igen, mens smerten prenter sig ned i hendes sjæl, og hendes overlevelsesmekanisme er at lange verbale øretæver ud til højre og venstre, mod egen og andres nationalitet, mænd og kvinder og verdens gang såsom krig og finanskriser. “Den menneskelige skabning har altid haft brug for katastrofer. Og hvis ikke den modtager dem fra naturens hånd prøver den at fremstille dem selv. Det er naturligvis den vigtigste grund til vores krak,” siger damen.

Hvis du kun får læst én roman om året og gerne vil have et stykke litteratur med gods i, så grib fat i Kvinden ved 1000 grader.