Det er et ubehageligt emne, forfatter Morten Brask behandler i sin seneste roman Ofrene.

Slet ikke et emne jeg havde lyst til at fordybe mig i og især ikke efter at have fulgt med i Informations fremragende journalistiske serie, Jeg blev voldtaget. Her står en række kvinder offentligt frem og fortæller dybt personlige historier om at være offer for voldtægt.

Brasks roman handler om en voldtægt beskrevet fra en mandlig synsvinkel. Ikke som voldtægtsmand eller offer men som ofrets kæreste. Hun er det oplagte offer. Men han er også et offer for den krænkelse, hun er blevet udsat for. Han lider som hende under konsekvenserne af traumet og døjer med tanker om hævnlyst, magtesløshed, skyld, skam og utilstrækkelighed. Og de er muligvis ikke de eneste ofre i denne sag.

Jeg skal ærligt indrømme, at hvis ikke jeg var blevet inviteret til bloggermøde hos Politikens forlag for at møde Morten Brask, havde jeg nok ikke orket at gå i gang med en roman om så tungt et tema, selv om jeg havde hørt godt om den.

Efter et vældigt interessant og inspirerende møde gik jeg hjem med bogen og ville lige skimme et par sider, inden den forventeligt røg over i bunken af halvt læste bøger, så jeg kunne gå videre med en anden. Men jeg kunne ikke slippe den og blev færdig over weekenden. Ofrene handler faktisk om meget mere end voldtægt, og så er den ualmindelig velskrevet.

Brask skriver i en minimalistisk stil med skarptskårne, intense dialoger krydret med sirlige poetiske elementer, der beskriver omgivelser og sindsstemninger. Det er godt, og det bløder op for de brutale og detaljerede passager om selve voldtægten, der fremstår råt for usødet, fortalt i en nøgtern men ikke desto mindre kvalmende, dokumentarisk stil både under afhøringen af politiet, da parret netop har anmeldt voldtægten og senere under retssagen, hvor den formodede gerningsmand står tiltalt.

Vi var de sidste der kom ind i salen, en bevægelse gik gennem de andre, ikke som noget forstyrrende, mere som den slørede bevægelse man så ofte har set i film om koralrev, sløret, forsinket. Som søanemoners tentakler. Stilhed.

Parret har kun kendt hinanden i et halvt år, da det sker, og alting forandres. De er fornylig flyttet sammen, og på årets hedeste sommernat er hun i byen med veninderne, mens han venter derhjemme. Hun kommer hjem næste morgen, fuld, i chok, forslået og med tydelige mærker af kvælertag på halsen. Han tager hende med til Rigshospitalets traumecenter og sørger for, det bliver anmeldt. Hun får foretaget de nødvendige retsmedicinske undersøgelser og bliver afhørt af politiet. Han må ikke være med under afhøringen men lytter ved døren. Læserne er med helt tæt på i det private rum, og selv om vi som ofrene helst vil stikke af fra det hele, er vi fastlåst i situationen og romanens jerngreb og bliver nødt til at blive.

Derfra springer handlingen mellem tiden før og efter voldtægten. Med de stramme og til tider irriterende og øretæveindbydende dialoger fra forholdets begyndelse, opdager læserne hurtigt, at parret har andre problemer. Brask er en mester i at vise, hvad der er galt mellem de to uden at fortælle det.

Det er således ikke kun en barsk fortælling om realiteterne omkring en voldtægt men også en lille ’gyser’ om et dysfunktionelt parforhold, der bygger på forskruede forestillinger om kærlighed som en afhængighed. Om en kvinde med psykiske problemer, en mand der ikke kan finde ud af at sige fra, og et par der ikke er ærlige overfor hinanden. En yderst læsværdig roman.

Ofrene er Morten Brasks tiende udgivelse. Det er den første, jeg læser men absolut ikke den sidste. Tidligere har han blandt andet udgivet den selvbiografiske og meget roste En pige og en dreng. Den handler om et ungt par, der mister deres for tidligt fødte tvillinger. Bestemt heller ikke en historie jeg frivilligt vil opsøge med så ubærligt og angstprovokerende et tema. Men efter at have læst Ofrene bliver jeg nødt til det.

Bogen er venligst tildelt af Politikens Forlag.