Nr. 1 på New York Times’ bestsellerliste er som oftest en varedeklaration, der siger god for kvaliteten af en roman. Det gælder måske ikke ligefrem Fifty Shades of Grey (ved ikke, har ikke læst den) men Pigen uden navn eller Orphan Train, som er originaltitlen er en særdeles velskrevet og rørende historie, og jeg kan godt forstå, den har solgt over 2 millioner eksemplarer i USA.

Den beskriver et stykke amerikansk historie, som der kun er ganske få vidner tilbage til at berette om. I perioden 1854 til 1929 blev mere end 200.000 forældreløse og fattige børn fragtet tværs gennem USA i togvogne. Børn helt ned til 2 år blev sat på disse tog alene, overladt til de andre børns nåde og med en uvis fremtid forude. Et stop i hver by hvor de blev sat frem til skue i håb om adoption af kærlige forældre men oftest med udsigt til sult, snavs og slavearbejde.

Romanen har to spor: I nutiden følger vi 17-årige utilpassede Molly, som selv er plejebarn, da faren er død og moren psykisk syg. Som et led i samfundstjenesten efter at have stjålet en laset kopi af Jane Eyre på biblioteket, bliver Molly sat til at hjælpe 91-årige Vivian med at rydde op på sit loft. Her bugner kasserne af minder fra Vivians lange liv, og snart ruller historien om Vivians fortid som et af de forældreløse togbørn op i levende billeder.

De to kvinders historie som forældreløse er vidt forskellige. Der er trods alt forskel på at være fattig og alene under depressionen i 30’erne og plejebarn under finanskrisen i 00’erne, men selvom Vivians barndomshistorie er grummere end Mollys, er følelserne ved det at miste sin familie, være forældreløs og overladt til fremmede, der ikke har samme grad af naturlig kærlighed som forældre vanligvis har, de samme.

Da Vivian beskriver, hvordan det føltes at være underkastet fremmedes nåde og barmhjertighed, nikker Molly. Hun ved kun alt for godt, hvordan det er at undertrykke sit naturlige jeg, at fremtvinge et smil, når man er komplet følelsesløs. Efter et stykke tid ved man ikke mere, hvad ens egne behov er. Man er taknemmelig for det mindste strejf af venlighed, men når man bliver ældre, er man mistænksom. Hvorfor skulle nogen gøre noget for én uden at vente noget til gengæld? Det gør de for det meste heller ikke. I de fleste tilfælde oplever man mennesker fra deres værste side. Man lærer, at de fleste voksne lyver. At de kun tænker på sig selv. At man kun er interessant i det omfang, man er til nytte.

De to kvinders møde hjælper dem med at blomstre op på ny og genfinde fodfæstet i tilværelsen og tilliden til andre. Det har man brug for, uanset om man er 17 eller 91. Romanen er klassisk feel good men usentimental og nøgternt fortalt med en bred appel til både voksne læsere og YA kendere. Sproget er ligetil og lettilgængeligt. Historien er vedkommende, slutningen er happy (tør jeg godt røbe), og engang i mellem er det helt ok – ja ligefrem tiltrængt, så længe det ikke klistrer med honning ned af siderne. Jeg kan rigtigt godt lide den.

Bogen er venligst tilsendt af Gads Forlag.