Den danske fotograf Daniel Rye blev holdt som gidsel af Islamisk Stat i Syrien i 13 måneder. Han blev udsat for grov psykisk og fysisk tortur. Han forsøgte at tage livet af sig men blev reddet i sidste sekund af sine fangevogtere. Han sultede, han blev ydmyget. Han blev syg og levede i sit eget skidt. Han genopbyggede langsomt sig selv og sine medfanger med træning. Han ændrede status i cellen fra ubetydelig underdog til en ligeværdig medfange, der vandt alphahannernes respekt.

Han blev venner med amerikanske James Foley, journalisten der som den første blev henrettet i sin orange fangedragt til hele verdens rædsel på en You Tube video i august 2014. Senere gik det udover flere af Daniels medfanger. Selv var han den sidste fange der slap ud i live, inden de nådesløse handlinger blev begået af The Beatles, som tre af de grummeste fangevogtere med britiske aner blev kaldt. Daniel blev frigivet i juni 2014 efter hans familie havde kæmpet en brav kamp for at skrabe penge sammen til løsesummen.

I bogen Ser du månen, Daniel fortæller han nu sin historie til Danmarks dygtige Mellemøsten-korrespondent Puk Damsgård, der udover at have journalistiske cojones af stål også skriver fejende flot fortællende journalistik. Sagligt, nøgternt, informativt og alligevel indlevende. Jeg læste denne bog på to dage, og jeg er målløs. Virkelighedens rædsler overgår altid fantasiens.

Det er hård og rystende læsning, og jeg græd flere gange undervejs, men det er også en stærk beretning om at overleve og bevare sin værdighed og forstand under de værst tænkelige omstændigheder. Og en opmuntrende og rørende historie om hvordan mennesker træder til og hjælper hinanden, når det virkelig gælder. Både som medfanger i et fængsel og som pårørende og netværk der samler kræfterne og indsamler løsesummen for Daniel, mens myndighederne principfast ser til med korslagte arme og nægter at betale en øre. Dog ikke så passivt som i USA, hvor det er direkte forbudt at lave private indsamlinger for at befri gidsler. Den lov er ændret nu, men havde den været indført for et år siden, havde James Foley og de efterfølgende amerikanere og briter, der måtte lade livet på den mest brutale vis i IS skræmmevideoer måske have været i live og løsladt i dag. Det er (heller) ikke til at holde ud at tænke på.

Til gengæld er det smukt, hvordan familien i Danmark diskret formår at samle opmærksomhed om Daniels sag i udvalgte fora og via netværk og sociale medier, uden at en eneste siger et pip til uvedkommende, og uden at medierne skriver en linje om sagen. Var det sket, var Daniel formentlig ikke kommet hjem.

Bogen fortæller Daniels historie næsten kronologisk bortset fra, at den starter med, at han er til mindehøjtidelighed for James Foley i USA efter at være befriet og beskriver en overstrømmende velkomst fra hans afdøde vens forældre. Dernæst får vi hele historien i dens naturlige forløb. Fra han træder over grænsen til Syrien med en mission om at fotografere menneskers hverdag midt i krigen men bliver fanget et døgns tid senere til pinslerne og uvisheden i de uhyggelige oprøreres varetægt, og frem til at han efter 13 måneders mareridt vender tilbage til friheden igen. Tilbage til en milliongæld og avisartikler der kalder ham naiv og dumdristig.

Den journalistiske fortælling er ikke bygget op med en påklistret spændingskurve for at højne den dramaturgiske effekt. Det har været helt unødvendigt. Som læser tordner man gennem siderne for at nå frem til den for Daniel nogenlunde lykkelige udgang, og spørgsmålet rungende i baghovedet. Hvordan klarer han det her? Hvordan vender han tilbage til en bare nogenlunde normal tilværelse efter det her?

Man skal ikke forvente at få en større indsigt i IS’ motiver eller den ubegribelige syriske konflikt, selv om, der er en del fakta herom passende fordelt i bogens kapitler. Men man får en større forståelse for hvor kompliceret krigen er og som følge deraf også en større følelse af håbløshed og mindre tro på, at den nogensinde bliver løst. Desværre. Ser du månen, Daniel er et slående eksempel på, at virkeligheden aldrig giver mening på samme måde som fiktionen, selv om forløbet nok i den sidste ende måske har givet en eller anden mening for Daniel selv. Det kan man jo kun håbe for ham. Uanset er det en ekstremt vigtig bog, som alle burde læse.

Ser du månen, Daniel er venligst tilsendt af Politikens Forlag.