Den italienske mester af Tom Rachman

I foråret udkom Den italienske mester, tredje roman af Tom Rachman, som jeg har set meget frem til, da jeg er ellevild med de tidligere: De Ufuldkomne og Storhed og Fald.

Lige efter udgivelsen, gik jeg i gang og gik i stå 60 sider inde, måske fordi den mindede for meget om en film, jeg lige havde set. Havde så en lang periode uden læsetid men har nu over to feriedage været helt og aldeles opslugt af denne mesterlige, nærmest geniale fortælling, som den har vist sig at vær

Vi følger Charles Bavinsky kaldet Pinch gennem et helt liv i skyggen af en kunstnerfar, der trods sit fravær fylder alt. Bear Bavinksy er en excentrisk og egocentrisk maler, forgudet af kunstverden, af sine mange kvinder som han skifter ud efter et par år og af sit afkom, som han efterlader i mødrenes varetægt rundt omkring i Europa og USA. Kun Pinch får en særlig plads i farens hjerte, for Pinch har selv et kunstnerisk talent, men han har også sin far solidt placeret på en piedestal og er derfor nem at kontrollere og manipulere med. 

Den store Bear besidder udover sit kunstneriske talent, sin fulde dedikation til kunsten og sin seriøsitet – han brænder alle de malerier af, der i hans øjne ikke er gode nok – det der særlige, man efter nogens mening skal have for at blive en rigtig kunstner: personlighed og karisma. Lige det mangler Pinch, ligesom hans selvtillid på det nærmeste er visket ud af faren. 

Først langt op i livet går det op for Pinch, at hans far er den indirekte årsag til en traurig tilværelse, hvor nederlagene står i kø, så han beslutter sig for at gøre noget ved det, og fuldfører det man kunne kalde en sød hævn blot med uselviske og renhjertede motiver. 

Den italienske mester er centreret om malerkunsten og er penslet til med referencer fra kunstverdenen, en del af dem opdigtede til bogen. Fortællingen har mange strøg af humor omkring den forløjede og forstillede kunstverden, hvor dem der skal tjene pengene på andres kunst bestemmer, hvad god og ægte kunst er. 

De tematiske vinkler berører ikke kun Pinch’ forhold til sin far men også til sin selvudslettende mor, der som han er kunstner i det stille uden at opnå megen anerkendelse. Der er forholdet til få vigtige venner, som får afgørende betydning, til hans livs kærlighed, og til det hverv han affinder sig med at leve af. Alt imens han føler sig overflødig som et intet med kun det formål at tjene sin far, mens han hungrer efter hans anerkendelse. Indtil den dag han ikke gør.

Romanen er en fantastisk menneskelig og rørende fortælling der også bliver tiltagende spændende at læse, da den besidder et klogt og veldrejet plot. 

”Er det nemmere at bryde igennem som kunstner, hvis man er et flamboyant røvhul?” Sådan lød et af spørgsmålene til forfatteren, da han blev interviewet i Boghallen tidligere i år. Tom Rachman svarede, at det mente han nok, og det var netop et af de spørgsmål, der optog ham under arbejdet med bogen. Et andet var om, man kunne tillade sig at få børn, hvis man ville lave kunst. Det havde han selv kløet sig i håret over, da han skulle være far for første gang. Problematikken er gældende, uanset om det er kunstmaler, forfatter eller et andet kunstnerisk udtryk man vil hengive sig til. For det kræver god tid og ro at lave kvalitet. Jeg tænker, at Tom Rachman selv og utallige andre har bevist, at man godt kan skabe kunst, selvom man oveni forsøger at være et ordentligt menneske og stifter familie. Men der er også en del slående eksempler på det modsatte: man behøver måske ikke at være et røvhul for at blive kunstner, men det hjælper.

Uanset om man er interesseret i billedkunst eller ej, er Den italienske mester en roman for alle, der er er optaget af mennesker og relationer. Tom Rachman har for tredje gang bedrevet en vidunderlig roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

Storhed og fald af Tom Rachman

Skærmbillede 2014-09-01 kl. 13.29.34De der påstår, at journalister ikke kan skrive stor litteratur, bliver i den grad sat til vægs med udgivelsen af Storhed og Fald skrevet af tidligere journalist nu forfatter på fuld tid Tom Rachman.

Som de fleste journalister var jeg vældig begejstret for Rachmans første roman De Ufuldkomnelæs anbefalingen her, som handler om den hensygnende avisbranche og en række ulykkelige og ret så troværdige skæbner omkring den.

Allerede da jeg hørte, at Storhed og Fald handler om en kvinde, der lever et stille liv som boghandler i ly fra en traumatisk fortid, var jeg solgt. Jeg har glædet mig længe til denne bog, og jeg må sige, at selv om den slet ikke er i nærheden af, hvad jeg troede, så overgår den alle mine forventninger.

I Storhed og Fald sætter Rachman spot på bogens position og fremtid i en digital verden, der har udviklet sig med rasende fart med fare for at frarøve al fokus, fordybelse og IRL fællesskab.

Men Storhed og Fald handler om så afsindigt meget andet og det på både mikro- og makro-niveau, fra den kolde krig og frem til nu. The Rise and Fall of Great Powers er den originale titel på Rachmans ekstremt ambitiøse og vanvittigt vellykkede roman. Store samfundsmæssige kræfter influerer på menneskers liv og identitet, og som konsekvens deraf møder vi i denne fuldendte historie menneskelig storhed, når det er størst og det dybeste fald, når det er værst. I psykologisk forstand vel at mærke.

I centrum af det hele står en kvinde Tooley Zylberberg, som elsker bøger og har åbnet en antikvarisk boghandel ved navn World’s End langt ude på landet i Wales. Hun vil hellere fordybe sig i sine bøger end at skaffe kunder i butikken og forsøger også at aflede sig selv med ukulele timer og aftenundervisning for at undgå at tænke på sin mystiske fortid, som har efterladt hende med en bunke uafklarede spørgsmål.

En dag bliver Tooley kontaktet af en ekskæreste på facebook, som fortæller, at hun må komme til New York, da hendes far er alvorligt syg. Hvem mon han mener? Er hendes første tanke.

Tooley er et rodløst barn af globaliseringen, som har levet sit liv på flere kontinenter. Hun er som ganske ung blevet kidnappet og på sin vis frarøvet sit sande jeg. Hun er et barn, der i utraditionel forstand er blevet svigtet og gjort fortræd, vokset op blandt svindlere og skæve eksistenser, opdraget til at leve en omflakkende tilværelse i total frihed med litteraturen som eneste faste følgesvend men også med en eksistentiel tomhed, hvor man ikke knytter sig til nogen og betaler med ensomhed og følelsen af ikke at passe ind nogen steder.

Mens Tooley opsøger skeletterne fra fortiden og gradvist genfinder sig selv og sin personlighed, følger vi hendes historie i tre årtier og i spring mellem fortid og nutid i de skelsættende år 1988, 1999 og 2011. Vi møder de mennesker, der har påvirket hendes liv, og undervejs bliver vi ligeså overraskede over sagernes sammenhæng som Tooley selv.

Tom Rachman brillerer endnu engang som storslået storyteller med et fantastisk overblik og en hel unik evne for karakterer og komposition. Lige fra starten har han fuldstændig hånd i hanke med sine personer, hvilket også er en stor nødvendighed med en roman, der er struktureret som Storhed og Fald. Romanen havde formentlig ikke haft den samme storhed i sig selv, hvis den var skrevet kronologisk. Dertil kommer så de mange skarpe observationer om menneskets natur og om tiden og tilværelsen, som man har lyst til at klippe ud og sætte i glas og ramme.

I bogens første halvdel har jeg mindst ligeså mange spørgsmål som Tooley, og det kræver en vis tålmodighed at overvinde den indledende forvirring, når den ene person efter den anden rulles op for læseren. Det er som om, Rachman bevidst vil udfordre sin læser med spørgsmålet: – nå, er det interessant nok til, at du hænger på, eller vil du hellere på facebook? Det vil jeg ikke, for som læser vil jeg fra side et kende svarene og sandheden om Tooley. Hvis du skulle gå lidt i stå undervejs – så hold ud, for belønningen kommer og hele meningen med dette værk og den måde, det er skruet sammen på, er intet mindre end genial.

Fornylig havde jeg den fornøjelse at møde Tom Rachman til en frokost i godt selskab med andre bog-entusiaster. Det var en særdeles hyggelig, interessant og berigende samtale om bogens fremtid, om overgangen fra at skrive journalistik til litteratur, om at foretrække bøger fremfor tv-serier midt i seriernes guldalder og meget andet. Hvis du vil læse mere om Tom Rachmans forfatterskab, har Politiken bragt et godt interview her.

Storhed og Fald er udkommet på dansk på Politikens Forlag.

 

 

De Ufuldkomne af Tom Rachman

Skærmbillede 2013-10-20 kl. 10.46.17De fleste avisjournalister med respekt for deres fag har sikkert allerede læst Tom Rachmans formidable debutroman De Ufuldkomne. Men jeg bliver nødt til at slå endnu et slag for Rachmans fuldkomne historier om de mennesker, der arbejder på en international avis i stil med International Herald Tribune, hvor forfatteren selv har arbejdet. Det må være ligeså interessant læsning for alle andre, der interesserer sig for den psykologiske drivkraft, der ligger bag de klassiske trykte medier, der i digitaliseringens tid kan se sig selv stille og roligt glide mod afgrunden, medmindre de formår at genopfinde sig selv på nettet.

Vi møder journalisten, korrespondenten, freelanceren, redaktionssekretæren, stifteren, regnskabschefen, chefredaktøren og andre skæbner, der kæmper hver deres indre og ydre kamp for at overleve og opnå anerkendelse i det fag og den benhårde branche, de føler sig født til at leve i. Enhver glamourisering af hvor fedt, det er at arbejde på en avis, er i overensstemmelse med den tid, vi lever i, erstattet af meget realistiske og genkendelige fortællinger, samtidig med at jeg godt forstår, at det bare er lige dér, midt i nyhedsstrømmen som formidlere af verdenshistoriens gang, mens den sker, at de gerne vil være. Det tror jeg, mange dagbladsjournalister vil være enige i.