BOB af Helle Helle

~ isabelrosado

Helle Helle udgiver sin niende roman i den minimalistiske stil, hun er så fremragende til og førende i. BOB er titlen, og romanen er en selvstændig opfølger til Helle Helles forrige roman de.

I BOB følger vi en ung mand, Bob, som flytter til København fra Lolland. Han skal bo sammen med sin kæreste i en etværelses lejlighed i Vanløse. Den navnløse kæreste er hovedpersonen fra de, som måtte se sin mor blive syg med kræft.

I BOB må vi formode, at den unge kvinde står alene uden forældre. Heldigvis har hun Bob, som hun møder i de. Bob har en sød familie og en lillebror, som vi møder i tilbageblik, og når de kommer på besøg hos Bob og kæresten i København. Bob har haft et godt ungdomsliv på Lolland. Det sejler lidt i København.

Året er 1985 og beskrivelsen af Bobs hverdagshandlinger, fra indkøb til aftenens menu til de mennesker han møder, sætter en præcis stemning, og det er som at blive sendt tilbage til fortiden. Alene beskrivelsen af det tætte snedække i indre København er nok til at elske denne bog og opleve et sug af savn over det, der engang har været på trods af den tristesse, der også var 80’erne.

Det er kæresten, der fortæller Bobs historie. Hun medvirker kun selv i få scener og på en indirekte facon, men hun har en afgørende indflydelse på Bobs liv. Hun er startet på litteraturuddannelsen og bliver hurtigt optaget af studier og nye venner på Universitetet. Mens han venter dagen lang på, han ved ikke hvad. Bob søger job, køber ind hver dag, passer huslige gøremål, lægger planer for aftensmaden og funderer over, hvad han skal. Han ved ikke, hvad han vil med sin fremtid, flakker rundt på må og få uden retning. I vindueskarmen venter Lykke-Per, som han har fået anbefalet at læse, men det bliver kun til tre sider.

Bob sov med højre arm over hovedet, eller han sov ikke, han skulle samle point, han skulle skaffe sig et arbejde og gerne et studierelevant, men han vidste ikke, hvad studiet skulle være, eller om det skulle være. Han havde sparet nitten tusind sammen på færgerne, havde ikke taget hul på dem endnu, og der var også den blå Daihatsu der stod til salg hjemme på marken.

Bob får job. Først hos flyvebådene i Havnegade og senere på Sømandshotellet i Nyhavn. Men det er kun på deltid, og der bliver mange timer tilovers at fylde ud. Bob er damernes ven. Han taler med Rudy, der er farmor og giver en rejemad i Magasin – dog uden at lægge sukkerknald på bordet. Han møder Kola, der arbejder i Ravhuset og er meget interesseret i ham. Hun er farlig men ikke på den måde, vi forventer.

Bob er loyal, en god og stabil kæreste, selvom han ikke formår at fortælle, at han har en, for han føler sig alene. Trods sin unge alder er han indstillet på, at de jo nok snart skal have børn. Mens kæresten bruger timerne i læsegruppen, tilbringer Bob lange dage i tiltagende ensomhed, der udvikler sig til sløvsind og depression. Tiden flyder ud som sand mellem fingrene. Fremtiden er sløret. Parret glider stille og roligt fra hinanden. Hun fortæller hans historie, men næsten al kommunikation og dialog mellem de to er holdt ude af fortællingen. Det kan jeg godt savne.

Helle Helle er en mester i subtilitet. Dramaet lurer altid mellem linjerne. Konflikten i Bob er tydelig fra starten, men mange sider går med hverdagsleverpostej og indkøb. Midtvejs åbenbarer magien sig.

Jeg kan virkelig godt lide Helle Helles romaner, og jeg kan også godt lide BOB. Enkelheden, det stilfærdige og hvordan forfatteren med ganske få nøje velvalgte ord stiller skarpt på følelserne og den voksende afstand mellem parret. Som sagt kunne jeg godt have ønsket lidt dialog mellem Bob og kæresten. Selvom afsnit som dette siger det klart:

Etableret ved spisebordet, med altan, gryde, wienerpølser, i en alder af tyve og toogtyve, sådan sad vi.

Og senere:

Vi havde talt om, at meget af det vi talte om, handlede om mad. Men hvad kunne vi gøre, der skulle jo spises. Og vi lavede aftaler om ikke at nævne praktiske gøremål. For alt blev trukket nedad, blev til afrimning, bustider, syltede asier. Gentagelser skulle undgås, tom begejstring. Scheisse og smadder. Bob ville tage sig til hovedet. Sådan kunne man ikke leve. Men undlod. Han ville gøre hvad som helst.

Det er et bevidst greb, at kæresten skal ud i periferien af fortællingen. Bogen handler om Bob, men den handler også om parrets individuelle udvikling, og afviklingen af deres forhold. Vi forstår, hvad der skete mellem dem, og at de vokser fra hinanden. Alligevel måtte der godt have været bare en smule mere på linjerne om kærligheden og dynamikken mellem parret. Hvad ser de i hinanden til at starte med? Måske er svarene der, hvis jeg læser den igen og en gang til. Man får altid meget mer, end øjet lige ser, når man læser Helle Helle. Så det gør jeg gerne. Og sikkert er, at hengivne fans af Helle Helle vil elske BOB.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Advertisement

Suget af Ida Marie Hede

~ isabelrosado

Har du ydet dit bidrag til velfærdssamfundet og leveret mindst 1,2 barn til verdens videre beståen? Hvis ikke så kommer kommunen efter dig. Og har du gjort din pligt, så gør de det alligevel.

De tager daglige prøver af dit udflåd, måler din ægløsning, overvåger din seksuelle aktivitet og din formåen på datingscenen. De trænger sig på med rådgivning på ethvert plan, fra moderskab til venskab, og hvis du på trods af, at du faktisk har leveret mindst 180 poder alligevel ikke lever op til forventningerne, kan du opnå den ære at blive udskammet til livestreaming på samfundets skafot, mens beboerne i din landsby ser på og spiser popcorn til. Har du ovenikøbet været din partner utro, får du tilsendt et mørkerødt H fra kontoret for HOR OG FLAMMENDE BOGSTAVER, som du skal bære i mindst tre år, mens beskuernes øjne gnider skam ind i dig.

Så tager jeg det fine H frem. Viser det til mine søstre.

Røvskam rører ved filten med pegefingeren, siger opløftet, at det er mit H. Just own it, siger Røvskam med sin lyse, hæse stemme. Det kan godt være, du har knaldet lidt rundt, so what? Hvem har ikke det? Og hvem har ikke efterhånden prøvet det med skafottet? Hvis du går med længe nok, bliver H’et dit eget. Så står det for Hellig, Hidsig eller Hæsblæsende. For Hadsk, Henført, Hallo, For Honda, Hey du, Hallo-Hallo, for Horfryd, Horribel, Halleluja.

Ovenstående er blot en lille del af scenariet i romanen Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer, som uden tvivl er den vildeste roman, jeg har læst i år – måske nogensinde. Den kræver noget af sin læser, kan være hård kost for de bornerte med kropsvæsker der siver ned ad siderne, og seksuelle organer der drøner rundt i alle huller, men uomtvisteligt er det, at Ida Marie Hede skriver ind i helvedes skarpt, sprudlende og fantasifuldt. Jeg har aldrig læst noget lignende og alene af den grund, bør alle litteraturelskere læse den. Har du oveni en datter eller en veninde i den fødedygtige alder, bør du straks forære dem et eksemplar af romanen. Den giver noget at tænke over, noget at grine af og noget at græmmes ved.

Hovedpersonen er en kvinde, der får betegnelsen den lille Glimmerhætte. Hun flytter fra en lejlighed på broerne til et hus i Den Usikre og Megalomane Landsby med et uvist antal børn, der har smukke navne og en fraværende far. Det er her overvågningen strammer til, og livet er en lollet drøm, så længe man spiller efter reglerne, som forfatteren selv skriver. Snart befinder kvinden sig i et samfund, der både er uendeligt fjernt og uhyggeligt tæt på.

Romanen er syret og surrealistisk, et science-fiction værk, en samfundssatire og en skør og sjov dystopi, men også et sammensurium af sproglig leg og metaforer for den værdimæssige virkelighed, der befinder sig lige udenfor døren, uanset om man bor på Vesterbro eller i et lille økosamfund på landet. Udover moderskab, venskab, begær, underkastelse og ensomhed er den spækket med aktuelle temaer og kritiske pointer, der må ramme en nerve et sted hos enhver læser.

Suget springer i tid og sted, det kommer allevegne fra og gennemsyrer alt. Romanen suger læseren rundt i en centrifuge af indfald og møder med eksempelvis de tre alfeagtige veninder ved navn kødskam, røvskam og hjerteskam, som introducerer landsbyens uskrevne og paradoksale regler, og så er der de neddumpende hologrammer med navne som Stacy og Savannah, som minder om tegneserieagtige mangafigurer, der kommenterer, kritiserer og analyserer hovedpersonen, og der er girlbandet Au Pair Pops, der synger om livet som husslaver, der ikke må få børn, og der er elskeren BOB, som muligvis er et symbol på alle elskere. Der er sågar en modstandsbevægelse i omløb med følgende uddrag af en velkomstintro:

Til min modige ven. Til dig som har tilmeldt dig Modstand Ass.

Du tænker: Hvorfor skulle du have noget at klage over? Er der nogen, der generer dig? Er livet i Landsbyen ikke okay? Så hvorfor skulle du have noget at udsætte på dit nye hjem? På overfladen består Landsbyen af de mest velplejede kvarterer, fineste subkulturer, multietniske småsamfund og regnbuefamilier; i sprækkerne belønnes kun de hvide velnærede indbyggere, deres børn og katte og et lille udvalg af brogede gadekryds. Du er hvid og velnæret, fødedygtig og leveringsdygtig udi et moderat antal børn. Du er underkastelsesparat og konfliktsky, sød og rasende, kun milliarder af lysår fra at betale topskat, kun milliarder af lysår fra et virkelig udsat liv – så hvorfor i alverden skulle du klage? Jeg skal fortælle dig hvorfor. Landsbyen er et vaklende reolsystem med små hotdog-porcelænsstatuetter i evig bromance og stakke af Knausgaards Min Kamp og Houllebecqs Underkastelse i paperbackudgave på nederste hylde, jeg skal fortælle dig, hvorfor jeg lige har beskrevet bare ét ud af tusinde eksempler på maskulin, territorial, kolonial ynk, jeg skal fortælle dig, at så snart du vender ryggen til, selv om du gør dit allerbedste, går Landsbyen amok i fascistoide kælenavne til både dig og til alle de andre assistenter, de kalder jer fx lækkermås, sødling, pandabjørn, ferrero-rocher, numsefejemaskine, slaveskat, undermenneskebaby, nullergøj, de kalder dig mor. Vil du have at det skal fortsætte sådan?

Ja romanen står bedre i sin egen tekst end beskrevet i en anmeldelse, så jeg håber, at dette lange citat har suget dig ind og givet lysten til at læse og lade dig rive med. At læse Suget er som at blive hevet ind i et surrealistisk maleri med realistiske undertoner. Tag med på eventyr med den lille Glimmerhætte, som kastes rundt mellem fantasier og mareridt, dogmer og hykleri, alvor og satire, korrekthed og tyranni og måske mod slutningen opnår en slags fred i erkendelsen af, at hun aldrig bliver fri.

Suget kan læses som et feministisk og samfundsspiddende manifest men er også en slags parodi på samme. Det er en vild, vittig, viril og vanvittigt god roman. Jeg udfordrer dig til at læse den og mærke suget.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forfatteren og Forlaget Basilisk.

 

Rampen af Jesper Stein

~ isabelrosado

En af Danmarks bedste krimiforfattere Jesper Stein har med sin nye roman Rampen taget en afstikker fra sit alter ego, den alkoholiserede og dæmoniserede Axel Steen og stukket kniven direkte ind i sig selv. 

Med Rampen udforsker han sin egen og sine forældres smerte og svigt efter deres skilsmisse tilbage i 80’erne, og det gør han med en formidabel og stærkt vedkommende roman. 

Bortset fra chokket da unge Jesper opdager, at hans far er moren utro efter mange år sammen, begynder romanen lyst med en god og tryg barndom i en dannet kernefamilie. Forældrene er et velfungerende stabilt ægtepar par med en virkelig smuk og særpræget kærlighedshistorie bag sig. Far Finn er litterat, underviser på gymnasiet og anmelder for Weekendavisen, mor Jytte er sygeplejerske med ambitioner. De får to sønner, som de opfostrer i idylliske omgivelser i en herskabsvilla på Rampen ved Risskov i Aarhus, hvor det bedre borgerskab holder til. Men efter 29 års ægteskab er forholdet slidt, og faren finder nye græsgange med en yngre model, såmænd en af sine elever, mens moren ikke kan få sine ambitioner indfriet. Idyllen er brudt, og skilsmissen og begge forældres efterfølgende svigt får uendelige konsekvenser for hele familien og langt op i Jesper Steins voksenliv.

17-årige Jesper bliver hos sin mor i det store hvide hus og bliver brugt som følelsesmæssig erstatning for morens tab. Hun ryger ned i et sort hul, alkoholiseret, deprimeret og grænseoverskridende i forholdet til sin søn. Teenageren forsøger at finde sin egen udvej med piger og druk men havner i en destruktiv flugt fra situationen, der gør hjertehamrende ondt at læse om. 

Både forældrene og Jesper bruger i årevis alkoholen som en trøst og fast følgesvend, de nægter at slippe, selvom den ødelægger alt for meget.  

Jesper Stein skåner ingen og slet ikke sig selv. Han skriver præcist, nøgternt og troværdigt og lige på og hårdt med stærke, smukke sætninger, der aldrig forfalder til sentimentalitet. 

Stein formår oveni at beskrive passager ud fra morens synsvinkel, mens hun står midt i krisen og midt i livet. Et modigt valg, der virker absolut overbevisende.

Her et uddrag fra en skiferie kort inden, det hele ramler:

Og nu er hun her i en hytte, og alt er som det plejer. Tilsyneladende, Finn er, som han plejer. Han underholder om aftenen, diskuterer litteratur med Peter og Jesper. I går læste Peter triumferende op af hans seneste anmeldelse i Weekendavisen af Pia Tafdrup, og Jesper sluttede af med at råbe: “I sin fritid kan han godt lide at gå i bjerge og dyrke asparges.” En sætning, der er blevet et mantra for drengene, fordi den stod i avisens præsentation af Finn, som det aldrig er lykkedes at få en asparges til at vokse i jord noget sted. Lene ler hele tiden af ham, børnene driver gæk med ham, Anders er betaget, ja alt er som det plejer, men intet er godt. Det er ikke skiene og knæene, det er ikke klimakteriet, det er ikke afslaget, det er, som om han er væk. Hun kan ikke nå ham. Han smiler og er glad, men når han pludselig ser på hende , er der ikke noget i blikket, hans øjne viger, som om de ikke hører til hos hende, han ser væk.

Evnen til at sætte sig ind i sin mors tanker og berette fra hendes synsvinkel med empati og forståelse er imponerende. Der har muligvis været en kvinde inde over, men det sproglige overskud er Steins, og det lader sig ikke begrænse af køn. Det har det heller aldrig gjort tidligere i de vitterligt velskrevne krimier.  

Jeg sætter også pris på, at Jesper Stein ikke bruger en masse sider på at beskrive arbejdet med bogen eller fabulere over de etiske dilemmaer der er ved at skrive om sine forældre og lægge det personlige ud så åbent og ærligt. Nu har han taget beslutningen, og han tager skridtet fuldt ud. Det er en god beslutning, for Rampen er uden tvivl en roman, der både kan vække genklang, sympati og forståelse for, hvad det vil sige, at blive såret på sjælen, og at forældre kan svigte noget så grusomt, også når de ikke kun er fulde af sprut men også af kærlighed til deres børn.  

Rampen er en af de bedste selvbiografiske romaner, jeg har læst. En modig og rørende skildring af et familietraume, der rammer langt udover rampen. En rå og barsk roman af den slags man godt kan finde på at læse mere end en gang.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

 

Året med 13 måneder af Åsa Linderborg

~ isabelrosado

Den svenske journalist, forfatter og debattør Åsa Linderborg udgav i oktober Året med 13 måneder, en dagbog om sit liv i orkanens øje i et år med det svenske MeToo forløb, der kulminerede i 2017. 

Du kender hende måske fra det ganske interessante P1 program Norsken, svensken og dansken, hvor hun diskuterer aktuelle emner i et nordisk panel. 

I Danmark kunne udgivelsen ikke være landet på et bedre tidspunkt, da MeToo debatten her spidsede til i samme moment med en række opsigtsvækkende afsløringer om seksuel chikane og deraf følgende afskedigelser, der startede indenfor politik og medier og snart strakte sig udover flere brancher. Imens løb debatten amok på de sociale medier og udviklede sig lynhurtigt til en skyttegravskrig, hvor det blev svært for de aktive debattører at mødes på midten. 

Åsa Linderborg bidrager med sin bog og erfaringer til et nuanceret syn på debatten, da hun vedholdende og upopulært påminder om presseetik og retssikkerhed. Begreber hun selv får et fornyet syn på, da en af de magtfulde mænd i kulturbranchen, der bliver afsløret af hendes avis, ender med at begå selvmord, og hun både får og føler skyld for det. 

Som Kulturredaktør på Aftonbladet med base i Stockholm er Åsa Linderborg selv en magtfuld kvinde og med klummer og artikler, medvirker hun til nedfældelsen af magtmisbrugende mænd på den svenske kulturscene. En medvirken hun i dag fortryder – eller måske snarere måden det foregik på.

Åsa Linderborg reflekterer løbende over debatten i sin dagbog men også over sit personlige liv fra ung usikker kvinde til midaldrende magtfuld mediedame. Hun funderer over egne relationer og sit syn på mænd og på mænds blik på hende fra ung til ældre og påpeger et minefelt af gråzoner i mødet mellem kønnene. For eksempel at hun selv som chef ynder at røre ved sine medarbejdere, rode dem i håret og læne sig op ad deres skuldre, når de har gjort et godt stykke arbejde. At det ofte er, når mænd er gamle og grimme, at de anses for at være nogle klamme svin, hvis de udviser lysten til det modsatte køn, mens der kan være et mildere syn på unge, pæne mænd, der gør det samme. Forfatteren diskuterer med sig selv og med kollegaer, hvor grænserne går og præsenterer en række relevante eksempler på, at vi alle bidrager til hykleri i disse spørgsmål. 

Midt i mediecirkusset mister Åsa Linderborg sin kæreste til en yngre kvinde, og fortæller hudløst om den dybt personlige krise, hun nu står i midt i livet, hvor hun føler sig femti, fed og færdig som sensuelt væsen. Selvbilledet af powerkvinden, der har det hele, krakelerer, og hun beskriver smerten ærligt, sårbart og vedkommende.

Linderborg har desuden en interessant baggrund som skilsmisse- og arbejderbarn med socialisme og alkoholisme i bagagen, som hun tidligere har skrevet om i romanen Mig ejer ingen. Dagbogen berører derfor også forholdet til forældrene, og stoltheden over sine egne børn, og hvor langt hun egentlig er nået i tilværelsen.

Det er alt sammen vældig interessant og velskrevet læsning. Ligesom Linderborgs bidrag til MeToo debatten er et vigtigt indspark.

Undervejs måtte jeg dog flere gange slæbe mig selv igennem for at komme videre til det gode stof. Bogen kunne sagtens være redigeret ned fra et år med 13 til et år med 12 måneder, for mellem al det vigtige og personlige er der også en del ligegyldigt og småkedeligt fyld om livet i Stockholms kulturinderkreds med beskrivelser af restaurantbesøg, gourmetmenuer, shopping af dyrt tøj og konstant namedropping ved møder med kulturpersonligheder, som udenforstående ikke kender til og som ikke hver gang har betydning for bogens drive.  I efterskriftet gør Åsa Linderborg opmærksom på hvilke emner, hun faktisk har redigeret ud af sin dagbog, herunder forholdet til de freelancere, hun har været chef for. Det havde jeg så gerne læst om i stedet for den overflod af restaurantbesøg, der tog pladsen. Det havde været interessant, da det kunne have trukket nye spændende refleksioner ind i teksten, så det ikke alene handler om sexchikane og mænd kontra kvinder men også om magtforhold generelt og dynamikken mellem chefer og medarbejdere uanset køn. 

Det ændrer dog ikke ved, at enhver med interesse i MeToo og en analyse af både bevægelsens bidrag til et forhåbentligt snarligt bedre og mere ligestillet samfund men også faldgruberne undervejs bør læse denne bog. 

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af Forlaget Gutkind.

Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Når Sissel-Jo Gazan udgiver en roman, er der ofte garanti for en velfortalt og indlevende historie med en hovedkarakter, som beskæftiger sig med et videnskabeligt emne, der formidles på bedste nørdede vis og på en måde, der fænger den uvidende læser. Researchen er grundig, flot flettet ind i historien. Der er en imponerende detaljerigdom i fortællingen, og man lærer noget nyt hver gang.

Sådan er det også i den syvende roman Hvide blomster, der netop er udkommet, og her handler det om tatoveringer og botanik. I den forrige Blækhat var det Streetart, svampe, BZ-bevægelse og Aarhus i 1980’erne. Tidligere i de videnskabelige krimier med Dinosaurens fjer som verdensomspændende gennembrud har forfatteren beskrevet dinosaurer og fugle, og i Svalens graf vaccinationsbivirkninger og medicinalindustri. Sissel-Jo Gazan er selv biolog og har udover en dybdegående interesse i naturvidenskabelige emner også et bankende hjerte for de menneskelige relationer. For som gennemgående tema i flere af romanerne finder man også store familiedramaer om svigt, hemmeligheder og løgne. Dertil kommer et altid veltilrettelagt spændingsplot med adskillige overraskelser undervejs. 

Hvide blomster tillægger sig temaer som hævn og tilgivelse og har derudover en stærk socialrealistisk skildring af nogle af de mest sindsoprivende børneskæbner på dansk jord. Det er den fjerde roman, jeg læser af Sissel-Jo Gazan og efter min mening den bedste, siden Dinosaurens fjer. 

Hvide blomster starter på Samsø i 1993. En pige ved navn Bettina forsvinder, og lokalsamfundet er på den anden ende. Vi følger de to 14-årige kusiner Jenny og Tessa, der bor på Samsø og betragter forløbet og eftersøgningen af pigen. De er som nat og dag, og det samme er deres familier, men sammenholdet er stærkt. Jenny er kvik og dygtig til at tegne og nørder med botanik. Hun arver sin oldefars plantesamling, og det har en vægtig betydning for historien. Tessa er den rastløse, skoletrætte med det hårde ydre og det skrøbelige indre. Jennys mor Kisser er tatovør med et stort hjerte for svigtede børn, som hun hjælper udenfor lovens rammer. Hun er tvillingesøster til Jimmy, Tessas far, der også har et godt hjerte men en række alvorlige svagheder, der spænder ben, som det gennemsvigtede barn han er. Tato-Palle, der har egen legendarisk shop i Aarhus er deres far og pigernes højtelskede bedstefar. Hver især gemmer de på hemmeligheder fra fortiden og nutiden, der gennemsyrer familien i generationer.

Omkring dem et omfattende galleri af bipersoner fra den nysgerrige lokale betjent til de utallige halvsøskende og plejebørn, der er indlogeret hos Tessas mor Mona, der selv er en trøstesløs karakter med ret ringe forældreevne. Samt et væld af mystiske og mistænksomme typer fra øen, der skaber stigende uro omkring spørgsmålet, hvad er der sket med Bettina? 

Der er mange karakterer, og man kan godt blive lidt forvirret over, hvem der gør hvad mod eller for hvem, og nogle af bipersonernes bevæggrunde for deres handlinger flagrer lidt i vinden, men de centrale personer fremstår lyslevende og flerdimensionelle.

Romanen blander virkelige historier med fri og forrygende fantasi. Den er et yderst vellykket genremiks af spænding, socialrealisme, dannelsesroman, slægtsroman og tidsbillede, der på flere måder sætter nutidens debatter om for eksempel svigt og krænkelser i perspektiv. Det er i det mindste gået fremad. Opmærksomheden på børn der går for lud og koldt vand er noget større i dag, selvom alle problemer langt fra er løst. 

Jeg har haft en periode, hvor jeg gik kold i store murstensfortællinger men ikke denne gang. Ord og indhold flyder og fænger i et flow, man ikke har lyst til at afbryde trods 500 sider med 300 kapitler. Fortællingen kører derudaf med et herligt uprætentiøst men ikke desto mindre sprødt og sprudlende sprog, livagtig og humørfyldt dialog, og i modsætning til nogle af de tidligere romaner – uden overflødige sætninger og klichélignende fyld. Det er en fuldfed og fremragende roman, spækket med fantastiske detaljer, der leverer en helstøbt fortælling med vigtig samfundsrelevans samt indlevelse og hjertevarme for de svigtede og sårbare. 

Hvide Blomster er årets store fortællende roman. Den er ikke blot underholdende, den er vigtig. 

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

Paradis først af Kristina Stoltz

~ isabelrosado

Mens jeg skriver denne anmeldelse raser kolossale skovbrande langs den amerikanske vestkyst i staterne Californien og Oregon. Fænomenet er velkendt men eskalerer år for år og er nu værre end nogensinde. Skovbrande og klimakrise spiller også en rolle i Kristina Stoltz nye roman Paradis først, der udkommer i dag.

Paradise er en lille by i Californien, der går i brand i 2018, mens hovedpersonen Kristina efter mange års adskillelse er på besøg hos sin amerikanske langdistance kærlighed Marlon. De har boet tæt på Paradise, da de var unge, og forelskelsen var på sit højeste og i den grad brændende. Under genforeningen brænder Paradise helt ud, og det samme kan man sige om deres kærlighed, der har været så stærk og paradisisk, at det blev farligt. Trods store forskelle mellem de to har Kristina følt, at de var ens.

Vi ligner ikke hinanden længere, det har jeg lyst til at sige, vores ansigt er ikke det samme ansigt. Gad vide, om han også ved det, ser det, om du ser mig her på bænken overfor dig. Vores forhold endte ikke på den måde, som et forhold normalt ender, med et brud. Et brud var ikke muligt. Nogen ville dø, i virkeligheden, ikke som en forestilling, en metafor, nej det ville være en fysisk realitet, at nogen, at jeg ville dø, det tror jeg stadig.

Forholdet har ikke kun været intenst og passioneret men også turbulent, kaotisk og påvirket af kultur- og raceskel, af depression og vold og af forskellene mellem USA og Europa, og hvordan vi ser på hinanden. Meget er sket og forandret gennem de knap tredive år, de har kendt hinanden. Alt dette reflekterer Kristina over i en hyper aktuel kontekst af racisme, klimakrise, masseskyderier og præsidenten med det gule hår, mens hun undersøger kærlighedsrelationen og udviklingen af den i et dynamisk samspil mellem fortid og nutid mellem sandhed og følelse.

Det er imponerende, hvor godt det er lykkedes at komprimere så fornem en fortælling med så relevante temaer på så få sider.

Man kan undre sig over, at Kristina rejser til USA for at besøge sin eks på trods af deres lange historie, og hun undrer sig også selv, for Marlon skal giftes med en anden, og forholdet er for længst forbi. Kristina har børn og bor i Danmark. En genoptagelse, af det der var, har lange udsigter, og det findes ikke længere. Eller gør det? Kan deres samhørighed transformeres til et venskab og vil det? Og hvad er meningen med det?

Jeg spekulerer over, hvorfor for jeg igen befinder mig her, som om det ikke er en beslutning, jeg selv har truffet; at pakke sin kuffert, gå ned af trapperne og ud ad døren. Det ender med, at man sidder oppe under skyerne i en flyvende metalbeholder og lader sig fragte over seks tusinde kilometer. Skovbrandene skyldes klimaforandringer. Hundredevis af dyrearter er forsvundet fra jordens overflade. Hver dag uddør flere. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at kærligheden har mere med omgivelserne end med personerne at gøre. Når korallerne dør, hvad sker der så i mødet mellem to mennesker? Bliver det den samme fortælling? Bliver det overhovedet en fortælling? Så vidt jeg ved, er kærligheden altid en fortælling. På en måde fortælles den bagfra, mens den udspiller sig. Dengang vi forelskede os, var havene stadig fulde af levende koraller. Det er ikke så længe siden.

Paradis først er en atypisk og stærk kærlighedsroman skrevet i ét langt kapitel over 170 sider, der fletter fortid og nutid sammen i et yderst elegant og flydende forløb, der bevirker, at bogen er umulig at slippe. Historien er selvbiografisk men skrevet som et stilistisk eksperiment, der lykkedes helt utroligt godt. Forfatteren skifter mellem jeg fortæller og tredje person, som skaber distance til de passager, hvor forfatteren er i tvivl om, hvordan det egentlig skete. Romanen er dermed også en udforskning af selve erindringen om kærligheden, og det der var, og hvad der er tilbage. Kristina er aldrig i tvivl om, hvordan det føltes og beskriver med nerve og nærvær, så det virkelig kan mærkes hos læseren.

Skiftet mellem fortællerstemmerne fungerer formidabelt, og man er aldrig i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om, selvom den ene sætning er i København for år tilbage og den næste er i USA i nutiden.

Romanen er et slående eksempel på, at autofiktion og autenticitet kan skabe den allerbedste og mest vellykkede litteratur, der vækker genklang hos læseren. Det gjorde den i hvert fald for mig. Muligvis fordi jeg selv har en lignende historie i bagagen men ikke kun derfor.

Først for nylig er jeg kommet i gang med Kristina Stoltz forfatterskab med romanen Som om der også er selvbiografisk og helt forrygende. Også den fletter fortid med nutid, barndom med forældresmerter og voksenliv med parforhold og skilsmissesmerter, samt et øje der reagerer fysisk på det hele.

Alle litteraturelskere, der mener, at de er trætte af autofiktion, burde tage fat i disse to værker af Kristina Stoltz. Jeg er overbevist om, at de vil ændre mening og falde for genren på ny. Paradis først er en af efterårets helt store læseoplevelser.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Hummerens skjold af Caroline Albertine Minor

~ isabelrosado

En fortælling om en splittet familie, der ikke kan undsige sig deres indbyrdes relation og blodets bånd, hvorend de gerne vil. Selv ikke døden kan fjerne den påvirkning, familiemedlemmer har på hinanden. Herunder indgår en række andre tematikker om forældreskab og svigt, moderhjerter og søskendeforhold der ikke kan brydes på trods af store afstande og års adskillelse.

Romanen fortælles i fem spor. Vi følger tre søskende Ea, Sidsel og Niels, deres afdøde forældre, som mødes i det hinsides og den clairvoyante Bee, der bor i San Francisco. Det samme gør danske Ea. Hun forlod Danmark langt tilbage, og lever nu i den amerikanske storby sammen med den oversete kunstner Hector og hans datter Coco. Ea skal aldrig have børn:

Så længe hun kan huske, har tanken om at en dag at skulle føde et barn føltes som en hånd for munden; et hus uden vinduer.

Men Ea vil gerne i kontakt med sin egen mor, for hun forstyrrer i hendes sind. Forklaringen forsøger hun at få gennem Bee. Kæresten Hector bemærker på et tidspunkt:

Ea virker ramt af den samme melankoli, der greb hans demente mormor i hendes sidste tid. Som om hun efter årevis med selvvalgt amnesi faktisk har glemt noget, hun ville ønske, hun kunne huske.

Bee har selv en voksen datter, der ikke fik lov til at kende sin far. Hun har en ret speciel beskæftigelse, som vækker glæde hos søvnløse Niels helt på den anden side af Atlanten. Niels er en rastløs sjæl og lever så frit som muligt af at sætte plakater op og bo hos venner og bekendte. Han var ganske ung, da forældrene var væk og blev overladt hos en tante, da de to søstre rejste ud i verden. Den mellemste Sidsel er tilbage i København nu enlig mor til Laura, som hun har fået med en uanende gift mand, hun havde en affære med i London. Det umiddelbart eneste fællesskab, de tre søskende har, er, at de er enspændere, har meget få venner, isolerer sig med de nære, de trods alt har, mens de venter – som en sårbar hummer venter på udskiftningen af sit skjold, inden den atter bevæger sig ud i verden. De tre søskende deler en vrede eller snarere end tomhed måske endda en kronisk depression over opvæksten og fortiden.

Selv føler Niels sig tung som et ondt år. Det er, som om det, der ligger bag ham, vejer det tidobbelte af nutiden og fremtiden tilsammen, som om han ville blive ved med at falde, hvis han tillod sig at slappe af, bare et øjeblik.

Når de genoptager kontakten indbyrdes, er den sporadisk og flygtig. Som da Ea besøger Sidsel efter fødslen:,

Hun rejste tilbage til Californien og efterlod sin søster til den lille riflede krop og en udmattelse, der virkede så privat og uigennemtrængelig som en ny forelskelse.

Sidsel må selv rejse fra sin datter, da hun skal på arbejde i London. Hun er nødt til at bede Niels om at passe Laura, og de må begge agere imod deres natur for familiens skyld. Det samme sker for nogle af de andre personer i historien.

Hummerens skjold er en særlig og lidt en særling af en roman, der vrimler med karakterer, metaforer og sidehistorier. Grunden til at jeg citerer flere passager er, at det er dem, der griber mig snarere end historien som helhed. Som læser bliver jeg i tvivl om, hvor forfatteren vil hen. Jeg søger en klarere sammenhæng og et mere logisk narrativ for, at jeg helt kan engagere mig i personernes liv. Der spilles på mange tangenter, og løse ender opstår. Slutningen sættes ind fra sidelinjen og flagrer uforløst i forhold til hovedhistorien. Det kan tænkes, at jeg simpelthen ikke forstår hensigten og dybderne af eksempelvis det åndelige aspekt, som har en central rolle i romanen. Nogle dele virker som tilfældigt indskudte anekdoter og fænomener, forfatteren har oplevet, opfundet eller hørt om og synes kunne være sjove at få med og skrive om.

Skrive det kan hun og på sin helt egen måde. Smukt, skarpt, rørende og sanseligt, som hun også viste det i novellesamlingen Velsignelser. Sproget er romanens styrke, fyldt op af vidunderlige sætninger, man kan glæde sig længe over.

Som i starten af romanen hvor Sidsel har fået børneorm, og man kan mærke det som en fantomsmerte:

Der var det igen. Fornemmelsen af at nogen skriver med en fin pen på indersiden af hendes endetarm, broderer på den mindste pude.

Caroline Albertine Minor er en hamrende dygtig prosaist, og der er en sikkerhed, substans og originalitet i hver eneste sætning. Det hele flyder fint og let, og gør romanen til en fornøjelse at læse trods de nævnte uklarheder. Det er selvfølgelig også et spørgsmål om fortolkning. Hvad vil læseren selv have ud af den? Læs den i det mindste for sprogets skyld og måske også din egen.

★★★★☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gutkind.

Min søster er seriemorder af Oyinkan Braithwaite

~ isabelrosado

Søskende kan være så forskellige og alligevel så ens. For søstrene Ayola og Korede er det en usandhed med modifikationer. Den ene er skræmmende smuk og forblænder alt, der skygger for solen, den anden bliver dårligt bemærket. Ayola designer tøj og blogger på You Tube. Hun kan ikke gå forbi en mand, uden at han vil giftes,  om han har en kone eller ej. Rige mænd sponserer hendes forretninger. Skiftende kærester forguder hende.

Korede går i et med tapetet, arbejder hårdt som sygeplejerske på et hospital, passer patienter i koma – som hun også betror sig til, og så rydder hun op efter sin søster. Smukke Ayola har den brist, at hun går med kniv og ikke kan styre sit temperament. Gang på gang kommer hun til at slå sine kærester ihjel, angiveligt fordi kæresterne skulle til at slå.

Historien finder sted i Lagos, Nigeria i en veluddannet, moderne middelklasse, men kvinder kan trods styrke, selvtillid og selvstændighed kun til en vis grad gøre sig uafhængige af mænd. Siden søstrene var små har Korede haft til opgave at passe på Ayola, og derfor rydder hun op efter hendes blodsorgier uden de store protester bortset fra: – Hvad fanden er der galt med dig! Men hun tager slæbet og har styr på de helt rette rengøringsmidler, når et blodigt lig skal skaffes af vejen.

Da Korede selv får et crush på sin lægekollega Tade, indfinder dilemmaet sig, for da han får øje på Ayola, er han ligeså fortabt som de andre hankøn, og Korede har på forhånd tabt slaget om mandens hjerte. Det er nu op til hende at vælge. Skal hun advare Tade mod den skæbne, der kan vente forude, hvis han indlader sig med søsteren, eller lade den gå sin gang, så Ayola kan fortsætte sine ugerninger uden at stå til ansvar og tage konsekvenserne.

Det lyder måske som et grotesk set-up, men romanen Min søster er seriemorder er en lille genistreg. Skrevet af en ung nigeriansk forfatter Oyinkan Braithwaite, der har en yderst velslebet pen. Sætningerne er simple og korte, men historien er fuld af dybde. Den handler om komplekse søskende relationer. Det hele sat på spidsen men på en måde, der trods blod og mord nok kan vække genklang. Forhåbentlig ikke det med mord men splittelsen mellem misundelse, forskelsbehandling, uretfærdighed, dårlig samvittighed og en endegyldig loyalitet, når nære i familien begår dumheder, og når forældre gør forskel på deres børn.

Ayolas voldshandlinger er ikke opstået ud af det blå. Der ligger årsager bag begge søstres handlinger og indbyrdes relation, og selvom læserens sympatien det meste af vejen er med Korede, så opstår også en vis forståelse for Ayola.

Romanen er enkel, velskrevet, flyder ubesværet og er hurtigt læst. Den har dybde og humor og er både spændende som en thriller og underholdende med sin kombi af subtilt drama og komedie. Oveni er det ret forfriskende at få et andet blik på et afrikansk land fra en lokal forfatter, så de gængse forestillinger om folk og fattigdom får en vridetur i fordomsmaskinen. Et spøjst men gedigent mesterværk.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Peoples Press

 

Vi er kortvarigt smukke her på jorden af Ocean Vuong

~ isabelrosado

Som titlen antyder, er romanen Vi er kortvarigt smukke her på jorden, et værk der kalder på filosofisk eftertanke, men det er også en dybt personlig og rørende historie, der på trods af stor poesi og elegante sætninger ikke forsøger at underbetone livets hårde sandheder.

Det er en ekstremt smuk og delvist selvbiografisk fortælling udformet som et langt brev fra hovedpersonen ’Lille Hund’, som skriver til sin ordblinde mor, da han er blevet voksen, og hun er blevet gammel. Her fortæller han hele sin sandhed om deres liv sammen uden omsvøb og uden bebrejdelser, selvom der nok kunne være en anledning eller to til det, og om det liv han i vid udstrækning har levet alene med. Alt det hun ikke ved om ham og sandsynligvis slet ikke vil vide. Og muligvis aldrig kommer til at vide, da han skriver på engelsk, som hun aldrig har lært at tale.

Da Lille Hund er ganske lille i starten af 1990’erne kommer han til USA fra Vietnam sammen med sin mor, moster og mormor. De er flygtet fra efterdønningerne af Vietnamkrigen. Det er ikke nogen let tilværelse, der venter dem i USA, men livet var også svært i Vietnam. Moren er selv af blandet herkomst, hendes far en amerikansk soldat, der er ude af billedet.

Fattigdom og hårdt arbejde følger med til USA og splittet mellem to kulturer opdager den unge mand snart, at han er homoseksuel, men moren vil i mange år ikke vide af det. Det er ikke derfor, at hun slår sit barn, når afmagten presser på, det sker blot jævnligt og uden varsel som en måske for hende naturlig del af børneopdragelsen. Men han søger naturligvis efter en forklaring:

Jeg læste at forældre der lider af PTSD er mere tilbøjelige til at slå deres børn. Måske har volden når alt kommer til alt alligevel en monstrøs oprindelse. Måske er det at lægge hånd på sit barn at forberede ham på krig. At tale om at det at have et bankende hjerte er aldrig lige så enkelt som hjertets arbejde med at sige ja ja ja til kroppen.

Der er nok at slås med, og kommunikationen mellem mor og søn er i mange år svær, selvom kærligheden mellem dem er tydelig.

Man siger at hvis du ønsker dig noget brændende nok, ender det med at styre dit liv som en form for gud. Men hvad hvis det eneste jeg nogensinde har ønsket mig, var retten til mit liv, mor? Jeg tænker på skønheden igen hvordan vi jager visse ting fordi vi har vedtaget at de er smukke. Hvis et enkelt liv sammenlignet med vores planets, virkelig er så kort som de siger, som at blinke med øjnene, så er dét at være smuk, selv fra den du bliver født til den dag du dør, stadig kun at være kortvarigt smuk. Som lige nu, den måde solen tager sig ud, lavthængende mellem elmene, og jeg kan ikke se forskel på solopgang og solnedgang. Verdens forskellige måder at blive rødere på ser ens ud for mig – og så mister jeg fornemmelsen af øst og vest …..Fordi solnedgangen, ligesom det det at overleve, kun findes på kanten af sin egen forsvinden. For at være smuk må du først blive set, men at blive set gør det også muligt at jage dig.

Der er en overflod af smukke bøger her på jorden, og livet er for kort til dem alle, men der burde være tid nok til at tage denne fine roman med i din læsetid. En poetisk og barsk fortælling om identitet og eksistens og retten til at være her.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag

 

Otte måneder af Magnus Montelius

~ isabelrosado

Under Corona-krisen har der været rigeligt med krimi i virkeligheden til, at jeg ikke har haft det store behov for krimi i fiktionen, meeeen et par stykker er det da blevet til. En af dem er årets modtager af Palle Rosenkrantz prisen Otte måneder skrevet af svenske Magnus Montelius.

En velskrevet, spændende politisk thriller, som holdt mig fanget hele vejen, om end den også skuffede på visse punkter. Montelius har selv en baggrund i det svenske statsapparat og diplomati, og hans indsigt i det politiske liv og ikke mindst spillet bag kulisserne er derfor slående og aldeles overbevisende.

Handlingen foregår i Stockholm, hvor den unge freelance journalist Nina får sit livs scoop af en historie serveret på et sølvfad og derpå får væltet den svenske udenrigsminister. Han bliver udskiftet med en ny ukendt figur, der bliver hentet ind fra regeringens periferi til overraskelse for hele statsapparatet. En karismatisk mand ved navn Jacob Weiss med en storslået international karriere bag sig. Han vil utroligt gerne gøre en forskel for verdenssamfundet, men inden han han kan. blive godkendt til den magtfulde position, skal han igennem et baggrundstjek hos sikkerhedsagenten Max, en tidligere embedsmand, der nu hyres til den slags.

Max finder et hul på otte måneder tidligt i Weiss’ ellers så imponerende karriereforløb, men af forskellige årsager får han lov at passere uden yderligere spørgsmål. Snart kan Nina vinke farvel til ligegyldige freelanceopgaver, for hun bliver ikke-helt-tilfældigvis hentet ind som pressesekretær for den nye minister. Nina imponerer med det vuns i sit nye hverv som garvet spindoktor, et job hun nærmest er født til trods sin ringe erfaring, men snart er hun viklet ind i en international intrige, der trækker spor til et spion netværk i Rusland og dets hensigter om at påvirke den svenske udenrigspolitik. Imens føler Max sig nødsaget til at grave videre i Weiss mystiske fortid, og inden længe begynder folk at dø omkring dem begge.

Jeg var rigtigt godt underholdt hele vejen igennem romanen og var ikke på noget tidspunkt fristet til at opgive den undervejs på trods af, at den er lidt kliché, at den i visse kapitler kører i ring og sagtens kunne være skåret med en god stak sider. Værre endnu at hovedplottet stort set er gættet tidligt i forløbet, at hovedpersonen ofte fremstår irriterende og naiv og træffer elendige valg. På den anden side havde der ikke været meget historie tilbage, hvis hun ikke havde gjort det. På trods af alt det er det stadig en spændende og læsværdig thriller med pageturner-effekt. Alle de bedste point skal gives for en yderst troværdig og interessant skildring af det politiske liv og magtspillet i den svenske regering. Det er vildt nok.

★★★★☆☆

Bogen er venligst fremsendt af forlaget Modtryk