Folkets skønhed af Merete Pryds Helle

Den store danske roman i 2016 bærer titlen Folkets skønhed, en sand læser darling der vandt både De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris. Nu har jeg også læst den, og jeg forstår helt og holdent begejstringen. Historien er en slægtsroman baseret på forfatterens egen familiehistorie, og den er grum og meget lidt skøn.

Vi befinder os på Langeland først i 1930’erne, op gennem besættelsen og senere 1960’erne. Marie bor med sine søskende, mor og far i et hus på landet. Alle må hjælpe til, køer skal malkes, der er kartofler og kød på bordet hver dag, men også ydmygelser, lussinger og nedsættende bemærkninger. Seksuelt misbrug fra både far og bror indgår som en nærmest naturlig del af hverdagen.

Det eneste skønne i familiens tilværelse er et maleri, der bærer titlen Folkets skønhed. Det forestiller to kvinder, der arbejder i marken med ryggen til og rumpen i vejret. Maries far er en dedikeret socialdemokrat og erhverver sig maleriet, der bærer signaturen Vincent, med enorm stolthed.

Da faren kommer ud for en alvorlig ulykke som arbejdsmand og bliver indlagt i København først med brækket ryg, senere på lukket psykiatrisk afdeling, ændrer det dynamikken i familien, men det bliver ikke nemmere med mor, der er trist, træt og streng.

Marie kommer ud at tjene på Frøken Videbæks hjem for piger, der er kommet i uføre herunder Frøken Mortensen: Elna satte Marie ind i, hvordan proceduren var. De skulle ikke lindre fødslen, for pigerne skulle ligge, som de havde redt, ellers ville de hore igen, og frøken Mortensen havde ikke engang lært det første gang.

Den ene ubærlige situation efter den anden præsenteres som hverdagskost, og personerne er ulykkeligt uvidende om al den dobbeltmoral og hykleriet, de gebærder sig i. Hver og en påtager sig sin skæbne uden at kny, for sådan var det nok dengang.

Marie vil noget andet og mere, og hendes udkårne elektrikerlærlingen Otto vil gerne give hende det, men Marie er brændt af barndommen og svær at gøre glad. Otto har temperament og kan blive ond i sulet. Han har en dårlig vane med at kalde Marie for ‘luder’, så snart noget går ham imod. Som da Marie bliver gravid første gang, og det ikke lige passer ind i planerne, selvom de på det tidspunkt er blevet gift og flyttet til København.

I takt med at Marie og Otto opnår større velstand, køber hus og materielle goder bliver de i stand til at konfrontere familiens dæmoner, men det bliver ægteskabet ikke lykkeligere af.

Folkets skønhed er dansk historie og socialrealisme af højeste kaliber, og hvis man vil kende vrangsiden af fattig-Danmark dengang og følge en families historie fra den spæde udvikling af velfærdsstaten og udflytningen fra land til by, så er det bare med at gå i gang med denne fantastisk velskrevne skønhed af en roman.

Romanen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

 

Reklamer

Niksen af Nathan Hill

skaermbillede-2017-02-28-kl-14-42-13Hvis du som jeg har en forkærlighed for romaner, der giver sig i kast med den store amerikanske fortælling, så fejer du læsebunken af natbordet og går i gang med Niksen af Nathan Hill. Jeg elsker hver eneste sætning i den her bog i en grad, at jeg får hvide lyspletter for øjnene, hver gang jeg læser let henover linjerne i stedet for at dvæle og suge ordenes handling og mening ind som hjerneføde og fornyet læseenergi. For det giver den i rige mængder, udover at den er eventyrligt underholdende, morsom, rørende og nærmest uhyggeligt forudseende aktuel i sit syn på politik og medier.

Ud af romanens 750 sider har jeg markeret cirka 500, fordi de er spækket med stærke sætninger skrevet i et klart og formfuldendt sprog med tankevækkende citater og skarp samfundskritik. En helt igennem imponerende debut af Nathan Hill, som har taget sig ti år om at skrive sin fantastiske historie, ligesom Donna Tartt gjorde med Stillidsen. Det giver litterære point, når en forfatter gør sig så meget umage, og tendensen med at skrive lange romaner giver fuldstændig mening i dette tilfælde. Der er ikke en linje for meget.

Historien udspiller sig i Chicago, New York, Iowa og Nordnorge og springer i tid mellem 1968, 1988 og 2011. Samuel er en først lovende, nu falleret og ensom forfatter. Han skylder sit forlag en bog på grund af et forskud, han for længst har opbrugt, underviser i litteratur på college for at overleve og spiller computerspil resten af døgnet i kamp mellem elve og orker.

Hans mor Faye forlod ham pludseligt, da han var 11 uden en forklaring, og hans store kærlighed fra barndommen går tabt på samme tidspunkt. Efter tyve år uden kontakt dukker Faye op i medierne, anholdt for terrorisme, fordi hun har kastet med sten mod en yderst højresnoet guvernør, der stiller op til præsidentvalget. Et billede fra en protestdemonstration i 68’ skaber overskrifter om en radikal hippie, der sågar har været anholdt for prostitution. Samuel kender kun sin mor som indadvendt, kærlig husmor i Iowa, der forsvandt ud af hans liv og tog trygheden med sig fra den ene dag til den anden. Morens historie kan være Samuels redning mod et sagsanlæg fra sit forlag, og han går i gang med at researche til sin bog om Hippie Terroristen.

Undervejs får han hjælp fra en medspiller på nettet ved navn Pwanage, hvis livsstil vil få alarmklokkerne til at runge hos enhver forældre til en gamerboy. Samtidig bliver han udsat for en hævnaktion fra en elev, Lede Laura der giver begrebet narcisisme nye vidder, og hvis projekt han har dumpet, fordi hun har skrevet det af fra nettet. Samuel er i krise, men efter Fayes mening er en krise slet ikke en krise, men blot en ny begyndelse. ..Alle virkelige forandringer bør i første omgang skræmme dig.

I sin efterforskning møder Samuel markante personer fra sin mors fortid, og får åbnet sprækkerne ind til en forståelse af hendes uforståelige valg og en erkendelse af, at æblet nok ikke falder så langt fra stammen, og at niksen! flytter med, uanset hvad man selv måtte mene. Flere af bogens temaer rammer lige i hjertekulen, og nedslående nok er de, der handler om kvindens emancipation, kampen mod misogyni og for menneskerettigheder som ved et trylleslag blevet tæt på ligeså højspændt nu i 2017, som de var i 1968.

Niksen er både storslået familiesaga, psykologisk drama, politisk satire og skarptslebet samtidskritik. Helt på højde med Donna Tartt, Jonathan Franzen, og jeg vil mene højere end John Irving, som han også er blevet sammenlignet med.

Nathan Hill er godt i gang med at indtage det litterære verdensherredømme med sin roman, og en tv-serie baseret på The Nix er allerede under produktion med selveste Meryl Streep i hovedrollen. Man kan så vælge at se den som et bud på, hvordan det var gået, hvis hun aldrig var vendt tilbage til det barn, hun forlod i Kramer mod Kramer eller som en forlængelse af sin nyligt vundne status som Hollywoods talerør og oprør mod det nye politiske regime i USA, der knap har varet to måneder men føles som to år. Det kan kun blive godt, og jeg glæder mig.

Bogen er venligst tilsendt af Lindhardt og Ringhof.

Forfatterinterview: Jesper Stein om den kreative proces

Jeg har talt med forfatterne Jesper Stein og Olav Hergel om forskellen på at skrive journalistik og fiktion og om den kreative proces til en studieopgave i manuskriptudvikling. Det synes jeg også, I skal have glæde af.

Læs anden del med Jesper Stein:

Jesper Stein, journalist, forfatter
Foto: Les Kaner, Politikens Forlag

“Det sjoveste i verden er at skrive fiktion”

Om den kreative proces, motivation, flow og faglige kicks.

Du er fuldtidsforfatter. Er du også stadig journalist?

“Nej. Jeg vender ikke tilbage til journalistikken. Der har været lidt relaterede opgaver, men jeg bliver nødt til at sige fra og nej til journalistiske opgaver, så jeg kan fokusere og skrive. Siden jeg udgav første bog har jeg vidst, at jeg kunne leve af at være forfatter. Den solgte over 20.000 og blev udgivet i udlandet.”

Havde du en plan om at skrive mange bøger?

“Nej, jeg er meget mere impulsiv. Da jeg skrev den første, ville jeg bare gerne have den færdig. Det er jo en kæmpe overvindelse at komme derhen, for alt er nyt. Så kan man have taget 48 kurser og læst 25 bøger om creative writing og narrative journalism, men alligevel gælder det om at blive færdig.”

Hvorfor har du valgt at skrive fiktion?

“Jeg har villet skrive, siden jeg var i 20’erne og har altid skrevet til skuffen, men jeg blev aldrig færdig med noget. Jeg skrev aldrig over 15 sider, og det kan der sikkert være mange psykoanalytiske årsager til, som jeg ikke selv kan gennemskue. Det hænger sammen med et dybt og brændende ønske om at blive forfatter men ikke rigtigt at have noget at bringe videre før nu….andet end min store weltschmertz. Det kunne andre skrive mere fremragende om. Jeg startede med at skrive lyrik. Jeg var ung, da den gyldne generation af 80’er lyrikere brød igennem, og jeg flyttede selv til København og gik rundt i deres fodspor. Da jeg var i 30’erne og fik mit første barn, forsøgte jeg at skrive sådan lidt depressive romaner om parforholdets opløsning. Det var godt, det ikke blev til noget. Så jeg skulle op i 40’erne, før jeg både havde noget at skrive om men også troede på, at jeg selv kunne magte det format, som en roman jo er.”

Hvorfor blev du journalist, hvis du gerne ville være forfatter?

“Jeg havde ti fjumreår, hvor jeg tossede rundt og lave alt muligt og tog en halv uddannelse, læste lidt litteratur og lidt halløj… Så i slutningen af 20’erne tænkte jeg, at jeg måtte se at få lidt retning i livet, og så blev jeg journalist. Det var kanonsjovt og super spændende. Jeg kunne godt lide at skrive nyheder og var god til det i mange år. Det er en superdisciplin at kunne skære en nyhed på fem minutter. Det var et fag og et håndværk, jeg gik op i. At skrive godt. I mange år skrev jeg krimi- og retsstof, og senere fik jeg lov til at skrive de store brede reportager. De sidste ti år arbejdede jeg som litteraturjournalist og interviewede en masse forfattere og folk fra bogbranchen. Det lærte jeg helt afsindigt meget af. Det har været tyve virkelig givende og arbejdsmæssige lykkelige år. Det kan ikke overvurderes, hvad det har givet af færdigheder og oplevelser. Jeg har rejst verden rundt og prøvet alle de forskellige genrer. I den tid troede jeg ikke på, at jeg selv kunne skrive en bog.”

Hvordan ændrede det sig?

“På et tidspunkt var der et forlag, der skulle lave en bog med Bent Isager Nielsen (tidligere chef for politiets rejsehold red.) Så spurgte de, om jeg ville skrive den. Det blev ikke noget stort kunstværk, men jeg var i gang. Det var et stort arbejde at skabe en rød tråd i hans personlige fortælling efter mere end tyve samtaler, men det gjorde jeg. Senere havde jeg noget orlov, og så begyndte jeg at skrive og “smed en død mand ned på Assistens kirkegård”, og så fik jeg skrevet 80 sider på en måned. Dem sendte jeg til nogle venner med forstand på litteratur. De læste det og sagde, jeg skulle sende dem med det samme til et forlag. Det var jeg så for jysk til. Jeg kunne ikke finde på at sende noget, der ikke var færdigt, men det motiverede mig til at skrive videre.”

Arbejdede du med plot og struktur på det tidspunkt?

“Nej, jeg skrev bare. Det gjorde så også, at jeg undervejs fik nogle ideer…jeg har altid været fascineret af forfattere som Jo Nesbø og Michael Conolly. De leverer altid nye overraskelser. Så får man én på den ene kind og så én på den anden. Jeg fik nogle ideer, som jeg gik og vendte, og det sinkede mig i 3-4 måneder. Der gik to år før, jeg var helt færdig og, jeg sendte ikke noget til forlag før. Det er sgu svært første gang.”

Skrev du meget om?

“Nej, det gjorde jeg egentlig ikke. Men jeg tænkte i lang tid over, hvordan det skulle være. Jeg stod op kl. 4 om morgenen og skrev noter om, hvordan det hele skulle hænge sammen, og jeg kunne ikke altid få det til at passe. Jeg brugte uger på det.”

Hvordan strukturerede du dit skriveliv? 

“Jeg skrev i alle de lommer, der var, mens jeg havde fuldtidsarbejde. Nogle gange ringede jeg hjem og sagde, det trak ud, selvom det var løgn og sad og skrev på arbejde.”

Kunne du godt gå ind og ud af stoffet på kort tid?

“Nej. Det var så en af de dyre erfaringer, jeg gjorde mig, men jeg kunne åbenbart lidt alligevel, for jeg gjorde det jo. Men det er nemmere, hvis man skriver 23/7. Er man væk fra bogen i 14 dage, så bruger man simpelthen 3-4 dage på at komme ind i den igen. Der er mange ting, hvor jeg læser og tænker, hvorfor har du skrevet det? Man mister nemt den røde tråd.”

Bruger du post-its og kartotekskort for at holde styr på det?

“Nej, slet ikke. Jeg har prøvet det, men det fungerer ikke for mig. Jeg har i bunden af manus 15-20 mudrede sider, som skal flyttes ind et andet sted.”

Blev du træt af det og var tæt på at give op, eller fik lyst til at gå i gang med noget andet?

“Nej. Jeg holdt fast i det. Det viste sig, at jeg faktisk havde noget i mig, som jeg ikke selv vidste, jeg havde. Og det prøver jeg altid at give videre. Der var en sejhed og vilje til at fuldføre projektet. Jeg var simpelthen ikke klar over, at jeg kunne det, men jeg blev færdig. Så sad jeg og kiggede på bogen og vidste ikke rigtigt, hvad den skulle hedde, og hvad jeg skulle gøre. Jeg sendte den til en bekendt på et forlag, som gav mig en masse gode råd, men jeg kunne ikke bruge dem til noget, for så ville projektet tage en hel anden drejning. Så begyndte jeg at tvivle på mig selv. Men så viste jeg det til nogle flere og min familie, og de synes alle sammen, at det var fremragende. Den 20. december 2011 sendte jeg den til fire forlag. Jeg sendte til dem på én gang.”

Det må man jo ellers ikke?

“Jo det må man. Og det skal man gøre i dag. Jeg sendte det specifikt til folk, jeg kendte på forlagene, og så hørte jeg meget hurtigt fra dem. De var alle interesserede. Jeg skrev selvfølgelig “PS. for en god ordens skyld, har jeg sendt til fire forlag.” Det er det bedste råd, jeg kan give. Så får du læst din bog i løbet af 14 dage i stedet for at skulle vente i et halvt år. ”

Synes du selv, det var godt, da du sendte det ind?

“Nja. Jeg havde det vel blandet. Den ene dag synes man jo, det er kanon godt, og den næste hader man det som…Sådan har Niels Lyngsø og Peter Øvig det også. Og det har vi alle sammen…det må man bare se udover.”

Hvordan vil du beskrive din kreative proces, når du skriver fiktion, nu hvor du er erfaren?

“Når jeg skal lave en bog, er der tre faser. En indledningsfase som varer en 2-3 måneder, hvor jeg går og tænker og tager noter på min telefon og finder stemmerne og tester sporene. Hvad skal der ske i min hovedpersons liv? Hvad skal han udsættes for af pres? Hvad er motoren? Der er to motorer i en krimi: den ydre handling/plottet, som alle tror er det vigtigste –  det er jeg sådan set ligeglad med, og så den indre handling og selve karakteren. Det er det helt afgørende for mig. Det bruger jeg meget tid på. Så tager jeg en uge i sommerhus og skriver de første 20-40 sider og finder de forskellige stemmer, og hvilket sprog de skal tale med. Derefter tænker jeg over, hvad bogen skal ende med, før jeg går i gang med midterstykket. Så tænker jeg på de forskellige turns.”

Laver du out-line, beskriver vendepunkter osv., inden du skriver?

“Nej, det gør jeg slet ikke. Jeg kender det godt, og jeg tænkte over det med min første bog, men jeg tror, da det ligger et eller andet sted i baghovedet. Når jeg er ude og fortælle om overgangen fra journalistik til fiktion, så er det jo til mennesker, der har set utallige tv-serier og film og fået fortalt historier, siden de var små. Der er utroligt mange fortællestrukturer, som ligger inde i os. Vi kan godt kalde det point-of-no return og pis og papir…men vi ved jo godt, de ting kommer undervejs. Det bremser en enormt meget, hvis man skal bruge de modeller hele tiden. Noget af det jeg fik mest ud af ved Robert Mckees kursus var, at han sagde, når du først har skrevet en scene, som du selv synes er skidegod, så skal du lægge den til side og skrive en ny version og en ny og en ny. Jeg tror, han ville have ti versioner. Det er jo alt for meget, men det har lært mig, at når jeg får en ide, så er det tit den mest logiske og klichefyldte. Det er dem, der først falder en ind. Så tænker jeg, hvad hvis det var omvendt? Hvad hvis det ikke var ham, der var vild med hende, men hende der var vild med ham osv. Hvis læseren forventer, der sker noget, og det så er lige det, der er ved at ske, men så sker der noget helt andet, så er læseren åndeløs, ikke? Så bliver læseren spulet gennem min bog. Det bliver uforudsigeligt.

Men altså 3-4 måneder hvor jeg tænker over ideer, og hvad der skal ske. Så skriver jeg en intens periode på 2-3 måneder. Så skriver jeg et råmanus og tager i den periode på nogle skriveophold en uge ad gangen, På en uge kan jeg få lavet en kvart bog. Så laver jeg ikke andet i den uge og skriver vel en 16 timer i døgnet i alt. Jeg er ikke så sjov i ugen efter.”

img_2678Laver du overspringshandlinger?

“Ja, men jeg sidder foran computeren. Så har jeg et ulæseligt råmanus, som jeg arbejder videre med. Til slut er der et redigeringsforløb med min redaktør i en 3-4 måneder, hvor jeg arbejder meget sammen med hende. Så skriver vi det igennem en fire gange.”

Går din redaktør meget ind i stoffet?

“Ja hun går rigtigt meget ind i det. Det er der forfattere, som ikke bryder sig om, men med min baggrund som journalist, så er jeg jo vant til det.”

Har du nemt ved at sætte dig selv i skriveflow? (tilstand hvor pennen flyder, forfatteren er fuldt fokuseret, glemmer tid og sted og ikke lader sig afbryde eller tyr til overspringshandlinger)

“Det er i hvert fald den tilstand, jeg eftertragter. Det er der, jeg er mest lykkelig i mit liv overhovedet. Det er ikke så svært for mig, men det kræver, at jeg har tid og koncentration, så kan jeg hurtigt komme ind i mit stof.”

Hvordan gør du helt praktisk? Har du ritualer?

“Nej. Men jeg sørger for at have flere åbninger i mit manus. Flow er den tilstand for mig, hvor jeg er i stand til at finde på. Det er det sværeste af alt. Det siger andre forfattere, og sådan er det også i filmbranchen. Guldet for dem er folk, der kan finde på. Det er også det sjoveste – og det hårdeste, fordi det er svært. Men når jeg sidder på de der ophold, og jeg kan mærke, at mine personer begynder at bevæge sig fremad i handlingen, og min hovedperson er et sted om morgenen, som jeg ikke anede, han var om aftenen, så følger jeg bare med, så har jeg ikke tid til at skrive noget rent. Jeg har ikke tid til at bebrejde mig selv, at jeg har….så er det typisk en fase, hvor jeg er i stand til at lægge alle “de der” væk. Du ved, dem der sidder på skulderen af en og siger – du er ikke god nok. Det lægger jeg fra mig, og så kører jeg bare af sted og giver slip. Det handler også om at turde, som Brian Eno siger:  – Nu synes I, at jeg er genial, men hvis I så nogle af de første ting, jeg har lavet..; det er så pinligt og latterligt og håbløst. Jeg vil ikke bebrejde mig selv. Det er jo kun kreativitetshæmmere og dræbere. Det er bare at turde og sige ok, det her lyder pisse plat, men jeg skal nok få noget ud af det til sidst.”

Hvordan er selve skriveprocessen? Hvor mange gange skriver du igennem.

“Ved den første bog måske 400 gange. Nu er det ikke mere end en eller to gange. Det giver altså noget at tage på skriveophold. Jeg skrev næsten hele Akrash på to en halv uge. Det at skrive i én bevægelse gør et eller andet. I hvert fald når du arbejder med et narrativ. Du vågner og falder i søvn med dit plot i hovedet. Men det er ikke altid det lykkedes og er skidesjovt. Med min seneste bog sad jeg en hel uge på skriveophold og gik i stå og kunne ikke komme videre.”

Hvordan reagerer du i den situation?

“Når jeg går død i den kreative proces, så har jeg de der åbninger i mit råmanus. Så kan jeg sætte mig til at skrive på noget andet og arbejde med sprog. Hvis jeg føler stor lede ved det, jeg skriver der, så printer jeg hele manus ud og læser det igennem. Så finder jeg måske ud af, at en person ikke kun skal være god men også irriterende, og det er hun ikke blevet endnu.”

Du bruger dine skriveophold til at komme i flow. Sætter du dig mål for, hvad du skal skrive hver dag?

“Ja det gør jeg. Jeg sætter et mål for antal anslag, jeg skal nå hver dag. Hvis jeg er i flow kan jeg skrive 5 sider på en time. Så skal jeg holde en pause og lave kaffe eller på nettet.

Jeg har deadlines med alle mine bøger. Med den her seneste har jeg haft fire, som jeg har måtte udskyde, men det er vigtigt at planlægge og have noget at arbejde hen imod. Vi har også struktureret tiden i familien. Min kone har for eksempel givet mig hele oktober, hvor jeg ikke skal hente børnene, så ved jeg, at jeg skal nå 5000 anslag hver dag i den periode osv. Så sidder jeg helt konkret og regner ud: 31. oktober skal du være oppe på 400.000 anslag, og hvis jeg så kun er på 300.000, så er jeg meget utilfreds med mig selv. Det har jeg så måtte konstatere denne her gang. Det er gået langsommere end nogensinde før. ”

Kan du godt holde interessen for dit manus, når du har læst det flere gange?

“Ja det kan jeg godt. Indtil vi når i slutredigeringsfasen, så bliver jeg træt af det og kan godt tænke; nu gider jeg ikke at læse om ham her fyren nogensinde igen.”

Havde du samme proces og motivation, da du arbejdede som journalist? Er det ene ligeså sjovt som det andet?

“Nej. Der er ikke noget, der er ligeså sjovt som at lave fiktion. Der er ikke noget, der kommer op på siden af det. Derfor er der så mange, der gør det uden at tjene en skid, ellers ville de jo aldrig gøre det vel? Det er jo også kanonfedt at komme ud og holde foredrag og få respons fra læsere, der har alle mulige meninger om Axel Steen (hovedperson i bøgerne red.), og nu skal jeg være flink ved ham, og så skal han ikke tage så mange stoffer osv. Det er jo fordi, der er nogen, der har gidet bruge 30 timer i selskab med de ord, man har siddet og lavet. Det er da fedeste i verden, altså. Der er dog en del lighedspunkter. Når jeg har siddet med store interviews med Lone Hørslev eller John Le Carré, så har jeg da også siddet og stirret på indledningen, og det er først, når jeg har fået sat en scene, at det flyder. Man skal ind i in media res – altså man skal lige ind i lortet. Jeg har da tit siddet og ikke rigtigt kunne komme i gang, og så kommer man i gang, og så skriver man. Det flow har jeg jo kendt som journalist i mange år. Forskellen er bare, at det er sværere at finde på. Man skal jo ikke finde på noget som helst som journalist, men det skal alligevel skrives med dynamik og bevægelse.”

Har journalistikken været nemmere end fiktionen?

“Meget nemmere. Du skriver en artikel, og du ved, hvad du skal skrive om, og det kommer i avisen næste dag.”

Ville det hjælpe dig kreativt, hvis din redaktør sagde, hvad der skulle ske med Axel Steen?

“Nej. Det ville hun ikke gøre. Det ville jeg tænde helt af på. På et tidspunkt var jeg gået i stå efter 80 sider, som jeg sendte til min redaktør og to andre faste læsere og spurgte, om de havde nogle forslag til, hvad der nu skulle ske. Vi tog møder, og de kom med en masse. Men jeg kunne ikke bruge det til noget. Han er jo min figur. Jeg kan ikke få folk til at hjælpe mig med at skrive bogen. Men når jeg får meget kritik på et færdigt manus f.eks. som min seneste Aisha med en masse kommentarer og bemærkninger, så kan jeg godt bruge det. Som – jeg kan ikke mærke Axel Steen eller – det er utroværdigt, at en kvinde bliver så vildt forelsket to gange. Det er de jo gode til. Jeg bruger faktisk kun kvinder til kritik. De kan jo se ting, jeg ikke selv kan se, men de kan altså ikke få øje på, hvad der skal ske.”

Føler du dig bundet af en kontrakt med dine faste læsere, som jo har opnået et forhold til din hovedperson?

“Jeg kan gøre, hvad jeg vil med ham, jeg kan bare ikke forandre hans karakter. Hvis jeg skal blive ved med at skrive om ham, så er jeg nødt til at….de tre første var fra nedtur til genoprejsning, så jeg er nødt til at flytte ham et nyt sted hen. Der kommer måske to bøger mere, og så tror jeg, at jeg vil holde en pause, og prøve at skrive noget andet. Jeg vil gerne skrive en jeg-fortæling.”

Hvordan vil du karakterisere din motivation og drivkraft som hhv. journalist og forfatter? Hvad er det der giver passion og mening for dig? Er det selve processen og det at skrive?

“Ja. Det er det. Det er det mest afgørende for mig. Man kan sige, at efter jeg er blevet forfatter er jeg blevet meget optaget af de elementer der udgør en fortælling. Person og sted som også er vigtige i mine bøger og mange af de bøger, jeg er optaget af. Hvad skal der til for at lave fortællinger. Derfor er det, du arbejder med og den uddannelse, du tager, spændende.”

Det kan være, det er næste skridt for dig?

“Ja det kunne det godt være.”

Kunne du godt tænke dig at skrive film?

“Ja det kunne jeg. Eller tv-serier. Det er jeg dybt fascineret af.”

Lader du dig bremse eller inspirere af de gode serier?

“Jeg lader mig inspirere af dem. Jeg stjæler replikker og alt muligt. Jeg så Homeland samtidig med, at jeg skrev tredje bog. Carrie er skizofren, og gennem tre afsnit er hun indlagt dybt psykotisk, og så tænker man, hvad fanden skal vi med det her. Men så viser det sig, at hun har ladet sig medicinere med vilje. Hun har lavet det vildeste undercover…og så tænker jeg, at hvis de kan det der, så kan jeg fandeme også køre 150 sider hvor min hovedperson arbejder for de kriminelle. Sådan nogle greb bliver jeg meget inspireret af.”

Hvor meget fylder dit arbejde? Hvis du ikke kunne få lov til at være forfatter og journalist, kunne du så ligeså godt lave noget andet?

“Det ville jeg være meget ked af og blive meget frustreret over. Det er jeg også, når jeg ikke kan få lov til at skrive. Det er svært for mig, hvis jeg ikke kan det.”

Har du brug for den ydre anerkendelse du får i form af priser osv.? Eller er det de indre faglige kicks, der betyder mest?

“Ja, den har jeg da vildt meget brug for. Det betyder meget. Jeg kan da godt selv se, hvad der er blevet godt, når jeg skriver, men det betyder meget at blive set, hørt og læst. At folk læser mine bøger og synes, de har værdi, og at få tilbagemeldinger fra udlandet.”

Din personlighed er ikke introvert som mange forfattere er?

“Nej slet ikke. Men jeg har introverte glæder ved at skrive. Det er jo den mest ensomme beskæftigelse, der findes. Forfatterlivet består af to ting, som er så modsatrettede de overhovedet kan være, i hvert fald hvis du har succes. 90 procent af tiden sidder du og skriver og så resten af tiden, hvor folk klasker dig på ryggen hele tiden og siger, du er fantastisk. Og de to ting er jo sådan helt modsatte. Det kan ikke være der samtidig. ”

Hvordan får du dine ideer og samler viden til de gode plots?

“Jeg henter meget inspiration fra virkeligheden og fra aviserne. Jeg taler normalt ikke så meget med politiet, men det har jeg gjort til den næste. Der er også nogle kriminalsager, der altid har fascineret mig, og så har jeg tænkt, at den her skal du bruge en dag. Så har jeg brugt helt konkrete sager.

Jeg får en eller anden ide om, hvad min næste roman skal handle om. Eller hvilket greb den skal have. I min seneste roman er min hovedperson kommet på ret køl igen, men jeg er nødt til at udsætte ham for noget nyt, ellers bliver det for kedeligt. I den næste arbejder jeg meget med, at man ikke ved som læser, hvad han nu har gang i. Er han gået over til fjenden? Eller helt ned på coke. Et godt stykke ved man ikke rigtig, hvad der foregår. Det er sådan noget, der bærer min lyst til at arbejde med fortællingen. Så kommer det andet senere hen. Nogle gange er det en lykkelig proces, og andre gange er det en dybt ulykkelig proces, hvor jeg får lavet grebet, og det kører godt, men så kan jeg ikke komme videre. Det er meget svært.

Jeg mangler slutningen af min næste bog nu. En 50 sider, og det er det svære. Jeg ved godt, hvad der skal ske, men det skal stadig leve op til forventningerne for en krimi af høj standard. Du har en kontrakt med læserne, og den kan du ikke snyde dig ud af. Hvis det du leverer allerede bliver gættet af læserne på side et, så får du aldrig læst dine bøger igen. Hvis ikke læserne bliver overrasket, så er det en fiasko. Så på den måde er det svært. Med Aisha vidste jeg det meste af det ret tidligt, og jeg vidste, det ville virke, men det allersidste twist i den bog kom jeg først på, da jeg skrev på slutningen. De der ting i processen, hvor man selv bliver overrasket, de er så stærke og har så stor effekt, at der kan du være sikker på, at læseren får en på skrinet. Med det du meget møjsommeligt har siddet og udtænkt og konstrueret dig frem til, er der en ret stor risiko for, at nogen regner den ud, men der hvor du selv bliver overrasket, fordi du får lavet den der, men hvad så hvis, hvordan kan vi vende det på hovedet. Dér opstår muligheden for at overraske.”

Har det lettet din skriveproces, at du har aftaler, forpligtelser og forlagskontrakt?

“Den første tog længere tid jo, men de senere her er begyndt at tage længere tid end nummer to og tre, som jeg skrev på under et år. Det er jo fordi, at der er meget mere på spil, og jeg nu gør det fuldtid. Det er jo absurd, at det skulle tage længere tid, men det gør det altså nu.”

Interviewet foregik i november, siden da har Jesper Stein afsluttet del 5 af Axel Steen serien, og den udkommer i juni på Politikens Forlag.

Læs min anbefaling af krimien Aisha

Læs også interview med forfatter Olav Hergel om hans kreative proces her

Går du med en manuskriptforfatter i maven? Læs mere om studiet på SDU

Forfatterinterview: Olav Hergel om den kreative proces

Jeg har talt med forfatterne Olav Hergel og Jesper Stein om forskellen på at skrive journalistik og fiktion og om den kreative proces til en studieopgave i manuskriptudvikling. Det synes jeg også, I skal have glæde af.

Læs første del med Olav Hergel:

portraet-olav-hergel_fotokredit-malene-lauritsen
Foto: Malene Lauritsen, Politikens Forlag.

“Jeg er en professionel journalist og en litterær amatør”

Om den kreative proces, motivation, flow og faglige kicks.

Du er en succesfuld journalist. Endda vinder af Cavling-prisen. Hvorfor har du valgt at skrive fiktion?

“Da jeg var 33 år sendte jeg et roman-manuskript til Gyldendal. Jeg fik et svar tilbage, der lød: “Du skriver meget pænt, men du har ikke noget at skrive om. Så lod jeg være. Først syntes jeg, at det var et arrogant afslag. Men jeg fik også at vide, at jeg var blandt de ti procent, der fik en begrundelse på at få afslag. Det satte sig fast i mig.

Da jeg så blev 49, havde jeg oplevet og skrevet så meget om flygtninge, at jeg havde lyst til at sige noget i debatten, men som journalist må du jo ikke vise dine holdninger. Det kan du, hvis du skriver en roman. Hele den vestlige civilisations grundsten er, at vi bedømmer et menneske på dets handlinger og ikke på dets afstamning eller religion. Det er derfor mennesker flygter til Europa. Fordi vi har menneskerettigheder. Jeg synes, at vi i den danske debat har tabt den respekt. Flygtninge bliver i for høj grad skåret over en kam og sidestillet med kriminelle. Det er ikke i orden. Selv hvis de bare er fattigdomsflygtninge, består deres forbrydelse jo ikke i andet end, at de forsøger at få et bedre liv. Det kan godt være de skal ud, men kriminelle er de fleste af dem ikke. Det er mit grundsyn, og det fik jeg mulighed for at udtrykke i min første roman. Jeg tog orlov og satte mig ned og skrev for fuld skrue i 4-5 måneder. Jeg anede jo ikke om det blev godt. Men Flygtningen blev en succes.” (Og filmatiseret red.)

Hvad vil du gerne opnå med din nye roman Punktum?

“ Det er en forfaldsroman om en avisbranche, der leder efter sig selv mens oplagene falder. Hovedpersonen passer ind i den forfaldshistorie. Ligesom i Flygtningen er der holdninger pakket ind i bogen: Jeg synes ikke, at et menneske skal fyres for at ryge udenfor sin arbejdsplads, jeg synes ikke, at det er menneskesmugling at give et lift til en flygtning på en græsk motorvej – så længe der ikke er penge involveret, og jeg synes, at Ekstra Bladet og Politiken, som har samme ejer, har et problem, når der sandsynligvis er handlede kvinder blandt de mange massageannoncer i Ekstra Bladet. Hvis huset har råd til at købe Børsen, så har de også råd til at undersøge omfanget af det. Jeg holder i den grad af Ekstra Bladet, når de slås for den lille mand og afslører vigtige politiske skandaler. Men når de ikke har noget vigtigt at skrive om, går menneskejagten i gang. Så kommer overskriften om den kendte sports – eller TV-stjerne: “Skilt-Ruineret-Fyret,” om personer, der ikke har gjort andet end at være kendte. Det sker hele tiden, og nogle får så mange slag, at det kan ødelægge et menneske. De kendte har ingen rettigheder, og hvis man har lyst til at gå i kødet på bladet, og det har jeg ofte haft lige på det her område, så er det umuligt. For journalistik er konkret, og skal man løfte en sag ordentligt, bliver det pågældende menneske jo hevet frem igen, og så har man gjort ondt værre. Det ved Ekstra Bladet udmærket, og den holdning er uhyre kynisk.

Bogen indeholder også en kritik, der går ud på, at vi ikke kan lave en historie til print, net og TV på samme dag. Så bliver det hele lige dårligt. Og selvom det er billigst at lave journalistik bag skærm og telefon, så er det ikke det samme som at bevæge sig ud i virkeligheden. Alle lyder og taler ens i en telefon, og det afspejler sig i artiklerne. Sproget dør. Men det er der ikke noget nyt i. For 20 år siden skete det samme. Journalistiske arbejdspladser er rigtigt hyggelige. Man møder sine kolleger hver dag. Det har jo aldrig været meningen. Meningen er efter min opfattelse, at Ritzau stort set skal tage sig af fælles nyhederne, og at redaktørerne på aviserne ikke skal ane hvor deres medarbejdere befinder sig, fordi de er ude i verden.”

Hvordan har reaktionen så været?

“Jeg har ikke oplevet så fin en modtagelse som denne gang, og kritikken i aviserne er også et nøk bedre end den har været de andre gange. Jeg har heller ikke mødt en eneste chef, der er vred på mig over den her bog. Jeg har kun fået positive reaktioner, men det foregår i en smallere kreds end Flygtningen, som nok ramte noget i tiden, da den kom.”

Hvordan får du ideerne til dine bøger?

“Mine romaner er hentet i virkeligheden og baseret på egne oplevelser og de artikler, jeg har skrevet igennem mange år om journalist. Her ligger al min research. I Punktum tager jeg fat i mit eget fag og bruger af hovedstolen. Jeg har altid sagt, at jeg er en professionel journalist og en litterær amatør. Det mener jeg stadig. Når jeg har skrevet en artikel ved jeg godt om den er god eller ej. Det har jeg sværere ved at vurdere, når det er en bog. Men da jeg havde afleveret mit manuskript, og der var skåret 200 sider fra, sagde min redaktør Helle Stavnem, at nu kunne jeg godt kalde mig forfatter. Det var en fin besked at få.”

Vil du fortsætte som forfatter?

“Jeg vil altid være journalist.  Jeg elsker mit fag. Det er her, jeg får min inspiration. Alt jeg har skrevet ligger som en dagbog over mit liv inde på Infomedia, og jeg har ikke stof og fantasi nok til bare at finde på, hvad jeg skal skrive. Mit eget selskab kan være fint nok i de seks til otte måneder, det tager mig at skrive en bog. Men hvis jeg uafbrudt skulle være i selskab med mig selv, ville jeg kede mig. Jeg har brug for at komme ud og være sammen med mine kollegaer. Men fiktionen giver en sikkerhed for, at hvis alt går galt, og jeg ikke længere får lov til at være journalist, så kan jeg nok godt fortsætte som forfatter, og få mine holdninger ud, så folk lytter. På en måde er det jo at blæse og have mel i munden, men endnu er der ingen der har beklaget sig over, at min journalistik er for holdningspræget. Det gode ved bøgerne er, at de bliver husket bedre og har længere levetid end en artikel i en avis.

Hvad er sjovest journalistik eller fiktion?

“Jeg ville slet ikke kunne skrive bøger uden journalistikken, og når jeg har haft skriveorlov, så glæder jeg mig til at komme tilbage til avisen (Politiken red.) At skrive en roman er en sej proces og et stort pres. Det er meget mere personligt, og der er mere på spil.”

Hvordan vil du beskrive din kreative proces, når du skriver fiktion?

“Jeg arbejder ud fra et simpelt meget overordnet plot. Jeg ved, hvad det skal handle om,  og hvad det skal ende med, men jeg ved ikke, hvad der skal ske undervejs. Personerne og handlingen bliver skabt i processen, og jeg har det sådan, at hvis jeg ikke selv bliver overrasket, så bliver læserne det heller ikke. Ideen til Punktum fik jeg for tre år siden. For et år siden tog jeg så skriveorlov og skrev syv måneder i rap.”

Hvordan er selve skriveprocessen? Sætter du regler for dig selv?

“Den er faktisk den samme ved fiktion som ved journalistik. Jeg har faste regler og skriver på faste tidspunkter hver dag. Under skriveorloven så ritualet sådan her ud:

Jeg starter min morgen med at gå i vandet. Jeg læser aviser og går på facebook. Det er en nydelse for mig. Det er ikke noget, jeg får dårlig samvittighed over, selvom jeg laver masser af overspringshandlinger. Så går jeg i gang og skriver en 3-4 timer. Jeg sætter et mål for, hvad jeg skal nå hver dag. Kl. 11.30 gider jeg ikke mere. Jeg dyrker en times motion og går i vandet igen. Ved 14-tiden redigerer jeg det, jeg har fået skrevet. Jeg får sat nogle ekstra linjer på, omformulerer nogle sætninger og forfiner teksten sprogligt. Det er noget, jeg glæder mig til. Det sjove venter om eftermiddagen.”

Hvilke forskelle er der på din skriveproces, når du skriver fiktion frem for journalistik?

“Jeg har det på samme måde, uanset om det er fiktion eller journalistik. En stor søndagsartikel er ligeså krævende og spændende som et stykke fiktion.”

Hvordan oplever du at være i flow? (tilstand hvor pennen flyder og forfatteren er fuldt fokuseret, glemmer tid og sted og ikke lader sig afbryde eller tyr til overspringshandlinger)

“Jeg kan ikke helt genkende den tilstand, du beskriver. Jeg tror ikke, at jeg kommer rigtigt i flow. Jeg har nemt ved at gå i gang med at skrive og lader mig gerne forstyrre og tyr til overspringshandlinger. Nogle dage skriver jeg bedre end andre, og så skriver jeg om.”

Er der forskel på bundne og frie opgaver?

“Jeg har som oftest indflydelse på de opgaver, jeg laver som journalist, men jeg synes, det er vildt fedt, når en redaktør har en god ide. Det gør det hele meget nemmere. Jeg er mindre tvivlende, end når jeg selv skal finde på det hele. Der er forskel på at få en præcis opgave: tag til Malmø og lav et interview med denne mand eller en mere fri opgave som: tag til Malmø og undersøg den aktuelle folkestemning efter skyderier. Jo mere præcis, jo mindre krævende. Jeg kan godt li’ at have en klar vinkel, og det bliver også et bedre resultat, hvis jeg oplever og skriver samme dag.

Det er sjældent, at jeg får opgaver, som jeg ikke bryder mig om, men det har ændret sig lidt, da vi alle har faste vagter på netavisen. Det er en pligt, men hvis det er nødvendigt, så er det nødvendigt. Der er rigtig mange af min kolleger, der har det på samme måde, men vi ved også godt, at der stadig er en meget stor frihed på en avis som Politiken og hvis avisens overlevelse afhænger af, at vi alle tager en tørn på nettet, så er det sådan det er. Heldigvis har jeg fået det sådan, at mine netvagter kører halvanden måned i et stræk i stedet for over hele året. Så er det overstået, og jeg bliver oven i købet bedre til det tekniske og opdager, hvad nettet egentlig kan. Dine artikler kan blive delt og får længere levetid.”

Hvordan får du dine faglige kicks? Hvad er mest tilfredsstillende ved dit arbejde?

“Når en bog bliver modtaget som de seneste her er blevet (top anmeldelser red.), så er det jo mere tilfredsstillende end den respons, en artikel normalt får. Men forrige år var jeg på Lesbos under flygtningekrisen. Min reportage fik 11 broadsheet sider i søndagstillægget PS, og jeg oplevede, hvordan den gik viralt og blev delt på facebook. Det betød også, at flere danskere meldte sig som frivillige. De artikler flyttede mere end nogen af bøgerne nogensinde kommer til.”

Hvordan vil du karakterisere din motivation og drivkraft som hhv. journalist og forfatter?

“Jeg har både personlige ambitioner, og jeg vil gerne være god til det, jeg laver, og så vælger jeg de emner, der engagerer mig. Der er et sammenfald med ting, der for mig forekommer uretfærdige. I det omfang folk ved hvem jeg er, så er det vel mest som flygtningejournalist. Men det kan ligeså godt være indenfor andre sammenhænge, der er bekymrende. Jeg er ikke drevet af flygtningesagen, selv om jeg må indrømme, at jeg altid vender tilbage. Men det hænger vel også sammen med, at det er den største historie i al den tid jeg har været journalist, og det vil det blive ved med at være til jeg holder op.”

Er det de ydre eller indre faktorer, der motiverer dig?

“Det at være skrivende motiverer mig stærkest, men det ér også en drivkraft, at andre mennesker synes, det, jeg laver, er godt. Som journalist bliver du bedømt hver dag, og andre kan se vores præstationer med det samme. Når noget er godt, så spreder det sig hurtigt. På en måde synes jeg, at nettet er retfærdigt. De artikler som man selv synes er middelmådige dør som regel også på nettet. De gange, hvor man har en opfattelse af, at det her godt kan rykke, så viser det sig som regel at holde stik. Men bøgerne varer længere i folks bevidsthed.”

Hvad betyder det at få anerkendelse som forfatter?

“Der er mange, der siger, at de gerne vil have mit arbejde, og det er jo en anerkendelse, som jeg er glad for. Der er også mange, der siger til en, at det vigtigste er, at man selv synes, at bogen er god. Det er sikkert rigtigt, men det hjælper altså på humøret, hvis andre også synes det er godt. Jeg er et nervevrag op til anmeldelserne, og da der kom en besked om, at der var fem hjerter i Politiken, blev jeg da lykkelig. Det er min egen arbejdsplads og lige den anmeldelse var vigtigere end alle andre. Den her gang var der rigtig mange, der roste sproget, og det er  først nu, jeg tror på, at jeg faktisk kan skrive. Det største privilegium ved anerkendelsen er den frihed, der følger med. Frihed til selv at træffe beslutninger i stedet for at andre træffer dem for dig. En lidt bedre mulighed for at være direktør i dit eget liv.

Hvad har du lært af din redaktør?

“ Jeg havde meget med at brede det hele ud i starten, inden handlingen kom i gang. Hun redigerede bogen ned fra 700-500 sider, og hun lærte mig at holde fast i personerne og spore dem ind på handlingen.”

Kommer der flere romaner?

“Ja hvis jeg har noget at skrive om. Min hovedperson Mikkel Haslund kunne godt komme på banen igen. Så længe jeg laver journalistik, så gør han også.”

Læs min anbefaling af romanen Punktum.

Læs også interview med forfatter Jesper Stein om hans kreative proces fra fredag den 10. februar.

Går du med en manuskriptforfatter i maven? Læs mere om mit studie på SDU 

En uskyldig familie af Katrine Marie Guldager

skaermbillede-2017-01-11-kl-15-53-20Mit bogår er startet med et brag af en roman. Jeg læste Katrine Marie Guldagers En uskyldig familie i juleferien over tre dage, og hverken Netflix eller HBO kunne distrahere mig og lokke mig på afveje fra bogens univers (denne gang), for hold da fest for en velskrevet og flot formet fortælling.

Det er første gang, jeg læser Katrine Marie Guldager, men det er absolut ikke den sidste, for her er virkelig tale om en stærk og medrivende pen, der kan skrive sig ind i og ud af et familiedrama – også uden det helt store drama. Konflikterne foregår mest på de indre linjer særligt hos hovedpersonen Frederik, en karakter der kunne have været en af Donald Trumps slikhårede sønner, hvis ikke Frederik var vokset op i Svendborg i 70’erne og blev Yuppie i 80’erne. Frederik begår det omvendte forældreoprør, som mange unge gjorde dengang, mod de frisindede, hippie-go-lucky forældre. Han går all in med møder i Venstres Ungdom, et velpresset jakkesæt, en uddannelse på Handelshøjskolen, de pengebegærlige værdier og en overdådig karriere i Goldman Sachs New York, med alt hvad det medfører af kaviar, champagne, stiv pik og håret tilbage. Hele vejen er han drevet af en dyb og inderlig vrede mod sin baggrund, sine forældre især pinlige mor Jytte, der styrer showet i Svendborg ud fra et godt hjerte og hygger sig med diverse “husvenner” i parcelhuset, mens underkuede far Holger er gået i natureksil i sit biodynamiske landbrug i stedet for at gå i ét med tapetet.

Evigt ensomme Frederik undslipper den provinsielle middelmådighed og bliver jetset konge på Manhattan, men alligevel følger vreden med og transformerer sig med tiden til dyb depression, sammenbrud og tilbagevenden til rødderne.

Søster er en søgende sjæl og finder omend tvivlende, sandheden hos Gud. Lene bliver præst og deler ud af sin varme og omsorg til sognebørnene. Problemet er, at hun hellere vil give den til det barn, hun ikke kan få med sin sexafhængige, mindst-en-gang-om-dagen masturberende og utro ægtemand, som dog forguder den jord, hun træder på. Lillebror Jakob sidder fast i Svendborg som tabermanden, der lider med mindreværdskomplekser under sin storebrors succes. Hvem er mest svigtet, hvem svigter værst, hvem skal have skylden? Som titlen antyder, er svaret mere komplekst end ligetil.

Det lyder måske som en parodi. Det kan vel være. Underholdningsværdien er høj med de mange spydige tanker, der hvirvler i karaktererne. Men det er også en intens, dybsindig og psykologisk meget spændende fortælling om den evige kamp for at finde sig selv, friheden og meningen med det hele, om at forstå og tilgive sit ophav og sit afkom og forlige sig med sin fortid.

Romanen er fremkommet på bestilling af filmproducer Peter Aalbæk, som Guldager forsøgte at sælge rettighederne af Køge-krøniken til. Aalbæk mente ikke, at den kunne filmatiseres, der er seks bind i alt, så i stedet bestilte han en ny roman med en række betingelser eller benspænd, der skulle opfyldes. Historien skulle foregå i Svendborg – der er særdeles gunstige filmstøtte-muligheder på Fyn, og hovedpersonen skulle være en sexgal præst.

At opstille benspænd for udvikling af værker er helt almindeligt i filmbranchen, hvilket jeg lærer en del om for tiden via mine studier i filmmanuskriptudvikling på Syddansk Universitet. Det handler ikke kun om at kunne overholde visse rammer og budgetter for filmproduktion men også om at skabe fokus i udviklingen af historier og fremme kreativiteten.

Katrine Marie Guldager og Ålen indgik en aftale, men forfatteren brød alligevel betingelserne og gjorde det på sin egen måde. Karaktererne tog hende i hånden og bragte historien hen, hvor de ville og i stedet for præsten, blev det hendes mand, der var sexfikseret og hendes lillebror, der blev centrum for historien. Ålen er efter sigende og meget forståeligt rigtig godt tilfreds og udtaler på bogen forside: “ Det er en guddommelig roman”.

Det vides endnu ikke, om den så også bliver filmatiseret, og jeg skal ikke kunne sige, om romanen her er mere velegnet til film end Køge-krøniken. Som nævnt er der mest action på de indre linjer end i handlingen som sådan. Med en dygtig manuskriptforfatter ved roret kan det nok blive godt.

Som roman er jeg ikke i tvivl: En uskyldig familie er helt og aldeles vellykket.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

 

God Jul og Godt Bogår

img_3025Hvis jeg havde tilmeldt mig reading challenge på Goodreads i år, så havde jeg ikke været i nærheden af at opfylde mine mål, for jeg har på ingen måde fået læst alt det, jeg gerne ville.

22 titler blev det til, hvoraf de 20 ramte bloggen, fordi de var gode og anbefalelsesværdige, og så var der to, jeg ikke brød mig om, så dem må andre anmeldere tage sig af. Mit liv er for kort til sure anmeldelser, og der er rigeligt med vrede i verden for tiden.

Jeg tror godt, vi kan blive enige om, at 2016 har været et horribelt år, og at verdens tilstand synes skrøbeligere end længe, så meget desto større trang til at tage skyklapperne på og dykke ned i fiktionens verden selv om det naturligvis ikke løser noget.

På bogfronten går det jo heldigvis godt. I fiktionen er der lidt af den orden i kaos, vi savner i virkeligheden. Til gengæld bliver der udgivet så mange spændende sager, at det er lige til at få stress af.

Planen forsideSkærmbillede 2014-01-23 kl. 15.58.02Skærmbillede 2013-11-25 kl. 14.17.35

 

 

 

 

 

Der har været flere gode læseoplevelser i 2016 men desværre ingen, der har fejet benene væk under mig, som Planen gjorde i 2015, Stillidsen i 2014 og Kvinden ved 1000 grader i 2013. Det er mere TV-serierne, der overvælder en til begejstring for tiden. Det kan meget vel være fordi, jeg ikke har læst de rigtige titler. Det kan også være fordi, jeg læser med tiltagende kritiske (eller bare fedtede) briller?

Skærmbillede 2016-08-26 kl. 10.11.52 skaermbillede-2016-12-04-kl-09-50-38 Skærmbillede 2016-07-08 kl. 17.29.02

Hvis jeg skal vælge én stor oplevelse i år, så bliver det nok…ej ok de tre bedste titler jeg har læst i år må være Purity, Punktum og Alt må vige for natten. De første to fordi de både brillerer i sprog og samtidskritik (så kan man heller ikke helt bevare skyklapperne på), og den tredje fordi den rammer rent i hjertet.

img_3027

Interesserer du dig i øvrigt for psykiatri og vil møde et menneske, der kæmper imod unødigt systemrytteri ud fra sine ASF-principper (Almindelig Sund Fornuft), så skal du læse min meget gode veninde Marianne Vestergaard Nielsens portræt af Ole Sørensen i Kom nu ned på jorden. Han er også kendt som Rebellen fra Langeland, hvor han er leder i socialpsykiatrien. Den er jeg nok for inhabil til decideret at anmelde, men jeg lyver ikke, når jeg siger, at den er hamrende god og velskrevet. Hov, det var så i øvrigt 23 bøger jeg har læst i år.

Det blev da også til lidt krimi, og der var faktisk ingen skuffelser imellem. Både Aisha, Selfies og De Smukkeste leverede i den grad varen, men det er nok Stockholm Delete, der tager førsteprisen for at forene sprog og spænding på fornem vis med en fantastisk opfølger til VIP-Rummet.

img_3022

Så er der lige den der stak med halvt læste bøger, som faktisk er gode, men som jeg faldt fra af forskellige årsager og absolut har planer om at læse færdig, så dem kommer I nok til at høre mere om i 2017: Joe’s bog, Gonzo Girl, Forberedelse til næste liv, Noget om Grace, Erindring om Kærligheden, VildfarelserMordersken og Den Fremmede.

img_3021I julen bliver det dog Verdens lykkeligste land en romandebut af Joachim Novicki Nielsen, jeg kaster mig over. Han optræder jævnligt som skarp debattør i Politiken og Information og har stærke holdninger til mangel på dannelse og det politiske spejlblanke kabinet, vi er vidne til for tiden. Jeg kender Joachim, så her er jeg vel en smule inhabil, men jeg har skimmet lidt, og der er ingen tvivl om, at min tidligere kollega kan noget med satire, sprog og samfundskritik. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse den.

Jeg glæder mig også til at læse en masse sammen med min søn. Han er otte år og læser selv nu men vil stadig gerne have læst højt, så efter juleaften skal vi blandt andet hygge os med dette pragtværk: Fantastiske skabninger – om kreativiteten bag filmen – hvis der er noget han er vild med, så er det fantasifigurer og eventyr.

img_2616

Han er også fan af Anders Matthesen (lidt tidligt måske!?) og har ønsket sig Ternet Ninja, og så skal han skal have Sigurds Danmarkshistorie. (Bare rolig han læser ikke den her blog så ingen gave spoilers)

 

 

 

Bøger er bare bedre som mandelgave end chokolade og marcipan, not? Eller supplement. Så juleaften kan vi også fornøje os med dette gode bud på en mandelgave til de voksne.

img_3032

 

Erik Valeurs Syv barske fortællinger om Mandelgaven.

Og til manden der har alt må Wulffmorgenthalers Mandala meditative malebog til mænd jo være lige sagen (Host)!

 

I 2017 bliver der utvivlsomt masser af gode udgivelser at glæde sig til. Jeg aner ikke ret meget om, hvad forlagene har på programmet, men selv om The Nix af Nathan Hill, Commonwealth af Ann Patchett og Today will be different af Maria Semple ikke skulle blive udgivet på dansk, så skal jeg have fat i dem.

skaermbillede-2016-12-21-kl-13-48-04

skaermbillede-2016-12-21-kl-13-47-43skaermbillede-2016-12-21-kl-13-47-30

 

 

 

 

 

I januar udgiver Politikens Forlag En uskyldig familie af Katrine Marie Guldager, og den er interessant for mig, fordi det er et stykke bestillingsarbejde fra filmbranchen.

skaermbillede-2016-12-21-kl-12-31-07

Jeg er gået i gang med et deltidsstudie i filmmanuskriptudvikling på Syddansk Universitet og her arbejder vi netop med benspænd og rammesætning som fremmende for kreativitet.

Et af kravene til bogens forfatter har været, at den skal foregå i Svendborg, hvilket ikke er så mystisk, da Fyn tilbyder særdeles gunstige betingelser for filmproduktion. “En guddommelig roman”, siger Peter Aalbæk. Så må vi se, om vi er enige.

Hvad skal der ellers ske i 2017? Forhåbentlig bliver der meget mindre at tude over i det nye år, end der har været i 2016. Forhåbentlig lander jeg en mængde gode freelanceopgaver og bliver dygtigere gennem mit studie. Måske får jeg udgivet et af mine egne bogprojekter. Lige nu er alt uvist, lidt bekymrende men også spændende.

Som prikken over i’ét skal der catches op på min to-read liste på Goodreads og måske vover jeg endda at sætte en reading challenge for 2017, som jeg garanteret ikke når.

For jer der godt gider at læse om mit (og mange andres) bog-halløj så følg  med på Instagram, hvor det rykker lidt mere end her på bloggen.

Jeg håber, I når jeres mål og ønsker jer alle en fredfyldt og glad jul og et godt og fornøjeligt nytår!

snemand2

Punktum af Olav Hergel

skaermbillede-2016-12-04-kl-09-50-38Forsiden ligner noget fra 70’erne og har umiddelbart en appel som en slidt socialrealistisk roman på en støvet sommerhushylde, men den passer fortrinligt til sit tema om en avisbranche på vej mod afgrunden og stoltheden ved at bedrive et fag som et snarligt fortidslevn, der trækker sine sidste krampagtige åndedrag gennem en stædig smøg.

Olav Hergels nye roman Punktum er et selvreflekterende studie i den klassiske journalistiks ånd, og det er den bedste spændingsroman med en journalist som hovedperson, jeg har læst længe. Hvis ikke nogensinde.

Den er fortalt med et veldrejet fiktivt plot men kunne også sagtens stå på fagbogshylderne som pligtlæsning for både nuværende og kommende journalister. Såmænd også for alle mediekritikere og brugere, der ønsker at få indblik bag kulisserne i en branche, der kæmper med daglige dilemmaer, og hvis tjenende udøvere, trods store idealer der over tid udvikler sig til kynisme og selvhøjtidelighed, langt fra bliver opfattet som ladies and gentlemen of the press, men tværtimod står i bund på troværdighedslisten.

Mikkel Haslund er stjernereporter på Berlingske Tidende og en af de få, der stadig har det privilegium at blive sendt ud i verden og virkeligheden, møder mennesker der hvor de er og skrive om det, han brænder for. Men selvfølgelig er der også andre mere selviske motiver end at redde verden.

Mikkel Haslund blev journalist for at erobre de kvinder, der venter for enden af en smuk sætning, står der på de indledende sider. Jeg tror ikke, jeg kender de kvinder, men derfor kan jeg godt beundre de mange smukke, skarpe og sande sætninger, der flyder fra Olav Hergels blændende pen, et af dansk presses journalistisk fyrtårne, som har pænt meget tilfælles med sin hovedperson.

Han er ved at blive overhalet indenom af de unge digitale, der uden piv oplever verden bag skærm og telefon og kører netnyheder, breaking bjælker og clickbait ud på stribe 60 timer om ugen til den halve løn. Efter en redaktionel konflikt om en artikel om en kommunal ansat der bliver fyret for at ryge udendørs i arbejdstiden, må også Haslund se sig fyret, men han får hurtig en ny chance på Ekstra Bladet.

Nu var han ansat i journalistikkens dødsrige. Han kendte mindst tyve journalister, der havde ladet sig friste af de høje lønninger og var gået ind af døren med den hensigt at ville ændre bladet til, hvad det var engang. Skamløst, frækt, begavet. De stærke var gået igen. Resten lå og gispede et eller andet sted inde i bladets bug, hvor de producerede lavloftet misundelsesjournalistik, mens de forsøgte at bilde sig selv ind, at det er smudspressen, der holder demokratiet rent. Nu var han der selv, og ingen havde tvunget ham.

Her får han lov til at kæmpe for det enkelte menneskes lille men principelle sag og imod uretfærdigheder, men det er også her man går hårdt i struben på magthavere og dobbeltmoralske politikere. Mikkel Haslund bliver anset for at være en dygtig journalist og et godt menneske, men han tør ikke altid gå derud, hvor de andre tier, og det har man pligt til på Ekstra Bladet. Hverdagen bliver hurtigt en daglig konfrontation med ledelsen og konstante dilemmaer for og imod at skrive historier, der har store konsekvenser ikke kun for en minister men også for hendes familie. Alt er udførligt, klart og konkret beskrevet, dialogerne er både sindige og skarpe, men intet er sort og hvidt, og som læser er det ligeså nemt at falde i de dobbeltmoralske og selvretfærdige fælder, som det er for Mikkel Haslund. Hvad ville man selv have gjort i samme situation? Uanset hvilke valg man træffer, er der en negativ konsekvens.

Undervejs bliver der både delt skulderklap og hug ud til alle tænkelige typer indenfor medie- og magtbranchen sammen med stærke, nuancerede scener og skildringer fra flygtningekrisen, indvandrerghettoen, prostitutionsmiljøet, folkedybet og overklassen. I mødet med dem må godhedens vogter nå nogle erkendelser om sig selv, sin journalistiske forfængelighed og sit virke, der ikke er lige klædelige. Til gengæld er det ærligt og modigt, dybt underholdende og hamrende spændende. Og ikke mindst særdeles smukt skrevet.

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.