Samtaler jeg har haft med min kone af Anders Klarlund

Romanen her røg ulæst ind på min bogreol i en strøm af nyudgivelser, da den udkom sidste år. Forleden greb jeg fat i den igen, og det er jeg glad for. Jeg havde en forudindtaget holdning om, at den nok handlede om et af kreaklassens selvskabte kærlighedsdramaer, og det gad jeg ikke lige. Det med handlingen havde jeg sådan set ret i, bortset fra at jeg gad den godt. Det er nemlig en virkelig god, vedkommende og personlig fortælling, der griber fat i læseren fra første til sidste side.

Anders møder Carmen, og de forelsker sig. De er voksne fraskilte mennesker med store børn og frihed til at gøre som de vil, men de er på ingen måde fri af de bånd og følelser, deres egne forældre har lagt på dem siden barndommen, og det komplicerer forholdet i ødelæggende grad. Anders må ikke møde Carmens mor, og hans egen døende far vil heller ikke møde Carmen.

Men det er ikke kun forældrene, parret kan klandre for en række af besværligheder i forholdet men også sig selv. Begge er dem, der er gået i de tidligere forhold, og det har efterladt en byge af selvbebrejdelser og nok en følelse af ikke at fortjene kærligheden. Den slags skaber selvdestruktive svigt og afvisninger fra begge sider, samtidigt med at begge nægter at være den, der giver op, og selvom det er uklædeligt, at midaldrende mennesker opfører sig som vaklende, ubeslutsomme teenagere, så forstår man godt, at det sker.

Det er åbenbart med træer som med mennesker, skader forårsaget for længe siden vokser med årene, bliver tydeligere. Vi kommer nogenlunde yndigt gennem tyverne, før barndommens traumer kan ses. Det ville ellers være logisk, at jo længere på afstand af barndommen, vi kom, jo mindre kunne smerten mærkes – og næsten vigtigere – jo mindre kunne smerten ses. Men sådan er det ikke. Jeg ser på træet C+A. Det er vokset, helt vildt, faktisk, barken er svulmet op rundt om mine årgamle ridser, det har næsten fået et sært erotisk præg.

 Det handler ikke kun om kærlighed men også om den angst og usikkerhed, der følger med et liv fuld af bagage og erfaringer på godt og ondt og om den skyld og skam, der naturligt følger som en del af en skilsmisse, der berører andre end en selv: Skilsmissen er livets eneste absolutte, definitive beslutning. Alle andre beslutninger kan gøres om. Man kan skifte job, uddannelse, bo i et andet land. Kun skilsmissen er en ægte beslutning. Og kun skilsmissen, hvor der er børn. For det handler om dem. Man ændrer blikket i deres øjne for altid, kursen i deres liv, intet bliver nogensinde det samme… Det kan aldrig omgøres. Alt andet i livet kan omgøres.

Romanen er en autofiktiv fortælling skrevet af Anders Rønnow Klarlund, som også er kendt for sit stærke krimisamarbejde med Jacob Weinreich under pseudonymet A.J. Kazinski.

Det er en ægte og ærlig historie, modigt beskrevet, fyldt af livskloge betragtninger og med et meget tyndt filter mellem forfatter og hovedperson. Der bliver ikke sparet på selvudleveringen, og det rammer rent.

Anders Klarlund ønskede egentlig ikke at udgive denne bog men blev opfordret til det af sit forlag. Han har sagt noget om, at den godt må flyve under radaren, og at det er den af hans bøger, der gerne må få færrest læsere. Fordi den er så personlig. Det er lidt synd, for det er den bedste bog af forfatteren, jeg hidtil har læst, og nok er den personlig men bestemt også relevant for os andre. Den var lige ved at flyve under min radar, men jeg er glad for, jeg fangede den.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

HHV, FRSHWN Dødsknaldet i Amazonas af Hanne Højgaard Viemose

Der er virkelig noget på spil i Hanne Højgaard Viemoses tredje roman, som tager begrebet autofiktion til et helt nyt niveau. I et rablende, fabulerende og vanvittigt velskrevet miks af prosa og poesi kommer læseren med på en sindsoprivende rejse i hovedpersonens nutid og fortid. Stilen er en slags stream of consciousness, hvor det levede liv blandes med fiktive elementer og forskellige identiteter, der hopper mellem tid og sted. Fra Frederikshavn til København, Peru og Island. Som læser kan man kun håbe, at de passager, der er ret hårde og nogle steder helt forskrækkelige, hører til den fiktive del. Men i al sin gru er det også et morsomt, underholdende og ironisk værk med rørende og sjove dialoger mellem fortælleren og hendes børn.

Mest af alt er det voldsomt, provokerende og oprørende, hvad forfatteren udsætter sit selv for, ligesom det er stærkt og modigt at skrive om det.

Hanne, Anita, Anne, Hannah, HHV vokser op i Frederikshavn som en rastløs muligvis overset teenager med selvdestruktive tendenser, som ung antropolog tager hun på studierejse i Peru, rejser ind i junglen med store idealer og kommer ud af et mareridt et halvt år senere med traumer for livet, hun er en kvinde der keder sig let, ikke kan sætte grænser og svigter sig selv, fylder tomheden ud med håbefulde og håbløse mænd, knalder sågar sin psykolog, der mener, at hun bruger sin seksualitet som et middel til overlevelse. Hun er også en sårbar, kærlig mor til to søde og sjove drenge, hun kæmper alene med økonomi, depression, bolig og forfatterskab, mens hendes islandske eksmand slås med en psykose. Hun bliver en voksen kvinde der forsøgsvis vover at reflektere over sit liv, da fyrreårs dagen nærmer sig, kalder sig selv en dramahystade og en arrig heks der er faldet af sin kost, og en naiv sjæl der forelsker sig ustyrligt i en gift mand, hun ikke rigtigt kan få og et følsomt væsen der oveni hatten skal bebyrdes med en stalker ved navn Henning. Hun rejser til Island for at skrive og besøge børnenes far, mens hun stikker ud i naturen, udforsker nordlys og vulkaner, taler med spøgelser, finder historier og måske sig selv.

Hver eneste sætning er skrevet med omhu og nerve, et godt skvæt humor og ikke mindst et tempo, der gør det svært at stoppe op, og som læser ræser man igennem. Hvilket er synd. Romanen fortjener en dvælen ved ordene. Og i hvertfald en genlæsning.

Det er også en oplysende roman, mest om emner man ikke har lyst til at vide noget om. Jeg har selv rejst de samme steder i Peru som fortælleren, men som en af de benævnte dumme turister der kun så overfladen og ikke tilnærmelsesvis har oplevet det, hun kan berette om og heldigvis for det. Det er barske sager.

HHV, FRSHWN Dødsknaldet i Amazonas er en af de vildeste romaner, jeg har læst. Det er den første, jeg læser af Hanne Højgaard Viemose men absolut ikke den sidste. Hvis du kun skal læse én roman i år, så tør jeg godt mene, at det skal være denne, selvom vi kun er nået til februar. Jeg håber, den får en bred opmærksomhed og kommer med i opløbet til en masse priser i den kommende tid. Den har en originalitet, en følelsesmæssig substans og et mod til at udstille sin hovedperson for både godt og skidt, som er stærkt beundringsværdig. En rasende god roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

Nordisk Vildt af Daniel Dencik

Nordisk Vildt er en voldsomt ambitiøs roman, der vil meget mere end at fortælle en god historie, og den indledes således med sætningen: “Nu fortæller jeg det hele.”

Og med det hele menes nærmest hele meningen med livet.

Det er ikke en bog, man suser igennem. I nogle passager er der fuld fart fremdrift, i andre må man dvæle, læse om og læse igen. Særligt et langt kapitel hvor Elias skriver et mindblowing brev til sin genfundne tvillingebror og romanens hovedperson Silas, om hvordan livet og universet hænger sammen ifølge den jødiske mystik kabbala. En filosofi, der ifølge dens tilhængere, ikke må udforskes, før man er fyldt fyrre og gift.

Silas er ikke gift, for Elias snuppede hans udkårne Sara, da de var helt unge ved simpelthen at udgive sig for sin bror. Silas var da rejst fra Sara, da han skulle udstationeres som soldat.

Af samme årsag er der skabt en dyb splid mellem de to brødre, der er som nat og dag, selvom de ligner hinanden på en prik. Og Silas er mildt sagt skeptisk overfor sin brors religiøse belæringer. Derimod kan han godt mærke det guddommelige ved naturen, fornemmer man.

Silas har i årevis strejfet om i verden som en rastløs, søgende og resigneret sjæl, der udforsker både ydre og indre grænser. Han er soldat og slår ihjel, når han har fri tager han stoffer og går igennem en strøm af korte affærer og overfladiske bekendtskaber. Han er en enspænder uden mål og med. Da han tager tilbage til Danmark sat i bås som PTSD-ramt er det blot for at isolere sig på familiens forladte gods i Jylland med den ene fornøjelse at jage råvildt i den danske natur.

Skov og vildnis, hav og natur er sjældent beskrevet så dragende, mystificerende og sanseligt som her. Titlen yder dermed romanen fuld retfærdighed med sin hovedperson Silas, en nordisk mand med et vildt sind, der kun føler sig tilpas i den vilde natur på jagt. Iøvrigt går han meget op i at finde det autentisk nordiske råvildt. Imens har Elias skabt sig et liv som kvantefysiker og vis mand i den jødiske inderkreds i København.

Brødrene har sporadisk kontakt, de var meget tætte som børn, men afstanden mellem dem er nu en afgrund. Da Elias kommer på weekendbesøg med Sara og deres søn Sebastian, er der lagt op til anstrengt familiehygge. Sara har for længst tilgivet Elias’ udåd uden helt at glemme det, hun følte for Silas.

Weekendhyggen stopper brat med en tragisk hændelse, der tvinger de to brødre til at finde sammen igen. Mens de forsøger at vikle sig igennem de valg, de begge mener, er til alles bedste, går de på hver sin måde igennem en transformation, der fuldfører den filosofi, som den ene bror belærer den anden om.

Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv om, jeg synes slutningen i forhold til det projekt er banal eller genial, den er i hvert fald gennemført.

Som værk er Nordisk Vildt en af de mest interessante, originale og ikke mindst ekstremt velskrevne danske romaner, der er udkommet i år. Den kombinerer et egentligt simpelt plot med et komplekst bombardement af filosofiske overvejelser om både natur og den menneskelige eksistens. Det er en roman, der sætter godt gang i hjernecellerne hos den krævende læser, der vil udfordres.

Det mest interessante er samtalerne mellem de to brødre. Dialogen er i det hele taget gennemført og overbevisende uanset, hvem der deltager i den. Eksempelvis har Elias følgende opsang til Silas om den kærlighed, de deler til den samme kvinde: Jeg har levet dit liv Silas. Og det har ikke været a walk in the park, let me tell you. Jeg har ikke været dig, men jeg har levet det liv for dig, som du ikke ville leve. Og jeg har følt på min egen krop, hvordan kærligheden føles, når den er grumset. Og når den er halv. 

Ligeledes er der en række alment menneskelige erkendelser, der rammer rent som her hos Silas: Jeg har gennem hele mit liv været dårlig til at få sagt fra i tide. Det menneske, der ikke siger de ord, det skal sige, i det nu, de skal falde, står tilbage i skyggen af sig selv, efterladt i et hulrum, som aldrig kan udfyldes. Den tavse tier sig selv ihjel. Aldrig er det, der sker, når du ikke har ord.

Ligesom i Denciks første roman Anden Person Ental, er der selvbiografiske elementer, men de to romaner er milevidt fra hinanden. Den første var ren autofiktion. Nordisk Vildt er benævnt som et studie i method writing, idet forfatteren har gennemgået dele af sin hovedpersons prøvelser i sin research, for eksempel en politiafhøring og at sidde i fængsel. Romanen er en udforskning af sin egen genre, som er svær at kategorisere, den bryder med form og tone undervejs og nærmer sig et litterært eksperiment. Det er ret fornemt, og jeg er meget spændt på, hvad den næste byder på.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Kort over Paradis af Knud Romer

Det har taget mindst et halvt år at blive færdig med Knud Romers mesterværk Kort over Paradis. Jeg har holdt mange pauser og læst alle mulige andre bøger undervejs. Forventningerne var jo ellers skyhøje og glæden stor, da den længe ventede svære toer efter Romers vidunderlige debutroman Den der blinker er bange for døden udkom. Romer er en af de stærkeste forfattere i Danmark lige nu, en der gør sig umage med hver en sætning og betaler en høj pris for det. Denne bog kostede både grøn stær og en tur på den lukkede afdeling. Det tog Romer tolv år at knække nøden, og han skuffer ikke – absolut ikke. I hvert fald ikke i det ene af romanens to spor.

Det er, som i debuten, det autofiktive, der rammer med en spidset pen rent i hjertet. Historien om Knud Romers eget liv som højtbegavet og belæst enebarn, som evighedsstudent på litteraturvidenskab, som forkælet voksen under forældrenes forsørgelse og med huslejen betalt, som social taber da han ikke er i stand til at få et job med dertil hørende julefrokost og kollegaer og som ensom omstrejfende byløve i natten på barer, klubber og i pornobiografer, indtil han vender ruten og begiver sig op af rangstigen og lukt ind af djævlens port som gal og genial reklamemand, da han får sit første job som 35-årig. Som kongen af kreative kører han millioner ind på bureauets konto med produktslogans, der sidder lige i skabet, mens han hader sig selv, stiger endnu længere ned i et søle af stoffer og depression og skubber sig fjernere fra drømmen om at blive poet og udkomme på det uopnåelige tyske Insel Verlag. En drøm der nu er lykkedes. Inden da når han også at medvirke i filmen “Idioterne” af den berygtede Lars Von Trier og vandre op af den røde løber i Cannes. Det er både dybt forstemmende og særdeles underholdende at læse om.

Romer en søgende sjæl, der hele sit liv har udforsket filosofien, historien og litteraturen for at finde sit paradis. Der hvor det hele giver mening. Endelig når han derhen ved at finde hjem. Vejen derhen er en prosa skrevet i en perlerække af sproglig skønhed, vildskab og viden. Vi får sågar hele universitetsspecialet gengivet, selvom det aldrig bliver færdigt.

Forholdet til forældrene er særligt. Hvor den første roman havde fokus på Romers tyske mor, hendes liv og afskeden med hende, tager Kort over Paradis afsked med hans far, der bliver dement og ender på plejehjem til Romers store fortvivlelse. Det er læsning, der river i hjertet, som det er, når forfatteren revser det danske velfærdssystem i debatten, og da han beskriver den uværdige afslutning, som også bliver fremført i den rørende dokumentar Et blad falder til himlen, en film alle bør se.

Så kommer vi til den fiktive del. I det andet spor følger vi Romers eneste og imaginære ven M. Han er søn af en amerikansk agent, bor i Iran med sin familie og lever privilegeret under shahens diktatur i 1970’erne, indtil ayatollahernes diktatur overtager landet. Kapitlerne er en levende og sprudlende samling fabulerende røverhistorier, der stikker af i tusind retninger, spækket med fantasi og skøre indfald om alt fra persiske frisører der bruger falske øjenvipper fra lig til russiske spioner, skak, farlige damer og oprør i gaderne. Det er blændende og fantasifuldt skrevet, men desværre interesserer det mig ikke det mindste her, jeg vil bare videre til den autofiktive del. Kapitlerne om M. bliver mere en kamp end en fornøjelse at komme igennem, og læsningen går i stå. Jeg ved, andre har valgt at skimme eller ligefrem springe dem over. Det kunne jeg ikke drømme om. Tænk hvis man gik glip af noget.

Desværre kommer jeg aldrig til at forstå formålet med det spor. Jeg kan ikke rigtig se sammenhængen med Romers egen historie. Han kunne lige så vel have skrevet den som en selvstændig roman i så fald en roman, jeg nok ikke gad at læse.

Det er som om, Romer vil overbevise sine mange fans ( jeg er en af dem) og muligvis sig selv om, at han ikke blot brillerer som skarp og samfundsrevsende debattør og er en litterær forfatter der kun skriver historier om sig selv. Men at han da selvfølgelig også kan bruge sin fantasi og skrive ægte fiktion. Indtil videre foretrækker jeg at høre om Romer selv.  Han har måske fået nok af “mig, mig, mig”, som han siger i bogen men hvorfor, når han nu har så meget alment vedkommende at fortælle fra det levede liv. Den selvbiografiske del af Kort over Paradis er ligeså rørende og vidunderlig som debuten, og den bør ingen litteraturelsker gå glip af. Den anden del kan du faktisk godt springe over, hvis din tid er knap.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

Syv Sind af Lotte Kaa Andersen

Syv Sind er tredje del af Lotte Kaa Andersens fortællinger om liv og skæbner i det velstillede Nordsjælland. Igen følger vi de syv personer, vi har lært at kende i først Hambros Allé 7-9-13 og 100 dage, begge bøger jeg er meget begejstret for.

Jeg læste Syv Sind kort før jul og lige i rap efter 100 dage, og det var måske en fejl, for den vist nok sidste del af serien, der er benævnt Hellerup-trilogien, rammer mig ikke lige så hårdt i hjertet, som 100 dage  – men velskrevet og delvist underholdende er den.

Der er sket markante skred i den personlige udvikling, og flere af karaktererne er dårligt til at genkende. Det er lige før, der er tale om karakterafvigelser i forhold til de tidligere romaner, og jeg engagerer mig ikke rigtigt i dem på samme vis. Det ærgrer mig. Måske havde det været anderledes, hvis jeg først havde læst Syv Sind et års tid efter 100 dage, som de fleste andre og meget begejstrede anmeldere har. Jeg vil ikke give konkrete eksempler på de nævnte karakterbrud, da det afslører for meget af handlingen. Har du læst de to første, skal du naturligvis også læse afslutningen her og kan selv bedømme.

Et kort resume skal der dog være plads til. Som titlen antyder, er der krisestemning, og alle er i syv sind. Cille har fået et spændende jobtilbud i Aalborg, men hendes mand konsulenten Ask er meget lidt forstående for en forestående flytning eller pendlen fra Hellerup. Konflikten får Cille til at forlade mand og børn på vej til ferie i Sydfrankrig og i stedet begive sig ud på Caminoen. Selve den tur er godt beskrevet, man får næsten lyst til at prøve vandringen selv, og Cille møder nogle sjove typer undervejs, mens hun tager sit liv og sin fremtid op til revision.

Line, som åbenbart er født til at være holdt rigmandshustru, selv om hun har en uddannelse er taget med “romanlægen” Peter til Dubai. Han kører karriere, og hun keder sig på ekstravagante hotelværelser, shopper mærkevarer, mens hun kæmper med sig selv og sin uforløste skrivetrang. Skildringen af det syntetiske overklasseliv i Dubai er også god, og jeg får bekræftet alle mine fordomme og min overbevisning om, at det er et sted, jeg aldrig skal hen. Samtidig har en ny chef i medicinalfonden fået øje for Peters lidt for lemfældige omgang med fondens penge.

Stjerneadvokaten Caroline og ejendomsspekulanten Kaare har langt om længe set lyset og indset, at de ikke har en fremtid sammen. En skilsmisse er på vej, og den bliver dyr på flere planer. Imens er deres stakkels ensomme søn Lukas henvist til en forældrekøbt lejlighed i Nyhavn, hvor han bliver udnyttet af sine hensynsløse venner.

Desværre er der i denne bog lidt for langt fra Amager til Hellerup til, at jeg rigtig interesserer mig for det, i modsætning til Hambros Allé 7-9-13 og 100 dage, hvor jeg følte mig meget tæt på.

★★★☆☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Rosinante.

 

100 dage af Lotte Kaa Andersen

Det er ikke let at være nogen. Og det er heller ikke let at leve og bo i Hellerup, hvor status og levestandarder skal opretholdes eller opnås, for at man som menneske passer ind i sin egen forestilling.

100 dage er opfølgeren til Hambros Allé 7-9-13, som forfatter Lotte Kaa Andersen fik stor succes med, og det kan jeg godt forstå. Hun skriver skarpt, sjovt og superbt om livet på vrangsiden af de smukke hjem og storslåede karrierer, og hun gør det med så meget empati, at det ikke kun er morsomt men også rørende.

I 100 dage følger vi de samme personer som i første bog. Men intet er længere det samme. Der er gået et par år siden, Line mistede sin mand, og selvom hun har klaret sig fint uden, vil hun gerne have en ny, der kan leve op til punkterne på tjeklisten. Hun finder den højt estimerede læge Peter, der er vild med hende og opfylder det hele og mere til. Han arbejder for en medicinalfond og tjener rigeligt til at forsøde Line med havudsigt og designertasker, men kan man virkelig tjene så mange penge selv på det hverv? Line bliver bekymret for, om hun er på vej ud i en ny økonomisk deroute på grund af sin samlever.

Cille er arbejdsløs grafiker og vil helst gemme sig selv og sin skam for hele verden, imens bliver hendes hårdtarbejdende konsulentmand Ask besat af en mexicansk levemand, der tilsyneladende har alt og kan alt, og Ask må vide, hvordan han gør, så han er i gang med at stalke ham til verdens ende. Så er der skilsmisseadvokaten Caroline og den indbildske ejendomsmægler Kaare. De lever i et dysfunktionelt ægteskab, der belaster den følsomme og oversete teenagesøn Lukas. Parret er tilbage på økonomisk fode efter en konkurs, der nær lukkede Kaares forretning men lever kun sammen på papiret for barnets men mest økonomiens skyld. Caroline har styr på alle andres skilsmisser end sin egen, som hun burde have bedt om for længst. Ambitiøse Kaare kan med sin Brøndbybaggrund og manglende dannelse ikke blive et velanset medlem af eliten i Klampenborg, uanset hvor mange visioner han har og penge han tjener. Til gengæld kan han få al den sex, han vil have hos frivole og simple Jeanne. Men også hun har en grænse. Unge Lukas er dybt ensom og drømmer om at skrive men havner i det forkerte og fatale selskab. Beretningerne fra teenagelivet i overklassen er triste at læse, og den afstumpethed, der reelt foregår på gymnasier med mobning, chikane og fornedring af unge piger stikker også sit grimme ansigt frem her.

Historierne er skrevet med både spiddende satire og stærk indlevelse, man er ikke i tvivl om, at de her mennesker eksisterer i en eller anden udstrækning.

Nordsjælland er for nogle omgærdet af en særlig bobbel af agtelse og mystik, men Lotte Kaa Andersen sprænger med sin pen den bobbel som en ballon. Borgere med mange penge er ligesom alle andre mennesker, de har blot langt højere forventninger til, hvad livet skal byde på og muligvis også sværere ved at klare sig i modgang. Når man kan betale sig fra alt hvorfor så ikke fra et ulykkeligt liv?

100 dage er virkelig en god bog, skarpere og faktisk endnu bedre end den første. Man stryger igennem på få timer og får både højlydte grin og et par tårer med på vejen. Læs den, men læs Hambros Alle 7-9-13 først.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Rosinante.

Vi skal længere ind i mørket

Solo er Jesper Steins sjette krimi i serien om politimanden Axel Steen. Med den cementerer forfatteren, at hans hovedperson og alter ego er en mand, man ikke kan nå. Bogbobler har spurgt ind til, hvorfor han skal være så besværlig.

Tillykke med endnu en spændende og vellykket krimi, hvor det i den grad er lykkedes at gøre en del af læserne frustrerede over Axel Steens handlinger. Kan du godt lide at provokere dine læsere?

Nej, det tænker jeg slet ikke på. Jeg prøver at føre Axel gennem livet på en troværdig måde. Han er en svigter. Men han er også en ridder. De to poler, tror jeg, at mange mennesker har i sig. I denne bog trækker jeg det meget hårdt op.

På et tidspunkt i Solo spørger Axel sig selv, hvad der egentlig er galt med ham. Hvad er der galt med ham?

Ikke noget, som ikke er galt med mange af os. Han er skilsmissebarn, hans mor forlod ham, da han var syv, han er blevet overladt til sin far, som ikke har været særlig kærlig, og hans nye kone. Der har været lidt omsorgssvigt og alkoholmisbrug, som man nu kender det selv i de bedste danske familier. Det er, hvad vi ved om hans baggrund. Og så har han et misbrugsgen – det kan ødelægge meget i livet. Han er afhængig af sit job på samme måde, som han er perioder har haft en aktiv afhængighed af hash, sprut eller coke. Han er rastløs, han vil flygte fra problemerne og fra sig selv. Og han har svært ved at knytte sig til kvinder. Han er meget tiltrukket af dem, men bange for nærheden. Ellers er han vel en ok fyr.

Axel har åbenlyst ikke styr på work-life balancen, hvorfor er det så svært for ham?

Det er jo svært for mange, ikke? Vi har meget travlt med at spelte os igennem med vores flotte selvbilleder af, hvor opofrende vi er i forhold til vores familie, men det passer sjældent. Jeg kender mange, som er så glade for deres job, har så meget identitet hængt op på det, at det at have en familie og have børn og forpligtelser ind imellem er pisse irriterende, fordi man ikke kan give den gas eller passe sine ting. Og Axel har jo et kald – det er en del af konventionen i en krimi – han brænder for at skaffe retfærdighed til ofrene. Hvis han kun brændte for sin datter og sin kone, så var det aldrig blevet en serie. I denne bog er det gjort til et enten eller på en lidt ekstrem måde, og jeg synes, han vælger helt i overensstemmelse med sin personlighed.

Axel er typen, der gør lige, hvad der passer ham og siger chefer og autoriteter imod. Er du også sådan?

Nej. Men jeg har været det. Og det var dumt, for man skal opføre sig ordentligt. Jeg havde nogle virkelige idiotiske chefer på Jyllands-Posten, og det lod jeg dem vide. Og det kostede mig dyrt. Den dårligste af dem alle sendte mig på at tvungent grammatikkursus, fordi han mente jeg ikke kunne skrive. Der kan man tale om en mand, der var god til at spotte sine medarbejderes talenter!

Ville verden være et bedre sted, hvis vi alle på bedste Axel manér var i stand til at sige op i røven med det hele!?

Nej, jeg tror, den ville blive meget værre. Men hvis du skal have ordnet noget meget presserende, og det drejer sig om liv og død, så er det måske meget godt, at der er nogen, som kan holde hovedet koldt og handle med det samme, uden at det hele skal i plenum, eller du skal til mægling i HR-afdelingen fordi du har sagt ”luk røven” til en, der ville se tingene fra flere sider, inden du fik lov til at gribe ind.

Det virker lidt som om, at Axel er ved at udvikle sig til en dræbermaskine, sådan en frygtløs Robo Cop killer, er det der, vi er på vej hen?

Nej, det er det slet ikke, men han møder jo nogen ret slemme fyre ind imellem.

Når jeg læser om eksempelvis politiarbejdet, efterforskningsmetoder mm. Og i Solo om de forskellige fraktioner i den syriske oprørsbevægelse, så tror jeg på det hele. Skal jeg det?

Ja, det skal du virkelig helst, fordi mine bøger er realistiske, og der står ikke noget i dem, som ikke kunne ske i virkeligheden. Og Syrienskrigerdelen er vigtig for mig, fordi den punkterer det meget ensformige billede, vi har af syrienskrigerne i medierne, så jeg har gjort mig umage.

Hvem har du talt med i research-processen?

Jeg har talt med politifolk, som har taget springet til erhvervslivet som sikkerhedsrådgivere. Og med min ven retsmediciner Hans Petter Hougen. Jeg har talt med en kvinde, som har mistet sit barn. Og med en forsker, der er specialist i Syrienskrigere.

Kvikke Vicki Thomsen er en herlig, troværdig kvindekarakter og på nogle måder er hun meget sejere end Axel, skal hun ikke snart have sin egen serie?

Nej, det tror jeg ikke, hun skal. Jeg hænger på Axel. Jeg kan virkelig godt lide hende, hun er sådan en lidt mere groundet jysk no bullshit type, men hende skal jeg nok få drevet ud til kanten også.

Vicki er et godt modspil til Axel, og i visse henseender er hun ligeså irriterende, egoistisk og forskruet som ham. De forstår virkelig hinanden. Har de en fremtid sammen?

Ja, som kolleger. Der er overhovedet ingen seksuelle eller kærlighedsmæssige mellemtoner i deres relation, selv om mange læsere allerede fantaserer om det – og det fatter jeg ikke. Er vi virkelig så desperate i vores romancetrang? Hvor læser I det henne i bøgerne? Der er masser af love and sex, men intet mellem dem.

Har du fået nogle kommentarer fra virkelige politifolk om Axel og Vicki, og hvad siger de? Ville de ønske, de havde de samme cojones som dem?

Der mange rigtige politifolk, der har samme cojones, som Axel og Vicki, rigtig, rigtig mange, men de holder sig som regel på den rigtige side af lovgivningens grænse. Mange af dem er vilde med Axel. Som en siger tit: Han gør det, vi andre drømmer om at gøre.

Har du nogle (anti-)helte fra fiktion eller virkelighed, som inspirerer dig til at skrive om Axel?

Michael Connelly’s Harry Bosch. Gunvald Larsson i Mikael Persbrandts skikkelse i de tidlige Beck film. Og en håndfuld af virkelighedens pansere, som jeg ikke vil nævne navne på.

Hvad er de vigtigste forskelle på dig og Axel?

Han er en fucked up strømer, der skal ud og jagte drabsmænd og dumme svin for at få tilfredshed i sit liv. Jeg skal bare skrive en ny roman om ham. Jeg misunder ham intet.

Hvor er Axel på vej hen nu? Bliver det mørkere eller lysere? Er der håb for ham?

Der er altid håb, men det bliver svært for Axel. Jeg håber, der kommer noget lys ind i hans liv, men jeg ved det ikke.

Læs tidligere interview om Jesper Steins skriveproces her

Interviewet er en del af Jesper Steins Solobloggertour i samarbejde med Politikens Forlag. Find mere spændende info om Jesper Stein og Axel Steen hos blandt andre Livet i DukkehusetFindals krimiside, Krimihjerte, Krimimessen, Bogliv og En Bognørds skriblerier

I morgen lander turneen hos Krummes krummelurer

Solo af Jesper Stein

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker en stærk og spændende krimi, men jo flere jeg læser (og ser på film og tv), jo mere kritisk bliver jeg. En krimi skal kunne noget særligt for at være kram, og det bliver ikke lettere at være krimiforfatter med de tusindvis af udgivelser, der strømmer ud over et publikum, der drukner i indhold.

Når Krimier forsøger at overgå sig selv med afstumpet, uforklarlig gru og gore (splatteri) er jeg stået af for længe siden. Eller når plottet er helt ude i skoven, og al troværdighed går tabt, eller når iveren efter at skabe særlige karakterer pådutter dem 27 diagnoser oveni en dårlig barndom og et forlist ægteskab – så bliver jeg træt på forhånd.

Forfatter Jesper Stein gør ingen af delene. Han skriver krimier i topkvalitet med troværdige, komplekse karakterer – ikke kun sin hovedperson men også dem omkring ham, han udviser relevant samfundskritik, et blik mod omverdenen og leverer hver gang en afslutning, der får læseren helt ud på kanten af stolen.Og så kan han lige det ekstra, som meget få kan:

For det første har Jesper Stein med Axel Steen skabt en karakter, som læserne kerer sig om – bare se på de sociale medier. For det andet skriver han stålsikker dialog i et spændstigt sprog, og for det tredje er det som om, at han har læst aviserne, inden de udkommer.

Højaktuelle emner som banderelaterede drab, skandaler i erhvervslivet, grådighed, flygtninge i skjul, Syrienskrigere, organiseret kriminalitet og efterretningsvæsen bliver behandlet med høj troværdighed. Det samme kan siges om politiets arbejdsmetoder og jargon.

Med omhu bygger Jesper Stein et troligt setup ud over første del, hvor siderne kan vendes i et roligt tempo for så i anden del at kulminere i et payoff, der giver fuld valuta for tid og penge spenderet, og nu vendes siderne i lynfart.

Sådan er det også denne gang med Solo, sjette selvstændige roman om politimanden Axel Steen, der udkom i oktober.

Solo fortsætter et par år efter, vi forlod Axel efter en hjerteskærende slutning i Papa. Axel har forladt politiet og arbejder nu som sikkerhedschef i en privat virksomhed med en slikket type af en chef, der får Gordon Gekko til at ligne en matrosdreng. Axel er gift med sit livs udkårne og bor sammen med sin datter på fuld tid i en villa på Amager, hvor han klipper roser i haven i weekenden. Familien forlanger ro og tryghed på hjemmebanen, og det får de med Axels nye job og solide indkomst. Men det må naturligvis få en ende.

En IT-medarbejder har svindlet firmaet for millioner, og Axel får til opgave at eskortere manden ud i diskretion. Kort efter forsvinder han, og det hele lugter af organisatorisk konspiration, der snart involverer kidnapning og mordtrusler.

I Urban Planen på Amager bliver en ung indvandrer med en kriminel fortid myrdet i en kælder under øens mest trøstesløse bygning. Han har forbindelser til de syriske oprørsbevægelser og er en bekendt af Axel fra hans tid i PET.

Axels tidligere kollega Vicki Thomsen leder efterforskningen og kontakter ham for at få hjælp.

Han er først modvillig, men snart har de begge brug for hinanden i opklaringen af de respektive sager, der fortælles i hvert sit spor, indtil de forenes. Makkerparret indgår en noget-for-noget-aftale. For at det ikke skal være løgn hænger, sagerne naturligvis sammen, men det er ikke det mest interessante i Solo. Det er derimod Axel og Vicki og menneskerne omkring dem.

Vicki er en gæv pige, man kun kan holde af. Et troværdigt forbillede for enhver ung kvinde, der måtte søge ind i politiet bortset fra, at Vicki ligesom Axel bærer rundt på dæmoner (men ingen diagnoser), der spænder ben i privatlivet.

Axel går som altid sine egne veje og kan flygte ud af politiet, men politiet kan ikke flygte ud af ham, og som udredningen af svindelhistorien skrider frem og med fare for liv og lemmer, træffer Axel en række valg, der fører ham direkte ind i ensomheden.

Han kunne mærke hullet i maven, et sug i mellemgulvet. Det føltes, som om han var forelsket, men han var ikke forelsket. Han var på jagt. Og han havde fået færten af sit bytte.

Som politimand har Axel længe gået solo og gjort, hvad der passede ham i retfærdighedens tjeneste. Nu går han solo ind i et mørke, hvor der ikke er rart at være. Det lover virkelig ikke godt men hold fast, hvor jeg glæder mig til at se, hvad der skal ske i næste roman om Danmarks mest besværlige og komplekse panser. Once a cop, always a cop. Sådan må det jo være.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

 

Mit halve hjerte, mit hele liv af Morten Sabroe

Jeg har læst to bøger af Morten Sabroe Du som er i himlen, der handler om forfatterens komplicerede forhold til sin dominerende mor og nu hans nyeste udgivelse Mit halve hjerte, mit hele liv, der handler om hans komplicerede forhold til sig selv. Det er forrygende læsning.

Morten Sabroes hjerte kører på halvkraft, og fysikken driller. Den allestedsnærværende dødsangst stiller sig nu lige op i synet på ham, og det er tid til selvrefleksion over et langt liv som journalist, forfatter, søn, mand og far. Der er valg, han fortryder, og ting der nok ikke kunne have været anderledes, for nissen fra familiearven flytter med. Og måske er han ikke et hak bedre end de forældre, han har brugt et halvt liv på at skælde ud i sit indre. Der hvor drengen i mørket sidder.

Bogen er delt i to. Først et uddrag fra en orange dagbog skrevet i små essays. Den skildrer blandt andet hjertekvababbelsen over det han skrev om sin mor, for der var jo lys, som hun sagde, de hårde beskeder fra lægen og hyppige besøg på Netdoktor.dk for at tjekke om det er nu, bivirkninger af medicinen indtræder, og han skal afsted til de evige jagtmarker.

Jeg tror jeg sender Døden en besked på Facebook, for selvfølgelig er den der, og mere der end noget andet sted.

Så går turen til Thailand på skriveophold, hvor forfatteren møder nogle besynderlige typer, som måske er rene fantasier, mens hans skriver sig ind i sin angst ikke kun for døden og tanker der kredser om selvmord, men også for at miste sin kone. Mon hun vil forlade ham nu, hvor han nærmer sig sit exit.

Det lyder tungt, men det er skrevet med spiddende selvironi, så man må græde af grin og grine af sin gråd. Det er rørende, tankevækkende og morsom læsning, der rammer – ja lige i hjertet.

Udover det sorgfyldte er der mængder af herlige anekdoter fra det levede liv og et skarpt blik med en spidset pen på danskere, tendenser som MeToo og mennesker som sådan. Essensen af Sabroe og hans evne til både at se indad og udad afspejler sig fint i denne sætning: Man skulle tro, at jeg havde været et godt menneske, men det har jeg ikke, jeg har heller aldrig mødt et.

Anden del er den sorte bog, skrevet af drengen i mørket, som handler om det, der er sværest at skrive om. Svigtet som far og forsvaret over samme. Her beskriver han forholdet til sit yngste barns mor, en vild og uforudsigelig kvinde og til vennen Jørgen Leth. Det er ikke uinteressant om end noget udleverende, og Morten Sabroe slipper lidt nemt udenom udforskningen af sit eget svigt, som vist er intentionen. Måske og forståeligt nok for at beskytte datteren, der har problemer.

Morten Sabroe er sikkert alletiders far, så god en far, man nu kan blive, når man er en ambitiøs og hårdtarbejdende journalist med hele verden som arbejdsplads. I det lys kunne jeg godt savne lidt mere selvrefleksion, udover at han mener, at have forkælet datteren for meget, som forældrene forkælede ham – vel for at kompensere for den manglende tid til børn. Han erkender at have gentaget de familiemønstre, som er så svære at bryde. Men hvad ellers, har man lyst til at spørge?

Det rager måske ikke den nysgerrige læser her. For der er ikke tale om erindringer eller virkelighed. Det er en roman. Autofiktion er bedrag, siger forfatteren. Og derfor kan han skrive, hvad pokker han vil, for det gør alle andre, der skriver om sig selv.

For nylig fik jeg lejlighed til at møde forfatteren til et bloggerevent på Politikens forlag. Her delte han generøst ud af sit liv og hældte anekdoter ud af ærmerne til stor moro for os tilhørere, der lyttede med spidsede ører, tilbageholdt åndedrag og forløsende grin. Som mange mænd (og. nogle kvinder) elsker Morten Sabroe at tale om sig selv, og det bør man ikke gå glip af, hvis man får chancen, for han er en formidabel og underholdende fortæller, der har oplevet mere end gennemsnittet.

Først som barn af en cirkusrevydirektør og en tidligere OL-deltager og senere som journalistisk koryfæ på alle de største aviser. De fleste kender hans renomme som Danmarks gonzojournalist eller repræsentant for begrebet New Journalism, der blev excelleret af amerikanske Hunter S. Thompson. Ham har Sabroe selvfølgelig mødt og interviewet, hvilket han også beskriver i bogen. Her sætter journalisten sig selv i spil og blander fakta med fiktion og satire. Sabroe bedyrer, at han aldrig har løjet i en avisartikel og er derfor imod at få påført sig prædikatet Gonzojournalist. Alligevel bærer han et symbolsk emblem for samme om halsen, og sådan er der så mange modsætninger i forfatteren, der skriver om sit liv og alligevel ikke. Der fortryder og alligevel ikke. Der har svigtet og alligevel ikke. Der er bange for alt og alligevel ikke.

Med et glimt i øjet forlangte forfatteren, at hans bog fik seks stjerner af de fremmødte bloggere. Af samme årsag kan jeg kun tildele ham fem. Godt vi ikke tager den slags så højtideligt på her på bogbobler.

Jeg var meget begejstret for Du som er i himlen, som jeg læste for så længe siden, at den ikke er anmeldt her. Mit halve hjerte, mit hele liv er så absolut også en bog, jeg synes, der skal læses. Først og fremmest for sin sproglige styrke, sin spruttende selvironi og sit skarpe blik på sit jeg og på verden. Skriv solen sort, men gør det med humor, siger Sabroe i bogen.Og det er lige præcis, det han gør.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag.

 

Alle de liv af Signe Langtved Pallisgaard

Hvad stiller man op, hvis ens nærmeste veninde bliver ramt af en forfærdelig sygdom med kun en udgang og intet håb? Man gør alt, hvad hun beder om, og derfor tager Emilie med sin veninde Solveig på roadtrip til Californien, da Solveig får konstateret ALS.

Det bliver en rejse, der bringer dem tættere sammen, og hvor sandheden om deres venskab kommer op til overfladen. For det er ikke ukompliceret, de er hverken ens eller lige, selvom de to har kendt hinanden, siden de var små, legede på vejen, fulgtes ad til skole og som teenagere var interesserede i de samme fyre. Nu er de voksne, Solveig har mand og to børn, Emilie har en kæreste og drømmer om et barn, men den drøm er efterhånden uopnåelig, og det gør det ikke lettere.

De to veninder er som nat og dag, og det bliver der ikke ændret ved, selvom sygdommen trænger sig på. Solveig er modig og målrettet, Emilie er forsigtig og eftertænksom, deres personligheder bliver forstærket af rejsen, og de lærer for alvor hinanden at kende. Efter chokket åbner Solveig alle sanserne og suger verden til sig, mens Emilie må bevare snusfornuften, så de ikke kommer galt afsted. Samtidig oplever de det ene storslåede moment efter det andet, både i mødet med naturen, og de særprægede mennesker der krydser deres vej.

Ved rejsens begyndelse beder Solveig Emilie om at beskrive det liv og den fremtid, hun sandsynligvis aldrig får. Det værste er, at jeg ikke ved, hvad der ville være sket, siger hun. Emilie er forfatter men vægrer sig alligevel. Snart bliver hun inspireret af rejsen, og Solveig får de smukkeste scenarier med sig, der beskriver livet forude fra alderen 40-90, måske det liv og den alderdom, de fleste af os drømmer om.

Hvis man ikke allerede har været på bilferie i Californien, så vil man helt sikkert afsted efter at have læst Alle de liv, eller foretage rejsen igen. Men det er den indre rejse, der er væsentlig for de to veninder, der både lærer nyt om sig selv og hinanden, og det er ikke en rejse uden strabadser og konflikt. Sygdommen driller på turen, og jo mere Solveig er sig den bevidst, jo mere frygtløs bliver hun. Det gælder om at malke livet til sidste dråbe, Emilie. Især for mig. Når man har fået halvt så lang tid som jer andre, er man nødt til at få dobbelt så meget ud af den.

Det er hårdt at være syg. Men det er heller ikke let at være pårørende, og det viser historien på fineste vis.

På Bogforum havde jeg fornøjelsen af at interviewe forfatteren til Alle de Liv, Signe Langtved Pallisgaard, og det er jeg glad for, da det ikke er en bog, jeg havde læst på eget initiativ. Jeg går gerne i en lang bue uden om romaner, der beskæftiger sig med min inderste frygt, og dødelig sygdom er ikke et af de temaer, jeg opsøger frivilligt.

Men hvor er jeg glad for, at jeg fik lejlighed til at læse denne skønne roman. Det er en klog og livsbekræftende historie. En lærerig og smukt skrevet roman jeg aldrig glemmer, og som jeg på det varmeste vil anbefale til enhver, uanset om man har sygdom tæt inde på livet, er pårørende eller bare er til.

★★★★★☆

Romanen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.