Tid til krimi

Knaldkrimi, kvalmekrimi eller kvalikrimi? Det ene udelukker ikke det andet. Men hvilken type krimilæser er du?

Er du til klassisk detektiv eller suspekt strømer. Poirot eller Sam Spade. Engelsk landidyl eller Berlins undergrund. New York mean streets eller LA Noir. Splat eller suspense. Seriemordere eller domestic noir. Videnskab eller dæmoner. Retsmedicinsk akkuratesse eller socialrealistisk samfundskritik. Gangstere eller gys. Spektakulære plots eller antihelte. Den ensomme hævner eller panseren på afveje. Hvad synes du bedst om? Hvad skal din yndlingskrimi indeholde?

De spørgsmål stiller jeg mig selv, mens jeg giver den gas med krimilæsningen og varmer op til Krimimessen i Horsens, som jeg besøger for første gang 6.7. april. Jeg glæder mig helt enormt til at opleve den særlige horror-hyggestemning blandt kriminørder og bogfolk.

Svaret er, at jeg er til lidt af det hele, men at jeg har en række fælleskrav til kvalitet, som bliver sværere at opfylde jo flere krimier, jeg læser. Først og fremmest originalitet og overraskelser, viden der gør mig klogere på verden, interessante flerdimensionelle karakterer man gider følge, et godt og troværdigt sprog, samt fremdrift og spænding der holder fast i læsningen. Jeg bliver skuffet over langt ude i hampen utroværdige plots og twists der ikke hænger sammen, afsløring af mordere man dårligt har mødt, og som vælter ind fra højre mod slutningen, meningsløs gru og udpenslet vold der ikke har en forklaring, og når jeg har regnet det meste ud før midten. Hvis jeg SKAL vælge, så hælder jeg mere til den realistiske samfundskritiske krimi end til det spektakulære og grusomme plot. True Crime genren er bestemt også min kop te, men i perioder er jeg nødt til at undgå den, for er der noget, der skræmmer livet af mig, er det forbrydelser begået i virkeligheden.

Markedet for krimier er spækket og overfyldt, og det er blevet vanskeligere at skille sig ud. Men når det sker, kan en krimi både ryste, skræmme, røre, oplyse, vække stof til eftertanke og åbne øjnene mod nye horisonter, der er svære at glemme – på samme vis som et skønlitterært værk uden mord.

Her lidt om de seneste fire danske krimier jeg har læst, og som efter min mening ligger i den høje ende af kvalitetsspektret, og hvordan de hver for sig repræsenterer forskellige subgenrer og smag. Jeg hører gerne din mening om samme sag. Vi behøver ikke at være enige.

Krimien der gør dig klogere – Søster min af Helle Vincentz:

Søster min er den første krimi, jeg læser af Helle Vincentz, men det er absolut ikke den sidste. Her kan man virkelig mærke, at forfatteren har foretaget en omfattende research, der på imponerede vis er flettet naturligt ind i handlingen. Det handler om medicinalbranchen og dens uanede muligheder for magtspil og korruption. Hvis man ikke var mistænksom overfor medicinalvirksomheder før, så er man det i hvert fald efter læsning af Søster min.

Dette er anden selvstændige bog i serien om antropologen Sofie Munk, der arbejder som efterforsker i et privat og diskret konsulentfirma. En vidunderpille mod depression ser ud til at fjerne kvinders lyst til sex, og det er rigtig skidt for samfundsøkonomien. Mange interesser er på spil, og alle er under mistanke i denne fremragende spændingsroman. Dramakurven er dog en lidt flad fornøjelse. Spændingen ligger ikke i den omkringliggende fare, eller i det endelige opgør mellem hovedperson og skurk men derimod i Sofie Munks efterforskning og relevante spørgsmål til eksperterne, mens hun borer sig dybere ned i sagen og leverer en i høj grad, antager jeg, faktuel viden til læseren, og det er skam spændende nok. Det er også en velfortalt historie med troværdig dialog og gode karakterer. En rigtig journalistkrimi på den fede måde. Det vil sige uden medvirken af den fortærskede kliche af en journalist som hovedperson men med solid info til borgerne om samfundet.

Den højspændte krimi – Fjenden iblandt os af Jakob Melander:

En af de danske krimiforfattere der efter min mening skriver bedst er Jakob Melander. Han lægger ofte et poetisk pennestrøg over sine historier, for eksempel ved beskrivelser af København og den punkromantiske del af 1980’erne.

Det er der ikke så meget af i den seneste krimi, hvor han prøver noget nyt med en stram og tempofyldt historie, der strækker sig over knapt et døgn og følger et galleri af personer, som overskygger hovedpersonen politiassistent Lars Winkler.  Fjenden iblandt os er den sjette selvstændige del af serien med ham i centrum.

I en ghettobebyggelse ved Bellahøj findes en otteårig pige dræbt i baggården, og snart er hele boligkomplekset et inferno af racistiske og sociale spændinger tilsat politisk idioti. Også her lykkedes det at få sat flere af beboerne under mistanke, og vi følger på skift en række vidt forskellige karakterer. Slutningen i denne er lidt tam, men forfatterens indlevelse hos de enkelte er i top, og det er spændende at følge opklaringsarbejdet og den stigende frustration hos Lars Winkler og hans kollegaer.

Den spektakulære krimi – Blodspor af Julie Hastrup:

Julie Hastrup er en garvet krimiforfatter med et trofast publikum, og det kan jeg godt forstå, for hun kan sit kram og kan strikke et velfungerende plot sammen af mange fritflyvende tråde. Blodspor er forfatterens syvende med drabsefterforsker Rebekka Holm i spidsen, en kvinde der efterhånden har gået grueligt meget igennem men fortsat formår at leve og ånde for politiarbejdet.

I denne historie, som kan læses uafhængigt af de tidligere, ligger hendes svenske kæreste i koma i Stockholm, mens hun må passe sit arbejde i København. Her bliver en hel familie fundet makabert henrettet rundt om middagsbordet. Et postbud med hang til splatterfilm stikker af fra gerningsstedet, en overlevende datter kommer på afveje i en uhyggelig scene i den gamle aflukkede Danske Sal på Det Kongelige Bibliotek, og et barn svigtes på det groveste af sine inkompetente forældre. Og der er meget mere. Det hele bunder i en virkelig spansk skandalesag under Francotiden, der har vakt stor harme i Spanien. Børn blev ulovligt fjernet efter fødslen og bortadopteret for penge, og nybagte mødre blev indbildt, at børnene var afgået ved døden. Det gik især udover forældre fra dårligt stillede familier, mennesker med sindslidelser osv. Den konspiration er virkelig gruopvækkende og spændende, men plottet kammer en smule over. Intrigerne er så udspekulerede og indviklede, at troværdigheden ryger. Less is more kunne jeg fristes til at sige. Julie Hastrups socialrealistiske passager er til gengæld skrevet med en fantastisk indlevelse. Det skulle hun skrive meget mere af, for når hun beskriver, hvor grusomme voksne kan være mod børn, gør det tåredannende ondt at læse.

Den videnskabelige krimi – Djævlens værk af Lotte Petri:

Lotte Petri er også en dygtig og velskrivende krimiforfatter samt en ferm researcher med hang til bloddryppende plotmageri og grusomme mord. Der er godt styr på det faktuelle og detaljerigdom om alt fra pest og nazisme til psykisk sygdom og seriemordere og ikke mindst retsmedicinske detaljer. I Djævlens værk bevæger hun sig ud i det overtroiske og konsulterer en katolsk præst og eksorcist. Det sker efter et mord på en arkæolog og kollega til den sympatiske hovedperson, retsantropolog Josefine Jespersen, der leder en gravrydning af 1000 skeletter på Assistens Kirkegård. Der skal være plads til en metrostation, men da arkæologen bliver fundet død med et kors ridset ind i kraniet, er fanden løs. Det er både creepy og spændende.

Oooog så vil jeg da nævne den bedste danske TV-serie, jeg har set længe, Bedrag sæson 3 slog fuldstændig benene væk under mig og var eminent på alle tænkelige planer – også det visuelle. Glem de første to sæsoner, men denne må du ikke gå glip af, hvis du er en ægte krimifan. Kan ses nu på dr.dk.

Skulle du mangle flere bud på din næste krimi, er her links til nogle af de favoritkrimier, jeg har anbefalet på Bogbobler: Vip-rummet, Stockholm Delete og Top Dog af Jens Lapidus, Savner dig af Harlan Cohen, Papa og Solo af Jesper Stein, Pigen uden hud af Mads Peder Nordbo, De Berusedes vej af Jakob Melander, Selfies af Jussi Adler-Olsen, De smukkeste af Karen Slaughter.

Afslutningsvis klemmer jeg lige en top ti liste ind med de senest sete udenlandske krimifavoritter blandt TV-seriernes overflødighedshorn – hvis nogen skulle have brug for et tip:

Dogs of Berlin – Netflix (Højspændt gangster- og politidrama i Berlins moderne undergrund)

Narcos Mexico – Netflix (Autentisk narkodrama om de mexicanske narkokartellers begyndelse)

Billions – HBO (Finanssvindlere i New York der skyder skarpere med ord end med kugler)

True Detective – HBO (Dvælende og mystisk politidrama med menneskelig indsigt)

Babylon Berlin – DR (Fantastisk tidsbillede af tyvernes Berlin og nazismens indtog)

Peaky Blinders – Netflix (Vanvittigt velspillet gangsterdrama fra Manchester i årene efter 1. Verdenskrig)

The Assasination of Gianni Versace – Netflix (Forstemmende True Crime fiktion der overgår fantasien i gru og meningsløshed)

Mindhunter – Netflix (Isnende historie om den første profilering af seriemordere)

Ozark – Netflix (Breaking Bad lignende vildveje i den amerikanske sump)

The Americans – Netflix (Kulørt koldkrigsdrama med psykologisk indsigt og spænding i højgear)

I Horsens har jeg fornøjelsen af at interviewe fem krimiforfattere; tre svenske stjerner: Sofie Sarenbrant, Pernilla Ericsson og Tove Alsterdal. En islandsk: Lilja Sigurdadottir. Og en dansk debutant: Jesper Nilausen.

Se programmet for Krimimessen her

Måske ses vi?

 

 

 

 

Reklamer

Samtaler jeg har haft med min kone af Anders Klarlund

Romanen her røg ulæst ind på min bogreol i en strøm af nyudgivelser, da den udkom sidste år. Forleden greb jeg fat i den igen, og det er jeg glad for. Jeg havde en forudindtaget holdning om, at den nok handlede om et af kreaklassens selvskabte kærlighedsdramaer, og det gad jeg ikke lige. Det med handlingen havde jeg sådan set ret i, bortset fra at jeg gad den godt. Det er nemlig en virkelig god, vedkommende og personlig fortælling, der griber fat i læseren fra første til sidste side.

Anders møder Carmen, og de forelsker sig. De er voksne fraskilte mennesker med store børn og frihed til at gøre som de vil, men de er på ingen måde fri af de bånd og følelser, deres egne forældre har lagt på dem siden barndommen, og det komplicerer forholdet i ødelæggende grad. Anders må ikke møde Carmens mor, og hans egen døende far vil heller ikke møde Carmen.

Men det er ikke kun forældrene, parret kan klandre for en række af besværligheder i forholdet men også sig selv. Begge er dem, der er gået i de tidligere forhold, og det har efterladt en byge af selvbebrejdelser og nok en følelse af ikke at fortjene kærligheden. Den slags skaber selvdestruktive svigt og afvisninger fra begge sider, samtidigt med at begge nægter at være den, der giver op, og selvom det er uklædeligt, at midaldrende mennesker opfører sig som vaklende, ubeslutsomme teenagere, så forstår man godt, at det sker.

Det er åbenbart med træer som med mennesker, skader forårsaget for længe siden vokser med årene, bliver tydeligere. Vi kommer nogenlunde yndigt gennem tyverne, før barndommens traumer kan ses. Det ville ellers være logisk, at jo længere på afstand af barndommen, vi kom, jo mindre kunne smerten mærkes – og næsten vigtigere – jo mindre kunne smerten ses. Men sådan er det ikke. Jeg ser på træet C+A. Det er vokset, helt vildt, faktisk, barken er svulmet op rundt om mine årgamle ridser, det har næsten fået et sært erotisk præg.

 Det handler ikke kun om kærlighed men også om den angst og usikkerhed, der følger med et liv fuld af bagage og erfaringer på godt og ondt og om den skyld og skam, der naturligt følger som en del af en skilsmisse, der berører andre end en selv: Skilsmissen er livets eneste absolutte, definitive beslutning. Alle andre beslutninger kan gøres om. Man kan skifte job, uddannelse, bo i et andet land. Kun skilsmissen er en ægte beslutning. Og kun skilsmissen, hvor der er børn. For det handler om dem. Man ændrer blikket i deres øjne for altid, kursen i deres liv, intet bliver nogensinde det samme… Det kan aldrig omgøres. Alt andet i livet kan omgøres.

Romanen er en autofiktiv fortælling skrevet af Anders Rønnow Klarlund, som også er kendt for sit stærke krimisamarbejde med Jacob Weinreich under pseudonymet A.J. Kazinski.

Det er en ægte og ærlig historie, modigt beskrevet, fyldt af livskloge betragtninger og med et meget tyndt filter mellem forfatter og hovedperson. Der bliver ikke sparet på selvudleveringen, og det rammer rent.

Anders Klarlund ønskede egentlig ikke at udgive denne bog men blev opfordret til det af sit forlag. Han har sagt noget om, at den godt må flyve under radaren, og at det er den af hans bøger, der gerne må få færrest læsere. Fordi den er så personlig. Det er lidt synd, for det er den bedste bog af forfatteren, jeg hidtil har læst, og nok er den personlig men bestemt også relevant for os andre. Den var lige ved at flyve under min radar, men jeg er glad for, jeg fangede den.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af Politikens forlag

HHV, FRSHWN Dødsknaldet i Amazonas af Hanne Højgaard Viemose

Der er virkelig noget på spil i Hanne Højgaard Viemoses tredje roman, som tager begrebet autofiktion til et helt nyt niveau. I et rablende, fabulerende og vanvittigt velskrevet miks af prosa og poesi kommer læseren med på en sindsoprivende rejse i hovedpersonens nutid og fortid. Stilen er en slags stream of consciousness, hvor det levede liv blandes med fiktive elementer og forskellige identiteter, der hopper mellem tid og sted. Fra Frederikshavn til København, Peru og Island. Som læser kan man kun håbe, at de passager, der er ret hårde og nogle steder helt forskrækkelige, hører til den fiktive del. Men i al sin gru er det også et morsomt, underholdende og ironisk værk med rørende og sjove dialoger mellem fortælleren og hendes børn.

Mest af alt er det voldsomt, provokerende og oprørende, hvad forfatteren udsætter sit selv for, ligesom det er stærkt og modigt at skrive om det.

Hanne, Anita, Anne, Hannah, HHV vokser op i Frederikshavn som en rastløs muligvis overset teenager med selvdestruktive tendenser, som ung antropolog tager hun på studierejse i Peru, rejser ind i junglen med store idealer og kommer ud af et mareridt et halvt år senere med traumer for livet, hun er en kvinde der keder sig let, ikke kan sætte grænser og svigter sig selv, fylder tomheden ud med håbefulde og håbløse mænd, knalder sågar sin psykolog, der mener, at hun bruger sin seksualitet som et middel til overlevelse. Hun er også en sårbar, kærlig mor til to søde og sjove drenge, hun kæmper alene med økonomi, depression, bolig og forfatterskab, mens hendes islandske eksmand slås med en psykose. Hun bliver en voksen kvinde der forsøgsvis vover at reflektere over sit liv, da fyrreårs dagen nærmer sig, kalder sig selv en dramahystade og en arrig heks der er faldet af sin kost, og en naiv sjæl der forelsker sig ustyrligt i en gift mand, hun ikke rigtigt kan få og et følsomt væsen der oveni hatten skal bebyrdes med en stalker ved navn Henning. Hun rejser til Island for at skrive og besøge børnenes far, mens hun stikker ud i naturen, udforsker nordlys og vulkaner, taler med spøgelser, finder historier og måske sig selv.

Hver eneste sætning er skrevet med omhu og nerve, et godt skvæt humor og ikke mindst et tempo, der gør det svært at stoppe op, og som læser ræser man igennem. Hvilket er synd. Romanen fortjener en dvælen ved ordene. Og i hvertfald en genlæsning.

Det er også en oplysende roman, mest om emner man ikke har lyst til at vide noget om. Jeg har selv rejst de samme steder i Peru som fortælleren, men som en af de benævnte dumme turister der kun så overfladen og ikke tilnærmelsesvis har oplevet det, hun kan berette om og heldigvis for det. Det er barske sager.

HHV, FRSHWN Dødsknaldet i Amazonas er en af de vildeste romaner, jeg har læst. Det er den første, jeg læser af Hanne Højgaard Viemose men absolut ikke den sidste. Hvis du kun skal læse én roman i år, så tør jeg godt mene, at det skal være denne, selvom vi kun er nået til februar. Jeg håber, den får en bred opmærksomhed og kommer med i opløbet til en masse priser i den kommende tid. Den har en originalitet, en følelsesmæssig substans og et mod til at udstille sin hovedperson for både godt og skidt, som er stærkt beundringsværdig. En rasende god roman.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Gyldendal.

Nordisk Vildt af Daniel Dencik

Nordisk Vildt er en voldsomt ambitiøs roman, der vil meget mere end at fortælle en god historie, og den indledes således med sætningen: “Nu fortæller jeg det hele.”

Og med det hele menes nærmest hele meningen med livet.

Det er ikke en bog, man suser igennem. I nogle passager er der fuld fart fremdrift, i andre må man dvæle, læse om og læse igen. Særligt et langt kapitel hvor Elias skriver et mindblowing brev til sin genfundne tvillingebror og romanens hovedperson Silas, om hvordan livet og universet hænger sammen ifølge den jødiske mystik kabbala. En filosofi, der ifølge dens tilhængere, ikke må udforskes, før man er fyldt fyrre og gift.

Silas er ikke gift, for Elias snuppede hans udkårne Sara, da de var helt unge ved simpelthen at udgive sig for sin bror. Silas var da rejst fra Sara, da han skulle udstationeres som soldat.

Af samme årsag er der skabt en dyb splid mellem de to brødre, der er som nat og dag, selvom de ligner hinanden på en prik. Og Silas er mildt sagt skeptisk overfor sin brors religiøse belæringer. Derimod kan han godt mærke det guddommelige ved naturen, fornemmer man.

Silas har i årevis strejfet om i verden som en rastløs, søgende og resigneret sjæl, der udforsker både ydre og indre grænser. Han er soldat og slår ihjel, når han har fri tager han stoffer og går igennem en strøm af korte affærer og overfladiske bekendtskaber. Han er en enspænder uden mål og med. Da han tager tilbage til Danmark sat i bås som PTSD-ramt er det blot for at isolere sig på familiens forladte gods i Jylland med den ene fornøjelse at jage råvildt i den danske natur.

Skov og vildnis, hav og natur er sjældent beskrevet så dragende, mystificerende og sanseligt som her. Titlen yder dermed romanen fuld retfærdighed med sin hovedperson Silas, en nordisk mand med et vildt sind, der kun føler sig tilpas i den vilde natur på jagt. Iøvrigt går han meget op i at finde det autentisk nordiske råvildt. Imens har Elias skabt sig et liv som kvantefysiker og vis mand i den jødiske inderkreds i København.

Brødrene har sporadisk kontakt, de var meget tætte som børn, men afstanden mellem dem er nu en afgrund. Da Elias kommer på weekendbesøg med Sara og deres søn Sebastian, er der lagt op til anstrengt familiehygge. Sara har for længst tilgivet Elias’ udåd uden helt at glemme det, hun følte for Silas.

Weekendhyggen stopper brat med en tragisk hændelse, der tvinger de to brødre til at finde sammen igen. Mens de forsøger at vikle sig igennem de valg, de begge mener, er til alles bedste, går de på hver sin måde igennem en transformation, der fuldfører den filosofi, som den ene bror belærer den anden om.

Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv om, jeg synes slutningen i forhold til det projekt er banal eller genial, den er i hvert fald gennemført.

Som værk er Nordisk Vildt en af de mest interessante, originale og ikke mindst ekstremt velskrevne danske romaner, der er udkommet i år. Den kombinerer et egentligt simpelt plot med et komplekst bombardement af filosofiske overvejelser om både natur og den menneskelige eksistens. Det er en roman, der sætter godt gang i hjernecellerne hos den krævende læser, der vil udfordres.

Det mest interessante er samtalerne mellem de to brødre. Dialogen er i det hele taget gennemført og overbevisende uanset, hvem der deltager i den. Eksempelvis har Elias følgende opsang til Silas om den kærlighed, de deler til den samme kvinde: Jeg har levet dit liv Silas. Og det har ikke været a walk in the park, let me tell you. Jeg har ikke været dig, men jeg har levet det liv for dig, som du ikke ville leve. Og jeg har følt på min egen krop, hvordan kærligheden føles, når den er grumset. Og når den er halv. 

Ligeledes er der en række alment menneskelige erkendelser, der rammer rent som her hos Silas: Jeg har gennem hele mit liv været dårlig til at få sagt fra i tide. Det menneske, der ikke siger de ord, det skal sige, i det nu, de skal falde, står tilbage i skyggen af sig selv, efterladt i et hulrum, som aldrig kan udfyldes. Den tavse tier sig selv ihjel. Aldrig er det, der sker, når du ikke har ord.

Ligesom i Denciks første roman Anden Person Ental, er der selvbiografiske elementer, men de to romaner er milevidt fra hinanden. Den første var ren autofiktion. Nordisk Vildt er benævnt som et studie i method writing, idet forfatteren har gennemgået dele af sin hovedpersons prøvelser i sin research, for eksempel en politiafhøring og at sidde i fængsel. Romanen er en udforskning af sin egen genre, som er svær at kategorisere, den bryder med form og tone undervejs og nærmer sig et litterært eksperiment. Det er ret fornemt, og jeg er meget spændt på, hvad den næste byder på.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af Politikens Forlag.

Kort over Paradis af Knud Romer

Det har taget mindst et halvt år at blive færdig med Knud Romers mesterværk Kort over Paradis. Jeg har holdt mange pauser og læst alle mulige andre bøger undervejs. Forventningerne var jo ellers skyhøje og glæden stor, da den længe ventede svære toer efter Romers vidunderlige debutroman Den der blinker er bange for døden udkom. Romer er en af de stærkeste forfattere i Danmark lige nu, en der gør sig umage med hver en sætning og betaler en høj pris for det. Denne bog kostede både grøn stær og en tur på den lukkede afdeling. Det tog Romer tolv år at knække nøden, og han skuffer ikke – absolut ikke. I hvert fald ikke i det ene af romanens to spor.

Det er, som i debuten, det autofiktive, der rammer med en spidset pen rent i hjertet. Historien om Knud Romers eget liv som højtbegavet og belæst enebarn, som evighedsstudent på litteraturvidenskab, som forkælet voksen under forældrenes forsørgelse og med huslejen betalt, som social taber da han ikke er i stand til at få et job med dertil hørende julefrokost og kollegaer og som ensom omstrejfende byløve i natten på barer, klubber og i pornobiografer, indtil han vender ruten og begiver sig op af rangstigen og lukt ind af djævlens port som gal og genial reklamemand, da han får sit første job som 35-årig. Som kongen af kreative kører han millioner ind på bureauets konto med produktslogans, der sidder lige i skabet, mens han hader sig selv, stiger endnu længere ned i et søle af stoffer og depression og skubber sig fjernere fra drømmen om at blive poet og udkomme på det uopnåelige tyske Insel Verlag. En drøm der nu er lykkedes. Inden da når han også at medvirke i filmen “Idioterne” af den berygtede Lars Von Trier og vandre op af den røde løber i Cannes. Det er både dybt forstemmende og særdeles underholdende at læse om.

Romer en søgende sjæl, der hele sit liv har udforsket filosofien, historien og litteraturen for at finde sit paradis. Der hvor det hele giver mening. Endelig når han derhen ved at finde hjem. Vejen derhen er en prosa skrevet i en perlerække af sproglig skønhed, vildskab og viden. Vi får sågar hele universitetsspecialet gengivet, selvom det aldrig bliver færdigt.

Forholdet til forældrene er særligt. Hvor den første roman havde fokus på Romers tyske mor, hendes liv og afskeden med hende, tager Kort over Paradis afsked med hans far, der bliver dement og ender på plejehjem til Romers store fortvivlelse. Det er læsning, der river i hjertet, som det er, når forfatteren revser det danske velfærdssystem i debatten, og da han beskriver den uværdige afslutning, som også bliver fremført i den rørende dokumentar Et blad falder til himlen, en film alle bør se.

Så kommer vi til den fiktive del. I det andet spor følger vi Romers eneste og imaginære ven M. Han er søn af en amerikansk agent, bor i Iran med sin familie og lever privilegeret under shahens diktatur i 1970’erne, indtil ayatollahernes diktatur overtager landet. Kapitlerne er en levende og sprudlende samling fabulerende røverhistorier, der stikker af i tusind retninger, spækket med fantasi og skøre indfald om alt fra persiske frisører der bruger falske øjenvipper fra lig til russiske spioner, skak, farlige damer og oprør i gaderne. Det er blændende og fantasifuldt skrevet, men desværre interesserer det mig ikke det mindste her, jeg vil bare videre til den autofiktive del. Kapitlerne om M. bliver mere en kamp end en fornøjelse at komme igennem, og læsningen går i stå. Jeg ved, andre har valgt at skimme eller ligefrem springe dem over. Det kunne jeg ikke drømme om. Tænk hvis man gik glip af noget.

Desværre kommer jeg aldrig til at forstå formålet med det spor. Jeg kan ikke rigtig se sammenhængen med Romers egen historie. Han kunne lige så vel have skrevet den som en selvstændig roman i så fald en roman, jeg nok ikke gad at læse.

Det er som om, Romer vil overbevise sine mange fans ( jeg er en af dem) og muligvis sig selv om, at han ikke blot brillerer som skarp og samfundsrevsende debattør og er en litterær forfatter der kun skriver historier om sig selv. Men at han da selvfølgelig også kan bruge sin fantasi og skrive ægte fiktion. Indtil videre foretrækker jeg at høre om Romer selv.  Han har måske fået nok af “mig, mig, mig”, som han siger i bogen men hvorfor, når han nu har så meget alment vedkommende at fortælle fra det levede liv. Den selvbiografiske del af Kort over Paradis er ligeså rørende og vidunderlig som debuten, og den bør ingen litteraturelsker gå glip af. Den anden del kan du faktisk godt springe over, hvis din tid er knap.

★★★★★☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Lindhardt og Ringhof.

 

Syv Sind af Lotte Kaa Andersen

Syv Sind er tredje del af Lotte Kaa Andersens fortællinger om liv og skæbner i det velstillede Nordsjælland. Igen følger vi de syv personer, vi har lært at kende i først Hambros Allé 7-9-13 og 100 dage, begge bøger jeg er meget begejstret for.

Jeg læste Syv Sind kort før jul og lige i rap efter 100 dage, og det var måske en fejl, for den vist nok sidste del af serien, der er benævnt Hellerup-trilogien, rammer mig ikke lige så hårdt i hjertet, som 100 dage  – men velskrevet og delvist underholdende er den.

Der er sket markante skred i den personlige udvikling, og flere af karaktererne er dårligt til at genkende. Det er lige før, der er tale om karakterafvigelser i forhold til de tidligere romaner, og jeg engagerer mig ikke rigtigt i dem på samme vis. Det ærgrer mig. Måske havde det været anderledes, hvis jeg først havde læst Syv Sind et års tid efter 100 dage, som de fleste andre og meget begejstrede anmeldere har. Jeg vil ikke give konkrete eksempler på de nævnte karakterbrud, da det afslører for meget af handlingen. Har du læst de to første, skal du naturligvis også læse afslutningen her og kan selv bedømme.

Et kort resume skal der dog være plads til. Som titlen antyder, er der krisestemning, og alle er i syv sind. Cille har fået et spændende jobtilbud i Aalborg, men hendes mand konsulenten Ask er meget lidt forstående for en forestående flytning eller pendlen fra Hellerup. Konflikten får Cille til at forlade mand og børn på vej til ferie i Sydfrankrig og i stedet begive sig ud på Caminoen. Selve den tur er godt beskrevet, man får næsten lyst til at prøve vandringen selv, og Cille møder nogle sjove typer undervejs, mens hun tager sit liv og sin fremtid op til revision.

Line, som åbenbart er født til at være holdt rigmandshustru, selv om hun har en uddannelse er taget med “romanlægen” Peter til Dubai. Han kører karriere, og hun keder sig på ekstravagante hotelværelser, shopper mærkevarer, mens hun kæmper med sig selv og sin uforløste skrivetrang. Skildringen af det syntetiske overklasseliv i Dubai er også god, og jeg får bekræftet alle mine fordomme og min overbevisning om, at det er et sted, jeg aldrig skal hen. Samtidig har en ny chef i medicinalfonden fået øje for Peters lidt for lemfældige omgang med fondens penge.

Stjerneadvokaten Caroline og ejendomsspekulanten Kaare har langt om længe set lyset og indset, at de ikke har en fremtid sammen. En skilsmisse er på vej, og den bliver dyr på flere planer. Imens er deres stakkels ensomme søn Lukas henvist til en forældrekøbt lejlighed i Nyhavn, hvor han bliver udnyttet af sine hensynsløse venner.

Desværre er der i denne bog lidt for langt fra Amager til Hellerup til, at jeg rigtig interesserer mig for det, i modsætning til Hambros Allé 7-9-13 og 100 dage, hvor jeg følte mig meget tæt på.

★★★☆☆☆

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Rosinante.

 

100 dage af Lotte Kaa Andersen

Det er ikke let at være nogen. Og det er heller ikke let at leve og bo i Hellerup, hvor status og levestandarder skal opretholdes eller opnås, for at man som menneske passer ind i sin egen forestilling.

100 dage er opfølgeren til Hambros Allé 7-9-13, som forfatter Lotte Kaa Andersen fik stor succes med, og det kan jeg godt forstå. Hun skriver skarpt, sjovt og superbt om livet på vrangsiden af de smukke hjem og storslåede karrierer, og hun gør det med så meget empati, at det ikke kun er morsomt men også rørende.

I 100 dage følger vi de samme personer som i første bog. Men intet er længere det samme. Der er gået et par år siden, Line mistede sin mand, og selvom hun har klaret sig fint uden, vil hun gerne have en ny, der kan leve op til punkterne på tjeklisten. Hun finder den højt estimerede læge Peter, der er vild med hende og opfylder det hele og mere til. Han arbejder for en medicinalfond og tjener rigeligt til at forsøde Line med havudsigt og designertasker, men kan man virkelig tjene så mange penge selv på det hverv? Line bliver bekymret for, om hun er på vej ud i en ny økonomisk deroute på grund af sin samlever.

Cille er arbejdsløs grafiker og vil helst gemme sig selv og sin skam for hele verden, imens bliver hendes hårdtarbejdende konsulentmand Ask besat af en mexicansk levemand, der tilsyneladende har alt og kan alt, og Ask må vide, hvordan han gør, så han er i gang med at stalke ham til verdens ende. Så er der skilsmisseadvokaten Caroline og den indbildske ejendomsmægler Kaare. De lever i et dysfunktionelt ægteskab, der belaster den følsomme og oversete teenagesøn Lukas. Parret er tilbage på økonomisk fode efter en konkurs, der nær lukkede Kaares forretning men lever kun sammen på papiret for barnets men mest økonomiens skyld. Caroline har styr på alle andres skilsmisser end sin egen, som hun burde have bedt om for længst. Ambitiøse Kaare kan med sin Brøndbybaggrund og manglende dannelse ikke blive et velanset medlem af eliten i Klampenborg, uanset hvor mange visioner han har og penge han tjener. Til gengæld kan han få al den sex, han vil have hos frivole og simple Jeanne. Men også hun har en grænse. Unge Lukas er dybt ensom og drømmer om at skrive men havner i det forkerte og fatale selskab. Beretningerne fra teenagelivet i overklassen er triste at læse, og den afstumpethed, der reelt foregår på gymnasier med mobning, chikane og fornedring af unge piger stikker også sit grimme ansigt frem her.

Historierne er skrevet med både spiddende satire og stærk indlevelse, man er ikke i tvivl om, at de her mennesker eksisterer i en eller anden udstrækning.

Nordsjælland er for nogle omgærdet af en særlig bobbel af agtelse og mystik, men Lotte Kaa Andersen sprænger med sin pen den bobbel som en ballon. Borgere med mange penge er ligesom alle andre mennesker, de har blot langt højere forventninger til, hvad livet skal byde på og muligvis også sværere ved at klare sig i modgang. Når man kan betale sig fra alt hvorfor så ikke fra et ulykkeligt liv?

100 dage er virkelig en god bog, skarpere og faktisk endnu bedre end den første. Man stryger igennem på få timer og får både højlydte grin og et par tårer med på vejen. Læs den, men læs Hambros Alle 7-9-13 først.

★★★★★★

Bogen er venligst tilsendt af forlaget Rosinante.