Forfatter: isabelrosado

Stærke journalistiske fortællinger 1

~ isabelrosado

IMG_2204Jeg har ikke nået at blive færdig med så mange bøger i denne måned, selv om jeg er i gang med et par stykker. I stedet vil jeg berige din digitale læsehylde med links til nogle af de bedste longreads, jeg har læst i det sidste års tid. Det er lange journalistiske fortællinger af høj kvalitet. Også kaldet non-fiktion. Yderst læsværdige historier fra den virkelige verden baseret udelukkende på fakta og skrevet af nogle af verdens dygtigste og mest ihærdige journalister og kreative ildsjæle, der skriver så godt, at man kan høre violinerne i baggrunden. Og som de fleste, der interesserer sig for verden nok ved, overgår virkeligheden altid fantasien i en grad, at man tror, det er løgn.

De Utilregnelige af Ander Legarth Schmidt i Politiken

Der er langt om længe fokus på psykiatrien i de danske medier. Politikens Anders Legarth Schmidt rapporterer i serien De Utilregnelige fra en retspsykiatrisk lukket afdeling og tager læserne med ind i en verden og ind i sindet hos nogle mennesker, vi som udenforstående ved meget lidt om og har svært ved at rumme. Det er intens læsning samtidig med, at det er sobert, nøgternt og velskrevet journalistik af højeste klasse. Det lyder måske nemt at være fluen på væggen et sted i en uge og så bare beskrive, hvad man ser og hører. Det er det ikke, og det kræver en særlig fintføling og respekt for sine medmennesker at få accept og åbenhed fra så sårbare og ja utilregnelige personer, at de godt tør fortælle deres historie, så vi andre kan blive bedre til at forstå.

Amager For Evigt af Palle Strøm i Euroman

Som inkarneret amagerkaner, der skal bæres herfra, når tiden kommer, er det altid sjovt og bekræftende at læse artikler med lidt pladderromantik om det særlige sammenhold, at Amager er ved at blive hipt som kreaklassens nye åndehul midt i al råheden og den slags. Palle Strøm har skrevet et herligt portræt af “lorteøen”, der meget fint viser, hvorfor amagerkanere ikke er til at rokke.  – Vi er ingenting sammen, siger komikeren Christian Fuhlendorff, og det tror jeg opsummerer det meget godt. Kan godt være at vi har en smart café eller to, og at der var opløb til mere hiphed før 2008 med nyrenoveret strand og det hele, men efter finanskrisen er Amager stort set spillet tilbage til start. Se bare hvordan størstedelen af forretningsgaden Amagerbrogade er henlagt som totalt skod. Det må man godt sige, når man bor her selv. Jeg er nu sikker på, at Amager vil rejse sig og blomstre igen uden at ødelægge det autentiske, råheden, mangfoldigheden og sammenholdet. Man har vel lov at håbe.

Me & My Girls af David Carr i New York Times.

David Carr er en af de mest profilerede og dygtigste journalister fra The New York Times. Du kan blandt andet se ham folde sig ud i dokumentaren Page One: Inside the New York Times, som jeg også kraftigt kan anbefale. Den handler om krisen på verdens bedste avis og kan blandt andet ses på Netflix. Men Carr har også en utrolig stærk og rystende personlig historie, som mangeårig stofmisbruger og enlig far til to døtre.

Læs Carrs personlige essay Me & My Girls og følg evt. op med bogen The Night of The Gun.

Marie Colvins Private War af Marie Brenner i Vanity Fair

Allerede fra starten af den ufattelige og forfærdelige borgerkrig i Syrien, der nu har varet i tre år, mistede nogle af verdens modigste journalister livet. Marie Colvin var en af de mest markante udenrigskorrespondenter i verdenspressen. Måske husker du hende fra oprøret på den ægyptiske Tahrir plads, hvor hun rapporterede midt i menneskemylderet med sin karakteristiske klap for øjet. Hun mistede synet på det ene øje, da hun blev ramt af en granatsplint, mens hun mange år tidligere rapporterede fra borgerkrigen i Sri Lanka. Alligevel fortsatte hun ufortrødent og beundringsværdigt som krigskorrespondent. Hun var som mange af hendes slags drevet af en helt særlig journalistisk støbning, og det koster både fagligt og privat. Læs hendes historie her.

Hyperboleandahalf – Depression Part Two

Hos www.longreads.com finder du et udvalg af de bedste featureartikler i verden. For eksempel et bud på de ti bedste i 2013 her

Jeg vil fremhæve en lidt usædvanlig fortælling, som longreads har på 2. pladsen nemlig bloggeren hyperboleandahalf, som har fremstillet en af de fineste og mest rammende fortællinger om, hvordan det er at lide af depression. Kvinden bag har fortalt sin historie i en skønsom blanding af grafik og tekst på bedste Jørgen Clevin manér. Hvis læsere ikke fattede noget om depressioner før, så gør de det forhåbentlig nu. Og der er flere fine, skæve og rørende historier fra forfatterens liv med et helt særligt kunstnerisk udtryk. Bloggen har meget forståeligt masser af læsere verden over.

Nadjas historie – stemmen fra Tøndersagen af Janni Gjersen Hansen i Politiken

Det er ikke til at holde ud, men jeg synes, at man som borger i samfundet har pligt til at læse historien om den misbrugte pige fra Tøndersagen. Her fortæller hun med sine egne ord – og det er artiklens absolutte styrke, nøgternt om hvad der skete, og hvordan det har påvirket hende. Det er hård læsning, og man bliver vred og dybt frustreret over, at et menneske kan blive svigtet så hårdt af sine syge forældre men også af systemet i velfærdsdanmark, som skulle have hjulpet hende og søsteren ud af helvede flere år tidligere. Nadja, som hun kalder sig i artiklen, levner heldigvis håb hos læseren om, at det forhåbentlig og måske nok skal bedre sig for hende alligevel, selv om det aldrig kan blive helt godt med alle de ar på sjælen. Hun fremstår stærk og reflekterende og indstillet på at komme videre. Det, og at politikere og kommuner lærer af denne sag, så noget lignende aldrig kan ske igen, er måske nok for naivt at håbe på. Men de har denondelyneme pligt til at gøre et meget ihærdigt forsøg.

 

 

The Goldfinch – af Donna Tartt

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-01-23 kl. 15.58.02Hvis jeg kunne, ville jeg betale dig for at læse denne roman. Så god er den. Den svæver øverst på New York Times bestseller liste, og jeg kan med sindsro sige, at den har indtaget førstepladsen på min personlige hitliste over de bedste bøger, jeg nogensinde har læst. Kan være fordi jeg er håbløst bagud med alle klassikerne og mest bruger min tid på nyere litteratur. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at det her er et krystalklart mesterværk.

The Goldfinch er noget helt for sig selv. Uden at være litteraturekspert er jeg fuldstændig overbevist om, at langt ude i fremtiden vil lige præcis denne murstensroman stå tilbage som en af de store litterære klassikere fra det 21. århundrede.

Theo Decker er kun tretten, da han med nød og næppe overlever et terrorangreb på Metropolitan museet i New York. Det gør hans højtelskede mor og eneste støttepæl i livet til gengæld ikke. Da socialrådgiverne spørger, hvem de kan ringe til, som holder af ham og kan tage ham til sig, står det snart klart, at svaret er ingen. Faren, en falleret C-skuespiller og gambler, er stukket af for længe siden, og bedsteforældrene har ikke “overskud”. De er fuldkommen ligeglade. Theo har mistet sin mor og er nu helt alene i verden. I en langvarig tilstand af chok, sorg og savn bliver Theo en semi-zombie og passiv tilskuer til sin egen tilværelse. Han bor først hos en kammerat på den dyreste del af Manhattan, men da han så småt er ved at falde til, bliver verden vendt på hovedet igen, og han bliver tvunget til at flytte til et usselt liv i Las Vegas. Theo bliver kostet rundt til den ene uholdbare situation efter den anden, indtil han som voksen endelig tager skeen i egen hånd og finder sin egen ikke helt ufarlige vej.

Det eneste, der holder ham kørende under opvæksten er, udover et eskalerende stofmisbrug og et par livsvigtige venskaber, det uvurderlige maleri af en lænket guldfinke, han kommer til at tage med sig ud af museet, efter bomberne er sprunget. The Goldfinch er Theos trøst, et smukt værk der får hans mørke hjerte til at lyse og forstærker mindet om hans mor. Men maleriet er også hans skæbne. Samtidig med at det lærer ham, hvordan stor kunst kan give alt mening i verden for den enkelte – selv når livet er meningsløst, bringer det også en helvedes masse bekymringer med sig og sender ham direkte i uføre i den kriminelle underverden.

Der er visse ligheder med Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utroligt tæt på, også en virkelig god roman, men bortset fra afsættet og det følelsesmæssige kaos efter tabet af en forældre, er den alligevel helt sin egen og efter min mening bedre.

The Goldfinch er en roman, hvor man holder vejret hele vejen igennem. Donna Tarrt har været ti år om at skrive den, og der er da heller ikke sat et eneste ord forkert eller for meget på de knap 771 sider. Den er så smukt og sanseligt skrevet, at man bare må bøje sig i støvet over hver eneste sætning. Det bliver aldrig påtaget, indforstået, højpandet eller værst af alt kedeligt. Ikke et eneste sekund. Det her er stor litterær kunst, der både gør dig klogere på livet og konstant skaber levende, klare billeder og sætter hele følelsesregisteret i spil, så man griner og græder. Bedst af alt er det en voldsomt medrivende, vild og vidunderlig fortælling om tab, sorg, frygt, besættelse, søgen efter mening, venskab og stor kærlighed i det moderne Amerika. Og oven i købet er det en højt begavet thriller, der kan få enhver skribent til at lægge pennen fra sig af bar benovelse og utilstrækkelighed. Det er der dog ingen grund til, for hvis The Goldfinch skulle sætte standarden, ville der kun udkomme en lille håndfuld romaner i verden hvert år. Den her fantastiske historie, og den visdom den strør om sig, har gjort næsten lige så stort indtryk på mig som læser, som Theos maleri gør på ham, og det er første gang, jeg har den holdning, at en roman på knap 800 sider godt må være længere. Du bliver simpelthen bare nødt til at læse den.

The Goldfinch er på vej i en dansk oversættelse med titlen Stillidsen fra Lindhardt og Ringhoff

Forbandede Yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-01-27 kl. 12.17.24Først et stort tillykke til Anne-Cathrine Riebnitzsky som netop har  vundet boghandlernes pris De Gyldne Laurbær for sin tredje roman Forbandede Yngel. Det gav også mig tilskyndelse til at få læst bogen, som jeg har haft på hylden et stykke tid, og jeg kan kun tilslutte mig koret af de mange roser. Det er klart den bedste bog, jeg har læst af en dansk forfatter i lang tid. Den er så velskrevet og fornemt komponeret med et smukt, enkelt og poetisk sprog, der aldrig forsøger at være mere end det er, men som alligevel rager højt op i skyerne. Handlingen springer i tid og sted men på en yderst elegant måde, så man som læser aldrig er i tvivl om, hvor man er, og hvad det handler om.

Romanen afspejler som tidligere nævnt Riebnitzskys eget liv og fortæller historien om Lisa og hendes tre søskende, der vokser op i et dysfunktionelt hjem på landet med en afstumpet, voldelig far og en psykisk syg mor. De lever i konstant frygt for forældrenes utilregnelige opførsel og ved aldrig, hvad dagen byder på af tæsk, skænderier, psykisk terror, løgne og fortielser, eller om det lejlighedsvis bliver en god dag til alles overraskelse. De fire søskende har heldigt for dem et tæt sammenhold og hver deres overlevelsesmekanisme, selv om den grumme barndom præger dem for altid. Lisa og hendes ældste bror flygter ind i militæret og finder fred og frihed som udsendte i Afghanistan. Lisa kan samle et gevær, hoppe i faldskærm ti gange om dagen og foretage afhøringer, der skræmmer hende selv, men inderst inde kæmper hun med et temmelig dårligt selvværd.Den yngste søster hengiver sig til klaverspil men bryder som voksen sammen og bliver indlagt efter et selvmordsforsøg. I flyet på vej hjem for at besøge sin søster sidder Lisa sammen med en mand, hun tilfældigvis er forelsket i, og hun beslutter sig for at fortælle hele sin historie til ham. Måske som et forsøg på at overgive sig til kærligheden og sætte alt på spil, for at se om det vil briste eller bære. Om hun er værd at elske, når alle familiehemmelighederne er lagt på bordet.

Den her bog kan kun ramme enhver, der har siddet bare en smule “skævt på potten” og levet med frygt for sine forældres reaktioner, tvivlet på deres kærlighed og eget værd. Det handler ikke om misbrug og myndigheder, der burde have fjernet børnene. Men om et af de sikkert mange hjem hvor alt ser tilforladeligt ud på overfladen, men hvor forældrene svigter big time, fordi de ikke magter andet, uanset om det er af ond vilje eller ej.  Den form for dysfunktionalitet som udspiller sig bag kulisserne og som gør ondt, men som desværre nok er meget mere udbredt og genkendelig, end man lige skulle tro. Uanset om man er opvokset i den rene idyl eller det modsatte, vil bogen ramme rent hos de fleste. Det er en grum fortælling, men heldigvis er der også både humor og håb at løfte sig op ved. Så læs den. Læs den nu.

Bemærk så også lige det flotte omslag begået af knalddygtige grafiske designer og multitalent Henriette Mørk, der har skabt et fint billede på det skønne, der trods alt også er i Lisas opvækst på forsiden men med diskrete detaljer om det grumme, især på bagsiden – af livet kunne man tilføje.

Svalens Graf af Sissel-Jo Gazan

~ isabelrosado

Skærmbillede 2014-01-22 kl. 15.36.48Hvis du er til sladder over hækken om genboens familiehemmeligheder, er der vel rigeligt at komme efter i Svalens Graf. Der er stort set ikke den tragedie, som ikke overgår biologen Marie Skovs familie, og der er ingen grænser for, hvor belejligt om end tilfældigt personernes fortid i denne historie spiller ind i hinanden. Marie er hovedperson i opfølgeren til Sissel-Jo Gazans forrige roman Dinosaurens Fjer. Da den udkom, var det en nyskabende form for krimi, der kombinerede videnskab med solid spænding, underholdning og familiedrama. Den var bare hamrende god. Svalens Graf fortsætter i samme spor men med langt tungere vægt på familiedramaet end krimiplottet. Historien er velfortalt og opfindsom men knap så spændende som i den forrige og også en smule for meget. Det videnskabelige tema, om hvorvidt DTP-vacciner kan være skadelige for børn i udviklingslandene og et mord forklædt som selvmord, der trækker spor til medicinalbranchens mastodonter med onde selviske hensigter, burde ellers gibbe endnu mere i læserne end i den forrige, hvor forskerstriden stod om, hvorvidt fugle nedstammer fra dinosaurer, men det synes jeg ikke, at det gør.

Svalens graf fængede mig da, og jeg læste den hurtigt til ende. Men der var mange lange passager, der kedede mig, irriterede mig og tenderede triviallitteratur. Det er uanfægtet, at Sissel-Jo Gazan skriver, så det fyger og flyder, og hun kan i den grad formidle tungt og svært tilgængeligt stof på en måde, der gør det nemt at forstå og spændende at følge. Men hele familiedramaet bliver pindet ud i lange forklarende passager, der levner en historie med for meget tell og for lidt show, også i dialogen mellem personerne hvor de skærer deres følelser ud i pap. Der er ingen antydningens kunst eller skjulte undertoner at hente mellem linjerne.

Jeg kunne også godt have ønsket, at det videnskabelige aspekt var foldet meget mere ud i Svalens Graf. For den levner unægtelig mange ubehagelige og vedkommende spørgsmål om, hvad der egentlig er op og ned med de vacciner. Især når nu en ægte vaccineforsker har leveret den del af historien til forfatteren. I stedet kunne en af romanens mange sidehistorier om parret fra Dinosaurens Fjer, politiforskeren Søren og hans dino-forsker kæreste Annas forhold, der er ved at gå i dødvande, så passende være skruet meget mere ned. Trods kritikken synes jeg bestemt, at fans af Dinosaurens Fjer skal hive fat i Svalens Graf. Den er ok god. Bare ikke ligeså god. Hvis du endnu ikke har læst Dinosaurens Fjer, så skynd dig og kom i gang!

Bryllupsintrigen af Jeffrey Eugenides

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-12-31 kl. 14.43.52Hvor er jeg glad for, at jeg langt om længe fik læst Bryllupsintrigen, som er en perle af en dannelses-/kærlighedsroman. Den er skrevet af græsk-amerikanske Jeffrey Eugenides, der tidligere har vundet Pulitzerprisen for romanen Middlesex, og som også står bag The Virgin Suicides. Dem har jeg begge til gode.

Vi befinder os på Brown college i Providence, Rhode Island, USA i 1982 og følger netop dimitterede Madeleine, som elsker victoriansk og romantisk litteratur og derfor skriver hovedopgave om bryllupsintrigen, som man finder den i værker af Jane Austen. Ligesom en hovedperson i en Austen roman finder Madeleine snart sig selv som midtpunkt i et humoristisk men også en hel del mere realistisk og tidssvarende trekantsdrama, hvor hun må vælge mellem dragende, højtbegavede og maniodepressive Leonard med “det smuldrende sind” eller jordnære, søgende, intellektuelle Mitchell, der vil vide “hvorfor han er her, og hvordan han skal leve”. Der er Soft Cells Tainted Love i højtalerne, og hvis man vil vide, om fyren har tænkt sig at ringe, må man pænt vente hjemme med en rystende hånd på fastnettelefonen.

Vi følger de tre det første år efter college, og de kommer til at lære mere om meningen med livet og kærlighedens sande natur på det år, end de fleste når på en dekade. Romanen er fyldt med litterære og kulturhistoriske referencer, og så er den helt fantastisk velskrevet. Læsningen stryger bare af sted samtidig med, at man næsten på hver eneste side får mere substans til hjernearkivet i form af  simple men ikke desto mindre interessante, filosofiske og religiøse betragtninger, der er svære at modsige. For eksempel: “At alle kunstnere kun skaber for at fodre deres egen narcisisme. At ethvert brev der bliver skrevet fra en person til en anden er et kærlighedsbrev. At Guds rige ikke er et sted men en sindstilstand.” Og meget mere i samme dur. Derudover er sidehistorien om at leve som og med en maniodepressiv så indlevende og smertefuldt beskrevet, at det ikke bare gør ondt at læse men også giver et solidt indblik og en bedre forståelse.The Marriage Plot er historiens originale titel, og kærlighedshistorien mellem de tre er meget mere plot end intrige, i hvert fald ligeså spændende som en pageturner med et absolut veldrejet, uforudsigeligt plot og flere aha-oplevelser både undervejs og til sidst. Kort sagt og til både voksne drenge og piger, der gerne vil reflektere lidt over deres egen coming of age historie: læs den.

 

Sort sne falder af Michael Katz Krefeld

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-12-28 kl. 10.50.27Det blev til to halvdårlige og en helgod krimi op mod julen, og da bog bobler jo kun handler om bøger, jeg vil anbefale, kommer her et par linjer om den helt gode: Sort sne falder af Michael Katz Krefeld er en dansk thriller af klassisk, internationalt format. Spændende, velskrevet, detaljeret og med et originalt og flot konstrueret plot, der holder hele vejen igennem de mere end 600 sider.

En lettere depraveret politiker bliver udsat for et attentat under et valgmøde. Det ligner aktivisme fra den yderste venstrefløj men viser sig at være en del af en større konspiration begået af kræfter i magtens inderste korridorer. PET-Chef Nikolaj Storm og vicekriminalkommissær Kathrine Bergman fra politiets drabsafdeling er det usædvanlige makkerpar, der skal efterforske sagen, som snart spinder tråde ind i deres personlige liv og fortid. Sporene peger mod hemmelige, skrinlagte koldkrigsprojekter på Grønland og en mystisk magtfuld loge, som Storms nyligt afdøde far, en berømt arkitekt, viser sig at have været en del af. Målet er i bedste James Bond stil at opnå den totale magtfaktor og verdensherredømmet, uden at midlet på noget tidspunkt synes alt for langt ude. Tværtimod er der researchet igennem for at skabe en gedigen og troværdig historie. Karaktererne er solide og nuancerede omend typiske for genren. Kathrine balancerer på kanten af klichéen som den hårdkogte enspænder af en politikvinde, der benytter sig af ureglementerede metoder, har et iltert temperament og altid er klar med en slagkraftig replik. Hun er selvfølgelig jaget af indre dæmoner efter misbrug i barndommen og er derfor på konstant hævntogt mod alverdens forbrydere. Men indenunder læderjakken og det smukke men ikke-forfængelige og lidt punk-agtige ydre banker naturligvis et hjerte af guld. Personligt kunne jeg godt tænke mig lidt nytænkning i stedet for Lisbeth Salander version 37.2. På den anden side tror jeg, at det er lige præcis sådan traditionelle krimielskere vil have deres helte og heltinder, samtidig med at de kræver kvalitet, spænding og uforudsigelighed. Hvis du kan se dig selv i den gruppe, kan jeg kun opfordre til at lægge dig godt til rette i sofaen og gribe fat i Sort sne falder.

The Circle af Dave Eggers

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-11-29 kl. 09.19.15“Fremtiden tilhører dem der deler.” Det kunne man læse i en kommentar på facebook forleden. Det vidner om, at Dave Eggers nye fremragende roman The Circle er uhyggelig relevant. For hvad gør det ved os, når vi bruger en stigende mængde af vores tid på de sociale medier, og hvad skal det hele så ende med? I The Circle ender det så galt, at jeg efter endt læsning havde lyst til at droppe ud af al digital aktivitet.

Den unge Mae Holland lander drømmejobbet hos software giganten The Circle, som har opslugt google, facebook, Twitter, LinkedIn og alle de andre og opnået monopol status på de sociale medier. TruYou hedder din konto og her er intet livsøjeblik for uinteressant til ikke at blive dokumenteret. Det er tværtimod et krav. ALL THAT HAPPENS MUST BE KNOWN er firmaets mantra. For hvis du ikke deler, så snyder du andre, der går glip af din oplevelse, uanset om det er en formidabel udsigt over Himalaya, eller når din syge far skider i sofaen. For tænk på alle dem, der ikke selv kan rejse, eller har lignende problemer der hjemme. De har brug for din erfaring. Og hvis du ikke deler, så deltager du jo ikke i fællesskabet. Så er du en asocial egoist.

The Circle er verdens mest attraktive arbejdsplads, hvor kun de bedste får job og i den påståede fritid kan boltre sig på firmaets enorme campus. Et Disneyland af fryns og personalegoder: fitness, golfbaner, teater, koncerter, comedy, you name it – they got it. Imens bliver de stille og roligt hjernevasket af firmaets stiftere De Tre Vise Mænd, der som snedige prædikanter og lumske diktatorer vender enhver lille fjerbold af kritik på hovedet med dygtige argumenter og kriminelle aktiviteter. Mae stiger hurtigt i graderne med sine spontane indfald af slogans til firmaets branding: SECRETS ARE LIES, SHARING IS CARING, PRIVACY IS THEFT. Imens mister hun kontakten til sine nærmeste og ikke mindst sig selv.

The Circle er dystopi, samfundskritik og satire i skønsom blanding. Det er også en thriller, der får dig til at sidde med stigende puls og ondt i maven af stress på personernes vegne i deres kamp for at bevare status og anseelse i firmaet med konstante ratings, vanvittige performance krav og overvågning i alle døgnets timer. Firmaets mission er at fuldende cirklen i logoet, og for at det kan ske, skal verden være 100 procent transparent. Hvordan det skal foregå, må du læse dig til, men det er temmelig skræmmende  – især fordi det er så pokkers vedkommende. Scenariet er overdrevet og komplet urealistisk – vil nogen sige. Men tænk på hvor meget der er sket på de sociale medier bare indenfor de sidste par år? Det er jo et krav, at vi deltager. “Gå digital eller dø”, læste jeg fornylig i mit fagblad. The Circles skræmmescenarie kunne meget vel vente lige om hjørnet og ikke i en fjern fremtid. Så læs The Circle, grib fat i egen tast og husk hvad der er vigtigt i dit liv, inden det er for sent.

Dave Eggers er en af USA’s allerbedste forfattere med en lang række romaner bag sig. For mange år siden læste jeg den selvbiografiske Et hjertegribende værk af overvældende genialitet. En af mine top ti romaner til dato. Den handler om, hvordan Eggers i en meget ung alder mister begge forældre og må tage sig af sin bror, mens han finder fodfæste i tilværelsen som ung og lidt for hurtigt voksen. Den er fantastisk og lever i den grad op til sin selvironiske titel.

Kvinden ved 1000 grader af Hallgrímur Helgason

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-11-25 kl. 14.17.35“Vi begynder livet med at drømme om guld og grønne skove og ender med at glæde os over et enkelt træ.” Sådan lyder blot én af en lang perlerække af enkle men livskloge betragtninger fra hovedpersonen Herbjørg Maria Bjørnsson også kaldet Herra i Hallgrímur Helgasons mesterlige roman Kvinden ved 1000 grader. Lad mig sige det med det samme, mens jeg samler resterne af mit nedsmuldrende kæbeparti op fra gulvet. Det her er den bedste bog, jeg har læst længe. Det er nemt at forstå, at den i år var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Helgason leverer en overrumplende historie, der trykker på alle knapper i følelsesregisteret med en varig strøm af sproglige og indsigtsfulde genialiteter.

Herra er en gammel hejre, som bor i en garage i Reykjavik og lænket til sit sygeleje trækker vejret gennem sit livs sidste uundværlige smøgpinde i de KOL- og kræftinficerede lunger, mens hun venter på døden og turen til kremeringsovnen. Hun er bitter på livet og kynisk i sin anskuelse af verden men med humoren i ualmindelig god behold. Den udfolder hun blandt andet foran den bærbare computer på sengelejet ved at flirte med unge mænd i den globale landsby på “fjæsbogen” og ved at drive spas med sine arvinger, som hun har et anstrengt og distanceret forhold til. I hendes sidste dage tænker hun tilbage på sin dybt traumatiske og oprørende livshistorie, og vi lærer en person at kende, som får begrebet stærk kvinde til at lyde en smule underspillet.

“Jeg stod med det ene ben i havet og det andet på de bonede gulve og skrævede derfor tidligt over meget,” siger Herra i begyndelsen. Det kan man roligt bekræfte. Hun er barnebarn af Islands første præsident, men de få glamourøse og glædelige stunder, hun oplever i sit liv som verdensdame, kan på ingen måde opveje de rædsler, der møder hende hele vejen i løbet af sine 80 år. Først i Tyskland under 2. Verdenskrig, hvor hun lever som flygtning i krigens sidste par år. Den menneskelige drivkraft, der starter en krig til at begynde med, forklarer hun således opmuntrende:“I krigstid har alle det godt, for ingen kan bestemme noget. I fredstid gribes folk af ulykkelighed, for så bliver man nødt til at vælge og vrage. Al krig udspringer derfor af menneskets bundløse begær efter lykke. Der er ikke noget mennesker frygter mere end fred på jorden.”

Der er små glimt af lykke men mest ufattelige slag til Herra under krigen. Og mindst ligeså rystende begivenheder rammer hende senere i efterkrigsårene i Buenos Aires, og da hun efter mange år i udlandet vender tilbage til Island. Herra flakker, falder og rejser sig igen og igen, mens smerten prenter sig ned i hendes sjæl, og hendes overlevelsesmekanisme er at lange verbale øretæver ud til højre og venstre, mod egen og andres nationalitet, mænd og kvinder og verdens gang såsom krig og finanskriser. “Den menneskelige skabning har altid haft brug for katastrofer. Og hvis ikke den modtager dem fra naturens hånd prøver den at fremstille dem selv. Det er naturligvis den vigtigste grund til vores krak,” siger damen.

Hvis du kun får læst én roman om året og gerne vil have et stykke litteratur med gods i, så grib fat i Kvinden ved 1000 grader.

Bog fornøjelser 2013

~ isabelrosado ~ 1 kommentar

Skærmbillede 2013-11-11 kl. 15.44.30Så er weekendens Bogforum 2013 veloverstået, og der var mange gode indslag på programmet. Det var første gang, jeg var med siden 2007, hvor jeg nærmest fik klaustrofobi i den tætpakkede vrimmel af bog-entusiaster, litterære krukker og kanoner.

Jeg synes – og ikke kun fordi jeg bor på Amager, at Bella Centret er det helt rigtige sted for bogmessen, som trækker så mange bog glade til hvert år. Dejligt luftigt med god plads, åndehuller og let adgang til at spæne fra det ene interview til det andet. Forlagene havde gjort rigtigt meget ud af at skabe hygge og stemning omkring deres stande, så det var faktisk kun, når man skulle låne en stol eller have noget til ganen i café områderne, at omgivelserne blev kedeligt industrielle med lidt for højt til loftet. Men det var der alligevel ikke meget tid til. Jeg pendlede fra det ene spændende indlæg til det andet uden ret mange pauser.

For mig var et af højdepunkterne fredagens meget fine samtale mellem Merete Trap og Anne-Cathrine Riebnitzsky, som har skrevet bogen Forbandede Yngel, der står meget højt placeret på min skal-have-læst-liste. Mange forfattere har virkelig noget på spil i år og har “trukket af hovedstolen”, som de siger i litterære kredse, med stærke, personlige fortællinger der blander det selvbiografiske med fiktionen og forvandler egne oplevelser og ar på sjælen til store romaner. Det helt gennemgående spørgsmål ved adskillige af de interviews, jeg hørte, handlede om andelen mellem fakta og fiktion. Hvor meget af hovedpersonen er der i dig?  Hvor meget af det, dine karakterer oplever, har du selv oplevet og i den dur. Det er også et interessant spørgsmål, når forfatterne i forvejen har åbnet op for posen og er hudløst ærlige om, at deres historier faktisk er baseret på virkelige hændelser. Riebnetzsky er en mega sej dame, der har været udstationeret som sprogofficer i Afghanistan og skrevet højt roste romaner om det. Men hendes søgen mod brændpunkterne har også været et tilflugtssted og et helle fra opvæksten i en dysfunktionel familie, hvilket Forbandede Yngel handler om. Hovedpersonen Lisa, som Riebnetzsky har meget til fælles med, beslutter sig i bogen for, at hun ikke skal have børn som et slags værn mod at bringe den onde cirkel og smerten fra barndommen videre.  – Det stopper der, siger hun til sin mor. Jeg tror ikke, der var et øje tørt blandt publikum, da intervieweren fik fremstammet, at hun var sikker på, at Lisa alligevel ville blive en god mor, hvis hun skulle ændre mening. Riebnitzsky virker som et overordentligt sympatisk menneske. Jeg ved ikke, om hun har børn eller ønsker at få det, men hvis hun skulle sætte de samme hindringer for sig selv som sin hovedperson, så håber jeg, hun ved, at det er de færreste, der ikke har en eller anden form for bagage med fra barndommen, som de for alt i verden vil forhindre at give videre til deres egne børn. Og selv om det lykkedes vil de fleste af os alligevel uforudset bringe noget mindre heldigt af os selv videre til de næste generationer  – men forhåbentlig også en masse godt.

Også Hallgrímur Helgason den islandske forfatter af den fænomenale Kvinden ved 1000 grader (som jeg er ved at læse) blev spurgt om sandhedsfordelingen i hans roman. Den er baseret på en virkelig historie om en islandsk kvinde med et noget heftigt liv bag sig men tilsat ikke så lidt fiktivt og effektfuldt krydderi, der har skabt et brag af en historie. Efter kvindens død bad Helgason hendes familie om at læse romanen igennem. De bad ham så til gengæld om at skrive den om. Men det kunne han ikke: “Jeg måtte gøre op med mig selv, om jeg ville være et godt menneske eller skrive en god roman. Jeg tror ikke, man både kan være et godt menneske og en god forfatter. ” Tyg lige på den, tænkte den indre forfatterspire. Det kan være, han har ret. Jeg synes nu, han virkede som en helt ok person. Men det vil han nok være uenig i, for Helgason er indiskutabelt en blændende god forfatter.

Temaet fakta vs. fiktion gik igen i flere interessante interview blandt andet med Hanne Vibeke Holst, der senest har skrevet om sin far i romanen Knud den store og hos Maren Uthaug forfatteren til Og sådan blev det.

Og så var der digterne. Som Henrik Nordbrandt og Yahya Hassan. “Jeg kunne have været kriminel ligesom Yahya,” sagde den ældre, statelige Nordbrandt. Det er åbenbart et helt særligt brændstof sande poeter er gjort af. Der er sagt og skrevet meget om Yahya, som blæste alle omkuld til Bogforums afslutning. Noget af det, jeg synes, er allermest fantastisk er, hvis han er den, der får mange flere (inklusive mig selv) til at læse digte. Af flere forskellige digtere. Jeg har læst Dan Turélls samlede, og det er stort set det. Men det skal der gøres noget ved nu.

This is how you lose her af Junot Díaz

~ isabelrosado

Skærmbillede 2013-09-20 kl. 14.24.06No wonder at Díaz suveræne novellesamling om kærlighed i alle afskygninger og særligt hans alterego Yuniors fortrædeligheder i relationerne med kvinder og familie i det dominikansk-amerikanske samfund endnu ikke er oversat til dansk.

Det lykkedes ellers ret godt med den mindst lige så blændende roman Oscar Waos korte forunderlige liv, som Díaz vandt Pullitzer-prisen for i 2008. Men med novellerne her ville det være noget af et kunststykke at fordanske Díaz’ kontante originale stil, der taler direkte til læseren med et uovervindeligt sprogligt overskud krydret med Spanglish og ghetto-slang samt kulturelle referencer, der får dig til at rokke med til rytmen i sproget, som om der bragede hip hop musik ud af siderne. Det er ikke alene sproget, der mikser poesi med elegant prosa men lige så meget den følelsesmæssige dybde i de her historier, der i al deres enkelhed rammer rent og universelt, mens personerne prenter sig fast i bevidstheden i al deres genkendelige imperfektionisme. Hver eneste sætning er så velkomponeret, at man læser flere af dem igen og igen i håb om aldrig at glemme. Eksempel: He doesn’t speak for a moment, as if the silence is the elastic that will bring his next words forward. Om This is how you lose her skrev avisen The Observer: “Writing this good comes along, if we’re lucky, once or twice in a generation.” Jeg tror på det.

PS. Det forlyder nu, at en dansk oversættelse fra Gyldendal er på vej i november med titlen: Sådan mister du hende.