This is how you lose her af Junot Díaz

No wonder at Díaz suveræne novellesamling om kærlighed i alle afskygninger og særligt hans alterego Yuniors fortrædeligheder i relationerne med kvinder og familie i det dominikansk-amerikanske samfund endnu ikke er oversat til dansk.

Det lykkedes ellers ret godt med den mindst lige så blændende roman Oscar Waos korte forunderlige liv, som Díaz vandt Pullitzer-prisen for i 2008. Men med novellerne her ville det være noget af et kunststykke at fordanske Díaz’ kontante originale stil, der taler direkte til læseren med et uovervindeligt sprogligt overskud krydret med Spanglish og ghetto-slang samt kulturelle referencer, der får dig til at rokke med til rytmen i sproget, som om der bragede hip hop musik ud af siderne. Det er ikke alene sproget, der mikser poesi med elegant prosa men lige så meget den følelsesmæssige dybde i de her historier, der i al deres enkelhed rammer rent og universelt, mens personerne prenter sig fast i bevidstheden i al deres genkendelige imperfektionisme. Hver eneste sætning er så velkomponeret, at man læser flere af dem igen og igen i håb om aldrig at glemme. Eksempel: He doesn’t speak for a moment, as if the silence is the elastic that will bring his next words forward. Om This is how you lose her skrev avisen The Observer: “Writing this good comes along, if we’re lucky, once or twice in a generation.” Jeg tror på det.

PS. Det forlyder nu, at en dansk oversættelse fra Gyldendal er på vej i november med titlen: Sådan mister du hende.